| Home | Forsvaret | Panservåbnet |
Kampvognsserien Kampvognsdesignet Mjølner DP kanonen Kanonammunitionen
Der er ikke skrevet ret meget indtil nu om kanonammunitionen, som skal bruges af Mjølner DP kampvognskanonen. Der er brug for nogle typer af granatladninger, der til dels kan smadre andre kampvogne og til dels kan ødelægge alle andre mere eller mindre"bløde" mål. Desuden er der brug for antiluftgranater imod fly, antipersonelgranater imod troppestyrker, højeksplosive granater imod bygninger, bunkere og lette køretøjer. Så indkøbslisten er lang.
Der er også spørgsmålet om drivladningen, som skal sende granaten afsted. Denatoren, som skal sprænge granaten i luften på det rigtige tidspunkt imod det rigtige mål. Samt et slags egentligt styringssystem, der kan styre granaten mere præcist imod et bevægeligt mål, og det indkludere også et målsøgningssystem, der kan identificere og spore et fjendtligt mål uanset typen. Det gør indkøbslisten endnu længere og dermed dyrere, hvis man vil.
Nu foretrækker jeg våben, der kan bruges til mere end en ting, så derfor skal der kun være to former for kanonammunition, nemlig antitank og antialtmuligtandet. Antitankgranaten er let at vælge, den findes i forvejen, og den behøver intet styrringssystem. APDSFS-T er betegnelsen, der står for Armour Piercing Discarding Sabot Fin Stabilised - Tungsten. Dvs. en lang smal tung dartpil af tungsten i en løs 120 mm granatholder, der falder væk lige uden for kanonløbet.
Der findes tungere antitankgranater lavet af udpint uran, men de er mistænkt for at forurene med giftigt uranstøv, når de har smadret sig vej igennem en fjendtlig panserplade. De energier, som udløses i træfningsøjeblikket, kan højest sandsynligt sammenlignes med en fysisk opgradering af uranet til mere giftige isotoper. I laboratoriet bruger man radioaktiv bestråling for at opgradere uran til plutonium, U235 eller U238. Slaget fra urangranatens træfning kan måske også sætte noget igang, som ikke er så sundt igen, så det....
Artillerigranaten
Artillerigranaten er i bund og grund en tyndskindet stålbeholder fyldt med sprængstof og indeni er der et brandrør, som aktiveres af en tændsats i spidsen. I bunden er der en tracer, som brænder noget synligt fosfor af, og som hjælper til med at mindske luftmodstanden fra bunden af granaten. Granaten rammer noget og eksplodere, eller passerer forbi noget, som elektronikken i tændsatsen kan registrerer hvad er og den eksplodere. Det sidste bruges i antiluftskytssammenhæng.
Nu findes der en række sprængladninger på markedet bl.a. M77, der i 544 eksemplarer indgår i M270 MLRS raketvognens artilleriraketters krigshoved, som over et målområde skal spredes over det hele med den effekt, at alt og alle sprænges i luften. M77 er dobbeltvirkende, da dens HEAT sprængladning kan lave huller i kampvogne, samtidigt med at splinterne fra den kan dræbe og sårer alt inden for en håndgranats radius sådan cirka.
Et yderst effektivt våben og derfor indgår det i Valhalla kampvognens ODIN II MLRS raketters krigshoveder, som groft beskrevet er en 203 mm spand fyldt med disse M77 minibomber. Så derfor er skridtet til en 120 mm version ikke særlig lang, og endelig derfor skal artilleriammunitionen til kampvognene være en sådan minibombebeholder. Et artilleriskud svarer i virkeligheden til et 120 mm haglskud med håndgranater, og det må gøre ondt.
En kampvogn kan i nødstilfælde bruges som artilleripjese, men det kræver minimum 5 brisantskud imod et mål for at skyde sig ind og ramme det. Det er dyrt og tidskrævende. Så derfor kan en byge M77 minibomber i et artilleriskud på f.eks. 8 km afstand standse en eller flere kampvogne, et andet kanonskud kan ødelægge dem helt og et tredje kanonskud kan tilintetgøre dem totalt. Det vil være meget mere økonomisk kun at bruge to til tre artilleriskud.
Under alle omstændigheder skal minibomberne ikke spredes før, de når helt frem, og derfor kan de også bruges som antiluftgranater. Når et fjendtligt fly passerer indefor rækkevidde, så skal man sigte og affyre kanonen med en M77 artillerigranat, som herefter er designeret en AADP Artillery Air Dual Purpose granatladning, der kan rumme et større antal (28-31) minibomber.
I målområdet vil AADP'en eksplodere og sprede minibomberne, der kort tid efter vil eksplodere enten af sig selv eller ved direkte kontakt med målet. Det kan sammenlignes med fyrværkeri, der eksplodere i to tempi for at få ram det fjendtlige luftmål over kampvognen. Fjendens andre mål vil ligeledes kunne blive ødelagt med AADP granaten, og en forsinket dvs. tidsindstillelig tændsats vil kunne sikre, at granaten borer sig dybt ind i f.eks. en bunker, inden den eksplodere i to tempi inde i bunkerens indre.
Der er muligvis stadig brug for en højeksplosive artillerigranat (HE) i kampvognen arsenal, og måske kan M77 minibombernes tændsatser ligeledes indstilles til øjeblikkelig eksplosion inde i AADP'ens kappe, for derved at skabe en maksimal eksplosion i et minimalt område, så man f.eks. kan sprænge en bygning i luften eller lave et stort hul i en mur. Elektroniske tidsindstillelige og programerbare tændsatser er vel blevet udviklet eller så kan de udvikles.
Drivladningen
Drivladningen til granaterne er også et punkt, der kan forbedres. Granathylstrene fylder meget, men de indeholder det krudt, der skal til, og det skal måske laves om. Jeg forestiller mig en mindre drivladning af et kraftigere sprængstof, som kan gøre det samme job bare bedre og hurtigere med en forøget rækkevidde til følge. Formen på dette sprængstof kan være et hult rør, der sprænges indefra for at skabe et maksimalt ensartet drivgastryk i granatkammeret, som ikke sprænger kanonløbet i luften samtidigt med.
Plastisk sprængstof, en støbt sprængladning eller sprængsnor i granathylsteret er alle muligheder, der skal overvejes, men det kommer ned til de fysiske betingelser med gastryk, gasvolume på den ene side og temperaturen, molmængden og gaskonstanten på den anden side. Kan kanonløbet og hylsteret holde til temperaturen uden at smelte?, og hvordan slides kanonløbet? Det antages, at hvis kanonløbet kan holde til et bestemt gastryk, så skal fremtidens drivladning ikke overgå det.
Så er der spørgsmålet om et flydende sprængstof, der kan pumpes ind fra en ekstern tank direkte til granatkammeret, hvor det så antændes. Det kunne være flydende ilt og brint, som pumpes ind og sammen sender granaten af sted. Teknisk set kan det lade sig gøre, men måske skal der en centrifugering til, for at forbrændingen kan ske fuldstændig symetrisk uden kanonløbssprængning til følge. Sprængsnor kan forresten også føres ind fra en ekstern rulle, som så vikles omkring en stang, inden den sættes ind i et hylster.
Det bringer spørgsmålet om en automatisk genladning af de brugte granathylstre i kampvognen op, og det vil være interessant at finde ud af, om det kan lade sig gøre, for det vil spare en masse plads i kampvognen. Hver kampvogn kunne trække en tailer med drivmidler til granathylstrene, og der kunne være en 20-30 skudklare granatladninger klar til brug og en masse granater af varierende art klar til genladning på de brugte granathylstre.
Drivmidlet kunne endda være identisk med det brændstof, som kampvognen bruger til at køre med, så naturgassen, benzinen eller dieselolien kan pumpens ind i et sprængkammer sammen med en masse trykluft, der så antændes og ledes ind i bunden af granatkammeret. Det er også en mulighed, der skal undersøges. Kan man lave en slags "gaskanon" tilstrækkelig stor?
Kampvognsserien Kampvognsdesignet Mjølner DP kanonen Kanonammunitionen
| Home | Forsvaret | Panservåbnet |