Tor havde som altid v�ret ude �st p� for at jage j�tter. P� vej hjem til Asg�rd kom han til et lille sund, hvor der stod en f�rgekarl p� den anden side med sin b�d. Tor var i drillehj�rnet, og r�bte til f�rgekarlen p� den anden side:
"Hvad er det for en sv�kling? Du kunne godt tr�nge til lidt sul p� kroppen. Sejl mig over, og du skal f� lov til at smage hvad der er i min madpose."
F�rgekarlen lod sig dog ikke s�dan h�ne og svarede igen:
"S�dan nogle store br�d skal altid prale med hvor meget de kan spise, men du ser dog noget fors�mt og s�lle ud; gad vide om din forlod dig da du stadig var ganske lille?"
Tor ville ikke finde sig i s�danne forn�rmelser og r�bte tilbage at det ikke var noget at prale med, hvortil f�rgekarlen spurgte hvad han s� havde at prale med. For det s� ikke ud til at han havde noget at prale med; han lignede en tigger.
Tor r�bte, om han s� ville kommen med den b�d med det samme, og s� ville han ellers gerne vide, hvem der ejede b�den og hvem der var f�rgekarlens arbejdsgiver.
Ejeren hed Hildulv, og var en rigtig husbod. Han havde advaret f�rgekarlen mod at tage tiggere og strejfere med om bord. Han m�tte kun sejle med p�ne folk, der fortalte deres navn.
"Ja", svarede Tor, " de taler til Tor, Odin s�n. Den tapreste af alle guderne, og nu vil jeg s� gerne vide hvem jeg taler med!"
F�rgekarlen hed Gr�sk�g. Han var ikke meget for at give sit navn fra sig, men mente ikke at det kunne skade at s�dan en blegfis som Tor fik det af vide. Tor blev nu meget gal og r�bte at hvis det ikke var for den gode mad han havde med sig, s� ville han vade over og s� kunne Hr. Gr�sk�g godt tage sin sm� ben p� nakken.
F�rgekarlen mente at Tor skulle passe p� ikke at blive v�d bagi, og at der skulle mere til at skr�mme ham. Tor skulle ikke tro at han kunne klare ham lige s� let som Rungner!
"Let," skreg Tor, der nu var ved at v�re rigtig godt sur. "Du skulle bare vide, at Rungner b�de havde haft en skjold og et hoved af sten. Alligevel var blev han den lille. Hvad har du s� udf�rt imens?"
"Lad os nu se. Jo, dengang var jeg vist p� visit hos Fj�lvar i fem vintre i tr�k. Vi drog i kamp sammen, dr�bte alle fjenderne og l� hos deres koner", svarede F�rgekarlen.
Det troede Tor ikke p�, men Gr�sk�g lod sig ikke tirre, og stod ved sin fort�lling. Havde Tor mon udrettet noget imens?
Jo han havde sl�et 7 troldk�llinger ihjel, s� de ikke kunne f�de nogle j�tteunger til at skade menneskene i Midg�rd. Hvad havde Gr�sk�g gjort?
"Troldk�llinger?" fn�s Gr�sk�g, "Jeg var p� krigstogt i det sydlige hvor jeg f�ldede en stormand og en jarl. Du ved nok, at faldne krigere som stormanden og jarlen kommer til Odin i Valhal, hvorimod du m� n�jes med tr�llene. Er der ikke rigtigt at du kun er kr�fter og muskler, hvorimod du intet mod eller hjerte har? Kan du huske da du l� i Skrymers handske, og du hverken turde nyse eller vende dig af frygt for at Fjalar skulle h�re dig?"
S�dan blev de ved i et stykke tid, og Tor blev mere og mere gal, men Gr�sk�g - der i virkeligheden var Odin - blev mere og mere kold og rolig. Til sidst sagde Gr�sk�g til Tor, at han hellere skulle tage hjem og se hjem der l� med hans kone i stedet for at st� der og skabe sig.
Tor mente dog ikke at Sif kunne finde p� at ligge med andre m�nd, men det var bare endnu en grund til at komme hjem, s� nu kunne Gr�sk�g godt komme med den b�d. Ellers skulle Tor nok komme efter ham!
Nu ville Gr�sk�g slet ikke hj�lpe ham over vandet, men han ville gerne fort�lle ham vejen over land. Han skulle bare holde til venstre og ville s� komme til han mor, der nok skulle s�rge for at hendes lille dreng kom hjem!
S� opgav Tor, og han m�tte g� den lange vej over land.
