- Kan du fortælle om dit forhold til den nu afdøde amerikanske digter Ezra Pound. Hvad er det menneskeligt og fagligt hos ham du harfølt dig tiltrukket af ?

- Det er den dér opfattelse af sproget, så at sige som en pløjemark, jeg først og fremmest har lært af ham. Altså, ligesom marken for bonden er sproget en pløjemark for digteren. Det er dér, han har stor betydning for mig. Pound var en enestående gal mand - en tekniker der var vildt optaget af sproget og dets muligheder og hvad man kunne gøre med det. Pound forskede med det utrætteligt, til han faldt om. Digter er dén, der holder sit sprog klart og præcist, sagde han, og: Når et sprog går i opløsning, forfalder et land. Det er selvfølgelig meget vidt romantiseret, men det har en kerne af sandhed, for når alt kommer til alt har H.C. Andersen gjort mere for en dansk identitet end nogen politiker har véd at udføre et stykke sprog- og bevidsthedsarbejde.

Og i dén forstand tror jeg Pound har ret. Det var først og fremmest dét han lærte mig: At der også for en digter eksisterer noget helt konkret der kan arbejdes med. At det er et reelt stykke arbejde, at det er et håndværk som alle mulige andre. Og selv om det fungerer på nogle andre betingelser, så er det først og fremmest dét håndværk der tæller. Og det er også det der gør, at man ligesom tager det roligt, ikke lader sig så meget gå på, fordi der kommer en fiasko her eller et spark dér. For håndværket står der, i morgen står sproget der stadig væk, og der vil stadig være sætninger at lave, og der er ingen ende på det, der skal nye digte til som der skal nye møbler og nye måltider til nye mennesker ....

Så er der selvfølgelig også det ved Pound, at han i udpræget grad var en excentriker der fulgte sit eget hoved, skabte sin egen verden ... En poetisk Frankenstein. Jeg har et hélt lille kabinet af Frankenstein'er: Pound er Poesi-Frankenstein, Lou Reed er Rock-Frankenstein, Burroughs Morfin-Frankenstein. I øvrigt går der en klar linie dér - fra Pound til Burroughs i sprogarbejde. Det hélt analytiske sprogarbejde, hvor forfatteren næsten bliver til en slags sprogingeniør, der borer i klippelag i sproget. En af Pounds bedste ting hedder »Klippeboring«, og det er dét Pound næsten altid gjorde - han borede i en klippe der hedder Sproget. Og den måde han arbejdede på dér, den svarer nøje til Burroughs cutup metode. Det er dér jeg hælder mit synkende sprogteoretiske hoved: Pound og Burroughs.

- En anden som du ofte henviser til er den engelske digter, maler og grafiker William Blake. Kan du forklare hvad det specielt er hos ham, der har udladet noget til dig?

- Det er en vidunderlig ydmyg arrogance, der har holdt sig i mere end to århundreder. En fantastisk evne til at skide på, at hele hans samtid foretrak den ene slikkede cand.mag. digter efter den anden, og hele tiden afviste ham som en gal excentrisk fæpande. Altså sådan sét den gamle kunstneriske lidelseshistorie, der har kørt så mange gange. Men hvor der så bare er sket dét, at Blake siden har vist sig - åbenlyst for enhver der har gidet undersøge sagen - at være sin tids eneste virkelig store gnistrende begavelse, den eneste der stadig går igen og kan inspirere folk flere århundreder efter, mens alle de der fandt ham så latterlig er gået i grus.

Når kan har forekommet mig så interessant, er det også fordi han er der så hélhjertet. Fordi han havde en evne og en tillid til universet til i dén grad at give sig ud i sine visioner og hele sit liv være i stand til at give pokker i hvad datidens Ekstra Blade, Billed-Blade og Gyldendal mente om ham, og altså vinde det løb - uden nogen sinde at tænke sådan. Hvor mange tør det, nu, nogen sinde?

Og så står han for en hél masse, for en masse synspunkter, for en hél del metafysik og teologi, som jeg er meget interesseret i, og som er meget spændende. Men det er egentlig min dre dét, end det er hans svimlende mod til at give sig sin poetiske vision i vold, som tiltaler mig. Og det er nok i meget høj grad det samme der tiltaler mig ved hans 20. århundredes elev, Allen Ginsberg. Generelt hans sangbarhed, hans swing, og hans meget store evne til at turde gå med på og op i en banalitet. Og så hans - for vesteuropæisk digtning - temmelig enestående evne til at sé verden som en helhed, altså til at sé et mere buddhistisk univers. Med Kung Fu-tses udtryk: »Et univers af stadig skiftende pres og spændinger« - fremfor den normale idé, de »rationalistiske« tanker der altid har hærget Vest-Europa, disse ustandselige enten-eller ideer. Blake sagde meget enkelt: Én lov for loven og lammet er tyranni . ! Hvormed en del 5øres demokratisk pladder jo uundgåeligt var destrueret, fordi det bare umiddelbart er indlysende rigtigt.

