Issue #4 – December 2002
Månedens Album:
System Of A Down; Steal This Album
American/Sony
“Toxicity” var en af sidste års… Nej, glem det:
”Toxicity” er en af rockhistoriens fedeste skiver nogensinde. Punktum. Men for den
sags skyld, så behøver ”Steal This Album” ikke at være guld, vel? Den
indeholder jo numre der blev udeladt fra ”Toxicity” albummet. Fra bandets side
bliver der dog forvisset om, at sangene kun blev udelukket, fordi de ikke
passede til den linje der blev lagt for albummet, og ikke fordi de –
bandmedlemmerne - ikke kunne stå inde for numrene rent kvalitetsmæssigt. Men
her er de, nok mest fordi de på en eller anden måde endte på nettet til fri
downloadning tidligere på året, men også, efter hvad forstås, fordi bandet
gerne ville udgive sangene. At det er blevet så pludselig – og bl.a. uden cover
og booklet – er dog på grund af ovennævnte. Men er sangene noget værd? Ja, gu’
er de så. Alle numrene er måske ikke helt på højde med det der hørtes på
”Toxicity”, men hvad er også det nu om stunder, om jeg må spørge? Tag ”Boom”
f.eks., der ganske enkelt er et nummer andre bands ville give deres
pensionsopsparing for, og hvor flovt er det ikke, når man tænker på, at det
blev kasseret til ”Toxicity” albummet? Så lad være med at stjæle dette album.
Køb det – det er nemlig pissefedt, og faktisk en værdig opfølger til
”Toxicity”, selvom det som sådan ikke nødvendigvis skal ses som en. (JJJJJ-)
5
”Runner-Up” albums:
Alexisonfire; Alexisonfire
Disctort Entertainment/EMI Music Canada
En af denne måneds mest positive overraskelser. Helt sikkert. Dette nye canadiske band har forstand på at kombinere brutal hardcore med følelsesladet emo-core, og få det at lyde som englesang (ok, måske ikke helt, men det er da i hvert fald fedt). Hold et øje åbent for disse gutter. Der er nemlig noget der tyder på, at de ikke har tænkt sig at stoppe her. For fans af emo der vil have lidt mere aggressivitet, og fans af hardcore der vil have lidt endnu flere følelser indblandet. Er du en af førnævnte? I så fald er Alexisonfire en sikker vinder (JJJJ--)
Irate; 11:34
Selvstændig
Læg lige mærke til dette navn: IRATE. Du vil nemlig høre
det igen. Jeg lover det. Hvis ikke bandmedlemmerne vælger at stoppe inden
længe, så er det simpelthen ikke muligt, at Irate går ubemærket forbi de
amerikanske hardcore-pladesealvers søgelys. Så som jeg sagde, du vil høre om
dem igen, og på det tidspunkt har de en pladekontrakt (ja, ja, hvis verden bare
fungerede på den måde). Irate har nemlig hvad der skal til for at skabe et
stort hardcore band. Dvs. et hardcore-band der leverer varen til fans af
genren, men ikke nødvendigvis et hardcore-band, der slår igennem til
mainstreamen. Men hvad skulle de nu også det for. Irate lægger sig opad brutale
hardcore bands som Hatebreed, men er samtidig ikke bange for at lade
metalguitarer dominere lydbilledet, når der er brug for det, og lur mig, at
ikke Irate – ligesom bl.a. Dead To Fall og for tiden mange andre – også har et
svagt hjerte for europæisk melodisk metal, hvilket de beviser med at fyre nogle
fede melodiske guitarsoli af indimellem. Alle 12 numre på ”11:34” leverer
varen, om end nogle gør det mere end andre. (JJJJ--)
Kings Of Nuthin; Fight Songs
Disaster Records
“PUNK ROCK R&B” således lyder overskriften på
pressemeddelelsen til denne skive, og bedre kan Kings Of Nuthin nok ikke
beskrives. Men når der står R&B, så menes der ikke med den sukkersøde
R&B man hører på MTV i dag. Nix, det er den R&B man hørte i 50’erne, og
senere blev grundstenen for hele rock n’roll bølgen. ”Fight Songs”, der er
bandets andet udgivelse, er faktisk en skide sjov skive at sidde og lytte til,
og sikkert glimrende at sætte på til fester. Man kan ikke andet end blive i
godt humør af kombinationerne af punk-rock guitarer, rock og rul piano a la Little
Richard, og en hornsektion der giver Brian Setzers orkester kamp til stregen.
Det kan godt være, at swing møder punk var en døgnflue i 90’erne, men Kings Of
Nuthin er her endnu, og du burde tjekke dem ud. For dem der kunne tænkes sig en
cocktail bestående af jazz, R&B, swing, rock n’roll og punk. (JJJJ--)
Park; No Signal
Lobster Records
Park er helt klart det fedeste band
Lobster Records har fået deres finger i. Deres album ”No Signal” er i modsætning
til mange af selskabets andre udgivelser en fornøjelse nærmest hele vejen
igennem. Der er stort set kun talen om ørehængere på ”No Signal.” Og skulle man
lave sin egen kompilation af pop-punk sange derhjemme, så ville samtlige fra
dette album være yderst velpassende til sådan en kompilation. Park er måske
selskabets mest radiovenlige og ”straight-up” poppede punk band, men de er helt
klart også det band der efterlader lytteren gladest. Med dette er ikke sagt, at
de andre Lobster udgivelser ikke er gode, for det burde flere af de andre
anmeldelser gerne bekræfte. Parks ”No Signal” er bare selskabets bedste til
dato. (JJJJ--)
Theatres Des Vampires; Suicide Vampire
Blackend/Nordic Metal
Hvis de gamle black metal grundlæggere
hørte ordet poppet black metal nævnt, så ville de sikkert synes at du var
fuldstændig sindssyg (og det skulle komme fra dem, hvad?). For to ord som pop
og black metal ville for dem være så ulige, at det ville være vanvid at nævne
dem i samme anmeldelse, og endnu mere i samme sætning. Sandheden er dog, at
poppet black metal er den beskrivelse, jeg hælder mest imod, når jeg sidder og
hører en skive som ”Suicide Vampire” med italienske Theatres Des Vampires.
Dette er dog langtfra pop a la MTV, men vi kommer ikke uden om, at dette er lettere
tilgængelig black metal, der sagtens kan glæde andre end kun black metal
fanatikere. Fans af Cradle Of Filth vil sikkert få lidt at tygge på her, men
faktum er, at ”Suicide Vampire” er mere gennemført end det seneste man har hørt
fra Cradle Of Filth, samtidig med at der er lidt højere til loftet hos
italienerne. Udover de atmosfæriske og vampyriske black metal kompositioner,
står bandet med det ene ben planet i den gotiske rockkultur, og det andet i den
klassiske musikverden, hvilket skaber et herligt møde imellem tre
musikverdener, der her, i den grad forstår at fungere sammen. Det er ikke
uvanligt at kombinere netop de tre ovennævnte musikgenrer, men få gør det så
overbevisende som Theatres Des Vampires gør det på ”Suicide Vampire.” Og så
skulle jeg hilse fra min kone og sige, at de opera-inspirerede
vokalarrangementer er for fede. De fik hende til at støve lidt gammelt Saviour
Machine (hendes favorit band) af igen. Respekt for det. (JJJJ--)
Resten af månedens skiver:
Bathory; Nordland I
Black Mark/Nordic Metal
Jeg er ikke den helt store Bathory fan. Har faktisk
aldrig været det, hvis jeg skal være helt ærlig, og det vil dette album under
ingen omstændigheder ændre på. ”Nordland I” er nøjagtig det man kunne forvente
i et nyt Bathory album; atmosfærisk, mørk og ekstremt kold metal, der tager
tråden op, hvor sidste års ”Destroyer Of Worlds” slap. Som jeg hørte albummet
kunne jeg ikke lade være med at tænke, hvor typisk det er for norske bands at
komme på med noget så koldt og vinteragtigt som det her. Jeg tænkte, uden
overhoved at have været i Norge, at dette sikkert afspejler en norsk vinter
meget godt. Meningen er dog ikke at dette direkte skal sættes i forbindelse med
Norsk nature alene, men derimod hele det nordiske vikingesamfund. Og når talen
er om at male et musikalsk billede af vikingetiden, hvad er da bedre end at
kombinere den i forvejen dystre metal med oldnordiske vise og folkemusik
arrangementer? Fans af Bathory vil uden tvivl elske ”Nordland I”, og for disse
vil tiden ikke gå hurtigt nok indtil 2’eren udkommer til februar næste år. Mig?
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at et så selvstændigt og ukendt band som
færøske Týr, har en meget mere interessant indfaldsvinkel til hele det der
oldnordiske halløjsa. Måske Quorthon burde prøve at have det lidt sjovt, og
måske endda bruge den lange norske vinter til det samme. Men det kræver vist
nok at man har et par ski derhjemme. (JJJ---)
Bulletproof Electric Revue; Bulletproof Electric Revue
Rocket Science
Bulletproof Electric Revue er et af de mest interessante
nye stener rock bands, jeg har hørt længe. De er også et af de mest underlige,
skræmmende og – egentlig – originale stener rock bands derude. Det er skam
uhyre sjældent, at jeg kommer helt op ad køre over et lige ud ad landevejen
100% Black Sabbath inspireret, hvis ikke 100% kopieret, steneralbum.
Bulletproof Electric Revue er nu ikke helt Black Sabbath kloner eller det der
ligner, selvom de fleste af deres kollegaer for tiden er det. Det er ikke fordi
der er noget forkert i at ligne førnævnte revolutionerende band, de er jo som
bekendt et af rockhistoriens mest vigtige bands, men det er sjovt at høre et
stener rock band, der er i stand til at tage deres lyd lidt ud over det
sædvanlige. I stedet for hele tiden blot at køre på tunge og beskidte
monsterriffs, der er drænet for al god lydkvalitet, tager Bulletproof Electric
Revue et skridt længere ind i hash-tågen, hvor de lader sig inspirere af
psykedeliske rock giganter som Jim Morrison og The Doors, hvorefter de blot gør
hele endnu mere syret ved at tilsætte en pæn portion saxofoner, tromboner og
klarinetter. (JJJJ--)
Captain Tonic; Chair
Selvstændig
Captain Tonic er noget for sig selv,
og deres nyligt udgivne fuldlængde ”Chair”, lyder ikke helt som noget andet
album der har ligget i anmelderbunken i lange tider, selvom der faktisk er
talen om ganske traditionelle stilarter og musikalske elementer. Captain Tonic
kombinerer amerikansk singer/songwriter med jazz, salsa-rock, blues, folk og
country og får til tider et glimrende resultat ud af det. Alligevel får man som
skiven skrider hen følelsen af, at kombinationerne ikke lyder helt så friske
som de gjorde i starten af albummet. (JJJ---)
Dark At Dawn; First Beams Of Light
Iron Glory/Massacre/Nordic Metal
Efter et mini-album og en fuldlængde er Dark At Dawn nu
klare med et nyt udspil. Talen er om deres anden fuldlængde, men talen er
alligevel ikke om den helt rigtige opfølger. ”First Beams Of Light” er nemlig
en samling sange, der oprindeligt udkom på to gamle demoer. Her har de dog her
har fået en ny tur i studiet… Alligevel er talen ikke om specielt ”up-to-date”
metal, da Dark At Dawn giver de små kedelige, langsomme, tunge og doomagtige
sange de selv ynder at kalde power metal en tur i maskinen. Måske skulle de
forsøge sig lidt mere med sange i nogenlunde samme tempo som i skæring 8. Så
kunne vi måske også forholde os til den der power metal ting? Forhåbentlig kan
et nyt album med nyt materiale gøre større underværket end ”First Beams Of
Light.” (JJ----)
Reed Dickinson; Playing Games With The Sun
Flying Kite Records
Ingen tvivl om at Reed Dickinson er opvokset med The
Beatles, for når Reed på ”Playing Games With The Sun” forsøger sig med sin
version af god pop-rock, så kan man ikke lade være med at lægge mærke til klare
The Beatles referencer igennem hele albummet. Musikalsk taler vi 60’er-pop og
nutidig amerikansk contemporary rock, der hovedsagligt appellerer til det
voksne pop-rock publikum. Ja, måske dem der var unge i 60’erne egentlig. Dette
er ikke noget MTV ville være interesseret i at spille, og nok heller ikke noget
folkeskoleelever ville gå i ekstase over, men det ville måske redegøre for et
par hyggelige minutter på VH1. Reed Dickinson er en god sangskriver, hvilket
han beviser bedst i ”Jelly Bean”, men også f.eks. ”My Old House” efterlader
lytteren overbevidst. Uheldigvis er der også for mange halvkedelige ballader
iblandt de 12 skæringer, der tager lidt fra det samlede helhedsindtryk. (JJJ---)
Discontent; Discontent
Disaster Records
Med et punk band fra Orange County, så
kunne man enten gætte på glad pop/punk eller endnu mere glad ska-punk.
Discontent er ingen af delene. Discontent er et mere aggressivt og vredt punk
band, der ikke er bange for at lægge sig et sted midt imellem Motorhead og The
Hellacopters og samtidig bibeholde en skate-agtig punkstil kørende. Fans af I
Scream Records, og måske især de for nylig pladeaktuelle bands Discipline og
Hardsell, vil sikkert også finde et band som Discontent ophidsende, eftersom
Discontent vil gøre det mere behageligt for dem at dunke hovedet imod deres
soveværelses væg. Ikke specielt nyskabende, men ok for det den er:
”Lige-ud-ad-landevejen” punk med rock og rul tendenser. (JJJ---)
Diverse Kunstnere; Dancehall Baptism – Chapter Two
Lion Of Zion
Jeg fik aldrig hørt den første ”Dancehall Baptism” skive, men jeg har dog hørt min andel Lion Of Zion kompilationer. I hvert fald har jeg hørt nok til at vide, at jeg ikke kan lide det meste af det de udgiver, og denne skive er ingen undtagelse. 18 numre med dancehall – eller raggamuffin hvis du insisterer - reggae, men desværre uden noget der er værd at skrive hjem om. Eller jo, det skulle da lige være for de to skæringer, hvor Vanessa Briggs udlåner sit sangtalent. Disse er i hvert fald denne skivens eneste to lyspunkter. (JJ----)
Diverse Kunstnere; Wired-Up 2
Universal
Ligesom på etteren så bliver der naturligvis satset en
hel del på de sikre hits, for noget skal jo fænge, når skiven bliver annonceret
i fjernsynet. Storsællerter som Linkin Park, P.O.D., Papa Rouch, The Calling,
Alien Ant Farm, Sum 41, Nickelback og Staind får hver sit bidrag, men dem
behøver vi ikke sige så meget om, for dem har vi hørt så meget i radioen. I
stedet er det sjovt at se anderledes bands (i hvert fald i denne sammenhæng)
som Glassjaw og Rival Schools, der begge hører til skivens bedre indlæg. Static
X og Filter er begge leveringsdygtige i elektronisk og industrialiseret rock.
Silverchair der i nogle år har været lidt glemt leverer, øh, grunge. Spunge
leverer ska-pop. Andrew W.K. lige ud ad landevejen party rock. The Hives 70’er
rock og rul. Goo Goo Dolls let og moderne radio-rock som de elsker den i USA.
Disturbed der er massive i USA, men ikke helt så interessante herhjemme,
forsøger at være Korn og får tommelfingeren nedad. Det samme gør Hoobastank,
der spiller iørefaldende nu-metal. Ingen tvivl om at de ville være Linkin Park
eller P.O.D., i hvert fald hvad popularitet angår, men sandheden er, at de blot
er en svag efterligning af dem begge. ”Wired-Up 2” er både op og ned. (JJJ---)
Glen Closer; Pine View Grocery
Boxing Clever Records
Jeg troede egentlig, at Glen Closer var navnet på en
amerikansk sanger og sangskriver, men tog grueligt fejl, idet Glen Closer
faktisk en trio, hvor igen af medlemmerne hedder Glen. Trioen bestående af Joe
Rubin (trommer og sang), Johnna White (bas og sang) og Jim Baezler (guitar og
sang), forsøger sig med en gumpetung og ret typisk omgang bar-rock, der ikke er
specielt original, og netop i den afdeling hjælper det hverken med
forfriskninger som jazzede orgelflader og alternative country indflydelser.
Bandets sange er ok, hvis det er denne slags pub-rock man godt kan lide, men
hvis man leder efter noget der virkelig letter og bare flyver derudad, så
anbefaler jeg, at man leder et andet sted hen, for her sker ikke mere end det
samme. Alligevel må jeg sige, at Glen Closer er gode til det de gør, og selvom
de blot er en trio, så kan de nogen gange lyde ligeså overbevisende i deres
rockudlægning som en hel kvartet (måske fordi de alle synger. Hvem ved?). Men
det absolutte højdepunkt på ”Pine View Grocery”, er når bassisten Johnna White
tager vokalen i egen hånd, og leder bandet på højder de alt for sjældent når. (JJJ---)
Harem Scarem; Live At The Gods 2002
Frontiers/Nordic Metal
Oh, hvor er det dejligt at høre et hard rock band der i
vores tid rent faktisk lyder godt! Sådan et band er canadiske Harem Scarem.
Deres 80’er inspirerede hard rock og AOR sammensætninger har en tendens med at
sætte sig i lytterens underbevidsthed. Og så kan man hade AOR og 80’er (eller
tidlig 90’er) hard rock så meget man vil. Harem Scarems sange er egentlig meget
ligetil. Vers, vers, omkvæde, vers, omkvæde, bridge, omkvæde, omkvæde og
omkvæde igen. Eller noget i den retning. Det lyder måske kikset og ufattelig
80’er-agtigt, men selvom det godt nok er 80’er-agtigt, så er det langtfra
kikset. Deres sange er så dejlige og iørefaldende, at det falder helt naturligt
at synge med. Prøv det. Hør et nummer som ”How Long” og se, om du ikke selv
synger med efter at have hørt omkvædet en enkelt gang? ”Live At The Gods 2002”
er på mange måder et lækkert album, men det trækker desværre lidt ud imod
slutningen, men jeg tror du vil være enig med mig i, at det alligevel rækker
til fire smilehoveder. (JJJJ--)
Hell-Born; The Call Of Megiddo
Conquer Records
“Kneel down, you christian skum, here I come, I’m
Hell-born” brøler forsangeren i denne skives indledende nummer, og Gud hvor er
vi bare bange. Lidt senere praler han igen med ordene ”I wear the number 666.”
Tja, i så fald, så er de godt gemt, for de er ikke til at se i de billeder der
findes inden i bookletten. Måske tallet er på en af røvballerne eller på låret.
Nå, men til musikken, der egentlig heller ikke er specielt fed. Hell-Born lyder
som så mange andre death metal bands derude, og de har ikke tænkt sig at skille
sig ud fra mængden med noget materiale der findes på ”The Call Of Megiddo.” Jeg
læste en tråd på Clonemetal.dk forummet forleden, hvor folk kom med deres bud
på de ti bedste death metal albums nogensinde, og der var rigtig mange fede
skiver iblandt. Et album som ”The Call Of Megiddo” vil aldrig findes på sådan
en seriøs liste, og har man de fleste cd’er der blev nævnt i føromtalte tråd,
så behøver man heller ikke ”The Call Of Megiddo.” (JJJ---)
Hollywood Superstar; Let It Shine
Sheldon Enterprises Inc.
Det er ikke specielt meget at tage seriøst vedrørende
dette album. Historien er bygget op omkring en ung Hollywood skuespillers liv
(Shermy Sheldon fra ”Harlem Huffington” serien). Vi følger Shermy fra sit liv som
børneskuespiller med en lys fremtid, til en problematisk pubertet og et liv som
bitter voksen. Senere ser vi 17 årige Shermy gifte sig, men brylluppet holder
ikke ret mange uger. Shermy bliver stofmisbruger og sådan fortsætter historien.
Det eneste jeg har at sige er: Hvorfor? Er der nogen mening i galskaben? For
der er ingenting der er specielt sjovt vedrørende ”Let It Shine.” Ok, måske er
jeg ukvalificeret til at anmelde den, idet jeg aldrig har set føromtalte
tv-serie, og måske er det også derfor jeg ikke ser det sjove i det her.
Musikken er dog helt ok. Minder lidt om Steve Taylor (hvornår kommer der en
opfølger til 1993’s ”Squint”, mand?) faktisk, men på en mere punk-rocket måde.
For det meste er talen dog om ”straight-ahead” rock og rul med gode og mindre
gode øjeblikke. (JJ----)
Immemorial; Monologue
Conquer Records
Immemorial er et band der står med det ene ben godt
planet i death metal genren, mens det andet forsigtigt træder over i black
metal territoriet. Især forsangeren har en tendens til black metal vokaler,
mens guitaristen tydeligvis er mest interesseret i at spille death metal.
Resten af bandet er et sted midt imellem. Og hvad? Er deres nye album
”Monologue” noget værd? Ikke en skid. Den er totalt blottet for interessante
inputs og kreative idéer. Jeg håbede virkelig at jeg ville kunne lide
”Monologue”, især fordi jeg ikke har været specielt vild med nogle andre
Conquer Records albums, jeg indtil videre har hørt, men efter at have
gennemlyttet ”Monologue”, må jeg konstatere, at jeg ikke kan komme i tanker om
et eneste nummer, jeg kunne tænke mig at høre igen. (J-----)
Jargon; Jargon
Lobster Records
Som jeg lovede i sidste måned, så er der i denne måned flere
anmeldelser af albums fra det for mig nye bekendtskab Lobster Records. Lobster
Records har udgivet cd’er siden 1996. I starten meget lidt, så lidt mere med
årene, men endnu er de ikke rundet de første tyve udgivelser. Jargon var af de
tidligere bands at udgive et album igennem selskabet, men samtidig er de også
et ud af tre bands der indtil videre har haft kontrakt med selskabet, som ikke
længere har sit musikalske hjem hos Lobster Records. Jargon spiller emo-rock
ligesom flere af selskabets andre bands, men Jargons lyd er en anelse mere rå
og kaotisk, samtidig med at den er mere mørk og melankolsk. Dette efterhånden
halvgamle album, er dog ikke et af de bedste albums selskabet har udgivet,
selvom det heller ikke betyder at det er dårligt. For fans af mere mørk emo end
den vi hører i radioen i dag. Måske lidt i retning af Appleseed Cast, bare
langtfra samme niveau hvad kvalitet angår. (JJJ---)
Lowbrow; Sex, Violence, Death
Massacre/Nordic Metal
Dette album udkom sidste år igennem Amerikanske
Crook’d Records, men nu udkommer den også i Europa igennem Massacre. Det var
middelmådigt dengang, og surprise, det er det også nu. For mere info find
anmeldelsen jeg skrev dengang i arkivet. (JJJ---)
Manilla Road; Spiral Castle
Iron Glory/Massacre/Nordic Metal
Hvis ikke man kunne se bandnavn og titel på albumcoveret, så ville det ikke være en forbrydelse at tro, at dette måske var et nyt Manowar album med dets tilstedeværende jernpumpende He-Man figurer. Men selvom jeg ikke ser mig selv som den største Manowar fan på denne side af Atlanterhavet, så ville det nok være bedre med et nyt Manowar album end et genhør med Manilla Road. Det kan godt være, at de har spillet deres episke true metal siden 1977, men det ændrer ikke en skid på, at de i 2002 lyder pisse hamrende trætte og fuldstændig ligegyldige. ”Spiral Castle” byder på syv laaaange true metal numre, og der er søreme langt imellem højdepunkterne. (JJ----)
Mess Age; Self-Convicted
Conquer Records
Conquer har længe reklameret for denne udgivelse igennem
sine nyhedsbreve, og det skulle efter sigende ikke være så lidt at glæde sig
til. Det samme har flere ezines haft at sige, og især det ”ikke specielt metal
fokuserede” 1340Mag har rost bandet til skyerne. Nu, Mess Age er ikke et
dårligt band. Langt fra. De har sådan set forstand på at spille death metal,
men så rækker den heller ikke specielt meget længere. Altså der er ikke noget
galt med deres sange. De er teknisk velspillede, og hvis man leder efter endnu
et band, der fyrer den af i nogenlunde samme stil som Metal Blades The Fallen,
så er Mess Age sikkert et så godt bud på et eventuelt skive-køb som noget.
Sandheden er dog, og det gælder for rigtig mange andre metal bands for tiden,
at Mess Age er ikke i stand til komme med noget nyt på ”Self-Convicted”, og når
man samtidig heller ikke formår, at placere dig over gennemsnittet rent
kvalitetsmæssigt, så skal man ikke regne med at sidde til bords i de fine
selskaber helt endnu. (JJJ---)
Mock Orange; The Record Play
Lobster Records (JJJJ--)
Mock Orange; Nines & Sixes
Lobster Records (JJJJ--)
Endnu et forholdsvist velspillende band på Lobster Records.
Ikke helt så iørefaldende og interessant som f.eks. Park og Over It, men alligevel et udmærket band, der
uden tvivl vil glæde moderne rock fans fra Alaska helt til Filippinerne.
Amerikanske Mock Orange ligger i modsætning til mange af Lobsters andre band
ikke så tæt op ad pop/punken, men derimod er emo og indie rocken tættere på det
der driver værket. Jeg har svært ved at vælge en favorit ud af bandets to
albums. ”The Record Play” der er produceret af Mark Trombino, der tidligere
også har produceret for Blink 182 og Jimmy Eat World, er måske den mindst
aggressive af de to, selvom den sammenlagt måske er en anelse mere
professionelt udført. På en måde kan jeg godt lide den lidt mere aggressive og
distortede guitarrock på ”Nines & Sixes,” når jeg hører den, men når jeg så
hører ”The Record Play”, så passer den lidt mindre distorede stil dem også
fint. Som sagt, det er svært at vælge en favorit, så lad os nøjes med at sige
at begge er gode.
Mortal Love; All The Beauty
Massacre/Nordic Metal
For metalnørder er black metal nok det første der
flyver igennem hovedet, når man tænker på et land som Norge. For Norge har jo
som bekendt længe været storleverandør i netop black metal, men naboerne i det
norske har også andet at byde på. Bl.a. kvindefrontet goth der bytter på
metalliske guitarer og fængende melodier. Og dette er noget pladeselskaberne
tager til sig, for i kølvandet af Madder Mortem og The Crest (hvis demo fik
P&P’s ”Stamp of approval” længe før de blev signet til Season Of Mist)
kommer dette udmærkede band, der endnu ikke helt matcher førnævnte. Giv dem et
år eller to og et album til, og de skal nok være blevet til noget. ”All The
Beauty” er alle pengene værd. (JJJJ--)
Over It; Timing Is Everything
Lobster Records
Over Its “Timing Is Everything” er måske ved
undtagelser af Parks “No Signal” den fedeste skive Lobster Records har udgivet.
Over It er både et pop/punk og et emo band, der med sine lidt drengerøvede
indie-rock inputs på flere områder virker mere modne end mange af sine
kollegaer. Alligevel kan der til tider godt være lidt sjov og ballade over
deres musik. Over It præsenterer således på ”Timing Is Everything” lytteren for
11 sjove, fængende og iørefaldende sange, der til tider balancerer midt imellem
pop/punkens hurtige rock-univers og emoens følelsesladede sangstrukturer. Og
der er værre steder at befinde sig, skulle jeg hilse og sige. (JJJJ--)
Qwestion; Y
Selvstændig
Det er ret sjovt, at der er et “Parental Advisory
Explicit Content” skilt på albumcoveret til denne skive, da man senere lægger
mærke til, at der slet overhoved ikke er nogle vokaler nogen steder på
albummet. Det eneste der er, er nogle snaksalige samples hist og her. Qwestion
fører sig på ”Y” frem som progressive rock-guder, men formår ikke at skabe det
varende indtryk de så gerne ønsker. For det meste er deres sammensætninger af
tungtriffende metallisk afstamning, men der gives også et par visits til den
mere traditionelle, melodiske og guitarsoli elskende metal, for slet ikke at
tale om elektroniske arrangementer som turntable scratches osv. De otte
skæringer på ”Y” er velspillede og velarrangerede, men de forekommer en anelse
anonyme, og derfor er det der virkelig mangler i helheden er en forsanger, der
kan puste nyt liv i kompositionerne. (JJJ---)
Uli Jon Roth; Live At Castle Donington
SPV/Nordic Metal
Uli Jon Roths musik er godt nok ikke noget man hører
ret meget om i Danmark, men det har nok noget at gøre med den danske
befolknings “hvad er fremme i tiden” mentalitet. Uli Jon Roth er ikke hvad man
kan kalde ”fremme i tiden”, men for det er det ikke sagt, at mandens musik ikke
er ligeså aktuel for musikelskeren. Uli Jon Roth er faktisk en af de helt gode
guitarister, og hvad enten det har været som langtidsmedlem i Scorpions, eller
senere i hans egen gruppe Sky Of Avalon eller som solist, har hans musik altid
været lig med kvalitet. Og det er også det Uli Jon Roth beviser på dette
dobbeltalbum, hvor han fyrer den af som alle tiders klassisk rock og blues
guitarist. På et tidspunkt kommer Michael Schenker, Phil Mogg og Pete Way fra
U.F.O. og jammer lidt U.F.O. materiale sammen med Uli, hvilket fungerer
fremragende. Ja, faktisk bedre end det meste af U.F.O.’s nyeste studiealbum. På
skive to introduceres lytteren for den legendariske basspiller Jack Bruce, der
med stil bl.a. hjælper Uli igennem et par gamle Cream og Jimi Hendrix
klassikere. Jo, en udmærket skive (eller to er der jo). (JJJJ--)
Staring Back; The Mean Streets Of Goleta
Lobster Records (JJ----)
Staring Back; Many Will Play
Lobster Records (JJJ---)
Staring Back; On
Lobster Records (JJJJ--)
Når man hører Staring Backs tre albums, så er de et godt eksempel på et band, der udvikler sig igennem årene. Og det burde alle bands. Uheldigvis er der nogle der ikke gør. Der er dem der udgiver deres ”Ok Computer” allerede ved første album, og siden hen har svært ved at følge det op. Ikke Staring Back. Deres debutalbum ”The Mean Streets Of Goleta” fra 1999, var bestemt ikke noget specielt. Blot endnu et pop/punk album bestående af ni numre, hvoraf ikke et eneste var noget man huskede efter at have hørt skiven igennem. Men allerede et år efter udkommer deres andet album ”Many Will Play”, der faktisk er gradvis forbedring af bandet og deres sange. I hvert fald har de også haft gang i sangskrivningen siden sidst, for selvom forgængeren udkom året inden, så er der allerede 16 numre klare året efter. Og sangene er som sagt bedre. Talen er måske ikke om revolutionerende ændringer, men bandet har nu i det mindste nogle sange man kan huske efter at den sidste tone er kommet ud af højtaleren. Bandet tog også en lille gradvis musikalsk drejning fra pop/punken imod emo-rocken, selvom det stadig i høj grad er pop/punken der er bandets varemærke. Desuden blev der på ”Many Will Play” også plads til et par aggressive old-school punkere, hvilket måske var bedre ugjort eftersom disse havde svært ved at passe ind i mængden. ”On” bandets album fra i år er endnu en forbedring af bandet og deres skrive og spilleevner. Nu er der faktisk endda nogle deciderede ørehængere imellem skivens tolv produktioner, men alligevel har bandet stadig til gode at producere et mesterværk, idet der også et par ujævne numre iblandt. Fans af følelsesladet pop/punk kan dog uden de store overvejelser investere i ”Up”, eftersom det er bedre end meget af det andet man bruger penge på indenfor samme genre. Og hvem ved? Mesterværket kommer måske næste gang.
Thee Michelle Gun Elephant; Rodeo Tandem Beat Specter
Alive Records
Hvis garage rock og punk på japansk
har været hvad du har haft våde drømme over om natten, så er svaret på alle
dine bønner Thee Michelle Gun Elephant. Ok, det hele foregår så ikke på
Japansk, for det internationale rocksprog, det engelske, får også sin del af
kagen. Forståeligt nok. Bandet har måske ikke bragt den mest originale form for
garage rock for dagen igennem ”Rodeo Tandem Beat Specter”, men derimod er det
en af de mest autentiske garage-rocklyde man for lov at høre i år. De underligt
navngivne Thee Michelle Gun Elephant lægger sit et sted midt imellem The Clash,
The Pixies og MC5, mens de indimellem også får plads for en enkelt surf-rock
guitarpassage, for ligesom at skille sig en anelse udfra forbillederne. Ikke
fordi det absolut var nødvendigt, for det havde de ellers allerede gjort ved at
synge på japansk, men de lidt skæve og syrede surf-rock indslag redegør faktisk
for nogle af de mest interessante øjeblikke på ”Rodeo Tandem Beat Specter.”
Fans af larmende garage rock gør klogt i at tjekke Thee Michelle Gun Elephant. (JJJJ--)
Vinterriket; …Und Die Nacht Kam Schweren Schrittes
Parasite/Neodawn
Dette svensknavngivne enkeltmands projekt fra Tyskland er
noget for sig selv. Vinterriket har udgivet et utal af obskure ting indenfor de
sidste år, hvoraf de allerfleste skiver ikke kan skaffes længere, i det der kun
blev trykket et lavt antal kopier af hver udgivelse. Sidste år fik jeg
muligheden for at tjekke lidt af det Vinterriket har udgivet, igennem en
kompilations-promo der indeholdt numre fra to af projektets udgivelser. Dengang
stod menuen på atmosfærisk ambient/klassisk piano/orkester halløjsa med enkelte
rodede black metal passager smidt henover. Det var noget lort for at være helt
ærlig, men i dag er det blevet en anelse bedre. Den ufokuserede black metal
indfaldsvinkel er heldigvis helt droppet til fordel for den klassisk
inspirerede orkester musik. Er man til ambient musik, så er Vinterriket måske
et band man bør tjekke. For mig fungerer de dog bedst en søndag eftermiddag,
hvor jeg ligger på sofaen og mest af alt har lyst til at sove. Vinterriket
hjælper en med at falde hurtigere i søvn, nemlig. (JJ----)
Whippersnapper; America’s Favorite Pastime
Lobster Records (JJJ---)
Whippersnapper; The Long Walk
Lobster Records (JJJJ--)
Efter at have hørt begge ovenstående
albums flere gange spredt på forskellige tidspunkter over en uge, skulle jeg
sætte mig at skrive en anmeldelse, hvilket var umuligt, fordi jeg ikke kunne
huske en skid af hvad jeg havde hørt. Underligt nok. Så der var ikke andet at
gøre end at høre skiverne igen, og det som jeg nu kan fortælle er blot, at
Whippersnapper spiller pop/punk, men der hvor bands som Blink 182, New Found
Glory og Green Day er uendeligt iørefaldende og har det med at sætte sig i ens
underbevidsthed, for blot at dukke på igen på de mærkeligste tidspunkter, er
Whippersnappers sange faktisk ret hurtige at glemme. Eller måske sætter de sig
aldrig. Måske er det fordi de ikke bidrager med noget nyt, eller måske helt
enkelt fordi de ikke er så gode som ovenstående bands endnu. Og lige en sidste
ting, jeg har ikke nævnt ovenstående bands fordi Whippersnapper lyder som dem -
det gør de ikke. Jeg skulle bare finde nogle bands indenfor genren der skriver
fængende pop/punk. Whippersnapper er ok til det de gør, men heller ikke meget
mere.
Zed Yago; From The Twilight Zone – The Best Of Zed Yago (2CD)
SPV/Nordic Metal
Jeg begyndte virkelig at dyrke
musikken omkring 1990. Ja, dengang var man en teenager altid på udkig efter det
fedeste nye rockband. Selvom jeg på det tidspunkt for det meste hørte 80’er
rock og metal, så kom jeg tilsyneladende lige for sent til at opleve tyske Zed
Yago, der eksisterede i perioden 1985 til 1990. Og godt det samme, for Zed Yago
har ikke noget jeg søger, og jeg tvivler på, at de havde det på daværende
tidspunkt heller. Zed Yago lyder (især på grund af sangerinden Jutta Weinhold)
som en tam version af Doro, men de har ikke et eneste nummer der kan måle sig
med Warlock-numre som ”All For One.” Faktisk, kan hele dette dobbelt ”best of”
album ikke måles med førnævnte sang, selvom ”The Pale Man” er et ganske
udmærket nummer. ”From The Twilight Zone” vil næppe give Zed Yago nye fans, men
bandets fans fra perioden vil sikkert være ellevilde når de får deres fedtede
hænder på skiven. Der er nemlig en del før uudgivet materiale at finde, bl.a.
live-optagelser og demoer. (JJ----)
Månedens single/EP
Little Nikita; Jester
Rocket Science
Månedens single, uden tvivl. Little Nikita har kun to sange at byde på i denne omgang, nemlig ”Jester” og b-siden ”Bravocharliealpha” – og det er også nok, for begge numre er, undskyld mit franske, pisse hamrende fede. ”Jester” bygger på stener-riffs, punket energi og et iørefaldende la-la-la omkvæde, mens ”Bravocharliealpha” er en ganske kort, men yderst effektiv og iørefaldende moderne rock sang, man ganske enkelt ikke kan lade være med at elske. To små perler. (JJJJJ-)
Resten af månedens singler/Ep’er osv.
Automatic Slim; Summer Demo 2002
Selvstændig. 2002
Dette er en demo bestående af fire sange fra dette bands
debutalbum ”Daisy Cutter.” Bandet lægger ud med lettere beskidt 70’er rock med
et blues’et feel på guitaren (”Never The Same”), men lader allerede i skæring
to (”Bad Taste”) post-grunge tage over i et nummer der til tider minder farligt
meget om et Seventh Day Slumber nummer, hvis titel jeg ikke lige kan huske i
skrivende stund. I ”Kick The Habit” viser bandet dog, at klassisk rock og Led
Zeppelin har haft ligeså stor indflydelse på dem som Soundgarden og Pearl Jam.
I skivens afsluttende nummer, ”Wasting Time”, tager bandet os igen tilbage til
udgangspunktet, hvor der også blev lagt ud, med endnu en heftig omgang beskidt
70’er rock. Ikke essentiel gennemlytning, men bestemt noget der kan vokse sig større.
(JJJ---)
Bulletproof Electric Revue; The Sonic Revival E.P.
Rocket Science
Når jeg hører “The Sonic Revival E.P.”, så tænker jeg
meget mere på U2 på deres ”Pop” album, end jeg tænker på den psykedeliske
stener rock der karakteriserer Bulletproof Electric Revues nye selvnavngivne
album. To ud af tre numre på ep’en er også at finde på albummet, så det eneste
nye – eller i det mindste ukendte - nummer er ”Cold Block Of Coolness.” Et
nummer der ligesom de to andre, ”To Cut A Long Story Short” og ”Summertime”,
faktisk minder meget om U2’s elektroniske rock, hvad enten man taler om 1997 og
deres ”Pop” album, eller de helt nye remix numre på deres nyligt udgivne ”best
of” album, dog godt krydret med hammond orgel. Bulletproof Electric Revue er
dog lidt mere ”out there", og hornsektionen i ”Summertime” lægger lidt
ekstra til underlighedsfaktoren. (JJJJ--)
The Guillaume Seam; The Guillaume Seam
Gruss Vom Krampus Records
Et almindeligt hardcore band der til dagligt synes at de er pissehårde
vil skide i bukserne, når de hører The Guillaume Seam. De tre numre på denne
single er nemlig noget af det mest kaotiske, ekstreme, brutale, tunge og
aggressive hardcore-genren længe har kastet op. Alligevel formår de at variere
deres lyd nogenlunde med nogle interessante temposkift, der til tider endda
nærmest giver bandet en melodisk klang. Ude efter kaos? Du har fundet det. (JJJJ--)
Jon Fritz; Promotional Compilation
Selvstændig
Den amerikanske
sanger, sangskriver og guitarist, Jon Frit, har indtil videre tre albums på
samvittigheden. To af dem er repræsenteret på denne sekssangs kompilation, der
faktisk er specielt lavet til anmeldelse i P&P. Så dette er ikke noget du
kan finde i butikkerne, men hellere et uddrag fra albummerne ”Are You In” og
”Solo.” (tre numre fra hver). De tre numre fra ”Are You In” repræsenterer en
mere bandagtig side af Jon Fritz’ musik, mens numrene fra ”Solo” blot viser Jon
med en akustisk kasseguitar. Det første nummer på denne skive er ”Are You In”,
der er et herligt moderne semi-akustisk pop-rock nummer i bedste amerikanske
college-rock tradition, mens ”Waterslide” lyder som en moderne dags Bob Dylan.
”Are You In” numrene viser Jon Fritz fra en mere rockende side, selvom ”Down At
Julio’s” er så ballade og tudepræget som det overhoved bliver. Så kommer vi til
de mere tilbagelænede og ”straight ahead” akustisk guitarbaserede numre fra det
nyeste album ”Solo.” To de første af dem, Morgantown” og ”Somewhere In Her
Eyes”, er stilsikre singer/songwritre ballader, mens ”Conbination Blues” som
titlen antyder e rendyrket blues-rock. Jeg er helt klart mere til det tidligere
materiale, hvoraf jeg især finder ”Are You In” dejligt. Uanset hvad, så er
musik som denne tidløs, og bestemt noget fans af amerikansk singer/songwriter type
pop-rock vil elske. (JJJJ--)
Hellblazer; Promo Summer 2002
Selvstændig
Det mest interessante på denne promo-skive fra dette tyske band,
er de filmsamples der bliver smidt over musikken hist og her. Medlemmerne af
Hellblazer har sikkert nydt den syrede ”stoffer møder sprut” film ”Fear &
Loathing In Las Vegas” med Johnny Depp i hovedrollen, for de både indleder og
senere hen bruger samples fra denne film som krydderi til deres musik.
Personligt var jeg ikke så vild med filmen, men der blev da sagt sjove ting
indimellem, og det er de mest sprut elskende som Hellblazer bruger her.
Hellblazer spiller ellers en fandenivoldsk og brutal omgang death metal med
grindelementer, og de startede helt fint i indledningsnummeret, hvor førnævnte
samples klædte musikken ret godt, men allerede i anden skæring begyndte skidtet
at blive kedeligt, og således fortsatte det også igennem de sidste tre numre. (JJ----)
Resignation; The Quiet Dust Was Gentlemen And Ladies
Selvstændig
Denne sjovt navngivne tresange demo har masser af
charme. Tre en anelse melankolske rocknumre, der virkelig hjælpes på vej af en
fremragende forsanger i form af Roger Martinez. Kvartetten er faktisk et helt
almindeligt rock band med en mørk tone hængende over sig, men i løbet af disse
femten minutter tager de dog det bedste fra den amerikanske emo, den britiske
indie-pop og 80’ernes gotiske pop, og gør det til deres helt egne unikke stil.
Og lidt gæste keyboard, saxofon og fløjte skader ikke denne ellers trommer/bas/guitar
dominerede sammensætning. (JJJ---)
Soundstone Veterans; Happy EP
Rocket Science
At kalde denne skive for “Happy EP” er helt på sin plads,
for den er rigtig happy, men hvad gør det endnu mere på sin plads er, at
lytteren også bliver i godt humør af at høre den. Der lægges ud med titelsangen
”Happy,” der er rendyrket pop/punk af fedeste slags. Som titlen antyder er det
nok skivens gladeste sang, men samtidig nok også det svageste, hvilket dog
siger mere om de to efterfølgende numre, end det gør om selve ”Happy.” I
”Princess” sættes tempoet lidt ned i en mere moderne rockagtig og iørefaldende
perle, hvis omkvæde lugter langt væk af hit-potentiale. Det samme gør omkvædet
i ”Hand Of Me,” der ellers på nær i omkvædet sætter tempoet helt i bund i
skivens mest balladeagtige nummer. Guitarlyden minder lidt om hvordan Guardian
lød på ”Buzz,” hvilket bestemt ikke burde skræmme lytteren væk. Fed tresangs ep. (JJJJJ-)