Om bogudgivelserne og forlagene- Kan du give nogle eksempler på hvordan bestemte digte er blevet til?
- Jah, de har jo næsten deres historie alle sammen. Men f.eks. »Jesus Freak Song« fra »Karma Cowboy«, den kom en eftermiddag da Tom Iversen og jeg var nede på selvbetjenings-vaskeriet på Gl. Kongevej, lige ved siden af Spies' gamle forretning. Vi havde købt en B.T., hvori der var en bagside-artikel om en pige der var gået fra stoffer og sex over til Jesus, og hun sagde: »Før elsked' jeg hash og piller, nu elsker jeg Jesus« og så sagde jeg til Tom: Den er sgu for tyk du - det er en sang! ja ja, så lav den! sagde han. Og så lavede jeg den selvfølgelig. På samme selvbetjenings-vaskeri lavede jeg det digt der hedder »At være beat« fra »Manuskrifter om hvad som helst«, fordi jeg pludselig så Gregory Corso's hoved komme ud af tørretumbleren.
- Det var satans!
- Ja, jeg havde lige været ude at fyre en pibe i baggården, og så havde jeg stillet mig dér på gadehjørnet for at sé hvilke folk der gik forbi mens vaskemaskinen kørte. Og så kom jeg i tanker om.det dér citat fra Corso: »At være beat er at stå på et gadehjørne og være sindssygt høj«, og så lavede jeg modulet og det rullede bare. På det selvbetjeningsvaskeri har jeg skrevet mange digte.
Mens jeg arbejdede som korrekturlæser på Berlingske Tidende, fra '66 til '71, havde jeg en times pause hver nat hvor jeg som regel skrev fordi jeg ikke rigtig havde tid på andre tidspunkter. Der var en møbelforretning lige ud for statuen af Ewald og Wessel ved siden af Rundetårn, hvor jeg sad på kældertrappen og skrev. Og dér skrev jeg det meste af »Manuskrifter om hvad som helst« og »Bevægelser, formålsløst cirklende«. Så har jeg skrevet en del i toget, en del på værtshuse, en del i koncertsale, på hoteller, hjemme, - sgu kort sagt hvor jeg har været.
Til andre tider kan det være en bemærkning som nogen fyrer af som sætter én i gang. Carsten Grolin sagde engang ti mig i telefonen - jeg kan ikke huske i hvilken forbindelse jeg kan bare huske at han pludselig sagde: »Nå, men jeg synes nu at mennesker der er guddommelige bare skulle være guddommelige«. Og det satte straks et digt i gang, for øvrigt på engelsk - men alligevel. Hvad som helst kan sætte digte i gang. Det er bare et vilkårligt påskud for at køre maskinen. Det drejer sig bare om at hakke fast et sted. Min teori er, at der til enhver tid i hjernen ligger et enormt lager af latens og muligheder og punkter der kan forbindes med hinanden, og at det udelukkende er et spørgsmål om lige at finde dén skalpel der i det givne øjeblik borer ned til det sted hvor der er mest at hente.
- Og den skalpel finder man kun ved at skrive og skrive?
- Ja, jeg gør i hvert fald - ikke kun, men også. Det har noget at gøre med at jeg ikke kan fordrage de digte der er omskrivninger af liv - du véd den dér type digte man skriver å la sen-modernismen med: Skrigets Stumme Kniv Af Is Lurer Over Frosne Gader, eller den type metaforer. Det gør Mig syg. Det har aldrig været meningen at digte skulle beskrive liv, det har altid været meningen at de skulle være liv. Ganske ligesom musik. Og derfor er jeg altid mere på jagt efter selve den fornemmelse af at digtet bevæger sig, og nu kan -man sé det sprælle, og åhh, nu bliver det vist træt et øjeblik, men så liver det alligevel op igen i næste linie og rejser sig, og ;hold kæft, nu går det sgu den anden vej - og sådan noget.
Det er dét der er det spændende ved det - at der er swing i digtet. Det er også en af de ting jeg har lært af Jack Kerouac. Hans evige teori var, at hvert øjeblik har sit særlige digt, og dét det drejer sig om er at fange hvert øjebliks digt. Og jeg er virkelig forhærdet med dét swing.. jeg vil kun have dét swing. :Jeg er ikke opsat på at anerkende noget som helst på gode intentioner og hæderlighed eller for den sags skyld sandhed, det er der nok af i enhver prækensamling. Men der er ikke swing. Dét swing er det eneste nogen leder efter i poesien. Det er fornemmelsen af bare ét øjeblik at stå dér Knock knock', knockin'on Heaven's Door, og ikke en kæft andet. Alt andet er vanity på én eller anden måde, fra forfatterens eller læserens side.
- Tror du at du ville skrive mindre hvis du ikke fik det trykt?
- Jeg véd det ikke - det er jo et hypotetisk spørgsmål. Det kan godt være at jeg ville skrive mindre nu, men det ville også være fordi jeg i meget stort omfang ville være tømt. jeg er ligesom kommet til et sted hvor jeg stort sét har hostet det ud jeg har haft i kroppen siden '69. Ikke det hele, men en meget stor del af hvad jeg har tænkt og følt og sét ligger tilgængeligt i én eller anden form. Så der er ingen grund til at være så hidsig mere.