- Du har været med i et par film foran kameraet, du har oversat nogle film og skrevet om både film og teater - men du har ikke været manden »bag« noget projekt indenfor film og teater. Hvorfor?

- Det er først og fremmest fordi det er så store maskiner. Jeg har tænkt på det flere gange, men det har noget med kontrol at gøre. Det er meget nemt at kontrollere alt så længe jeg arbejder alene eller sammen med et orkester på fire  mand, eller sammen med Peder Bundgaard - eller med en anden form for fast hold. Men man kan ikke lave teater eller film uden tyve eller tredive mennesker, og det vil sige at man enten skal have ét eller flere mellemled der arrangerer, producerer og instruerer for én, eller også skal man have så meget check på det at man fra starten kan administrere alle de mellemled. Og lige på dét punkt har jeg altså ikke fundet noget foreløbig. Og så er der også det, at i samarbejde med så mange mennesker bliver man så tilpas afhængig af at skulle møde til forskellige tidspunkter på forskellige steder - og det er ikke lige min specialitet. Det er simpelt hen en genre der kræver for meget engagement, og måske er jeg lidt for anarkistisk eller solistisk til at jeg rigtigt kan arbejde med den.

- Findes der andre medier eller former for udtryk som du ikke har prøvet, men som du gerne mi Prøve kræfter med?

- Ja, der er nogle ting som jeg er ret vild efter at prøve. En af dem er at lave lørdag aften underholdning i TV. Simpelt hen Leisners trip - rollen som ham eller Jørn Hjorting eller noget tilsvarende vil jeg fandens gerne forsøge at arbejde med. Jeg tror at der virkelig er meget store muligheder i det, og jeg synes jeg sér de fleste af de muligheder gå på gulvet gang på gang. Og jeg synes det er spændende og at det er et eventyrligt godt medium fordi der siver så meget ud, både direkte og indirekte, at det virkelig er betydningsfuldt at arbejde med. 

- Du er begyndt at optræde sammen med »Sølvstjernerne«~ et rockorkester. Kan du fortælle om hvordan det startede, og hvad det skulle føre til?

- Jeg begyndte i sin tid at lave sange til rock-bands - til Burnin' Red Ivanhoe og til Blue Sun. Og der var ét eller andet i dén rolle der forekom mig fremmed, fordi det altid var noget med at jeg lavede en sangtekst, og når så melodien var lavet og sagen skulle op, så fandt de ud af at det ville være mest praktisk at gentage fjerde vers eller at der måtte bygges en bro i form af et b-stykke. Og det var sikkert også nødvendigt, men det var tit noget der skete uden at jeg i og for sig havde - eller kunne nave - nogen forbindelse med det.

Sangene kom altså ud af mine haender og blev spillet på diverse scener forskellige steder, men alligevel var der noget fremmed ved det. Poul Ehlers fra Blue Sun talte tit om at jeg måtte komme op på scenen og samarbejde med dem dér og det kunne jeg også godt selv sé var den eneste udvikling, Det samme begyndte Lone Kellermann med da jeg efter at Blue Sun var opløst begyndte at samarbejde med hende og Osiris. I slutningen af Blue Sun-perioden og starten af Osirisperioden var jeg så somme tider med rundt som pauseunderholder og som medvirkende på et par numre - altså en slags guest star. Det viste sig så at bygge op til en forholdsvis selvstændig aci, og da jeg så på et tidspunkt omkring nytår fik et tilbud om at lave en cabaret inde i Huset i Magstræde tænkte jeg: Hér er tidspunktet inde til at samle et orkester én gang for alle. Og dét gik jeg så i gang med. Jeg Fik fat i pianistenjan Kaspersen fra det opløste BlueSun, og han og jeg sammensatte det orkester der kom til at hedde Sølvstjernerne, og som desuden består af min gamle ungdomsven fra Vangede, Stig Møller, Flemming Quist Møller på trommer og den ukuelige bassist og multi-ekvilibrist Tømrer-Claus der har spillet i næsten alle byens orkestre.

