| Home | Filmplots |
Kapitel 7:
| 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 |
Linebreaker var nu næsten fremme ved Romulus, da kaptajn Riker sender et kodet signal til Solomon, at han skal slutte sig til Defiant med største mulige hastighed, og at han skal afvente ordre fra Linebreaker om situationen ved Romulus. Enterprice og Lawrence har næsten afsluttet deres reparationer, da de starter, og de ville kunne indhente Defiant på et par dage. Få minutter senere nåede Linebreaker frem til Romulus.
Effekten af Wallbreakers kamp imod den samlede romulanske sikkerhedsflåde kunne ses med det samme. 39 warbirds i tæt formations beskød nervøst 31 andre warbirds, hvoraf kun 3 virkede aktive eller snarere individuelle i deres undvigemanøvrer. 6 beskadigede romulanske rumskibe af varierende art søgte væk sammen med andre slørede rumskibe bag disse, og de blandede sig ikke i kampen. Og den store slagkrydser Tempei lå stille hen, mens man i dens koøjer kunne se disruptorskydning i dens indre. Den var tydelig vis under angreb fra et bordeparty.
Riker bevarede roen, mens der febrilsk blev søgt efter spor af Wallbreaker, som stadig var sløret og i en tidforskudt fase. Riker vidste, at Defiant var foran oprørsflåden, og at Enterprice og Lawrence netop havde krydset grænsen ved den neutrale zone. De ville komme for sent. Bell bemærkede det, da han forslog Riker at bruge Meschners kunstige ormehuller til at hente de to føderale rumskibe til Romulus i en fart, så de kunne blande sig i striden og hjælpe til med at evakuere Romulus diplomatiske korps samt hjælpe til med at lokalisere Wallbreaker.
Riker gav Bell ordre til at starte ormehuls generations programmet, så Enterprice og Lawrence kunne nå hurtigere frem. I det øjeblik de tager beslutningen begynder slagkrydseren Tempei at røre på sig. Blakes replikantserie C, D og E af Data har erobret den, og nu begynder den at skyde på de 39 overlevne warbirds fra sikkerhedsstyrkerne. Disse sløre sig øjeblikkeligt, men 2 warbirds når at blive tilintetgjort inden det sker. 3 af Blakes erobrede warbirds slører sig også, og nu er der tilsyneladende kun 28 warbirds tilbage i kredsløb om Romulus og slagkrydseren Tempei.
De 8 seniorofficerer ombord på Linebreaker ser, hvordan slagkrydseren Tempei tager imod det ene slørede fazerskud efter det andet, mens de 28 warbirds flyver hid og did i alle retninger omkring den nu mere og mere beskadigede slagkrydser, mens de prøver på at ramme de slørede warbirds. Enkelte af de uslørede warbirds bliver ramt og eksploderer i spektakulære fotonglimt, der et kort øjeblik belaster de nærmeste slørede warbirds sløringsgeneratorer, så de kan ses et kort øjeblik.
Det får de 3 erobrede warbirds til at beskyde de afslørede warbirds og på den måde mister admiral S’Otail yderligere 4 warbirds, så han nu er nede på 33. Til gengæld er Blake nu nede på 22 camouflerede fotontorpedoer. John Creek har siden ankomsten analyseret al kommunikation fra slaget, og han melder nu til Riker, at der udsendes signaler fra en bestemt punkt til fotontorpedoerne, som må blive fjernstyret fra Wallbreaker. Frank Bell fører Linebreaker hen til punktet, og de kan nu skimte en sløret struktur. Lidt justering på tidsforskydningen gør Wallbreaker synlig.
