P&P Issue #2 – October 2002:

 

 

Luca Turilli; Prophet Of The Last Eclipse

LMP/Nordic Metal. 28-10-2002

Sidste gang Rhapsody guitaristen, Luca Turilli, udgav et soloalbum, nåede han den 53ende plads på den tyske albumhitliste, hvilket kun understreger hvor populær Luca, igennem sin tid i Rhapsody er blevet i power metal landet. På ”Prophet Of The Last Eclipse” holder sig Luca sig stadig til det han kender bedst, nemlig det han også gør i Rhapsody; episk power metal med storslåede klassiske opera stykker flydende lige igennem. Den italienske komponist giver dog de storslåede vokalarrangementer lidt ekstra spillerum, mens de symponiske guitarstykker, om end de i høj grad er med til at karakterisere albummet, bliver skruet en anelse ned, mens nogle elektroniske, nærmest euro-dance lydende øjeblikke for lov at skinne igennem. Alt i alt et ganske godt og ambitiøst projekt, der dog ikke helt matcher Rhapsodys sidste albumudspil ”Power Of The Dragonflame.” (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Knockout; Searching For Solid Ground

Fearless Records. 2002

Knockout er et af de federe pop-punk bands jeg har hørt i en tid. Der udkommer bare så mange af denne slags skiver, og mange af dem er virkelig dårlige, men jo, der findes også stadig nogle guldkorn iblandt, selvom det måske ikke altid afspejles i det der bliver spillet på MTV. Der er intet avanceret eller det mindste indviklet vedrørende amerikanske Knockout. For dem er at spille glad og poppet punkmusik det naturligste ting i verden, så det gør de… uden at tænke for meget, mens de for alt i verden forsøger ikke at få lytteren at tænke for meget heller. Ser du, det handler om at være i godt humør, om hoppe op og ned af sofaen, og rende fjollet og halvnøgen rundt i studen, indtil man finder ud af, at gardinerne ikke er trukket for, og at en gammel dame står og glor på en med en kikkert fra den anden side af vejen. Ja, sådan er det. Man ved simpelthen ikke hvad det er, man er ved at rode sig ud i, når man sætter ”Searching For Solid Ground” på. Måske er den ikke så lidt indviklet endda. Måske ikke mens man hører den, men så i hvert fald efter at man har hørt den. For det er først der man rammes af alle konsekvenserne: En sofa til 4.500 kr. i stykker, et fjernsyn til 1.995 kr. i stykker, en lampe fundet til 2.75 på et loppemarked revet ned fra loftet, og en ældre dames lejlighed brænd i grund på den anden side af vejen. For slet ikke at tale om en vred hustru, der truer med skilsmisse, og politiet der i skrivende stund banker på døren… Nej, helt ærligt, dette er glad pop-punk med masser af omkvæder der ikke forlader en efter at man har hørt dem. Anbefales. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Divine Souls; The Bitter Selfcaged Man

Scarlet/Intromental. 28-10-2002

Der er nu officielt flere svenske melodiske death metal bands end der er svenskere. Spørg mig ikke hvordan, men sådan er det. Virkelig. Men det giver da mening. Jeg mener, tænk på hvor tit svenskerne står og growler ”hvor kan man finde brændevin” i de danske supermarkeder? Ja, ikke? Og så tømmer de en flaske på vejen ud, og spiller luftguitar hele vejen tilbage til Sverige. Så egentlig, når man tænker over det, så er det ikke så meget svenskerne selv der har æren af al denne dødsmetals kreativitet. Det er faktisk danskerne, for det er jo dem der sælger dem alkoholen. Ja, eller i hvert fald en pæn del af den. Nå men til endnu et svensk death metal orkester, der i form af ”The Bitter Selfcaged Man” udgiver sit andet album igennem det italienske pladeselskab Scarlet Records. Der er egentlig ikke så meget at sige. Du har hørt det hele før, men du har altså også hørt det der er værre. Divine Soul er et ok band, men de er langtfra den trone som levende og døde bands som In Flames, At The Gates, The Haunted, Arch Enemy, Soilwork og Dark Tranquility alle på et eller andet tidspunkt har befundet sig på, hvilket vi sige, at du ikke nødvendigvis behøver denne skive, hvis du har førnævnte bands skiver, men kan du slet ikke få nok af melodisk svensker død, så er der ingen fare i at tilegne dig skiven. Eller også du, en dag du alligevel er i Sverige, kunne tage ind og se en begravelse. Det skulle være nok af svensker-død for en dag. Om den så er melodisk eller ej, det tør jeg ikke sige. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Manticora; Hyperion

Scarlet/Intromental. 28-10-2002

Ikke nok med at danske Hatesphere er signet til italienske Scarlet Records, men nu viser det sig også, at danske Manticore også har en kontrakt med selskabet. Ikke fordi jeg kender bandet. Egentlig har jeg aldrig hørt om dem før, på trods af, at de tidligere har udgivet to cd’er (den ene igennem Scarlet) og har en pladekontrakt i udlandet. Ok, en pladekontrakt med Scarlet Records er nu heller ikke helt på samme plan, som når f.eks. Raunchy signer til Nuclear Blast, men det er da altid noget, og i hvert fald er det et skridt i den rigtige retning og helt klart en fed start på (forhåbentlig) større ting i fremtiden. Med en fremragende produktionen leveret af Jacob Hansen (Hatesphere) og Tommy Hansen (Helloween, Pretty Maids), star albummet ikke bag de fleste power metal albums man for tiden hører. Alligevel er det en pæn vej fra ”Hyperion”, der ellers er baseret på Dan Simmons science fiction novellen af samme navn, til de fedeste power metal albums der er udgivet i år. Her mener jeg bl.a. Rhapsody, Falconer og Dream Evil, der alle, om end de måske ikke nødvendigvis findes helt i samme boldgade, er aldeles overlegne i forhold til danske Manticora. Med dette er dog ikke sagt, at ”Hyperion” ikke har sine kvaliteter, for det har den, og det der især det futuristiske keyboardspil, der leveres af Jeppe Eg, der finder lytteren i åndenød. Det er virkelig tjekket til tider. Uheldigvis er der ikke nær så meget af slagsen som man ellers kunne håbe på, og det gør kun Manticoras udtryk fattigere. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Snapcase; End Transmission

Victory/Nordic Metal. 24-09-2002

Den nye Snapcase skive er bestemt et værdigt bud på månedens skive, men Blindside endte med at løbe med statuetten, især fordi deres nyeste album ”Silence” har siddet uafbrudt i min cd-spiller, og stadig i skrivende stund gør det. Men mens Snapcase må nøjes med en anden plads i konkurrencen om månedens skive i P&P, så er ”End Transmission” nærmest på forhold kåret som årets mest indadvendte, følelsesladede, gennemtænkte og – ret og slet – smukke hardcore album. Du vil ikke kunne sætte Snapcase i samme boks, som de fleste andre hardcore-bands derude. Snapcase lyder nemlig aldrig som et aggressivt hardcore band længe nok til at lade det ske. Men de er et hardcore band, hvilket bedst understreges, når de viser den mere hårdtslående og aggressive side af sig selv, men samtidig er der så meget mere omkring Snapcase end blot hardcore og punk. Bandets ofte iørefaldende og til tider nærmest moderne rock kompositioner, lader sig på skift binde sammen af fængende rock hooks, langsomme, følelsesbetonede strømme lige fra hjertet, og hårde, in-your-face betong-riffs. Og det er dette, de drastiske, nærmest matematiske, skift imellem det hårde og det bløde, der gør Snapcase til sådan et interessant bekendtskab. Måden tempoet sættes ned fra 100 til 0 i løbet af et splitsekund efter en af bandets svedeture, og omvendt når hjertets inderste kamre langsomt og inderligt tømmes, minder ikke så lidt om måden Stavesacre – et af mine favorit bands - gjorde tingene på tilbage deres debutalbum. Alt i alt er ”End Transmission” et album du ikke har råd til at miste, hvis du er fan af hardcore-genren. Du har heller ikke råd til at miste den, hvis du blot er til intellektuel rockmusik spillet både med hjerte og hoved. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Playdough; Lonely Super Star

Uprok Records. 22-10-2002

Rappere er normalt meget gode med ordspil, og mon ikke at et navn som Playdough vil bringe typiske hip hop casanova referencer som ”player” og ”dog” på banen? Underligt nok er den hvide rapper ingen af delene. I stedet er han er ”modern day” prædikant forklædt som en rapper. Nu ved jeg, at oddsene for at dem der læser dette ikke er specielt begejstrede for kristen propaganda i deres musik er store, men ”come on”, er det ikke bedre med en samling sange, hvis første prioritet er at sprede håb i en mørk verden, hellere end de sædvanlige ”jeg hader min mor for min dårlige barndom” tekster? For jeg vil vove at påstå, at det er hvad Playdough gør: at bringe håb hellere end at trænge et budskab ned i halsen på lytteren. Dermed er der dog ikke sagt, at der ikke er et budskab i musikken, for det er der i den grad. Og måske er det endda, ifølge ham selv, dette budskab der har holdt Playdough i fattigdom sammen med sin familie, velvidende om at hvis han gjorde tingene på en anden måde, så ville han måske opnå mainstream succes. Hans nye ironisknavngivne plade ”Lonely Super Star” er som sådan ikke et revolutionerende stykke hip hop kunst, men alligevel er talen om en ganske behagelig og velspillet plade, der frem for alt forholder sig positivt til musikken, livet, omverdenen og mest af alt fremtiden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Ciaff vs. Barcode; Split-CD

