Nedenfor bringes et uddrag af bogen Dan Turell. Samtale og introduktion. Bogen blev udgivet af Borgen i 1977, og forfattet af René Højris.

Om DTs syn på 1970'ernes danske litteratur og om hans egne gennembrud
Om DTs image og folkelighed
Om de første fyrre bøger i forfatterskabet
Om musikkens betydning for skrivningen og Kerouac, Burroughs og Ginsbergs inspiration
Om betydningen af lokaliteter
Om skriveprocessen
Om digtes tilblivelsesproces
Om bogudgivelser og forlagene
Om forfatterens forpligtelser og dansk litteratur
Om at være digter
Om formålet med at skrive
Om anmelderi
Om projekter indenfor film og teater - og Sølvstjernerne
Om ungdomsoprøret i tresserne
Om Vangede og virkeligheden
Om det okkulte og om stoffer
Om inspiration fra Pound, Blake - og Reed

- Kim Larsen.

- Hvornår og hvordan startede du med at skrive?

- I skolen. jeg havde et godt game allerede med genfortællingerne. Min lærerinde havde en meget snæver sprogopfattelse, - altså sådan tænkte jeg naturligvis ikke dengang, men det véd jeg i dag det hedder - og sådan kan jeg egentlig huske en masse ting fra jeg var meget lille. Ganske bestemte følelser og fornemmelser som jeg reagerede på, og véd jeg så hvad de hedder og hvorfor jeg reagerede. Men hun havde altså en meget lille sprogopfattelse, og jeg kunne ikke lade være med at lave for meget jingle-jangle i de dér genfortællinger, for de var så dumme og enfoldige. Sætningskonstruktionen var så simpel, så idé- og inspirations-løs. Det var bare ikke morsomt, og jeg havde så meget brug for at have noget fun) så jeg begyndte bare at lave vittigheder ud af dem, misforstå historierne hélt bevidst og køre dem over i andre historier fordi jeg kedede mig. Og jeg tror egentlig at det meste af min skoletid gik med sådan noget. De svar de forlangte var så simple og så mekaniske at det ikke var interessant eller morsomt. På én eller anden måde var det altid noget med at lære salmevers udenad i stedet for at synge, altid vide om i stedet for at vide.

På et tidspunkt begyndte jeg så at skrive nidvers om skolens lærere, der så cirkulerede rundt imellem os, og det er det første jeg kan huske af virkeligt skriftligt arbejde - for der var det princip at det var godt nok at der skulle fyres en sjofelhed af mod lærerne, men den skulle faneme være på rigtige vers, den skulle have den rigtige metrik og rimene skulle passe, for så ramte sjofelheden så meget bedre. Og dér tror jeg det begyndte. Og i de lange frikvarterer plejede jeg at stå sammen med Hasse Nørgaard, som i øvrigt indviede mig i menstruationens mysterier, og vi plejede at stå i et hjørne af skolegården og synge parodier på øjeblikkets Top Ti-schlagere, Giro 413 og dén slags, parodier som vi lavede undervejs og skar ind i hinanden. Også en øvelse, kan jeg sé i dag.

Da jeg så blev 13-14 år og begyndte at blive forelsket for alvor skrev jeg selvfølgelig hundredvis af kærlighedsdigte. jeg havde en kammerat der hed Torgny og som havde en skrivemaskine - det er for resten ham der er omtalt i »Vangede Billeder« som Nymose Huses førende videnskabsmand og opfinder. Så en gang imellem var jeg lige ovre for at låne den og gik så hjem og skrev 20 sider digte, for så at gå over og aflevere den igen. Det var meget fredeligt. Jeg kunne bedre lide at skrive dem på maskine end i hånden dengang - Jeg tror det var noget med en typisk autoritetstro, det så meget »rigtigere« ud på maskine, lignede digte i bøger.

Da jeg kom ud af skolen begyndte jeg at vagabondere mellem alle mulige jobs, og jeg lavede en del free-lance journalistik ind imellem. Jeg begyndte også at skrive noget poesi, men det tog ikke rigtig fart, og det undrede mig sgu lidt men jeg tænkte at det jo nok kom på ét eller andet tidspunkt. Det undrede mig fordi jeg lige havde mødt Peter Laugesen på det tidspunkt og der skete en masse med ham lige da, dér omkring '66 hvor han eksploderede, men det indvirkede ikke rigtig på min produktivitet. jeg sad stadig og vred tre-liniede aforismer ud, de der kom i »Områder af skiftende tæthed og tomhed«, men først i '70.