Linebreaker er nu i samme tidsfase som Wallbreaker, og de er uopdaget, da kadetterne ombord er optaget af at dirigere de overlevne 22 fotontorpedoer. Slagkrydseren Tempei nye besætning har nu endelig fået kontrol over sine store deflektorskærme, så de slørede warbirds fra sikkerhedsstyrkerne ikke længere kan beskyde skroget af den store slagkrydser. Admiral S’Otail trækker derfor sine 33 warbirds tilbage, så de 22 hvepseagtige warbirds ikke kan vædre dem eller tvinge dem til at afsløre sig i eksplosionen efter et heldigt fazerskud.
Riker ved fra Data’s overførte program, at kadetterne har et kraftfelt, der vil kunne fastfryse enhver indtrænger, ind til vedkommende var besvimet af luftmangel. De må derfor tage kadetterne en efter en ved at beame dem direkte over i en kraftfelt, der skal fungere som celler. Kadetterne skal stoppes nu, men først skal de lokaliseres, isoleres og tages tilfange. Desuden skal Data og Picard befries, så de ikke kan blive brugt som gidsler.
Jenny LeFleur får snart efter fastslået de forskellige kadetters position, og de beames over i grupper på to eller tre alt efter, hvor mange der er i de forskellige shuttler. Picard og Data befries, men da kadetterne Jillian Yankov og Jarouch skal beames over til fangenskab, så sker det usandsynlige. De dukker ikke op, noget er gået galt. Alarmen går på Wallbreaker, hvor Blake, Tybal og Wessel sammen med Yankov og Jarouch flyver væk fra Linebreaker.
Yankov beamer sig pluslig ned på Romulus og de 4 resterende kadetter i Wallbreaker gør front imod Linebreaker, mens de prøver at opretholde fronten imod admiral S’Otail. Data A2 hjælper dem, men de er nu for få til at forhindre den systematiske ødelæggelse af de resterende 22 fotontorpedoers. En systematisk nedskydning, der efterlader slagkrydseren Tempei alene sammen med 3 andre slørede warbirds imod de 33 overlevne sikkerhedswarbirds.
Riker kalder nu Blake over radioen og beder ham om at overgive sig, men Blake svare ikke, og det får Riker til at bruge Ann Lovensteins transportbeamningsmetode til at opløse Wallbreaker lidt efter lidt, så den er ved at bryde sammen. Blake løsner den transportshuttel, hvor de 4 kadetter og Data A2 befinder sig, og de flyver nu hen til slagkrydseren, som de beamer sig ombord i. Wallbreaker eksploderer og er nu ødelagt, og Linebreaker er det eneste ukendte rumskib i kredsløb.
Blake førte hurtigt de få frie kadetter op mod Tempei’s imponerende brodæk, hvor de få overlevne kopier af Data serien C, D og E bemandede de få ubeskadigede instrumentkonsoller. Data serierne C, D og E talte nu henholdsvis 4, 5 og 8 androider, i alt 17 androider havde overlevet bordingen af den store rumslagkrydser, og der var ikke mange tilbage af den store romulanske besætning.
De var blevet skudt ned med en systematisk præcision, som havde været uden fortilfælde i noget slag før dette. De romulanske sikkerhedsfolk var gået i panik, og de havde dræbt hinanden i forsøget på at komme væk fra de angribende androider. Flere havde beamet sig væk fra skibet til Romulus og andre havde beamet sig over til de andre warbirds. Men mange havde bare beamet sig til et vilkårligt punkt i rummet, og de svævede nu døde rundt i et evigt kredsløb om Romulus.
De 4 kadetter vidste, at Linebreaker var et kopi af Wallbreaker, og de vidste, at de ikke ville kunne holde stand imod det i længden, og at de ville blive bordet før eller siden. De 33 warbirds, som konstant hamrede løs på Tempei’s kraftskjold, ville før eller siden lykkes i deres forehavende, og på selve Romulus spidsede kampen om sikkerhedsstyrkernes bydel til, da skare efter skare af oprørske romulanere gik til angreb på dem uden styring. De blev naturligvis slagtet i hobetal.
Blake bad Elisa Tybal om at modificere Tempei’s reflektorskjold, men hun meldte tilbage, at hun ikke kendte dem i detaljer, og Jarouch tilbød at hjælpe hende. Peter Wessel meldte, at han stadig havde kontrollen over de 20 holografiske fotontorpedoer, der var blevet holdt i beredskab, og Blake bad ham om at holde dem klar til aktion imod de romulanske warbirds. Data A2 meldte, at de 3 erobrede warbirds holdt sig tilbage, indtil de havde et sikkert mål, som de kunne beskyde.
Blake spekulerede over Jillian Yankovs forsvinden, hun var ikke taget til fange, og hun havde taget et slags våben med, som ingen af dem havde set før. Tybal meldte, at nu var hun klar til at opfange og reflektere faserskudene, men det ville blive tilfældigt, hvilke faserskud, der ville ramme, når de fløj forbi med så stor fart i angrebsøjeblikket. Blake spurte, om det var muligt at skade fjendens slørings udstyr, der hindrede dem i at se warbirdenes angrebsruter.
Data A2 meldte, at Tempei’s sløringsudstyr var blevet ødelagt, transponderne på alle de romulanske skibe var enten blevet slukket eller ødelagt, og at Tempei’s sensorer var delvist ødelagte. Der var dog bevægelse at spore i en plasmasky fra en eksploderet warbird, når de slørede warbirds passerede igennem denne sky. Blake bad om at få udløst en kæmpe plasmasky fra Tempei’s plasmatanke, og med den ude kunne de 3 skjulte warbirds se de forskellige kølvandsstriber fra de angribende warbirds. Snart efter fandt de hvert deres mål, og de åbnede ild til admiral S’Otails overraskelse.
Først eksploderede 3 warbirds uden varsel, de andre brød af, og derefter eksploderede 2 andre warbirds, mens et tredje undveg den faser og fotonsalve, der blev sendt af sted fra de tre. Faserskudene fra Tempei ramte yderligere 2 warbirds inden admiral S’Otail beordrede de sidste 26 warbirds til at indstille deres angreb på slagkrydseren Tempei. Der var kommet en pause i slaget om Romulus.
Ombord på Linebreaker var admiral Picard og kaptajn Data blevet sat ind i situationen af Riker. De sidste 4 kadetter havde erobret slagkrydseren Tempei og 3 warbirds, der var en oprørsflåde på vej og Defiant samt Enterprice og Lawrence var på vej med fuld fart til Romulus, hvor de sidste skulle deltage i evakueringen af Romulus. En femte kadet var beamet ned på Romulus, og der var ingen tydelige spor efter hende. Jillian Yankov var forsvundet.
Picard mindedes den usædvanlige skanning, som han havde foretaget for at lokalisere den føderale ambassade på Romulus. Den havde afsløret mange mennesker i de fattige kvarterer blandt de romulanske borgere. Dette paradoks måtte bekræftes. Picard bad derfor Deanna Troi om at analysere den biologiske og mentale sammensætning af Romulus befolkning. Troi fandt ingen biologiske spor af mennesker i de fattige kvarterer, men det mentale spor dernede var ikke rent romulansk.
Der var mentale spor af mennesker iblandt de fattige romulanere, som tilhørte en udstødt klasse, der ikke var egnede eller betragtet gode nok til tjeneste i de væbnede romulanske styrker. Picard var ikke tilfreds med svaret, han havde set menneskelig biologi i den sciencestation, som han havde haft lejlighed til at låne på Wallbreaker. Picard prøvede på at huske, hvilken station, han havde brugt, og det slog ham som en hammer, da han i et nu tænkte. Det var Yankovs station.
Jillian Yankov måtte findes, og det var muligt, at science stationerne på Linebreaker ikke var kalibreret godt nok til, at de kunne opfange biologiske signaler fra mennesker. Picard spurte nu Data, om han kunne huske eller ændre kalibreringen, så den kunne spore mennesker på Romulus, selv om de var forklædt eller sløret på en eller anden måde. Data havde kopieret alle detaljer om Wallbreaker, og han ændrede snart på Linebreakers kalibrering.
Få øjeblikke senere blev det klart, at der var små 200.000 mennesker på Romulus, og at de alle på nær ambassade folkene var forklædt med en slags levende hudmasker, så de lignede romulanerne i det ydre selv efter en hurtig skanning. Indvendigt var de mennesker. Ingen af de nu chokerede seniorofficerer på Linebreaker og de tilfangetagne kadetter anede grunden til dette. Fanger. Picard stødte dette ene ord ud, som var det gift. Fanger var forklaringen.
Romulanerne havde taget mennesker til fange siden de første romulanske slag. Nogle af dem måtte have fundet en flugtvej, som ingen anden havde tænkt på før, og de måtte have levet længe som forklædte romulanere, siden de kunne være blevet så mange. Stiftet familier, blevet gamle og døde, mens nye er vokset op som forklædte romulanere, og de havde aldrig haft muligheden for at forlade Romulus, da de ikke ville kunne klare en fuld fysisk undersøgelse i forbindelse med en session.
Picard sagde nu, at det måtte de have haft, for Yankov kendte igennem hendes arbejde til en hel del af den biologiske forklædning, som de romulanske mennesker bar. Hendes eksamensprojekt var en del af den romulanske forklædning, og hun kunne lave en levende lysabsorberende hud, der kunne gøre brugeren usynlig. Blake og hun havde brugt denne til at penetrere den romulanske ambassade på jorden, mens de samlede efterretninger om den romulanske rumflådes aktiviteter.
Doktor Chrusher skannede Picard, der stadig var forklædt som admiral P’Tau. Hans ansigt var dækket af et levende hudlignende væsen, som udsendte biologiske signaler, der nøje svarede til en romulaner normale biologiske signaler. Der var en slags formløs kamæleon, der var en krydsning imellem en blæksprutte og en pandekage. Chrusher og de andre seniorofficerer havde aldrig set noget lignende. Det var en usædvanlig livsform, der tilsyneladende levede som en slags mos eller lav, mens den ernærede sig af sved, salte og døde hudceller, og den undgik opdagelse ved at ligne og imitere det, den levede på.
Det blev klart for de forsamlede seniorofficerer på Linebreaker, at Yankov havde udnyttet en livsform til at infiltrere først den romulanske rumflåde, dernæst det jordiske stjerneakademi, og hun havde succesfuldt gennemført de indledende manøvre til et romulansk oprør sammen med en flok oprørske kadetter fra akademiet. Yankov var selve oprøret opstarter, Blake var oprørets i gang holder, og det romulanske folk inklusiv de forklædte romulanere var nu lavinen, der ikke kunne standses, kun dirigeres. Seniorofficererne på Linebreaker var tvunget til at hjælpe oprørerne.
Data meldte nu Picard, at det var hans pligt som den ledende føderations officer på stedet at gøre noget drastisk. Enten kunne han evakuere de jordiske ambassade personel nu, gøre ingenting før det var for sent, eller han kunne kalde Blake op i rollen som admiral P’Tau og hjælpe ham. Blake måtte have at vide, at Linebreaker var til hans rådighed, og at de kunne hente de 3 føderale rumskibe: Enterprice, Lawrence og Defiant samt oprørsflådens troppetransportskibe til Romulus.
Data argumenterede, at det havde været i hvert fald delvist Blakes plan at tilkalde forstærkninger via de kunstige ormehuller, som Meschner kunne skabe med kraftfelterne. Picard nikkede, men han sagde også, at de måtte finde Jillian Yankov, inden hun nåede frem til de forklædte romulanere, og videre bragte kadetternes opfindelser. Dette fik Creek til at indvende, at det nok var for sent, og et blik på skannerne fortalte dem, at menneskerne på Romulus samlede sig i en stor styrke, og at de sendte deres børn og ældre ned i sikkerhed dybt under hovedstaden i de gamle katakomber.
Picard kaldte nu Blake op, der var travlt optaget af at modificere sensorerne i den sidste shuttle, så de kunne bruges til at spore de romulanske warbirds, der nu skød på sikker afstand, mens de prøvede på at finde et svagt punkt stjernekrydserens kraftfelter. Synet af P’Tau ansigt på hilsefrekvensen fik begge parter til at bande af hver sin årsag.
Blake, fordi han blev forstyret, og admiral S’Otails fordi han havde troet, at P’Tau var blevet dræbt i et af de mange warbirds, der var blevet tilintetgjort af hans styrker. Picard sagde i skikkelse af P’Tau, at slagkrydseren Tempei skulle søge væk fra Romulus i retning af Polani 4, og at de skulle bruge Meschner taktikken i deres undvigemanøvrer. Blake vidste, hvem og hvad Meschner havde lavet, og at det ville betyde, at Enterprice ville blive tilkaldt. Admiral S’Otail vidste, at der kom forstærkninger fra Polani 4, og at han derfor måtte lægge et baghold for dem.
Riker tastede de nødvendige koordinater ind, og han sende et par tidsforskudte gravitationsringe ud, som først hentede den slørede Defiant til Romulus og senere hentede de to føderale rumskibe Enterprice og Lawrence til deres besætningers store overraskelse. De warbirds, der var under admiral S’Otails kommando, tøvede med at lade fælden klappe. De havde ventet at se oprørske romulanske troppetransportskibe, men nu så de to føderale stjerneskibe.
Løjtnant David Solomon, der havde taget kommando ombord på Enterprice slog øjeblikkeligt alarm, rejste skjoldene til maksimum styrke, og meddelte over hilsefrekvensen, at han havde til opgave at evakuerer ambassadernes personel på Romulus, og at ethvert angreb imod dem ville resultere i en krigstilstand. Admiral S’Otail var for rystet til at lade sine warbirds knuse de for ham at se kun 2 indtrængende føderale rumskibe, så han beordrede dem til at vente et par minutter.
Ombord på Defiant vurderede den chokerede centurion Kizaya, at situationen var sprængfarlig, men da hun kort efter opfangede et skjult signal fra sin far fungerende senatsformand Kirchu, at hun skulle bruge ethvert middel til at afsløre sikkerhedsstyrkernes positioner, bevægelser og kommunikation. Da Kizaya var en af de højest clearede sikkerhedsofficer i det romulanske imperium, så havde hun adgang til radioudstyr og koder, der kunne gøre dette.
Dette udstyr var med ombord på Defiant camoufleret som en del af sløringsudstyret, men hun havde et preserende problem. De mange overlevne romulanere fra slaget ved den neutrale zone, de kunne til nød bemande 2-3 warbirds, hvis de ikke skulle lave andet end at kæmpe. Kizaya meldte dette til sin far, som kontaktede Admiral P’Tau, der igen kontaktede Blake, som sendte de tre erobrede warbirds hen til Defiants position. Worf bemærkede sporene efter de 3 warbirds, og inden han nåede at beskyde dem i den tro, at de var fjendtlige, meldte der sig tre warbirds sig under Kizayas fane.
Kizaya fik kommandoen over de tre warbirds, der sammen med Defiant og Tempei udgjorde den loyale romulanske rumflåde ved Romulus. De 36 overlevne romulanere delte sig i tre hold, der hver beamede over i de ventende warbirds, hvor medlemmerne af Data replikantserie F holdt skansen. Med 12 nye besætningsmedlemmer på de 3 erobrede warbirds blev det muligt at bruge udstyret ombord sammen med Defiants til at spore sikkerhedsstyrkernes warbirds.
De 26 tilbageblevne fjendtlige warbirds var delt i 2 grupper, hvoraf 6 holdt øje med Enterprice og Lawrence. De 20 holdt øje med Tempei, mens de ventede på en angrebsstyrke fra Polani 4, som de vidste var på vej, og det var tydeligt, at de havde lagt et baghold. Blake og Picard diskuterede den taktiske situation igennem, og Blake fik Picard overbevist om, at han skulle erobre 3 warbirds til af den lille gruppe, og at Defiants 3 warbirds skulle ødelægge de 3 sidste warbirds i den gruppe.
Replikantserien F skulle beames over for anden gang. Ødelæggelsen af den lille gruppe warbirds ville splitte bagholdet ad, som derefter kunne nedkæmpes en efter en. Bell indvendte, at det ikke var sikkert, og at der måske var forstærkninger på vej til Romulus fra de andre kolonier i det romulanske imperium. De måtte finde på noget andet, og det fik kadet Wessel til at påpege sine sidste 20 fotontorpedoer, der skulle camoufleres som troppetransportskibe.
Picard sagde, at det kunne bruges. De 20 romulanske warbirds ville gå løs på dem, men de ville ikke få noget ud af det, og hvis de kunne hente oprørsstyrken til Romulus inden de opdagede det, så ville de kunne gennemføre et større modangreb, hvor de kunne nå at nedkæmpe sikkerhedsstyrkerne inden de nåede at samle sig eller tilkalde forstærkninger.
Defiant havde i mellemtiden dirigeret de 3 romulanske warbirds under Kizayas kommando hen til den lille gruppe warbirds, der holdt øje med Enterprice og Lawrences evakuering af det diplomatiske personale fra Romulus, hvilket de gjorde på skift, mens deres sikkerhedsskjolde dækkede hinanden under de mange opbeamninger. Besætningerne på de 3 warbirds nåede næsten ikke at opdage, hvad der skete, da de 12 replikanter skød sig vej igennem besætningerne.
Kizaya beamede derefter yderligere 4 romulanere til hver af de 3 nye erobrede warbirds, så der var 8 besætningsmedlemmer i hver af de 6 erobrede warbirds, hvilket svarede til en brobesætning. Der var ikke plads til nogen skader på nogen af dem, for der var ikke folk til at reparererer dem. De 3 nye warbirds pegede nu deres våben imod de 3 sidste warbirds i den lille gruppe, så de var klar til at skyde dem ned, når den falske oprørflåde blev afsløret det forkerte sted.
Kadet Ian Meschner var blevet taget til fange for et stykke tid siden, men han var til gengæld den, der bedst kunne bruge sin opfindelse af kunstige ormehuller, så derfor meldte han sig frivilligt til at hjælpe Riker og Creek, der skulle sørge for beregningerne af ormehullernes størrelse, retning og afstand til den oprørske romulanske flåde på 28 troppetransportskibe, der var på vej fra Polani 4.
Nu var sikkerhedsfolkene ombord på de romulanske warbirds ikke idioter, de havde studeret de talrige eksplosioner fra de warbirds, de havde mistet, og dem de havde fået ramt på. Meschner var klar over, at de måtte have opdaget, at de i bund og grund havde skudt noget nær 60 falske mål ned, og at de derfor ikke ville reagere på det næste mål, før de havde undersøgt det til bunds. De havde ikke råd til flere tab, men de vidste, at fjenden kun havde få skibe i kredsløb om Romulus, og at det var dem, der skabte så mange problemer for dem.
Meschner havde ret i, at admiral S’Otail ikke ville angribe det første og bedste mål, men at han ville afvente oprørernes næste træk, så han med sine 26 (23) warbirds kunne gå i gang med at nedkæmpe og slagte oprørerne. Hvis Blakes plan skulle lykkes, så skulle admiral S’Otail tro, at han angreb den rigtige oprørsstyrke, og han skulle fører sine warbirds i en fælde uden at ane, hvad han gjorde. Det var klart for Meschner, at han måtte gøre noget uventet, og han vidste præcis hvad.
Riker og Creek opfattede ikke, at Meschner genererede et ekstra ormehul, mens de var optaget af at sende det første afsted til et punkt umiddelbart foran de 28 troppetransportskibe. Det ekstra ormehul blev lagt ind imellem sikkerhedsstyrkernes warbirds og ankomstpunktet for oprørsstyrkerne. Og da Wessel aktiverede de 20 holografiske fotontorpedoer det forkerte sted, så reagerede admiral S’Otail ikke som forventet. Ingen af hans Warbirds gik til angreb, og de ignorerede signalerne fra dem.
Blake sendte besked til Picard om at afbryde Linebreakers ormehuller, men de var allerede sendt ud, og snart efter ankom det ene overraskede romulanske troppetransportskib til Romulus efter det andet. Admiral S’Otail vidste, at det var byttet, som han var efter, og han beordrede et massivt angreb ind, og de 20 warbirds fløj i formation lige imod troppetransportskibene. Alt synes nu at være tabt, for troppetransportskibene var ikke i stand til at kæmpe ret længe imod de fineste og mest moderne romulanske warbirds.
Kizaya gjorde kort proces med de 3 warbirds, der i samme øjeblik gik til angreb på Enterprice og Lawrence, og man kunne med undren på de 2 føderale stjerneskibe konstatere, at der eksploderede 3 warbirds lige i nærheden, og at de 6 erobrede warbirds fløj vildt skydende efter admiral S’Otail 20 angribende warbirds, men de var for langt bagefter. Men de så til deres rædsel Meschners lille fælde klappe i om den fjendtlige formation af warbirds.
Det tredje lille og derfor ret ustabile ormehul nåede frem til Romulus sol, hvor den sugede nok materiale til 10.000 års energiforbrug fra solen og sendte det som en solarflare lige ind i formationen. Admiral S’Otail 20 resterende warbirds blev fordampet i denne kæmpe solarflare, og der var intet spor af dem bagefter. Kizayas 6 warbirds brød af, inden de nåede frem til plasmaflammen, og de så den dø ud og fortsætte som en glødende gassky ud i verdensrummet væk fra Romulus.
Riker og Creek stirrede på kadet Meschner, der tavst havde bevidnet effekten af sin fælde. De 2 ældre officerer og alle de andre officerer var næsten lammede over den skæbne, som de romulanske sikkerhedsfolk havde lidt, og over at en så ung kadet havde tilintetgjort dem på den måde. De kunstige ormehuller kunne bruges som et frygteligt våben, og som en hurtig metode til at komme til et sted, hvor der var brug for et rumskib. Meschner rejste sig og gik fra sin kontrolstation, mens han trak vejret tungt. Han kunne ikke længere udføre sit arbejde.
Siden Yankov havde beamet sig ned på Romulus, havde hun haft travlt. Hun havde kontaktet ledelsen af den menneskelige del af J’Tai Yanla, som hun gav et kopi af kadetternes projekter, resultaterne af dem og deres svagheder. De 5 ledere sammenkaldte deres folk, som fik deres ordre til at formere den hemmelige hær af mennesker, og imens det skete brugte Yankov sammen med et par andre teknikkere tiden på at replikere en række bærbare kraftskjolde og nogle våben.
Snart efter var hæren formeret, de marcherede imod sikkerhedsfolkenes lukkede by, hvor en masse romulanske civile var blevet dræbt under det første spontane oprør, som admiral Cavit’s forrædderi imod det romulanske senat havde startet. Demonstranterne var udmattede, lå i dækning og gjorde hvad de kunne, mens de beskød vagtposterne på sikkerhedsbyens murer. Inde bag murene gjorde sikkerhedsfolkene sig klar til et massivt udfald, og snart ville de genvinde kontrollen.
De udmattede romulansk demonstranter så nu en gruppe fra den foragtede romulanske kaste, der arbejdede udelukkende med kloakker med mere, komme gående frit fremme på en linje. De tiltrak sig straks vagtposternes opmærksomhed, og de blev beskudt. Til deres overraskelse blev fazerskudene absorberet af de bærbare kraftskjolde, og linjen af romulanere kom nærmere og nærmere. De urolige vagtposter slog alarm, og admiral Cavit beordrede det tunge skyts frem.
Men før disse våben kunne rettes ind imod den fremrykkende linje af romulanere, så rettede Yankov, der gik i linjen, sit medbragte våben imod en af de store portdøre. Et enkelt skud forvandlede en del af portdøren til antistof, der reagerede voldsomt med panserstålet, og eksplosionen sendte den flere hundrede tons tunge port langt ind i portgården, hvor flere opstillede romulanske sikkerhedsfolk blev mejet ned som med en le.
Admiral Cavit stod på en balkon og så sine folk blive mast af porten. Yankov sendte et nyt antistofskud imod den anden portdør, der ligeledes mejede en masse romulanske sikkerhedsfolk og ødelagde et større antal luftfartøjer, der stod klar til deres offensiv. Panikken bredte sig imellem sikkerhedsfolkene, og de åbne ild med alt, hvad de havde imod den romulanske linje af oprørerer. Nu fik de bærbare kraftfelter virkelig noget at lave.
De udnyttede energien i disruptorskudene til dels at forstærke kraftfeltet og dels for at returnere energien til afsenderne, som en efter en faktisk skød sig selv. De kunne lige så godt have skudt ind i et spejl, det var kun dem, der skød i bevægelse, som ikke blev ramt af den reflekterede energi, men de blev beskudt af de våben, som den romulanske linje af oprørerer bar. En efter en tømte de gårdspladsen for levende sikkerhedsfolk, som efterhånden begyndte at flygte fra deres poster.
Yankov rettede sit våben imod de bygninger, der stod rundt om gårdspladsen, og hun pulveriserede dem en efter en med sit antistofvåben. Hundredevis af sikkerhedsfolk døde knust under disse bygninger, men admiral Cavit var for længst flygtet længere ind i sikkerhedsbyens kompleks. I det øjeblik så de romulanske oprørerer forfærdet, hvordan en ildtunge lynhurtigt skød ud fra den romulanske sol, og de så tyve små ildglimt yderst i ildtungen, hvor admiral S’Otail endte sine dage.
Alle ligesom frøs til is ved synet. Admiral Cavit mistede i samme øjeblik forbindelsen med admiral S’Otail, og han var klar over, at slaget om Romulus var tabt. Så længe admiral S’Otail havde kontroleret rummet, så havde de haft en chance, men nu var det for sent. Kun flugten var tilbage som en sidste mulighed. Derfor ændrede admiral Cavit kurs imod en hemmelig kæmpesilo, hvor der blev bygget en ny og mere moderne kæmpemæssig slagkrydser i Tempei klassen.
Admiral Cavit var overbevist om, at den nye slagkrydser kunne skyde sig ud af ethvert baghold ude i rummet, og de ville vende frygteligt tilbage, når de havde samlet alle de sikkerhedsfolk sammen, der var spredt ud over de romulanske imperium. Et signal til opbrud blev sendt over kommandantfrekvensen, som fortalte eliten af eliten, at det var tid at forsvinde fra deres poster. Udvalgte besætningsmedlemmer var på plads i slagkrydseren T’Alios, og nu ankom den ene højtstående sikkerhedsofficer efter den anden med deres ejendele, deres elskerinder og i få tilfælde med deres familier.
| 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 |
| Home | Filmplots |
Fortsættelse følger i kapitel 8, når jeg gider skrive det. Johnny Nielsen.