P&P Issue #1 – September 2002:

 

 

Poor Old Lu; The Waiting Room

Tooth and Nail Records. 24-09-2002

Poor Old Lu er et af de bands, jeg op igennem 90’erne har hørt en del derhjemme. Især skiverne “Straight Six” “Picture From The Eight Wonder” var hyppigt i cd-spilleren.  Jeg har dog altid følt, at jeg var helt alene om at kunne lidt bandet. Faktisk kendte de fleste i min omgangskreds ikke engang bandet, men i USA havde bandet dog et trofast følge, om end det aldrig fik dem på toppen af hitlisterne. Men respekten, den beholdt de igennem hele karrieren, og anmeldere stod altid i kø for at give bandet et klap på ryggen. Men som alle andre fede bands man vil savne, så valgte Poor Old Lu pludselig at stoppe. Pludselig var alt slut, og bandmedlemmerne spredtes i alle retninger, hvor de spillede i andre bands, udgav soloalbums, og producerede for andre bands. Heldigvis er bandet nu sammen igen, og det fejres med udgivelsen af ”The Waiting Room” der ikke overraskende udkommet igennem amerikanske Tooth and Nail Records. Det er dog ikke altid en god idé for et band, der ellers har lagt fra sig, sådan at genopstå. Der er mange eksempler på, at det kan være en rigtig, rigtig dårlig idé. Men Poor Old Lu er næppe et af de der bands der bare kommer sammen igen, fordi de har brug for lidt ekstra lommepenge. Men hvordan er deres musik så i dag? Tja, det samme blev en amerikansk anmelder, der ligesom mig, længe havde fulgt bandet, spurgt, og han kvitterede med at skrive den mest hadske og negative anmeldelser læst længe. Jeg kan dog ikke forstå hvad denne anmelder så rødt over. Har han overhoved hørt det samme album, som jeg har? Har han overhoved lyttet til noget? Ok, ”The Waiting Room” er måske ikke ligefrem helt deroppe sammen med ”Picture From The Eight Wonder”, men den er deroppe et sted. Et sted hvor kun gode, velskrevne og hjertenære albums befinder sig. Poor Old Lu er for dem der ikke ønsker deres rockmusik overfladisk, men derimod godt kan bruge en ekstra dybde at dykke ned i. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Mob Rules; Hallowed Be Thy Name

SPV/Nordic Metal. 23-09-2002

To år efter forgængeralbummet ”Temple Of Two Suns” er et af de større tyske melodiske metalhåb tilbage med et ny album, der, hvis man skal dømme udfra pladeomslaget, ganske vist ikke signalerer store fremskridt. Men alt hvad coverbilledet så desperat mangler, det er der heldigvis i læssevis på selve albummet. Melodisk heavy metal lyder for tiden sjældent så fængende som i åbneren ”Hallowed Be Thy Name”, men der er også andet der er vært at se nærmere på, bl.a. ”House Of Fire” og ”How The Gypsy Was Born” der bliver gæstet af Peavy Wagner fra Rage. Alt i alt er Mob Rules ikke kommet med noget nyt med ”Hallowed Be Thy Name”, men i modsætning til så mange af sine kollegaer, så formår de at holde det gamle frisk, og det helt enkelt hvad der egentlig hvad der skal til, hvis man ikke har tænkt sig at gå nye veje. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Hardline; II (JJJJ--)

Frontiers/Nordic Metal. 23-09-2002

 

John West; Earth Maker (JJJ---)

Frontiers/Nordic Metal. 23-09-2002

Der udkommer så mange melodiske rock og metalsager nu om stunder, og virkelig mange af dem reklamerer på en eller anden måde med at indeholde bandmedlemmer fra store bands fra for eller nutiden. Dette er også tilfældet med både Hardline og John West, der begge netop har udsendt nye albums igennem det italienske pladeselskab Frontiers. ”II” er som titlen antyder Hardlines andet album. Deres første blev udgivet af MCA i 1992, men nåede ikke den succes man havde håbet på, hvorefter bandet gik lidt i glemmebogen. I mellemtiden har Forsangeren, Johnny Gioeli, så forsøgt sig som forsanger hos Alex Rudi Pell. Nu er Hardline i hvert fald tilbage, men det er dog uden de fleste af de oprindelige medlemmer. Alligevel er de kommet godt fra den nye start, og fået skruet nogle gode, iørefaldende hard rock sange sammen. Der er intet indviklet omkring bandets lyd. Der er blot gode melodier på den simple måde, og til tider fristes man endda at sammenligne med gammelt Bon Jovi. Ok, albummet svinder lidt hen imod slutningen, men alligevel kan den anbefales for dem, der savner 80’enes iørefaldende hard rock.

 

John West har en fortid som forsanger i Badlands, hvor han startede som 18 årig. Ellers er han også for nylig blevet forsanger i det danske prog. band Royal Hunt. På ”Earth Maker” holder hans band, der tæller medlemmer fra Savatage og Halford, sig heldigvis fra den slags progressive beskæftigelser, og forsøger sig i stedet med en mere traditionelt symfonisk indfaldsvinkel til metalmusikken. Alligevel findes der intet på ”Earth Maker” der kvalitetsmæssigt på nogen måde nærmer sig hverken Savatage eller Halford. Efter samtlige gennemlytninger af albummet er de fleste sange stadig mærkelig anonymt stillet overfor undertegnede, hvilket i og for sig har gjort, at skiven nu er lagt på hylden, hvor den formentlig vil blive liggende langt ind i år 2003 – hvis ikke længere. Men for at komme med en positiv afslutning, så kan jeg sige, at jeg godt kan forstå, at Royal Hunt valgte netop John West som deres nye forsanger. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Zandelle; Twilight On Humanity

LMP/Nordic Metal. 16-09-2002

Allerede første gang forsangeren, George Tsalikis, åbner for sin skrigende mund, får man bange anelser. Derfra findes der en god og en dårlig nyhed gemt i ”Twilight On Humanity”’s ti sange. Den gode nyhed er, at han ikke lyder ligesom i indledningen hele tiden. Den dårlige nyhed er, at han alligevel lyder sådan alt, alt for meget. Der er et eller andet irriterende omkring hans stemme. Et eller andet jeg bare ikke kan snuppe. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på det, for der er masser af hans slags i min cd-spiller til dagligt, som jeg oven i købet endda nyder at høre. Men på en eller andet måde fremstår George Tsalikis som anstrengt og påtrængende, og absolut ikke som noget man gider bruge mere tid på. Og så kan hans holdkammeraters musikalske formåen være til et a+, for alt hvad jeg lægger i, for jeg kan jo alligevel ikke komme forbi de irriterende vokaler. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Tømmermenn; Tømmermenn

Edgerunner Records/VME. 2002

Norske Tømmermenn er nu ikke ligefrem hvad jeg ville anbefale folk der har tømmermænd at sætte i cd-spilleren. Deres tunge, stener-agtige rocksange ville i givet tilfælde med sikkerhed gøre større skade end gavn. Men enhver anden dag i ugen, hvor man er veloplagt og ikke har noget imod en omgang sludget garage-rock, så er der bare at klø på. Tømmermenn er nemlig ikke så helt tossede til at skabe beskidte og nedtunede Black Sabbath-lignende momenter, men i modsætning til de fleste skandinaviske stener-rock bands, der i disse dage forsøger sig, har Tømmermenn gjort Kaizers Orkestra kunsten efter med at lade det norske sprog være karm om de larmende lydflader. Ikke fordi at det norske sprog giver musikken noget den ellers ikke ville have, men i det mindste er det et modigt træk, der sagtens kunne resultere i et formindsket pladesalg. På den anden side er det højst usandsynligt, at et band som Tømmermenn ville sælge ret meget uanset, så hvorfor ikke bare gøre som det passer en selv? Det er sjovere på den måde. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Necronom; A Darkening Path

