Historien om et ret spøjst cylinder-kit til en Kreidler 5g...
- og så lidt om min indregistrering af Kreidleren -
 
 


Til venstre aner man svagt luftfilteret fra karburatoren, og udstødningen sidder også ret yderligt!


 
 


Ja, vi er nået til år 2001, og jeg har nu gennem længere tid, og blæret mig med, at jeg inden for "den nærmeste fremtid" ville få tilsendt en flok motorstumper, der gerne skulle hive nogle go'e hyppere ud af Florett'en. Faktisk kan jeg spore mine e-mails til en vis tuningsherre tilbage til '99, hvor jeg blev hooked på hans tilbud: Cylinder, stempel, speciallavet udstødning samt fri tilkørsel og justering. Alle evt. fejl han lavede, måtte blive rettet på hans regning! I år 2000 nuppede jeg så et studielån, så jeg havde jo masser af penge! Da Kreidleren skulle indregistreres, var der jo ingen fare for, at politiet ville snuppe den heftige investering, som dette kit altså er! Dermed besluttede jeg at gennemføre dette projekt!

Det hele startede med, at jeg fik gang i planerne om at indregistrere en Kreidler. Derfor erhvervede jeg mig en forholdsvis billig 5gears Kreidler for 2800kr og solgte min egen til Allan Sørensen fra Horsens. Min gamle maskine var en 3gears, og det følte jeg ikke var optimalt! På min nye skat sad en noget tvivlsom cylinder, og den havde jeg ikke i sinde at bruge, da jeg var fuldstændig tosset med 6,25'eren, der sad på den første Schweizer vi købte i sin tid. Den cylinder der sad på motoren var beregnet til en maskine med opretstående cylinder, og der skulle benyttes 8-9bundpakninger og 4-5 toppakninger, for at stemplet ikke ramte topstykket! Den tog omdrejninger som en mis, det indrømmer jeg, og den blev bare ved og ved. En gearing på 13/44 (ja, fire-og-fyrre!) sørgede for, at det aaaalt for smalle trækområde blevet stampet i jorden, og den gik altså ret hurtigt! Nå, men den cylinder skulle altså AF! (Interesserede købere kan henvende sig på [email protected] :o)

Med til denne Kreidler fulgte der også en gammel 12-14HK's cylinder, der efter sigende skulle have rendt noget nær de 140km/t. Så var det, jeg tænkte, at man måtte kunne restaurere sådan én herlig sag (2 skyllekanaler, 4 bostonkanaler, og 2 små ekstra udstødningsporte!), og at det under alle omstændigheder ikke ville blive dyrere end at investere i en almindelig 6,25'er. En sådan koster jo små 3000kr, og jeg var altså fast besluttet på, at cylinderen og motoren skulle fungere 100% perfekt og være så nyt som muligt.
Jeg kom efter noget tid i kontakt med Edward Schmidt, eller Eddy som han kalder sig selv, og han indvilgede i at kigge på cylinderen, og se om det ikke var muligt at få lavet en ny nicasil-foring og et stempel for et beløb svarende til 3000kr altså ca. 750 - 800DM. Jeg sendte ham derfor cylinder, topstykke og en 22mm BING-karburator, jeg havde erhvervet mig, samt et dertil hørende Power-luftfilter. Han tilbød som nævnt at køre det til for mig og justere karburatoren og hvad der ellers var, så det hele tegnede jo meget godt!

Eddy modtog stumperne, men efter et hurtigt kig fandt han frem til, at den ridse en knækket stempelring havde forårsaget var så dyb, at der også skulle lægges nyt aluminium i cylinderen, og det ville med garanti blive hundedyrt. Han tilbød derefter at lade den hone til 44mm og fremskaffe et stempel dertil, hvilket kunne lade sige gøre for knap 1000DM, men han advarede mig på forhånd om, at kanalernes placering ikke var videre gunstig for kørsel gennem længere tid, og jeg spurgte derfor, om han havde nogle gode forslag.
Han har siden 1994 arbejdet med tuning af Kreidlercylindre, og han havde da et par gode ting at sige. Hvis jeg sendte ham min motor ville han sørge for, at alt var 100% i orden og lave mig et 44mm kit med minimum 9,5HK ved 9-10.000 omdrejninger og en ganske velkørende maskine. Jeg er nu ret fanatisk, hvad standardmål angår, i hvert fald med hensyn til motorstørrelsen (blot for at fortsætte i den rette Kreidler-ånd!), så jeg spurgte om det ikke var muligt at holde den på 50ccm! Det var en mulighed, hvis jeg var parat til at få et lidt smallere trækområde og nogle flere omdrejninger. Det virkede jo ikke som det helt store problem, og man kan jo lære at leve med meget, så jeg gav ham tilladelse til at gå i gang med et 9,5HK's 50ccm cylinderkit.
Jeg havde fået skrabet penge sammen til, at jeg kunne få ordnet min 5gears motor hos Kreidler Service i Århus, og jeg havde allernådigst fået lov til at låne den gamles 6,25-cylinder, så jeg takkede nej til at få Eddy til at gå motoren efter, da jeg var meget ivrig efter at komme ud at køre. Jeg fik mit kørekort til MC i september 1999, så det var virkelig begyndt at krible i fingrene med at komme ud på en Kreidler med (prøve)plader på! Det kunne han nu godt se fornuften i, så jeg fik altså ordnet motoren hos Kreidler Service, hvor jeg bl.a. fik monteret en poleret krumtap med afrundede kanter.

Gennem hele vinteren blev der skrabet penge sammen, og jeg besluttede mig for, hvilken farve Kreidleren skulle have. Jeg havde noget tid forinden forelsket mig en den gode, gamle TM'er fra slutningen af '60erne, så jeg forsøgte altså at finde frem til farvekoden til den Anthrazit-grå, som var (er!) så pæn. Vores autolakerer kom frem til den konklusion, at den mindede meget om en VW-farve, og så var det valg truffet!
Derefter gik den vilde jagt på en pæn tank, og jeg havde (har) planer om at benytte en 12,5-liters med knæpuder. Problemet var at finde en tank uden buler og nogenlunde fri for rust! (Det er et roblem! For jeg har endnu ikke fundet en!). På vores ene Schweizercykel sad der midertid en forchromet tank, og da den Kreidler står og venter på en gennemrenovering, nuppede jeg den tank! Den er faktisk meget pæn :o) og den sidder altså på endnu. Planen er nu, at få malet en 13,2-liters RMC-tank i den lækre, bløde creme-hvide farve, der kendetegner bl.a. TM'eren, så jeg vil få en fusion mellem RMC'en og den gamle maskine. Et heldigt køb hos T.Hansen gjorde mig ejermand af en flunker-ny, 100% original sadel af den korte type! Se det kalder jeg held! Denne sadel virker på mig som et karakteristisk træk for mange motorcykler tilbage i '70erne (se f.eks. Triumph Bonneville 750 omkring midt '70!), og derfor er jeg stadig glad for den! At det så er lidt ubehageligt at være bagsædepassager er en helt anden side af sagen!

Næh - det er såmænd ikk' så ringe, endda! Men det er selvfølgelig bare min mening!

Nå, men vi rundede år 2000 uden problemer med andet end balancen, og min maskine blev samlet lidt efter lidt, og der blev bestilt tid til syn d. 29. maj. Min fader og jeg fulgtes derind, da hans maskine var blevet indregistreret noget tid i forvejen, og han kunne på den måde kaste lys over evt. dunkle punkter, der kunne tænkes at dukke op under synsmændenes "arbejde".
Maskinen blev kun betinget godkendt, dog uden krav om nyt syn, da fjernlyset var underligt diffust, forstået på den måde, at lyset blev kastet ud til siden, men der blev faktisk ikke kastet noget lys fremefter! "Det må du nok hellere få ordnet," sagde den ene af de to, der gik maskinen efter i sømmene. Han var nu ikke så pertentlig og nævnte bl.a. ikke for sin kollega, at bremselyset kun virkede på bagbremsen! Jeg mistænker ham lidt for at være "skabs-fan", eller bare nogenlunde menneskeligt anlagt. Det var den anden midlertid IKKE! Han begyndte at fable op om, at der da skulle være parkeringslys og by-lys på sådan en maskine! Nu forholder det sig sådan, at min Kreidler altså er fra før '78, og tidligere end det foreligger der IKKE krav om akkumulator på lette motorcykler under 100kg! Og akkumulator er en nødvendighed for parkeringslys, da det ifølge færdselsloven ikke er tilladt at efterlade ens motorcykel med kørende motor!!! Men det skulle der altså være. Hvad by-lyset angår fik vi ham overbevist om, at den seneste lov om, at nærlyset skal være tændt, uanset hvor og hvornår man kører, faktisk eliminerede dette krav. Men, en betinget godkendelse er jo også til at leve med, og jeg fik da pladerne på, som det kan ses herunder og til højre!
 

Desuden et kort kig op ad vores indkørsel, hvor jeg utallige gange har været ved at ramle ind i vores nabos unger! Jojoh, børn - I lever endnu, men hvor længe???
 

Eddy blev, efter en del fusken frem og tilbage og efter diverse problemer med tilbageleveringen af en ny cylinder han købte til mig, endelig færdig med sit tuningsarbejde, og den kørte altså nu med min 22mm BING. Han var ikke helt tilfreds med resultatet og spurgte om jeg mon ikke var interesseret i en 28mm BING uden ekstra omkostninger. Hans resultat på det tidspunkt var 8,0-9,0HK ved 10.000 omdrejninger og en tophastighed på 105km/t. Jeg havde noget tid forinden nævnt, at jeg måske ville være i stand til at skrabe 1200DM sammen til hele dette projekt, så han sagde, at vi i hvert fald kunne holde os indenfor dette beløb. Derfor indvilligede jeg, og han gik i gang med en ny udstødning og en speciallavet studs. Da der ikke havde været noget indsugningsgummi med til den nye, store karburator måtte han trække på en af sine venner for at få lavet et specielt stykke stål til at fastspænde karburatoren på. Denne ven var ret længe om sit arbejde, så der blev ikke lavet så meget andet end en udstødning den måned, som han ikke var 100% sikker på virkede korrekt, før han fik den afprøvet! Men, det er jo betingelserne for at lave en udstødning selv...
Hans tilbagemelding et par uge efter var, at han udover mit projekt også havde gang i 4 andre 50ccm-projekter, og at han havde kørt for meget med åben hjelm. Som følge deraf havde fået en øjenforkølelse, der gjorde, at han ikke kunne se noget som helst. Det tog altså et par måneder, før han kom ud at køre igen. Til gengæld må jeg sige, at hans begejstring ved kørslen med 28mm BING'en fuldt opvejede den lange ventetid!

Eddy var ikke helt tilfreds med mit topstykke og ville altså finde et bedre til mig uden beregning. Jeg fik tilsendt mine ting og sager, men han havde glemt at vedlægge topstykket, så der blev ikke mulighed for at køre. Endvidere havde jeg opdaget, at der var blevet fjernet noget materiale fra mit krumtaphus (hvorfor tror så mange mennesker, at større kanaler giver mere fart???), og af frygt for at det ikke ville kunne holde til den ekstra belastning en tilnærmelsesvis fordobling af hypperne naturligvis giver, spurgte jeg så Eddy og han ikke kunne fremskaffe et krumtaphus til en billig penge. Han havde da selv et liggende, som jeg kunne købe for 150DM, og jeg fik det tilsendt. Det viste sig så at være i ganske perfekt stand, blot med lille pinboltafstand, men det var nu muligt for mig at få ordnet motoren. Dette krævede midlertid penge jeg ikke havde, og det hele blev lagt lidt på hylden. Desuden stod jeg og manglede en tænding, der virkede ordentligt, så jeg kunne ikke rigtig se den helt store mulighed for at komme ud at køre alligevel, da det på daværende tidspunkt også var alt for koldt udenfor.

Jeg fik sendt de fleste af de penge til Eddy, jeg skyldte ham, og så kunne jeg jo ellers gå og kigge på mit komplette cylindersæt, der var klar til montering, men med et krumtaphus, man ikke kender maksimumbelastningen på, og en tænding der ikke er 100% ok, bliver man noget tilbageholdende!
Tiden for Herning Stumpe-/kræmmermarkedet nærmede sig, og den gamle og jeg besluttede os for at besøge Kreidler Service ugen forinden og få den gode Michael til at ordne en 3gears motor for min fader og så min egen 5gears, så vi var sikre på, at det hele virkede. Jeg skulle jo også have flyttet pinboltene i mit nye krumtaphus ud, og der var en del ting, der lige skulle ordnes før min motor var i orden. Ugen efter kunne vi jo så hente hele herligheden i Herning.
Min fader og jeg drog til stumpemarkedet lørdagen efter, og her var det, at jeg skulle stå ansigt til ansigt med Michael, der med en svag bævren i stemmen overrakte mig regninen for min motors klargørelse. 2761kr, jo tak... Det var nok nogle flere kroner, end jeg havde regnet med, så på spanden, det var jeg da! Når man nu ikke forventer, at den midterste skiftegaffel (398kr) og skifteakslen (598kr), hvor gearpedalen sidder, skulle skiftes, så er det en lidt ubehagelig overraskelse...Til gengæld lunede tanken om, at min motor bare var som den skulle være en del, og mine nerver blev dermed dulmet en del!
Faktisk fik jeg det en del bedre, da jeg kom i tanker om, at Eddy havde klaret at ud-accelerere en 200ccm Vespa-scooter, der kun kunne følge med op til 95km/t, hvor Kreidleren havde fortsat sin acceleration. En tophastighed på 117,8km/t (målt med cykelcomputer) afslørede, at der med al sandsynlighed er tale om en kit, der leverer omkring de 11HK, hvilket også forklarer, at trækområdet ligger en anelse højere og er lidt smallere, end Eddy havde håbet på! Derved må man vel indrømme, at jeg virkelig glædede mig til, at få monteret motoren og køre en tur...! Forståeligt? Joh, MON IKKE!!!

Nu har jeg endelig fået sat motoren på cyklen, og det er da også blevet til et par køreture, men heller ikke mere end det! Det har nemlig vist sig, at skiftevalsen i mit gearskifte skal *høhø* SKIFTES! '98-prisen for denne var 598kr i Århus, så hvad den koster i skrivende stund tør jeg dårligt tænke på. Muligvis er jeg i stand til at fremskaffe en sådan til en rimelig penge i Tyskland, men det vil tiden vise! En helt anden ting er så, at topstykket ikke var helt plant, så det skulle der lige drejes 1/10mm af, for at det kom til at virke... :o)

Ok, jeg har da 1., 2., 4., og 5. gear at lege med... Desværre er 3. gear det vigtigste køregear! Og hvad er det liiiige, jeg mangler?!!? Medmindre man befinder sig godt med, at motoren hopper ind og ud af gearet hvert fjerde sekund, når man tonser derudad med 10.000 omdrejninger, så har man altså et problem!!! Og man kan godt glemme alt om, at springe 3. gear over, da der ikke er trækkraft nok til at hive Kreidleren fremad i fjerde, hvis man befinder sig under 8.000 omrejninger!

Men, lad os nu skubbe det negative skidt tilside og beskrive, hvordan det er at køre med mit nye kit...
Trækket er lig NUL, når man befinder sig under 4.000 omdrejninger i noget andet gear end 1., men derfra kan man altså godt lirke den op i nærheden af det slappe trækområde (ca. 3HK) omkring de 5.000... Når man når 7.500 omdrejninger sker der lidt mere og et godt gæt er, at den her leverer noget i retning af 5-6HK. Men, man bør være vel forberedt på, at ramme 9.000 omdrejninger, hvor det seriøse trækområde starter! Her ligger der 9HK og venter, hvilket blot er en forsmag på hele herligheden! Idet man for alvor nærmer sig 10.000 omdrejninger befinder man sig som uforberedt førstegangskører pludselig så langt tilbage på sædet, som det nu tillader, og trækket er IKKE hvad man forventer af en 50ccm'er!!!
Hvad lyden angår, så kan man vel bedømme den ud fra at kigge på billederne af karburatoren? Det er jo tilbagesmældet fra karburatoren, der laver al larmen, og alle de knallertbøller, der konsekvent køber udstødninger, der larmer, glor måbende efter en, når man blæser deres voksklistrede frisure ud af facon med brølet fra en gal Kreidler... Medmindre man har prøvet at køre uden luftfilter gennem en lille tunnel med en 18mm karburator, er man fuldstændig ude af stand til, at gætte sig frem til den larm, denne Kreidler laver med fuld gas ved topomdrejninger! Jeg kører med ørepropper, da larmen faktisk er direkte ubehagelig, hvis man skal høre på den i mere end 1-2 minutter af gangen... Til gengæld er lyden ufatteligt FED, hvis man lige er ude for en kort bemærkning! Og hvis man altså er lidt fan af 2-taktere med høj literydelse! Tænker man over, at der går 1000ccm på én liter og 50ccm derfor er lige 1/20 deraf, så har en 10HK's Kreidler en literydelse på 200HK/Liter! En tilsvarende 1100ccm plasticraket skal altså have 220HK, og chancerne for dét sker i en 2-takter med almindelig vendeskylning er nok lig nul :o)
 
 

Tag et kig på...
 

Udstødningen

Karburatoren og Studsen

Cylinderen

Hele Herligheden
 
 

Og lige et par ord til sidst...

Jeg er overbevist om, at det bliver et spændende bekendtskab, dette cylinder-kit, men jeg vil ikke anbefale hvem som helst at få lavet et sådant. De 1200DM jeg blev enig med Eddy om er blevet til 14-1500DM, når jeg tager porto veksle- og overførselsgebyrer med i prisen. Endvidere skal man altså sørge for, at checke sin motor fuldstændig igennem, evt. få den hevet gennem et seriøst eftersyn inden man køber sådan et sæt. Tager man indkøbet af en Kreidler (2800kr), to hovedreparationer af motoren (2091kr og 2761kr), registreringsafgift (3700kr), nummerplader (500kr), lakering (1000kr), ny bagsvinger (500kr), fodhvilerkonsol (500kr), en ny gearpedal (300kr) og et sindssygt tuningskit (6000kr) med i betragtningen, passerer man lynhurtigt 20.000kr! I ovennævnte prisliste er der ikke taget renoveringen af stel, indkøb af hjul, dæk, kabler, svinghjul,etc. etc. med! Hvis man ikke er entusiast (det gælder især, når man er så ung som jeg er!), så vil pengene fra tid til anden virke spildt! At min motor heller ikke fungerer, som den skal på nuværende tidspunkt, har også været et ordentligt slag i ansigtet! Og jeg er sikker på, at når maskinen er 100% perfekt, så står den mig i over 25.000kr, hvilket er temmeligt mange penge for en Kreidler... Ny eller gammel! Det fede er så, at jeg har en maskine, som ingen har magen til, og den personlige tilfredsstillelse ved at have lavet noget selv (det meste :o) og bygget det op fra grunden er faktisk hver en krone værd!


Ja, hvor mange har noget magen til dét der? :o) Den skarpe iagttager lægger mærke til, at jeg har fået skiftet min tidligere støttefod, eller "Storkebenene" som vi hurtigt fik den døbt, da de var i den gamle, hidsige og meget orange farve! Se under Torben og Jespers samling, Kreidler 6 via medlemsregisteret!
(Klik på billedet og se lidt nærmere på udstødningens fjedermontering og det noget korte forrør!)

(Tilbage)

(Fortsættelse (Opdateret 5/6 - 2001)

Hosted by www.Geocities.ws

1