| Home | Filmplots |
Verdens rigeste and laver rav i den, da hans fremtidssamfund udmanøvrere alle konkurrenterne og onkel Joakim ender som eneejer af al ejendom på hele jorden. Men alting har sin pris selv Joakim Von And’s fremstidssamfund. Hvad nu hvis....
Plottet:
Joakim Von And har problemer med fortjenesten som sædvanlig, forskellen imellem indtægter og udgifter mindskes dagligt, og en økonomisk katastrofe truer Joakim’s nattero.
Joakim Von And er ved at slide de dyre tæpper op (indkøbt i 1916 for 63 ½ øre), mens han desperat spekulere over, hvordan han skal bringe udgifterne ned og forøge indtægterne.
En dag, hvor han går til ro, får han en strålende ide. Fuldautomatisering. Produktionsapparatet og serviceapparatet skal automatiseres og styres af computere. Ingen mennesker skal arbejde i nogen af de utallige virksomheder og forretninger, som Joakim Von And ejer verdenen over. Uden alle de lønudgifter vil profitten automatisk forøges.
I al hemmelighed går Von And i gang med at fuldautomatisere sit verdensomspændende forretningsimperium. Gamle patenter og opfindelser gemt i diverse skuffer og skabe støves af, og sættes i produktion. Alt gøres klart til den store dag. Joakim Von And tænder så for den nye store centralcomputer, og 300 millioner fyresedler sendes ud verden over.
Verden går i panik. Børserne verden over går i panik. Alle vil købe Von And aktier, men Von And er kommet alle i forkøbet. Alle mindre aktieselskaber og forretninger går ned, og Von And køber alt rub og stub for en slik. Alle konkurrenterne ruineres og lukker på stribe, mens Von And er lykkeligere end nogen sinde før.
Alle regeringer verden over kan ikke tåle at miste skattegrundlaget fra de mange fyrede ansatte. Så de indkalder til katastrofemøde. Skatteministrene verdenen over indrømmer modstræbende alle, at Joakim Von And betaler mindre i skat end et avisbud. Skatteministrene verdenen over kommer alle med samme modtræk, Joakim Von And’s skatteprocent skal sættes op.
Joakim Von And har planlagt et modtræk. Han har købt tusind polynesiske kongeriger for en masse fuldautomatiske kokosnødsplukkere. Derfor kan han erklære sig som storkonge over disse polynesiske kongeriger, og derfor udpeges hver eneste af hans utallige fabrikker, butikker m.m. som enten en ambassade eller et konsulat. Der alle nyder diplomatisk immunitet og som fremmet territorium ikke kan beskattes af værtslandets regering.
Krise. Ingen kan gøre noget. Alle privat ansatte er fyret, skattegrundlaget er borte, og der er kun reserver til 2-3 måneders fortsat drift af alle offentlige kontorer og institutioner. Det internationale samfund udpeger Andebys borgmester og byråd som hovedansvarlige for en løsning, der kan bringe alt tilbage til det gamle.
En deputation af Andebys desperate byspidser opsøger Anders And i hans hjem. Anders ligger (netop fyret fra sit møntpudserjob) og sover i sin hængekøje ude i haven, mens ungerne er ved at gøre sig klar til en lejrtur med grønspætterne på Storsøen, hvor de skal ligge i telte på en tømmerflåde, som de selv skal bygge.
Med besvær vækkes Anders fra sin slummer af de bekymrede byrådsmedlemmer, og de forklare ham situationen, mens de beder ham om af gøre, hvad han kan for at få Joakim Von And annullere de sidste dages transaktioner. Anders blegner ved tanken, men byrødderne insistere.
Byrødderne forklarer at konsekvenserne vil blive, at alle må sælge deres hjem og egendele for at få råd til at leve, hvis de ikke har et arbejde. Landene vil alle gå bankerot, da de ikke kan forsørge hele jordens befolkning efterhånden, som de løber tør for penge. Joakim Von And kan derfor købe resten af landenes offentlige ejendomme, vejnet, jordlodder og nationalparker for en slik, og til sidst vil han eje hver en stump jord. Og endelig må folk uden penge må ikke være på Joakim Von Ands ejendom.
Anders er bestyrtet over Onkel Joakims nyeste indtjeningside, og han indvilliger i at hjælpe. Anders og ungerne tager op til pengetanken, hvor de allernådigst får lov til at komme indenfor af et par store stærke vagtrobotter. Indenfor mødes de af Albot (en robot har erstattet Albert), der korrekt føre dem hen til Onkel Joakim, som halehopper rundt i pengetanken med store dollartegn i øjnene, mens han siger kasselyde, hver gang han lander. Kaching. Kaching. Kaching.
Anders og ungerne får intet ud af den ekstatisk lykkelige Joakim Von And, og de går nedtrykte bort fra pengetanken, mens de diskutere, hvad de nu skal gøre. Hjemme i haven ser Anders på ungernes model af grønspætternes flydende teltlejr, hvor halvtreds grønspætter skal bo, mens de spiser friskfangede fisk og medbragte madpakker. Tømmerflådemodellen giver Anders en ide, og han skynder sig hen til George Gearløs.