Winterthorn. 2001

“A Darkening Path” er Necronoms andet album, og samtidig også anden del af den trilogi bandet er i gang med at udføre. Det kan derfor være lidt svært for undertegnede, at se hvordan part to forholder sig i forhold til part et osv, og det er vel i bund og grund lidt ligesom at sidde og se toeren til en eller anden film man ikke har set etteren af. Man kan lige overkomme det, men alligevel er der ting man ikke forstår osv. Jeg vil dog ikke påstå, at der er noget jeg ikke forstår i dette tilfælde, idet jeg i en meget lille grad har sat mig ind i tekstmaterialet, netop fordi jeg vidste, at jeg nok alligevel ville være lidt på bar bund. Musikalsk befinder bandet sig i det atmosfæriske hjørne af death metal genren, og rent spillemæssigt er de fem skæringer der præcenteret på skiven ok materiale, men alt i alt savner man lidt kød, saft og kraft for at materialet skal være optimalt. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Half-Handed Cloud; We Haven’t Just Been Told, We Have Been Loved

Asthmatic Kitty/SoundsFamilyre. 01-10-2002

Half-Handed Clouds “Learning About Your Scale” var en af sidste års mest charmerede albums med dens mange underlige og anderledes numre, og for dem der rigtig fik John Ringhofers underlige sammensætning tæt ind på hjertet, kan jeg berette, at det nye album højst sandsynligvis vil komme ligeså tæt på. Bandet har ikke ændret på den formel der på debutalbummet blev rost skyhøjt. Talen er stadig om den mest underlige form for singer/songwriter-stil man kan tænke sig. Det gør det heller ikke mindre underligt, at Daniel Smith (Danielson Family) har produceret albummet. Daniel Smith er også tydeligvis en mand John Ringhofer har stor respekt for, og en mand han i allerhøjeste grad er inspireret af. John Ringhofers sange er dog langt mere afvekslende og kommer meget videre omkring, end nogen Danielson Family sang nogensinde gjorde, og igennem albummets 24 numre står alverdens underlige instrumenter (og alt muligt andet) i kø for at bevise min påstand. Men lad os ikke dvæle længere ved det men nøjes med at sige, at læseren må høre galskaben for sig selv inden man kan forstå den, idet den er svær at forklare. Men lad mig blot afslutte med at sige, at John Ringhofer ikke er bange for at smidt en piv, hamrende falsk tuba-soli oveni en ellers dejlig pop-sang. Så er spørgsmålet om det skræmmer dig, eller om det også vækker din nysgerrighed. You are on your own. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Living Sacrifice; Conceived In Fire (2-sangs promo)

Solid State Records. 24-09-2002

Det var en stor dag, den dag, jeg for første gang hørte Living Sacrifices debutalbum, der oprindeligt udkom i 1991 på R.E.X. Records men senere blev genudgivet på Solid State. Ok, måske lægger jeg en anelse for meget i det, men i hvert fald havde jeg svært ved at få tingen ud af kassettespilleren (ja, det var faktisk et kassettebånd) igen. Kun få death metal albums havde på det tidspunkt imponeret mig så meget, men i tiden derpå blev det til flere og flere (i dag er det dog desværre færre og færre). Alle Living Sacrifices efterfølgende albums har dog ikke gjort helt så meget for mig, og 1994 albummet ”Inhabit” (også oprindeligt udgivet af R.E.X. og senere genudgivet af Solid State) var endda ret dårligt. Men med udgivelsen af ”Reborn” i 1997 og pladekontrakten med Solid State Records, ændrede bandet stilen fra at være tung death metal til stadig at være tung metal, dog med mindre doser death metal men mere vred, tribal metal a la Sepultura. En drejning der blev yderligere dyrket på ”The Hammering Process” og dens ansættelse af en ekstra perkussionspiller. ”Conceived In Fire” – bandets nyeste udspil – følger samme spor forstås, og uanset hvor gerne jeg end ville det, så har jeg svært ved at kunne underbygge påstanden, idet min promotion-cd kun indeholder to af numrene. Disse to (“Subtle Alliance” og “Send Your Regrets”), om ikke andet, er i bund og grund ganske gode opfølgere, og præcis det man på forhånd kunne have forestillet sig og håbet på. Fans af Slayer og Meshuggah vil elske, om ikke andet, disse to sange. Jeg giver naturligvis ingen karakter, idet jeg kun har hørt en meget lille det af det faktiske album. (Karakter; ingen) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Bleach; Again, For The First Time (3-sangs promo)

Tooth and Nail Records. 27-08-2002

Jeg har haft mange gode øjeblikke i selskab med Bleachs nørdede indie pop-rock debutalbum, men jeg må indrømme at jeg efterfølgende ikke har fulgt bandet ret nøje. Men efter deres tid på ForeFront sammen med storsælgende bands som DC Talk og Audio Adrenaline, så har bandet nu signet til Tooth and Nail Records, et selskab der på underlig vis simpelthen signer alle bands undertegnede har et forhold til men som for tiden står uden en pladekontrakt. Alt tyder på at labelskiftet fra ForeFront Records til Tooth and Nail Records har passet bandet fint, idet bandet er blevet en anelse mindre påtvunget radiovenlige, og lidt mere frie i deres indie udlægninger. Jeg kan dog ikke være helt sikker, fordi min promotion-skive indeholder desværre kun tre af numrene der findes på det samlede album. Men udfra disse kunne det tegne for, at bandet nu, langt om længe, har fundet sin stil. Bandet drager klare referencer til bands som Weezer og deres grønne album, og underligt nok er promoen jeg lige nu sidder med så smask hamrende græsgrøn, at det næsten gør ondt. Som sagt, jeg er egentlig næsten på ligeså bar en bund som læseren er hvad angår det nye Bleach album, men jeg kan da i det mindste anbefale tre sange; ”What’s Wrong With Me”, ”Celebrate” og ”We Are Tomorrow”. (Karakter: Ingen) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Thine; In Therapy

Peaceville/Nordic Metal September 2002

“In Therapy” er en herlig lille plade der vokser sig større og stærkere med hver gennemlytning. Talen er om en tungsindig form for gotisk rock der ikke er så langt væk fra Anathemas mindre metalske øjeblikke. Bandet har dog tydeligvis andre kort i ærmet end gotisk rock. Det er altså virkelig mange ting omkring Thines lydunivers der lugter langt væk af gammelt Radiohead. Og når jeg siger lugter, så mener jeg på en god måde, og ikke på en kopierende måde. Men Anathemas nye materiale er også stærkt inspireret af Radiohead, så måske er det alligevel ikke så underligt, at et gotisk rockband ligger så tæt op ad Radiohead. I hvert fald så har både Radiohead. og mange af de gotiske rock bands, det deprimerende og tungsindige tilfælles. Det mest underlige opstår dog, når trioens forsanger forsøger sig med de høje noder, der giver bandet visse paralleller med bands som Coldplay. Ja, du læste rigtigt; COLDPLAY. Så hvad skal vi kalde den her? Tungsindig gotisk brit-pop? Så er spørgsmålet bare, hvordan kan et band som Thine få lov at opvarme for Mayhem? Det var godt nok i 1997, så mon ikke de lød anderledes dengang? Sikkert. Men jeg synes nu de er ret fede i dag. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Traindodge; On A Lake Of Dead Trees