Og så Blakes tro på en Gud der var kød. En tro på at Gud boede i kødet og ikke et fjernt sted, og at gudstjenesten var éns daglige handling med kødet. Blakes måde at være en Vest-europæisk yogi på, Blake som bevis på at det kunne lade sig gøre på dét tidspunkt - selv i Europa, selv i en forstokket rationalistisk verden, at være visionær poet og buddhist. Selv om prisen så var at Blake næppe fik større udbredelse i sin samtid, og var uglesét det meste af sin tid. Blake som vidste han skulle være Blake, og ikke nogen anden.

Det er måske også noget med, at det gør mig tryg at vide at han  fandtes. Ligesom det gør mig tryg at vide at Andy Warhol fintdes. Warhol, der er en anden type, men som jeg kan være lige så taknemmelig imod, fordi hans måde at lade sin bevidsthed få frit løb på, er lige så befriende som Blakes og lige så befriende for éns egen. Det er nok mere en dyb beroligelse over at de er der, OK, så er verden så meget større at de kan være der, og det giver nogle flere muligheder for én selv.

- D en musikalske indflydelse på dig og dit forfatterskab har altid været stor. Hvad er det hos den amerikanske rocksanger og poet Lou Reed der har tiltrukket dig?

- Hvis jeg havde været amerikaner - og Lou og jeg er nogenlunde lige gamle - hvis jeg havde været amerikaner og sanger, så havde jeg sikkert lavet dét Lou laver. Og hvis Lou havde været dansker og forfatter, så havde han sikkert lavet dét jeg laver. Det er simpelt hen et spørgsmål om at genkende en bevidsthed. Den dér måde Lou på én eller anden måde er meget blod på, samtidig med at han hele tiden spiller op til en hård facade. Og dén måde han i grunden er det mest deprimerede væsen på, det sortest mulige menneske, men allikevel holder sig i gang hele tiden - og blandt andet i kraft af dét. jeg mener: Dér er jeg også. Og siden jeg hørte den for ste Lou Reed plade har jeg tænkt: Dér er mit nervesystem i stereo.

Det er ligesom om vi er en hél generation, der har oplevet en masse ting på samme tidspunkt. Déngang Jefferson Airplane og Velvet Underground - som Lou startede i - og alle de folk var i syre, da var vi også i syre dag ud og dag ind, og vi fik deres syreplader ind ad døren og spillede dem ustandseligt ind i vores eget trip. Og efterhånden som der skete andre ting med dem, og de flyttede sig andre steder hen, så havde vi også flyttet os andre steder hen.

Det er som om det der sker hele tiden har en form for ganske logisk sammenhæng. Som om det er de samme monstre der skér, hvad der ikke er så mærkeligt, når det er den samme generation. The Velvet Underground var et undergrundsfænomen af verdensformat en overgang - vi var selv et mere lokalt undergrundsfænornen en overgang. Med vi, mener jeg det redaktionelle: undertegnede, Peder Bundgaard, Jacob Ludvigsen, Flemming Quist Møller og så videre - kollektivet, klanen i videste forstand. Lou Reed blev pludselig solo-star, zi blev pludselig solo-stars, på hver sin måde. Lou begyndte at få adgang til de store medier, styret af de store pampere, vi begyndte at få adgang til de store medier, styret af de store pampere. Vi flyttede os ligesom Lou flyttede sig. Det var som en bestandig rapport - det er dét der frem for noget er vigtigt.

Der er også så mange detalje-lighedspunkter i den måde Lou har kørt sine LP'er på og den måde mine bøger er udkommet på, at det ville svimle hvis man gad undersøge det nojere - hvad der ikke er nogen grund til. Men for at tage et eksempel, så er Lou's LP Sally Can't Dance hans Vangede Billeder. Det er dén, hvor han er vendt tilbage og fortæller om sine skolekammerater og hvorfor det gik galt med den uddannelse han ikke fik taget sig sammen til at få, og hvordan det er gået,med de af kammeraterne som han har mødt siden.

Så er der altså også noget personligt, som er vanskeligt at anskueliggøre. Det er ligesom når jeg skal tale om familien, og prøve at finde ud af hvad jeg kan sige, hvad jeg egentlig synes om dem - at vi ligesom har den og den holdning, og er så og så afslappede. Og jeg mener det, men det sér altid åndssvagt ud på tryk. Og dér er det, at det er nemt nok for mig at sige, at jeg føler det som om Lou Reed og jeg er brødre. Det betyder ikke noget medmindre man lige præcis føler det samme, ellers er det bare et postulat. Men det er sådan. På sin sidste LP siger han forresten, at dét han tror på nu - dét er show, rock, fede tider.

- Hvordan definerer og oplever du et begreb som kunst?

- Kunst, det er når der er en udstilling på Louisiana i 1958 med Edvard Munchs raderinger og Erik Moscholms Trio spiller dæmpet i forgrunden efter Ole Wivels indledende foredrag.

Altså, jeg synes det er et åndssvagt ord - det ville være bedst tjent med en hurtig afskaffelse.

- Hvad ville du så eventuelt sætte i stedetfor?

- Intet. Der er slet ikke brug for noget i stedet for, hvad fanden skulle man bruge det til? Hvis ordet kunst udgik af det danske sprog i morgen ville ingen savne det, udover en lille klike alfabet-gastronomer, og de kan sikkert finde en anden krykke at støtte sig til - de kan sikkert klare sig f.eks. med ordet kultur.

Kunst er simpelt hen noget man ofte forsvarer noget dødsens kedsommeligt med. Sådan som tingene udvikler sig, vil kunst i højere grad komme til at betyde: Dét nogen peger på. Og begrebet er så udvidet at man ikke kan have respekt for det mere. Man kunne måske have det dengang kunst var H.C. Andersen eller sådan noget. Men mens vi voksede op, bildte de os hele tiden ind, at kunst det var én eller anden Thorvaldsen eller Marstrand eller Oehlenschlåger, hvis navne vi knap nok hørte eller måske så ét eller andet sted i historiebogen ligesom Griffenfeldts. Mens så den kunst vi virkelig forholdt os til, og som var kunst for os, med stort K, den der talte om vores verden, det var Elvis Presley og Walt Disney, og den blev aldrig anerkendt som kunst.

Og nu, 15 år senere, sidder vi selv mere eller mindre på, hvad der i tilstrækkelig grad er anerkendelsesværdigt som kunst, og kan derfor påpege at Walt Disney og Presley var og er kunst, hvis der overhovedet er nogen mening i begrebet. Men der er ikke nogen mening i begrebet. Der er ingen der har brug for det, det er et nonsensbegreb som forhåbentlig ikke vil leve Anders Bodelsens levetid ud. Det betyder ikke andet end det man vil lægge i det. Det er så tomt et ord som »demokrati« eller »kærlighed«. Det kan betyde alt.

Hvis det er kunst når tre balletdansere fiser rundt inde på Det Kongelige, så er det sgu meget svært at benægte at det kan være kunst hvis nogle af pigerne nede på Comet Bar spjætter med benene. Hvis Andy Warhol peger på et billede af Marilyn Monroe er det kunst, men det er ikke pr. definition kunst hvis . du gør det. Og derfor er hele begrebet gennemgående fuldstændig suspekt, grænsende til fascistisk. Storm Petersen gennemhullede fuldstændig den diskussion, da han i sin tid lod en af sine personer sige: At hvis en digter sagde, at han så sol og måne og titusinde stjerner, så fik han et legat fra Kunstfonden og en invitation til Amalienborg. Men hvis en stor og svær jord - og betonarbejder væltede ned ad Istedgade en aften og sagde at han så sol og måne og titusinde stjerner, så fik han en nat i detentionen.

Det er faktisk den bedste og mest håndfaste definition af kunst jeg kender. Kunst er overklassens mere eller mindre tilfældige og privilegerede ret til at lade sin smag være enerådende. Men det er under alle omstændigheder et forældet concept.

- Hvad ville du gøre hvis du kunne få dit største ønske opfyldt?

- Véd du hvad, jeg tror jeg vil svare ligesom Min Mor ville have gjort. Hvis du havde spurgt Min Mor hvad hun mest ønskede sig, ville hun have sagt ligesom hun altid gør når det er hendes fødselsdag eller jul. Så ville hun med vilje grine dumt og sige: jeg ønsker mig glade og raske børn, og så sé betydningsfuldt hen på os. Så ville vi sige: Åh, tjal med dig, Mor, kom nu til sagen for Helvede. Og så ville hun sige: Men vi kunne nu også godt bruge en ny vase ude i køkkened Og dét ville vi så få.

Men hvis jeg fik lov til én eller anden kosmisk joke, så tror jeg at jeg ville afkristne Danmark. Det er en opgave som jeg virkelig synes der ligger noget stort i. Rent mentalt tror jeg ikke at det er nær så nødvendigt at socialisere Danmark som det er at afkristne det. Når man virkelig for alvor har fået banket jeg véd ikke hvor mange hundrede års kristendoms slagger ud af den danske bevidsthed, så vil den danske bevidst hed blive kraftigere. jeg mener ikke det der hedder kristendom, jeg mener alle de rester der sidder rundt omkring i hovedet og som bliver kaldt noget andet - som bliver kaldt moral eller jura eller retfærdighed eller en hél masse andet pis og gas, lige til demokrati og parlamentarisme.

Hvis jeg fik to ønsker, så tror jeg at jeg ville fjerne kristendommen fra den danske hjerne, og svinekødet fra den danske krop. Det synes jeg ville være to smukke ønsker. Og så mener jeg samtidig at Danmark ville være vel rustet til firserne.

- Det er i år 12 år siden du i 1965 fik trykt dit første digt i tidsskriftet Ord och Bild. Hvilke råd til du i dag give en ung digter - eller én der håber at blive digter?

- Det dårligste man kunne gøre for nogen forfatter, det var at begynde at give ham eller hende råd. Dét må de altså selv finde ud af, der er ikke andre måder at gøre det på. Det eneste jeg sådan sét kan sige er, at den dårligste måde at gøre det på er ved at indlede et litteraturstudium ved universitetet. Det vil jeg på det bestemteste fraråde. Men tips, sådan i almindelighed, ville være de samme som man ville give til andre der vil lære noget om ét eller andet. Altså: Luk øjnene op, smæk ørerne ud, lyt efter, sé dig for! Kør med busser for at høre hvad folk siger til hinanden i busser, drop ind på et late-night værtshus for at høre hvad for en snak folk kører når de er skide fulde. Gå ind i butikkerne og sé hvilket kommandosprog der føres til dagligt.

Kort sagt: Lyt efter hvad der bliver talt, sagt og levet rundt omkring. Og så arbejd rent håndværksmæssigt med sproget. Lav øvelser bare for at opdage hvordan sproget fungerer. Gå ud og skriv et digt om ét eller andet. Sæt dig for inden for den næste time at skrive et digt om hvad der foregår indeni dit hoved på dét tidspunkt. Sæt dig for bagefter igen at du vil skrive det som en novelle, og sæt dig for bagefter igen at det skal skrives som en kronik. Vrid det ind og ud af maskinen ind til du virkelig er klar over hvad det består af, og hvad fanden det er du gør. Dét er faktisk det bedste råd. For at være digter, det er at være håndværker i sprog, og det vil sige at kende sit sprog. Og dét lærer man nu engang ikke ved at studere, det lærer man - som alt muligt andet - ved at praktisere det. Tal længe nok, skriv længe nok, bliv ved. Keep on truckin!

Den amerikanske undergrundstegner Robert Crumb har givet det bedste råd jeg nogen sinde har hørt givet til kunstnere som alle andre: »Enhver idiot kan få en god idé. Dét det i længden drejer sig om, det er hvor mange timer man har tænkt sig at sidde krummet sammen, svedende over sit skrivebord«. Så først og fremmest: Sørg for at have et godt skrivebord og en god skrivemaskine. Undgå dumping-tilbudene på rejseskrivemaskine-markedet. Og så lad være med at drikke for meget kaffe. Det kommer man meget nemt til.

- I dine sidste bøger har du sluttet af med at bringe »Berømte Sidste Ord». Hvad ville du afslutte vores samtale med, hvis du skulle fortsætte?

- Gab, mand!

Eller ti sider af Raymond Chandler's romaner, sendt ud over Ritzaus Bureau på samme måde som Stanley da han fandt Livingstone og telegraferede det halve af Shakespeare's »Romeo og Julie« til USA, for at blokere linien for de andre. Blot med den forskel, at det skulle være for at lære de andre noget - hvad »Romeo og Julie« også kunne have gjort.

Eller jeg ville afslutte med en lille gammel salme, sådan ´a la Louis Armstrong's Nu-går-vi-hjem-sang efter koncerten, «When It's Sleepy Time Down South»

Eller for resten du, ligesom de gamle tegnefilm fra 30'erne der sluttede med en skrift der tegnede sig selv op på filmen, sådan at der, når man havde fået det hele, stod: »Thats all, folks!», og lirekassen begyndte forfra - næste film.

Eller jeg kunne sige med T.S. Eliots smukke gamle afsked til alle tids, rum- og bevidsthedsrejsende: »Ikke far vel men far videre, rejsende«.

Eller bare, som jeg på én eller anden måde tror vi alle sammen siger når det hele er forbi

- Jamen var dét da virkelig det hele?

Det er for meget!Dan Turèll