Om projekter indenfor film og teater - og Sølvstjernerne- Du skriver selv om bøger, musik, film og teater. Hvordan opfatter du din rolle som anmelder?
- jeg opfatter mig selv mere som introducør eller afspejler end egentlig anmelder eller kritiker. jeg tager meget sjældent kritisk stilling til noget som helst. jeg foretrækker frernfor at beskæftige mig med om den ene eller den anden sang af Johnny Cash er bedre eller dårligere, at beskæftige mig med hvor Johnny Cash vil hen, hvilket stil -leje han ligger i, hvem han er og hvem han appellerer til. Det samme gælder alle andre. jeg kan sagtens sidde og rakke ned på Elvis' eller enhvers dårlige plader eller bøger, men jeg kan ikke sé hvad nogen skulle vinde ved at jeg gjorde det.
Selve kritiker- eller antnelderrollen interesserer mig sådan sét ikke et klap. Det der interesserer mig i såvel musik som i livet, er strømmene - det der bevæger sig - det buddhistiske præg ved det. Og den dér kristne idé med at -standse op i strømmen og sé om den ene sten er smukkere end den anden, den har ikke min sympati. Det er ikke min tjal.
- Hvordan forholder du dig selv overfor de kritikere og anmeldere der skriver
om dig?
- jeg forholder mig ikke til dem. jeg er sådan sét ikke ligeglad med dem, men man
kommer så forskrækkelig let til at overvurdere dem fordi de er dé reaktiorier man får
- og det er dødsens farligt, for for hvert hoved der formulerer sig er der 99 der ikke
gør det. Og det er altid de samme hoveder der formulerer sig. Selvfølgelig er man
også selv en del af den konflikt og skal passe på ikke selv at komme til at lide af den.
Og selvfølgelig lider man af den, allerede når og fordi man siger dét.
Hvilke mennesker består din omgangskreds af?
Jeg har de fleste af mine venner blandt mediearbejdere. jeg kender ikke ret mange -
virkelig godt - der ikke er mediearbejdere, bortset fra nogle pushere og flippere. Og jeg
véd ikke hvordan det er gået sådan til. Engang havde jeg svære anfægtelser over det,
fordi jeg kom til at tænke tilbage til dengang jeg også kendte nogen der var
plankeværksmalere. Men så kom jeg i tanker om Min Far som var elektriker, og hans
omgangskreds bestod næsten udelukkende af elektrikere - og så tænkte jeg: Det er bare
samfundet, det er måden man bliver sluset ind og ud på, det bliver uvilkårligt sådan.
Men jeg kan ikke rigtigt gøre noget imod det - jeg mener, det er et socialt mønster. jeg
er f.eks. vant til at leve om natten, som en lang række af mine venner. Og folk der skal
på arbejde kl. 8 om morgenen, de kan jo ikke leve om natten vel, så efterhånden siver
de ud af éns liv. Ikke fordi man vil det, men fordi det ikke er praktisk muligt. jobbet
former éns vaner.
Jeg er meget bange for den dér sammenspisthed. Det dér med at der sidder 50 mennesker og tænker i deres egen verden, og så pludselig kan man måske ikke komme ud af den igen - selvom dét netop er éns job.
- Har du fået nogen speciel og personlig støtte og hjælp?
- Ja, der er da heldigvis noget der hedder Digternes Hemmelige Selskab, som Gustava
Brandt taler om i sin nye bog - det eksisterer jo i virkeligheden. Altså: Vi ville være
fuldstændig lost uden hinanden. Højholt
har f.eks. flere gange reddet mine arbejdsbetingelser og flere bøger ved at tilbyde mig
et sted at være når jeg havde brug for det.
Efter min mening er Højholt's »Cézanne's metode« og »Intethedens grimasser« simpelt hen det bedste der er skrevet om poesi i Danmark. De tilintetgør Barfoeds og Brostrøms og jeg véd ikke hvor mange andres samlede værker. Åh - de er så flotte. De minder mig om den sætning der næsten afslutter hans »Poetens hoved« - der var den vigtigste digtsamling for mig mens jeg gik i skole - at: »Malevic malede et kvadrat med sine øjnes selvmord«. Det er noget i den retning han gør i de bøger. Hver gang han finder en idé så myrder han den et øjeblik efter, for der skal ingen ting være tilbage - og der bliver heller ingen ting tilbage. Det er meget gennemført. Han er meget dygtig og meget mærkelig - det bedste jeg kan sige om ham er at han er en meget sjælden fugl. Der er kun én af hans slags - én Per Højholt, flere kommer der ikke. Han har en hélt anden tidssans end jeg har. For ham er 15 år virkelig én dag og for mig er én dag virkelig 15 år - og alligevel kan vi sidde dér og spise ostemadder i hans køkken i det samme univers.
