Issue #3 – November 2002
Månedens købetvang:
U2; The Best Of 1990-2000 & B-Sides
Island/Universal. 2002
U2 har siden sidst i 1970’erne, været
en af de drivende kræfter indenfor rockmusikken, og det er de fortsat. Intet band
i historien har i samme format formået at holde sig på toppen igennem så mange
år, og indtil videre ser det ud til, at det ingen ende vil tage. U2 huskede for
nogle år siden deres 80’er tid, ved at udgive deres største hits fra 80’erne
sammen med nogle B-sider fra samme periode. Men 90’erne er allerede bag os, og
den periode er egentlig mindst ligeså interessant for U2 fans som 80’erne. Der
udkom godt nok ingen ”Joshue Tree” i 90’erne, men derimod var der ”Achtung
Baby” og det elektroniske ”Pop”, der begge er mesterværker uden lige. U2 kommer
derfor ikke uden om ”Mysterious Ways” og ”One” fra førstnævnte skive, og
”Discothéque” (i et nyt mix) og ”Staring At The Sun” (også nyt mix) fra det
sidstnævnte. Derudover er der bl.a. også perler som ”Beautiful Day” og ”Stuck In A
Moment You Can’t Get Out Of” fra det nyeste album ”All That You Can’t Leave
Behind”, samt Bat-Man hittet “Hold Me, Thrill Me, Kiss Me, Kill Me” og
Pavarotti duetten “Miss Sarajevo.” Iblandt B-siderne er der naturligvis sange der aldrig har været
inkluderet på et album før, men også sange der fremstod på albummerne, blot her
i remix-versioner der dengang udkom som B-sider. Og hvordan er B-siderne? Tja,
ikke helt så fede som alt det andet U2 tidligere har udgivet, men det viser sig
som, at selv B-sider skrevet og indspillet af U2, er bedre end det meste alle
andre bands når at udgive i deres tid. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð
5 potentielle
julegaver:
Demon Hunter; Demon Hunter
Solid State Records. 2002
Solid State Records fortsætter deres lange række af
virkelig fede hardcore og metal-udgivelser. Demon Hunter lægger sig midt
imellem de to genrer med en kombination af begge dele, og selvom det åbnende
nummer - det brutale ”Screams Of The Undead” - giver Raging Speedhorn og Dead
To Fall kamp til stregen, så støder vi også på poppede – og endda til tider
emo-inspirerede - indslag, der gør det samlede indtryk mere afvekslende, end de
to førnævnte bands. Der vil sikkert være folk, der vil kalde Demon Hunter for
blot et andet nu-metal band, men det er de ikke. De har godt nok godt med
poppede omkvæder, der har let med at sidde ved første gennemlytning, men
samtidig har de en langt mere rå og aggressiv indfaldsvinkel i de hårdere
sange, for slet ikke at tale om, at bandet tekstmæssigt ikke tager synd i sig
selv og tuder over en spildt ungdom. De er lige på, de udtrykker sine meninger,
deres tro, og så jagter de dæmoner. Løb djævel, løb. Køb læser, køb. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð
Junction 18; Heroes From The Future (EP)
Fearless Records. 2002
Hvad er der med pop/punk bands og tal? Har du ikke lagt mærke
til, at halvdelen af dem har et tal i slutningen af deres navn? Nå, men godt
det samme. Junction 18 er i hvert fald et af de bedre pop/punk bands, der i
disse dage smider plader på gaden i det amerikanske. Det viser sig, at Junction
18 blev signet til Fearless Records, efter at vennerne i det massive pop/punk
band New Found Glory anbefalede dem. Uheldigt for New Found Glory så, at
Junction 18 er et langt federe band, og at Junction 18s sange er langt bedre
end deres. Junction 18 befinder sig naturligvis også på et eller plan i
nogenlunde samme musikalske afdeling som førnævnte band, men med på vejen har
de også et emo-inspireret Saves The Day udtryk, der gør at deres sange er en
tand mere interessante og imødekommende, og ikke helt så ensporede som hos de
fleste andre pop/punk bands. ”Heroes From The Future” er en ep, og indeholder
derfor kun seks numre, hvilket er min eneste ærgrelse, idet at jeg gerne ville
høre lidt mere materiale fra bandet. Forhåbentlig kommer der er en fuldlængde
om ikke alt for længe. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Napalm Death; Order Of The Leech
Snapper/Feto/Nordic Metal. 29-10-2002
De læsere der læste sidste måneds nummer af P&P lagde måske mærke til, at der blev anmeldt en Napalm Death sampler der indeholdt fire numre fra ”Order Of The Leech”? Eneste grund til at sampleren blev anmeldt, var fordi jeg ikke troede, at jeg senere ville modtage en promo på albummet i dens fulde længde. Men her er den, så lad os nu gøre det på den rigtige måde denne gang, selvom vi måske kommer til at gentage os lidt. Napalm Death er ikke kun et af de bedste og mest indflydelsesrige death metal bands denne verden har set, de er også meget muligt det til alle tiders mest stabile death metal band. For der hvor de andre døds banebrydere efter et par gode albums altid efterfølgende har sendt en mindre svipser på gaden, der har Napam Death altid holdt hovedet koldt, samt den musikalske standarden i top med endnu et hamrende brutalt og oven i købet fedt album. ”Order Of The Leech” er ikke deres bedste album til dato, og derved ikke et decideret mesterværk. Alligevel er den heller ikke bandets svageste album, hvilket, om ikke andet, siger så meget som, at fans af bandet ikke har noget at skulle frygte, for når ”Order Of The Leech” ikke er bandets dårligste album, betyder det vel at det er fedt? For selv bandets dårligste album er fedt, right? Anyways, bandets er hamrende brutalt som altid, og har bestemt ikke tænkt sig at sætte tempoet ned med årene. ”Order Of The Leech” er et velspillet death metal album, der i modsætning til hvad jeg formodede i anmeldelsen af ND-sampleren i sidste måned, er et helstøbt album med 12 gode skæringer, hellere end fire gode skæringer (læs; dem der var på sampleren) med påhæng. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Starflyer 59; Can’t Stop Eating EP
Tooth and Nail Records. 2002
Det ser ikke ud til, at Tooth and Nail Records har tænkt
sig nogensinde at lade Starflyer 59 forlade dem. Bandet som har dannet par
længst med Tooth and Nail selskabet udgiver med “Can’t Stop Eating EP” endnu et
overbevisende stykke kunst. Selskabet ved det – og det er det, de prøver at
holde fast i. Jeg må indrømme, at selvom jeg hørte en del Starflyer 59 i midten
af 90’erne, så har jeg ikke fulgt bandet så nøje siden. Bandet har, hvis jeg
ikke tager helt fejl, udgivet mindst en skive pr. år siden dengang, og det
virker ikke som de har tænkt sig andet. ”Can’t Stop Eating EP” indeholder fem
nye numre, der alle er ret tilbagelænede og afvekslende. De er ikke elektrisk
indie-poppede, som meget af det Starflyer 59 lavede dengang jeg hørte dem, men
i stedet har de fastlagt et mere rolig og afdæmpet singer/songwriter-agtig
indie-pop udtryk. Skivens indledende nummer, ”Compeating,” er en sand pop-perle
og absolut denne skivens højdepunkt, men coverversionen af Damien Jurado’s
”Happy Birthday John” følger også godt med. Alt i alt en fed ep fra en af de
amerikanske indie-pop veteraner. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Symphony X; The Odyssey
InsideOut/Nordic Metal. 28-10-2002
Det live-album
Symphony X udgav sidste år har ikke været i min cd-spiller, siden jeg anmeldte
pågældende cd, men samme skæbne er bandets nye album, ”The Odyssey”, ikke specielt
udsat for at lide. ”The Odyssey”, der er baseret på Homers bog af samme navn,
er faktisk en af de mest gennemførte og udadvendte progressive metal albums i
lang tid, og derved beviser Symphony X, at de meget muligt er det bedste
progressive metal band verden har set, måske lige med undtagelse af Dream
Theater – og læg venligst lige mærke til, at jeg sagde progressive METAL band,
og ikke progressive rock band!!! Et projekt som dette, i dens mest avancerede
og velkomponerede tilstand, ville næppe have fået samme gennemførte resultat,
hvis der var andre end netop Symphony X der gik i gang med projektet. Deres
kombinationer af tonstungt-riffende Dream Theater-agtig tonsermetal, symfoniske
arrangementer og storslåede orkestersatser er ganske enkelt unikke, og på trods
af en voksende genre ganske uhørte – og endnu mere urørlige. For folk der endnu
ikke har tjekket genren, men som gerne vil, er ”The Odyssey” faktisk et
udmærket udgangspunkt. Så køb ”The Odyssey,” den er ganske enkelt hver en krone
værd – og mere til. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðsigarð
Resten af denne måneds
skiver:
Amon Amarth; Versus The World
Metal Blade/Nordic Metal. 18-11-2002
Amon Amarth er et band der altid får meget pæn omtale, men som alligevel aldrig helt regnes 100% konkurrencedygtige imod den svenske melo-døds scenes største bands. Sidste års ”The Crusher” var et ganske ok melodisk death metal album, der dog på ingen måde bragte nye idéer, om end det fik placeret bandet bedre på det internationale dødsmetalskort. ”Versus The World” er sådan set lidt på samme måde: Velspillede og velarrangerede metalsange, der både formår at gøre indtryk i form af brutalitet og melodi. Men eftersom at idéerne ikke rækker længere end det, så er ”Versus The World” ikke det mesterværk det ellers er blevet spået at den skulle blive, men derimod blot en god opfølger til ”The Crusher.” For alle der sidste år tilegnede sig ”The Crusher”, og har dyrket den siden, er ”Versus The World” en win/win situation, så mon ikke der er nogle penge der skal fyres af, når den ligger i butikkerne den 18 november. Mig, jeg vil høre den nyeste Arch Enemy plade en gang til, og så prøver vi Amon Amarth igen om et par måneder. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð.
Asgaroth; Red Shift
Peaceville/Nordic Metal. 21-10-2002
Hvis man troede, at Peaceville var ved at være færdige
med at genudgive plader, de syntes var fortabte i fortiden - eller i andre
lande, hvilket tilfældet er vedrørende dette album – så tog man altså fejl.
Spanske Asgaroth er de næste på genudgivelseslisten, men i modsætning til mange
af de ret tynde ”best of” kompilationer der hidtil er kommet fra selskabet, så
er denne faktisk helt på sin plads. Ser du, Asgaroth, der i 1994 begyndte at
spille symfonisk og atmosfærisk black/death metal, udgav i år 2000 dette album,
men kun i hjemlandet Spanien. Så nu, godt to år senere, er Peaceville på
pletten og giver os andre europæere muligheden for at høre albummet, fra det i
hjemlandet meget roste band. ”Red Shift” er faktisk et ganske tåleligt album,
der velsagtens kan tåle et par gennemlytninger fra fans af atmosfærisk
metalmusik. Noget mesterværk er skiven dog heller ikke, så måske tvivlere
skulle se om ikke der findes noget materiale fra pladen på nettet, inden der
investeres. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Bloodbath; Resurrection Through Carnage
Century Media/Nordic Metal. 25-11-2002
Når man til dagligt laver musik der er så gennemført,
velovervejet, og på et så højt plan som f.eks. er tilfældet med Katatonia og
Opeth (ud af de fire Bloodbath-bandmedlemmer spiller to til dagligt i Katatonia
og en i Opeth), er det ikke så underligt, at medlemmer fra netop de to
førnævnte bands finder sammen og laver musik, der, lad os nøjes med at sige,
ikke har til formår at udforske nye og endnu uudforskede sider at det musikalske
univers. Kvartetten Bloodbath, der tidligere kun har udgivet en EP, leder
nemlig helt tilbage til de gamle death metal rødder, og det gør de på alle
tænkelige måder. Først og fremmest har vi det nærmest ulæseligt bandlogo,
derefter et ret så death metalagtigt albumcover, en samling sange der stort set
alle heder noget med død eller blod, samt selve den blodtørstige death metal
musik bandet spiller. Brutalitet og blod er der nok af, så meget til tider, at
man får fornemmelsen af at være fanget i en gammel splattergyser fra 80’erne.
Og ligesom førnævnte gysere, så forekommer musikken alt for ofte en tand for
forudsigelig. Så man skal – igen ligesom i tilfælde af førnævnte gysere - være
fan af genren for virkelig at kunne værdsætte hvad der foregår. Personligt er
jeg mere til Katatonia og Opeth, end jeg er til Bloodbath, men der skal da være
plads til at prøve andre ting også. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
The Blood Divine; Rise Pantheon Dreams
Peaceville/Nordic
Metal. 21-10-2002
Peaceville udgiver ikke meget andet end genudgivelser og “best of” skiver for tiden. Der har naturligvis været et par svipsere iblandt, men hovedsagligt har talen været om ganske gode, gemte og glemte skatter. The Blood Divines materiale er dog efter min mening ikke noget der nødvendigvis har brug for at være genudgivet. Talen er om mørk, gotisk metal, der går hånd i hånd med så mange af de andre af Peacevilles gotiske metalbands. Grunden til at man i dag, ser My Dying Bride og Anathema som banebrydende gotiske rock/metal bands, og ingen husker The Blood Divine, er måske også fordi The Blood Divine ikke har noget der er specielt mindeværdigt. Materialet på ”Rise Pantheon Dreams” består af numre fra bandets to udgivelser på Peaceville inden de gik i opløsning, samt enkelte andre live og uudgivne numre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Brazil; Dasein (EP)
Fearless Records. 2002
Af alle Fearless Records’ bands jeg indtil videre har
hørt, så er Brazil nok det mindst pop/punk lydende. Der er naturligvis klare
referencer til pop/punken i Brazils musik, men samtidig hæver de sig over
hurtige tyggegummi sange om piger og eftersidning efter skoletid. Brazil har,
så underligt det end måtte lyde, en original og spænende indfaldsvinkel til
pop/punken, der dog har meget mere tilfælles med bands som Juliana Theory end
med Junction 18 og Knockout, og derfor vil fans af indie-pop og emo være ligeså
begejstrede for ”Dasein” som den ordinære (???), overtatoverede Blink 182 fan.
Selvom Brazil klart er et band, der hovedsagligt baserer sin musik omkring de traditionelle
punkinstrumenter, trommer, bas, guitar og sang, så er de ikke bange for at
prøve andre ting, og ved at bruge violiner, celloer og endda piano og
keyboards, har de bevidst, at den moderne punk kan være andet end tatoveringer
og storbarmede modeller. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Bruce & Lisa; Gifts of Love
Level Ground Records. 2002
De læsere, der leder efter de fedeste nye metalskiver kan godt springe denne anmeldelse over (hvor læser i denne anmeldelse til at begynde med? Har i ikke set titlen og navnet på duoen?). Jo vist, duoen Bruce og Lisa er i den grad noget af en ener i dette P&P nummer, der ellers hovedsagligt indeholder anmeldelser af rock, punk og metal. Men som der står på forsiden, så forsøger P&P at spænde så vidt omkring i det musikalske univers som overhoved muligt, og derfor at en duo som Bruce & Lisa også altid velkommen på disse sider. Jeg vil dog indrømme, at dette ikke er lige det jeg hører mest til dagligt, men derfor er det jo ikke sagt, at jeg ikke kan lide det, jeg hører. ”Gifts of Love” er faktisk meget behagelig at lytte til. Ikke nødvendigvis specielt underholdende, men i hvert fald meget behagelig. ”Gifts of Love” er nok den perfekte soundtrack til en romantisk aften, hvis din kæreste er den type der godt kan lide instrumentale kærlighedsmelodier spillet på fløjte. Dette er godt nok ikke klassiske kærlighedshits, men derimod nye kompositioner ægteparret har skrevet udfra den inspiration deres kærlighed til hinanden har medført. Lisa spiller fløjte og Bruce spiller violin, samtidig med at de får lidt hjælp til at binde sangene sammen fra et backingband. Skæring et minder om Elton Johns ”Daniel” og Joe Cocker/Jennifer Warns’ ”Up Where We Belong” på en gang, og resten er 100% romantiske, instrumentale kærlighedsmelodier. Fungerer nok bedst som baggrundsmusik. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Dionysus; Dyonysus
AFM/Nordic Metal. 18-11-2002
Fans af Avantasia kan roligt glæde sig til at høre det
her. Det tysk-svenske nykommer band, Dionysus, er nemlig tydeligvis store fans
af Tobias Sammet, og det får også lov til at komme til udtryk igennem bandets
musik, her på denne, deres debutplade (måske har det også lidt at gøre med,
noget du læser to linjer længere nede). Men ikke nok med, at Dionysus er fans
af førnævnte Tobias Sammet, de har skam også inviteret ham til at medvirke på
pladen, hvilket han også i den grad gør, som han udfører sin halvdel af
producerarbejdet der ligger bag albummet. Dionysus er måske ikke helt så
storslåede i sit udtryk som Avantasia, men det ændrer ikke det faktum, at
”Dionysus” er en glimrende debutplade, der vil appellere til alle seriøse fans
af power metal genren. Og hvis et nummer som ”Holy War” ikke siger den
almindelig power metal fan noget, så skulle jeg hilse og sige at noget er galt.
En sang som ”Don’t Forget” bør også minde folk på, at melodiske rockere engang
hørte noget der hed power ballader. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Discipline; Saints & Sinners
I Scream Records. 28-10-2002
Omtrent nu skulle Discipline være på tourné sammen med Hatebreed, Agnostic Front og Biohazard, og selvom Discipline nok er det af ovenstående bands, færrest folk vil tage ind for at se og høre, så er dette en udmærket mulighed for bandet at vise hvad de er lavet af, og derved slå igennem på det internationale punk og hardcore marked. Det indledende nummer på ”Saints & Sinners”, ”Everywhere We Go”, er også et af de fedeste melodiske punk sager hørt længe, mens resten af albummet dog minder meget mere om det, pladeselskabskollegaerne i Hardsell allerede har præcenteret os for på ”Breaking The Jaw.” Nemlig hurtig punk, Oi og hardcore der dog har ligeså meget tilfælles med Motorhead og Rose Tatoo som med noget af ovenstående bands. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Diverse Kunstnere; Fat Music vol. VI
Fat Wreck Chords. 18-11-2002
Så er dem fra Fat Wreck Chords selskabet igen klare med endnu en af sine populære kompilationsskive, og som altid så får man et rimelig godt indblik i hvad der for tiden rører sig indenfor selskabets fire vægge. 18 af selskabets bands giver deres bud på punk rock der skal føre os ind i det nye år, og deraf er hele 11 numre helt nye, mens de resterende syv numre er fra nyligt udgivne albums. Iblandt de mest efterspurgte bands, finder vi pop punk darlings Less Than Jake, NOFX og Lagwagon, mens de hårde punkrødder i Sick Of It All gør sit bedste, for at holde den rigtige punk-ånd i live. Anti-Flag leverer punk-rock med et politisk budskab, Mad Caddies leverer et lækkert ska-nummer, og Me First and The Gimme Gimmes hylder Sinead O’Conner med en ny indspilning af hendes klassiker ”Nothing Compares To 2 U.” Jo, vi kommer lidt omkring. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Diverse Kunstnere; Greetings
Lobster Records. 2001
Som stort set alle andre
pladeselskaber, så har Lobster Records også udgivet en sampler med det bedste
fra selskabets katalog. Alle bands der indtil videre har udgivet musik på
Lobster Records er med her, så talen er om Yellowcard, Joystick, Jargon, Buck
Wild, Park, Staring Back, Mock Orange og Whippersnipper. I det store hele er
dette en helt ok opsamling, lidt hen ad den nyeste Fat Wreck Chords sampler,
blot ikke helt så varieret. Vi kommer mest ind på emo og poppet punk musik, men
når det gøres så godt, som i de fleste tilfælde her, så er der intet at klage
over. Choice-cuits: Moch Orange: ”Brake Light’s On,” og Buck Wild: “The
Letter.” (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Diverse Kunstnere; MTM Music – Vol. 8
MTM/Nordic Metal. 04-11-2002
For dem der ikke har en kendskab til den musik som MTM til dagligt udgiver, er denne selskabssampler en god mulighed for at lære nogle af kunstnerne at kende. Skiven byder på 16 numre, der hovedsagligt kan beskrives som klassisk og melodisk rock, blues og hard rock, og som nok først og fremmest vil appellere til det lidt ældre rockpublikum. Talen er for det meste om numre der er taget fra nyligt udgivne MTM-albums, men der er også forpræmiere på nogle numre der ellers først endeligt udkommer engang tidligt næste år. Af de 16 kunstnere, er makkerparret i Hughes Turner Project nok det mest bemærkelsesværdige, og de leverer også skivens bedste nummer i form af ”Against The Wall.” (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Dj Allstar; Uprok Mixtape Volume One
Uprok Records. 19-11-2002
I de tidlige hip hop dage, var det helt almindeligt, at
man i undergrundens hip hop miljø kunne finde de såkaldte ”mixtapes”, der var
sammensat af forskellige Dj’s på baggrund af hvad der rørte sig musikalsk for
tiden. Uprok Records tager nu traditionen op igen, men i modsætning til
datidens kassettebånd, findes dette ”mixtape” kun på cd. Også selve metoden er anderledes, idet man dengang brugte
vinylplader til at lave disse ”mixtapes,”
bl.a. så at hver Dj kunne sætte sig egen særpræg på båndet ved bl.a. at
lave scratch lyde. Her bruges ingen lp’er, idet Uproks musik ikke er udkommet
på vinyl, men derimod bruges den nye ”Pioneer COJ-1000” maskine, der gør det
muligt, for en Dj at bruge cd’er på samme måde, som man bruge vinylpladerne
dengang – også til at scratche. Dj Allstar går her igennem Uprok Records’ endnu
korte katalog, og finder frem 25 fede hip hop numre, der derefter får en
hjælpende hånd med på vejen. De bliver gjort kortere, nogen gange hurtigere,
andre gange langsommere, og til tider bliver de endda lagt lidt oveni hinanden.
Fans af Uprok selskabet bør i hvert fald tilegne sig ”Mixtape,” idet pladen
indeholder meget af det bedste der er udkommet fra selskabet. Ejer man alt
selskabet har udgivet, kan man alligevel købe ”Uprok Mixtape Volume One,” for
der er ingen numre der fremstår helt som de gjorde i deres originale versioner,
idet Dj Allstar ikke kan lade være med at scratche og mikse lidt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
The Flower Kings; Unfold The Future (2CD)
InsideOut/Nordic Metal. 2002
Efter en længere række solo og sideprojekter, samt et
eget album så sent som sidste år, er The Flower Kings igen med et nyt album,
der indeholder over to timers musik. Talen er derfor naturligvis om et
dobbeltalbum. Efter at have hørt ”Unfold The Future, har jeg det, lidt ligesom
jeg havde det, efter at have hørt sidste års ”The Rainmaker.” Men lad mig først
sige, at der næppe findes et mere idérigt og velspillende prog. rock i dag end
The Flower Kings. Hvad det angår, så har prog. rocken ikke set magen siden Yes,
King Crimson og Genesis, alle for mange år siden, havde deres storhedstid. For
undertegnede kan det dog være en stor mundfuld at svælge på engang. For stor
faktisk – og så især når musikken bliver ved i over to timer. Der er helt klart
øjeblikke, hvor ord ikke kan beskrive min undren, men mindst ligeså tit sidder
man med følelsen af, at tingene ingen ende ser ud til at tage. The Flower Kings
og deres nyeste udspil ”Unfold The Future”, er derfor for den udholdende prog.
rock fan, der ikke har noget imod at bo et sted, hvor jazz og rock i harmoni
lever under samme tag. Eller en prog. rock fan der intet har imod at smide
penge i en jukebox, der hips om haps spiller Miles Davis og Pink Floyd. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Hardsell; Breaking The Jaw
I Scream Records. 28-10-2002
I modsætning til Judas Priest, der i sin tid var mestre i
at ”Breaking The Law”, hælder punkgruppen Hardsell lidt mere i retning af
”Breaking The Jaw,” og det er vist ikke helt urealistisk, at en kæbe går af led
i ny og næ, hvis deres live-shows overgår den beskidte rock og rul bandet
præsenterer på dette, deres nye album. Bandets lige-ud-ad-landevejen punk og
hardcore, har faktisk ligeså meget tilfælles med Motorhead, som med hvilket som
helst punk eller hardcore band derude, og det gør da i allerhøjeste grad ikke
noget, for det fungerer. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Joystick; Heavy Chevy
Lobster Records. 1996
Du undrer dig måske over, hvordan et
album fra 1996 er endt i november 2002 nummeret af P&P? Og det har du også
god grund til, men ser du, det udmærkede amerikanske indie, emo og
punkpladeselskab, Lobster Records, var for nylig så elskværdige, at sende mig
en pakke der indeholdt tæt på hele deres bagkatalog til anmeldelse. Den ældste
af disse var ”Heavy Chevy” med Joystick, og som bekendt, så anmeldes at hvad
der bliver tilsendt på disse sider, uanset genre eller tekstmæssigt indhold –
og for den sags skyld uanset hvornår et album er udgivet. En anden sag er så,
om et album der udkom i 1996 stadig er relevant i dag? ”Heavy Chevy” er efter
min mening ikke specielt relevant i dag, med mindre man savner den pop/punk
musik der toppede de amerikanske hitlister i 1996. Tempoet er sat i top, mens
der på rejsen overhoved ikke ses tilbage, og det er ret tydeligt, at emo-rocken
på daværende tidspunkt ikke endnu havde sat fint fingeraftryk i den amerikanske
punk og rock verden. Et ok punkalbum, der samtidig er en anelse dateret. (JJJ---) Hans
Jákup Eiðisgarð
Lies Damned Lies; Last Place On The Map
Sticky Music. 2002
Engang have Lies Damned Lies en fremtid som rockstjerner
foran sig. Eller sådan så det ud. De signede til Siren, lavede videoer og udgav
singler, men som bekendt så sælger musik som Lies Danmed Lies’ ikke, så de
nåede aldrig hitlisterne, hvilket resulterede i, at de blev droppet af
pladeselskabet. Siden har der ikke været meget stjernesus omkring trioen, og
sidst vi hørte fra dem var i 1996 med udgivelsen af ”Lamentations.” Men nu seks
år senere er de klare igen, Steve Butler, Charlie Irvine og Dot Reid. Opskriften
er stadig tilbagelænet og atmosfærisk rockmusik der skærer helt ind til benet
med dens sørgmodige om end smukke sange. Tempoet er stort set hele vejen
igennem sat helt i bund, men ”Last Place On The Map” forekommer dog aldrig
kedelig. Hellere tværtimod. Den er faktisk dragende med dens ofte simple, men
samtidig utrolig hjertenære sangstrukturer. Lies Damned Lies er ikke just
festmusik, men engang imellem har vi brug for noget med dybde. Noget der er
sørgeligt, noget der er tungt, men alligevel mest af alt noget der er smukt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Daniel Liverani; Genius - Episode 1: A Human Into Dreams World
Frontiers/Nordic
Metal. 23-10-2002
Der udkommer ret mange af disse såkaldte rock operaer for
tiden, hvor mange forskellige musikere og sangere er bragt ind for at fortælle
en historie. Avantasia er nok det band der har fået det bedste resultat, og dem
kan Daniel Liverani og alle hans mange gæster ikke overgå med dette koncept
album. Har ikke sat mig så meget ind i historien, og det kan måske være en af
grundene til, at dette album ikke siger mig så meget. Hvis det ikke var for de
mange gæster, og især sangere, så ville dette album efter min mening blot være
et andet heavy metal album, måske lige med et par temposkift mere i ærmet. Hvis
du kunne tænke dig, at høre musikere der på et eller andet tidspunkt har
spillet sammen med Malmsteen, Pain Of Salvation, Kansas, Grave Digger, Steve
Vai og Uriah Heep samlet på et sted, så er dette nok det bedste og eneste sted
at lede. Lydet det som noget for dig, så kan du se frem imod 72 minutters
musik, og i bedste ”Ringenes Herre” stil part to og tre engang i fremtiden. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Midnight Syndicate; Vampire - Symphonies From The Crypt
Entity
Productions. 2002
Amerikanske Midnight Syndicate er kendt som bandet, der
laver soundtracks til film der ikke findes, og hvor underligt det end så måtte
lyde, så er det nøjagtig det bandet gør. Inden denne nye udgivelse, har bandet
udgivet fire albums og en ep, hvor af tre de nyeste albums tidligere i al
korthed er blevet anmeldt på disse sider. ”Vampire – Symphonies From The Crypt”
bygger på samme lydgrundlag som de tidligere albums, nemlig mørke og langvarige
musikalske stemninger, der skriger efter at blive brugt som spor i en film.
Talen er hovedsagligt om klassiske sangstrukturer der på rejsen også strejfer
ambient og gotisk musik. Kerrang gav denne skive bundkarakter, mens RockSound
gjorde nøjagtig det modsatte (topkarakter; 10 ud af 10). Alligevel er jeg enig
med begge anmeldere. ”Vampire” er et flot arrangeret og ambitiøst musikprojekt,
der ikke har set skyggen af uprofessionalisme, men alligevel bliver man lidt
trist og ilde til mode, som skiven trækker ud og bliver alt for enslydende og
alt for langvarig (eller sådan virker det). (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
My Darkest Hate; To Whom It May Concern
Massacre/Nordic Metal. 28-10-2002
Netop som man begynder at kritisere Massacre Records for ikke at udgive nogle gode albums længere, sender de to dybt tjekkede metalsager på gaden. Den ene i form af de svenske power metal nykommere Seventh One, og den anden i form af ”To Whom It Maycern” med tyske My Darkest Hate. My Darkest Hate er et projekt bestående af fem musikere, hvor af to til dagligt begår sig i Sacred Steel og en i Primal Fear. Jeg må indrømme, at det ikke var med god vilje, at denne skive blev sat i spilleren, i det at jeg ikke er specielt vild med hverken Sacret Steel eller Primal Fear. Og når musikere ikke er i stand til at skrive gode sange i deres hovedprioriterede bands, hvorfor skulle de så gøre det i et sideprojekt? Godt spørgsmål. Men My Darkest Hate formår faktisk at komme ud af situationen med æren i behold. Ja, endda på en overbevisende måde. For ”To Whom It May Concern” er, selvom albummet ikke kan sammenlignes rent stilmæssigt, helt klart bedre end de sidste udspil fra Sacret Steel og Primal Fears side. ”To Whom It May Concern” er et helstøbt album, der bestemt ikke vil ligge nederst i bunken, når de tyske metalmagasiner skal til at udvalgte årets death metal udspil. I hvert fald er der på ”To Whom It May Concern” lagt op til en brutal og tungtriffende omgang death metal, der burde få death metal tilhængere at nikke halsen af led, og branchekollegaerne i Bolt Thrower til at løbe skrigende bort. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Novembre; Dreams d’Azur
Century Media/Nordic Metal. 25-11-2002
De italienske goth-rockere i Novembre har igennem sin syv
årige karriere aldrig helt kunnet måle sig med langmændene i Lacuna Coil hvad
succes og omtale angår. Måske fordi deres lydunivers aldrig helt har afspejlet
så imødekommende og lyttervenlige stemninger som Lacuna Coil har, men også
meget muligt fordi Lacuna Coil ganske enkelt er det bedre band af de to. Uanset
hvad, så var Novembres sidste udspil, ”Novembrine Waltz”, et ganske udmærket
udspil, der balancerede fint imellem melankolsk goth-rock og tung dødsmetal. Og
det er nogenlunde det samme der står på menukortet, når ”Dreams d’Azur” skal
præsenteres. Sandheden er dog, at ”Dreams d’Aur” ikke er et nyt Novembre album,
men derimod en splinternye genindspilning af bandets debut fra 1995 ”Wish I
Could Dream Again,” der for længst er ude af print, men som længe har ligget
højt på goth-fans ønskelister. Og for at glæde sine fans, har bandet ikke alene
valgt at genudgive albummet, men de har såmænd også valgt at genindspille det,
hvilket sikkert gør det mere attraktivt i 2002 (kunne forestille mig det, men
ved det ikke, eftersom jeg ikke har hørt debuten). For rigtige samlere er
cirkelen dog endnu ikke afsluttet, for dette er ikke debutalbummet, og derfor
kan ”Wish I Could Dream It Again” stadig sælges til skyhøje priser på ebay. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
River City Rebels; No Good, No Time, No Pride
Victory/Nordic Metal. 08-10-2002
I 1996 var jeg helt oppe at ringe over den populære 3-wave ska scene der blomstrede i USA. Allerede efter to år var man dog godt og grundigt træt af den, i det der sjældent før er hoppet så mange vanvittigt dårlige bands på vognen før. Det lignede lidt hvad man ser i form af nu-metal genren i dag, bare at det foregik på meget kortere tid, og desuden nåede ska aldrig at blive det helt store i Europa. Ligesom indenfor nutidens nu-metal genre, så var det faktisk synd for de gode, oprigtige ska bands der spillede dengang, for alle de dårlige bands, ødelagde faktisk alt for de gode. Når scene så var ved at uddø, så droppede alle disse bands hornene, og begyndte enten at spille nu-metal, emo eller pop/punk, som mange af dem i øvrigt også havde spillet inden. Heldigvis er der stadig bands der dyrker ska genren for det den er, og ikke fordi det er den nemmeste mulighed for at sælge plader. Jeg tror ikke, at River City Rebels er et band der ikke er ude på at sælge millioner af plader, og hvis de er, så må de vågne op og se realiteten i øjnene. Ska er ikke lige hvad de 14 årige skoletøser hører mere, og slet ikke hvis det lyder som Sex Pistols med en hornsektion. For River City Rebels lyder nemlig ikke engang som de ska bands, der var store i 1996. Derimod kombinerer de old-school punk med hornmusik, der til sidst får dem til mest af alt at minde om Sex Pistols (blot med horn). De har endda beholdt den vrede og politisk ukorrekte indfaldsvinkel Sex Pistols havde dengang. Der er ingen patriotiske hymner at finde her, men derimod stærk kritik imod den amerikanske regering, der endda på et tidspunkt får fingeren med på vejen (”Fuck you U.S. pride). Uheldigvis skal der mere til for at banke fornuft ind i Bush og hans folk, end en enkelt ”skråt op” finger fra et punkband. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Jeff Scott Soto; Prism
Frontiers/Nordic Metal. 11-11-2002
Da jeg så coveromslaget til dette album, var jeg sikker
på, at jeg nu skulle høre endnu et kedeligt 80’er hard rock album, og så hurtigt
skrive fire linjer, og få det hele overstået. Well, jeg havde ret i nogle af
tingene. Jeff Scott Soto leverer melodisk rock, der ligeså godt kunne være
udgivet for tyve år siden, og det kan godt være, at jeg ikke vil skrive meget
mere end fire linjer, men hvad jeg tog lidt fejl af var, at ”Prism” til min
store overraskelse faktisk er et ganske udmærket album. Ok, de gode
kompositioner svinder lidt hen imod slutningen af albummet, men alt i alt er
”Prism” et album der for fans af melodisk 80’er rock vil fungere som en
tidsmaskine, og sende dem fluks tilbage til udgangspunktet. Ind i maskinen
gutter, vi ses i 1982. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Sev Static; SpeakLife
Uprok
Records. 19-11-2002
Sev Static er
bedst kendt som medlem af fremragende hip hop grupper som Tunnel Rats og
Deepspace 5, men også alene kan han uden problemer hamre nogle fede hip hop
numre sammen. På ”SpeakLife” er det så blevet til 19 skæringer, hvoraf langt de
fleste er første klasse hip hop, og som på de fleste Uprok Records albums, så
spares der ikke på gæstelisten. Gæsterne er for det meste fra andre bands fra
selskabets egen rooster, men det kan være vært at lægge mærke til, at DJ
Cheapshot, der for nylig også gjorde sin entré på det nye Linkin Park
remix-album, ”Reanimation”, i nummeret ”Ppr:kut”, også hjælper lidt til med
produktionen på noget af ”SpeakLife” albummet. Ellers er der ikke så meget… Sev
Static er nogenlunde i samme stil som de fleste andre Uprok bands og artister,
men absolut i den bedre ende af skalaen. ”SpeakLife” er måske ikke helt ligeså
fedt som Tunnel Rats sidste album, men det burde dog have nok af kvaliteter til
at få de fleste hip hop og rap fans op af stolene. (JJJJ--) Hans
Jákup Eiðisgarð
Seventh One; Sacrifice
Massacre/Nordic
Metal. 28-10-2002
Massacre Records har ikke haft specielt mange relevante
udgivelser de sidste par måneder, hvilket jeg også tidligere har gjort udtryk
for her på siden, og derfor var det ikke med den helt store begejstring, at man
satte debutalbummet ”Sacrifice” med det nye svenske power metal håb i
spilleren. Især når der i pressemeddelelsen påstås, at Seventh One er det
fedeste nye svenske power metal siden Hammerfall, for sådanne udtalelser plejer
sjældent at holde i virkeligheden. Det gør den så heller ikke i denne omgang, men
samtidig rammer den ikke så forfærdelig langt ved siden af, for selvom Seventh
One godt nok ikke er det fedeste svenske nykommer power metal band siden
Hammerfall, så er om ikke andet det fedeste siden Dream Evil, selvom det ikke
er så lang tid siden førnævnte udgav deres debut. Lad mig bare sig det på den
her måde: Seventh One er sådan et band, der midt iblandt alle de uendeligt
uoriginale kopibands minder en på, hvorfor man egentlig begyndte at høre power
metal. Er du power metal fan? Ja? Så kan du godt gå ned til den lokale
pladepusher og købe den her. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Symphorce; PhorcefulAhead
Metal Blade/Nordic Metal. 18-11-2002
Hvis det er noget den amerikanske power metal stil kan
lære europæiske power metal bands, så er det den sande mening af ordet power.
Mange europæiske bands er efterhånden blevet så overdrevent melodiske, søde og
iørefaldende, at det er til at brække sig over. Ok, power metal skal til en
hvis grad indeholde alle ovennævnte ting, men power metal skal også indeholde,
eh, POWER. Nu er Symphorce ikke et amerikansk band, men ligesom bl.a. tyske
Brainstorm – hvis forsanger de deler med Symphorce – så spiller Symphorce deres
power metal på den amerikanske måde, hvilket vil sige, at den er aggressivere,
tungere og - ret og slet - mere metallisk. På mange måder indeholder Symphorce
alle de kvaliteter mange af tidens europæiske power metal band mangler, og det
gør dem til et band power metal fans burde tjekke asap. For selvom Symphorce
indeholder alle ovenstående kvaliteter, så mangler de ikke melodierne, der i
sidste ende nok er den mest væsentlige del, alle ting taget i betragtning.
Bandnavnet Symphorce er et ord sammensat af symphony og force, hvilket er en
meget god måde at beskrive bandet, for, som der også står i pressematerialet,
Symphorce handler om to ting: power og melodi. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Tiko & Gitta; Royal Priesthood
Lion Of Zion. 29-10-2002
Jeg har stadig til gode, at høre et
Lion of Zion album, der har efterladt mig i åndenød, over den smukke, velspillede
eller blot relevante musik, der er blevet lagt øre til. På den anden side, har
der været nok af albums, der intet spor har efterladt sig, og derfor ikke har
været noget man har glædet sig til at høre igen. Og netop sådan et album er
”Royal Priesthood” med reggae duoen Tiko & Gitta. Duoen har spillet deres
dancehall og roots reggae tilsat en anelse hip hop i omkring tre år, men har
indtil videre ikke formået at sammensætte nogle reggae sange, der gør en
forskel i dagligdagen. For af finde god og gennemført roots reggae musik, gør
man nok klogere i at lede i en af standende ude på Christiania, men så bliver
det kristne budskab Tiko & Gitta lægger for dagen også skiftet ud med
hash-tågen og rasta-teologien. Vælg selv. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð
Týr; Ólavur Riddararós (single)
Tutl. 2002
De vågne læsere har måske lagt mærke
til, at et forholdsvist ukendt færøsk band med navn Týr op til flere gange har
befundet sig på denne sides top-5 liste, med deres fænomenale nummer ”Ormuring
Langi” fra deres nyeste fuldlængde. Et nummer som i sin slående originalitet
vel må betagnes som en nutidig rockversion af det gamle færøske – oldnordisk
mytologi inspirerede - kvæde af samme navn. Dette nummer gav bandet også
nærmest stjernestatus i Island, såvel som i hjemlandet Færøerne. I Danmark har
bandet også sat sit fingeraftryk i rockundergrunden, om end de stadig er et
forholdsvist ukendt navn, men de gjorde da deres entré med maner ved at blive
dobbeltvinder i den senest afholdte Melody Maker konkurrence, da publikummet
valgte dem som ”Årets Populæreste Band,” og da en jury - bl.a. mandet af Tim
Christensen, Sasha Dupont og Nikolj Lubich fra Gaffa – kårede dem til ”Årets
Bedste Band.” Týr har tilsyneladende også forståelse for at smedje mens jernet
er varmt, og det gør de ved allerede at udgive nyt materiale (en single
bestående af to nye numre), ikke så langt efter udgivelsen af ”How Far To
Asgaard.” Og eftersom det var en ny version af et gammelt færøske kvæde, der i
første omgang gjorde udslaget for bandet, hvad er så mere nærværende, end at
følge samme mønster - og det gør de så. ”Ólavur Riddararós” – denne skivens
titelsang – er endnu en guitardrevet omskrivning af et kendt færøsk kvæde, og
selvom resultatet ikke er helt så flot som i tilfælde af ”Ormuring Langi”, så
er der stadig talen om et rigtig fedt nummer. Både de instrumentale
præstationer såvel som de vokalmæssige arrangementer er helt i top, og i
modsætning til hvad man inden havde hørt, så overraskende bandets nye
forsanger, Allan Streymoy, også positivt, selvom han endnu ikke helt fylder det
tomrun den tidligere forsanger, Pól Arni, efterlod sig. Den anden skæring på
singleskiven, ”Stýrisvvøllurin”, er så vidt forstås bygget op omkring diverse
traditionelle færøske melodier, og derefter bundet sammen bandets fænomenale
guitarist og sangskriver, Heri Joensen, der også har skrevet tekster til
nummeret, men alligevel har dette nummer langtfra samme effekt på undertegnede,
som ”Òlavur Riddararós” havde. Alligevel er Týr helt klart et band, som
pladeselskaber på udkig efter original og anderledes musik burde holde øje med,
og med bands som Clickhaze og Týr i spidsen, så burde færøsk rock have gyldne
tider forude. (JJJJ--) Hans Jákup
Eiðisgarð
Martin Wroe & Lies Damned Lies; Life, Death, God
Sticky Music. 2002
Det er længe siden, at jeg har hørt fra Sticky Music, men
nu sker der endelig noget igen hos det Glasgow placerede pladeselskab. ”Life,
Death, God” er dog ikke det helt almindelige art-rock eller singer/songwriter
album, du kunne forvente fra et selskab som Sticky Music, idet materialet er
mere i retning af en digtsamling end et musikalsk album. Talen er dog
naturligvis om en kombination af begge dele, dog med vægten lagt på selve
digtene. Jeg kender ikke noget til Martin Wroe, men det tyder på, at manden er
poet, og det er ikke noget at tage fejl af, at manden har noget på hjerte. Vi
bliver præcenteret for ti af Wroes digte, der alle bliver læst op af
forskellige mennesker. Vi bevæger os omkring digterens tanker vedrørende livet,
døden og Gud, og for det meste er det interessante tanker, der oven i købet
ligger på et rimeligt højt plan. Dette er ikke din hurtigt fiksede digtsamling,
og derfor kan det der bliver læst også blive en anelse tungt. Altså, man har
brug for at være i humør til noget som det her, hvis man skal gide høre det.
Det er lidt som at være i kirke på en dag, hvor man absolut ikke har lyst til
at være i kirke, og præstens ord langsomt går fra at være ord med mening, til
blot at være lyde der går ind igennem det ene øre og ud igennem det andet. Så
når denne skive skal høres, så er det ikke som baggrundshygge den er bedst
egnet, men snarere for de aftener hvor man sidder alene og funderer over livets
mening osv. Det skotske band Lies Damned Lies, der ellers netop har sendt et nyt
album på gaden, står for musikken, men deres rolle står i denne omgang dog i
bund og grund kun af at være baggrundsmusikken, der giver digtene den rigtige
stemning på det rigtige tidspunkt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
X Hells; Subterranean Stories
Lucifer Rising. 2002
X Hells er nok et af de bedre italienske bands anmeldt i
dette P&P nummer, men endnu har de ikke formået at overbevise den
internationale metalscene om deres formåen. ”Subterranean Stories” er dog kun
bandets første album, så endnu burde der være tid til at overbevise verden,
hvilket burde lægge lidt præs på det nye italienske promotionsselskab Kick, der
for tiden har til opgave at promovere bandet. Jeg håber bare, at de er bedre
til det, end de er til at skrive pressemeddelelser. Ikke nok med at der ikke er
hoved eller hale på deres engelske sprog, deres forsøg på at beskrive deres
bands er også gået lidt tabt omme bag en vogn. X Hells bliver beskrevet som en
mellemting mellem Iron Maiden (melodier) og Slipknot (brutalitet), hvilket, hvis
noget, er misledende oplysninger. Derfor er det dog ikke sagt, at der ikke er
velspillede melodier såvel som brutalitet at finde i bandets lydunivers, for
det er der. Det lyder bare ikke i nærheden af førnævnte bands. Bandets lyd er
en god blanding af god gammeldags 80’er heavy metal og moderne nu-metal
riffing, hvilket ”Kill The Different” er et klasseeksempel på, med sine Fear
Factory lydende riffs og trommespil. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Yellowcard; One For The Kids
Lobster Records.
2002
Read Magazine har ikke haft pæne ord tilovers for amerikanske Yellowcard, og stod det op til dem, så blev der, fra dommerens side, ikke alene det gule kort vist frem, men også det røde. Heldigvis har vi forskellige meninger, og Yellowcards album ”One For The Kids” er faktisk, efter min mening, et udmærket punkalbum. Jeg mener naturligvis på en pæn, poppet og melodisk måde, der på mange måder deler sig midt imellem emo-genrens følelsesladede sangstrukturer og punkrockens tempo. Efter nogle melodisk punkede numre, bliver bandets lydunivers dog udrustet med endnu mere variation i form af semi-akustiske guitarer og violiner, i noget der ender med at blive det nærmeste vi kommer til punkballader. Violinen giver bandets lyd en ekstra dimension, og det fungerer faktisk udmærket, uden at gå hen og blive Irsk eller skotsk inspireret, i modsætning til så mange andre punkbands for tiden. ”One For The Kids”? Helt sikkert. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Selvstændige albums/ep’er/singler + demoer;
Endorphine;
Godmind
Kick. 2002
“Godmind” med Endorphine er en af fire italienske
demo-skiver der anmeldes i P&P i dette nummer, hvilket tyder på, at der
sker noget dernede andet end pizzabagning. Endorphine har fat i den melodiske
thrash og death her på denne tresangs demo, og selvom både spil og materiale
intet fejler, så holder en ret dårlig lydkvalitet disse sange fra virkelig at
gøre et indtryk. Det kunne være interessant at høre Endorphine igen om et års
tid, blot på det tidspunkt med en professionel producer og i et rigtigt studie,
for de har jo allerede bevidst, at de både kan spille og skrive deres musik
selv. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Engram; Window Of Soul
Kick. 2002
Endnu et historie om et band, der siden begyndelsen har
haft problemer med at få tingene til at hænge sammen. Bandmedlemmerne skifter,
og problemerne med at få deres musik udgivet er ikke til at bære. Men nu har
det italienske promotion selskab Kick så fået udgivet denne mini-cd, men efter
at have hørt skiven er spørgsmålet kun, hvorfor bandet overhoved gad at gøre
sig umagen, når det har været så svært siden dag et, når de startede tilbage i
1997? Bandet byder på teknisk europæisk death metal, uden noget som hest form
for spændende og velsmagende ingredienser. ”Window Of Soul”, bandets anden
udgivelse, er både fantasiløs og kedelig, og bandet lyder i bund og grund træt
og udbrændt – ligesom denne anmeldelse. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð
Kiss Of Death; Promo 2k2
Kick. 2002
Jeg har modtaget en del cd’er fra det italienske
promotion selskab Kick Promotion Agency på det sidste, men i modsætning til de
fleste cd’er jeg har modtaget, så er ”Promo 2k2” med italienske Kiss Of Death
faktisk ret fed. Talen er om en tresangs demo, hvor for en gangs skyld alle tre
numre holder. Stilen er melodisk thrash metal kombineret med death metal.
Bandet frontes af en skiftevis råbende og growlende forsanger, der forstår at
forholde sig interessant igennem tre sange. Pladeselskaberne burde se lidt
nærmere på Kiss Of Death, for de har unægtelig lavet en af de bedste demoer de
sidste par måneder. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Soulscar; Character Assassination
Selvstændig. 2002
Her har vi et band, der er forbedret væsentligt siden
sidst. ”Character Assassination” starter som et maskingevær riffende monster avlet
af ingen ringere end selveste Pantera. Lige indtil forsangeren bryder ud i en
glimrende growl, for lidt senere at lade lytteren rammes af en hær af melodiske
guitarsolo, der er en fryd for øregangene. Soulscar er dog, på trods af
kombinationerne af melodiske guitar soli, growl og den thrash og death metal
indfaldsvinkel de har til sin musik, ikke et band der behov for at kopiere de
skandinaviske melo-konger. Det er deres musik i forvejen alt for unik til. Tjek
blot ”Sacrifices,” der med sin evigt tunge metalriffing og tekniske præcise
rytmesektion, har været savnet lige siden Panteras storhedstid. ”Character
Assassination” er et fedt, groove-orienteret metalalbum, der ikke kan andet end
at spile ørerne op hos de store pladeselskaber. Det er dog en skam, at albummet
ikke holder samme intensivitetsniveau som i ”Sacrifice” hele vejen igennem, for
det er bl.a. dette der er med til at fratage det femte smilehoved fra bandet,
således at de står tilbage med fire smilehoveder. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Sudden Death; Devoured Inside
Kick. 2002
Hvor troværdig er man, når man i bookletten af hjerte
takker alle dem der supporter og hader en? Svært at sige, men det er da den
dummest takketale man har hørt længe, især når man slutter af med et typisk,
ligegyldigt ”stay burtal.” Men nu er det vel også musikken vi skal snakke om,
og bandets takkeliste bagest i bookletten? Jo vist, men det er bare det
problem, at musikken næsten er ligeså interessant blottet for interessante
inputs. Italienske Sudden Death spiller en temmelig ekstrem omgang death metal,
der på trods af højt tempo og masser af brutale indslag aldrig helt kommer i
gang. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð
Aaron Thompson; Mystical Radical God
Selvstændig. 2002
Da Moby udgav “Play” I 1999 var det ikke fordi han var
den fattigste mand på planeten (selvom han, godt nok ikke var den rigmand, han
er i dag), at han valgte at optage det meste af den plade i sit soveværelse.
Det var mere fordi han var – og er – underlig. Aaron Thompson er på den anden
side en helt anden historie. Den modsatte så at sige. Aaron har intet
pladeselskab til at sætte penge i hans musik, så han bliver rent faktisk nødt
til at optage sin musik hjemme hos sig selv, hvor han har et hjemmestudie. Og
umiddelbart er det ikke noget man lægger specielt meget mærke til, når man
hører mandens nyeste skive ”Mystical Radical God”, et album der i bund og grund
er inspireret af Gud og Bibelen. Lyden er måske ikke helt på Nashville planen,
men den vil da gøre et ok job hos folk der hører denne slags musik. Den mørke,
amerikanske sanger og guitarist, er heller ikke en mand der er decideret
overinspireret af Nashvilles flødebolle CCM, selvom han på intet tidspunkt
kommer med noget der ikke er prøvet før. Alligevel går han imod strømmen og
tilsætter sit personlige udtryk i samtlige af skivens 14 sange, og især
åbningsnummeret ”Salt” og titelsangen ”Mystical Radical God” taler for, at
Aaron er en dygtig sangskriver. At karakteren så alligevel ikke er højere
skyldes, at der er lidt for mange småkedelige ballader at finde iblandt, og de
tager fra det samlede indtryk. Alligevel vil jeg påstå, at folk der leder efter
en glad kombination af soul, funk, pop og rock ikke vil gå helt forgæves ved at
tjekke Aaron Thompson lide nærmere. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð