Flådestrategi

Siden det første søslag, guder må vide hvornår, det blev udkæmpet, har der været visse regler for søslag, og måden de blev udkæmpet, som gælder universielt for alle krigsskibe på havet. Det er den flådestrategi, som studeres og indlæres af professionelle søfolk i alverdens flådeakademier. Lige siden Nelsons dage er flådestrategien blevet mere og mere moderne, da nye våben og især nye varslingssystemer spiller en afgørende rolle i fremtidens søslag. Men en universiel gylden regel gælder endnu på enhver slagmark:

Hvem ser fjendens enheder først?

Grundlæggende flådestrategi

De syv have er i bund og grund kun kæmpemæssige flader, hvor det enkelte krigsskib er en prik, som har et udsyn x antal sømil hele horisonten rundt. Det at kunne se sin fjende, før fjenden ser dig, er det første afgørende punkt i flådestrategien. I gamle dage betød det liv eller død, hvis man var placeret i læ i forhold til fjendens krigsskib, når fjendens udkiksfolk fik øje på en.

Det svarede til at stå nederst på en bakkeside, hvis man blev forfulgt eller skulle forfølge en fjende, det gjaldt om at komme først over bakketoppen dvs. horisonten, så man kunne forsvinde i en fart. Man kan enten flygte eller forfølge en fjende ved at krydse op imod vinden eller sejle med vinden i ryggen. Det valg afhang af ens krigsskibs bevæbning og slagkraft i forhold til fjendens krigsskib. Sejlsportsfolk lære de samme regler, når de konkurrerer indbyrdes på havet.

Skibets kampevne afhang af antallet af kanoner, besætningens form og dygtighed, samt deres hurtighed og præcision til at bruge kanonerne. En højere skudkadance og en mere præcis bredside kunne være det afgørende kort, der kunne knække stærkere modstanderes moral og kampevne. En stram diciplin herskede ombord på krigsskibene. Besætningen ledtes af bådsmænd, der blev ledt af løjtnanter, som igen blev ledt af en kaptajn, der havde ansvaret til søs for skibets sikkerhed på havet. Det var ham, der afgjorde, hvornår de skulle i kamp eller flygte for fjendens kanoner.

Dette kunne ændres, hvis landet havde flere krigsskibe samlet i en eskadre, så når de fik øje på et af fjendens krigsskibe, så ville fjenden blive nød til at flygte. Men da fjenden kunne have sine venner i nærheden, og de kunne tage imod ens krigsskibe, mens de uordentligt forfulgte det første fjendtlige krigsskib lige ind i fjendens ventende kanoner. Det kan man meget hurtigt dø af også på land, og havet er farligt nok i sig selv.

En eskadre skal derfor have en overordnet flådeofficer, der skal sørge for, at eskadrens skibe handler som et krigsskib, og derfor skal alle krigsskibene have ordre om at ligge på linie, så de kan sejle efter hinanden i en flådeformation. Det kræver taktiske søofficerer, der styre søslaget med et signalsystem og signalfolk på alle skibe, der kan sende og modtage korte aftalte beskeder med megafoner, flag, blinklys, raketter, telegraf, radio og nu satellit.

Et søfarende land skal, for at blive en større sømagt, have flere eskadrer, som kan samles i en elller flere flåder, som så skal kommanderes af en admiral, der har kommandoen over alle sine krigsskibe, som han kan vælge at sende ud enkelvis eller i små eskadrer eller flotiljer , mens de bliver kommanderet af hans underordnede viceadmiraler og komandører.

Admiralen eller Flådeadmiralen giver dem hver sin opgave, dvs. vise flaget, fange sørøvere, inspicere fremmede handelsskibe for kontrabande, eskortere nationens handelsskibe, blokere fjendtlige havnebyer, patruljere havet, opsøge fjendens krigsskibe, udkæmpe søslag og deltage i redningsaktioner. Der er sikkert mange flere opgaver, som flåden skal tage sig af i dag.

Historisk udvikling af flådestrategien

Nelsons flådestrategi gik ud på at finde fjenden og engagere ham på linie og klods hold, side om side med kanonerne og mandskabet i fuld gang med at slagte fjendens mandskab og kanoner. Der var to måder at ordne fjenden på, find fjenden og gå tæt på og fyr løs og gå så endnu tættere på. Den strategi mistede Nelson en arm og et øje på og til sidst sit liv, men han blev sejrrig.

Tidligt under søkrigen imod Frankrig, så ledte Nelson efter den franske middelhavsflåde, og de passerede faktisk hinanden lige uden for synsvidde, mens franskmændene var på vej imod Ægypten, og englænderne kom fra Ægypten. Ved Abu Qir angreb Nelson en opankret fjendlig flåde, som han sejlede forbi på linie med flammende kanoner. Franskmændene tabte ved Abu Qir, fordi Nelson sejlede indenom de opankrede linieskibe. Det var de ikke forberedt på, og de tabte deres linieskibe et efter et, mens Nelson vandt og erobrede flere franske linieskibe.

Krigen imod Napoleon trak ud, og efter at spanierne gik med Napoleon, så kom det til kamp for alvor. Men hvad Napoleon kunne gøre med sine arméer på land, det kunne Nelson gøre efter til søs med sine linieskibe. Ved Trafalga blev fjendens orlogsflåde af linieskibe skåret over to steder af to tværgående linier af orlogsskibe. Man krydsede T'et som det hedder. De linieskibe, der lå til læ side, fik lov at sejle videre, for de skulle krydse op imod vinden, der var meget svag, for at komme tilbage i slaget. Det tager tid, tålmodighed og mandsmod.

Imens førte vinden fjendens linieskibe ned i Nelsons ventende linieskibe, som før angrebet faktisk var færre i antal end den kombinerede franske og spanske flåde. Sådan fik Nelson overtaget, 1/3 af fjendens linieskibe flygtede, resten kom i kamp næsten en til en liggende side om side, og efter flere timer strøg fjenden flagene en efter en, som de blev nedkæmpet. Nelson døde desværre af et musketskud, netop fordi det var de blodige nærkampe, der afgjorde søslagenes gang i 17-18 hundredetallets verden.

Træskibene udgår og stålskibene indtræder i flådestrategien

Tiderne skiftede og man gik over til stål og maskinkraft fra træ og vindkraft. Skibene blev bygget af jern og drevet af damp siden den amerikanske borgerkrig, og linieskibe blev faset ud til fordel for Monitors, Ironclads og senere Dreadnoughts, der førte enten et drejeligt kanontårn eller en række drejekanoner bag jernsider eller begge dele, som det var tilfældet med de store skibe af Dreadnoughtsklassen. Der kom kort sagt et våbenkapløb igang på flådeområdet, og hvert land med respekt for sig selv skulle have de nye Dreadnoughts (det første panserkrigsskibs navn).

Flådernes admiraler oplevede i 1904, at de store dyre Dreadnoughts kunne sænkes i deres havne og i søslag med små billige japanske krigsskibe udstyret med torpedoer, så derfor udvidede de deres flåder med mindre krigsskibe i forskellige klasser samlet i mindre eskadre, der skulle enten angribe eller beskytte de store Dreadnoughts, der efterhånden blev mere og mere moderniseret til de senere krydsere, slagskibe og slagkrydsere. Fart og bevæbning afgjorde skibenes klasse. Jo tungere skyts og jo hurtigere et skib var, jo bedre var det.

Flådeeskadrene blev nu store komplicerede foretagner, hvor de store slagskibe og slagkrydsere lå i midten (stadig på linie) flankeret af en skærm af krydsere, der skulle beskytte dem, mens endnu flere mindre krigsskibe destroyere, fregatter, kanonbåde og torpedobåde afsøgte havet på udkik efter fjendens flåde, der faktisk også sejlede rundt i en kæmpe flådeeskadre, nu kaldet en flotille, og desuden var der tenderskibe med forsyninger til mandskabet og kul til de sultne dampkedler.

På samme tid blev en ny opfindelse søsat, nemlig ubåden, som blev betragtet som et snigende uværdig fartøj, der skulle ignoreres og ellers være flådens ildesete familliemedlem, som skulle holdes nede. Admiralerne rynkede på næsen af dette nye våben, der sneg sig højest umandigt ind på fjenden for at sænke deres store fine slagskibe og slagkrydsere. Aldeles uhørt. Har man kendt magen. Sådan en tøpler. De ubådsfyre er vist ikke gentlemen. Fy føj.

