- Hvad lavede du i ungdomsoprørets hektiske dage omkring 1968, og hvordan forholdt du dig til det ders kete?

- Jeg forholdt mig ikke ret meget til studenteroprørerne som sådan, for på dét tidspunkt var jeg klar over at det ikke var min verden og at jeg aldrig ville komme tilbage til den. Og jeg havde egentlig haft min hélt politiske periode da jeg var 17-20 år -- i Atomkampagnens sidste tid, i Aldrig Mere Krig og i SF's Ungdom, hvor jeg var formand for Gentofte afdelingen, på vej i Københavnsledelsen, så småt begyndt en bane som kommende SF-pamper ... Men jeg droppede ud på dét tidspunkt, og studenteroprøret forekom mig at være et meget begrænset oprør til ære for studenterne - og dermed forholdsvis uinteressant for andre end studenterne selv. jeg hæftede mig mere ved den life-style-mæssige del af oprøret -altså ændringen i éns forbrugsbehov og éns måde at leve på, musikken og drugkulturen. Sikkert også fordi jeg altid har haft et sært fremmed forhold til den akademiske verden - også mens den havde sit ungdomsoprør. Og den type ungdomsoprør jeg havde forbindelse med, det var ikke Finn Ejnar Madsens - det var mere Carsten Grolins og Ole Grünbaums. Det var mere min stil og mit miljø.
Men jeg arbejdede alligevel temmelig dobbeltsidigt, for jeg involveret i politiske undergrundsblade og jeg oversatte Ho Chi Minh's taler for et socialistisk blad der hed Aspekt, og jeg skrev også endeløse afhandlinger om Malcolm X's teorier og stod altså lidt og vippede fra det ene ben til det andet. Det var sikkert først henimod '68 at jeg droppede hélt ud for alvor. I '68 var det jeg begyndte at have en del samarbejde med Carsten Grolin og Jacob Ludvigsen, og vi begyndte at få mere hold på nogle ting som vi sådan sét stadig arbejder med i dag.

Og når man nu i dag taler om hvordan 70'erne er et backlash i forhold til 60'erne, så tror jeg at man i meget høj grad glemmer, at der nok var en dél folk der fandt ud af noget i 60'erne - men at 70'erne er den tid de bruger det til noget i.   Det er fuldstæntlig som Jerry Garcia fra Grateful Dead sagde på ét eller andet tidspunkt, i forbindelse med at ungdomsoprøret og beatscenen skulle være gået tilbage - han sagde, at det kom an på i hvilke termer man så det. Hvis man så det ud fra massemedie-termer så var det givetvis rigtigt, for det solgte færre overskrifter. Men på den anden side ville han hævde, at ingen af dem han kendte rent bogstaveligt fra dengang var på noget særligt declining trip. De havde alle sammen ét eller andet kørende - han havde selv noget kørende, de kørte alle sammen så godt som nogen sinde. jeg kan godt lide den måde at sé tingene på, for jeg vil sgu næsten sige det samme: 60'erne døde? Hvordan kan 60'erne være døde når Peder Bundgaard er i så god form som nogen sinde?

- Hvordan stiller du dig overfor presseomtale - er al PR af værdi?

- Enhver PR har værdi, og det beror selvfølgelig på gentagelses-effekten. En bog der udkommer på Arena er ikke i sig selv særlig god PR - det vil sige, den er det måske over for de 500 mennesker der læser den, hvis de kan lide den. Men et billede i f.eks. Billed-Bladet, der ikke i sig selv giver noget, fordi det ikke har nogen betydning - det får ikke lejlighed til at sige noget, det udtrykker ikke andet end at hér er en mand, og der er 5000 andre på siden før og efter - men det bliver alligevel sét. Og det bliver sét så tilpas meget og af så mange mennesker, at det er mere end sandsynligt at der blandt de mennesker er mange der først nu opdager at man eksisterer. Og hvis der så tilfældigvis er en artikel i Ekstra Bladet dagen efter, så læser de den måske netop fordi de så det billede i Billed-Bladet, og ellers ville de aldrig have læst den. Eller de kommer tilfældigvis forbi biblioteket, og dér står tilfældigvis en bog af mig fremme og de synes de kender det navn, men kan ikke rigtig huske for hvad - og så kommer de i tanker om at det var ham der lige var to minutter i fjernsynet i går, som blev spurgt om ét eller andet som han svarede flabet på, ham med ørenringen og sortlakerede negle. Og så kan det godt være at de tager bogen med hjem alligevel.