Poul Borum har taget mig under sine vinger lige fra starten og han gjorde det virkelig varmt. Jannick Storm og Gustava Brandt har altid været meget meget store støtter, og af ikke-forfattere men mediefolk har det selvfølgelig især været Peder Bundgaard og Jacob Ludvigsen der har været uvurderlige medsammensvorne.
Men der er én ting jeg gerne vil understrege: jeg har været meget imponeret over hvor godt danske forfattere egentlig arbejder sammen, både privat og offentligt. Vi er faktisk skidegode til at give hinanden et lift når der er brug for det, og til at sætte os ind i hinandens sager og prøve at hjælpe hinanden. Der er ikke så meget jalousi imellem os, som jeg f.eks. synes der ofte er mellem malere eller skuespillere.
- Du skriver meget i Ekstra Bladet. Kan du fortælle lidt om dit forhold til avisen, som jo nok er landets mest omdiskuterede?
- Der er sgu det at jeg holder af Ekstra Bladet. Dels fordi Ekstra Bladet er en fantastisk stik-linie til en masse mennesker som man ellers ikke kommer i forbindelse med på nogen måde, men sgu også af Ekstra Bladet selv - og jeg holder sgu mere af dét end af dets ulidelige, selvretfærdige, firkantede små overklasse-kritikere. Det har måske noget at gøre med at jeg er vokset op med Ekstra Bladet, ligesom jeg er vokset op med Fats Domino, Anders And eller Vesterbrogade. Og det er ikke fordi jeg synes at Ekstra Bladet altid er lige begavet, men jeg véd at hvis det ikke var der ville vi savne det i meget høj grad, og det ville meget hurtigt være nødvendigt at opfinde det igen. Og så véd jeg, at Ekstra Bladet har en slagkraft som ingen af de andre aviser har. Det har aldrig været det fine og selvretfærdige Information der virkelig tog sig for at grave i nogle boligspekulanter eller svindelaffærer eller byrådsskandaler. Der har aldrig været andre end
Ekstra Bladet der har været frække nok. Jeg vil vædde på, at Ekstra Bladet i virkeligheden har radikaliseret den almindelige danske bevidsthed betydeligt mere end noget andet organ har. Og dét mener jeg både sexualpolitisk, kønspolitisk, og verdenspolitisk. Ekstra Bladet er klart republikansk, antimilitaristisk, klart anti-klerikalt og klart imod EF. Og med alle disse store overensstemmelser skulle venstrefløjen ikke kunne sé Ekstra Bladets fordele?Kulturpolitik - hvad er det, og hvordan mener du selv at DU driver
det?
- Jeg driver f.eks. selv en mere socialitisk kulturpolitik end venstrefløjen gør - og
Suzanne Brøgger gør det samme. Åh, det er også noget lort at sige venstrefløjen, for
jeg hører jo selv til dér - jeg føler mig selv som venstreorienteret. Men de bliver ved
med at skrive om arbejdernes rettigheder - i Studenterbladet, som der ikke er én
arbejder der læser. Og dér er det at jeg mener, at jeg driver sgu mere socialistisk kul
turpolitik fordi jeg f.eks. skriver i Ekstra Bladet. Ekstra Bladet bliver læst ude
i frokoststuerne, og det bliver også læst når der står noget om
undergrunds-tegneserier - hvis det da ellers er forholdsvis morsomt. Eller om rock, hvis
der er en historie de kan hænge på i. Dét er kulturpolitik - i samme forstand
som Poul Henningsens, fordi det er noget der direkte griber ind i hvor folk er. Men
at teoretisere i timevis har intet med kulturpolitik at gøre, selv om man så
siger kulturpolitik hele tiden. Og det er netop dét der er den store sygdom - det er alt
det dér man hele tiden siger og teoretiserer over og tænker på, men aldrig nogen sinde gør.
Kulturpolitik er ikke noget man snakker, det er noget man lever.
- Du mener altså, at »ta manden hvor han er, lige her og NU« er den rigtige måde?
- ja, man kan jo ikke tage ham noget andet sted, man kan ikke ta ham hvor han ikke er, kan man? Og hvis man ikke tager ham dér hvor han er, så er det fordi man i virkeligheden ikke har tænkt sig at snakke med ham. Så har man måske tænkt sig at snakke om ham. Det er også cool nok, det har man lov til, men hvis man vil tale med ham, så bliver man faneme nødt til at møde ham hvor han er.