Pengene

Problemerne med pengene løses således

Dette emne er større end det umiddelbart ser ud til. Jeg har et underligt forhold til penge. Det er jo bare tal på små stykker pænt dekoreret papir, som kan tjenes og bruges til livets underhold og nødvendigheder. Der er begreber som udbud og efterspørgsel, der skal tages hensyn til. Penge er det, der skiller en fra fattigdommen og de deraf følgende problemer, så de er meget vigtige. Jeg har den opfattelse, at penge er et middel, der skal bruges til at holde det økonomiske kredsløb i samfundet i gang, og ikke noget man skal gemme væk under madrasser eller andre støvede steder.

"Money? Use them or loose them."

Det økonomiske kredsløb

Man skal kunne tjene penge, før man kan bruge penge. OK, men hvad nu hvis der ikke er penge at tjene? Så er det problemmet med fattigdommen, der behersker den økonomiske situation. Der er et ordsprog, der siger: "At en krone sparet er en krone tjent." Det passer ikke efter min mening. Ordsproget: "En krone brugt er en krone tjent." passer bedre. Det betyder, at for hver krone, der bruges, så er der en eller anden, der har tjent en krone, som han eller hun så kan leve af en dag, når de faste udgifter er betalt.

Det er i bund og grund et åbent spørgsmål om, hvem der kom først. Hønen eller ægget? Indkomsten eller udgiften? Hvis et samfund bestående af x antal mennesker, så skal der være y antal kroner i omløb, for at samfundet kan danne grundlag for z antal arbejdspladser med dertil hørende arbejdsgivere. Samfundet af i dag her i Danmark ligger faktisk i en økonomisk balance, hvor ca. 5-10 % af arbejdsstyrken enten er ledige eller under uddannelse, 40 % af arbejdsstyrken er ansat i det offentlige med diverse servicefunktioner, og de sidste 50 % af arbejdsstyrken er enten i privat arbejde eller en del af det private erhvervsliv.

Uanset hvor fattig du er, hvor hjemløs du er, og hvor stor en taber du er, så bidrager du og alle andre borgere her i dette land til samfundsøkonomien. Hver gang du bruger en af dine kroner, så vil den dukke op på en regnskabsside et eller andet sted som en indtægt, og den vil forlade den igen som en udgift. Kronerne er på en konstant vandring fra lomme til lomme, fra kasse til kasse og fra pengeskab til pengeskab. Hvis ingen brugte penge, så gik alting i stå med et jordskælvsagtigt brag.

Den økonomiske balance er ret fintmærkende. Der skal ikke ret meget til, før man enten sender økonomien ned i flammer eller op i skyerne, hvor alle er overstadige. Man kan sige, at økonomien styres af et kollektiv af mennesker, der i fællesskab lider af en mellemsvær Manio-Depressiv sindsygdom. De er alle sammen bange for at miste deres penge, og de er alle sammen vilde efter at tjene penge. De er ovenud lykkelige, hvis de tjener penge, og de er helt nede i kulkælderen, hvis de taber penge. Under alle omstændigheder så er der jo kun så og så mange penge, som kan tjenes, og ingen kan eje hele verdens værdier og stadig tjene penge.

Der er økonomiske begreber som højkonjukturer og lavkonjukturer, der indikere hvor mange penge, der bruges og dermed er imellem hænderne på folk. Hvis kronerne sidder løse på folk, så er der højkonjuktur, men hvis de sidder fast, så er der lavkonjuktur, fordi det private erhvervsliv ikke tjener penge nok. Det har en dominoeffekt, hvor erhvervslivet for at tjene penge alligevel trimmer fedtet med nedskæringer, sparerunder og fyringer, som så igen betyder, at de fyrede har det færre penge at bruge, så erhvervslivet tjener endnu færre penge i næste omgang, så de endnu engang må til at trimme, spare og fyre endnu flere folk.

Sådan går det i en lavkonjuktur. Man kommer kun langsomt ud af den, når virksomhederne begynder at reinvestere i deres gamle produktionsapparat eller i helt nye produktionsapparater. Samfundet kan også sætte noget nyt statslig byggeprojekt igang såsom et par broer, motorveje, jernbaner med mere, som vil starte en højkonjuktur i blandt de erhvervsfolk, der direkte eller indirekte nyder godt af de offentlige projekter. Så hvis man ønsker en højkonjuktur sat igang, så skal man helt klart starte noget nyt.

Man kan også skabe en højkonjuktur på en anden måde. Erhvervslivets produktion vil generelt opleve en eksplosiv stigning i varesalget, der så siden langsomt falder ned og flader ud, når markedet for salget af varen er ved at blive fyldt op. Dvs. det er kun de folk, der skal udskifte eller købe en ny vare, som figurerer på salgskurven. De folk, der ikke har råd til at købe varen nogensinde, figurerer aldrig på salgskurven. Der er fattige, arbejdsløse mennesker, som måske ønsker sig varen, og de ville købe den hvis de havde råd til det, mens dem, der er i arbejde, allerede har varen, og de køber sikkert ikke en ny vare lige forløbig.

Skabningen af højkonjukturen går nu ud på at fyre dem, der har varen f.eks. en bil. Man ansætter så dem, der ikke har varen, de får nu så meget i løn, så de kan købe varen, og det gør de så. Erhvervslivet vil opleve et nyt salgsboom. Salgskurverne går op igen. Produktionen holdes igang endnu et stykke tid. Og imens slides der endnu mere på varene i endnu flere hjem, hvilket igen vil øge udskiftningshastigheden på salgskurverne. Men hvad med dem, der røg ud i første fyringsrunde? Nu har de ikke råd til at købe varer.

Jo, man fyre et nyt bundt arbejdere en måned senere, genansætter det første bundt arbejdere, før de går ned fysisk og psykisk, og på den måde skaber med en slags afløsning på arbejdsmarkedet. En slags jobrotation, hvor man skiftes til at passe de jobs, der er i det private erhvervsliv. Lønchekkene omfordeles imellem arbejdsstyrken. Den enkelte får ganske vist lidt mindre imellem hænderne, men der bliver det flere kunder i butikkerne, som så vil købe lidt flere varer, som viser sig på salgskurven.

Sådan tjener man flere penge. Man skaber flere kunder ved at lade arbejdsstyrken deles om arbejdet. Og i den sidste ende er der jo lige nu 6 milliarder potentielle kunder derude i verden, som alle gerne vil bruge penge, mange penge. De må skabe gang i omsætningen.

Regler for investeringer

Penge er roden til alt ondt, men også alt godt, så der skal tages visse forbehold, når man snakker lette og nemme løsninger mht. økonomien. Der kan spekuleres i penge, aktier, obligationer og andre værdier. Det hele drejer sig om at sikre en høj værdi af de forskellige investeringsmuligheder. Men alt er bygget op som et kompliceret korthus af papir og ren tro, så der sker grimme ting i paniksituatoner.

En ting er at købe en masse aktier til en bestemt kurs, men fanden er løs, hvis der er ingen, som vil købe til en højere kurs. Så breder panikken sig, og de frygtsomme vil stensikkert tabe penge. Du kan have for flere milioner kroner aktier i Microsoft, men selv om du ikke kan sælge aktierne med fortjeneste, så ejer du aktierne alligevel, og går firmaet ned, så er der vel penge at hente alligevel ved en likvidering af firmaet. Alt, hvad der kan sælges, er kun det værd, som du sælger det for i selve salgsøjeblikket, og intet har reelt en værdi, hvis det ikke kan sælges.

Spekulanter arbejder bevist med at købe billigt og sælge dyrt. Måske endda i omvendt rækkefølge, hvis de sælger en aktie dyrt, men køber den og flere andre tilbage billigt, når priserne er i bund. Det er smart. Aktiemarkedet og alle andre markeder er som en gigantisk ballon, hvor køberne pumper luft ind, mens sælgerne slipper luft ud. Derfor skal man ikke gå i panik over et for stort lufttab i ballonen.

Spekulation er selve problemet med penge. Det er lovligt at spekulere med værdier, men det skal reguleres med en lov, som forsyner kurserne med en livline. Et firmas aktier sælges til kurs 110, men hvis værdien er eller var sat til kurs 120 før handlen. Kursen dykker øjeblikkeligt, og måske starter panikken blandt de øvrige ejere af aktien. Men hvis der er solgt 5 % eller mindre af aktiebeholdningen, så er der noget galt.

Stenskred og laviner starter altid i det små. Den første lille sten vælter det store læs, og først senere kan man evaluere skadernes omfang. Bjergbestigere klatre sjældent alene, og de bruger en livline for at sikre, at en mand ikke styrter i døden alene, men også at han ikke trækker andre med sig. Kurserne skal have en livline i form af en procentvis regulering af aktiekursen sat i forhold til mængden af solgte aktier eller alle andre slags værdipapirer.

Mængden af aktier i procent til den gamle kurs skal lægges sammen med mængden af solgte aktier i procent til den nye kurs og kursfaldet/stigningen beregnes på følgende måde:

(120 * 0,95) + (110 * 0,05) = 119,5.

Effekten af kurstabet eller kursgevinsten reduceres til en tyvendedel af den oprindelige effekt, kurstabet er ikke øjeblikkeligt, og aktien har en chance for at overleve spekulanter med flere. Samtidigt har de mere seriøse investore såsom pensionskasserne styr på de lynhurtige spekulanter.

Det samme kan gøre sig gældende for handel med alle andre former for værdier, og hvis det bliver helt slemt, så kan man gøre det kriminelt at spekulere imod f.eks. svage valutaer. Værdien af alle aktier, obligationer, penge, varer og alle mulige andre værdier er fiktiv. Vi tror, at man kan få dit og dat for så og så mange penge, men det er altid et spørgsmål om, hvem der vil købe til hvilken pris og hvor meget.

Iøvrigt mener jeg, at storaktionærene til enhver tid bør være klar til at opkøbe flere af de aktier, som de investerer i, så de ikke mister værdi, når småaktionærene går i panik før lukketid. De skal med andre ord have penge nok i baghånden til at sikre kursværdien, så bunden ikke går ud af aktien. Hvis der mangler købere, så rasler kursen i bund, og derfor skal de i det mindste begrænse udbudet, når efterspørgslen falder.

Det sidste er kun aktuelt, hvis livlinen ikke indføres på alverdens børser. Men det er deres eget valg, følg med lavinen ned eller med tidevandsbølgen op. Det er under alle omstændigheder en rutsjetur, der vil noget sådant rent økonomisk, og det er jo i sidste ende deres eget valg, der afgør den økonomiske situation.

Måske et alternativt pengesystem

Penge? Man har aldrig nok af dem, og man bruger dem for hurtigt. Penge er et begreb, et stykke papir med en tillagt værdi, der afhænger af udstederens, dvs. nationalbankens kreditværdighed. Pengenes værdi eller købekraft er et trosspørgsmål. Se bare på den italienske Lire og den amerikanske Dollar værdi i forhold til den danske Krone. Hvilke ens varer kan man købe i de forskellige lande og til hvor meget?

En ting er sikkert, for hver vare, der produceres, så skal der bruges en vis mængde arbejdskraft til at producere varen, holde regnskab med varen og arbejdskraften, pakke og opbevare varen, reklamere for varen, sælge varen og til sidst transportere varen til køberen. Og endelig skal der lægges en fortjeneste oven i varens pris samt eventuelle statslige skatter og afgifter. Det løber alt sammen op målt i kroner og ører, men også i tiden der går med alle disse processer i fabrikationen af en vare.

Man kunne faktisk skabe et alternativt pengesystem baseret på arbejdstiden og ikke arbejdslønnen, så alle kan vælge at bruge deres optjente arbejdstid som byttemiddel imod andres vareproduktion og deres tjenesteydelser. Alle får så en lige andel af produktionen og tjenesteydelserne, der udføres i samfundet. Det er vist en ret kommunistisk tankegang, men kommunismen virkede jo ikke netop pga. pengene.

Man skal blot bestille den eller de ting, man har brug for i udviklingsafdelingen, så produktionslinierne kan opbygge en ordreliste, der skal opfyldes.

 

Jeg skal lige tænke noget mere over det her, før jeg skriver videre. Webmaster JN.