Ascentis Records/No Carma Records. 2002

Traindodge var et af de bands der i en kort periode var signet til det dengang nye 6x6 Records, der var styret af Puller/For Love Not Lisa frontmanden, hvis navn jeg ikke kan huske i skrivende stund. Selskabet gik ret hurtigt konkurs, og i modsætning til flere af de andre bands, så er Traindodge et af dem der blev (lidt) glemt i kaoset. Bandet har dog langt om længe fået samlet sit andet album på benene, selvom No Carma efter debuten har udgivet en ep og en skive med masser af tidligere uudgivne demooptagelser. Traindodge er ikke et band, der er så ligetil at beskrive. Deres sange er lidt rodede, men på en god måde. Når først en sang starter, så ved man aldrig hvor den ender, og det er en ting jeg synes der er alt for lidt af i dag. Dette er dog ikke progressiv rock musik, eller i hvert fald ikke på den måde som ordet progressiv bliver brugt om nutidens rockmusik. Dette er hård, intens og matematisk rock og rul der til tider viser den gode side af emo såvel som  punk og støjrockgenrerne, men som aldrig forholder sig længe nok i et sted, således at den kan beskrives som en bestemt ting. Og det er en anden ting der gør Traindodge så fede, for hvor mange bands finder vi gennemsnitlig i dag, der formår at holde sig udenfor enhver form for genrebeskrivelse? Der er nogen, klart, men der er ikke specielt mange, vel? Traindodge er for dem der ønsker deres rock velspillet og original. Men de gør det ikke for at spille smarte, de gør det for rockens – og sin egen - skyld. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Liberation Suite; Fight For The Light

Suite Dreams Records. 15-08-2002

“Gospel soaked, rockin’ blues that’ll lift your soul and move your shoes”, sådan står der skrevet på bagsiden af albumcoveret til denne nye skive med veteranbandet Liberation Suite, og der er næppe en beskrivelse der passer bedre, hvis man virkelig lader denne skive komme ind på livet. Alle de vigtige elementer i Liberation Suites lyd og tekstunivers bliver beskrevet i den linie. Bandet spiller en glad omgang blues og rock n’ roll der endda engang imellem læser sig opad gospelgenren. Og er meningen med musikken at bevæge fødderne på lytteren, så er meningen med teksterne naturligvis at løfte sjælen til et højere niveau, hvilket de mener gøres med at formidle det kristne budskab. Et budskab de har formidlet, lige siden de startede bandet helt tilbage i 1971. Ja tak, 1971, så det er ingen drengerøve vi har med at gøre her. Deres debutalbum fra 1975 er en klassiker indenfor den kristne rockgenre, og bliver af mange kristne rockjournalister stadig betragtet som et af de bedste albums der er udgivet inden for den kristne rock. Men siden debuten har de ikke plaget lytteren med de mange pladeudgivelser, om end de måske har spillet en del rundt omkring. ”Fight For The Light” er kun bandets fjerde album i alle de 32 år bandet har eksisteret, og det er egentlig ikke specielt meget. Omtalen for det der er udkommet har dog været god i årene der har gået, om end bandet aldrig er blevet til et stort hot-shot band, hvilket på den anden side sikkert heller aldrig var meningen. Men tilbage til den nye musik. Jeg indledte med at sige, at Liberations suites musik med sikkerhed vil få lytterens fødder til at bevæge sig. Og her mener jeg med dem der kan lide deres blues og rock n’ roll på den gamle måde. 14 årige teenagere vil næppe få det store ud af ”Fight For The Light”, hvorimod deres forældre måske vil danse hele dagen. Jeg kan godt lide blues, men Liberation Suite er måske lige lovlig gammeldags for mig. Der er slet ikke noget opdateret i bandets lyd, og dette egentlig sagtens være en plade fra først i 1970’erne. Desuden er deres stil lidt for pæn og hyggelig. Det kunne være fedt hvis bandet lod sig rive lidt mere med og bare tage en jam ud i det farlige. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Kort Sagt: Eftersom min anmelderbunke stadig er forholdsvis høj, nu hvor vi nærmer os slutningen af måneden, så vil jeg tillade mig, igen at skrive nogle lynhurtige og yderst korte anmeldelser af nogle af de skiver, jeg egentlig føler, at jeg ikke har så meget at sige om. Vi starter med finske Tunnelvision, der på deres andet album ”Tomorrow” (Massacre/Nordic Metal. 26-08-2002) (JJJ---) kombinerer progressiv rock a la Rush med melodisk metal a la Iron Maiden, hvilket nok er tiltænkt at lyde som Dream Theater. Der er gode idéer indimellem, men i forhold til alle de førnævnte bands, så er der et godt stykke vej endnu for Tunnelvision… Og det er der også for det tyske dark/death metal band Dead Emotions. Deres første album ”Gates To The Unseen” (Medusa Prod./Dragon Design) (JJJ---) er ligeså uinspirerede som alle de andre albums Medusa Productions har udgivet, og de eneste gange der er lys for enden af tunnelen, er når de dræner deres tempo helt ned til nul, og spiller en mørk doom/goth form for death metal… Svenske Pathos, der tidligere var signet til Black Mark, forsøger sig på ”Katharis” (Massacre/Nordic Metal. 30-09-2002) (JJJ---) med flere forskellige metalske stilarter, der går fra trash til power, og fra progressiv til traditionel metal, men alligevel formår de på en eller anden måde, at få det hele til at lyde så enslydende og, ja, små kedeligt er vel ordet jeg leder efter… Anvil, der udgav sit første album 1981, må vel betegnes som veteraner indenfor den heavy metal genren, og derfor undrer det lidt, at de ikke har mere på hjerte end hvad tilfældet er, når de på den lidt misvisende navngivne ”Still Going Strong” (Massacre/Nordic Metal. 26-08-2002) (JJJ---) efter 23 år leverer en træt omgang true metal. De kunne lære lidt om vedligeholdelse fra U2… Det selvstændige band Throcult gør det egentlig ligeså godt, selvom de stilmæssigt på ingen måde kan sammenlignes med Anvil. Deres demo ”Hunted” (Selvstændig. 2002) (JJJ---) består af tre death/black metal sange der endnu ikke er forsidemateriale. De skræmmende horror keyboards i nummeret ”Hunted” giver dog udtryk for, at det måske bliver det i fremtiden… Jeg plejer normalt at gemme det bedste til sidst, men ikke denne gang. Den tyske black metal trio Mystic Circle er denne omgangs absolutte bundskraber. De burde have lært noget mere, efter at have spillet sammen siden 1992, og efter at have turneret med Dimmu Borgir, Marduk og Immortal. Deres sange standard black metal i dens reneste og kedeligste form, og især deres evindelige sataniske jammer bliver hurtigt trættende. ”Damien” (Massacre/Nordic Metal. 30-09-2002) (JJ----) er fuldt af sange der hylder mørkets fyrste. Tag blot ”666 (Mark Of The Beast) og ”God Is Dead – Satan Arise” som eksempler. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Mortal; Nu-En-Jin

Tooth and Nail. 24-09-2002

Den der bare har læst lidt på disse sider har meget sandsynligvis lagt mærke til, at jeg tit og ofte nævner bandet Mortal. Et band der egentlig ikke er specielt kendt, og mange undrer sig måske også over hvad dette er for et band? Well, for at begyndte med begyndelsen, så er Mortal måske det bedste industrial band verden nogensinde har set. Verden ved det bare ikke endnu. I hvert fald synes jeg, at ”Lusis” deres debutalbum fra 1992, må være noget nær det perfekte industrial eller elektro-rock album. Bandet fik aldrig overgået debuten med sine efterfølgende udgivelser, der i mindre og mindre grad afspejlede den mørke og samtidig dansevenlige industrial, de førhen så mesterligt havde udført. Senere gik den filippinske duo i opløsning til fordel for mere poppede beskæftigelser i form af indie pop-rock bandet Fold Zandura. Men nu nogle år senere er duoen gendannet og ligesom hos AP2, Poor Old Lu og andre der har en lignende historie, så er det Tooth and Nail Records der nu har taget Mortal under vingerne. ”Nu-En-Jin” er måske ikke nogen ”Lusis”, men selvom den stilmæssigt afviger noget, så er den dog det album der kvalitetsmæssigt nok kommer nærmest. Deres nye materiale mangler lidt af den lyse, dansevenlige side bandet præsenterede på ”Lusis”, mens den mørke side af bandet stadig, og faktisk i endnu større grad, bliver dyrket. Der er egentlig ikke så meget drøn på guitaren på ”Nu-En-Jin”, hvilket undrer mig lidt, men i stedet er lydbilledet sat ned i en sløjt og langsomt tempo, der egentlig fungerer meget godt sammen med de elektroniske passager der er lagt for dagen sammen med andre mere eller mindre ambiente øjeblikke. Vokalmæssigt bliver der skiftet imellem forvrængede, vrede råb a la Fear Factory og en ligeså forvrænget hæs viskende stemme. Der er intet at sætte fingeren på i denne omgang, men alligevel er der ingen ny klassiker a la ”Mytho X” eller ”The Word Is Alive” at finde blandt numrene, og derfor er det godt man har de gamle. Disse findes nemlig sidst på albummet, dog i nye remixversioner der rent faktisk går hen og bliver albummets højdepunkter. ”The Word Is Alive” mister den technoagtige rytme den tidligere havde til fordel for en mere Manson-agtig sammensætning, mens ”Mytho X” på trods af den gennemgående mørke tone bliver gjort en anelse mere radiovenlig. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

