- Har en forfatter efter din mening nogen form for pligt overfor nogen bestemt?

- jeg synes ikke at en forfatter - eller nogen anden - har nogen som helst pligter, pr. definition, altså. En forfatter har sin ansvarlighed og sine pligter direkte over for Buddhaen, sin egen personlige Buddha. jeg synes man skulle holde op med at tænke så meget over pligter. Altså, man har en pligt til at fungere over for andre, men den har enhver og enhver véd det, og det er altid noget lort at stille det op på tryk. På tryk kan man på den måde kun påberåbe sig total frihed i enhver retning.

- Du mener altså ikke at en forfatter bør stille sig til rådighed for de læsere som ved at købe hans bøger er med til at holde ham i live?

- Det kunne han såmænd godt hvis han havde lyst til det, men jeg tvivler på at skomager Carlsson ovre i Viktoriagade ville tage det som sin pligt at sé mig fordi jeg gerne ville møde ham fordi han nu engang laver mine sko. Han har ingen pligt til at møde op og forklare hvorfor han laver sko, og jeg har ingen pligt til at møde op og forklare hvorfor jeg skriver bøger. Ogjeg må sige at hvisjeg f.eks. bliver bedt ud med det formål specielt at hjælpe på »forståelsen«, så fucker jeg det fuldstændigt op og det gør jeg konsekvent og altid. jeg svarer ikke alvorligt på alvorlige spørgsmål. jeg vil ikke, for det fører kun ud i kviksand og pis. Og jeg har slet ikke brug for det dér. Det er hélt udmærket - der er mange ting jeg har brug for: jeg har brug for kvinder, jeg har brug for spejlæg, jeg har sågar brug for hash i et vist omfang. jeg har i høj grad brug for en skrivemaskine, og jeg elsker solopgangen over Vesterbrogade. Men jeg har kraftedeme ikke brug for nogen teoretiske forklaringer på hvorfor det er morsomt at lave hvad der er morsomt at lave. Ingen musiker har nogen sinde gået op til dybsindigheder for at forklare hvorfor han syntes det var fedt at spille bas. Han siger bare Gung Ga Da Gung Ga Da Gung. og dér er jeg altså hélt på deres side.

Så når jeg tager ud for at møde mine læsere gør jeg det ikke fordi det er min pligt. jeg gør det fordi det er meget morsomt, fordi jeg kan lære noget af det og fordi jeg sér hvordan folk modtager tingene, og på dén måde har mulighed for at indrette mit videre arbejde efter det. Det er en form for undersøgelse af feed-back. Man kan undersøge en vis form for feed-back i anmeldelser, men man skal ikke have læst ret mange anmeldelser for at blive klar over, at de udtrykker et meget begrænset miljøs begrænsede feed-back. Og allerede i det øjeblik man tager lidt rundt på et gymnasium, på en høj skole, på et værtshus, i Huset, i en jazzklub eller på et bibliotek, så har man et langt bredere feed-back - nogenlunde så bredt som man kan få det. Og så er det en god, direkte form.

Jeg har en slags yndlingsteori om at når jeg bliver rigtig avanceret så vil jeg måske hélt gå fra det skrevne ord. Altså: Der er én eller anden udvikling i gang, som er meget langsom, men jeg kunne godt forestille mig at der foregik det samme med mig som der i starten foregik med Lou Reed, eller som der foregår med Patti Smith. Hvor ordet fra at være noget der står på et stykke papir bevæger sig ud til at være noget talt eller noget på stedet tilblivende. Sådan noget jeg langsomt kan mærke komme op. Også fordi jeg kommer til at improvisere mere og mere hver gang jeg står på stedet, og fordi jeg begynder at få faste tale-riffs. jeg tror ikke at det er usandsynligt at det kunne ende ét eller andet sted midtvejs mellem Lou Reed og Lenny Bruce.

Jeg har også lagt mærke til her på det sidste, at der er digte jeg ikke gider skrive ned fordi jeg kan improvisere dem. Så det kan jeg lige så godt vente med at gøre. Men det er selvfølgelig også lang tids træning der betaler sig ind på den måde, det er ikke noget der kommer fra dag til dag.

- Hvor meget læser du selv - og hvad og hvem?

- Jeg læser ikke ret meget på dansk. Og det er først og fremmest fordi jeg ikke føler mig ret meget hjemme i den danske litteratur - og fordi jeg uden at være højrøvet véd at der ikke er ret mange der kan give mig noget. Der er nogen der kan. jeg har nævnt Højholt og Malinovski som meget tid ligt har betydet noget for mig. Peter Laugesen var en meget stor inspiration indtil jeg selv kom i gang for alvor. Og jeg kan godt blive overrasket over hvor meget f.eks. Herman Bang stadig er i stand til at udlade. Men de jeg får flest gnister ud af i dag er de ældre. Det er ligesom min egen generation ikke rigtigt kan sige mig noget arbejdsmæssigt, fordi det er den samme verden som jeg selv kender, og den har jeg lige under huden

Men stort sét har jeg altid syntes at dansk litteratur var om end ikke direkte kedelig - så dog uden besættende interesse for mig. jeg ville ikke gide læse Rifbjerg, og jeg har aldrig læst en bog af Bodelsen eller Kampmann. Og det er ikke fordi jeg har noget imod dem - de tiltrækker mig bare ikke ret meget, ikke nok til at komme i gang. jeg véd sådan nogenlunde hvem de er og hvor jeg kan vente at finde dem, og jeg tror ikke de har noget at sige mig - og det er ingen kritik af dem, slet ikke, ikke mere end det er en kritik af visse dyrs organer at jeg ikke kan lide leverpostej. Men jeg læser altid gerne Burroughs en gang til eller Pound's Canto 85 en ekstra gang. I øjeblikket læser jeg indiske myter og det er jeg glad for. Af den smule jeg læser, er der meget der er indisk, tibetansk og kinesisk. Det er den ene halvdel, og den anden halvdel er stort sét amerikansk.

Så læser jeg selvfølgelig alle mine kollegers bøger, men det er mere fordi det er en del af mit venskab end det er bog-nysgerrighed. Det er mere på samme måde som hvis de blev gift på ny, så ville jeg blive præsenteret for deres kone, og hvis de fik et barn ville jeg blive inviteret med til barnedåben. Så hvis de udsender en bog læser jeg den selvfølgelig, men det er mere for at vide hvor de er.

Man læser for at få nogle vitaminer af én eller anden slags i én eller anden forstand, og det er altså bare ikke ret mange af de danske forfattere der udlader så mange vitaminer at det kan betale sig. Desuden skriver jeg jo selv, og jeg kan let få alt for mange bogstaver.

Men altså: Enhver dansk influens vil for mit vedkommende altid være meget perifer og meget underordnet i forhold til rock- og jazz-impulser, William Blake, Ezra Pound, William Burroughs, nogle få orientalske klassikere og så en hvilken som helst eftermiddagsforestilling med Boris Karloff. Det er altså mere end et slagord for mig når jeg siger at Frankenstein-figuren har betydet mere for mig end dansk litteratur. Det har han faneme. Dansk litteratur har sgu aldrig sagt mig noget som helst om den verden jeg levede i. Og der har været ét eller andet tryk dér, ellers ville folk heller ikke være så glade for de af mine bøger der er kommet de sidste par år hvis det ikke var fordi de tog fat på noget. Noget der mang-lede. For dén sags skyld Anders And. Det er ligesom om de der kører firmaet Dansk Lidderadur A/S altid kommer stikkende med Andersen Nexø og Pontoppidan og beder én begynde forfra igen. Og jeg undervurderer dem ikke, men det var déngang, og det er cool nok, men det nytter bare ikke i dag.

- Hvordan påvirker økonomien dit arbejde?

- Den påvirker det ikke. jeg har så mange gode venner, at hvis jeg tjener for lidt til straight at klare den, så kan jeg bare låne og betale igen når jeg tjener igen. jeg sagde i mit første radio-interview med Poul Borum, hvor han spurgte mig om jeg ikke var bange for at gå ned - det var lige midt i syretiden - men som jeg hélt koldt påpegede over for ham: Man kan ikke gå ned i Danmark, Danmark er for meget af en familie-scene. Sé f.eks. på Gelsted eller Schade, folk jeg i miljø og livsstil er lidt i familie med. Der vil altid være en eller anden på et gadehjørne der siger: Dan Turéll - er det ikke dig? Kom du med hjem og få en drink.

- Penge i sig selv - hvad betyder de for dig?

- De betyder meget, fordi de er midlet til at gøre lige præcis hvad man vil. De er et redskab til frihed, og som sådan uvurderlige. I sig selv betyder de ikke noget. De betyder kun, at jeg kan gå lige ned og købe den dér Lou Reed plade når den udkommer og at jeg kan tage flyveren til Århus med det samme hvis min pige er derovre og jeg pludselig får fantastisk lyst til at sé hende.

Men der vil aldrig være nogen penge der vil kunne give dén tilfredsstillelse det er at elske en nat igennem - eller den det var at være færdig med »Vangede Billeder«. John Ovesen og jeg arbejdede en uge med at ombryde, lay-oute og designe den, og vi var simpelt hen så lykkelige over den måde arbejdet skred frem på - det så så lækkert ud, og vi troede sådan på det, at vi bare måtte ud og drikke os fulde hver aften. jeg tror at vi drak flere penge op end jeg fik for bogen i forskud. Men det beviser jo bare at pengene er det mindste af det.

Jeg gør undertiden det at jeg forærer penge bort eller »brænder« dem væk for ligesom at være i orden med skæbnen. jeg tror at penge er noget meget farligt, for hvis man først begynder at samle på dem så er man fortabt. Så er man simpelt hen lost. Hvis man først begynder at købe hus og sådan noget, så kan man lige så godt underskrive sin mentale dødsattest. Så tror jeg mere på at forære dem væk til nogen nede på gadehjørnet.

- Hvor meget økonomisk støtte har du fået?

- jeg har fået sådan noget som 120.000 tror jeg - fra '70 til i dag. 3 gange 25.000 fra '72 til '74 og 15.000 sidste år. Og så er nogle af bøgerne blevet præmieret.

Om at være digter

Det er for meget!Dan Turèll