Det gav meget gode gnister fra sig allerede den første gang vi var sammen. Vi mødte praktisk taget uden program og uden at have aftalt noget på forhånd, men improviserede os så frem gennem tre timer. Og siden har det faktisk kørt på dette lasede princip. Men vi kunne selvfølgelig alle sammen godt tænke os noget mere tid til at arbejde med det i. Hvad der bare er svært fordi vi alle sammen har en hél masse andre skibe i søen, og fordi det vi hér prøver at lave ikke som så mange andre af vore skibe er noget der egentlig ligger der på forhånd eller er særlig nemt at løfte. Altså, det er ikke så svært for Stig og Claus at gå ud og spille et par sange af dem de plejer at spille, det er ikke så svært for mig at skrive et par artikler eller for Flemming at tegne nogle tegninger - men dét her er ligesom en anden ting. En lidt skæv og svær ting at finde sammen på, en ting som kracver meget undersøgelse og noget der i og for sig bare ikke er lavet før. Det har ikke så meget berøring med gamle dages jazz and poetry netop fordi det er sådan en forholdsvis organisk sammenhæng alligevel - fordi det i så høj grad er baseret på total intuition, impro.

Men det er skidespændende at arbejde med og jeg håber vi kommer længere frem med det. Vi skulle gerne dér hen hvor
vi har været et par gange når det kørte bedst. Hvor vi kom til at udvikle en hélt ny stil, og hvor musikken og teksten bliver
født samtidigt. Når dén rytme begynder at køre på den rigtige måde - når Flemmings trommer begynder at pulsere - så begynder jeg automatisk at tale, og så taler jeg mig op i tempo og så bliver jeg mindre og mindre klar over hvad jeg siger men kommer til at sige mere og mere. Og på ét eller andet tidspunkt glider det så uvilkårligt over i sang - først meget basisk sang ligesom når børn råber i en skolegård, og så bliver det længere og mere indviklede linier for til sidst at blive en form for Talkin' Blues eller Gospel. Og det tiltrækker mig vanvittig meget, for det er dér poesien kommer fra, det er ligesom at finde tilbage til dens udløb.

- Er der bestemte dage der betyder noget specielt for dig - jeg har lagt mærke til at der i dine kalendere er noteret tegn
ud for visse datoer?

- For et par år siden fik Jacob Ludvigsen og jeg den idé at vi ville lave det man havde i gode gamle dage: En almanak. Og så ville vi lave den alternative almanak - altså én hvor man fejrede den dag hvor Elvis indspillede Hound Dog og nævnte Ho Chi Minhs fødselsdag i stedet for kongehusets. En almanak uden alle de kristne helligdage vi har måttet trækkes med så længe, og hvor der så i stedet var alle de satanistiske heksehelligdage. Altså en åbenlys gas-idé som vi ikke forestillede os skulle komme hvért år, men som ville være morsom én gang, fordi det altid har været morsomt at angribe autoriteten på dén måde. Simpelt hen som en slags selv parodi - Den Lille Hippie-Almanak. Men det blev aldrig til noget konkret - det var mere en vittighed.
Så er der nogle fikse ideer - de dér heksehelligdage f.eks. I lang tid havde jeg det princip at jeg skulle foretage mig noget
satanisk i én eller anden form - fordi jeg arbejder på en satanistbog, den om vampyrerne. Og jeg regnede med at
det ville vække satanerne til at sætte pris på mig. Ligesom mens jeg arbejdede på Vangede-bogen - da var jeg ude at var
meditere ved Vangede Kilde på Den Hellige Kilde-Nat fordi jeg så regnede med, at så ville de gode ånder være med. Eller
måske onde, men i hvert fald ville der være ånder med. Og ånder er godt selskab.
Så har jeg den 15. oktober, som er en dag jeg holder meget af at fejre, fordi det er den dag jeg tildelte mig selv svendebrev. Når andre folk kan fejre deres eksamen eller den dag de blev ansat i et firma eller når de har 40 års jubilæurn - ja så syntes jeg at jeg havde lov til at fejre den 15. oktober, fordi det er den dag jeg bestemte mig til at blive forfatter. Så det gør jeg hvert år - det er min Yoga Poetry Day, og den fejrer jeg ved at skrive ét digt og ikke andet den dag. Men det er bare almindelig pjat - lege man har med sig selv i hverdagen, men det er også godt nok at have.

Om ungdomsoprøret i tresserne

Det er for meget!Dan Turèll