Og på dén måde bliver al PR før eller senere i en vis forstand god PR. Fordi det understreger at man er der, og altså kan give én en chance for at komme frem til de mennesker der ellers ikke ville opdage at man var der udelukkende i kraft af det man først og fremmest lavede. Det vil i virkeligheden sige at der er flere slags PR-sfærer. Man kunne sikkert tale om primær PR og sekundær PR - og det er givetvis noget PR-folk har udarbejdet i skemaform, og som vi andre bare klunser os lidt frem til. jeg synes f.eks. altid jeg får ophidsende mange reaktioner på at der har været et billede her og der i forhold til hvor mange reaktioner jeg får efter at have udsendt en bog.

Men da tingene hele tiden føder hinanden fuldstændig rytmisk, som bølgeslag, er det ikke særlig meget til at adskille - jeg véd bare, at det har dén praktiske funktion, at jeg udsender en bog om Vangede - og mere eller mindre på grund af den bog bliver der så taget fotos til Billed-Bladet og B.T. og andre. Og på grund af dé fotos er der flere der læser min næste bog, og på grund af at der er flere der læser min næste bog kommer der så flere billeder i .... og så videre. Og jeg er faktisk for nysgerrig efter at vide hvordan det fungerer til at jeg vil sætte nogen grænser på forhånd omkring PR-begrebet. jeg vil nemlig gerne vide noget om dé medie-mekanismer, og jeg tror ikke jeg for alvor kan få det at vide på nogen anden måde end ved simpelt hen at prøve dem. Så det gør jeg bare. Meget roligt.

-- Du stiller altså overhovedet ikke nogen værdinormer eller kvalitetskrav til PR -kanalen?

-- Næh, men spørgsmålet viser jo - synes jeg - tilbage til den evige venstreorienterede danske dumhed med at tro at man overhovedet kommer videre ved hele tiden at sige at man ikke vil gå I ærigere end til et vist gærde. Enten er man ude på at komme videre, og så kan man lige så godt komme fremad, eller også er man ikke ude på at komme ud af stedet, og så kan man sagtens give sig til at danse omkring gærdet eller hen til kommoden og te'bavs igen. jeg mener kort sagt, at når man f.eks. boycotter Ekstra Bladet, så boycotter man selvfølgelig en papirting der hedder Ekstra Bladet - men det man i virkeligheden boycotter er de 300.000 mennesker der 'læser Ekstra Bladet.

Og det vil sige at man ikke længere kommer i tale med dem. Og dér har dansk litteratur, dansk kultur, dansk venstreorienterethed og næsten alt hvad der findes af én eller anden form for intellektuelt eller progressivt dansk miljø, en frygtelig grundskade. Den består i at være alt for god til at sé papir og symboler, og alt for dårlig til at sé den virkelighed der ligger lige foran øjnene, og som blandt andet består af alle de mennesker der læser alle de blade og aviser og som er de mennesker det drejer sig om at kommunikere med, fordi de andre de ellers kommunikerer med, de véd det jo godt i forvejen. Det er jo ikke Peder Bundgaard jeg skal fortælle om Chuck Berry, vel?

Jeg tror også at det h æriger sammen med, at alt for mange af de mennesker sidder i deres lille hjørne af verden og fantaserer sig til hvordan de andre hjørner sér ud. Altså, for at tage et stålhårdt eksempel igen, så kan man sé de dér Århus-studenter med alle deres lærde afhandlinger om »triviallitteraturen« sidde oppe i Århus og forestille sig hvordan man sikkert tænker inde på Alt for Damerne, eller hvordan man sandsynligvis tænker ude på Interpresse. Og det er dér jeg synes der er så megen sygelighed, for i så lille et land som Danmark er det så let at komme til at checke de ting. Altså, jeg har sgu arbejdet lidt for Interpresse, bl.a. af nysgerrighed, jeg véd lidt om hvilke mennesker der sidder derude og hvor lidt de adskiller sig fra de mennesker der sidder på Århus Universitet - som jeg også har været på - og hvor lidt de igen adskiller sig fra dle dler sidder inde på Alt tor Damerne, som jeg skal til at arbejde sammen med nu. jeg tror simpelt hen ikke på den gang opkogte paranoia, paranoia er ren og skær sygdom selv om den så bliver sat i politisk system. Mange folk graver sig ned i deres specielle vilkårlige miljø eller deres specielle vilkårlige meninger, og bliver derfor ude af stand til at kommunikere med andre. For fanden, det kan jo ikke nytte noget at vende ryggen til det flertal der læser ugebladene, eller de »lettere aviser«. Og når de vågner op, vil de sikkert opdage at dét flertal også er dem selv i meget vid udstrækning - du kender godt den dér med at det simpelt hen er hélt utroligt hvor mange der tilfældigvis har sét ugebladene hos tandlægen eller barberen, ikke?

- Får du nogen form for henvendelse fra dine læsere, lyttere og seere - og hvordan er reaktionerne så?

- jeg får mange henvendelser, og flertallet er positive. Men det tror jeg ligger i selve systemet. De færreste der bliver gale gider henvende sig, for der skal trods alt temmelig meget til for de fleste retter henvendelse til én der mere eller mindre er fremmed og som bare har gjort noget de har været udsat for. Og så er det givet, at de der reagerer er de der fortrinsvis er glade - og dem hører jeg temmelig meget fra. Lige for tiden får jeg en 3-4 breve hver dag fra Politikenlæsere. Ellers kommer de fleste reaktioner - bortset fra breve og telefonsamtaler - i form af moder på gaden. Altså, jeg går gennem Hovedbanegården, og så er der én der standser én som har læst »Vangede Billeder«. Eller man går rundt på Roskilde Festivalen, og så er der så og så mange rundt omkring der hær kommentarer til det ene eller det andet. Eller der er én der lige kommer med tilråb henne ved Carls Bodega klokken to om natten, eller når jeg står i ko på Rådhuspladsen efter morgenaviserne. Det er flertallet af reaktioner, men også de mest direkte og derfor på en måde de mest spændende.

Det har været lidt af en forskrækkelse for mig i visse perioder at opdage hvordan der åbenbart er folk der synes man er dén der siger hvad (le gerne selv ville have sagt, eller h\ ad de mener skulle siges og som de bare ikke fik sagt - men som de så er glade for blev sagt. Det er selvfølgelig fantastisk rart at opdage, men det er også meget skræmmende og noget man godt kan blive temmelig bange for, pludselig at være talerør, blive opfattet som en slags repræsentant - for stofbrugere, for Christiania, for rock'n'roll, ligemeget hvad.

Gennem reaktionerne kan man også bedre mærke hvor publikum er - altså hvem det er der i virkeligheden holder af éns ting, hvem det er der i virkeligheden er interesseret i dem. Dét kan man efterhånden sé på hvem det er der taler til én. Der er ingen tvivl om at mit københavnske publikum er meget stort og udpræget i forhold til provinspublikummet. Det er den yngre del af det københavnske publikum i højere grad end den ældre - hvilket ikke vil sige at der ikke er nogle ældre, for det er der i overraskende høj grad, men det er fortrinsvis den yngre del. Og det er i meget høj grad dén yngre del der - nåh ja som ikke har fået ejerlejlighed i Rødovre, de normerede to børn, det normerede sommerhus og en passende fyldig bil.

- Er der nogle bestemte henvendelser du særlig godt kan huske?

- ja, der er et meget blandet udvalg. jeg kan huske en mand der ringede til min veninde og erklærede, at nu ville han ikke lærigere finde sig i min homoseksuelle propaganda i radioen. Denne homoseksuelle propaganda skulle jeg have udført i løbet af en udsendelse om Jerry Lee Lewis - hvordan faen det så end har fundet sted, men han var meget lettet over jeg havde en veninde. jeg kan også huske en mand som ringede mig op, og som fik mig til - efter hans eget udsagn - at indrømme at jeg var proletar, hvorefter han så ville rette en henvendelse til Radiorådet, for det var alligevel for galt at overlade mikrofonen til sådan én.

Men altså, det tror jeg principielt bare er galninge og småkværulanter og mini-Erhard Jacobsen'er, ligesom dem der ringer og fniser i mikrofonen og dem der sender mig døde dyr i opløsning i chokoladeæsker.

Ellers har jeg været ude for nogle ting som virkelig var så smukke, at jeg næsten ikke har troet på dem. Men det kan jeg næsten heller ikke fortælle om - det er sgu for selvbefamlende, for dét der sker er jo bare at man selv bliver meget glad og meget varm. Det er også meget svært at give videre, for det er bare nogle komplimenter og man kan ikke selv sidde og sige dem uden at lyde komplet hamrende åndsvag.

Om Vangede og virkeligheden

Det er for meget!Dan Turèll