Om det
okkulte og om stoffer
Hvordan sér man
på dig hjemme i' Vangede efter at har skrevet » Vangede Billeder«?
- jeg har indtryk af et meget varmt feed-back fra bå den yngre del af Vangede og den helt
ældre del - altså det egentlige Vangede. Og en meget stor fornærmelse og snobbethed fra
dén midterdel der egentlig har boet i Gentofte - -- altså den nye funktionaer- og
middelstand, der meget gerne vil civilisere Vangede og gøre det til et lige så totalt
intetsigende fugleklats-befængt forstadskvarter som Virum eller Charlottenlund.
Så var der naturligvis fejl i bogen, og de må indrømmes F.eks. var det ved en kedelig misforståelse lykkedes mig - men det var en oplysning jeg havde fået - at aflive de gamle mejerimand på Vangede Bygade. Men han meddelte meget elskværdigt og med den humoristiske sans der altid har klædt ham, at han absolut ikke var død, men at han takkede for den pæne nekrolog. Og han havde altså betydelig mere af den efter min mening rigtige Vangede-ånd at reagere på fremfor disse småfornærmede liguster-tilbedere, der i virkeligheden bare er bange for at deres mentale brødre og søstre i Virum eller Charlottenlund skal tro at der bliver drukket mange bajere på gaderne i Vangede, eller ét eller andet fuldstændigt barnligt i dén stil.
Men det er svært at sige andet til det, end at hvis det ikke var blevet mig i Vangede var det bare blevet en anden i Valby eller en tredje i Tårnby. Og nu er det altså bare blevet mig i Vangede, og det er der ikke en kæft at gøre ved. Nu er dét tog kørt.
Har du nogen sinde mødt meninger som man har tillagt dig, og
som du ikke har kunnet genkende?
ja, det sker regelmæssigt - meget regelmæssigt. Det er nok ikke til at undgå. Det
skyldes vel bl.a. at den bevidsthed
eg kommer med og arbejder på, den er meget fremmed for de fleste. For at tage et eksempel, så er det hélt tydeligt, at når jeg skriver en kommentar i Politiken om »meningen med meningsløsheden«, så læser træhoveder som Børge Madsen og Janne Giese den naturligvis som en hélt klar og seriøs mening og opfattelse om tingene. Mens så - skal vi sige showhoveder af forskellig observans, læser den som det den er: Et regulært verbalt show-nummer, der selvfølgelig udtrykker en facet af en mening, men ikke en 100 pct. firkantet mening i ordets bogstaveligste forstand, for andre end dem der selv er så firkantede i hovedet at de ikke kan opfatte andet. Og det er der ikke noget at gøre véd - de har aldrig forstået noget som helst af DaDaisme, Surrealisme, Buddhisme, Anarkisme eller hvilke begreber man ellers med en smule sund sans kunne forbinde det med, aldrig i andet end teorien. Og det kan ikke genere mig virkeligt fordi tiden er for kort til at lade sig genere af det - det vil ikke føre nogen steder hen.
Men det er ikke desto mindre i dét punkt dér, mellem den enkelte og det der sker udenfor - hvad enten det så er mediet eller samfundet (som også er et medium) - det er lige netop i dét brændpunkt der kommer nogle ting der er værd at beskæftige sig med ikke mindst i disse år. Det er på sin vis hvad Norman Mailer, Ken Kesey og Hunter S. Thompson har fundet ud af i USA, eller snarere genfundet, fra Mark Twain til Kerouac, ligesom Suzanne Brøgger og Ebbe Kløvedal herhjemme. Og det er altså mere eller mindre min om end ikke min arbejdshypotese, jeg har ingen - så tilsyneladende dét jeg i praksis kommer til at gøre. Og jeg kan vel ikke beklage mig over om det bliver mødt på den ene eller anden måde. Det gør heller ikke så meget, jeg er ret ligeglad - jeg er nødt til at være det. jeg mener: jeg tager det ikke så tungt at de misforstår det, for jeg kan godt sé at de i virkeligheden ofte ikke kan andet.
