Politik

Jeg interessere mig for politiske problemer og løsningen af dem. Her er et indblik i min politiske opfattelse, og hvad jeg mener generelt om politik, dens gode og dårlige sider, og om hvad der skal gøres politisk for at løse nogle af de store globale politiske problemer.

Politik generelt

Et repræsentativt demokrati vælger et antal politikere til et folketing, som så skal finde et indbyrdes flertal imellem sig, så de kan lave love og danne en regering, som så skal lede landet på befolkningens vegne. Det er op til politikerne at sikre, at alle landets borgere får noget godt ud af det repræsentative demokrati. Nu da det repræsentative demokrati koster penge, så skal befolkningen betale skat til dens drift og dens forpligtigelser, som er bestemt politisk af flertallet i folketinget.

Danmark er organiseret i en stat, hvis ledende ministerier sørger for, at de store gennemgående linier bliver trukket op i lovene, som befolkningen skal rette sig efter. Der er dertil 14 amtskommuner, som skal sørge for, at de regionale linier bliver trukket op i cirkulærer og regionplaner, og endelig er der 275 kommuner, hvis lokale magistrater skal sørge for, at de lokale kommunale forhold og opgaver er i orden.

Vælgerne i Danmark har et løst tilhørsforhold til de politiske partier, der repræsenterer dem i folketinget. Der er ikke mange, som er villig til at tilslutte sig et bestemt parti, da disse har det med at love for meget, og de har det med at gøre noget andet, mens de ønsker at noget helt tredje skal ske. Den politikerlede, som man taler så meget om, skyldes politikernes evne til at gøre livet for den enkelte for kompliceret, og fordi den enkelte politiker ikke har en klar vision og holdning, men er nød til at sætte "partiets" holdning før sin egen.

Man kan ilustrerer den danske befolknings vælgeres generelle politiske sammensætning med en figur.

De politiske partier fordeler sig i buens fire felter, der angiver partiernes og dermed deres vælgeres politiske hovedinteresse. Socialdemokratiet (A) interessere sig mest for arbejdet, dvs. den faglige kamp for et godt arbejde, en god fagforening, mens Venstre (V) intereserer sig mest for de borgerlige dyder såsom lov og orden samt konge og fæderland. Figuren illustrerer forholdene i den politiske verden, hvor holdningerne i folketinget svinger som et pendul fra side til side hen over midten.

Jo mere udsving på pendulet, jo mere ekstreme politiske holdninger finder man hos vælgerne. Deres partiers metoder og holdninger ligner faktisk hinanden, jo mere ekstreme de bliver. Der er ikke megen forskel på nazister og stalinister, der begge har brugt koncentrationslejre og massemord til at udrydde deres politiske fjender, som faktisk var almindelige mennesker, der ønskede sig et fredeligt lykkeligt liv.

Nu er politik ikke perfekt, så de forskellige partier breder lidt hen over det hele, men deres hovedholdning er som illustreret. Det samme gør vælgeren, som også har lidt politisk bagage fra de andre felter, så vælgeren kan skifte hest i vadestedet eller foretrække et helt andet parti, end det hans baggrund tilbyder ham. Det er partiernes og deres politikeres vision om fremtiden, deres aktuelle politiske planer og deres personlige meninger, der tiltrækker vælgerne i dag. Har man en klar politisk vision, så kan man blive valgt idag.

Politisk magtudøvelse i dagens Danmark

VK regeringen har to muligheder for at få gennemført deres politik i dagens Danmark. En hængebro hen over midten med Socialdemokratiet, hvor de kan få forhandlet ca. 50 % af deres politik igennem, eller blokpolitik med Dansk Folkeparti, hvor de kan få forhandlet ca. 80 % af deres politik igennem. De andre partier, som er i folketinget: Enhedslisten Ø, Socialistisk Folkeparti SF, Det Radikale Venstre og Kristelige Folkeparti, har ikke noget at skulle have sagt, da de ikke kan enes med VK regeringen og hinanden. De er for forskellige, og det eneste de kan gøre, det er at kritisere VK regeringen politik uanset til hvilken side, den svinger.

