Engang da Odin var sammen med Loke og H�ner p� tur i fjeldet, skete det, at de havde forregnet sig s� deres mad slap op. Heldigvis gik der ikke lang tid f�r de kom til en dal, hvor der gik okser og grassede. De fangede straks en okse, og ville stege den i en jordgrube De gravede et hul, og t�ndte b�l dernede i. S� lagde de en m�ngde sten ovenp�, og da stenene var glohede og ilden var br�ndt ud, lagde de k�det ned p� stenen og d�kkede til med t�rv. Da de mente at k�det havde f�et nok, tog de t�rvet af, men k�det var stadig r�dt. De ventede lidt endnu, men da de kiggede igen var k�det stadig liges� r�t som da de lagde det ned. Bedst som de stod og diskuterede hvordan det kunne lade sig g�re, l�d en stemme fra et tr�. En �rn i tr�et sagde, at det var ham, der s�rgede for at k�det ikke ville blive m�rt. �rnen forlangte s� meget den kunne spise af k�det, for at lade det blive m�rt. Guderne blev n�dt til at g� ind p� disse krav, for de var selv meget sultne.
S� snart k�det var m�rt huggede �rnen s�dan til sig med n�bbet, at den fik b�de to l�r og begge bovstykker. Det ville Loke ikke finde sig i, s� han greb fat i en k�p og slog �rnen over ryggen. �rnen fl�j op, men k�ppen hang fast i dens fjer og Lokes h�nder ved grenen, s� han kunne ikke slippe. �rnen fl�j nu s� lavt at Lokes f�dder og kn� slog i mod sten, klipper og tr�er, og Loke blev da s� bange for at hans arme skulle falde af ved skuldren, at han bad da �rnen om n�de. �rnen ville kun slippe ham fri, hvis han lovede at lokke Idun ud i skoven - og hun skulle have sine �bler med. Loke lovede det, og �rnen slap ham l�s, men Loke fortalte ikke de andre om, hvordan han var kommet fri!
Dagen som Loke havde aftalt med �rnen oprindt. Loke gik til Idun og sagde:
"Jeg har set nogle s�rlig fine �bler i skoven. Du kan jo tage dine egne �bler med, s� du kan sammenligne!"
Idun anede ikke ur�d, tog sine �bler og gik med Loke ud i skoven. S� snart de var kommet uden for Asg�rd slog �rnen, der i virkeligheden var j�tten Tjadse, ned p� hende. Han l�ftede hende op og fl�j bort til sin g�rd, der ligger i Trymsheim.
Guderne m�rkede hurtigt at Idun og hendes �bler var borte. De begyndte at blive gamle og gr�h�rede. De m�dtes ved Urds br�nd, og diskuterede hvor Idun var blevet af. De blev hurtigt enige om, at hun var g�et ud i skoven sammen med Loke, og at ingen havde set hende siden da. Loke blev da hevet frem og truet med alle slagt pinsler og d�d, og til sidst blev han s� bange, at han lovede at tage til Jotunheim og hente hende tilbage. Han skulle bare l�ne Frejas falkeham.
Den dag var Tjadse til alt held ude og fiske, og Idun var derfor alene p� g�rden. Loke forvandlede Idun til en n�d, s� han kunne have hende i kloen. Han fl�j nu tilbage mod Asg�rd. Da Tjadse kom hjem og fandt ud af at Idun var v�k, fandt han hurtigt sin �rneham, og fl�j efter Loke. Tjadses �rnevinger var st�rre end de fleste, s� han indhentede hurtigt Loke.
Aserne stod omkring muren p� Asg�rd og spejdede efter falken. Da de s�, at �rnen var lige i h�lene p� falken, gik de hen og samlede en stor dynge sp�ner og harpiks. Det lagde de lige ved g�rdet. Da falken s� kom indenfor muren, slog den vingerne sammen og dykkede lige mod jorden. Med det samme satte aserne ild til sp�nerne og harpiksen. �rnen slog ned mod falken, men den ramte ved siden af, og der gik ild i dens vinger. Aserne stod klar og drabte Tjadse da han faldt ned.
Det drab blev der talt meget om!
L�s Njords giftem�l som en forts�ttelse p� denne myte.
