Rumfærgen:
Home Rumfart Rumfærgen Lastfærgen Rumstationer Venus Rumfærgen blev udviklet og bygget i halvfjerserne. Først den 12. april 1981 blev Columbia sendt op efter en del tekniske og økonomiske forsinkelser, der blandt andet kostede rumstationen Scylab livet over det Indiske Ocean. Det var meningen, at rumfærgen skulle sendes op mere regelmæssigt, men det lykkes ikke NASA med deres strammere og strammere budgetter at få flere end 6-8 rumfærger op om året. Denne svaghed var med til at trække tæppet væk under NASA´s økonomiske grundlag først i firserne.
Udviklingen af rumfærgen indtil Challenger katastrofen var præget af de trange økonomiske tider. Det var nødvendigt at "låne" dele fra de andre rumfærger, når der skulle opsendes en rumfærge, og det tog for lang tid at gøre rumfærgerne klar til opsendelse. Det kunne gøres på ca. tre måneder, men det var langt fra den planlagte uge, som var målet. Det var også målet at sende en rumfærge op hver 14.ne dag, men heller ikke det mål blev nået. Columbia lå i "havn" først i 7 måneder, så i 4 måneder og til sidst i 3 måneder.
Rumfærgens opgaver var og er følgende:
- Opsendelse, indfangning og tankning af satelitter.
- Satelitreparationer i rummet.
- Observation af jorden.
- Kortlægning ved hjælp af kameraer og radar.
- Medicinske eksperimenter.
- Forsøg med produktion i vægtløshed.
- Astronomiske observationer.
De fire rumfærger Columbia, Challenger, Atlantis og Discovery havde efter 20 operative opsendelser fået opsendt 25 kommercielle satelitter, det europæiske Spacelab, 2 satelitter var blevet bjerget, og 2 andre var blevet reparareret i rummet. Rumfærgen var et unikt stykke værktøj og en fornuftig platform for bemandet rumflyvning, der kunne bruges til lidt af hvert.
Den 25.ne opsendelse med Challenger d. 28 januar 1986 gik galt 73 sekunder efter starten. Problemet var et par iskolde gummipakninger i en af de store løfteraketter, som i løbet af det første halve sekund blev brændt igennem af de varme klorgasser fra løfteraketten. Ca. 1 minut senere brændte raketgasserne igennem siden på den og den smeltede på 13 sekunder ophænget til den store hovedtank, der så revnede og eksploderede.
Alle 7 astronauter i rumfærgen blev enten slået bevistløs i eksplosionsøjeblikket, kvalt af luftmangel i 14,5 km højde (Eksplosionshøjden. Rumfærgekabinen fløj i en bue op til 31,5 km højde, før det gik nedad igen) eller de døde 2 minutter og 45 sekunder senere, da kabinen ramte havet med i alt 330 km/t eller en kraft på 200 gange tyngdekraften. Kun tre astronauter brugte af nødforsyningens iltbeholdning, og de kunne kun aktiveres af en bagved sidende astronaut, så nogle af astronauterne må have overlevet selve eksplosionen.
Computerne registrerede et trykfald, da løfteraketten brændte igennem 60 sekunder efter starten, og det kompenserede de tre hovedmotorer for ved at dreje den ene dysse 4 grader udaf. En "hvad nu hvis" situation kunne have været blevet virkelighed, hvis rumfærgens computere i samme sekund havde kunne aktiveret et nødprogram, der først sprænger faststofraketterne løs for tidligt, så bortkastes hovedtanken, så rumfærgen kunne vende i luften og lande uskadt på J. F. Kennedy rumfartscenters landingsbane.
Desværre tænkte ingen på, hvad der ville være sket, hvis der opstod et trykfald i en af løfteraketterne, og hvad der i så fald skulle gøres pr. automatik via computerne. Hvis rumfærgesystemet skal forbedres, så vil det være naturligt at udvikle et abortprogram, der reagere på trykfald og pluslige dysekorrektioner. Kun i selve startøjeblikket kan der ikke tages højde for tekniske uheld. Eksplosionskraften fra rumfærgen svarer i starten til en trekvart Hiroshima bombe, dvs. 3 kilotons TNT, der er dræbende for alt inden for 500 meters afstand.
Detailjer om rumfærgen:
Rumfærgen består af en rumfærge, en hovedtank og to løfteraketter, der tilsammen kan sende en stor last på ca. 20-24 tons op i et lavt kredsløb 2-300 km over jorden, og kun 16 tons i et lavt polart kredsløb, da man ikke kan udnytte jordens rotationshastighed. Hele "stakken", som den kaldes, vejer ca. 2000 tons i selve opsendelsesøjeblikket, når den affyres fra J. F. Kennedy rumcenteret i Florida.
Rumfærgen består groft sagt af en motorsektion med tre hovedmotorer på hver ca. 5 tons inklusiv ophænget til dem, en lastsektion med brændselceller nederst, en cookpitsektion med plads til 7-8 astronauter på 3 dæk og et par korte deltavinger. Yderst er der 31.000 keramiske kakler, der skal fungere som varmeskjold, når rumfærgen returnere igennem atmosfæren. Hele rumfærgen vejer omkring 80 tons, når den lander igen.
Hovedtanken måler 8,4 meter i diameter og 46,9 meter i længden, og den rummer ½ million liter ilt og 1½ million liter brint ved henholdsvis -182 grader og -256 grader. Det flydende brændstof vejer tilsammen ca. 800 tons, og hovedtanken vejer 35,4 tons. Rumfærgens 3 hovedmotorer brænder indholdet i hovedtanken af i løbet af 8 minutter og 34 sekunder, hvorefter hovedtanken kastes bort.
De to løfteraketter måler 45 meter i højden og knapt 3,7 meter i diameter. De vejer 544 tons hver, og de udvikler trykkraft nok til at udføre 5/6 af arbejdet med at løfte rumfærgen op i kredsløb om jorden. Efter 2 minutter skal løfteraketterne frigøres i 44 km højde, og de lander med faldskærm i havet ca. 230 km fra Florida´s kystlinie, så de kan samles op igen og genbruges ved endnu en opsendelse.
NASA efter Challenger
Det tog NASA flere måneder at få placeret sorteper for katastrofen mere eller mindre der, hvor den hørte hjemme, men visse personer i NASA og Aerospaceindustrien slap for ansvaret. Først 32 måneder efter ulykken d. 29 september 1988 lettede Discovery igen, men da havde man gennemført hundredevis af ændringer på rumfærgen og løfteraketterne. Man byggede også en ny rumfærge, der fik navnet Endeavour, i stedet for den ødelagte Challenger, og den blev sendt op første gang i 1992.
I 1989 skulle NASA opsende 9 rumfærger, men forsigtighed gjorde, at kun 5 kom op, og NASA´s personel ville ikke lade sig presse til at tage smutveje ligesom tidligere. De tre gamle rumfærger fik bl.a. startforbud en kort tid, da der først i 1990 blev konstanteret revner i brændstofledningerne til hovedmotorene. Den største succes NASA fik, var da rumteleskobet Hubble endelig efter 7 års forsinkelse kom op i 1990.
Det store spejl var desvære fejlslebet pga. en fejl i kontrolapparaturet, så der faldt brænde ned, da det blev opdaget i maj/juni 1990. Men NASA reddede æren igen, da de gennemførte et kompliseret eftersyn og en reparation af Hubble, der fik et par specialkonstruerede briller sat ind, så linsefejlen blev korrigeret. NASA var nu klar til alt i rummet, og de samarbejdede med russerne på rumstation Mir.
Nu i år 2000 er Mir blevet forladt efter flere dramatiske russiske eventyr, brand, kollisioner og computerfejl, der alle potentielt var livstruende for den blandede besætning af russere, amerikanere og andre europæiske gæster på Mir. Næste trin er den internationale rumstation, hvor alle rumfarende nationer skal være med til at bygge en del og amerikanerne det meste. Rumfærgen skal tage slæbet, men det er den egentligt ikke bygget til at gøre, og rumstationen "Freedom" er efter min mening konstrueret forkert og uensartet.
Home Rumfart Rumfærgen Lastfærgen Rumstationer Venus