- Skriver du med et bestemt FORMAL - for en bestemt idé eller
opfattelse. Eller er det en form for selvrealisation?
- Jeg er her på denne forpulede jord takket være mine forældres
ubetænksomme indsats, og så kører jeg det trip her. Det er ikke nogen speciel plan. Det
morer mig til en vis grænse, og så redder det mig fra at hærige på gadehjørnerne
eller at ligge og sprøjte mig i armen mens jeg glor op i loftet, og det er alt hvad der
er at sige om det. Det er heller ikke nogen realisation af mig selv - det er simpelt hen
et forsøg på at bruge en åbenbart eksisterende mulighed på én eller anden måde.
Også for at finde ud af hvor det er, for jeg er stadig ikke sikker på at jeg for
alvor har fundet det. jeg er permanent i tvivl om hvorvidt det egentlig er dét jeg gør
jeg skal, for alt hvad jeg véd er at jeg har et sprogtalerit - men jeg er ikke overbevist
om at det absolut er et digterisk eller et litterært talent.
Jeg har f.eks. tit følt mig tiltrukket af tanken om at blive advokat
eller politiker. jeg kunne godt tænke mig at matche Hilmar Baunsgaard eller Erhard
Jacobsen. jeg kunne måske også blive Jørn Hjortings afløser - det kunne være morsomt.
jeg er tit syg af at sidde bag skrivebordet - jeg kan lide at optræde live og jeg
bliver også ved med at lede videre. Og jeg er ikke så bange for at tabe, jeg kan altid
blive sportsjournalist på B.T. eller litteraturanmelder på Skive Folkeblad eller
altmuligmand på margarinefabrikken. jeg har efterhånden så meget tillid til min
håndværksmæssige dygtighed at jeg véd jeg altid kan finde ét eller andet.
Ligger der ikke
også noget selv-terapi i det at skrive?
Jo, og især når man er outsider-type - jeg tror også det hænger
sammen med dét. Det er jo nemt nok for forfattere som Christian Kampmann og Anders
Bodelsen - og det er ikke for at rakke dem ned - men det er nemt nok for dem at
beskæftige sig med såkaldt menigmand og almindelige menneskers problemer - hér taler
jeg altså mere om mentalitet end økonomi - hvis de selv tilhører gruppen, hvis de er
hjemme dér. Men for os der ligesom har været fødte outsidere der altid har levet
på kanten, og som bare med f.eks. det dér ' mediearbejde har fundet en måde at leve
lidt mere yndefuldt balancerende på kanten - dér bliver det jo også hele tiden en
selv-terapi, det er klart. Det gør det i dét øjeblik det ikke er Politikens
chefredaktør der bestemmer, men én selv. Man har ingen boss som alle andre har, ingen
bud, ingen bestemmelser. Og i højere grad man tør tage den dér udfordring, - at man
selv kører sin egen skæbne og selv bestemmer hvor man vil hen - i højere grad bliver alt
hvad man gør en total selvterapi. Det er meget farligt - Muhammad Ali bevar
mig vel - men det er også meget spændende.
Jeg føler mig på én eller anden måde draget ind i en konflikt, hvor
det mere og mere bliver et spørgsmål om hvad medierne gør ved éns hoved og hvad man
som resultat af dét gør ved medierne. Og det er altså en livslang undersøgelse, den er
slet ikke til at afslutte. Det er dér det ikke betyder en kæft hvad Hans-Jørgen Nielsen
eller Torben Brostrøm siger, mens det kan betyde umådelig meget på et rent personligt
plan hvad f.eks. Burroughs, Warhol eller Lou Reed har fundet ud af siden sidst. For de er
nogle af de pejlevogne jeg ligesom kanfølge og som kører ud ad nogle baner der svarer
til mine egne. Og det bliver meget nødvendigt at føle dé pejlevogne efterhånden som
alle andre pejlevogne forsvinder enten langt deruda eller langt bagud, eller i hvert fald
er et andet sted, måske i gang med et ganske andet løb på en helt forskellig bane.
- Bruger du det at omskrive materiale, eller har du ikke noget
liggende i skuffen som skal omarbejdes?
 |
- Jo,
jeg har en hel del liggende som jeg synes er godt nok. jeg har enten bare ikke fået det
gennemarbejdet eller ikke fundet det rigtige sted at publicere dem. Eller også synes jeg
ikke at det er det rigtige øjeblik, eller at de måske skulle omarbejdes til, en anden
form. Den bog som kom her i efteråret og som hedder »Live-Show Feed-Back«, den går i
virkeligheden tilbage til '72, hvor jeg havde den i en form som eksperimental-roman som
jeg aldrig hélt blev venner med. Og så slagtede jeg en tredjedel af den og en anden
tredjedel omskrev jeg, og den indgik i »Onkel Danny Fortæller«. Og den sidste tredjedel
skrev jeg så om for Frankenstein véd hvilken gang lige her omkring nytår, hvor den
altså havde stået i arkiv og ventet på isafkølet lager i tre år. Og nu hedder den
altså »Live-Show Feed-Back«, og nu er jeg endelig færdig med dén. |
- Kan du tolerere eller acceptere at der bliver rettet i
manuskriptet eller at der bliver krævet en omredigering af stoffet?
- ja, hvis man af gode rimelige grunde kan forsvare det. Men jeg har nu
sjældent været ude for at nogen gjorde det. jeg er nemlig meget smidig - som de blade
jeg arbejder sammen med véd. Hvis jeg får at vide at der er tre spalter af så og så
mange anslag - altså f.eks. den klassiske Ekstra Blads Synspunkts-størrelse der er 110
linier å 50 anslag, så kan jeg sagtens skrive dét, men så vil jeg heller ikke have
nogen til at komme rendende bagefter og sige at der desværre kun er plads til 80 linier.
Og da jeg altid kører med et på forhånd aftalt antal anslag, for at undgå problemer,
så arbejder jeg bare op til det.
Om
anmelderi
Det er for
meget!Dan Turèll