Forsvaret slagstyrke skal ligge i panservåben, og det har været et anerkendt faktum siden første verdenskrig. Panservåbnet har siden den tid gennemgået 4 generationers udvikling, hvor panseret, motorene, våbnene og sigtemidlerne bestandigt er blevet forbedret. Det er på tide at udvikle en ny femte kampvognsgeneration, som jeg har kaldt Valhalla.
Historisk forløb:
Første generation kampvogne var pansrede og sammennittede maskingeværvogne, der i få tilfælde havde lette kanoner som sværeste våben. Disse tanks regerede slagmarken fra 1916 og frem til begyndelsen af anden verdenskrig, hvor tyskerne byggede og udviklede den anden generation af kampvogne med sværere støbt panser og tungere skyts.
Englænderne og franskmændene var bagud i både panserudvikling og taktik. Lynkrigen beviste dette med al tydelighed, og først da Tyskland tabte pusten i Afrika og Stalingrad blev der taget hul på tredje generation af kampvogne. Panteren og Tigeren. Amerikanerne og russerne serieproducerede store mængder simple og til en vis grad robuste tanks M4 Sherman og T-34, der kun i kraft af antal kunne slå sig igennem de tyske kampvogne.
Tyskerne kunne ikke bestemme sig for kun et design, så derfor brød deres krigsmaskine sammen i et rod af kampvogne med mange forskellige motorer og brændstofsystemer. Efter anden verdenskrig videreudvikledes kampvognene med amerikanerne M60 og russerne T-62 i spidsen, og det blev lande som Israel, der via deres kampe i Sinai og Golan viste vejen frem til den næste generation via udviklingen af Merkava I og II.
Frankrig, England og Tyskland, der prøvede at udvikle en fjerde kampvognsgeneration i fællesskab, men uenighed skabte en række kampvogne, der tæller modeller som Leclerc, Chieftain og Leopard. De var alle i fjerde kampvognsgeneration. Amerikanerne udviklede langt om længe M1 Abrams, mens russerne prøvede sig frem med T-72 og T-80. I golfkrigen beviste amerikanerne, at de havde den bedste kampvogn af alle.
M1 Abrams er på kanten af fjerde generation og femte generation, men femte generation skal præges af øget mobilitet, lettere reparation og øget ildkraft samt flere kamproller på den moderne slagmark. Det skal Valhalla kampvognsserien bevise.
Valhalla kampvognsserien:
Hver kampvogn er opbygget af to larvekæder, et chassis og et kanontårn. Det er som regel en af de dele, der bliver ramt og skudt i stykker i en ildkamp. Larvekæderne skal være selvstændige enheder, der skal skiftes med samme "lethed" som et pumpteret bilhjul i en eller helst efter et større kampvognsslag.
Chassiset imellem larvekæderne er hjemstedet for en chaufførkabine, et ammunitionsrum og et motorrum bagerst i de fleste kampvogne. Hvert rum skal være en panserskuffe, der kan kører på skinner i chassiset og vippes ud bagerst i kampvognen. Genopladningen af kampvognsammunition bliver lettere ligesom motorudskiftninger.
Med hensyn til motorummet, så er det min tanke, at det skal være en generator, der kan producere strøm, som så via mere fleksible kraftkabler kan drive de elmotorer, der skal indbygges i kampvognens bæltehjul. Det vil ligne en elmotor, som fastholdes i akslen, så motorhuset ydrekappe roteres som et hjul. Alternativet er en slags roterende dieselmotor, der virker ligesom de gamle flymotorer på gamle biplaner.
Kanontårnet er hjem for kanonen, panserværnsammunitionen og kanonbesætningen bestående af kommandanten, skytten og laderen, som kan erstattes af robotarme. Kun i kampledende situationer og enheder er der brug for en kommandant, så denne kan også erstattes af en kampcomputer med et avanceret kommunikationsanlæg.
Derfor opdeles kanontårnet i fire rum med kanonen imellem to skytte- og kommandantkabiner, og bagerst er der et ammunitionsrum med panserværnsammunition. Der skal være panserdøre bagerst i kanontårnet, der kan åbnes, så færdigpakkede paller med panserværnsammunition kan løftes ind med en gaffeltruck.
Kommandantkabinen kan erstattes af en 25 mm 5 løbet luftværnsminigun (gatling) med ammunition til brug imod fly, helikoptere og lette panserkøretøjer såsom BMP, etc. Derved reduceres kampvognsbesætningen til 2 eller 3 imod normalt 4. Der er kun brug for chauffører og kanonskytter i den femte kampvognsgeneration.
Kampvognen som samlesæt, der let kan skilles af og samles igen, har en taktisk fordel, da et antal sønderskudte kampvogne kan skilles ad og bruges som reservedele, hvorved f.eks. 4 ødelagte kampvogne kan samles til 3 hele kampvogne. En af kampvognene skal kannibaliseres for at de tre andre kan køre og dermed kæmpe igen.
Kanonen skal bruges til mere end antitankskydning. En fuldt eleverende kanon fra -10 grader til +90 grader vil kunne bruges som artillerikanon og luftværnsskyts. Det betyder en øget beholdning af ammunition og flere ammunitionstyper. Parolen i panservåbnet vil blive: "Kan du ikke se fjenden, så er du i artilleriet."
Larvekæderne skal have trædepuder, så de via trykket fra hjulene kan spredes over en større jordoverflade. Trædepuden i det enkelte larvekædeled skal ligne et stort W, hvor fjedre sørger for formen, når trykket lettes. Larvekæden trykkes flad under vægten fra kampvognen, og den større overflade mindsker belastningen på jordoverfladen og vejbanerne.
Larvekæderne skal monteres i kædekasser, der skal indeholde gummisække, som kan pustes op med luft fra et trykrum i kædekassen. Ved oppustning af luftsækkene kan kampvognen skabe opdrift i vand, og derved øges dens mobilitet. En kampvogn kan køre ud i Storebælt og lege enten orlogsskib eller ubåd afhængig af lufttrykket i gummisækkene på siden af kædekasserne.
Denne mobilitet har en taktisk fordel. En kampvognsenhed kan køre ud i havet om bag et fjendtligt brohoved. Et panserangreb bagfra vil kunne tilintetgøre invasionsforsøg og andre angreb langs de danske kystlinier. Vores frie panserenheder kan undsætte trængte enheder ved at krydse bælter og fjorde, som de vil.
Kampvognens panser kan være lamineret Chrobham panser, som er det mest moderne, men panseret kan laves på en anden måde. Problemet med moderne panser er den varierende tykkelse. Kampvogne er kun skudsikre i front- og sidepanseret, mens de er tyndere alle andre steder. Et angreb oppefra kan smadre en kampvogn, hvis angriberen er modig nok, og derfor er kampvogne i byer en dårlig ide, men kun hvis de er vores.
Panseret kan laves af tynde stålplader, der svejses sammen, så der er hulrum i panseret. derved skabes en let kampvogn, der ligner en tung kampvogn, og som kan bruges til øvelser. I krig kan man så fylde hulrummene i panseret med beton eller et andet materiale, således at kampvognen kan blive lidt mere robust. Det hule panser kan beskytte imod kugler og sprængstykker, mens betonpanseret kan klare lidt mere.
Dette spil med sikkerheden vil øge kampvognens mobilitet, men panser på en kampvogn skal være i stand til at opfange og neutralisere de fleste antitankammunitioner, der findes på markedet i dag. APDSFS-T, HEAT, HESH er bare nogle af de antitankammunitioner, der findes. Kinetisk energi, plasmastråler og ren sprængkraft er skrappe antitankvåben, som kan smadre lidt af hvert lidt for hurtigt.
En moderne fjerde generations kampvogn kan klare dem alle på en vis afstand, men tæt på er de dødsens farlige. En kampvogn klare sig bedst på lang afstand i åbent terræn, for i nærkampe kan kun de bedste kampvogne overleve. Panseret skal kunne overleve et ret voldsomt slag i det ene punkt, hvor antitankammunitionen rammer, ellers er besætningen solgt, hvis panseret er for tyndt.
De kinetiske antitankvåben (APDSTS-T = hurtig tung dartpil) kan standses med et tykt lag panser eller et hårdt tungt panserlag, men det ideelle ville være at rikochettere denne dartpilen, eller at bringe det til standsning, inden det når målet. Visse materialer (PVC, uran, bly og beton) kan ved penetrering pakke sig så tæt om dartpilen, at den klemmes fast af pansermaterialet og bremses.
De eksplosive antitankammunitioner (HEAT = formet højeksplosiv antitank) skære sig vej ind i en kampvogn med regulære superhede plasmastråler, når de detonere uden på kampvognens panser. Svaret imod dem er enten keramiske laminatplader eller reaktivt panser, der skaber en modeksplosion, som bryder plasmastrålens retning og effekt. Eller man kan bruge ekstra panserplader svejset udenpå i en vis afstand, så de tager imod granaten og bryder plasmastrålens effekt. Panserpladerne kunne sidde løst på hængsler, så andre granater kan bruge energi på at slå pladen ind imod kampvognstårnet, og dermed deflekteres granatens bane.
Et andet højeksplosiv antitankvåben (HESH = højeksplosiv formbar sprængladning) kan ramme kampvognen som en klump ler, der så detonere, hvorved en masse stålsplinter på indvendig side sprænges af og dræber besætningen. Det undgåes ved at lagdele panseret, således at trykbølgen fra eksplosionen ikke kan nå ind til indersiden af panseret. Hulrummet kan bruges til at lagre brændstof eller brandslukningsgas såsom hallon.
Frontlinie og arealkontrol
En god kampvogn skal placeres i terrænet og dermed i frontlinien. Spørgsmålet er nu, hvor mange der skal være? Hvordan skal de sammensættes? Og hvor tæt skal de placeres? Det forudsættes, at en kampvogn kan ramme præcist, hvad det sigter på inden for synsvidde. Kanoner har en typisk rækkevidde på 3 eller 4 kilometer, men i en artillerisammenhæng skal de have en meget længere rækkevidde, og her er problemet. Hvor stort et areal kontrolere en kampvogn?
Der kan tales om direkte og indirekte kontrol, det vil sige beskydning. Hvis kanonskytten kan se det, så kan han ramme det, og kan han ramme det, så kan han kontrolere målområdet direkte. Alt inden for synsvidde ud til 3 kilometer hele horisonten rundt skal kampvognen kunne kontrolere, men på et sådant stort areal er der plads til en masse fjendtlige aggressive mål.
Kampvognen støttes derfor af andre kampvogne på hver side, alle kampvognene skal dække hinandens positioner, således at de sammen med en krydsild kan få ram på hinandens nærmeste fjender, der truer med at ødelægge dem med direkte ild. En panserenhed behøver 3 kampvogne til at tage sig af højre og venstre flanke samt midten, og de skal kunne dække hinandens stillinger og skudfelter med krydsild. Danske panserdelinger er faktisk på 3 kampvogne.
Der er yderligere brug for en fjerde kampvogn, som kan sørge for kommando, kommunikation og overblikket over den lokale taktiske situation. Det betyder en ekstra kanon, som kan bruges til at give panserenheden rykdækning eller bruges som antiluftskyts, da der på fremtidens slagmark er en stor risiko for luftangreb imod især panserstyrkerne. Målsøgningsudstyret kan være fikseret på himlen, for at give panserenheden den fornødne luftdækning.
De 4 kampvogne danner en kampvognssektion, som er en selvstændig enhed på frontlinien, men hvor bred en del af frontlinien skal kampvognssektionen kunne holde af sig selv, og hvor tæt på nabosektionerne skal den være, for at lukke hullet imellem dem effektivt. Jo tættere på hinanden de er, jo større er chancen for, at en fjendtlig artillerisalve kan få ram på dem alle med et slag, og jo fjernere fra de andre de er, jo større er chancen for, at fjendens kampvogne kan køre igennem vores frontlinie. Altså skal der findes en gylden middelafstand.
Antageligt er 100 meter en passende indbyrdes afstand imellem kampvognene i pansersektion, og med 4 kampvogne kan de med lethed besætte et areal på 4 hektar på frontlinien. Arealet kan være op til 400 meter bredt, men afhængig af kampvognssektionens formation: Kolonne, linie, kile, skrå eller diamant. Så varierer frontliniens brede fra 400 meter ned til 10 meter. Den sidste på 10 meter er en lille paradediamantformation, der bruges til kørsel på gader, pladser og til parkering, og den er brugt til illustration på hjemmesiden Hærkompagnierne.
Hvis der så også er 100 meters gab imellem kampvognssektionernes frontliniearealer, så kan det regnes ud, at hver kampvognssektion har et max. 500 meter bredt frontafsnit, som de kontrolere, og det er måske for meget. Det betyder, at kampvognssektionen må holde en linieformation med alle kampvogne side om side som en skyttekæde. Hvis der ikke er en reservekampvogn bag dem, som kan tage en smadret kampvogns plads på frontlinien, så kan det ende galt.
Ideelt vil en kampvognssektion være i en bred diamantformation med en indbyrdes afstand på 100 meter, men kun på et 300 meter bredt frontlinieafsnit. Kampvognene vil overlappe hinandens skudfelter, og derved dækker de hinanden bedre i en kampsituation. Med en kileformation hvor de 2 kampvogne i midten er lidt foran de andre 2, så kan frontlinieafsnittet udvides til 400 meter, men det er kun i nødstilfælde, det skal bruges.
Med infanterister kan frontlinieafsnittet til en kampvognssektion udvides lidt mere. Kavaleriets opklaringsteam på 2 mand kan placeres i terrænet imellem 2 kampvognssektioner. Det forventes, at de kan overskue fjendens bevægelser lige så godt som en kampvognssektion kan. Men de kan ikke kontrolere deres frontlinieafsnit direkte, kun indirekte igennem tilkaldelsen af artilleri, helikoptere og kampvogne, som så skal smadre den observerede fjendtlige enhed.
Breden på frontlinieafsnittet, som et par infanterister kan klare at overvåge, sættes til 100 meter. I tilfælde af oprettelsen af en observationspost ud i terrænet foran frontlinien, så antages det, at de 2 kavalerister kan holde sig skjult, mens de observere og melder fjendtlige enheder og bevægelser, og at de fra en bakketop, et hus, en kornmark eller et skovbryn kan kontrolere nærområdet med deres håndvåben imod fjendtlige infanterister.
Infanterigruppen på 8 mand kan vælge at sende et par mand 50 meter ud på hver flanke, og de 4 mand tilbage i midten kan smadre enlige fjendtlige kampvogne med direkte ild, så de har en vis kontrol over deres frontlinieafsnit. Det betyder, at en infanterigruppe kan holde en 200 meter bred frontlinie imod fjendtlige infanteriangreb og mindre panserangreb. Den kampvognssektion, som transporterer infanterigruppen, kan desuden hjælpe med de større panserangreb.
Kampvognssektionen kan med de 2 medbragte infanterigrupper holde et max. 700 meter bredt frontlinieafsnit i udfoldet tilstand imod normalt 300 meter, og der kan sendes 2 opklaringsteams ud foran frontlinieafsnittet, så de kan tilkaldes hjælp i tide, hvis det brænder på. Kavalerisektionen, som kan sende 3 opklaringspar ud, vil kun kunne udvidde deres frontlineafsnit med 50 meter på begge sider, dvs. i alt 100 meter ekstra.
Kompagnityperne råder over et forskelligt antal kampvognssektioner udstyret med forskellige kampvogne, så derfor vil de forskellige kompagnier ikke fylde det samme på en frontlinie. Det tungeste kompagni er Panserkompagniet. Det råder over 9 kampvognssektioner samt 2 ekstra kampvognssektioner i HQ delingen, hvoraf den ene er 1 kavalerisektion, som kan bruges til at forstærke eller afløse en kampvognssektion på frontlineafsnittet, der er 2,7 km bredt.
Kavalerikompagniet, der råder over 7 kampvognssektioner, er repræsenteret i to udgaver som følge af forskellen på kampvognssektionerne i HQ delingen. Bataljon HQ kompagniet ledes af en bataljon HQ sektion assisteret af en Medic Evac sektion, så de kan ikke bruges som forstærkning på frontlinieafsnittet, der er 2,8 km bredt i begge tilfælde. Kavalerikompagniets HQ deling ligner Panserkompagniets med 1 kompagni HQ sektion og 1 kavalerisektion.
Panserinfanterikompagniet, der kun råder over 3 kampvognssektioner, holder det smalleste frontafsnit på kun 2,1 km, selv om at HQ delingen ligesom de to andre kampkompagnier råder over 2 kampvognssektioner delt i 1 kompagni HQ sektion og 1 kavalerisektion. Ved fremrykning skal infanteristerne sidde op, derved minskes bredden på frontlinieafsnittet til kun 0,9 km, hvilket får betydning for Panserinfanteribataljonens placering yderst på brigadens frontlinie.
Kompagnierne er samlet 3 og 3 i en bataljon, der er ledet af et Bataljon HQ kompagni og assisteret af et Forsyningskompagni. Bataljonerne kontrolerer tre gange så brede frontlinieafsnit som deres kompagnier. Kavalerisektionerne i HQ kompagniet kan fungere som fremskudte reservestyrker, så Panserbataljonen, Kavaleribataljonen og Panserinfanteribataljonen kan kontrolerer henholdsvis et 8,1 km, 8,4 km og 6,3 km brede frontlinieafsnit. De kan alle udvides 2,8 km i en nødsituation pga. opklaringsstyrkerne i Bataljon HQ kompagniet, dvs. max. til 10,9 km, 11,2 km og 9,1 km.
Panserinfanteribataljonen placeres på brigadens flanker pga. længden på frontlineafsnittet, og i midten placeres Panserbataljonen som brigadens tyngdepunkt. Samlet er frontliniebreden nu oppe på normalt 29,1 km for Panserinfanteribrigaden, og i udfoldet tilstand med Kavaleribataljonen ved siden af Panserbataljonen i midten til max. 40,3 km. Hvis infanteristerne sidder op, så reduceres frontliniebreden til 32,6 km. Panserinfanteribrigaden kan køre frem over en 32,6 km frontlinie imod fjendens stillinger, normalt holde 29,1 km frontlinie og max. holde 40,3 km frontlinie.