Nocturnal Music/Kick. 2002

At udgive split-CD’er er efterhånden et globalt foretagende, og nu er turen kommen til en split-skive med et italiensk og et pæredansk band. Italienske Ciaff beskriver sig selv som et brutalt, politisk ukorrekt death metal band med indflydelser fra hardcore-genren, samt hip hop’en, uden at have noget at gøre med den med egne ord ”dumme adidas-rock.” Og ganske rigtigt, Ciaff har ikke meget at gøre med denne såkaldte adidas-rock, og egentlig er det svært at overhoved høre, hvor deres hip hop rødder stammer fra. Personligt har jeg hørt mange moderne nu-metal bands haft et federe og mere fokuseret musikalsk udtryk end dette vrede og yderst larmende band har. Danske Barcode ved man dog, hvor man har. Det er bare hardcore, hardcore og atter hardcore, og så er den altså bare ikke længere. Fuld fart på, og så kommer tingene hen ad vejen. Talen er ganske enkelt ikke om nogle banebrydende opskrifter her, og det ved de vist også godt selv. Hårde hardcore fans kan sagtens tilegne sig denne skive, uden at føle at pengene er spildt. Et godt råd herfra vil dog være, altid at stoppe cd’en inden den når det sidste Bardcore nummer, der er en dansk hardcore indspilning af den gode, gamle julesang ”Rockin’ Around The Christmas Tree”, der her har fået titlen ”Rockende Rundt Om Juletræet.” Den er pisse hamrende elendig. Selv hardcore fans vil bedre kunne lide originalindspilningen. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Tzefa; Feed Me

Selvstændig. 2002

Den her er bedst undgået. Jeg har egentlig slet ikke lyst til at sige noget om den, og endnu mindre at høre den igen… nogensinde. ”Feed Me” er en firesangs ep, bandet har skruet sammen i håb om at få en pladekontrakt. Men som det lyder, så vil intet pladeselskab få stillet sin sult, og derved vil bandets hunger efter succes højst sandsynlig også forblive ustillet, ligesom alle og enhver der høres skiven vil være mere sultne end nogensinde efter rigtig, og jeg mener rigtig, fed musik. Så ja, vi vil gerne mades, det skal bare være mere næring i skidtet end tilfældet er her. Tzefa er et mørkt rock/metal band fra New York, der på kedeligste vis kombinerer kvindelig skønsang og mandlig growl med de tunge guitar, tromme og basgange, og det er der bestemt ikke noget nyt i. Ikke fordi der endelig skal være det. Der er jo stadig mange fede bands derude, der gør præcis det samme. Forskellen er bare, at disse bands samtidig formår at skrive nogle gode sange med nogle holdbare melodier. Men det kan Tzefa desværre ikke. Langtfra. Egentlig er vokalen, der hovedsagligt er det der fokuseres mest på, ikke engang imponerende, og til tider er den endda helt ved siden af, for slet ikke at tale om produktionen der gennemgående er et langt råb om hjælp. (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Lordchain; Cracked

Cenduroy Boy Productions. 2002

Når et band bevidst går direkte i kødet af et af de mest velspillende bands i historien, så har de bare at gøre det ordentligt, for ellers kan man ligeså godt begrave sig selv i ens egen selvmedlidenhed. Det kommer man nemlig alligevel til engang. Dvs. hvis man ikke gør det ordentligt. Jeg har før stiftet bekendtskab med amerikanske Lordchain, og selvom nummeret ”God Of…” fra deres debutalbum engang konstant stod på repeat i min cd-spiller, så sagde debutalbummet mig ikke det helt store. Det gør det nye album ”Cracked” umiddelbart heller ikke, og det siger ikke så lidt, at albummets fedeste sang, er en coverversion af det uendeligt fede Galactic Cowboys nummer ”9th June,” som også i Lordchains tilfælde sparker nar numse. Lordchain har nemlig gjort den fejl her, at de har gjort sig alt for stor umage, at kopiere King’s X ned i den mindste detalje, og når man ikke når sine helte mere end ca. op på knæerne, så sættes spørgsmålstegne ved, om det overhoved burde være gjort. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at høre Lordchain lave flere sange i retning af ”God Of…” fra debutalbummet, og færre King’s X wanne-be ting i fremtiden. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Diverse Kunstnere; Carnival Of Chaos (2CD)

Sanctuary/Nordic Metal. 30-09-2002

Dette er en skive for folk som mig. Folk som ikke fik muligheden for at høre nogle fede metalnavne på nogle musikfestivaler i år. Dobbelt live-albummet er nemlig fyldt med koncertoptagelser fra flere af tidens største heavy metal navne, der i den senere tid har haft en forbindelse til Sanctuary eller dens underafdelinger. CD 1 tager dog hul på de lidt mindre navne, om end de er ganske respekterede i metal kredse. Iron Savior lægger ud med to sange, og Corrosion Of Conformity følger med det samme antal, før Running Wild og Kamelot leverer tre hver, og endelig afsluttes skiven af Stratovarios, der har fået plads til hele fire sange, hvoraf ”Kiss of Judas” er må ses som et af højdepunkterne, sammen med kamelots ”Nights Of Arabia.” CD 1 er som sådan ganske god, men den er aldrig helt oppe at ringe, og selvom der helt klart er mange gode sange og præstationer iblandt, så får man ikke følelsen af, at dette er noget man absolut burde have hørt live. Dvs. ikke før den selvproklamerede metalgud og tidligere Judas Priest forsanger, Rob Halford, tager tingene i egne hænder, og sætter nyt liv i albummet med fire numre, hvoraf afslutteren, den gamle Judas Priest klassiker ”Breaking The Law,” er et must. Helloweens tre efterfølgende numre er efter almindelige heavy metal standarder helt fine, men efter lige at have hørt Halford, så forekommer de samtidig ikke som noget specielt. Det samme kan siges om Iron Maiden forsangeren og piloten, Bruce Dickinson, der her kun er en skygge af sig selv. Måske skulle han have fyret ”The Number Of The Beast” eller ”Run To The Hills” af, bare for the hell of it. Ok, indtil videre er dette er ok live-album minus et par sange, ville du ikke sige det? Men det bliver bedre. For en gangs skyld gemmes det bedste band til sidst. Motorhead lægger ud med ”Ace Of Spades, der meget muligt er en af rockens bedste sange nogensinde, og i hvert fald højdepunktet i bandets karriere. Og ”Overkill” er næsten ligeså fed. Ikke så galt af et band, der rummer en forsanger med det grimmeste tandsæt rocken endnu har set. Og ved du hvad, selvom Lemmy stadig er en af de fedeste rocksangere derude, så er det så småt ved at være for sent til modeldrømme, for om han så levede til han var 180, så ville der ikke være tid til at fikse den kæft der. Hold kæft, mand. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Thomas Bodin; Pinup Guru

InsideOut/Nordic Metal. 2002

Med et nyt Flower Kings album i næste måned, og et par passerede måneder med solo og sideprojekter fra Flower Kings medlemmerne sprøjtende til alle sider, er det så ligetil at konkludere, at disse prog. rock nørder har alt for meget om deres hænder. Påstanden formindskes heller ikke, efter at have hørt Thomas Bodin ”Pinup Guru”, der går fra typiske Flower Kings prog. rock landskaber via mangfoldige verdens musikalske musikbilleder hen i ambiente og elektroniske lydflader, men hele tiden på en instrumental og yderst intetsigende og ligegyldig måde, der gør det klart, at Thomas Bodin ikke har nær så meget på hjerte som kollegaerne fra Flower Kings Jonas Reingold og Reine Stolt. Forhåbentlig vil næste måneds Flower Kings dobbeltalbum, der naturligvis bliver anmeldt på disse sider, være mere overbevisende. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Shadowkeep; A Chaos Theory

LMP/Nordic Metal. 23-09-2002

Man begynder allerede at miste interessen for dette band, når man i pressematerialet læser, at bander med dette album beviser, at de uden konkurrence er den engelske scenes bedste band. Bull-shit. Vi kan alle remse et utal af engelske bands op, der alle er meget bedre end Shadowkeep. Ok, ”A Chaos Theory” er et ganske velspillet album, og især er det sjovt at lægge mærke til, at det er en kvinde der spiller guitar på albummet, for selvom det efterhånden er helt almindeligt med kvinder i rockmusik nu om stunder (f.eks. som forsangere i death og hardcore bands, bassister/trommespillere i punk-bands o.l.), så er det faktisk ikke så tit man støder på en kvindelig guitarist, der slet ikke holde den tilbage, men til gengæld fyrer den af uden at være bange for hvad Yngwie Malmsteen vil synes. Det ændrer dog ikke på det faktum, at Shadowkeep stadig har lang vej inden deres progressiv power metal sange kan konkurrere på lige fod med f.eks. Queensryche. Velspillet, men en anelse for uoriginalt til rigtig at sætte sig fast. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

The Home Team; Time and Place

Rocketstar/Nordic Metal. 2002

Det er værre ting at være end et emo-band i Amerika i dag. I hvert fald hvis man har i sinde, at markedsføre sig selv til den amerikanske moderne rock elskende ungdom. Der overe fylder emo-bands den ene ungdomsfilmssoundtrack efter den anden sammen med ligesindede pop-punk bands. Europa har langtfra delt samme iver for genren, men det sidste år har dog åbnet mange europæiske øjne for genren, og måske især bands som Jimmy Eat World og The Get Up Kids. Det er altid nemmest at sammenligne et band med de mest oplagte og populære bands indenfor genren, men i The Home Teams tilfælde, så er det måske netop til fans af førnævnte bands det amerikanske udehold vil appellere til. Men derfor er det ikke sagt, at det kun er de sædvanlige emo-sange bandet roder rundt, for bandet rører også lidt mindre seriøse sider af indie-rocken og ren og skær almindelig moderne pop-rock. Ikke nødvendigvis noget revolutionerende for nogen af delene, men ikke desto mindre har The Home Team formået at skrue nogle gode og solide pop-sange sammen, der har en længere holdbarhed end til en enkelt dag i cd-spilleren. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Ship Of Fools; Let’s Get This Mother Outta Here

Peaceville/Nordic Metal. 23-09-2002

I midten af 90’erne havde Peaceville et søsterselskab, der tog sig af de acts der ikke umiddelbart passede ind i Peacevilles egen metalfikserede stald, bl.a. GGFH og Kong, der begge blev genudgivet sammen med mange andre Peaceville kunstnere sidste år. Nu er tiden kommet til at genudgive det tredje interessante navn fra dette selskab, nemlig Ship Of Fools. Og Ship Of Folls er nok et af de mest eksperimenterende bands selskabet har været tilknyttet. Når jeg siger, at talen er om en kombination er rock og elektronisk musik, så vil de fleste med det samme tænke industrial, men der er intet industrial-lydende omkring de ni sange der findes på ”Let’s Get This Mother Outta Here”. Det er snarere prog. rock på en alternativ måde. Det er et meget varieret album, der kommer ind på alt fra førnævnte kombination af elektronik og rock, til jazz, diverse former for verdens musik og ambiente lydflader, men talen er aldrig kun om en af delene. Det fleste af disse numre, ville fungere udmærket som lydspor til en eller anden underlig film. Måske et eller andet David Lynch kunne finde på at lave. Hvis det lyder som lidt for meget af det gode, så bliver det næppe bedre af at jeg siger, at albummet er totalt instrumentalt, og den eneste gang man hører menneskestemmer, er når smides et eller andet sample henover musikken. I like it. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Time Requiem; Time Requiem

Regain/Nordic Metal. 2002

Det er interessant, at Richard Andersson engang har værete kåret iblandt verdens fem bedste keyboardspillere for sit spil i Majestic i det japanske metalblade Burrn! Magazine. Manden har ifølge pressematerialet også sagt nej tak til en plads i Yngwie Malmsteens Rising Force, idet han havde travlt i Majestic. Men hvad ved jeg, her er han i hvert fald igen – og med et nyt band. Bl.a. har han den tidligere In Flames bassist Dick Løvgren med i besætningen, og i producerstolen finder vi arbejdsnarkomanen Jonas Reingold, der også kendes som bassist i The Flower Kings. Der er ingen tvivl om, at der er lagt et godt stykke arbejde i den progressive metal bandet udforsker. Det er både professionelt og dermed også yderst velment, og når Time Requiem er bedst går de lige til hjertet, men resten af tiden, hvilket er mere end rigeligt, går de uheldigvis lige over hovedet. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

Proclamation; Let The Truth Be Told

Life Sentence Records. 2002

I modsætning til de andre Life Sentence Records’ skiver jeg har hørt, så er dette Proclamation album ikke noget at samle på. ”Let The Truth Be Told” indeholder hele 41 sange, og selvom der vist nok har nogle gode øjeblikke ind imellem, så er der i virkeligheden ingenting at skrive hjem til mor over. Talen er om lige-ud-ad-landevejen hardcore der aldrig ligger under 120 Km/t. Albummet er faktisk en samling af alt bandet tidligere har udgivet og lidt til. De første 16 skæringer er taget fra deres eneste fuldlængde ”Taken By Force” fra 1999, mens de næste otte kommer fra 1998-mini-albummet ”Straight Edge Hardcore.” Derudover er der også syv numre fra en demo (1996) bandet tidligere har udgivet, og som rosinen i pølseenden er der ti sange til slut der aldrig før er udgivet. Min endelige vurdering af Proclamation er, at der ikke er nok udvikling i bandets lyd fra f.eks. bandets demo-skive fra 1996 og deres fuldlængde fra 1999. ”Let The Truth Be Told” er en af den slags cd’er, hvor du sætter skiven på, og egentlig ikke lægger mærke til det du hører, før det hele er slut. Du er måske i gang med opvasken, og pludselig lægger du mærke til, at 10 sange allerede er spillet, og du som troede, du lige havde tændt for skidtet. Mærkeligt. Nå, men du vasker et par tallerkener til og lægger nu mærke til, at skiven er halvvejs, og så er det, at man ligesom begynder at indse, at det bare ikke bliver bedre. Og det gør det heller ikke. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Arch Nemesis; Shadows In The Mirror

Edgerunner. 2002

Jeg har ikke så meget at sige om Arch Nemesis, og i bund og grund ved jeg heller ikke så meget om dem. ”Shadows In The Mirror” er deres debutalbum, et album der bevæger sig omkring mørke og atmosfæriske sange, der samtidig også er yderst melodiske. Både fans af gotisk metal og fans af melodiske death vil klart kunne bygge ”Shadows In The Mirror” ind på cd-hylden. Produktionen har Morfeus fra Limbonic Art taget sig af, og der er ikke så meget at klage over der. Der hvor jeg står af, det er det hvor sangene bliver alt for lange og alt for tunge. Man skal altså virkelig være i humør til et nummer som ”Fatal Victory.” (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Alien Gates; Dark Days Quantum

Selvstændig

Ok, “Dark Days Quantum” er på ingen made et perfekt mini-album, men når man tager skiven for det den er, så må den vel ses som et udmærket stykke arbejde. Så lad os begynde med begyndelsen. Ser du, bandet startede i år 2000 som en trio, men blev ikke helt seriøst før to nye medlemmer blev tilsluttet besætningen i april sidste år. Fire måneder senere var deres første selvstændige udgivelse ”Dark Days Quantum” klar, og udfra det standpunkt, så må man sige, at resultatet er flot. For hvis bandet kan skrue forholdsvis gode sange som ”Manual For A Dark Age” sammen på fire-måneder, hvad kan de ikke nå at skabe på fire år? Ok, jeg kan godt se, at man kunne kritisere bandet lidt, for deres iver efter at få noget udgivet. Måske kunne de have ventet og gjort tingene endnu bedre, men på den anden side, så er det svært at få kontakter uden noget at henvise til. Stilmæssigt ligger dette unge band ret konservativt placeret med deres lidt primitive thrash-lyd, men det hjælper lidt på det med nogle melodiske death-leads og vokaler. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Ryo Okumoto; Coming Through

InsideOut/Nordic Metal. 2002

Ryo Okumoto har sammen med Spock’s Beard meget muligt udgivet årets bedste progressive rockalbum, men ligesom Neal Morse og Nick D’Virgilio der udgav soloalbums sidste år, vil Spock’s Beard keyboardspilleren, der ellers har spillet musik siden i 1970’erne og igennem tiderne medvirket på mange plader, også bevise at han kan noget udover at være keyboardspiller i Spock’s Beard og gæstemusiker for kunstnere som Al Green, Eric Clapton, Phil Collins og Natalie Cole. Og det gør han med hans nye soloalbum ”Coming Through,” der har fået navnet efter den 19 minutter lange sange af samme navn. En sang der begynder stille og roligt, men som skifter udseende flere gange undervejes, og en overgang tror man, at sangen kommer til at være med i en kommende Disney-film. Ryo har dog ikke været i stand til at klare det hele selv, selvom han selv har skrevet det meste materiale, dog med lidt hjælp fra Spock’s Beard vennen Neal Morse hist og her. Flere gæster har også bidraget med sit talent, bl.a. Totos Bobby Kimball og Steve Lukather, samt den tidligere Deep Purple medlem Glenn Hughes. Familien er også vigtig for Ryo, og det beviser han med at lade sin kone (sang) og sin 11 årige søn (trommer) medvirke på albummet. At Ryo Okumoto for tiden er mæt af hård, guitarbaseret prog. rock efter al sin tid i Spock’s Beard tager ikke så lang tid at indse i fællesskab med ”Coming Through”. Ryo holder sig hele tiden til en lettere fusionspræget jazzstil, der bliver krydret med ”the blues” og avancerede pop-arrangementer, og det fungerer bedre end man kunne have regnet med. Soloalbums fra progressive keyboardspillere plejer gerne at byde på alt for meget leg, men Ryo holder legen pænt på afstand, selvom der gennemgående naturligvis er et stort fokus på keyboardspillet. ”Coming Through”er ikke så stort et album som f.eks. Spock’s Beards eget ”Snow”, men alligevel har albummet stor relevans for alle fans af Spock’s Beard, og hermed kvitteres med at råde førnævnte gruppe mennesker at købe ”Coming Throug” snarest muligt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Pitch Black; Pitch Black

Revelation/Nordic Metal. 2002

Første gang Pitch Black var i spilleren, sagde den mig ikke meget, så det tog et par uger før den røg i igen, men så var resultatet også et andet, men første efter et par gennemlytninger. Den tidligere The Never Agents medlem, Kevin Cross, fronter denne punk-kvartet, og gør det med en samling punksange der på en gang er rå og energifulde, men samtidig også melodiske. ”Rock N Roll Girl” er en øjeblikkelig ørehænger, og guitarriffet i ”Scientific Method” er noget så lækkert, men ellers er der sparsomt med hits på ”Pitch Black,” men ikke desto mindre er dette et album der i sin fulde længe holder. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Awkward Thought; Ruin A Good Time

I Scream Records. 2002

Efter 12 år sammen udgiver Awkward Thought nu deres tredje fuldlængde. Umiddelbart er der ikke så meget at sige om ”Ruin A Good Time”, uden at den ikke ”ruins a good time.” Talen er dog måske heller ikke det mest oplagte plade at smide i spilleren når der holdes fest. Awkward Thought er egentlig meget simple i deres udtryk, og de gider ikke at gøre mere ud af tingene end højst nødvendigt, og derfor kører alle numrene på ”Ruin A Good Time” nærmest i den samme rille. Der er fattigt med temposkift, så den hurtige gammelskole punk bandet kombinerer med en Crusified-lydende hardcore lyd forbliver rimelig hurtig og lige-i-øjet hele vejen igennem. Dog hører du ikke mig klage, for jeg er skam blevet underholdt. Awkward Thought er måske ikke verdens mest originale band, men når det gælder konservativ punk med et højt tempo, så leverer Awkward Thought varen, men så skal du heller ikke forvente mere. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

The Automata; Through The Bandage Seeps A Whisper

Life Sentence Records. 2002

Life Sentence Records har for nylig overbevidst mig om deres kvaliteter som et pladeselskab med et par fede metalcore udgivelser, men selvom The Automatas nye album ”Through The Bandage Seeps A Whisper” ikke på nogen måde er et dårligt album, så er det desværre heller ikke så overbevisende som, lad os sige, It Dies Todays ”Forever Scorned” album. The Automatas metalcore er en anelse mere kaotisk, men den trækker points hjem med nogle heftige islæt fra den europæiske melodiske death metal. Metalcore fans der har en svaghed for denne for tiden yderst populære melodisk-death-metal-møder-hardcore kombination bør måske overveje at investere i skiven, men der foreslås, at man lige tjekker It Dies Today ud først, og måske endda split-skiven med Wings Of Scarlet, Tears Will Drown og With Dead Hands Rising. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Urshurark; Architecture Of Perfect Damnation

Selvstændig

Jeg læste en Urshurark-anmeldelse, hvor anmelderen anbefalede svagfisser at stoppe med at læse, for, som han sagde, ”Urshurark er for mænd.” Bull-shit. Urshurark er for forsømte, bumsede 14 årige teenagere, der har set en gyserfilm for meget, og tror at de er sejere end deres Linkin Park-elskende jævnaldrende, blot fordi de hører den brutaleste musik. Og det er ok, for de skal også høre noget. Problemet er bare, at de ikke har forstået, at der skal mere til for at skabe god musik, end blot hvem spiller hårdest, hurtigst og brutaltest. I det mindste har førnævnte band sammensat nogle gode sange i deres karriere, selvom langtfra alt det de har lavet er essentielt. Men gode sange? Ja, det er i hvert fald en mangelvare på italienske Urshurarks album ”Architecture Of Perfect Damnnation.” Jeg skal ikke påstå, at skiven slet ikke har sine lyspunkter, men det er godt nok langt imellem, og det bliver en test for ens tålmodighed, hvis man overhoved skal finde dem. Ja, ja. Jeg har plapret længe nok, så jeg stopper… Og så er jeg ikke engang kommenteret produktionen med et eneste ord endnu! (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Avail; Front Porch Stories

Fat Wrech Chords. 04-11-2002

Alene det faktum at Richmond, Virginias punkband Avail har en mandlig cheerleader med navn Beau Beau, burde være grund nok til at se dem live. Har ingen idé om hvordan han ser ud, men hvis de er i nogenlunde samme mentale sindstilstand som Less Than Jake, så jeg går ud fra at han ikke er fotomodel. Uheldigvis er der så vidt vides ingen planer om et gig i Danmark, men om ikke andet har vi det nye album ”Front Porch Stories” stående lige for døren, men det bliver uden cheerleaderen Beau Beau. Forhåbentlig kan bandets kompromisløse melodiske punk sange få alle punk bøsserøve til at glemme Beau Beau, for ellers bliver det en lang vinter. Bandet melodiske punk-univers har ikke skyggen af single-potentiale, men i stedet er der nok af tilbageblik til den mere ukommercielle 80’er punkscene, så vel som nyere 90’er Fat Wrech-lignende punk, bare uden ordet punk involveret. Der bliver også tid til lidt ørkenrockagtige beskæftigelser hist og her, der er med til at gøre skiven lidt mere varieret, om end disse øjeblikke ikke endelig pyntet på det samlede helhedsindtryk. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Karmakanic; Entering The Spectra

Regain/Nordic Metal. 7-10-2002

Sideprojekterne fortsætter og Karmakanic er endnu et i den voksende mængde. Projektet tæller ikke mindre end tre medlemmer af The Flower Kings: Jonas Reingold (også kendt fra Kaipa), Reine Stolt (også kendt fra Transatlantic) og Tomas Bodin. Derudover er Goran Edman, der først i 90’erne var Yngwie Malmsteens forsanger, også med i besætningen, og han er nok det største lyspunkt i denne ellers meget velspillede og velkomponerede prog. rock sag. Tankerne ledes mere end en gang uundgåeligt hen på The Flower Kings, men også ældre bands som Yes, og når de storslåede korvokaler slår til, ledes tankerne søreme også helt tilbage på Freddy Mercury og Queen på ”A Night At The Opera.” ”Entering The Spectra” vil nok fremover få ligeså meget spilletid i stereoen som det nyeste Flowing Kings album, men albummet vil nok ikke komme i spilleren når så tit som det nyeste Transatlantic album. (JJJ---)  Hans Jákup Eiðisgarð

 

Hatesphere; Bloodred Hatred

Scarlet/Intromental. 30-09-2002

Danske Hatesphere er endnu mere tight, nu hvor de udgiver deres andet album igennem italienske Scarlet Records, end de var på sidste års debut. Et album der var ganske overbevisende, men som samtidig manglede sit helt egne særpræg. Det er ikke fordi at det Hatesphere leverer med ”Bloodred Hatred” aldrig er hørt før. Muligheden for at et svensk melo-døds band har lavet præcis det, man nu hører fra danskerne i Hatesphere er maksimal, men alligevel har bandet fundet sin egne stil, og de formår at lægge lidt ekstra originalitet ind i deres traditionelle melodiske death metal sangstrukturer. Hatesphere er måske ikke helt deroppe at ringe, hvor bands som In Flames, At The Gates, Arch Enemy og The Haunted igennem tiderne har pudset glorierne, men ikke desto mindre er Hatesphere et ganske overbevisende death metal band, og mindst ligeså gode som ethvert nyt band svenskerne nærmest hver dag smider i hovedet på os. Efter en lidt ligegyldig intro kickstarter det fede nummer ”Believe” skiven i gang, og med samme intensivitetsniveau, udholdenhed og melodi, holder Hatesphere motoren kørende, mens 8 andre ret fede death-bomber nærmest kastes ud af højtalerne. Hatesphere er måske det første danske band der er parat til at slå igennem på den internationale death metal scene. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Long Since Forgotten; All The Things You Said

Rocketstar/Nordic Metal. 30-09-2002

Så vidt vides er ”All Things You Said” Long Since Forgottens første fuldlængde, og den har de såmænd fået efterspurgte Ed Rose til at producere. Musikalsk bevæger vi os omkring tidstypisk amerikansk moderne rock og emo. Det er nu ikke fordi at Long Since Forgotten kommer med ting Juliana Theory, The Get Up Kids og Jimmy Eat World ikke har prøvet før, men alligevel er der et eller andet med bandet der tiltaler mig. Der er måske ingen særdeles oplagte hits på ”All The Things You Said”, men for enhver emo-rock fan, burde det være nok af gode melodier til at holde en glad året ud. Tekstmæssigt er bandet noget mere seriøst end f.eks. bands som The Reunion Show (også anmeldt denne måned). Deres tekster beskriver sangskriverens inderste følelser, og talen er aldrig om platte pige møder dreng problemer, selvom kærligheden og smerten ved mangel af samme også gør sin entré. Et amerikansk pop-band med hjerne og hjerte, hvor sjældent er det ikke? Og når man tænker på, at musikken blev skrevet i oktober sidste år – måneden efter terroristtragedien New York – giver en linje som ”I Wish that I could make it go away. Sighing out loud, you always agree. Perception is everything. It’s like we’ve never seen anything like this. It happens every day.” endda stof til eftertanke. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Time To Fly; Birth Work Death

Rocketstar/Nordic Meta. 30-09-2002

Aaron Sprinkle er bestemt ikke en mand der forholder sig specielt længe i ro ad gangen. Efter at Poor Old Lu stoppede for nogle år siden, har han produceret den ene band efter det anden, samtidig med at han også har spillet med i et par stykker, og samtidig med at han netop har udgivet det nye comeback album med Poor Old Lu, har han produceret denne herlige emo-sag fra det nye selskabet Rocketstar. Time To Fly, der tidligere gik under navnet Square The Circle, vil ligesom pladeselskabskollegaerne i Long Since Forgotten appellere til fans af den emo-rock bølge der for tiden især hærger den amerikanske rockscene. Time To Fly er sådan et band, man kunne forestille sig, at Deep Elm ville gøre at for at få fingrene i. Alligevel er de ikke helt nået dertil hvor bands som Brandtson og Appleseed Cast igennem flere år har hygget sig, nemlig i spidsen for den kreative del af genren om end ikke den endvidere succesfulde. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

On The Rise; Burning Inside

I Scream Records. 2002

Det er imponerende når et så stort og respekteret hardcore band som Agnostic Front, inviterer en bandmedlem fra et mindre band som On The Rise med i bandet. Sådan var tilfældet med On The Rise bassisten Mike, men hvad der var endnu mere imponerende, er at selv samme Mike stadig ser On The Rise som sin første prioritet, hvorefter Agnostic Front kommer i anden række. Nogenlunde samme historie gælder trommespilleren Steve, der nu også tæsker gryder for Maximum Penalty. Ellers er det heller ikke så dårligt for et band som On The Rise, at have fået forbilleder som Roger Miret fra Agnostic Front og Mike Dijan fra Breakdown at producere albummet. Men nok name-dropping, vi skal videre til musikken. On The Rise spiller melodisk hardcore der bringer minderne helt tilbage til 80’ernes old school punk. Bandet har sat sig for at omskrive hardcore-historien, hvilket ikke sker med ”Burning Inside”, men ”Burning Inside” er da et udmærket tillæg til den ellers svingende hardcore-historie. Hardcore lige ud ad landevejen og hjem igen. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Saxon; Heavy Metal Thunder (2CD)

SPV/Nordic Metal. 23-09-2002

Der er ikke alt for mange heavy metal bands der giver sig tid til at komme forbi Danmark og give en koncert, og det viser sig, at mange af dem der oprindeligt har tænkt sig at gøre det senere aflyser. Saxon har dog flere gange gennemført visits i Danmark, og for dem der har nydt godt at disse besøg, vil bonus cd’en fra den nye live-skive ”Heavy Metal Thunder” sikkert være et kærkomment eje. Men for resten af heavy metal befolkningen, så er bandets oprindelige albums nok at foretrække. ”Heavy Metal Thunder” består som sagt af to cd’er, hvoraf bonus cd’en er en helt forfærdelig bootleg skive optaget i San Antonia i år. Den første skive er dog god nok for hengivne Saxon fans. Den består af genindspilninger af 13 Saxon klassikere så som ”Power & The Glory”, ”Heavy Metal Thunder” og ”747 (Strangers In The Night.” Spørgsmålet er bare hvorfor? (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Blindside; Silence (Månedens album)

Elektra. 16-09-2002

Indtil videre har denne måned budt på den ene fede anmelderplade efter den anden, men ”Silence” slår dem alle sammen. Månedens plade – simpelthen. Det svenske band har ellers to tidligere plader i baglommen. Den selvnavngivne debut fra 1998 og ”A Thought Crushed My Mind” fra år 2000, der begge blev udgivet af det respekterede Solid State selskab. Begge plader var hårdtslående og aggressive hardcore-bomber, hvoraf den sidstnævnte skænkede en video der fik ganske god mediedækning på MTV’s ”Superrock.” Det, og en hel del respekt, er det indtil videre blevet til for bandet, om end mainstream succesen ikke har vist sig… endnu. Men også det er ved at ændre sig. Ser du, det gælder om at kende de rigtige mennesker, og i Blindsides tilfælde er mega-stjernerne i P.O.D. de rigtige mennesker. P.O.D. har op til flere gange haft Blindside med sig som opvarmere, de har ladet dem medvirke i deres ”Boom” video (Blindside er det svenske ping-pong hold), og så har de også signet dem til deres netop opstartede pladeselskab 3 Points – et selskab som majorselskabet Elektra ellers senere har taget til sig. Det som Blindside dog skal forberede sig på med udgivelsen af ”Silence”, er at der vil være mange af deres oprindelige fans der vil stemple dem som sell-outs. Hvorfor? Jo, fordi den bombastiske hardcore bandet præsenterede verden for igennem sine første to udgivelser høres kun svagt – og kun indimellem – på ”Silence.” Men er det godt eller skidt? Det kommer vist an på hvem man spøger, men spøger du mig, en anmelder der var helt vild med de to forgængere, så vil jeg svare at det er godt. Bandet viser sig fra en helt anden side, og gør det endnu mere overbevisende end før, men jeg må indrømme, at man med lethed kunne beskylde Blindside at skifte musikstil for at sælge flere plader. Det tror jeg dog ikke, at de gør. Jeg tror blot de er kommet til det punkt, hvor de vil prøve noget nyt, og helt ærligt, det ville være synd at lade sange som ”The Endings” og ”Coming Back To Life” gå til spilde, for sådan nogle ørehængere kan selv ikke de mest populære nu-metal/emocore bands finde ud at skrue sammen. Det er dog kun to beskedne eksempler ud af 13 kanon fede numre, hvoraf nærmest halvdelen direkte har single-potentiale. Det skal dog ikke forstås som ”Silence” er et album der kun er sat sammen af hits og som ikke fungerer som en helhed, for intet kunne være længere fra virkeligheden. ”Silence” er et af de mest helstøbte album året hidtil har kunnet byde på, og så kan det være lige meget om vi snakker emo, hardcore, metal, pop, hip hop eller country. Foruden de to tidligere nævnte sange, så kan nævnes højdepunkter som ”Pitiful”, ”Caugth A Glimpse”, Cute Boring Love”, Sleepwalking”, ”She Shut Your Eyes” og ”Silence.” (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Divserse Kunstnere; Music From and Inspired By The Motion Picture xXx

Universal. 2002

“xXx” (“Triple X”) er en af de fedeste actionfilms jeg længe har set, men det skal jeg ikke komme nærmere ind på her. Jeg kan dog lige nævne, at Rammstein er med i indledningen til filmen, hvor de spiller deres fabelagtige ”Feuer Frei” i en tjekkisk undergrundsklub. Nu skulle jeg ikke sige mere, så i har ikke hørt det fra mig, men en amerikansk spion bliver under nummeret forfulgt af tjekkiske terrorister. Han forsøger at flygte via scenen, men bliver skudt. Publikummet lægger ikke mærke til at manden bliver skudt, men tror blot, at han er tager sig en stage-diver, så han bliver slynget frem og tilbage mens musikken svedigt pumper videre. Rammstein og selv samme sang kickstarter også soundtracket i gang, og sætter ligesom standarden med det samme med skivens bedste nummer. Drowning Pool følger med ”Bodies”, hvorefter hårdkogte Hatebreed tonser igennem ”I Will Be Heard.” Så er der Queens Of The Stone Age, Mushroom Head og Flaw der også findes iblandt de federe rocknavne. Ellers er der også dance-kunstnere som Moby (”Landing”) og Orbital (Technologicque Park”) – begge kanon fede numre. Men efter 11 skæringer af ok kombinationer af metal og techno, træder vi ind i det kommercielle amerikanske hip hop miljø, og her bliver situation straks mere kritisk. Nelly lægger ud med det sædvanlige millionær hjemmedrengs bullshit og mange flere ligeså dårlige øjeblikke følger. Heldigvis er der et enkelt hip hop nummer der holder. Det er ”Truth Or Dare” med N.E.R.D. featuring Kelis og Pusha T. Men hvad er et godt nummer i mod otte dårlige? Pladen ville være federe hvis man holdt sig til den hårde kant der blev begyndt med, eller hvis man blot sluttede af efter skæring 11. Hip hop fans ville alligevel aldrig komme igennem de første 11 skæringer uden seriøse ar i sjælen. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

ApologetiX; Grace Period

Parodudes. 2002

ApologetiX bliver bare mere og mere populære indenfor den kristne rockmusik med deres underholdende parodier af verdslige top 40 hits. Bandet har tidligere indspillet coverversioner af alt fra Metallica til Shaggy, og ”Grace Period” kommer ligeså vidt omkring. 20 store ørehængere, der på en eller anden måde er blevet amerikanske landeplager igennem tiderne, bliver udsat forandringer af tekster og titler, således at disse passer ind i det kristne budskab bandet formidler. Talen er dog ikke nødvendigvis om prædiker i alle sangene, men også historiske lektioner igennem det gamle testamente, og ApologetiX har aldrig været federe end på ”Grace Period,” selvom alt stadig er ved det gamle. Bandet lægger ud med en parodi af Linkin Parks ”In The End”, der her får navnet ”Corinthians” – og der er mere nu-metal/post-grunge at hænte i parodier af Nicklebacks ”How Your Remind Me”, Puddle Of Mudds ”Blurry”, Unkle Crackers ”Follow Me” og Alien Ant Farms (oprindeligt Michael Jacksons) ”Smooth Criminal.” Heldigvis er det ikke kun nu-metal der bliver bearbejdet, hvilket parodier af Simon & Garfunkels ”Cecilia”, Blue Oyster Cults ”Don’t Fear The Reaper” og The Beatles ”Love Me Do” er gode eksempler på. Ellers kører det bare derudad mens bandet forsøger sig med alt fra surf-pop med Beach Boys’ ”Barbara Ann”, grunge med Nirvanas ”Smells Like Teen Spirit”, sydstats rock med Charlie Daniel Bands ”Devil Went To Georgia”, disco med Village Peoples ”YMCA”, prog. rock med Rushs ”Tom Sawyer” og endelig moderne pop-rock med Trains ”Drops Of Jupiter.” Lidt for enhver smag egentlig, og i modsætning til tidligere udgivelser, så er der ikke nogle deciderede kedelige/dårlige numre på ”Grace Period,” ligesom f.eks. Bon Jovis ”Livin’ On A Prayer” har været det. Faktisk en udmærket skive, hvis man kan lide parodier. ApologetiX er for dem der ville ønske, at Weird Al Yankowich var lidt mere seriøs. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð        

 

Blackmore’s Night; Past Times With Good Company (2CD)

SPV/Nordic Metal. 28-10-2002

Ritchie Blackmore er uden diskussion en af rockmusikkens største guitarister, hvilket han bevidste i sin tid hos Deep Purple såvel som Rainbow, og i de senere år, har han også bevidst at det ikke nødvendigvis behøver at være hård rock, han skal spille for at skulle tages seriøst. Nej, sammen med den tidligere (forhåbentlig meget tidligere, hvis der skal dømmes efter coverindersiden) fotomodel og nuværende sangerinde, Candice Night, har ham også bevidst, at folkemusikken også er vedkommende, især hvis den bliver krydret med inspirationer fra 1600-tallet og en lille smule ny pop og rock. ”Past Times With Good Company” er et dobbelt live-album hvor førnævnte opskrift igen bliver bragt på banen, og numre fra Blackmore’s Night bagkatalog bliver spillet. Der bliver også plads til lidt Deep Purple og Rainbow hist og her, men det er dog ikke det helt store. Det er faktisk meget smukt, det, de to, Blackmore og Night, har på hjerte, men det er også en anelse kedeligt, især efter to hele cd’er. Måske ville den ene være rigeligt? Anyways, det absolutte højdepunkt i denne omgang er versionen af Deep Purple klassikeren ”Soldier Of Fortune.” (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Steve Howe; Skyline

InsideOut/Nordic Metal. 2002

Steve Howes tid som guitarist i Yes – en af tidernes største prog. rock bands – vil blive husket for altid. Og selvom han ikke var med i den originale besætning, så vil folk altid se Steve Howe som en af de klassiske – en fra den absolutte storhedstid. Men en flot fortid behøver vel ikke at betyde, at det nyeste materiale er noget værd, vel? Med det er der dog ikke sagt, at Steve Howes splinternye soloalbum, ”Skyline”, ikke er noget værd. Det er helt ok, hvis det er den slags musik man kan lide, men det er ingenting, og jeg mener ingenting, sammenlignet med det helt gamle Yes. Men det er netop det. Det kan ikke sammenlignes - og skal det sikkert heller ikke. ”Skyline” er en instrumental guitarplade, der for det meste foregår helt stille og roligt, uden det store adrenalinoverbrug. Velspillet er den, bevares alt andet ville være helt ved siden af, når man snakker Howe. Men det er ikke noget, man som rockfan virkelig længtes efter at høre. Lad os nøjes med at sige, at det kan være lidt små kedeligt til tider. Anbefales til baggrundsmusik til højtidelige arrangementer -  eller de lange søndagsmorgner. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Madder Mortem; Deadlands

Century Media/Nordic Metal. 21-10-2002

Sidste års “All Flesh Is Grass” var min første præsentation til norske Madder Morten, og det var skam et meget fedt album. Derfra har jeg været sådan lidt, øh, ikke spændt nødvendigvis, men nysgerrig over hvordan deres nye album ville udfolde sig. Jeg må sige, at det har det gjort på overbevisende vis. ”Deadlands” er ikke nødvendigvis er så meget federe album end ”All Flesh Is Grass” var, men det er heller ikke værre. Faktisk er det den naturlige videreudvikling der har fundet sted, og bandet har taget det næste skridt imod det perfekte goth-album. Sange som ”Rust Cleansing” og ”Necropol Lit” er tungere end bandet har været tidligere, og disse to er nok bandets bedste sange nogensinde. Men der er også de numre, der måske er mørkere og mere tilbagelænede end tidligere. Disse findes imod slutningen af albummet, og det er her undertegnede har lidt sværere ved at vedholde koncentrationen, selvom udviklingen har gjort, at bandet er mere afvekslet end før. Ellers kan alle goth-fans roligt investere i albummet, men er der af en eller anden grund på forhånd besluttet ikke at investere i albummet, så foreslår jeg, at man holder sig for ørerne hvis nogen skulle sætte nummeret ”Rust Cleansing” i stereoen – det kan nemlig være nok til, at du alligevel må den lange vej ned i pladeforretningen… syngende. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Axel Rudi Pell; Knights Live (2CD)

SPV/Nordic Metal. 21-10-2002

Jeg har egentlig et meget afslappet forhold til Axel Rudi Pells musik. Jeg tager det afslappet, når han udgiver ny musik. Køber ikke skiverne, og har det egentlig sådan, at hører jeg dem, så hører jeg dem. Gør jeg ikke, så er det også helt ok. Egentlig ikke den store Axel Rudi Pell fan så? Næ, egentlig ikke, men på den anden side, så hader jeg ikke på nogen måde hans musik. Kan sagtens nyde hans musik, hvis en i omgangskredsen tilfældigvis skulle sætte en af hans plader på. Det kan jo ikke benægtes at han kender vejen omkring guitarstrengene, og det skal han da respekteres for. På ”Knights Live” viser Axel så igen, hvad han kan med en guitar, og alt andet ville også være totalt vanvittigt. Det er jo det han gør. Og han gør det meget i de omkring 100 minutter live dobbeltalbummet varer. Der er naturligvis ikke kun guitar-lir. Han har jo også hans band, og de ved også hvordan man spiller, skulle jeg hilse og sige. Ellers er der lidt snakken hist og her, bandet skal præsenteres, og det samme skal sangene osv. Jeg kunne godt være foruden de sjove bemærkninger, men mest af alt kunne jeg godt undvære det tidspunkt, hvor han præcenter sig selv (”on guitar: Me.” Næsten ingen respons. ”Oh, I am sorry. Axel Rudi Pell.” Yeaaaaaahhhhhhh.) sammen med resten af line-upp’en (????). En ting Axel og hans band er ret gode til på ”Knights Live”, er at snige nogle brudstykker af traditionelle musikskatter ind i deres heavy metal sange. En anden ting de tror de er gode til, er Bon Jovi lydende ballader. Dem er de dog desværre knapt så gode til. Men når de holder sig til det de skal - traditionel heavy metal - så går det. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Dag Nasty; Minority Of One

Revelation/Nordic Metal. 2002

Kender ikke Dag Nastys tidligere materiale, men efter hvad man har læst, så spillede bandet for over ti år siden, den slags musik der i dag kendes som emo (!), og i så fald – respekt. Men ”Minority Of One”, bandets første album i ti år, indeholder dog ikke skyggen af emo. Punk, både af den gamle og nye skole, er der derimod nok af. Der er intet fancy omkring bandets sange eller produktioner. Der er ingen forsøg på at være cool sammen med Blink 182, eller retro sammen med Sex Pistols. Kun simpel lige-ud-ad-landevejen-punk. Guitarspillet udmærkes af Bad Religion guitaristen Brian Baker, og uden at vide det, kunne noget tyde på at netop Brian Baker har været med til at skrive materialet, idet det nogen gange ikke minder så lidt om Bad Religion, uden at der er tale om tyvekoster. Om ikke andet så har førnævnte Brian været med til at producere, optage og mikse albummet, så lidt indflydelse har han da haft. Med det er der dog ikke sagt, at ”Minority Of One” er essentiel gennemlytning, selvom den heller aldrig bliver decideret kedelig – eller dårlig. Der mangler nogle ørehængere, og så savnes der også nosser (undskylder sproget) – eller blot lidt mere kød i saucen. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Wings Of Scarlet/Tears Will Drown/With Dead Hands Rising

Life Sentence Records. 2002

Det er ikke med den bedste produktion, at Life Sentence Records præsenterer verden for tre nye bands. Men alt hvad der mangler i produktionen, det er der nok af i selve musikken. Alle tre bands har vel lidt af den samme vision, nemlig at skrive og spille led og modbydelig metalcore (eller metallisk hardcore, hvis det lyder bedre!), og derudover at blive anerkendt for det. Det er dog imponerende så ulige de tre bands er, når man endelig sidder og hører deres sange. Wings Of Scarlet starter cd’en med nummeret ”Angels Bring Life.” Et nummer der også sætter standarden for albummet, for intet af de resterende ni numre bliver helt ligeså godt. Bandets to andre sange er også top hardcore sange med en metallisk kant, og i bund og grund noget enhver metalcore fan burde kunne bruge til noget. Tears Will Drown får også muligheden at spille tre sange, men de er ikke helt ligeså imponerende. I modsætning til Wings Of Scarlet, der spillede deres hardcore med et metallisk islæt, er Tears Will Drown måske omvendt mere metal med et hardcore islæt. Forsangeren kunne sagtens bruges i et death metal band, men det kunne de resterende bandmedlemmer, og måske især guitaristen, for den sags skyld også. Alt i alt er Tears Will Drowns sange lidt kedeligere og ensformige. With Dead Hands Rising imponerer lige som Wings Of Scarlet med deres fire sange. With Dead Hands Rising er et de mange hardcore bands, der for tiden kombinerer hardcore-aggressiviteterne med melodisk Gøteborg death metal, og det klarer de ligeså godt som de fleste. Måske ikke helt i samme klasse som Arch Enemy, Zao og Dead To Fall, men det behøver man heller ikke for at lave god hardcore og/eller metal. Alt i alt en fin trevejs split-cd fra selskabet Life Sentence Records. De har gang i noget, de Life Sentence folk. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Virgin Steele; Virgin Steele (JJ----)

Noice/Nordic Metal. 23-09-2002

 

Virgin Steele; Guardians Of The Flame (JJJ---)

Noice/Nordic Metal. 23-09-2002

I januar måned forsøgte Virgin Steele sig med nogenlunde samme stunt som de gør nu. Dengang udgav de to albums med gamle sange, hvor de der ikke blev remixet eller remastret faktisk blev genindspillet. De to albums var faktisk udmærkede, men her små ni måneder senere kniber det lidt med de to næste i rækken. Talen er om bandets to første udgivelser, navnlig den selvnavngivne debut fra 1981 og ”Guardians Of The Flame” fra 1982. Igen er talen mest om remastrede versioner af de gamle sange, men i enkelte tilfælde (læs; bonusnumrene) er talen også om nye indspilninger af de gamle sange, og nogen gange demoer fra pågældende tidspunkt der ikke blev udgivet dengang. Debutalbummet med dens uendelige, høje ”yeah, come on” skrigerier er direkte pinligt, og det er der intet der kan lave om på. ”Guardians Of The Flame” er noget bedre, men har stadig lang vej i forhold til noget af det fremtiden senere havde for bandet. Hans Jákup Eiðisgarð

 

7^th Nemesis; Promotional CD

Selvstændig

7^th Nemesis er et brutalt band der kæmper for at sætte Frankrig på det internationale ekstreme metal landkort. Og indtil videre går det ikke så godt. Denne tresangs promotion cd, mangler i bund og grund gode sange, og som så mange andre ligesindede bands, noget der ikke er prøvet før. Det eneste der findes på demoen der er sådan nogenlunde, er de indledende riff i den første sang ”7th Banner”, men bandet ender hurtigt ude i en evig dødsmetal dobbeltbastromme hvirvlevind der kvitteres af hvæsende og uimødekommende black metal vokaler. Ikke godt nok. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Supertones; Hi-Fi Revival

Tooth and Nail Records. 22-10-2002

Dengang midt i 80’erne hvor ska-genren blomstrede, og det var cool at høre poppede, punk-riffende og hornblæsende bands som Save Ferris, var Supertones fra Californien et af mine absolutte favoritbands. Deres debut udkom i 1996 og indeholdt stribevis af fede festbomber, der også fra starten gjorde det klart for lytteren, hvad det hele drejede sig om; troen på Gud – og musikken, naturligvis. Siden har det været så som så. Nogle albums har været gode, men kun efterfølgeren ”Supertones Strike Back” har holdt i nogenlunde samme format som debuten… Indtil nu. Ska er efterhånden blevet et fyord, så derfor bliver bandet ikke beskrevet som et skaband mere. Men det er de, og ikke old-school R&B som nogen har kaldt dem. ”Hi-Fi Revival” er Supertones’ fedeste album siden føromtalte ”Supertones Strike Back”, og fuldt af dejligt lette power-poppede ska sange, der indeholder præcis den rigtige dose punk-akkorder og iørefaldende omkvæder. Sange som ”Superfly”, ”Go Go Go” og ”Let It Go” kan ikke andet, end at tage enhver amerikansk radiohitliste med storm, mens den smukke ballade ”Hold Unto Jesus” egner sig bedre til pop-radio, og – naturligvis – det kristne marked. Supertones kan bare det der horn/guitarhalløj og gudskelov for det. Ganske få ska-bands har formået at holdt attituden ved lige, men Supertones er stadig på toppen. Fest, Gud og hornmusik. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

The Reunion Show; Kill Your Television

Victory/Nordic Metal. 22-10-2002

Ok, er Victory Records gået pop, ligesom Roadrunner gjorde for nogle år siden? Well, det må de da gerne, hvis det fortsætter med albums som The Reunion Shows ”Kill Your Television”, men det kræver så også at der samtidig udgives musik i retning af Earth Crisis, Atrayu og Dead To Fall (hvilket der naturligvis også gør). The Reunion Show er noget så underligt i Victory-land som et indie-pop orkester. Ja, ja, derer dømt firkantede nørdebriller, legesygt keyboardspil og uforglemmelige omkvæder, der bygger på lækre vokalharmonier. Og seriøst bliver det næppe, da det bedste man kan hive ud af ærmet, tekstmæssigt spænder fra ”Oh honey, I don’t have a lot of money” over ”Jump Into My Spaceship and we’ll blast away” til ”Shiny shoes, and shiny hair, my stylist told me what to wear.” Men de siger det også bedst selv i sangen ”The Art Of Nothing” med linjen ”I don’t want to write a depressing song.” Så er du på udkig efter et band med noget dybere på hjerte, spring The Reunion Show over og led et andet sted. Kan du på den anden side ikke få nok af fjollede indie-pop sange, med luftige guitarlinjer og de sødeste keyboardflader, så er det meget muligt at The Reunion Show vil være din nye ven. Bare lad være at snakke politik med dem. Det kan de ikke lide. Spørg dem hellere om tegneserier, piger, hårgele og T-shirts. Eller spørg dem om noget de har forstand på, som f.eks. Weezers grønne album – eller noget lignende. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Napalm Death; The Leech Sampler

(taget fra “Order Of The Leech” der udkommer 21-10-2002)

Feto/Snapper/Nordic Metal

Sammen med bands som Cannibal Corpse, Morbid Angel, Obituary og Carcass har Napalm Death igennem tiderne nok været det mest indflydelsesrige death metal band verden har set, og de har bestemt også været blandt de bedste, selvom det samme efter min mening ikke kan siges om alle førnævnte death metal banebrydere. Bandets tiende studiealbum ”Order Of The Leech” udkommer den 21 oktober, og efter alt at bedømme så er der talen om endnu et kvalitetsalbum fra deres side. Jeg kan dog ikke være 100% sikker, i det den sampler jeg er i besiddelse af kun indeholder fire af numrene fra det kommende album, og kender jeg pladeselskaber rigtigt, så er disse fire sikkert også det kommende albums stærkeste. Men hvem ved? Jeg kunne sagtens tage fejl. I hvert fald er alle fire numre med til at bevise, at disse halvgamle og småfede death metal veteraner stadig har det i sig. Bedste track: ”Farce and Fiction.” (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Iced Earth; Tribute To The Gods

Century Media/Nordic Metal. 21-10-2002

Der findes stadig mange gode heavy metal bands, men der er kun helt få, der den dag i dag, formår at holde den ånd der i sin tid blev tændt af bands som Iron Maiden og Judas Priest i live. Et af disse bands er Iced Earth, der siden 1991 har sendt den ene perle efter den anden på gaden. Nu er bandet så blevet enigt med sig selv i, at det måske kunne være sjovt, at sende et album med coversange på gaden, for ligesom at hylde dem der gik forud, og hvordan gøres det bedre end med coverversioner af førnævnte Iron Maiden (”Number Of The Beast” og ”Hallowed Be Thy Name”) og Judas Priest (”Screaming For Vengeance”), samt Black Sabbath (”Black Sabbath”), Alice Cooper (”Dead Babies”), KISS (”Creatures Of The Night” og ”God Of Thunder”) og AC/DC (”Highway To Hell” og ”It’s A Long Way To The Top”). Måske lidt overraskende - men ganske fortjent - bliver Blue Oyster Cult også hyldet, hvilket gøres med ”Cities On Flame” og ”Burnin’ For You.” Vi oplever ofte coveralbums som pinlige om end velmente hyldester til banebrydende kunstnere, der dog i sidste ende bliver mere latterliggjort end hyldet. Iced Earths ”Tribute To The Gods” er ikke i samme kategori som førnævnte, selvom det heller ikke er det bedste coveralbum nogensinde. F.eks. er der intet nummer jeg ikke hellere ville høre i dens originalversion, men på den anden side, er der heller intet dårligt nummer at finde på skiven. Alt i alt er ”Tribute To The Gods” et ganske ok hyldest album, der herfra anbefales for dem der har et svagt hjerte for coveralbums. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Impellitteri; System X

SPV/Nordic Metal. 14-10-2002

I hjemlandet er der ingen der aner hvem Impellitteri er. De fleste af deres seneste albums har kun været at finde i amerikanske  pladeforretninger som importskiver fra Europa og Japan. Sagen er f.eks. en helt anden i Japan, hvor bandets plader sælger som varmt brød, idet bandet har en stor fanskare i Japan. Alligevel har det amerikanske rockblad HM Magazine, der for tiden ikke dækker specielt meget melodisk metal, taget Impellitteri til sig. Bladet har også beskrevet Chris Impellitteris guitarspil som hurtigere end menneskelig muligt og alligevel melodisk, hvilket nok er den flotteste beskrivelse en guitarist af Chris’ slags kan få. I min verden står Chris Impellitteri som guitarist ikke bag mænd som Yngwie Malmsteen, og hvorfor guitartroldmanden aldrig har opnået større succes er hinsides mig. Men nu er endnu et Impellitteri album ude, og selvom fans af bandet måske havde svært ved at forestille sig et Impellitteri uden Rob Rock, der forlod bandet for lidt over to år siden, så er bandet kommet godt fra opgaven. Dette har ikke mindst været på grund af den nye forsanger, Graham Bonnett, der tidligere har været medlem af MSG og Rainbow. Graham Bonnett er dog ikke et nyt ansigt i truppen, for helt tilbage i 1988 medvirkede han som forsanger på livealbummet ”Stand In Line” – et album der underligt nok af en eller andet grund igennem årene har stået medlemmerne af nu-metal bandet P.O.D. nær. Så hvad kan man forvente af det nye album? Tja, hurtigt og velspillet power metal, der dog er en anelse mindre hurtig end tidligere, og samtidig en anelse mere melodisk. Savnes Rob Rock? Lidt. Men Graham Bonnett kan også gøre det. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Bad Astronaut; Houston: We Have A Drinking Problem

Honest Don’s. 15-10-2002

Sidste års debutudgivelse fra sideprojektbandet Bad Astronaut foreslog et godt alternativ til Lagwagon, Swingin’ Utters, Neftherder og Me First and The Gimme Gimmes mere fjollede beskæftigelser. Om end pop-punken til tider lod sit søde hoved skues igennem bandets musik, så blev en mere seriøs stil lagt for dagen, da ”Acrophobe” udkom tidligt sidste år. Og den seriøshed bliver endelig fuldendt med bandets anden udgivelse, ”Houston: We Have A Drinking Problem”, der ellers rent navnmæssigt sjovt nok lægger op til endnu mere fjolleri. Du kan glemme alt om punk-pop. Glem alt om Lagwagon og Me First and The Gimme Gimmes, for det her er 180 grader i den modsatte retning. Nu inspireret af bands som Radiohead og David Bowie, tager Bad Astronaut lytteren med på en rejse igennem hjertenære og smukke sange, der er dømt til at lægge sig ind ad lytterens hjerter. Talen er om 14 gode pop-rock sange, hvoraf flere ikke er mindre end melankolske perler, og hvem skulle have troet det om Me First and The Gimme Gimmes kaptajnen Joey Cape? ”You Deserve This” er albummets absolut bedste nummer, og ”deserve this” er lige præcis hvad du gør, for som Bad Astronaut har kaldt et andet nummer: ”Not A Dull Moment.” (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Dead To Fall; Everything I Touch Falls To Pieces

Victory/Nordic Metal. 2002

Der er mange hardcore-bands på Victory Records der igennem tiderne har været markedsført som et hardcore/metal crossover band, og det bliver Dead To Fall til en hvis grad også. Sandheden er dog, at Dead To Fall måske er selskabets første og eneste rendyrkede metalband. Dead To Fall har taget alt hvad der er metal ved Earth Crises’ lyd og udsat den for en europæisk melo-fornyelse, samtidig med at de har sorteret hardcore-musikken fra. Og resultatet er intet mindre end åndeløst. Nå, er det virkelig? Ja, det er. For Guds skyld ”Everything I Touch Falls To pieces” er sådan et album som Century Media og Metal Blade ville give halvdelen af deres bagkatalog for, og det siger ikke så lidt om Dead To Fall. Og ville det ikke være ironisk at lægge mærke til, efter at have passeret den 31 december, at bandet der bliver beskrevet som Chicagos bedste hardcore band, har udgivet årets fedeste, rendyrkede metalalbum? (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Ten Foot Pole; Bad Mother Trucker

Victory/Nordic Metal. 2002

Endnu et nyligt Victory Records signet band der afviger lidt fra normen. Ligesom Voodoo Glow Skulls har bandet tidligere udgivet tre albums for Epitaph, men efter det sørgelige tab af deres nyligt ansatte basspiller, der døde af et hjertetilfælde, er bandet igen parat med det første album i tre år. Stilen er melodisk punk-rock, der fra tid til anden både kan forekomme aggressiv og sing-a-long-agtig. Der er ikke noget nyt under solen på ”Bad Mother Trucker”, og når man efter tyve år i branchen ikke har noget nyt at tilføje, så har man bare at sige det man har at sige med attitude, og det gør Ten Foot Pole på ”Bad Mother Trucker.” Igennem årene har de formået at opbygge en form for tight og velspillet melo-punk, der ganske vist ikke er specielt original, men som falder det traditionelle melo-punk publikum i smag. Fans af Fat Wrech Chords selskabet bør også se lidt nærmere på Ten Foot Pole. (JJJJ--) Hans Jákup EIðisgarð

 

Atreyu; Suicide Notes and Butterfly Kisses

Victory/Nordic Metal. 2002

For det første kan man ikke diskutere, at “Suicide Notes and Butterfly Kisses” er en fuldstændig genial titel at give en rockplade – det er dem bare! Men lægger man samtidig mærke til det skidtofrene lydunivers Atreyu står model til, så bliver albumtitlen blot endnu mere genial, og hvad der er endnu bedre – den giver mening! Pressematerialet siger det egentlig bedst, når der påstås, at Atreyu gør det ekstreme lidt mere tilgængeligt, mens de gør emo lidt mere hjemsøgt. Og egentlig burde jeg stoppe anmeldelsen her, for det er fuldstændig korrekt, og uanset hvad der måtte findes på at sige om albummet, kan intet sige mere end der allerede er sagt i pressematerialet. Men lad mig dog lige afslutte med at sige, at ”Suicide Notes and Butterfly Kisses” er et album fans af hardcore såvel som metal absolut ikke har råd til at ignorere, for når bandets blytunge maskingevær/metal-riffs og hardcore-attitude kobles på forsangerens punkede og til tider 90 LB Wuss lydende-vokaler (ca. ”Where Meager Die Of Selvinterest”) samt melodiske omkvæder, er spøgsmålet kun hvor højt albummet skal placeres på ens personlige, årlige hitliste – for på det tidspunkt vil den allerede befinde sig på din liste. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Bloodlet; Three Humid Nights In The Cypress Trees

Victory/Nordic Metal. 2002

Der er stadig i en stigende grad flere og flere bands der kombinerer hardcore og metalgenrerne, således at det bliver alt sværere og sværere at sige hvad der er hvad. Bands som Zao og Living Sacrifice har bl.a. udgivet fremragende albums indenfor fornævnte formel, og det samme har mange bands der har deres hjem hos Victory Records. Et af disse bands er Bloodlet, der netop er gendannet efter en længere aflastningsperiode. Jeg aner ikke hvordan Bloodlet lød i deres gamle dage, men jeg kan godt lide det jeg hører nu, og det faktum at albummet ”Three Humid Nights In The Cyrpress Trees” kun indspillet i løbet af ni dage, gør det hele endnu mere imponerende. Ikke fordi at jeg vil råde bands til at arbejde hurtigt i et studie, for jeg synes da, at man skal tage sig al den tid man har brug for, men at man kan få et så godt resultat efter kun ni dage, det er da imponerende. Så skal det også siges, at Steve Albine skal være en god producer, og han er kendt for at få det bedste frem i dem han arbejder med, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan albummet kunne endt med at lyde, hvis de f.eks. arbejdede på det i en hel måned i stedet for kun ni dage. Bloodlets er et af de bands der egentlig er mere hardcore end de er metal, men ikke specielt meget. Dette udspil vil derfor først og fremmest være for dem, der ser sig selv som trofaste metalcore tilhængere, men i sidste ende vil ”Three Humid Nights In The Cypress Trees” også appellere til fans af death metal-genren, så vel dem der er til moderne metal, der er lidt hårdere end det man hører i radioen hver dag. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Voodoo Glow Skulls; Steady As She Goes

Victory/Nordic Metal. 2002

500.000 solgte plader lyder måske ikke meget for Offspring og No Doubt, to bands som Voodoo Glow Skulls tidligere har opvarmet for, men for et band som altid har udgivet sine plader for mindre, uafhængige pladeselskaber, er det bestemt ikke noget kimse ad. Voodoo Glow Skulls er netop signet til Victory Records, efter en længere periode hos Epitaph, hvor de nåede at udgive tre albums. Umiddelbart virker et band som Voodoo Glow Skulls næppe som det perfekte band for et tidligere så hardcore-fikseret selskab som Victory Records, eftersom Voodoo Glow Skulls mest begår sig indenfor den roligere, melodiske punk-genre, hvor de glædeligt og i bedste ska-stil kombinerer rockende guitarer med trompeter og tromboner, der har en sjov evne til at få lytteren lystigt at bevæge hænder, fødder og hoved – og hvad der ellers måtte være at bevæge. Denne sammensætning fungerer glimrende, og fremstår heldigvis ikke så pæn og hitlistedesignet, som meget af det der udkom i midten af 90’erne – en periode hvor Voodoo Glow Skulls selv hyppigt blev set på MTV America med videoen ”Fat Randy.” ”Steady As She Goes” er mindre poleret end hvad man havde regnet med fra Less Than Jake, men alligevel lidt mindre farligt end f.eks. Suicide Machines. Alt i alt er ”Steady As She Goes” en udmærket ska-plade, der vil få selv de mest hadske punkrødder ud på dansegulvet. Og det er fedt nok, for der bliver ikke lavet specielt mange gode ska-plader længere. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

It Dies Today; Forever Scorned

Life Sentence Records. 2002

Whoa, dette var overhoved ikke hvad jeg havde regnet med. Jeg havde ligesom gjort mig klar til en omgang tidstypisk death metal, og havde ellers ikke sat håbet alt for højt til dette nye band fra Buffalo. Hvad tænkte jeg på, mand? It Dies Today er ganske vist et ret ekstremt band, men de er bestemt ikke et death metal band, selvom ”Forever Scorned” er spækket med det ene fede metalriff efter det andet, og selvom der er svenske melo-inspirationer at skimte hist og her. Bandets metalbaggrund deles 50/50 med aggressive hardcore-grooves, der i sidste ende gør It Dies Today til en af årets federe metalcore nykommere. Min eneste negative bemærkning vil blive, at der kun er seks sange på pladen. Halvdelen af tiden sidder jeg og ønsker, at de cd’er, jeg har modtaget ville være lidt kortere, og nu sidder jeg ironisk nok og irriteres over en plade der er for kort. Aldrig tilfreds, vel? Jo, jeg er, og det vil du også være, hvis du er metalcore fan og leder efter en ny fed US-core plade. Det her kan få dig igennem dagen. It Dies Today vil råbe, skrige og brøle dig ud af sengen, ud af huset og hele vejen på arbejde. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

The Evoka Project; December Drive EP

Audiolab Records. 2002

The Evoka Project har fået rosende ord i bl.a. det voksende amerikanske 1340mag, hvilket er forståeligt, når man har hørt bandets nyeste udgivelse ”December Drive EP”, der er mikset af folk som Lou Giordano (Goo Goo Dolls, Sunny Day Real Estate osv.) og Mitch Easter (REM, Pavement osv.). Seks moderne pop-rock sange er det blevet til, og der er ikke en eneste dårlig iblandt. Fans af vidt forskellige bands som Juliana Theory og U2 bør tjekke The Evoka Project, og det samme kan den almindelige pop-rock elsker roligt gøre. Jeg siger ofte, at vi bør høre mere til det eller det andet band i fremtiden, men i Evoka Projects tilfælde kunne det rent faktisk gå hen og blive virkelighed. Det er nemlig den slags musik der godt kan sælge en pæn sjat i USA. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð      

 

Threshold; Critical Mass

InsideOUt/Nordic Metal. 2002

Fem studiealbums inde i karrieren og engelske Threshold er ved at være iblandt prog. rock genrens højst respekterede navne. I bedste prog. rock stil går Threshold også til den med nogle forholdsvis langvarige numre, der dog kun enkelt gang runder de ti minutter i den 13½ minutter lange titelsang ”Critical Mass.” På den anden side går de også kun en gang under femminutterslinjen. Alt er yderst professionelt udført på ”Critical Mass”, og selvom bandet et par gange befinder sig på udflugt i de evige jam(mer)-dale, så formår de at holde Lytteren ved hornene og i sidste ende skabe et vedvarende indtryk. Med andre ord; Threshold er lidt lettere tilgængelige end mange andre prog. rock/metal bands selvom der i tilfældet langtfra diskuteres radio-rock. Er du en seriøs prog. rocker, der er på udkig efter et nyt vedvarende progressivt album, så kan du roligt tjekke Thresholds ”Critical Mass”, men først efter at du har købt Spock’s Beards nyeste dobbeltalbum ”Snow.” (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Lunatic Gods; The Wilderness

Shindy Productions

Jeg kan høre det for mig: “Du efterspørger originalitet. Bands der tør, og bands der er anderledes. Her har du et af dem, hvad vil du gøre ved det?” Ja, Slovakiske Lunatic Gods er i sandhed anderledes. Måske ikke banebrydende, og bestemt ikke noget der vil husket som det band der ændrede musikhistorien, men de er anderledes, og de tør prøve sig frem. ”The Wilderness” er deres tredje album, og eftersigende deres bedste. Talen er om atmosfærisk og samtidig mørk death metal, der langtfra følger de faste mønstre bands som Cannibal Corpse har sat for de andre at følge. Bander finder sig tit i akustiske sangmønstre, hvor akustisk guitar og perkussion bander vej for ren sang og orgelspil. Og sådan fortsætter det med masser af temposkift og masser af forskellige underlige musikalske arrangementer koblet på en benhård death metal stil, der sågar også tæller noget der minder om arabiske folkemelodier. Så der har jeg det. Et band der tør og rent faktisk fører nogle originale idéer ud i livet. Alligevel må jeg indrømme, at der ikke er en eneste sang på ”The Wilderness” som jeg er specielt vild med. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Visions Of The Night; EnVisioning The New Age

SilverBirch Productions

Pressematerialet til denne ganske ekstreme dødsmetal-skive foreslår, at Visions Of The Night skaber musik der står ud af den voksende ekstreme metalmængde, og som indeholder brudstykker af death, black, thrash, hardcore og industrial. Ok, så må i godt komme ned på jorden igen, for der er intet der får Visions Of The Night at skille sig fra andre death metal bands. Det skulle da lige være for nogle horrorfikserede keyboardstykker hist og pist, men heller ikke det er nok til direkte at skille sig udfra mængden. I virkeligheden er Visions Of The Nights sange ret kedelige og ensformige, og i bund og grund består de kun af den sædvanlige omgang death metal med enkelte black metal-skrig presset ind efter behov. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Tjek også Issue #1