Men der skete simpelt hen noget hélt afgørende med mit hoved omkring '67-'68, der var en masse forvirring og en masse ting der begyndte at koge. Henimod '70 begyndte dampen så at afsætte sig som ord, tekster og shows. Men jeg havde lavet en del inden '70, især arbejdede jeg som jazzkritiker. Det er bare mere spredt og mindre koncentreret - og jeg havde mindre bevidsthed på det.

- Hvornår mener eller føler du at dit egentlige gennembrud kom?

- Det kommer an på hvad det er for et gennembrud.

Udadtil er det hélt klart »Vangede Billeder«, altså 1975, men indvendigt var det sommeren '69. Det er stadig dén eksplosion der har fået det hele til at rulle - »Vangede Billeder« er bare det til dato sjette-sidste aftryk. Nan Henningsen spurgte mig i et interview med udgangspunkt i en opfattelse Hans Hertel havde, om jeg ikke var blevet eller følte mig som en institution. jeg svarede, at for Hans Hertel og mange andre var jeg tydeligvis blevet en institution i år eller sidste år, men for en del andre mennesker havde jeg allerede været en institution i 5 år - siden Thylejren f.eks., og for det københavnske jazz -og beatmiljø har jeg været en institution i de sidste 10 år. Så det dèr institutionelle er også meget fleksibelt. Det er bare ringene der breder sig i virkelighedens vand.

Men jeg kunne mærke det længe før »Vangede Billeder« kom. jeg kom på én eller anden måde ind i et nyt åndedræt at skrive i omkring '73-'74, og jeg kunne aflæse det på folk. Det var dér jeg begyndte at arbejde med Ekstra Bladet for alvor, dér jeg begyndte med de store rockudsendelser i radioen, dér jeg så småt begyndte med Politiken, med lidt oplæsninger og TV. Og jeg kunne mærke at pludselig var der meget større og bredere respons på, og at jeg altså havde ramt ét eller andet - ét eller andet sted. Men det er sådan noget man finder ud af, - at udviklinger går ligesom i lange kurver, måske et par år, og altid et år eller to indvendigt før det blir udvendigt, altså synligt i det man laver. Og jeg synes selv at min bevægelse har været at gå fra en - sét fra i dag - meget » kunstnerisk« obskurantisme, til at kunne få de samme ting, den samme rytmik og stort sét det samme temperament instrumenteret mere og mere simpelt, mere enkelt, lettere forståeligt og forhåbentligt bedre og bedre artistisk i kraft af opstået dygtighed og akkumuleret teknik.

- Dit sprog er altså gåetfra det mere komplicerede til det mere enkle og klare, det talte. Hvordan er det gået til?

- Det kommer først og fremmest af den mulighed jeg har haft for at arbejde med andre medier end bogen. Andre medier spiller hele tiden tilbage på éns hovedmedium. Altså radio, oplæsning, optræden, samarbejde med grupper og samarbejde på en scene, hvor det er nødvendigt med en helt anden og meget mere mundtlig og direkte meddelelse til folk, hvis der skal være nogen chance for at gå igennem, og ikke bare efter lade dem med det indtryk, at det er sgu rigtigt nok, det er noget mystisk og verdensfjernt noget, det dér »litteratur«.

Og i dén forbindelse er jeg tit rent håndværksmæssigt glad for at jeg har haft en baggrund som dels distriktsbladsjournalist, dels trykkeriarbejder, dels korrekturlæser. Det giver altså fandens meget bund i det, og man er sværere at vippe af pinden bagefter fordi der er noget hélt elernentært håndværk der sidder i ryggen.

Dit sprog har være meget engelsk-orienteret. Det er du gået  meget bort fra, men  hvorfor har du i det hele taget benyttet  dig så ofte af det?

Jeg var klar over, at det kunne jeg tillade mig at gøre fordi jeg ikke havde så faens mange læsere på det tidspunkt, men dé jeg havde ville afgjort også være med på det engelske. Og dengang var jeg meget indstillet på at betjene dé læsere og ikke nogen andre, fordi de var min stamme og det miljø jeg levede i. Og jeg så sådan sét ikke noget ondt i at være en form for miljødigter, hvad jeg stadig ikke gør, og jeg tror at jeg stadig i meget vid udstrækning er det. Miljøet er bare blevet større, og jeg har selv fået flere og mere forskellige berøringsflader til det.

Læs videre Om DTs image og folkelighed