For 12 til 15 år siden var jeg aktiv i noget, der hed "ledige hænder kampagnen". Jeg gik ledig for gud ved hvilken gang, og jeg synes, at der skulle gøres noget. Jeg blev faglig aktiv igennem min daværende fagforening, og jeg deltog der i en konkurence, hvor opgaven lød følgende:
"Hvordan bekæmpes arbejdsløsheden mest effektivt?"
Schlüter var statsminister dengang. Det var hårde tider for de ledige, og jeg spekulerede længe over, hvorfor der var noget, der hed arbejdsløshed. Nå, men konkurencen var det første lille skridt på min vej som en allround problemløser, der kan klare lidt af hvert, for jeg vandt sgu' konkurencen og de 2.000 kroner i præmie, der fulgte med. Jeg prøvede senere at få de andre i kampagnen med på ideen, som vi så skulle kæmpe for, men det løb altid ud i sandet, og jeg mistede modet og interessen for kampagnen.
Problemet med arbejdsløsheden løses således
Da ledigheden dengang var på 10 %, så fik jeg den ide, at arbejdsstyrken skulle deles om de arbejdspladser, der var til rådighed fra arbejdsgiverne, på en ny måde. Nøglen lå i en gruppeopdeling på arbejdspladsen, hvor 9 mand i en faggruppe tog en 10.ne mand ind som afløser. En anden nøgle var industriferien på 3 uger, der altid lå om sommeren og blev holdt på en gang. Man skulle simpelt hen holde ferie på skift i 9 mandsgruppen, mens afløseren passede jobbet imens.
Denne afløsning vil så vare 30 uger af året, hvor der ville være fuld beskæftigelse på arbejdsmarkedet sådan teknisk set. Arbejdsgiveren skulle så sørge for, at hver mand i 9 mandsgruppen og den 10.ne afløser fik et 2 ugers kursus, hvor de på skift blev efteruddannet eller videruddannet efter arbejdsgiverens ønsker, som denne så rettede imod kursusstedets ledelse, der så arrangerede kursusforløbet. På skemaform ser det således ud:
På den måde var 50 af årets 52 uger blevet til arbejdsuger, hvor produktionen kunne holdes igang. De sidste 2 uger kunne så fortsætte som normale jule og vinterferieuger. Det næste år skulle rækkefølgen i afløsningssystemet skifte, så man i det mindste fik en chance for en dansk sommerferie hvert andet år. Det var en let, simpel og elegant ide, og den kan stadig bruges som basis for at løse arbejdsløshedsproblemmet.
Arbejderen fik på den måde 45 ugers arbejde, 2 ugers kursus og 5 ugers ferie delt i to ferieperioder, hvor han eller hun kunne vælge at holde ferie her i landet eller rejse udenlands, hvis det danske ferievejr ikke var godt nok i ferieperioden, der jo kunne ligge om efteråret. Der var bare lige det, at resten af samfundet også skulle tilpasse sig dette skema, og det er helt klart et politisk problem at få det gennemført.
Jeg har simplificeret systemet i penge, hvor man simpelt hen skal fyre 5-10 % af arbejdsstyrken hver måned, genansætte dem, der blev fyret sidste måned, så de kan komme tilbage i arbejde, før de mister deres fysiske og psykiske helbred som arbejdsløs. På den måde skabes der 5-10 % flere kunder i butikkerne, selv om de har lidt færre penge at bruge, så vil salget øges i det private erhvervsliv, og det må være til deres fordel.
Det er den barske måde at løse arbejdsløshedsproblemet på, men hvis de ikke vil løse det med det gode, så må de løse det med det sure. En ting er sikkert, det nuværende sidesporssystem, som arbejdsløsheden er kørt ind på, virker ikke hverken i længden eller rent menneskeligt. Folk har brug for et arbejde, og det er op til samfundet at skaffe de arbejdspladser, der er behov for.
Den offentlige sektors rolle mht. arbejdsløshed
En tredje ide til at løse arbejdsløsheden ligger i samfundets pligt til at sørge for sine borgere. Det offentlige skal levere en række serviceydelser for samfundets borgere, som de så nyder godt af i både gode og dårlige tider. Det offentlige skal i forvejen sørge for den løbende uddannelse af de unge og arbejdsstyrken igennem en række efteruddannelser. Dette er en anderkendt samfundspligt, som det offentlige udfylder, så hvorfor ikke udvide denne pligt til at ansætte alle ledige i et eller andet offentligt job alt efter den enkeltes evner?
Denne udviddelse af det offentliges samfundspligter vil så sørge for, at arbejdsstyrken hele tiden holdes igang med enten at lave noget, lære noget eller gøre noget på egen hånd. (De kunne jo blive selvstændige eller lave noget frivilligt foreningsarbejde af en eller anden art) Det private erhvervsliv kan så gå på jagt efter de folk, de mangler i den offentlige sektor eller på uddannelsesinstitutionerne, eller de kan parkere deres overskydende folk efter en fyringsrunde i det offentlige.
Nu er arbejdsløshedsproblemet blevet lavet om til et rent økonomisk problem. Den offentlige sektor koster jo penge, mange penge, og de skal krasses ind via de højeste skatter og afgifter i verden. Det står danskerne jo ikke model til ret meget længere, så de vil sikkert ikke betale regningen. Her er det den offentlige sektors pligt til at sørge for de mest optimale vækstbetingelser for det private erhvervsliv, og derfor skal de sørge for, at der løbende kommer nye arbejdsgivere på banen med nye medfølgende arbejdspladser, som kan hjælpe til med at betale skatter og afgifter.
Skatteprocenten og afgiftsniveauet er en direkte afspejling på forholdet og balancen imellem den offentlige sektor og det private erhvervsliv. Den høje skatteprocent skyldes et for lille privat erhvervsliv, der igennem de sidste mange år har sparet, trimmet og udrenset for mange arbejdspladser og dermed også kunder væk. Det private erhvervsliv lever jo af at handle med hinanden, det offentlige, deres fælles arbejdsstyrke og alle os andre, der er parkeret ude på samfundets sidespor.
Erhvervslivet har selv skabt den høje skatteprocent, hver gang de for at tjene (eller spare) endnu flere penge har fyret en række medarbejdere. Det offentlige er i bund og grund et større beskæftigelsesprojekt, hvor politikerne kan via love regulere og styre samfundet i nogenlunde den rigtige retning. Den kan sagtens tåle at blive større, og den kan sikkert også trimmes gevaldigt ned, men så øges arbejdsløsheden eksplosivt, og kundegrundlaget trækkes væk under erhvervslivet, selvom de fremover skal betale mindre i skat.
Det kan det private erhvervsliv ikke holde til i et hug. Et så stort fald i salget og dermed produktionen vil sende samfundet ned i en økonomisk depression, hvor massefyringer og konkurser høre til dagens orden. Derfor skal samfundet for enhver pris holdes igang, og det betyder, at alle skal betale deres skat med glæde, for det er med til at holde samfundet igang. En ting er sikkert. Det offentlige skal ikke tjene penge, og dem de får ind, dem bruger de hurtigst muligt. En krone brugt er jo en krone tjent. Ikke sandt?
Derfor bør samfundet udvidde deres samfundspligter til også at opsuge arbejdsløsheden, ved at de ansætter alle de ledige i de jobs, som den enkelte har evner for at klare. man kan eventuelt bruge dem som assistenter og medhjælpere for de faste offentligt ansatte, mens de venter på, at det private erhvervsliv får ansat nogle flere, så de kan blive forfremmet, forflyttet eller efteruddannet.