Der skal føres borgerlig politik, så det sætter automatisk Socialdemokratiet halvvejs ud på et sidespor, og det giver Dansk Folkeparti en chance for at gøre en forskel i dansk politik, hvis da VK regeringen kan overvinde sin berøringsangst for folketingets knapt så stuerene parti. Dette skyldes især partiernes mundhuggeri med hinanden, hvor de prøver at få de andre partier og politikere til at se så dårlige ud, som det er muligt, mens de selv kan komme til at se så godt ud i vælgernes øjne som muligt.

Dette er ubrugeligt for vælgerne, de ønsker politisk handling, og de ønsker, at deres mening bliver hørt af de andre partiers folketingsmedlemmer. Man kan ikke afvise folk, der har stemt på landets tredjestørste parti som værende "ikke stuerene", og det kan svie til de øvrige partier ved næste valg. Man må acceptere, at der er strømninger i befolkningen, der ikke svare til politikernes idealiserede politiske verden. Desuden har de alle et problem med at se virkeligheden i øjnene, når de står over for de problemer, som befolkningen møder.

Jeg kalder det reklamepolitik, hvor politikerne ikke kan se virkeligheden, men i stedet ser deres idealiserede politik i et ophøjet blændende lys, så man skulle tro, at alting er fryd og gammen. Det politiske syn svarer ikke til virklighedens, når man siger og bestemmer ved lov, at sådan skal det være, men i virkeligheden er der ikke penge, mennesker eller faciliteter til at udføre de politiske planer.

Eksempelvis kan nævnes sundhedssektoren, dagplejesektoren, plejehjemssektoren og uddannelsessektoren, der alle lider under politiske besparelser samtidigt med, at de skal udføre politiske planer, der ikke har hold i virkeligheden. Man kan ikke nedbringe sygehusenes ventelister, hvis man ikke har en overordnet langsigtet plan og de nødvendige resourser bakket op bagved planen, så den kan gennemføres. Politisk ævl og kævl har med besparelser igennem de sidste 20 år undermineret grundlaget for en velfungerende sundhedssektor, og det er nu, at den praktisk talt må genopbygges nedefra og op.

Hvordan kan en politisk opgave udfyldes, hvis politikerne hele tiden trækker tæppet væk under dem, der skal udføre opgaven, eller de hele tiden lægger flere politiske opgaver oveni. Det kan igen føres tilbage til politikernes evne til at underminere hinanden og svine hinanden til på en sådan måde, at de "andre" kommer til at sidde med en politisk "sorteper", så de "andre" ser dårlige ud i vælgernes øjne. Det dur ikke i længden, og der er ikke megen politisk fremtid i at smide med politisk mudder.

Hvilke politiske problemer har vi?

Politiske problemer skabes ved en manglende eller utilstrækkelig justering af de gældende love. Problemerne kan løses i rækkefølge, men løsningen af et problem vil nogen gange forstærke et andet problem. Demokratiet kan være et problem i sig selv, da det tager tid at komme til enighed imellem de forskellige partier og deres individueller medlemmer. Der er for mange meninger og for få holdbare løsninger.

Jeg har altid haft den mening, at hvis man tog alle partiernes principprogrammer, kom dem i en blender, trykkede på knappen i et par minutter, og afventede resultatet af en bundfældning. De gode ideer ville flyde ovenpå, de dårligste ville synke til bunds, og de mellemgode ville ligge i midten.

Alle partierne prøver at skabe deres version af samfundet, som er ideelt for deres vælgere, men hvad der er godt for den ene, er dårligt for 2-3 andre. Ingen bliver tilfreds, og ingen kan få absolut flertal. Derfor skal der forhandles, og man mødes på midten i et kompromis, der ikke løser problemet 100 %.

Problemerne hober sig op, ingen kan få deres vilje, når det gælder om at løse et enkelt problem, og imens går tiden stille og roligt indtil problemet bliver permanent. Vi lever i det samfund, lokalt, nationalt og globalt, som vi selv har skabt, fordi vi engang ønskede, at det skulle være sådan. Viljen til at løse problemerne er der nogen gange ikke, og derfor må vi høste resulteterne fra problemets tilstedeværelse.

Miljø. Arbejdsløshed. Kriminalitet. Narkotikamisbrug. Fattigdom. Demokrati. Diktatur. Europa. Hungersnød. Tørke. Analfabetisme. Fanatisme. Religion. Aids. Malaria. Krig. Råstofmangel. Vold. Penge. Børnedødelighed. Død. Menneskerettigheder. Diskriminering. Naturkatastrofer. Politik....

Et lille udpluk af de eksisterende problemmer. Alle disse problemer skal løses på et politisk plan, men jeg vil prøve på at levere en løsning på dem en gang for alle her på siden, og hvad er din mening om dem? Skriv til mig om, hvordan du vil løse problemerne. Jeg vil gerne svare på det, hvis jeg kan.

Problemerne kan opdeles i lokale, nationale og globale problemer, der igen kan stilles op i den rækkefølge, som er den mest sandsynlige følge af det forgående problem. Arbejdsløshed avler fattigdom, der avler kriminalitet, der avler vold, der avler narkomisbrug, der avler aids, der avler død, og så er det slut.

"Problemer, der er skabt af mennesker, kan løses af mennesker." Johnny Nielsen. 20. juni 2000.

Hvad har vi lige nu?

Først må vi stille et basissamfund op, hvorpå vi kan bygge et løsningssæt op. Danmark kender jeg, det har sine fejl og mangler, men det kan danne grundlag for fremtidens verdenssamfund. Vi lever i vesten, vi har et overflodssamfund, vi er alle forbrugere, vi betaler alle skat, vi har et velfærdssamfund, og vi lever i en fri og fredelig verden, som vi er meget stolte af.

Hvis alle levede som i Danmark, så ville mange problemer forsvinde. Men Danmark er ikke stor nok til at lege hele verdenens redningsbåd. Til gengæld har vi løsningen på verdenens problemer, for vi lever midt i løsningen, og vi justere dagligt på den, så den enten bliver mere strømlinet eller lidt bedre end før.

Vi lever i et kapitalistisk samfund, pengene styre alt, og med det menes der især bundlinien. Samfundet er delt i tre dele: Det offentlige delt i stat, amt og kommune. Arbejdsgiverne delt i produktionsvirksomheder, banker, selvstændige, aktionærer, etc. Og arbejderne delt i diverse faggrupper, ufaglærte, etc. Alle lever af alle, og det offentlige sørger for en vis service og en justering af samfundsøkonomien via skatter og afgifter.

Man skal være særdeles veluddannet til at forstå alt, hvad der sker i et samfund på det økonomiske plan, men mindre kan også gøre det. Penge er blodet, der holder liv i alle dele af samfundet. En krone brugt er en krone tjent et eller andet sted. Og det offentlige skal ikke tjene penge ligesom det private erhvervsliv, der lever af en årlig fortjeneste, der helst skal vokse sig større og større. Det offentlige skal derimod bruge alle vores skattekroner på noget fornuftigt til vores fælles bedste, og det kan visse grene af det private erhvervsliv leve af, hvis de kan levere varen eller tjenesteydelsen.

I den kapitalistiske verden gælder det, at for hver vinder er der et utal af tabere, og det samme kan siges om det private erhvervsliv. Hver gang en tjener rigtig mange penge, så er der mange, der intet tjener eller direkte taber penge. Forstil jer en mand, der ejede alt, producerede alt og beskæftigede alle. Hvordan ville han kunne tjene flere penge, end han brugte på at betale løninger? Penge er jo en konstant faktor, der er kun trykt så og så mange milliarder kroner. Man kan jo ikke eje dem alle, og så forvente at tjene endnu flere penge.

Der er 6 milliarder mennesker på Jorden. De skal leve af hinandens arbejde og forbrug. Pengene er det, der holder alting igang, og det er dem, der skal løse problemerne i denne rækkefølge: Fattigdom, arbejdsløshed, hjemløshed, hungersnød, kriminalitet, vold, analfabetisme, fanatisme, krig og død. Verdenen er delt i nord og syd af fattigdom. Syden er norden numerisk overlegen, og der er gået en ny folkevandring i gang. Der må og skal ske noget afgørende med hensyn til den politiske problemløsning i dagens verden.

Der er nok af politiske problemer at tage sig af her i verden. Her er mine bud på løsningen af nogle af dem.