Det er ligesom folk
dårligt sætter sig ud over deres egen lille sammenhærig eller miljø. Hvis jeg tager en
af mine glade venner her fra Vesterbro med ud nogle steder i Hellerup, så vil de
misforstå hans varme og hans humoristiske sans og hans måde at bidrage til underholdningen på. De vil tro
at det i virkeligheden er trækhed og flabethed og forsøg på at ned bryde deres
verdensbillede - hvad det overhovedet ikke behøver at være, men hvad det
selvfølgelig godt kan være. Og hvis jeg tager nogle af mine venner fra Carls
Bodega med op på Det Danske Akademi, så er der sikkert sjæle i Det Danske Akademi der
næppe vil føle sig tilpas - eller omvendt. Og der er sgu ikke rigtigt noget nogen kan
gøre for de småhove- i der i alle lejre. De må bare blive i deres beskyttelsesrum og
skrue deres diverse hovedtelefoner godt fast og så ellers hygge sig så godt de kan.
Dén tanke der altid har fulgt mig er den buddhistiske idé om, at alt hvad der sker alle
steder stort sét er de samme ting eller i virkeligheden er de samme ting der bliver
forklædt i 11 forskellige symboler - i forskellige lag, i forskellige sprog, i
forskellige opførelser, i forskellige eriviroriments. Men meget I ofte kan de forskellige
steder altså ikke sé ud over deres eget erivironnient. Og det er sådan sét det hele.
Mediatri er blandt andet evnen til at oversætte det ene eriviromrient til det andet, det
andet til det tredje, det tredje til det fjerde og så videre. -
Kan du fortælle om dine egne environments - altså det MILJØ du kommer fra, din familie?
-
Mit miljø er godt gammelt indgroet
dansk socialdemokratisk havregryns arbejdermiljø. Familien - både Far og Mor - stammer i
flere generationer tilbage fra Nørrebro, fra det hélt almindelige to-værelses sorte
firkants Nørrebro, og det er selvfølgelig inde på Nørrebro Far og Mor har truffet
hinanden. På et tidspunkt er vi så flyttet ud til Vangede, som jo var en slags
udflytter-kvarter for dén slags mennesker. Virkeligheden har hele tiden været meget
begrænset - været på én eller anden måde »normal-dansk«. Altså, hélt typisk, så
har min far et par brødre og søstre og de er også håndvær kere, og en gang imellem
holder de familiefester og konfir mationer - og det foregår med en kasse øl og en
ribbenssteg. Det er så dansk som det kan være så vidt jeg kan sé det ude- fra, Rent
psykologisk er der nogle ting. Der er for det første dét at mine forældre - sådan som jeg vil bedømme det i forhold
til de fleste mennesker i deres miljø - har en meget høj grad af åbenhed. De er meget
lidt fordømmende, jeg har praktisk taget aldrig hørt dem skælde ud på nogen eller
være rasende over noget. De er meget bløde i dén forstand. De er meget
forstående - uhyggelig meget forstående, faktisk i stand til i at opsuge næsten hvad
som helst der sker omkring dem, og i i lære af det. De elskede H.C. Hansen, men de lytter
også til i Preben Wilhjelm og Ebbe Kløvedal. Og så har de en meget i i højt
udviklet humoristisk sans, og vi fem børn fik faktisk aldrig nogen opdragelse fordi de
kom til at fnise hver gang de skulle være alvorlige. Der er et par ting ved familien jeg
finder meget bemærkelsesværdige.
Den ene er altså det meget autoritetsløse der altid har været i den, og den anden er,
at uden særlig mange I bravader, ja egentlig med dyb blufærdighed - så er det en meget
meget varm familie. Men den er altså simpelt hen så codylt korn-dansk som muligt. Det er
juleaften med flæskesteg og indpakkede gaver, og konfirmation med omdelte sange fra den
lokale butik for dén slags på Nørrebro. Og det er gamle billeder fra fagforeningen 1922
hvor onkel Aksel sidder ved første bord fordi han var
kasserer, det er juletræsfest hvert år i Elektrikernes Fagforening inde i Folkets
Hus på Jagtvej og i fagforeningens blad ind ad brevsprækken hver den første.