Den tyske flåde, som var i undertal i forhold til den britiske, erkendte dog, at ubåden i stort tal kunne skifte magtbalancen på havet, så de var ikke for fine på den, og da verden blev sindsyg efter mordet på Ærkehertug Ferdinand i Sarajevo, og alle erklærede krig imod alle og var i to forskellige alliancer, så brød den første store verdenkrig ud, og her skulle flådernes krigskibe stå sin prøve i søslagene. Hvad var bedst, de store panserde slagskibe eller de små ubåde.

Ubådene kunne med få midler kvæle det britiske imperium ved at sænke deres handelsflåde, mens britiske admiraler måtte lære, at handelskibe skal sejle sammen i konvojer sammen med hurtige krigsskibe, der kan sænke ubåde og de øvrige fjendlige krigsskibe, der sejlede rundt enten forklædt eller helt åbenlyst. Det var en krig på liv og død både på havet og på land, hvor man bare angreb og angreb for få tommer land i skyttegravskrigen. På havet derimod, afventede man klogeligt fjendens træk, før man gjorde noget, og da den tyske højsøflåde stod ud, så skulle der ske noget, og englænderne stod også ud fra Scapa Flow.

Jyllandsslaget gik først og fremmest ud på at finde hinandens flådestyrker, lægge sig på linie over for hinanden dog på afstand, og så skyde løs på hinandens skibe med de store kanoner. Det gjorde man så, de små skibe holdt sig på afstand, lagde røg ud, sendte torpedoer af sted på lang afstand, mens de store sendte granat efter granat afsted med større eller mindre præcision. Tyskerne fik bank, så de trak sig væk først, og da natten faldt på, så sneg tyskerne sig hjem igennem den britiske flådes afspærende linier.

Dog var tyskerne ikke slået, for de var ufine nok til at tænde projektørene, belyse de britiske skibe et efter et, mens de på klods hold beskød dem og sænkede dem. Enkelte nåede at kæmpe imod, så tyskerne fik ikke alt, hvad de ville have den nat. Enkelte tyske slagskibe sank også. Tyskerne ville dog ikke fortsætte slaget, da flere kanontårne var blevet slået ud, der var huller i overbygningen, og der var for lidt kul i skibene. De skulle hjem i en fart, og det skulle britterne også, for de havde mistet meget mere.

Der blev sænket flest britiske skibe, fordi de var fejlkonstruerede, idet elevatorskakterne under kanontårne ikke var ordentligt panseret og isoleret fra magasinerne, så en træffer lige under kanontårnet ville antænde krudtet på vej op, og skibet ville eksplodere. Tyskernes skibe var mere solide på det punkt, men mindre holdbare når de blev truffet af et par virkeligt store granater i vandlinien. Så flådestrategien måtte revideres efter Jyllandsslaget, man kunne ikke bare skyde løs på hinanden som i gamle dage, man måtte pansere skibene ekstra godt, have nogle store kedler og kullagre, have nogle store kanoner, og man skulle især være i stand til at ramme, hvad man sigter på første gang. Drivkraften skulle ændres fra kul til olie og fra dampmotorer til dampturbiner.

De store slagskibe og slagkrydsere skulle holdes tilbage som en slags taktisk reserve, mens de mindre krydsere, destroyere, torpedojagere og ubåde skulle udkæmpe søslagene først. Det var mere økonomisk, for det var dyre skibe, som man skulle passe på, og de gjorde ingen nytte på havets bund. Inden 2. verdenskrig og faktisk under 1. verdenskrig dukkede et nyt fartøj op nemlig hangarskibet, der kunne sende fly op for at rekognoncere og sænke skibe med torpedoer.

Flådestrategi under 2. verdenskrig ændres drastisk

Japanerne, amerikanerne og englænderne, der var vinderne fra den sidste verdenskrig, tog dette våben til sig, mens tyskerne som følge af restriktionerne i Versailletraktaten ikke kom igang med at bygge krigsskibe, før Hitler kom til magten. Lommeslagskibet var en kort hurtig version af en slagkrydser, og tyskerne byggede da også nogle store regulære slagkrydsere, da de blev mere og mere selvsikre pga. Hitlers politiske ambitioner. Det gamle prøvede våben ubåden blev af en eller anden årsag ikke prioriteret højt nok af tyskerne, for hvis de havde haft bare dobbelt så mange, så ville de have kunnet vinde 2. verdenskrig tidligt på havet.

Tyskernes flåde lagde ud med en ubådsoffensiv, der efter turen rundt om Danmark ikke kunne nå ret langt ud i Atlanterhavet, men hovedsageligt blive i Nordsøen, hvor de sænkede skib efter skib og de slog til i den britiske flådebase i Scapa Flow. Da offensiven var forbi pga. forsyningsmangel og torpedomangel, så fik englænderne pusten tilbage, og de fik organiseret konvojsystemet, flåden og handelsflåden. Evakueringen ved Dunkirk lykkedes, fordi tyskernes ubåde var på vej hjem, og fordi Hitler stolede for meget på Gørings løfter mht. Luftvaffes effektivitet.

Tyskernes flåde var for lille, fordi Hitler gik i krig for tidligt, men japanernes flåde var stor, moderne og en klar trussel imod Amerikanernes interesser i Stillehavet og i Kina. Derfor skulle der sanktioneres imod japanerne, og derfor tog japanerne skridtet til angrebet på Pearl Harbour. Amerikanerne blev taget på sengen og i havnen, da japanernes hangarskibe sendte deres fly afsted. De angreb to gange, og de sænkede eller beskadigede 7 ud af 9 slagskibe og slagkrydsere, men de gik glip af amerikanernes 3 hangarskibe, og det var deres anden fejl. Deres første var at angribe amerikanerne, og deres tredje var ikke at invadere Hawaii.

Japanerne slog til overalt imod amerikanerne, britterne, hollænderne og franskmændenes kolonier i det sydøstlige stillehav. Deres flåder sendte den ene invasionsstyrke i land efter den anden, og deres fly sænkede to af britternes mest moderne slagskibe. Repulse og Prince of Wales fra luften. Slagskibenes dage var talte i flåderne, og nu var det hangarskibet, der med sine fly bestemte på havet. Tyskerne mistede primært slagskibet Bismarck pga. et luftangreb, der satte rorret ud af drift. Slaget om Midvay var det første søslag imellem to hangarskibsflåder, der aldrig så hinanden, men som sendte sine fly ud for at tilintetgøre den anden hangarflåde.

Japanerne tabte slaget, fordi de havde to mål: Midvay og den amerikanske hangarflåde, og fordi de kunne ikke bestemme sig til, hvem de skulle angribe først. Øen eller hangarskibsflåden. Den sidste var den farligste, og øen bevægede sig jo ikke. Japanerne burde have fordelt opgaverne imellem sine hangarskibe, så et hangarskib fik til opgave at beskytte hangarflåden med jagerfly, et hangarskib fik til opgave at bombe Midway og dække landgangen, et hangarskib fik til opgave at torpedere eller styrtbombe amerikanernes hangarflåde, og det sidste af de fire hangarskibe skulle levere jagerdækning for begge angrebsstyrkerne.

De snævre farvande imellem de sydøstasiatiske øer blev rene dødsfælder for de flådestyrker, der vågede sig derind for at landsætte tropper og forsyninger, og flere søslag udkæmpedes i de snævre farvande, som kostede begge sider dyrt. Japanerne havde ikke råd til at miste sine flådeeskadre, de burde have forsøgt at afspærre stræderne og farvandene imellem hovedøerne med miner, fly og hangarflåder, og amerikanerne burde ikke have sat så mange skibe til, som de gjorde.

Fly behøver lufthavne eller hangarskibe, som skal beskyttes af krigskibe eller store troppestyrker, ellers kan de ikke true fjendens krigsfly, krigsskibe eller troppestyrker. Japan havde satset alt på at tage næsten alle øer i Stillehavet på nær Hawaii og Midway. De byggede lufthavne næsten overalt, hvor de kunne komme til det, men de havde ikke en flådestyrke, der var stor nok til at dække alle øerne, og det udnyttede amerikanerne.

Amerikanerne gik i land fra store landgangsflåder, der var beskyttet at store hangarskibsflåder, som igen fik friske fly fra mindre støttehangarskibe, der blot skulle transportere reserveflyene. De nedkæmpede de japanske garnisioner, holdt japanernes flådestyrker og især hangarskibsflåder på afstand, mens de byggede en masse lufthavne, der kunne beskytte øen og dække den næste landgang på naboøen lidt nærmere det japanske fastland.

På den måde sprang amerikanerne buk fra ø til ø, mens de passerede den ene besatte ø efter den anden, og det var kun nødvendigt at slå øens flystyrker ud og holde den japanske flåde og dens forstærkninger væk fra øerne. Der blev på den måde slået to kiler ind i det japanske teritorium. En sydfra til Filipinerne og en sydvestfra til Okinawa, hvorfra de kunne nå det japanske fastland med de store bombefly, der smed atombomben over Hiroshima og Nagasaki.

Således endte 2. verdenskrig i Stillehavet, men tyskerne blev inden da slået af en invasionsflåde, der var stor nok til at sende 5 divisioner i land på Normandiets kyster, men inden da havde de øvet sig på nordafrikas kyster, Siciliens kyster og Italiens kyster. Briterne og amerikanerne havde mestret en ny flådestrategi invasionsflådens, og de havde slået ubådsstrategiens ulvekobbeltaktik i Atlanterhavet. Tyskerne nåede ikke at indse, at ubåde også skal kunne sænke krigsskibe, hvis de skal overleve imod moderne ubådskrigsførsel.

Ubådsstrategien gik for Dönitz ud på at samle sine ubåde i små ulveflokke, der blev dirigere via kodede radiobeskeder hen til nærmeste konvoj, der naturligvis var stærkt beskyttet af krigsskibe og til en vis grad landbaserede fly. Flere hundrede tusinde tons skibslast blev hver måned sænket, men britterne blev bedre og bedre til at passe på konvojerne. Til sidst lukkede den britiske flåde for det varme vand, da de med små kamp eskadrer bevist jagede ubådene med radar, langdistance bombefly, sonar, asdic og dybdebomber i massevis.

Dönitz ulveflokke af ubåde blev angrebet og sænket en efter en, og til sidst måtte de prøve at udvikle en ny ubådstybe, der kunne være længere tid under vandet, men da var det for sent. De allierede havde udviklet en skibstype, der bestod af en række skibe, der kunne landsætte alt fra små troppedelinger til mindre kampvognsenheder, og de kunne tilmed bygge et par kunstige havne på Normandiets sandstrande. Hvis Hitler havde kunnet gøre dette i 1940, så...

Et invasionsforsøg er betinget af overraskelsesmomentet, invasionsflådens størrelse og bredde, forsvarets styrke og dybde, herredømmet til søs og i luften samt angrebsstyrkens bevæbning. De allierede havde alle fordelene, men tyskerne havde kampviljen og kampevnen til at smide de allierede tilbage i havet igen, hvis det ikke havde været for flådens slagskibe og slagkrydsere, som fik en renesance, da deres kanoner nu kunne fungere som svært artilleri.

Det var umuligt for tyske styrker at komme for tæt på kysterne, da flådens store kanoner ellers ville kunne tilintetgøre dem. Tyske kampvogne er faktisk blevet kastet rundt som legetøj pga. flådens granater. De allierede landstyrker havde et fristed under flådens kanoner på kysten, men de skulle jo før eller siden ind i landet uden for flådens rækkevidde. Tyskerne manglede heldigvis de fornødne panserstyrker, der skulle holde amerikanerne inde i brohovedet.

Briterne under Montgommery bandt 8 tyske panserdivisioner, mens amerikanerne via deres invasionsflåde opbyggede deres panserstyrker under Patton, og de brød først ud fra Normandiets strande, mens englænderne holdt tyskerne ved Caen. Amerikanerne svingede rundt nordpå, og ved Falaise fik de næsten lukket hullet, men desværre undslap de fleste tyske styrker. De var dog på flugt imod Holland og Tyskland, mens de allierede fulgte efter lige i hælene på dem.

Forsyningslinierne blev desværre trukket for langt ud, de franske havnebyer var enten besatte, ødelagte, mineret eller for små til at kunne tage de store mængder forsyninger, der skulle til for at holde en bred frontlinie igang. Eisenhover havde desuden gjort den fejl ikke at satse på et stort koncentreret britisk angreb direkte imod Tysklands ruhrdistrikt, men spredt angrebene imod tyskerne ligelidt på alle divisionerne, så forsyningerne fra invasionsflåden skulle tredobles, der var faktisk mangel på ammunition hos amerikanerne pga. krigen i Stillehavet og Frankrig.

Dette var en gentagelse af 1. verdenskrigs angrebsmetode, fuld kraft på alle fronter, mens de mere erfarne englændere havde lært af tyskernes blitzkrieg. Angrebsstrategien på land gjorde, at forsyningerne ikke var tilstrækkelige. Invasionsflåden og de to kunstige Mulberryhavne blev ikke og kunne ikke flyttes længere nordpå og nærmere frontlinien, så forsyningslinierne blev afkortet. Dette var en stratetisk fejl, som ikke burde være blevet begået. De allierede kunne have ryddet flere invasionsstrande ved Calais, efter at de havde nedkæmpet tyskerne i Frankrig og Belgien.

Moderne flådestrategi

Falklandskrigen og Golfkrigen er begge eksempler på moderne flådestrategi, hvor flådestyrker med hangarskibe er nød til at indgå i de styrker, der skal i kamp for enten at tilbageerobre en øgruppe som Falklandsøerne eller hjælpe til med at tilbageerobere en oliestat ved kysten. Da argentinerne erobrede Falklandsøerne, fik det de slumrende britter op af stolene, men freden og imperiets sammenbrud havde sparet deres tidligere så stolte flåde væk, så de måtte skabe alt og alle skibe sammen i en flådestyrke, der kunne opererer flere tusinde kilometer hjemmefra.

De måtte endda leje civile forsyningsskibe og containerskibe, støve deres gamle skibe af, og de måtte tage til takke med uafprøvede forsvarssystemer, der skulle møde nye våbentyper, som var udviklet af allierede lande. Argentinerne satsede på landstyrkerne på Falklandsøerne, luftvåbnet hjemmefra Argentina og nogle få gamle krigsskibe bl.a. "General Belgrano". Englænderne kom endelig afsted, mens politikerne svovlede og forhandlede, men forgæves.

Englænderne landsatte deres tropper på et ubevogtet sted på Falklandsøerne, mens argentinerne sendte det ene luftangreb afsted imod den britiske flåde efter den anden. De argentinske piloter sænkede og beskadigede flere skibe med moderne franske exocetmissiler og bombeangreb, mens britterne ødelagde det ene fly efter det andet med deres få Harrier Jumpjets og deres hav til luft missiler, dog havde de problemer med at ramme exocetmissilerne, der ikke var en del af Englands nu computeriserede forsvarsprogram. Det var indstillet til russernes missiltyper.

En britisk ubåd sænkede derefter krydseren "General Belgrano", den lå syd for Falklandsøerne og prøvede på at komme frem igennem englændernes flådeblokade. Argentinerne havde erstattet deres elitetropper med deres mere grønne rekrutter, der så skulle kæmpe imod de mere professionelle britiske soldater, som selvfølgelig smadrede dem efter noder. 750 argentinere døde imod 250 englændere, hvoraf de fleste var søfolk.

I Golfkrigen spillede amerikanernes hangarskibsflåder en stor rolle i at levere ekstra flystyrker til angrebet imod Irak, og flådens store slagskibe leverede kystbardementer, der sammen med marinerne skulle aflede opmærksomheden fra den Saudi-Irakiske grænse, hvor hovedangrebet skulle stå. Transportmæssigt deltog flåden også i slagets opbygning og gang, da de kunne flytte materiellet til et antal panserdivisioner fra USA og Vesttyskland ved hjælp af roll of roll of skibe.

USA er den sidste stormagt, der endnu har en stor flådestyrke, som de opretholder dels for at kunne spille med musklerne, dels for at kunne støtte fredsskabende og fredsbevarende missioner for FN, og til dels fordi det er en vigtig særdeles mobil våbengren, der har 71 % af jordens overflade nemlig havet at boltre sig på. Flåden er vigtig, for det er en base, hvorfra man kan sende offensive militære styrker i land på fjerne landes kyster, og fordi man kan hindre andre lande i at sende deres flåder imod sine kyster.

Gældende forhold på havet for flåden

Som sagt før, så er et skib blot en lille prik på havets overflade, og der er plads nok til, at fjendens skibe kan sejle forbi, uden at man aner noget om det ligesom Nelson i sin tid. Over havet er der luftrummet, hvorfra satellitter, fly, helikoptere, missiler og meget andet kan nærme sig krigsskibet til det er inden for synsvidde. Under havet kan ubåde, torpedoer, miner og frømænd nærme sig skibet, men dog ikke uhørt. Moderne våben laver støj, men det kan ændre sig i fremtiden.

Tiderne skifter jo, og med dem er der kommet nye varslingssystemer såsom radar og sonar. Men varslingssystemerne betyder, at det moderne krigsskib fortæller alle med en radarmodtager og pejleudstyr, hvor man er hende af på havet, og det er farligt i krigstider. Støj ombord fra maskiner, personel og skruerne kan afsløre krigsskibets position for ubåde og endda overfladeskibe.

Ved alle moderne krige er det kotume at overholde en radiotavshed, så fjenden ikke varsles på forhånd i tilfælde af et overraskelsesangreb. Det gælder derfor også på havet. Radar, radio og alt elektronisk aktivt udstyr skal slukkes, og kun de passive modtagere skal være tændte. Faktisk skal selv overfladeskibene gøres lydløse, og på den måde skal de to fjendtlige flåders krigsskibe lege "stilleleg", mens de lister rundt på udkik efter hinanden.

På den anden side kan man lave en masse larm, sende radio og radarbølger ud overalt, mens man aggressivt leder efter fjendens krigsskibe og ubåde. Dette giver et krigsskib en vis varslingstid, så de kan nå at skyde igen imod fjendens missiler, torpedoer og kampfly. En lille flåde kan ikke tillade sig en sådan luksus, den må satse på sin snedighed, og derfor have så mange øjne og øre derude som muligt i form af ubåde store som små eller en slags radar/radio relæbøjer.

Flådestrategien i disse moderne tider går stadig ud på, at man skal kunne nå at "se" fjenden, før han ser dig, så du kan nå at skyde først og hårdest, så fjendens skibe bliver ødelagt eller sænket, inden fjendens skibe når at gøre det af med dit skib. Hvis man ikke vil opdages, så må man skjule sig eller camouflere sig, mens fjenden sejler forbi, og når fjenden er på vej væk, så kan man angribe med torpedoer eller et fjernstyret minefelt.

En flådestragegi er måden, man vinder et fremtidigt søslag imod f.eks. en amerikansk hangarflåde, der består af et hangarskib flankeret af 4-5 AEGIS krydsere. Et amerikansk hangarskib har tre forsvarszoner, yderst ligger jetflyene med deres luft til luft og luft til hav missiler, i midten ligger eskorteskibenes og helikopterne og venter med deres hav til luft og hav til hav missiler, og inderst har hangarskibet et antal radarstyrede CIWS kanoner, der kan skyde missiler og kamikazefly ned, inden de når at ramme hangarskibet.

For at sænke et sådant hangarskib, skal man enten rette et massivt missilangreb på flere hundrede missiler, eller man skal have en masse små tavse miniubåde, der kan rette et større kombineret torpedo og missilangreb ind imod hangarskibet i den inderste forsvarszone. For at overleve det, så skal der være torpedoer nok til at klare eskorteskibene samtidigt, ellers er man solgt. De små miniubåde kan så stikke snuden op, tænde deres missilers radarmodtagere, få et overblik over fjendens positioner og flytte sig hen imod dem.

En moderne flåde skal kunne være i stand til at ødelægge fjendens skibe på overraskende vis, når de mindst venter det, og den skal være lige så god som fjendens flåde fra starten, så søslagene begynder jævnbyrdigt. Flådestrategien går ud på at finde en metode, hvormed man kan bruge sin flådes skibe og andre fartøjer på den mest hensigtsmæssige måde, så man sikre sig sejren over en overlegen fjendtlig flådestyrke. Det gælder især for små nationers flåder.

Nelson vidste det i sin tidsalder. Tyskerne vidste det ikke under både 1. og 2. verdenskrig, men de havde næsten fat i noget med ubådsstrategien. Japanerne vidste næsten ikke helt i 2. verdenskrig, hvordan de skulle vinde flådestrategien, mens amerikanerne nærmest ikke havde lært noget op til 2. verdenskrig, men de kom heldigvis efter det i løbet af 2. verdenskrig, hvor de perfektionerede hangarflådens og invasionsflådens strategier.