- Stort set halvdelen af dine bøger er jo uddelt gratis det kunne tyde på du ikke skriver specielt fordi du får honorar for det?

- Det er også rigtigt, men jeg tror nu nok at det er blevet noget overfortolket - for da jeg gav dem væk var det ikke så meget en DaDa gestus. Den egentlige grund var den meget simple og hverdagsnære, at jeg lynhurtigt regnede ud, at hvis jeg skulle kræve penge for de dér bøger, og føre regnskab og sende girokort, så ville det hurtigt tage mig så meget tid at det ikke ville kunne betale sig. Jeg ville blive forsinket med min næste bog, og så ville jeg hellere selv betale og så være fri for alt det pis. Og nu er der nogle andre der ordner alt det pis. Men det var altså simpelt hen fordi jeg ikke gad det dér. jeg vidste - og jeg véd stadig væk - at der ikke er noget der slider så meget på éns bedste og mest kreative sider som at skulle sidde og skrive 500 girokort på 2,75.

Men det var også noget med fra min side at opgive prætentioner, fordi jeg vidste sgu da godt, at når en digter udgiver sin første samling så spiller man ét eller andet stort spil der går ud på, at det er så og så stor en offentlig begivenhed. Og så er det i ni af ti tilfælde faktisk kun en begivenhed for digteren selv, fordi det er sin egen underbevidsthed han udstiller, og fordi det betyder et gennembrud i hans egen hjerne, og meget sjældent i andres - selv om det jo kan ske. Og så er det jo et hit.

- Hvor store oplag er du kommet i?

- »Karma Cowboy« var f.eks. en meget stor skuffelse for mig. Den forekom mig på én eller anden led - lige efter »Manjana« - at få tingene ned på jorden og være temmelig konkret. Den blev trykt i 1500 og jeg tror ikke at de er solgt alle sammen - men den er solgt i i hvert fald over 1000, og det er selvfølgelig betydeligt. Det er mere end det normale for en digtsamling, og så er den stor og tyk og dyr, men alligevel havde jeg regnet med mere. »Vangede Billeder« har Samlerens Bogklub solgt i 5000 og Gyldendal i det samme, ca. - i alt vist 10.000. »Onkel Danny Fortæller« er kommet til tredje oplag og både »Rockens Rødder« og »SuperShowStjerneStøv« er kommet i andet oplag - så det sér ud som om der er ved at være en temmelig samlet bevægelse omkring de sidste bøger.

- Dine 40 bøger er kommet på 18 forskellige forlag. Er det et forsøg på at komme igennem så mange kanaler som muligt? Det samme gælder jo for dit øvrige mediearbejde.

- Det véd jeg ikke rigtigt. Det er jo nemt nok at nøjes med at komme på Gyldendal hvis man skriver en digtsamling hvert fjerde år - men det gør jeg jo ikke. Og så har jeg fra tid til anden arbejdet hos forskellige forlæggere, og så er det heldigvis så praktisk at jeg kender de fleste af dem efterhånden fordi det er en del af mit miljø. »Nytår i Rom« f.eks., det var én jeg sad og kikkede på, og tænkte: Den passer ikke ind i min stribe rent stilistisk, men den passer til Hans Jørgen Brøndum. Og så gik jeg til ham med den. Grunden til at jeg gik til Sigvaldi engang var udelukkende at jeg pludselig kom til at tænke på ham en aften hvor jeg sad hjemme på Forhåbningsholms Allé og så på en bog og tænkte: Hold kæft, den er lige Sigvaldis tjal, den hér - den vil spille sammen med ham. Og så sendte jeg den til ham.

På dén måde har jeg en fornemmelse for forlag og forlæggere som værende medier lidt á la aviser. Jeg mener: jeg  sidder med en bestemt rock-tanke, og så tænker jeg: ja, denne her Bruce Springsteen artikel kan jeg lave i Ekstra Bladet - det vil gå godt hjem dér. Så tænker jeg på Patti Smith, og finder ud af at i den form jeg helst vil lave hende, dér hører hun hjemme i Information. Det er det samme med forlæggere. Det ville have været absurd at sende Sigvaldi »Nytår i Rom<~, og det ville have været absurd at sende Brøndum den dér »Onkel Danny«-bog jeg gav Sigvaldi - i hvert fald dengang.

- Altså ren og skær medie -fornemmelse?

- Exactly. Og så har jeg hele tiden haft et hovedforlag. Det begyndte med Rhodos. De var ikke varme på at fortsætte samarbejdet, og det var jeg heller ikke - der var for meget rod frem og tilbage. Så blev det Arena, og det gik fint indtil jeg blev uvenner med styrelsen fordi de ikke ville udgive »Karma Cowboy« uforkortet. Deres begrundelse var mere eller mindre at det ville koste så og så mange af deres penge. Hvor jeg så mente, at så måtte de virkelig afblæse noget andet. ja, det er cool nok, det mente jeg sgu bare. Så gik jeg til Gyldendal, og nu er jeg altså gået fra Gyldendal til Borgens Forlag. Det er hovedforlagenes historie.

- Der ligger vel også én eller anden tanke bag ved det om ikke at begrænse sig til ét medium eller forlag?

- Ja, det gør der måske - jeg vil jo nødig være i lommen på nogen. Men der er også dét, at ikke alle forlag kan dække alle funktioner. Sådan en serie som »Feuilleton«, der er kommet i syv numre og som når som helst kan dukke op igen, den er der jo ikke noget forlag der vil kunne binde an med. Sådan en anarkistisk serie som man aldrig véd hvad indeholder og som måske kommer om tre måneder og måske ikke hvordan skulle man ekspedere den og hvordan skulle boghandlerne have de små åndssvage hæfter liggende? Det kan bare ikke lade sig gøre, og derfor er det meget smart at bruge Jorinde &Joringel-kanalen til dét foretagende.

Edition After Hand er jo Henrik Have, som jeg godt kan lide at arbejde sammen med. Jacob Ludvigsen har udgivet én bog, Kenn André Stilling og Sommersko har udgivet et par, og Nils Ufer har udgivet én. Og Asger Schnack har efterhånden udgivet seks. jeg kan skidegodt lide at have vennerne som udgivere - det er sådan verden burde være. Min yndlingskongstanke har altid været at være med til at lave en Andy Warhol Factory, og med årene begynder vi mere og mere at nærme os det. Min generation, altså mine venner os - det vi jeg altid bruger fordi vi er et vi, vi kan faktisk lave hvad vi vil i disse år.

Om forfatterens forpligtelser -
eller mangel på samme ...

Det er for meget!Dan Turèll