forekommer, for der er familier hvor de ikke ligner hinanden, og hvor man siger til sig selv: Nå, men hér er tre individuelle mennesker. Men i vort tilfælde er vi en en uapræget enhed, og folk der kommer udefra kan sé, at vi må nok være i familie med hinanden. Vi taler på samme måde, vi har næsten samme rytme og vi har alle sammen en markeret svaghed for at tale i timevis. Vi har alle sammen en svaghed for dårlige vittigheder, vi har en ganske bestemt type humor, vi har en ganske bestemt overbærenhed over for folk og en ganske bestemt mærkelig nervøs sindsro der er vort psykologiske kendetegn. Ingen skal spørge mig hvor den kommer fra, men jeg kan genkende Fars og Mors holdning og rytme i alle os andre.
-- Det er meget sjældent at sé en person fra arbejderklassen der kan bryde igennem de eksisterende barrierer og blive en anerkendt forfatter. Hvordan tror du selv det kan være DU hargjort det?
- Min Far ville være forfatter og jeg er ikke utilbøjelig til at tro at det kan være noget nedarvet. jeg har sådan sét aldrig selv været i tvivl om at jeg ville være forfatter. Der har været nogle år hvor jeg ikke tænkte på det, men jeg har aldrig rigtig bekymret mig, fordi jeg vidste at der var ét eller andet som jeg nok skulle finde.
Men der er meget sprog i vores familie, og jeg véd ikke hvor det kommer fra, men der er meget. Min Far er en stor vittighedsmager i dén forstand at der sjældent kommer andet end dårlige vittigheder ud af kæften på ham. Han har det bedst med dårlige vittigheder, og han kræver ikke at man ler af dem - det er mere hans måde at trække vejret på end noget andet.
Og Min Mor kan tale som 22 Niagara-vandfald tilsammen. Du véd, i Kirsten Walther-stilen, på den mest henrivende måde, og uden nogen sinde at sige ét ondt ord om nogen. Men det kan godt tage tyve minutter at få forklaret hvorfor hun mødte faster ditten datten nede ved grønthandleren, og det er altid en fortryllende tour de force i nutidsdansk. Der er altså meget sprog i mine forældre, og meget levende sprog.
Og det samme gælder som sagt mine søskende, og især min søster ville kunne drive det vidt som sprogmager også. Hun har et meget stort talent, men i hvert fald ikke endnu dén ihærdighed - dén sammenbidte ihærdighed, der skal til for at sidde aften efter aften og tærske i maskinen. Det kan være det kommer, hun har det rigtige i hvert fald. Som så mange andre der aldrig bruger det eller får det brugt.
- Kan dufortælle om din drenge- og skoletid. Hvordan husker du den idag?
- jeg kunne læse for jeg kom i skole. Det havde Min Far lært mig. jeg kan lige så tydeligt huske en aften da jeg var 5 år gammel og vi boede på Hagens Allé. jeg sad sammen med Far om aftenen efter vi havde spist til middag og hørte de sidste nyheder i radioen fra Koreakrigen, og jeg så hans fingre blade og hans øjne glide lige ned over siderne i en bog og aflæse dem. Det gav mig fuldstændig fornemmelsen af, at dér kunne han ét eller andet fantastisk - han var i stand til at suge så meget ind som jeg ikke anede hvad var og var helt vild efter at kunne, og som jeg så lærte året efter.
Men dét at jeg kunne læse før jeg kom i skole, var også årsag til at jeg fik en dårlig start dér. jeg kunne det, og derfor kedede jeg mig røven ud af bukserne. jeg sad og læste næste års pensum og til sidst blev jeg formodentlig fuldstændig utålelig.
Men jeg véd ikke - jeg kan i virkeligheden ikke huske så fandens meget om déngang. Når jeg møder gamle skolekammerater bliver jeg altid forvirret, for så fortæller de altid ét eller andet om dengang, og det er altid noget hélt andet end det jeg opfattede.
jeg har det billede af mig selv som barn - som min mor altid sagde - at jeg var et rohkt barn. Familien kunne tage på besøg hos nogen, og så pludselig når de havde siddet og drukket bajere med deres venner, så kunne der blive panik: For hvor Satan var jeg nu blevet af? Nu havde man ikke hørt noget som helst i flere timer, og så sad jeg dér med korslagte ben og gloede ud i aftensolen og havde ikke rørt mig siden vi kom. Sådan gik det som regel, siger min mor. Ingen gråd, ingeri hyl, ingen tegn på følelsesreaktioner af nogen særlig art. Og sådan husker jeg også skoletiden - sådan med et forholdsvis poker-fjæs.
Men gamle klassekammerater siger at jeg svingede ud med arme og ben og kommanderede og lynede og tordnede og vrøvlede og baskede - og det har jeg måske også gjort. jeg mødte for nylig én der sagde at jeg var klassens tyran.
Men jeg véd - og det er psykologisk spændende i sådan en egotripsammenhæng - jeg véd at jeg følte mig meget udenfor som skoledreng. jeg vidste hélt positivt, at sammen med én eller to andre var jeg den eneste der hélt sikkert ikke kunne tage noget af det alvorligt. De fleste troede på det der foregik - på at det var virkeligheden og på at det havde noget at gøre med det liv vi skulle leve. Mens jeg var sikker på at det var bøf - simpelt hen svindel og affald. At det ikke havde noget som helst med noget der var virkeligt eller vigtigt at gøre. Derfor var jeg altid lidt udenfor - jeg kunne aldrig tage det alvorligt. Heller ikke når jeg blev smidt ud af skolen.
Og dén konfrontation mellem et barne-jeg og en skole, dét er i og for sig den samme konfrontation som man så kommer ud for nogle år senere, når barne-jeg'et bliver udskiftet med en ung mands jeg, og skolen bliver udskiftet med arbejdspladsen. Så sker der nøjagtig det samme igen. Og jeg mener: Man skal være fantastisk nøjsom for at kunne basere et liv på de prærnisser de vælter i hovedet på én, hvad enten de så er skolelærere eller arbejdsgivere. Nogle er født med den nøjsomhed, og andre kan simpelt hen ikke få den. Andre til altså hellere ligge med en sprøjte i armen nede på Halmtorvet end de vil gå på arbejde klokken ni hver morgen og sige »God morgen, Herr Fuldmægtig«.
Jeg var sikkert også
lidt af en énspænder. jeg var meget drømmerisk, og der gik mange dage for mig med bare
at gå rundt nede i Nymosen og lege mærkelige drømme. Drømme som var lidt uklare, men
hvor jeg altid var en anden end dén jeg var, hvad
enten det så var Hopalong Cassidy eller Ivanhoe. jeg tror nok jeg var mere
énspænderisk, måske mere freak eller steppeulv end de fleste af mine klassekammerater
og jævnaldrende var.
Men ellers foretog jeg mig de samme ting som alle andre gjorde - legede med
plastic-cowboys og blev lidt ældre og spillede så fodbold i timevis, ugevis og
månedsvis nede i Nymosen. Gik til svømning med skolen og til skoleballer. Var oppe til
små åndssvage eksaminer og blev smidt ud af skoler. Blev lidt ældre og fik udborede
knallerter og gik i biografen og tog i Byen eller på Bakken hver lørdag aften.
- Jeg véd nu ikke hvorvidt det at blive smidt ud af skoler er noget alle andre også bliver - men HVAD var grunden til at du blev det?
- Den officielle forklaring var at jeg havde en demoraliserende indflydelse på min klasse. Det tror jeg også jeg havde, for jeg kunne virkelig ikke tage det pis alvorligt. Det kunne jeg bare ikke - der var ikke noget at gøre. Og jeg har aldrig været god til at holde kæft om mine følelser.
- Lad os sige du blev bedt om at komme med et forslag til en skolereform. Hvad ville du så foreslå?
- jeg tror at den første og mest fornuftige reform ville være at tillempe den dér infame skolebænk noget praktisk arbejde og noget praktisk liv - og så eventuelt tvangsindlægge folk til et par års praktisk arbejde inden de fik adgang til en gennemgående videre skoleuddannelse. Altså sådan at de nødvendigvis skulle være et år eller to på fabrikker eller i marker, eller ét eller andet værnepligtsagtigt, før de kunne blive immatrikuleret ved universiteter etc. Nogle kinesiske reformer simpelt hen. Og så synes jeg ellers at Kristen Bjørnkjær har udtømt dét emne fabelagtigt godt i det forslag han har til en skoleinddeling i »Aramis i Peking«:
»Undervisning:
Vi kan gå ud på gaden
og tilfældigt tage det første menneske
der går forbi
Det er vores lærer i skolen den dag
Det jeg var sur over i min skoletid, og som ødelagde det for mig, det var at det forekom mig totalt ligegyldigt og bedøvende åndssvagt at vi skulle sidde og lære hvorfor dén og dén franske general slog dén og dén engelske general dét og dét år dét og dét sted. Sådan noget står sgu i bøger, og hvis nogen en dag skulle få brug for at finde ud af det så kan de gå straight hen og slå det op. Og så skulle vi ikke desto mindre tvinges til at gentage dé bøger når det alligevel var skrevet ned for længst.
Det er jo den samme historie med næsten alle fag - med hermelinens foder og hvordan pungrotten avler eller grundstoffernes sammensætning og så videre. Det er alt sammen noget som er lige til at finde ud af ved at gå hen til reolen og slå op, og det er spild af tid at levende væsener skal reproducere og reproducere. Det er simpelt hen manglende forståelse for hvad det 20'ende århundrede er, det er manglende forståelse af at det ikke drejer sig om at vide det ene eller det andet, men hvor det ene eller det andet kan fås at vide. Alt andet er spild af tid - og det er især spild af tid når man endnu har en ung og åben bevidsthed. En bevidsthed der er åben for hvad som helst og hvor der er store oplevelser mulige. Den bliver jo banket i på den måde.Sanserne stivner!
Men jeg går ud fra, at når man er i dén alder, så betyder skolen faktisk dét som man senere kalder samfundet. Og så bliver skolen billedet på samfundet og på alle mulige autoriteter, og senere bliver Folketinget eller Højesteretten automatisk til éns skoleinspektør på én eller anden måde i det daglige liv. Og i skolen laver man så sine aktioner og sit-down strejker og demonstrationer i det lange frikvarter, fordi det er den eneste måde man kan gøre det på. Og det bliver så til at man siger noget frækt til læreren i stedet for at smide stinkbomber ind ad vinduerne på Christiansborg.
- Hvordan ser du på to begreber som MORAL og BLUFÆRDIGHED? Kan det for at tage et eksempel være tilladt at stjæle under visse forhold?
- Der er - mildt sagt - en del fup i dé begreber. Tyveri f.eks., er officielt ulovligt. Men alle og enhver véd - og det vil sige sund fornuft, common sense som det hedder på engelsk, og det er i øvrigt et smukt begreb synes jeg, fordi common sense betyder: almindelig sans, det vil sige: dét alle véd, og det er aldeles ikke det samme som man oversætter det til på dansk: fornuft. Men altså: En af de ting som alle véd, og som derfor er common sense, det er, at selvfølgeltk er det da OK at hugge under visse omstændigheder. Selvfølgehk er det da OK at folk som virkelig sulter eller som virkelig mangler noget hugger det fra andre som har masser. Der er ingen der moralsk kan have noget at indvende mod dét. Det kan godt være at det er imod politivedtægten, men jeg tror ikke at der er noget menneske i Danmark der, for at tage et julehæfteagtigt eksempel, for alvor ville melde en ældet rengøringskone fra Nørrebro der har boet hele sit liv i en to-værelses slumlejlighed fordi det lykkes hende at snuppe 300 kroner fra Simon Spies. Enhver ville synes at det var fuldstændig OK.
Grunden til at man altid klapper af Robin Hood og tilsvarende skikkelser er at de tager fra de rige og giver til de fattige. Og det er den eneste vej der er nogen mening i at tingene går. jeg mener: Moral, det er et begreb, der ligesom alle andre begreber bliver defineret af den til enhver tid siddende magtklasse.
Hvad blufærdighed angår, så mener jeg at den i de fleste tilfælde hvor den eksisterer, hænger sammen, meget sammen, med frygt eller én eller anden form for mindrevaerdsfølelse: Det er nok ikke interessant hvad jeg har at sige alligevel, så jeg må hellere holde min kæft. Enten dét eller også at folk er bange for at sige hvad de egentlig mener eller føler eller tænker om noget som helst. Egenskaben i sig selv er komplet unyttig, for den kan ikke bruges til noget som helst - den bringer ikke noget fremad.
- Tror du ikke at begreberne kan bruges - og bliver brugt - af autoriteterne som en slags bremse overfor os, så anarkisten i os måske bliver begravet?
- jo jo. De siger: Hér må du standse. Hér kan det være nok, du kan gå hértil »og ikke længere«, som man siger. »Der er jo en grænse«, som man også siger. Hvor fanden er den henne? Hvad er det for noget nonsens at sige at der er en grænse? Og dén grænse der så »er«, den bliver overskredet hvert femte år, og viser sig så at ligge et stykke lærigere ude. Hver gang.
I virkeligheden bor der i everybody en dyb foragt og et dybt had til autoriteter. I virkeligheden er alle og enhver anarkist. Det er ikke noget der kommer ret meget ud til hverdag, og det er ikke noget der er særlig gennemtænkt for de fleste, men det er noget der ligger i alle. Det viser sig i at alle faktisk godter sig når en bankrøver med en legetøjspistol og en elefanthue har fået 50.000 ud af en filial i Skovlunde. Eller i at man faktisk ikke har dårlig samvittighed når man har købt smuglercigaretter eller i at man synes det er hélt fedt hvis man selv eller naboen har pulet skattevæseriet for 5.000 som er skrabet sammen på én eller anden åndssvag konto. Vi er fødte anarkister, det bliver bare taemmet og får så kun lov til at udfolde sig inden for de små rammer systemet sætter.
Det hænger altså også sammen med det dér moralspørgsmål. For moral er, at hvis jeg nu var i stand til at åbne Finansbankens pengeskab nede på Vesterbrogade i aften altså Brask Thomsens pengeskab, hvad ligger dér andet end svinske penge som Brask Thomsen har pulet fra folk? Godt. Hvis jeg nu tager de penge og giver dem til Simon Spies fordi han og jeg måske er perlevenner, så er det dårlig moral. Så går svinepenge til svin. Hvis jeg nu tager de penge og selv beholder dem, så er det halvflosset moral, for så har jeg hugget dem for selv at få det lækrere. Og det vil sige at jeg bare gentager Brask Thomsens trick - jeg hugger dem fra et svin, og derfor bliver det måske lidt mere sympatisk, men det er i virkeligheden bare det samme trick. Hvis jeg derimod tager dem og deler dem ud på Halmtorvet, så er det virkelig god moral, for så kommer alle svinepengene hélt ned til folk igen hvor han har hugget dem fra. Og selv om det måske ikke er de samme mennesker, så er det nogle andre der står i mere eller mindre den samme situation.
Og dét er simpelt hen moral, og der er ikke noget af dét der hæriger sammen med nogen som helst lovgivning - fordi lovgivningen vil hævde at det er forbryderisk lige meget hvordan jeg tager de penge og hvordan jeg bruger dem. Men enhver sund moral vil sige, at det er det aldeles ikke.
Så moral er sådan et dejligt trick'et begreb - det er jo altid tvetydigt, mindst, som alle begreber. jeg mener: Når folk siger de ikke er moralske, eller at de har et moralsk syn på ét eller andet, så betyder det altid i praksis noget med spiritus eller uægteskabelige forbindelser og så videre. Det er dét det kommer ned til når det kommer til stykket, men moral er jo temmelig mange andre ting. Hvis man virkelig tager moral alvorligt, så er der faktisk moral forbundet med hver eneste forpulede side i en hvilken som helst forbandet bog. Så er faktisk hvert eneste skridt man tager og hver eneste sætning man siger et spørgsmål om moral. Hvis man nu er sur nede hos grønthandleren, så kan det være at grønthandleren kom mer i dårligt humor fordi man er sur, og det kan godt være at man er sur, men det er ikke desto mindre dårlig moral at smitte grønthandleren med den surhed. Det er dårlig moral at komme ind på Radioen og have ondt i hovedet og dermed gøre teknikerne trætte fordi man er irritabel. Og dét er praktisk moral, daglig livsmoral mellem mennesker, og jeg giver fanden i teoretisk moral - den rager mig ikke.