Hos George Gearløs spørger en forpustet Anders om det er muligt at bygge en tømmerflåde, der kan flyde på havet, mens man dyrker grøntsager på den og fanger fisk til aftensmaden. Anders forklare, at pga. Onkel Joakims seneste forretningskup, vil der snart ikke være plads til fattige folk på landjorden, men de vil have en chance, hvis de kunne flytte ud på havet på en stor tømmerflåde.
George tager sin tænkehat på, mens han går rundt i cirkler. Så får han en lys ide. Hvad nu hvis alle tilbageværende ressourcer sættes ind på at flytte alle ud på havet. Der vil folk kunne leve af hydroponisk dyrkede planter og grøntsager, fisk og skaldyr fra fiskefarme, og de kunne bruge vinden og solen som energikilder. Fire styks 2 hektare store retangulære tømmerflåder vil kunne placeres rundt om en 1 hektar stor fiskefarm, og de 9 hektar vil kunne brødføde ca. 10.000 (?) mennesker.
Da der ikke er træ nok til så mange og så store tømmerflåder, så må der bruges noget andet til at bygge de mange tømmerflåder, nemlig fjernvarmerør af stålrør isoleret med skumplast og beklædt med et plastikrør yderst. Imellem rammen af fjernvarmerør placeres der så en platform, hvorpå de hydroponiske vækstbænke kan placeres, og en ferskvandstank kan påmonteres neden under.
Georg og Anders går tilbage til byrødderne med tegningerne, og der fortæller de om deres plan. De ældre byrødder er først tvivlende, ingen vil flytte fra deres trykke tørre landjord ud på en vippende våd forvokset tømmerflåde. Men demonstrationsråb nede fra gaden ændre deres mening. En rasende folkemængde går imod Von Ands nu svulmende pengetank, hvor de går til angreb med rådne æg, grøntsager og tomater.
Joakim Von Ands vagtrobotter rykker talstærkt ud, og de jager systematisk demonstranterne på flugt, mens byrødderne ser til på afstand sammen med Anders og Georg. Byrødderne nikker med mørke miner, og operation "Havsnød" begynder. Verdenens lande og deres regeringer får tilsendt et sæt planer over Georg Gearløs flydende marker, og de går igang med arbejdet.
To måneder senere er arbejdet færdigt. Alle landenes offentlige ansatte samt en masse frivillige har lavet flere millioner flydende marker, og de er nu klar til at stå til søs. Og imens har Joakim Von Ands fuldautomatiske inkassoafdeling tvunget flere og flere fra hus og hjem. Regeringernes reserver er brugt op, og de er belånt til skorstenene, men de flydende marker er købt og betalt.
En mørk nat går alle ombord i de flydende marker. Vindmøller langs kanterne levere strøm til de store motorer, der driver de flydende marker langt ud på havet, og derude kaster de anker og binder sig sammen fire og fire. Ved næste morgengry står solen op over et blåt hav fyldt med grønne flydende marker, hvorpå der er en masse mennesker. Kun naturfolk i jungler, ørkener og tundraer trækker sig ikke ud på havet, de kan leve af landets naturlige rigdomme.
George har i de to måneder, der er gået, opfundet et nyt kreditkortsystem. Hver eneste ombord på de flydende marker får et kreditkort, og der følger et job med. Onkel Joakim har bogstaveligt støvsuget planeten for kontanter. Ingen har en klink tilbage på lommen. Landenes regeringer har brugt alle deres reserver, og derfor fik Georg til opgave at opfinde et nyt pengesystem.
Hver mand, kvinde og barn får en arbejdsopgave, som gør dem i stand til at tjene penge, som de kan bruge via deres kreditkort. Alle har ret til et hjem, mad, vand, tøj, underholdning, transport, uddannelse m.m. og disse rettigheder giver dem en en opgave med at producere disse ting. Georg regner ud, at der skal så og så mange til at lave tøj, så og så mange til at lave mad, så og så mange til at lave vandcykler, og til sidst vil der være så og så mange tilbage, som skal lave noget helt nyt.
Anders har sammen med Georg fået en æresplads ved nationernes flydende kongrescenter, hvor de efter nogle få måneder skal diskutere den fremtidige udvikling for den flydende verden. Inde på land er de få rige personer, som slap nogenlunde godt fra Joakim Von Ands kup ved at løbe tør for penge, og de flygter ud på deres luksusyagter, hvor de for deres sidste penge prøver at købe forsyninger fra nogle beboere på en flydende mark.
Det kan de godt, men der er ingen brændstof, som de kan købe. Snart efter er deres luksusyagter fortøjede langs med de flydende marker, og ejerne selv er på arbejde med at plante tomater i vækstbedene. Kun fætter Højben er endnu inde i den mennesketomme Andeby, men han finder heldigvis en billet til en luksuskrydstogt jorden rundt, som han indløser.
Joakim Von And er efterhånden ved at falde lidt ned, og den langvarrige ekstatiske følelse, som han har haft siden kuppet, er fortaget sig. Ude i den mennesketomme by spørger en købnandsrobot en forbipasserende kanin om, hvad den kan være til tjeneste med, men kaninen hopper bare væk. Det fuldautomatiske varedistributionssystem skifter regelmæssigt varene ud, efterhånden som den sidste udløbsdato løber ud. Produktionsapperatet køre videre uden tøven.
Bjørnebanden har efter utallige forgæves forsøg på at ordne vagtrobotterne givet op, og de er nu en del af det nye samfund på havet. De har fået arbejde som mekanikkere, de er jo særdeles gode til at bryde pengeskabe op, så de ved noget om stål og mekaniske apparater. Så de er fastansatte i stålkonstruktionsafdelingen med at lave flere fjernvarmerør af gamle skibsvrag.
Efterhånden som fødevareproduktionen kommer mere og mere i gang, så er det sværere og sværere af finde en arbejdsopgave til alle. Dette bekymre det flydende nationalråd, som efter en lang diskusion finder ud af, at den næste store fællesopgave, som skal sættes igang, er bygningen af en rumindustri, der kan bygge rumkolonier, hvor jordens nu truede dyreliv kan leve i fred. Det bliver også besluttet, at menneskeheden skal have mulighed for at emigrerer ud i rummet, hvor der er plads at rører sig på og masser at lave for alle.
Von Ands fuldautomatiske produktionsapperat er ved at jævne naturen med jorden, for at den kan få plads til at producere endnu flere varer. Kæmpecomputeren beregner, at en øget produktion er lig med et øget indtjeningsgrundlag, også selv om der ikke er nogen kunder i butikkerne. På det tidspunkt opdager en urolig Joakim Von And, at han ikke har tjent en krone i flere måneder. Det skrig, han udstøder, kan høres jorden rundt i tre dage fra alle retninger.
En uge senere vågner Joakim Von And op igen. Han dobbelttjekker sine salgstal, og han besvimer igen efter endnu et hjerteskærende skrig. Folkene på de flydende marker bliver helt bange for den lyd, som genlyder verdenen rundt. Et par dage senere fatter Joakim Von And sig, og han kan se sandheden i øjnene. Der er ikke flere penge at tjene i hele verdenen, der er ikke flere kunder tilbage i hele verdenen, og der er ikke flere forretningsmuligheder i hele verdenen. Joakim Von And hulker hjerteskærende i yderligere tre dage.
Det flydende nationalråd fremskynder nu sine planer. Der bygges rumskibe i stor stil, og de flyver op til de nye rumstationer, hvor der bygges rumkolonier. Ilt og brint skaffes fra havet, så de store lastrumfærger flyver op med byggematerialer, og en gang imellem sendes der et hold astronauter op og hentes et hold astronauter ned, mens byggeriet kører på fuld kraft. Snart efter er den første rumkoloni klar til brug, og de første truede vilde dyr fragtes op parvis i små grupper.
En skønne dag kommer Joakim Von And på besøg, efter at hans helbred er kommet sig med pleje fra et par lægerobotter. Anders And tager imod ham, da han ror ind i en gammel gummibåd fra vandflyet. Von And er træt og nedbøjet, da han kommer ombord på den flydende mark, hvor Anders og ungerne bor. De bor godt og har det rart. Anders er et respekteret medlem af det flydende nationalråd og gør sin pligt der.
Joakim Von And vises rundt som en gæst, han hilser på familien, der også har slået sig ned her, og det er med bæven i stemmen, at Joakim Von And spørger om de har penge nok. Anders ler og siger, at de kan få, hvad de vil have. De skal bare bestille det, og det leveres uden spørgsmål, så længe pligterne passes. Alle ejer en lige del af alting, og alle kan få det, de vil have, hvis de passer deres arbejde, uddanner sig eller tager de anviste pligter, hvis de ikke selv kan finde et arbejde.
Der er dannet et nyt samfund, hvis værdier er baseret på uddannelse, arbejde og pligter. Von And kan konstatere, at der ikke er brug for penge, gods eller guld længere, og det er hans værste mareridt. Så mens det sortner for hans øjne, så rusker Albert ham i armen for at få ham til at vågne. Det var bare et mareridt. Joakim Von And springer lykkeligt rundt i soveværelset, mens han græder og ler af glæde.
Von And styrter hen til boksdøren og springer på hovedet i pengetanken, og et kort øjeblik er det, som om pengene bliver usynlige, som om de ikke betyder noget, når det kommer til stykket, og Joakim Von And gyser ved tanken om sit mareridt. Pengene er der, og der bliver de. Men Von And er de næste dage lidt mere overbæren med, at han ikke tjente lige så meget som dagen før. For nu ved Joakim Von And med sig selv, at der derfor stadig er penge at tjene derude i morgen.
Snip, snap, snude.
Nu er historien ude.
Johnny Nielsen.
| Home | Filmplots |