Om formålet med at skrive
- Digter, er det noget man ER eller er det noget man bliver til?
- Der er flere måder at være digter på. Det er i hvert fald to ting. For det første er det en social betegnelse for et bestemt job. For det andet er det en måde at opfatte tilværelsen på. Der er mange der er livsdigtere uden at skrive nogen bøger. Så den ene måde er man født til - det er den måde at betragte verden på der næsten følger med at være digter. Den anden måde, den praktisk professionelle, må man eventuelt kæmpe sig frem til. jeg har måttet kæmpe mig frem til det, mere med mig selv end med andre. jeg er fra et arbejdermiljø - det var hélt klart meningen at jeg skulle i lære som ét eller én eller
andet. Og hver gang jeg er i det såkaldte »rigtige« litteratur-miljø nu om dage, så har jeg altid én eller anden fornemmelse i næsen af: Gad vide hvad Far og Mor egentlig ville sige om det her? Det er en af grundene til at jeg altid får ondt når de begynder at snakke om arbejdere - fordi så kommer jeg til at tænke på Min Far. Så tænker jeg: Hvad fanden ville han gøre hvis han kunne høre alt det her?
Men jeg har ligesom altid haft den dér attitude som man kaldte beat
i halvtredserne og hip i tresserne, og som man nok også finder et navn til i halvfjerdserne - altså: I just don't care, det gør jeg virkelig ikke. I gamle dage vandrede jeg fra arbejdsplads til arbejdsplads. I dag vandrer jeg fra avis til avis, men det er stadig den samme fornemmelse, jeg føler mig stadig hélt udenfor, og jo mere udpræget jo mere jeg blander mig. Og samfundet som helhed rører mig en høstblomst.- Det er et gigantisk show og undertiden er det bare grænseløst svinet og slimet, og undertiden er det ganske underholdende, og somme tider er det helt rart - men jeg er buddhist. Det er der bare, ganske som jeg - og ikke på nogen anden måde.Og jeg er ikke intellektuel. jeg er et forbandet forbistret forpulet
følelsesmenneske. Intellektuelle er tænke-mennesker. jeg har det ikke godt når jeg tænker - jeg kan lide at føle og opleve, at være med til, men jeg kan ikke lide at tænke. Ndr jeg gør det vil jeg helst tænke i form af billeder, såsom: Tenniskamp med Jørgen Leth i eftermiddags, spændte arme, herligt græs, hvidvin bagefter, lysthus, Cole Porter på grammofonen. Dét kalder man ikke at tænke, vel?- Hvor meget følger du med i det der sker - hvor meget orienterer du dig?
- »Jamen, det er da hélt klart at jeg følger med på det bredest mulige grundlag. Man kan da ikke tillade sig at tage stilling til vor tids begivenheder og skrive om hvad der foregår i vor tid uden at følge meget nøje med i hvad der sker, såvel herhjemme som i udlandet, og hvad der afspejler sig på den folkelige front såvel som på den mere parlamentariske horisont. Og det vil jeg da gerne sige - og det mener jeg både for mit eget og for mit partis vedkommende, og i det hele taget helt klart: Uden viden når parlamentarismen nemlig ingen vegne. Folk skal tage stilling, men det er en forudsætning for at kunne tage stilling at man har den tilstrækkelige viden. Og her vil jeg gerne fremhæve ... « Altså, det er det rene Hilmar. Det er et af den slags spørgsmål som det er umuligt at svare på. Hvordan? Altså, jeg læser aviser og jeg sér TV-Avis en gang imellem. jeg véd sådan nogenlunde hvordan Erhard Jacobsen og Hilmar Baunsgaard og Knud Jespersen og Poul Hartling modulerer deres taler.Men jeg følger meget lidt med konkret, og det skyldes selvfølgelig at jeg hélt principielt mener at det er et abe-show. Det interesserer mig ikke og jeg mener ikke at der. sker noget som helst. Og jeg er i stand til at demonstrere det, for så vidt som det pis jeg lige sagde - det kan man høre inde i Folketinget hver eneste uge. jeg kunne give ti gange dén sæk og jeg véd at det er den sæk de fyrer af hver gang - så hvorfor faen skulle jeg følge med i hvornår hvem af dem fyrer hvad for en sæk af? jeg vil hellere følge med i hvad John Lennon tænker på og hvor Allen Ginsberg er henne eller hvad Peder Bundgaard lavede i aftes. Eller hvad der i øvrigt
er af ting der forekommer mig at være værd at beskæftige mig med. Jeg ville f.eks. ikke have noget imod at sætte et halvt års beskæftigelse af på at holde William Blakes samlede værker op mod den såkaldte politiske udvikling. Blake ville orientere mere end samtlige TV-Aviser i dét det virkelig handler om.Altså: Det kapitalistiske system er den inderste og modbydeligste kræftnerve i vort samfund og det må uvilkårligt korrumpere vor tankegang. Men den værste korruption der kan finde sted, det er at man totalt
forsér sig på det kapitalistiske system så man er komplet ude af stand til at opfatte noget som helst andet. Det synes jeg er langt farligere, og derfor er jeg med årene gået bort fra overhovedet at beskæftige mig med en begrebsdannelse som kapitalismen. Fordi det eneste man opnår med at have en sådan begrebsdannelse, det er at man forlænger den eksisterende kapitalistiske praksis ud i sit eget hoved - og at man derfor alene med sin modstand, sin indædte og énøjede modstand, kommer til at bekræfte og forlænge den i al evighed.