           

Dies Irae; The sin War (JJJJ--)

Metal Blade/Nordic Metal. 09-09-2002

 

The Fallen; Front Toward Enemy (JJJ---)

Metal Blade/Nordic Metal. 09-09-2002

Metal Blade har rigtig gang i death metal udgivelserne for tiden, og selvom sidste måneds death metal skiver måske ikke var noget der direkte var at råbe hurra for, så er der i det mindste en rigtig fed skive iblandt i denne måned. Dies Irae er kendt som bandet der indeholder bandmedlemmer fra Vader, og i manges øjne er de bare et sideprojekt. Det er de måske også, men det ændrer ikke det faktum, at Dies Irae, med guitaristen Mauser i front, begyndte at spille i 1992, mens det ikke var før i 1997 at Mauser startede som guitarist i Vader. Det var også derfor at Dies Irae for en tid blev lagt på hylden, men heldigvis for os andre, så blev bandet gendannet bl.a. med endnu en Vaders-medlem i line-upp’en; trommeslageren Doc. Jeg var stærkt imponeret over Vaders album tidligere på året, og det er jeg også over ”The Sin War”. Selvom begge bands er death metal bands, så skal man dog ikke regne med at Dies Irae er helt det samme som Vader. De er faktisk to helt forskellige bands, og selvom Dies Irae ganske vist går til den med fuld styrke, så er deres lyd egentlig meget mere behersket og afvekslet. De er lidt tungere og har lidt flere melodiske soli til at negle sømmet igennem, i stedet for, ligesom Vader, bare at køre med 120 km/t igennem hele molevitten. ”The Sin War” er absolut et af de death metal udspil der er udkommet i år, der er værd at investere i. Og det er, for mit vedkommende, egentlig den største forskel på polske Dies Irae og amerikanske The Fallen. Jeg ville ikke købe The Fallens ”Front Towards Enemy”, men jeg kunne godt finde på at købe ”The Sin War”, hvis jeg havde hørt lidt af den inden. The Fallen vandt i år 2000 en musikkonkurrence, der var sponsoreret af MP3.com og Metal Blade, og lige præcis det skal jeg ikke sætte spørgsmålstegn ved. De må da have vundet fordi fortjente det, og Metal Blade må da have signet dem, fordi de var gode. Men selvom de er for gode til metalundergrunden, så betyder det ikke at er blandt eliten i ”the big leagues”, eller at de vil være det nogensinde snart. Deres thrash/death sange sætter ingen dybere spor, og i modsætning til Dies Irae tørster man ikke ligefrem efter mere efter en gennemlytning af ”Front Toward Enemy”. Albummet er ikke dårligt som sådan, slet ikke, men i modsætning til Dies Irae blegner de lidt, idet de ikke er besiddelse af den samme gennemslagskraft, og det er også derfor, at jeg nu vil høre ”The Sin War” endnu engang, og ikke ”Front Toward Enemy.” Hans Jákup Eiðisgarð

 

P.O.D.; Satellite Limited Edition (2 cd’er)

Atlantic/Wea. August 2002

De sidste par år har alt for mange af mine favoritbands i kølvandet af den succes der er opstået i forbindelse ved et vist album, lidt senere valgt at genudgive albummet med bonusmateriale. Moby gjorde det bl.a. i forbindelse med det fænomenale ”Play”, og det samme gjorde System Of A Down i forbindelse med ”Toxicity.” Nu har P.O.D. så også valgt at genudgive dette års absolut bedste – og et af de mest succesrige - nu-metal albums igen, med nogle ekstra remixnumre og en ekstra DVD-CD. Remixnumrene tæller en semi-akustisk version af ”Alive” (findes også på ”Alive” singlen), en en anelse hip hop’et version af ”Youth Of The Nation”, og en forholdsvis rockende version af ”Boom”. Altså remixversioner af bandets tre første single-udspil. DVD’en indeholder fire live-videoer optaget på deres Europa-tour tidligere på året forskellige steder rundt omkring i Europa, og en dokumentarisk kortfilm om bandet. Live-numrene er ”Set It Off”, ”Without Jah, Nothin’”, ”Outcast” og “Youth Of The Nation.” Jeg vil ikke sige så meget mere omkring albummet, det jeg har at sige kan læses i anmeldelse af det oprindelige albummet, men nu ved i at der er udkommet en Limited Edition udgave, og jeg synes i burde købe den. Også selvom i har den anden. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Raging Speedhorn; We Will Be Dead Tomorrow

ZTT/SPV/Nordic Metal. 23-09-2002

”We Will Be Dead Tomorrow” må vel betegnes som et af de hårdeste og vredeste albums året hidtil har haft at byde på. Efter at være startet i 1999 begyndte bandet med det samme at opbygge et rygte som et uhyre godt live-band, og med udgivelsen af debutalbummet året efter, havde bandet allerede en trofast lille fanskare, og alle de største engelske anmeldere i lommen. Og var glæden stor da debuten udkom, så er der endnu større glæde i vente, når ”We Will Be Dead Tomorrow” udkommer hos os den 23 september. Bandet er nemlig ganske overlegne i forhold til tæt på ethvert punk og metalband der har smidt albums som dette på gaden i de seneste år. Sekstetten fra Corby, der faktisk tæller to forsangere/råbere, lægger ikke fingrene imellem, hvilket ikke mindst ses/høres i åbningsnummeret ”The Hate Song”, mens ”Spitting Blood” er hvad man højst sandsynligvis gør efter et par gennemlytninger af selvsamme - eller hvis du kommer for nær når gutterne har svælget den første kasse bajere. Danny Schuler og Billy Graziadei fra forbillederne Biohazard, som Raging Speedhorn tidligere har turneret sammen med, låner sine produktionsevner ud til lejligheden, og selvom resultatet stilmæssigt er langtfra Biohazards eget materialet, så viser det sig, at fornævnte er kommet yderst godt fra opgaven – en opgave der ellers blev delt af Joe Barresi der tidligere har produceret for netop pladeaktuelle Queens Of The Stone Age og Fu Manchu. ”We Will Be Dead Tomorrow” er et album der står til bristepunktet i metalriffs og punk-attitude, som man ønsker at høre igen og igen, og derfor er det ikke underligt, at Raging Speedhorn efter små to-tre års læretid, er ved at overhale sine læremestre. Amen og Biohazard: Se dem lætte. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Yngwie J. Malmsteen’s Rising Force; Attack

SPV/Nordic Metal. 23-09-2002

For ti år siden kunne jeg godt finde på at høre Yngwie Malmsteen, og der var nogle af mine venner der endda var store fans af manden, der muligvis er verdens bedste nuværende guitarist. Men selv om man er verdens bedste guitarist, så behøver man ikke at være verdens bedste sangskriver, og det er Yngwie Malmsteen heller ikke, hvilket også var grunden til, at interessen for hans musik, for mit vedkommende, igennem tiderne er svundet lidt hen. Yngwies største svaghed har været, at han har haft svært ved at komme med nye inputs til sine sange, og egentlig er der ikke ret meget nyt under solen på det nyeste album ”Attack”, der ellers, udover Yngwie selv, tæller en bund solid line-up. Rainbow/Arrival forsangeren Dougie White låner sit sangtalent ud til guitarguruen. Det samme gør den tidligere Dream Theater og Platypus og nuværende Planet X og Jughead keyboardspiller, sammen med trommespilleren Patrick Johansson. Ellers står Yngwie selv for resten, der udover guitarspil i diverse former, også tæller bas, cello, lidt keyboards, baggrundssang og de ledende vokaler i nummeret ”Freedom.” Men selvom alt er velspillet og professionelt udført (selvfølgelig, hvad ellers?), så virker det som om sjælen mangler. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð321

 

Lacuna Coil; Comalies

Century Media/Nordic Metal. 23-09-2002

Italiens i øjeblikkets fedeste musikeksport er igen klare med et nyt udspil, hvilket udover to ep’er og en single er deres tredje i rækken. Og efter det indtryk bandets lagde efter sig med sidste års ”Unleashed Memories”, burde der altså være store ting i vente med opfølgeren, den forestående ”Comalies,” men det kommer vi til lige om lidt. Lacuna Coil er på kort tid, blevet iblandt goth-rockens mest populære navne, hvilket kan have noget at gøre med, at bandet, der må siges at have gået i The Gatherings fodspor, har formået at gøre en tung, sørgmodig og depressiv genre til noget der ligner popmusik med iørefaldende omkvæder og radioappeal, selvom det egentlig aldrig er blevet til det helt store kommercielle gennembrud som man egentlig håbede og regnede med. Af alle de poppede goth-rock orkestre, der har fulgt i The Gatherings fodspor, er italienske Lacuna Coil uden tvivl det bedste, og i visse tilfælde mindst ligeså gode. Men i modsætning til The Gathering, som på grund af uenigheder med Century Media forlod pladeselskabet og startede deres egne, har Lacuna Coil valgt at blive hos selskabet som indtil nu har hjulpet med at gøre bandet til det navn de i dag er. Selskabet er ifølge pressematerialet også ret overbevidste om, at det en dag nok skal blive til mainstream succes, en drøm der dog, som allerede sagt, indtil nu ikke helt er blevet opfyldt. Men er ”Comalies” den perfekte opfølger til ”Unleashed Memories”? ”Comalies” er en god opfølger, men bestemt ikke den perfekte opfølger, og egentlig ville jeg have troet, at ”Unleashed Memories” ville have bedre muligheder at presse bandet imod det mainstream publikum de så gerne vil nå, idet det album havde mere pop-appeal end ”Comalies” der er en anelse mørkere. Men så er der igen det, at det hele ikke drejer sig om mainstream succes, men om at skabe musik man kan stå inde for, og det er sikkert også derfor, at ”Comalies” er blevet som den er. Alligevel synes jeg, at ”Unleashed Memories” er det bedste album af de to, men ”Comalies” skal have lov til at vokse sig større og stærkere, og komme mig nærmere ind på livet i de kommende dage og uger. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Skindred; Babylon

RCA/BMG. 2002

Det er nok ikke helt tilfældigt at Skindred blev valgt som opvarmer for P.O.D., på deres tourné tidligere på året. I hvert fald er der mange fællesnævnere disse to bands deler. For det første har begge bands en forsanger som stjæler billedet når bandet er på, hvilket kan være en god og en dårlig ting. Ellers deler Skindred, eller i det mindste frontmanden, den tidligere Dub War forsanger Benji, troen på Gud, hvilket er noget Benji har talt meget om i diverse interviews på det sidste. Så er der de mange rasta-referencer der findes i testerne, og når det er sagt, så er det måske ikke så underligt, at der også er masser af reggae-inspirationer i deres musik, og at begges inspirationskilder tæller Bob Marley så vel som Bad Brains. Albumtitlen ”Babylon” og teksten til sangen af samme navn er heller ikke utrådt grund for P.O.D., idet de flere gange tidligere har sunget om denne oldtids by, der både i kristne og rastasammenhænge ofte bliver omtalt. Altså begge bands finder styrke i det åndelige, og kobler deres reggae og hip hop baggrunde til en mere nutidig metal og hardcore-stil. Men på trods af samtlige fællesnævnere mellem de to førnævnte bands, så minder de to bands faktisk slet ikke om hinanden, når man f.eks. hører deres albums ”Babylon” og ”Satellite.” Ja, egentlig er de vidt forskellige, selvom de begge vist godt kan betegnes som en led i nu-metal trenden, om de vil det eller ej. Skindred har ikke nogle så oplagte radiohits som ”Alive” eller ”Youth Of The Nation”, men derimod er deres sange af den mere langtidsholdbare klasse, og sammensætningerne af hip hop-rytmer, breakbeats, dub, reggae, punk og metal er klart overlegne i forhold til de fleste af deres tidskollegaer. ”Kiss And Make Up” er nok det nærmeste vi kommer et radiohit med et poppet omkvæde, men ”Pressure” er klart det fedeste nummer sammen med ”World Domination” og ”Bruises”, hvor Benji formår at lyde som alt fra Jonathan Davis, Busta Rhymes og Shaggy, og alligevel så meget som sig selv. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

California Guitar Trio; CG3 + 2

InsideOut/Nordic Metal. 2002

Denne (på trods af navnet) Belgisk/Japansk/Amerikanske trio er nok det mindst rockorienterede orkester der findes på InsideOut selskabet, i hvert fald hvis man ser bort fra udgivelserne fra datterselskabet Ear Candy Records. Alligevel passer deres yderst avancerede sangstrukturer perfekt ind i den progressive musiklinje selskabet har lagt. Det er tydeligt at trioens tre guitarister har mere end et udgangspunkt til deres sangskrivning, og at de nok kommer fra forskellige musikalske baggrunde. Bandet får nemlig blæst liv i den klassiske musik såvel som jazzen, samtidig med at både country og blues bliver drysset henover, mens en afdæmpet rockstil driver værket, dog oftest med en blød akustisk kant. California Guitar Trio skal nok falde i smag hos de trofaste InsideOut tilhængere, men de falder egentlig ikke så meget i undertegnedes smag. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Zonata; Buried Alive

Century Media/Nordic Metal. 23-09-2002

Så er svenske Zonata klare med deres andet Century Media album, et album der ifølge pressematerialet burde sætte nye standarder for fremtiden. Stilmæssigt følger bandet det spor der blev lagt for dagen ved forgængeralbummet, men produktionen og selve spillet er sat en tand i vejret. Zonata formår at holde sin krystalklare og ofte fængende power metal frisk, selv igennem nogle visits til den klassiske metal, og i modsætning til mange af sine kollegaer whimper de aldrig ud. Der er ingen tårekvalte ballader, og egentlig få decideret kedelige øjeblikke, men alligevel er de i kvaliteten ikke i nærheden af bands som eksempelvis Angra og Falconer – bands der ellers ikke nødvendigvis har specielt meget tilfælles udover at være en del af den genre de udforsker. Zonata er ok, og de er på vej til det der sted – de er bare ikke kommet helt i mål endnu. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Abscess; Through The Cracks of Death

Peaceville/Nordic Metal. 23-09-2002

Englænderne har en sød – eller skulle vi sige blodig?? – tand for amerikanske Abscess. Ikke nok med, at de er signet til det engelske pladeselskab Peaceville, der ellers har opfostret og flasket så store bands som Paradise Lost, Anathema og My Dying Bride, det største engelske ekstreme metalblad, Terrorizer, har også erklæret bandet sin kærlighed. Undertegnede deler dog ikke samme kærlighed til denne, deres fjerde fuldlængde, med englænderne, for kan man ikke være mere opfindsom end hvad Cannibal Corpse eksempelvis er nu om stunder, så er der altså ikke meget at komme efter. Gore/Death numrene er godt nok brutale og blodige, men der skal mere til end blot det, hvis det skal sige undertegnede noget. Men det er vist her man kan begyndte at diskutere smag og behag. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Pentagram; Turn To Stone

Peaceville/Nordic Metal. 23-09-2002

Det er mere end tyve år siden at Pentagram, dengang under et andet navn, udgav sin første single, og når der nu udkommer en ”best of” skive med bandet, så ville det være oplagt med nogle numre fra den tidlige 70’er periode, der vist burde være svære at finde i dag. ”Turn To Stone”, bandets nye ”best of” skive, indeholder dog kun numre fra deres tid hos Peaceville selskabet, der talte cd’er som ”Relentless” fra 1993 (genudgivelse af albummet fra 1985 der blot hed ”Pentagram”), ”Day Of Reckoning” fra 1993og ”Be Forewarned fra 1994. Pentagram der har opnået kultstatus blandt doom-elskere, er ikke et af de bands der vågner op en morgen, og føler den store trang til at prøve nye veje. De holder sig blot til det de kender, og til det de gør bedst, nemlig at låne lidt fra Black Sabbath hist og her, og så stjæle resten, hvilket de gør på overbevisende vis. (de burde være bankrøvere). Hvis man ikke allerede ved det, så er det ikke sådan ligetil at finde ud af, om hvorvidt de forskellige numre på ”Turn To Stone” er fra 1985, 1993 eller 1994, hvilket burde fortælle lidt om, hvor autentisk doom-agtige Pentagram egentlig er. De lyder som Black Sabbath gjorde først i 1970’erne. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Poor Old Ben; Another Day

Selvstændig. 2002

Endnu et lovende, selvstændigt engelsk pop-rock orkester, der forsøger sig med en demo. Hvis jeg ikke tager helt fejl, så er ”Another Day” deres første demoudgivelse, og efter den målestok, så er det ret overbevisende materiale det her. Ja, det ville da være udmærket materiale, selvom ”Another Day” var et singleudspil fra, lad os sige, deres tredje eller fjerde album. Altså ret underholdende materiale. ”Another Day” lægger ud i bedste amerikanske pop-rock stil der lægger sig lidt opad lidt forskellige bands som Counting Crows og Cædmon’s Call, og måske en anelse opad Coldplay også, men med en mere optempo rocket omkvæde der ikke er til at tage fejl af. Efterfølgeren, ”System Addict” er mere engelskpræget, og lidt mere tilbagelænet og ikke nær så fængende, mens ”You” der blev optaget live for BBC Radio, igen læner sig lidt henad amerikanske college-pop bands men med en anelse Deliriou5-indflydelser spøgende i baggrunden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Anchor; Anc004

Selvstændig. 2002

Det er ikke så længe siden, at jeg havde en tidligere Anchor demo i cd-spilleren, men nu er finlænderne allerede klare med endnu et udspil. Stilmæssigt er vi i samme boldgade, da de tre nye numre ”Set me Free”, ”It Takes Me” og ”Chains” bliver fyret af i bedste, tunge goth-rock stil. Anchor har forbedret sit lidt siden sidst, og de In Peccatum, Paradise Lost og ”Moonspell” der i forbindelse med tidligere demoer ikke har givet bandet en mulighed, vil muligvis være over denne her som en flok fluer om en hundelort. Trioen har fat i noget her, og det er ikke en hundelort. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Jughead; Jughead

InsideOut/Nordic Metal. 23-09-2002

Med et band der tæller bandmedlemmer som Ty Tabor (King’s X, Jelly Jam), Derek Sherinian (Planet X, x-Dream Theater), og Greg og Matt Bissonette (The Mustard Seeds), er et lettilgængeligt, iørefalende og radiotiltrækkende pop/rock album nok det sidste man forestiller sig. Men ikke desto mindre er dette netop hvad debutalbummet fra dette sideprojekts all-star band er, med dets optempo power-pop numre i retning af Foo Fighters og Crunchy. Albummet starter med den sjovt navngivne ”Halfway Home To Elvis”, inden det fortsætter med ”C’mon” og ”Snow In Tahity” der muligvis er to af årets bedste pop-rock numre. Den lidt mere afdæmpede ”Promise” minder mere om Counting Crows end om Foo Fighters, mens ”Bullet Train” og ”Be Like You” er nær de perfekte power-pop sange. Som du kan se, så er der ikke meget Planet X, Mustard Seeds eller King’s X over Jughead. Eller jo, det skulle da lige være for vokalharmonierne i nogle af skivens 11 numre, der egentlig minder lidt om det, både King’s X og Mustard Seeds i tidernes løb har leveret, dog i dette tilfælde serveret med de sødeste pophooks. Årets mest uventede album, men samtidig også en af årets mest glædelige overraskelser. Ty, Derek, Matt og Greg beviser med ”Jughead”, at de sagtens kan skrive radiovenlig pop-rock - noget de tilsyneladende ikke gider til dagligt. Til InsideOut: Udgiv en single og lav en video til den (hvis det ikke allerede er gjort). Til MTV: Spil den morgen, dag, aften og nat. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

P.O.D.; Boom (single)

Atlantic/Warner. 2002

P.O.D., der for nylig var nomineret til hele seks priser (lige så meget som Eminem og Missy Elliot) i det årlige MTV Video Awards show, har nu udgivet sin tredje single fra albummet ”Satellite” i Europa, netop som de udgiver den fjerde (”Satellite”) i USA. ”Boom” har allerede hittet stort i USA, hvor den udkom for nogle måneder siden, så nu er spørgsmålet bare, om den gør det samme i Europa. ”Boom” er nok ikke helt så iørefaldende som hverken ”Youth Of The Nation” eller ”Alive”, men den har dog stadig god radioappeal, og burde også appellere til enhver hip hop/metal crossover fans. ”Boom” var et af højdepunkterne, da P.O.D. gæstede Vega tidligere på året, og er egentlig også et af de stærkeste numre fra ”Satellite” albummet, et album der ellers er spækket med det ene potentiale hit efter det andet. Efter at have lagt ud med albumversionen af ”Boom”, så er der tid til et andet fedt nummer fra ”Satellite” albummet, navnlig ”Set It Off” der dog denne gang fremstår i en remixet udgave, og til sidst afsluttes med en liveversion af ”Hollywood”, der oprindeligt udkom på ”Fundamental Elements Of Southtown” i 1999. Sidstnævnte er ikke endvidere imponerende, og burde måske hellere være taget fra deres aften i Vega i stedet for hvor end den i givet tilfælde er optaget. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Avantasia; The Metal Opera Pt. II

AFM/Nordic Metal. 26-08-2002

Nar jeg siger følgende, vender alle power metal fans mig sikkert baget, men jeg siger det alligevel: ”Jeg har aldrig hørt Avantasias ”The Metal Opera Pt. I”. Der, jeg har sagt det. Så egentlig er det ret umuligt at vide om den lever op til forgængeren, men om ikke andet, så kan jeg fortælle, at dette et yderst gennemført stykke musik, der for metal fans, og måske især power metal fans, kunne blive hvad ”Greese” er for John Travolta fans, eller hvad ”Jesus Christ Superstar” er for Andrew Lloyd Webber fans. Metal operaen er efter hvad jeg kan læse, se og høre mig til, et ret Tolkien-agtigt eventyr med alle mulige forskellige væsener. Hovedpersonerne bliver bragt til liv igennem ti forskellige sangere, hvoraf bl.a. Michael Kiske, Kai Hansen og Rob Rock kan nævnes. Jeg vil påstå, at Avantasia, der egentlig er Tobias Sammets sideprojekt, er meget mere gennemført end Sammets andet og oprindelige band, Edguy. På ”The Metal Opera Pt. II” har Avantasia allerede i det første nummer – det 14 minutter lange ”The Seven Angels” - dækket så mange temposkift og ændringer i atmosfære og følelser, at det rækker til en hel musical. Men der fortsættes knapt så ambitiøst, i det ”The Metal Opera pt. II”, på trods af varierede, velovervejede og yderst vel gennemførte numre, måske til tider har en tendens til at ende i en anelse for lange power metal indslag, i stedet for at følge den glimrende opskrift der blev lagt for dagen med det indledende nummer, og det trækkes der et point fra for. Men ellers er ”The Metal Opera Pt. II” er et album som fans af power metal, operaer og eventyr ikke må gå glip af. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Sherwin Gardner; Leaning

Lion Of Zion. 03-09-2002

Jeg havde aldrig hørt om Sherwin Gardner, inden jeg hørte den nye Lion Of Zion kompilation, ”Soca Baptism”, der udkom den 3 september, den samme dag som Sherwin Gardners ”Leaning”. Sherwin kommer fra Trinidad, og derfor er det måske også naturligt, at han starter med lidt soca rytmer, inden han videre berører alt fra roots reggae til dancehall, hip hop og en anelse dance. Respekterede reggaekunstnere som Monty G og Christafari aflægger visits, men bidrager ikke med noget betydeligt. ”Leaning” er i sit store hele, heller ikke noget udover det sædvanlige. Nogle numre er helt ok, mens andre er lidt kedelige, og sammenlagt bliver albummet derved en noget ujævn affære, der slutter i det forholdsvis almindelige. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Seven 13; Drink (video-single)

Selvstændig

Det udmærkede hard rock band, Seven 13, kan lide at promovere sig selv med denne video. Det burde de lade være med, i det den er noget af en pinlig affære. For det første er nummeret ”Drink” langtfra det bedste nummer på bandets nyeste album, og for det andet, så er videoen noget så amatøragtig. Den viser bandet live sammen med en kvinde (kan ikke lige finde ud af, om hun er medlem af bandet eller ej) der ikke bidrager med andet end at rende rundt på scenen og se dum ud. Det skal vist virke sexet, når hun erotisk bevæger sig omkring scenen, når hun kæler forsangerens nøgne ryg, og når hun og forsangeren samtidig prøver at drikke af den samme vinflaske. Det er bare ikke sexet, men derimod både plat og ulækkert. For det første ser denne halvgamle dame overhoved ikke godt ud, og dernæst virker live-præstationen ikke overbevisende, og når man tænker på, at dette, rent filmmæssigt, ikke rækker længere end de fleste hjemmebrugsamatørvideoer, så kan karakteren ikke række længere end til (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Kevin Smith; Sundown

Apostrophe Records

Kevin Smith indleder sit nyeste album, ”Sundown”, med nummeret ”Sunday”, og straks bliver jeg påmindet alle de mange kedelige søndage man havde som barn. Der var ingen at lege med, og man hørte bare den her ekstremt kedelige, klassiske musik i radioen. ”Sunday” er ikke decideret kedelig - og heller ikke decideret klassisk - men havde jeg hørt ”Sunday” dengang, så ville jeg have syntes at den var kedelig. Musikken er nemlig meget afdæmpet med nogle meget enkle instrumentale guitarnumre, der hovedsagligt bevæger sig omkring de samme sangstrukturer igennem hele albummet. Numrene er opbygget omkring klassisk guitarspil, og i bund og grund er ”Sundown” som smædet til de lange søndag eftermiddage. Dette er ikke noget man hører mens man fester, og måske ikke engang noget man hører mens man hænger ud derhjemme ved computeren. ”Sundown” fungerer sikkert bedst når man ligger på sofaen med benene højest og slapper af, eller måske mens man sidder og læser. Den kunne sikkert også skabe romantik foran pejsen, men det skal jeg ikke kunne sige. Har ikke nogen pejs, og hvis jeg havde, så ville der sikkert være andre musikalske boller på suppen alligevel. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Freund Hein, Subversive revolution

Doing! Records. 2002

Freund Hein er et teknisk velspillende band fra Østrig, der har en underlig forkærlighed til hård metalmusik, samt klassisk klaverspil og kabaretmusik, og det får undertegnede med det samme at drage sammenligninger med Tourniquets 1993 album ”Pathogenic Ocular Dissonance”, der uden tvivl er et af de bedste teknisk metal albums nogensinde. Og kan Freund Hein handle op med det? Næ, faktisk ikke, men på den anden side er der kun få det kan. Freund Hein lyder som et vel sammentømret band, der formår at kombinere dødsgrowls med spøjse klaverstykker og få dem til at fungere, uden at det hele bliver kørt op i en spids. Alligevel mangler Freund Hein lidt af den kolossale energi Tourniquet udslap på ”Pathogenic Ocular Dissonance”. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Sombre Serenity; Singular

Medusa Prod./Dragon Design. 2002

Dette album blev oprindeligt udgivet i år 2000, men deres daværende pladeselskab gjorde efter sigende ingenting for at promovere det, og derfor at Medusa Produktions nu fået muligheden at gøre det bedre, og velbekomme siger jeg bare, for der er ingenting at komme efter på ”Singular”. Det er den samme mørke dødsmetal der har hærget scenen i mange år, og denne tyske kvartet der har eksisteret siden 1995 tilføjer intet der ikke allerede er sagt. Jeg har ikke mere at sige. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Jumpin China; We’ve Already Won (single)

Selvstændig

“We’ve Already Won” er finske Jumpin Chinas nye single, og den viser en god udvikling i sangskrivningen, samt en interessant stilmæssig drejning siden debut-ep’en ”Come” fra 2000. ”Come” viste finlænderne fra en glad moderne-rock-møder-power-ska-side, men den periode er tilsyneladende bag dem nu, siden nu-metal genren stadigt har vokset sig større og stærkere. ”We’ve Already Won” er nemlig et nummer der burde passe perfekt ind i den, for tiden, så Linkin Park-agtige ungdomsverden vi befinder os i. Nummeret sparker røv, og ville være det bedste nummer af alle, hvis det f.eks. befandt sig på et af de hidtil udgivne Limp Bizkit albums (ikke fordi det endelig behøver at være så godt for det). Typisk nu-metal så? Ja lidt, men det er da ting der gør, at Jumpin China står lidt ud af mængden. Først er det sangerinden, der efter genrens standard er usædvanlig god. Dernæst det lidt sørgmodige men alligevel nærmest glade og optempoagtige omkvæde. Men især er det bandets hornsektion (???) der står ud. Har du nogensinde hørt om et nu-metal band med trompet og saxofon spillere? Nej vel? Men det er ikke alt, der findes også en remix version af samme nummer. Remixet går dog mere på hip hop og dansevenlige beats og rolige vokaler. For dem der har en computer derhjemme, er der også mulighed for at se ”We’ve Already Won” videoen. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Vanderhoof; A Blur In Time

SPV/Nordic Metal. 2002

Metal Church guitaristen Kurdt Vanderhoof har dannet et nyt band, som han i bedste Bon Jovi/Van Halen stil snildt kalder for Vanderhoof. Talen er egentlig om lettilgængelig melodiske heavy metal med stærke 80’er rødder. ”A Blur In Time” sagde mig ikke meget de første mange gennemlytninger, men efter endnu flere gennemlytninger begynder sange som ”Sleeping Giant” langsomt at krybe ind under huden. (JJJ---) Hans  Jákup Eiðisgarð

 

Twyster; Lunatic Siren

Massacre/Nordic Metal. 2002

Sig så, at det ikke hjælper for små bands at tournere sammen med de større, mere etablerende bands. For Twyster betød en tourné med Massacre Records bandet The Traceelords lykken. Bandet blev fluks signet til Massacre Records, og nu, et år senere, udkommer bandets debutalbum ”Lunatic Siren”. Mit gæt er, at sangerinden er en stor brik i bandets kontrakt med Massacre Records, eftersom det er hendes vokal der leverer de fleste højdepunkter på ”Lunatic Siren”. Hun, Coco som hun hedder, minder meget om Doro, men hun varierer sin vokal lidt mere end Doro normalt gør. Mange numre kører på den der hæse Doro-sang, men alligevel findes der tid til vokaler af den højere skala, der minder mere om Sheila Walsh end om hard rock og heavy metal. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Anguish; Simmetry

