Star trek 9:

The rebellius starfleet kadets.

Kapitel 2:

Angrebet på Lawrence.

I cockpittets vindue tonede konturerne af stjernefregatten Lawrence frem, mens Wallbreaker gled nærmere og nærmere imod den. Kaptajn Data var i gang med en videnskabelig undersøgelse af en brun dværgstjerne, der viste tegn på kontinentdannelse på dens rødglødende overflade. Hans næstkommanderende commander Amanda D’Soto, der stod ved sensorpanelet, opfangede nogle svage spor efter tacyoner, og hun slog alarm. Lawrence reflektorskjold blev rejst lige i rette øjeblik til at forhindre en opbeamning af Data. Stjernefregatten Lawrence gik øjeblikkelig i rød alarm.

I Wallbreakers cockpit modtog Blake beskeden om, at Lovensteins snigmanøvre var slået fejl. Peter Wessel satte sig hen ved et kontrolpanel og meddelte, at fotontorpedoerne var klar. Blake nikkede til ham, og Wessel affyrede tre fotontorpedoer ind foran Lawrence. De bremsede op foran stjernefregatten, hvorefter fotontorpedoerne aktiverede deres holografgeneratorer. Samtidigt deaktiverede Eric Sleicher rumtidsforskydningsfeltet, mens Wessel aktiverede deres egne holografgeneratorer.

Data og brobesætningen ombord på Lawrence så nu fire romulanske warbirds synliggøre sig lige foran stjernefregatten Lawrence. Jack Fletcher aktiverede nu et holografi af en romulansk brobesætning, der modtog opkaldet fra Data, som fik besked på en ubetinget øjeblikkelig overgivelse, inden der blev åbnet ild. D’Soto oplyste fra sensorpanelet, at der var noget besynderligt ved de fire romulanske warbirds. Der kunne kun registreres 16 livsformer på den ene af dem.

Data kalkulerede, at der var tale om en ny slags krigslist, og han affyrede sine fotontorpedoer imod de tre nærmeste warbirds, mens han dirigerede sine fazere imod det fjerde romulanske skib. Til Datas overraskelse passerede fotontorpedoerne lige igennem de tre romulanske warbirds, der derefter fløj med kollisionskurs lige imod Lawrence. Selv med maksimum styrke på reflektorskjoldet kunne de tre fotontorpedoers detonationer smelte en del af reflektorskjoldets sikringer.

Fazerskudene blev derimod opfanget af Wallbreakers´s reflektorskjold, Tybal sendte fazerskudene retur til Lawrence, hvor de sidste sikringer og dermed reflektorskjoldet brød helt sammen. Data blev nu beamet fra broen på hans skib af Lovenstein, og inden Data nåede at affyre sin håndfazer imod Lovenstein, så lagde Carmen Lopez et fikserende minikraftfelt omkring kaptajn Data. Jack Donnaldson deaktiverede hurtigt og effektivt Data, trods hans protester, og de bragte ham hen til konstruktionsgruppens shuttle, hvor Data skulle bruges til en række konstruktionsforsøg.

Picard havde fra sin plads bevidnet alt, hvad der var sket på en række skærme. Han havde med stigende vrede set angrebet på stjernefregatten Lawrence, og han knyttede sin hånd, da modangrebet blev slået tilbage. Blake havde set på Picard efter tegn på anerkendelse, men det var svært at bedømme Picard´s stenansigt. Kidnapningen af Data var planlagt fra starten, men kidnapningen af Picard var en improvisation. Picard´s anerkendelse af Wallbreaker´s strategiske værdi og taktiske evner var vigtig. Wallbreaker skulle vise vejen frem for føderationen.

Ombord på Lawrence.

Stjernefregatten Lawrence tilbageblevne brobesætning så den romulanske warbird trække sig bort og sløre sig. D’Soto genså sporene efter tacyoner, og hun beordrede en forfølgelse af det romulanske rumskib, der havde kurs imod den neutrale zone. Alle gik i gang med at analysere de videnskabelige data fra sensorerne, mens D’Soto kontaktede Enterprice og meddelte dem, at Kaptajn Data var blevet kidnappet af romulanerne. Hendes melding sendte stjerneflåden i højeste beredskab.

Kaptajn Riker modtog D’Soto´s nødopkald, og da Lawrence var på vej imod den neutrale zone i hælene på et tachyonspor, gav Riker nu D’Soto ordre om at møde Enterprice ved grænsen. Ombord på Lawrence blev man nogle timer senere opmærksom på et enkelt diffust billede i optagelsen fra den romulanske warbirds bro. Det viste ved nærmere analyse fire mennesker i cockpittet på en transportschuttle. Tre kadetter og en vred kontreadmiral. Picard. De havde fundet Picard.

Dataene fra sensorerne med hensyn til livsformerne viste positionerne på de 16 livsformer. De var tilstrækkelig præcise, til at man kunne fastslå formen på det angribende skib og den biologiske baggrund for de 16 livsformer. Der var tale om 15 mennesker og en vulkaner i et ringformet rumfartøj. Oplysningerne fra Enterprice om kidnapningen af Picard, de 15 forsvundne kadetter og de seks forsvundne transportschuttles sammenholdt med livsformernes positioner leverede et grundlag for en skitsering af det ukendte rumfartøj.

D’Soto kaldte Enterprice endnu engang, og hun informerede Riker om, hvad Lawrence havde opdaget om det falske romulanske skib. Riker meddelte nu over en sikker kanal til D’Soto, at 15 kadetter fra stjerneakademiet havde gjort oprør, bygget et nyt slagkraftigt rumskib og kidnappet kontreadmiral Jean Luc Picard. Detaljerne om kadetterne ville D’Soto få ved mødestedet. Mens samtalen tog sted skiftede tachyonsporet kurs og ophørte, og det blev meldt videre til Riker.

Eksperimenterne på Wallbreaker.

Blake blev opmærksom på, at Lawrence forfulgte dem med maksimum worpfart. Det fik ham til at få de andre til at undersøge deres maskineri for spor efter udslip, der kunne spores. Sleicher meddelte, at en af hans rumtidsforskydningsgeneratorer var defekt, og at den efterlod et svagt spor af tacyoner bag sig. Blake bad konstruktionsgruppen om at levere en ny generator. Seaver, Fletcher og Lovenstein lavede en holografisk reproduktion af generatoren, som blev beamet på plads. I mens blev den gamle generator reduceret til energi og lagret af Jane Donnaldson.

Picard spurte nu til Data´s skæbne, Blake pegede bagud imod turboliften, og Picard gik først ind i den. I den transportschuttle, der fungerede som et laboratorium, sad Data fastspændt i en stol. Jack Donnaldson var sammen med sin søster Jane og Jack Fletcher i gang med at undersøge mulighederne for at reproducere Data´s positronske neurale netværk. Blake forklarede Picard, at de havde brug for et antal androider til et senere eksperiment.

Jack Donnaldson deaktiverede Data´s motorik, inden han aktiverede de højere funktioner. Data kom til live fra halsen og op. Efter lidt forvirring fik Data greb om situationen, og han spurte Picard om, hvad der var sket. Blake svarede for Picard, at Data skulle replikeres i fuld skala. Data indvendte, at dette ikke var muligt, da de molekylære positronske kredsløb konstant ændrede struktur som følge af en konstant løbende omprogrammering. Konstruktionsgruppens øvrige medlemmer Jill Seaver og Ann Lovenstein kom nu ind i laboratoriet.

Blake svarede, at oplysningerne fra opbeamningen sammenholdt med en holografisk afbildning og en stoftilførsel under en stationær opbeamning ville resultere i en replikation af Data´s positronske netværk. Der ville måske være problemer med selve programmeringen af replikatet. Det ville komme an på en prøve. Konstruktionsgruppen gik sammen i gang med produceringen af den første replikat. Først genererede Fletcher et holografi af Data på transporterplatformen, og så startes replikeringsprocessen med en stoftilførsel og en stationær opbeamning.

Den første kopiering af Data dukkede op på transporterplatformen, denne kopi hævede armen for at skyde Lovenstein, men standsede sig selv, da den så Picard stå ved siden af hende. Replikanten Data A1 blev afvæbnet, og han fik nu øje på sig selv siddende i stolen. Data A1 bad om en forklaring, som Blake gav, mens Jack Donnaldson skannede replikanten. Efter undersøgelsen konkluderede han, at Data A1 var 98,7 % korrekt kopieret, men at Data A1 positronske neurale netværk ville korrodere med en resulterende sammenbrænding efter 12 timer. Derfor deaktiveredes Data A1.

Blake spurte til årsagen, og fik som svar, at kopieringen af Data´s programmer var for detaljerede til, at man holografisk kunne kopiere Data nøjagtigt. Blake gik hen til den fastspændte Data og åbnede den ene kranieluge, han satte et interfase kabel fast og bad Jack D. om at kopiere Data´s stamfunktioner over i computeren. Jack D. gjorde dette, og dernæst bad Blake om replikeringen af endnu en androide, dog uden den interne programmering intakt.

Snart efter stod en fuldkommen livløs Data A2 på transporterplatformen. Jack D. skannede den igennem og fandt den til at være 99,97 % korrekt kopieret. Interfasekablet blev sat ind i hovedet på Data A2 og Data´s stamfunktionsprogrammer blev kopieret ind i Data A2´s positronske neurale netværk. Jack D. konstaterede, at Data A2 kun udførte verbale kommandoer. Derfor overførte han en del andre underprogrammer fra Data til Data A2 via interfasekablet.

Picard havde stået og diskuteret diskret med Data om konsekvenserne af replikeringen af Data, det var tydeligt, at Data fandt processen fascinerende, og at Picard ville have Data til at skride ind imod denne eksperimentering. Data meddelte, at det var umuligt for ham at reaktivere sig selv fuldt ud, så længe forbindelserne til kroppens øvrige funktioner var manuelt afbrudte. Blake afbrød dem, da han bad Picard om at følge med til en videnskabsstation i en anden transportschuttle.

Wallbreaker´s hastighedsforsøg.

Picard og Blake tog turboliften hen til den transportschuttle, der fungerede som Wallbreakers maskinrum. Der ventede kadetterne Dan Weaver og Bill Goddart sammen med Ian Meschner. Blake spurte, om de var klar til hastighedsforsøget. De tre kadetter nikkede, hvorefter Weaver og Goddart satte sig ved kontrolpultene og indtastede en række sekvenskommandoer til computeren. Picard så på en computerskærm, at det ringformede kraftfelt omkring Wallbreaker tog til i størrelse.

Blake forklarede, at Wallbreaker i realiteten var en flyvende rumjetmotor med et kombineret worp- og kraftfelt, som virkede med en indsugning af det interstellare stof, der var i rummet. Kraftfeltet komprimerede det interstellare stof i midten, og med maksimal indpumpning af antistof samtidigt, så flyver Wallbreaker af sted med worphastigheder. Weaver meddelte, at de nu fløj med worpfaktor 9,35 og en effektivitetsfaktor på ca. 97,5 % (9,35³ x 0,975 = 941). Det vil sige 941 gange lysets hastighed. Enterprice E kunne med maksimum worp flyve næsten 1.000 gange lysets hastighed.

Blake kaldte Jarouch over radioen og spurte, om han var klar til hans forsøg. Vulkaneren svarede bekræftende, og han startede sine gravitationsfeltgeneratorer, som han fokuserede på plasmastrømmen fra worpfeltet. Derved skete der det, at hastigheden steg til worpfaktor 17,3. Jarouch øgede styrken på gravitationsfeltgeneratorene, og hastigheden øgedes til worpfaktor 25,8. Wallbreaker begyndte nu at vibrere, da kraftfelterne fluktuerede under kompressionen fra det interstellare stof. Med en hastighed på 21.080 gange lysets hastighed var rummet ikke længere tomt.

Picard vantro udtryk fik Blake til at forklare, at Jarouch gravitationsforsøg gik ud på at fastholde plasmastrømmen fra worpfeltet i rummets tyngdefelter, derved virker plasmastrømmen som et fast punkt, og farten fordobles i teorien. Aktion var ikke længere lig reaktion, da reaktionen fastholdes på stedet af det omgivende rums tyngdefelter. Stjernesystemerne tyngdefelter bruges som afsæt ligesom trampoliner, og de optager Wallbreakers reaktionskræfter med minimale kurs og hastighedsændringer. Dette var fuldstændigt ulogisk, men det virkede i praksis.

Picard indvendte, at der var en naturlig hastighedsgrænse, som intet stjerneskib kunne overskride på grund af tilstedeværelsen af det interstellare stof i form af partikler, fotoner og kraftfelter. Ved disse høje hastigheder virkede disse som en mur. Blake svarede, at muren ved worpfaktor 9,8 kun eksisterede, fordi stjerneskibe af galakseklassen ikke kunne reflektere eller indsuge interstellart stof tilstrækkeligt hurtigt. Samtidigt kan der ikke pumpes antistof tilsvarende hurtigt ind til worpkernen, derfor er worpmuren reelt et teknisk problem i stedet for et fysisk problem, der kan løses teknisk.

Jarouch havde fundet optegnelser i en gammel logbog, der fortalte om et vulkansk stjerneskib, som havde oplevet en uforklarlig hastighedsforøgelse, da den passerede tæt forbi en ældre supernova. Man havde dengang antaget, at det var neutronstjernes tyngdefelt, der havde påvirket hastigheden. Ingen havde mistænkt manglen på stjernestøv som årsagen. Jarouch havde foretaget en række simuleringer af situationen og fundet, at man i absolut tomt rum kunne overskride worpmuren, og hvis man ikke havde et absolut tomt rum, så måtte man lave det. Men stjerneakademiet havde forkastet hans projekt uden at undersøge dens realiserbarhed.

Dette havde været startskuddet til projekt Wallbreaker. Flere kadetter havde en række dristige ideer, som hver for sig var intetsigende, men de ville være mere overbevisende samlet i et projekt. Derfor havde Blake samlet en lille gruppe kadetter om et fælles projekt. Stjerneakademiets ledelse afviste det hele med en række tynde undskyldninger. Det var dråben. Blake fortalte videre, at da han hørte, at konstruktionsgruppens projekt blev afvist, så han en mulighed for at bevise, at stjerneakademiets ledelse havde afvist deres projekter på et forkert grundlag.

Picard spurte om Blakes projekt. Blake fortalte, at hans projekt handlede om romulanernes taktiske dispositioner. Hans projekt var blevet afvist fire gange, selv om han havde underbygget det mere og mere, og han var overbevist om, at der var nogen, der ikke ønskede at lade hans teorier blive en del af stjerneflådens taktiske planlægning.

Picard så spørgende på ham. Blake mente, at romulanerne havde et loyalitetsproblem inden for egne rækker. De havde masser af kampklare rumskibe, men kun få loyale besætninger, og da legionerne i det romulanske imperium blev kun sjældent flyttet, så kunne kun meget få romulanere skaffe sig et overblik over den reelle strategiske situation i det romulanske imperium. Blake ønskede at skaffe sig dette strategiske overblik, når testflyvningen var overstået.

Picard, der selv var interesseret i strategiske dispositioner, indvendte, at det ikke beviste noget. Man manglede pålidelige efterretninger fra det romulanske imperium, og derfor kunne man ikke slutte noget så drastisk ud af dette. Blake indvendte, at manglen på interstellar trafik inde i det romulanske imperium tydede på, at de fleste kolonier, baser og udposter var isolerede. Der var kun få møder med romulanske rumskibe langs den neutrale zone, og man havde ikke været i kamp med romulanerne længe. De prøvede ustandseligt at provokere et føderalt angreb, men de havde en tendens til at trække sig ud, når det blev for hedt.

Blake fortsatte, romulanerne snare testede føderationens beredskab for at få bekræftet, at føderationen ikke ville angribe, mens romulanerne selv ønskede at giver det indtryk, at de var klar til at angribe hvert øjeblik. Romulanerne spillede poker, og de bluffede stort. Manglen på troppetransporter fortalte i det lys, at der manglede transportskibe, men føderationens ambassadører på Romulus i hjertet af det romulanske imperium fortæller om regelmæssige søsætninger af nye rumskibe. Der manglede snarere loyale besætninger til alle disse nye stjerneskibe.

Føderationens stjerneskibe bag det romulanske imperium kortlægger en masse beboede stjernesystemer, som ikke har modtaget besøg af romulanske stjerneskibe længe. Det romulanske imperium syntes at være gået i stå. Det ville stjerneakademiets lærestab ikke tro på, og derfor vil Blake bevise sin teori. Blake sluttede med, at Wallbreaker var designet til hemmelige missioner bag fjendtlige linier, og derfor skulle de en tur bag fjendens linier. Jarouch meddelte nu, at de var fremme ved galaksegabet, og de var klar til test nummer to.

Blake førte Picard via turboliften hen til videnskabsstation 2 i en transportschuttle. Der ventede kadet Ian Meschner ved et kontrolpanel. Blake sagde, at Meschner´s rumfysikprojekt gik ud på at genererer kunstige ormehuller. Meschner gik i gang med at indtaste en række data, mens Wallbreaker gled ud af worp i det tomme rum, der var imellem mælkevejens to spiralarme. Her var det muligt at gennemføre forsøget med at genererer et ormehul uden at genere andre stjernesystemer.

Blake satte sig ved den anden kontrolpult, hvorefter han fik overført flyvekontrollen over Wallbreaker til denne transportschuttle. Meschner tastede de sidste kommandosekvenser ind, og Picard så fra sin plads, hvordan kraftfeltet omkring Wallbreaker ligesom sendte en roterende ringformet energifelt fremefter. Denne ring begyndte at forvrænge lyset fra de bagved liggende stjerner. Samtidigt sendte Meschner en mindre modsat roterende ring igennem den første ring, og Picard så, hvordan den blev trykket sammen og opslugt af den første store ring.

Inde i midten af den første ring kunne Picard se, hvordan stjernerne i baggrunden blev forstørret med en teleskopagtig lyseffekt. Meschner tastede på et par knapper og meddelte, at ormehullet nu var 50 lysår langt, og at det ville være stabilt i cirka 5 minutter, inden ringene begyndte at trække sig sammen og kolapse. Blake meldte til Wessel, at han skulle sende en sonde frem og tilbage igennem ormehullet. Picard så sonden forsvinde i ormehullet, 12 sekunder senere kom det tilbage, og Wessel meddelte, at flyvetiden igennem ormehullet ville være på 5 sekunder.

Blake fløj nu ind igennem ormehullet, hvor skinnende hvidt lys passerede forbi Wallbreaker, og kun 5 sekunder senere brød de igennem den anden side af ormehullet 50 lysår længere væk. Blake overgav flyvekontrollen til motorrummet, og han vendte sig imod Picard, der stirrede vantro på den unge kadet Meschner. En rumfysikstuderende havde skabt et kunstigt ormehul. Blake forklarede, at det var lykkedes Meschner at genererer selvforstærkende gravitationsfelter, der kunne accelererer eller deaccelererer ethvert objekt afhængigt af fra hvilken side, det nærmede sig ringen.

Rotationen i ringen gjorde, at tyngdefelterne roterede som en spiral rundt langs ringens overflade, mens det flettede tyngdefeltlinierne strammere og strammere. Ringens tyngdefelt forstærkedes på denne måde, og en kunstig singularitet dannedes i ringens midtpunkt. En anden modsat rettet ring sendt igennem den første ring ville trække singulariten ud i en lang tråd, og det ville blive muligt at rejse langs en endimensional singularitetslinie.

Picard bemærkede, at naturlige ormehuller kun eksisterede, når der blev transporteret materiale igennem det. Meschner svarede, at naturlige ormehuller dannedes parvist af enten kollapsede neutronstjerner eller sorte huller, der roterede så hurtigt, at centrifugalkraften fik dem til at skifte form fra kugler til ringe. Indre strømninger i disse roterende ringe kunne spalte dem på langs, således at de dannede to modsat roterende ringe, hvor imellem der var en forbindelse i form af en tunnel af ren singularitet. Hver ring driver så fra hinanden på grund af de interstellare bevægelser.

Meschner fortsatte, at nogle sorte huller spaltes ikke i to ringe på grund af en indre stofmangel. De bliver ustabile, hvorved sigularitetspunktet kommer i svingninger. Det resulterer i ustabile ormehuller, der søger efter andre ustabile ormehuller, som de kan danne par med. Blake supplerede med, at ustabile neutronstjerner og sorte huller til sidst rev sig i stykker med spektakulære gammaeksplosioner. Det var i øvrigt ikke lykkedes føderationens astronomer at observere en sådan eksplosion, og derfor blev Meschners projekt afvist af akademiet.

Blake gav nu ordre om, at kursen blev lagt mod den neutrale zone. I laboratoriet lagde Jack D. sidste hånd på replikantserien Data B1 til Data B12. Data A2 var stadig aktiv, mens Data A1 var lagt i mølpose. Kaptajn Data sad stadig fastspændt til sin stol, mens Jack D. programmerede de 12 nye androider til deres mission. Jack D. meldte til Blake, at han havde eksperimenteret med ansigtsformen på B serien, for at de nemmere kunne kendes fra hinanden. Ingen af de 12 nyeste kopier af Data lignede den originale Data.