Fattigdommen

Fattigdommen løses således

Løs problemet med fattigdom, og mange andre problemer bliver løst i dens kølvand, eller i det mindste reduceret voldsomt. Man skal simpelt hen eksportere velfærdsamfundet. Man skal genopfinde den Marshall hjælp, der genopbyggede Europa efter anden verdenskrig. Man skal satse på menneskene på deres glatte ansigter og give rentefrie boliglån til familier i slumbyerne, give lavrentelån til små virksomheder og landbrug, så der kommer gang i den lokale beskæftigelse og dermed også den lokale pengecirkulation.

Det drejer sig om at skabe varige værdier i de lokale samfund ved at tilføre flere penge til de lokale beboere i lokalsamfundene kloden over. Det gør de lokale myndigheder i stand til at udbygge infrastrukturen i form af veje, kloakker, gadelys, telefon, elkraft, skoler, hospitaler, plejehjem, kraftværker, etc. etc. på det kommunale plan i lokalsamfundet. De lokale myndigheder vil få penge ind via skatterne fra de selvstændige og deres nyansatte, men de skal trække på lokale entreprenører, så pengene bruges på lokal arbejdskraft og ikke udenlandsk arbejdskraft. Det vil holde pengecirkulationen igang på det lokale plan.

Der kommer ikke megen gang i lokaløkonomien ud af at give flere penge i form af lån til en korrupt regering, der i forvejen skylder milliarder på tvivlsomme våbenkøb. Man skal helt ned på gadeplan, når man skal investere i en nations mange lokalsamfund, ellers vil toppen af nationens kransekage kradse alle pengene til forbedringer til sig på diverse hemmelige schweitziske bankontoer. Det gælder nemlig ikke altid, at når det regner på præsten, så drypper det på degnen. Når det kommer til penge, så sørger toppen i de fleste udlandske regeringer som regel for, at pengene ikke siver nedad i systemet.

En modernisering af infrastrukturen og boligmassen må øge de tidligere slumråders værdi, lokale folk i lokal arbejde vil sikre stabiliteten i lokalsamfundet. Beboerne vil enten selv beskytte deres nyvundne værdier, eller de vil ansætte politifolk, der skal gøre det for dem. Der skal skabes en lokal pengecirkulation. Pengene skal bruges lokalt, pengene skal tjenes lokalt, og pengene skal genanvendes lokalt, efterhånden som de første lån til lokalsamfundets borgere betales tilbage. De unge i den næste generation skal også hjælpes igang med deres første bolig, forretning eller uddannelse, så de kan fortsætte deres forældres grundlæggelse af lokalsamfundet.

Fattigdom afhjælpes ikke ved, at de økonomiske kræfter på det nærmeste støvsuger et lokalområde for værdier, penge, råstoffer og andre midler. Ethvert lokalsamfund kan igennem det almindelige daglige forbrug langsomt tappes for værdier, hvis der ikke tilføres værdier i form af f.eks. flere løncheks. Arbejdsløshed i et lokalsamfund kan svække lokalsamfundet i en sådan grad, at det bliver til et slumområde, og derfra er vejen ikke lang til en regulær affolkning lokalsamfundet, når de stærkeste forlader kvarteret. Der må og skal ske en løbende konstant reinvestering i lokalsamfundet, så det kan stå alene som en økonomisk selvstændig enhed i nationen, så lokalsamfundet er i stand til at hjælpe andre lokalsamfund i landet.

Beboerne i en slumby kan sammen danne f.eks. en lokal boligforening, der selv skal tage det demokratiske ansvar for gennemførelsen af selve hjælpeprogrammet. De kan starte en lokal bank, der så får et stort dansk ulandslån. Familier kan så i deres lokalbank få rentefrie boliglån, næsten rentefrie forbrugslån, skolelån og billån. De lokale små forretningsdrivende kan få lavtrentede erhvervslån til start af entreprenørvirksomheder, forretninger, fabrikker, værksteder, cafeer, etc. etc. Ulandshjælpen, som vi har på banen i dagens Danmark, skal omlægges til dette formål, så den bliver en slags bankgaranti for de nye lokalbanker.

Der sker først et byggeboom. Der kommer gang i alt boligbyggeri, og infrastrukturen udbygges i samme takt, efterhånden som lokale skattekroner sættes i arbejde igen. De første lån, der gives i begyndelsen, vil mere eller mindre blive betalt tilbage. De skal genbruges til nye lån til de unge, der vil starte deres eget. Det drejer sig om at holde økonomien igang lokalt, hvilket også vil holde økonomien igang nationalt og dermed også globalt. Penge er et middel til at nå det ultimative politiske mål: Nemlig et globaliseret velfærdssamfund.

Et sådant globaliseret velfærdssamfund vil skabe en langt større stabilitet i verdenen. Når alle har noget, som de ikke vil miste, så vil de fleste eller de klogeste sørge for, at ingen og intet (dvs. ekstremister og lignende) rokker ved den nyfundne økonomiske stabilitet. Hvis alle er mere eller mindre tilfredse, hvor de er, så vil de fleste blive i lokalområdet, og de vil forsvare det med en større iver, end hvis de intet har og er misundelige på naboernes rigdom og velfærd. Det indebære f.eks., at der med tiden skal indføres en højere uddannelse og bedre kulturelle aktiviteter i lokalsamfundet, så befolkningen kan få deres behov for et bedre liv opfyldt.

Fattigdom afhjælpes altså med et massivt tilskud af penge, som skal kickstarte den lokale økonomi. Når den er stærk nok, så skal den indgå i det større nationale og globale økonomiske kredsløb. Sådan skal det gøres, hvis man vil løse det problem.