Massacre/Nordic Metal. 2002

Endnu et tysk progressivt metal band der går Dream Theateer nøje i fodsporene. Men i modsætning af mange af disse talentløse, men velspillede, kopister, så har Anguish altså fat i noget i flere numre. Lyt blot til keyboardspillet i det indledende nummer. Men fra at have fat i noget, og så at skulle nå de samme højder som Dream Theater og Symphony X, det er altså et godt stykke vej. Et stykke vej som Anguish stadig har til gode at rejse, og et stykke vej der sikkert kommer til at tage dem en længer årrække, hvis ikke hele deres liv. Men progressive metal fans, der ikke er alt for kræsne, kan da hjælpe bandet på vej med at købe ”Simmetry”. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Cattle Decapitation; To Serve Man

Metal Blade/Nordic Metal. 2002

Brutal amerikansk dødsmetal med masser af grindcore elementer, og et Wes Benscoter (Nile, Slayer osv.) albumcover der efter signede allerede er blevet bandet i Tyskland. Cattle Decapitation er klart inspireret af denne musiks måske bedste band nogensinde, Carcass, men alene det kan ikke holde Cattle Decapitations raseri igennem stormen, og det gør det heller ikke. De kommer ca. halvvejs igennem i godt behold, men så begynder tingene at ligne hinanden meget, og det er der at kedsomheden begynder at træde ind, hvilket nok i sidste ende resulterer i, at disse brutale ligparterende, indvoldeelskende gutter nok kommer at stå i skyggen af genrens i forvejen respekterede navne. Peter Lundin burde ofte et lyt. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Vicious Mary; Vicious Mary

Frontiers/Nordic Metal. 2002

Endnu et melodisk hard rock band der er ganske velspillede, men der samtidig ikke har meget nyt at tilføje. Bands som Europa spillede den slags melodisk hard rock i 80’erne med masser af keyboards og dobbelt guitarspil, og de gjorde det meget bedre. Men Vicious Mary, der bl.a. indeholder tidligere Eldritch medlemmer Terence Holler (sang) og Sean Henderson (keyboards), har en fed produktion bag sig, og det hjælper lidt på helhedsbilledet. Men når det hele kommer til stykket, så er de elleve sange på ”Vicious Mary” blot sange de to tidligere nævnte herrer, hurtigt har fået skrevet imellem Eldritch tournéer og indspilninger, og selvom dette måske ikke direkte høres i hver sang, så kunne denne debutplade være lidt mere fokuseret. Men målrettet det er den da. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Point Of Recognition; Day Of Defeat

Guideline Records/Intensive Elements. 2002

Sidst jeg stødte på Point Of Recognition var efter udgivelsen af forgængeralbummet ”Refresh, Renew”, der udkom via Facedown Records, selskabet der til dagligt ledes af Jason fra No Innocent Victim. Det ser ikke ud til at pladeselskaberne kan holde på Point Of Recognition – eller er det omvendt, måske? I hvert fald var de inden Facedown-tiden på Rescue Records (bl.a. sammen med P.O.D.). Og nu har de igen skiftet selskab, denne gang udkommer deres nye album nemlig igennem to små selskaber Guideline Records og Intensive Elements. Men musikken er også stort set den samme i dag som den var dengang. Talen er nemlig stadig om et hårdt, kontant og nådesløst hardcore raseri, med en forsanger der stadig kan tage kampen op mod enhver thrash-metal sanger. Og det er måske også der de eneste ændringer er at finde, om end ændringerne er i småtingsafdelingen. I hvert fald har Point Of Recognition i visse numre sænket farten en anelse, og i stedet ladet lidt mere op for tunge thrash metal elementer. Alligevel er det stadig hardcore musikken der fylder mest i bandets univers, og sådan bliver det sikkert også ved med at være. ”Day Of Defeat” er et ok hardcore album, men hvis jeg skal være helt ærlig, så jeg var nu alligevel lidt mere til forgængeren, men sådan er vi alle så forskellige. Smag og behag, som man siger. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Soca Baptism

Lion of Zion. 2002

Nok engang udkommer en kompilationsskive fra dette amerikanske, reggaefikserede pladeselskab. Efter den store succes der fulgte udgivelsen af ”Dancehall Baptism”, og dens 17 skæringer af dancehall-reggae, har selskabet besluttet, at der er tid til at vise verden endnu en side af reggaegenren. I modsætning til førnævnte albums Jamaica-artister, leder selskabet denne gang til Trinidag og Tobago for at finde det bedste indenfor den såkaldte soca musik. Soca-genren, hvilket navn er en forkortelse af ”Soul Of Calypso, blev grundlagt i 1973 af Ras Shorty, der kombinerede typisk caribisk reggae med rytmisk musik fra de lokale områder i Trinidag og Tobago. Men for at sige det som det er, så formår kunstnere som Temple Yard, Jadee, Lion’s Pride, Jamba og Christafari (ja, endnu engang) ikke at bevise, at soca er noget man absolut bør høre i sin fritid. Det kan gode være at det er noget man burde høre, men så skal det ikke være denne skive her. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

All Access; 15 Charismatic Wonders

M8/Ionic. 2001 (JJ----)

 

All Access; The Composites Of Rock And Roll

Moving In Stereo. 2002 (JJJJ--)

Endnu et teenager pop-punk band fra Amerika, der ikke har den fjerneste ide har de laver. Eller det havde de ikke på deres debut album, ”15 Charismatic Wonders”, omkring hvilken skive man ikke finder en original tanke i miles omkreds. Musikken er så typisk og så MxPx-agtigt, at det til sidst bliver helt pinligt. Og så synger forsangerne så pivhamrendefalsk. Altså; hold fingrene væk fra bandets andet album ”15 Charismatic Wonders”. Men hvad? Bandet har udgivet endnu en skive, denne gang en femsangs ep, og så kun et år senere. Endnu en bunke lorte numre så? Forkert. Det er faktisk utroligt, hvor meget All Access har forbedret sig på kun et år. Det minder lidt om den udvikling der fandt sted imellem MxPx’s albums ”Teenage Politics” og ”Life In General”. Altså ”15 Charismatic Wonders” er ”Teenage Politics” bare 1000 gange værre, mens ”The Composites Of Rock and Roll” er ”Life In General” dog ikke helt med samme gennemslagskraft, hvilket er ok siden førnævnte album måske er 90’ernes fedeste teenager tyggegummi pop-punk album. Men hvor den udvikling fandt sted over et par år eller mere i MxPx’s tilfælde, så har All Access gjort på et år. Deres nye ep indeholder faktisk kun gode numre, og er et klassebevis på, at hvis man gerne vil, så kan man godt. Det eneste der ikke helt er på plads endnu er forsangeren, der ganske vist stadig ikke rammer hver node rigtigt, men han er betydeligt bedre end på forgængeren. Hans Jákup Eiðisgarð

 

I.N.R.I.; Hyper Bastard Breed

ColdBlood Industries. 21-09-2002

Det piner mig, at skulle kritisere et band, som man har hørt gode ting om. Men jeg har virkelig svært ved at finde de gode ting vedrørende dette album. Navnet I.N.R.I. - der nok også er et ordspil med de bogstaver der var skrevet på Jesus’ kors - betyder ellers i dette tilfælde Insane Non-Commercialised Rock Institude, og intet kunne beskrive bandets musik bedste end bandnavnet, for der er intet kommercielt omkring bandets musik. På den anden side er der heller ikke noget specielt fedt omkring bandets musik heller. Brutal dødsmetal i retning af God Dethroned baner på ”Hyper Bastard Breed” vej for femten numre, der i bund og grund er ganske undværlige – endda for death metal fans. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð