Infanterigruppen

Hvad skal en Infanterigruppe egentlig lave, hvis det brænder på, og hvordan skal de løse problemerne i kamp.

Infanteriet i Forsvaret er mekaniseret. Basisenheden i Hæren er Infanterigruppen på 10 mand, der transporteres til kampzonen i enten en PMV M-113 eller en MAN 8 INF gruppelastvogn. Fællesnævneren for begge transportmuligheder er, at de kan og skal yde TMG støtte for infanterigruppen, når de hopper af transportmidlet og går i nærkamp med fjenden.

Generelle kampopgaver

Infanterigruppen tæller 10 mand, der består af en gruppefører (BM), en næstkommanderende sektionsfører (Gevær 1), en sprængningsmand (Gevær 2 med 40 mm granatkaster G2/GRK), en sygehjælper (G3/SYHJ), en let maskingevær skytte (LMGSK), en let MG hjælper (LMGHJ), en PV skytte (PVSK med M-84 Carl Gustav dysekanon), en PV hjælper (PVHJ dvs. granatbærer), en tung maskingeværskytte (TMGSK og PMV chef) og en panseret mandskabsvogns kører (PMVK).

Infanterigruppen kan opdeles i 2 sektioner på hver 4 mand, og med 2 mand som rygdækning tilbage i PMV'en. Alle har en delopgave, der løses i samarbejde med infanterigruppen. Opgaven er som regel en observations- og dækningsopgave, hvor 2 til 3 mand (BM, PVSK og PVHJ) dels holder øje med og melder om fjendtlige bevægelser, enheder, poster og til dels yder dækningsild for de øvrige gruppemedlemmer, mens de rykker frem imod en fjendtlig stilling, hvis de kommer under fjendtligt kontraangreb, eller deres stilling kommer under angreb.

Kampvognsenheder kan beskydes på en sådan måde med lyddæmpede snigskytterifler, at de først mister deres antenner, så deres kommandører, hvis de kikker op for at se, hvad der sker, og så deres ammunitionslager eller deres kanonløb med panserbrydende ammunition. De amerikanske snigskytter træner i dette, og det kan vi også lærer, hvis vi da ikke allerede gør det i f.eks. Jægerkorpset og Frømandskorpset.

Frontliniedeployering

Infanterigruppen skal ved deployering fra PMV'en bevæge sig på linie ud til siden med to mand forrest (G1 og G2/GRK), så fire mand i midten (BM, G3/SYHJ, PVSK og PVHJ) og så to mand bagerst (LMGSK og LMGHJ) placeret med 50 meters mellemrum i en patruljeformation. PMV'en yder TMG støtte fra et mere sikkert sted, hvor der er dækning for PMV'en, og de kan hurtigt samle infanterigruppen op, hvis der sker noget uventet. Det får den effekt, at gruppens forreste og bagerste par selv kan klare at løbe ind i mindre fjendtlige infanterienheder, som de selv beskyder, mens de andre støtter dem ved at gå omkring fjendens position for derved at komme deres kammerater til hjælp.

Når infanterigruppen når frem til deres stilling, så graver de sig ned i et skovbryn, et markskel, eller de går i dækning bag naturlige forhindringer eller diverse bygninger. Der vil de så afvente fjendes bevægelser og eventuelle angreb, som så skal modarbejdes enten direkte med deres håndvåben eller indirekte med deres radioer og positioneringsudstyr, så egne styrker i form af artilleriet, panservåbnet, kamphelikopterne eller flyvevåbnet kan smadre fjendens enheder på stedet.

Infanterigruppen kan få til opgave at besætte et mindre område på en bakketop, hvorfra der er udsigt over fjendens operationsområder og dermed deres enheder. Så derfor skal stillingen sikres bedst muligt imod oprulning, dvs. flankeangreb fra siden eller fra højtliggende terræn. Der skal udvælges tre stillinger, som kan dække hinanden og landskabet omkring bakketoppen, og den centrale firemandssektion skal vælge den stilling, hvor der er bedst udsigt, og de dækkes fra siderne af de to andre positioner.

Fjenden vil sende opklaringsstyrker op på toppen for at kikke eller oprette en lignende post, så når de kommer forbi, så skal der kæmpes om stillingen med alle midler. Alt skal sættes ind på at holde stillingen, for det kan let koster mere at miste den og endnu mere at skulle generobre den. Hvis fjenden allerede er der, så skal de nedkæmpes, hvis det kan lade sig gøre med så få tab som muligt. Det sikreste er at afvente situationen, og få et klart overblik inden man går til angreb.

I frontlinien forventes det, at infanterigruppen samarbejder med deres PMV og øvrige naboenheder først, inden de tilkalder yderligere støtte, men denne støtte leveres jo alligevel på basis af de indsendte måldata fra infanterigruppen. Stabskompagniet vil samle og evaluere alle oplysninger om fjendens bevægelser, og de skal levere dem til de ledende officerer, som så kan tage de fornødne skridt til, at fjendens enheder foran infanteristillingen bliver angrebet og tilintetgjort.

Kamp om vigtige knudepunkter

Infanterigruppen skal som led i f.eks. Panserinfanterikompagniet deltage i kampe om vigtige mål, der skal forhindre eller genere fjendens bevægelser. Disse mål kaldes knudepunkter, hvorfra man kan beherske det lokale område og kontrolere de tilstødende veje. Skove, bakker, læhegn, vejkryds, broer, gårde, landsbyer, villakvarterer, boligkarrérer, fabrikker, højhuse, bykerner.... etc. etc. er alle naturlige mål for et Panserinfanterikompagni.

* Skoven har en naturlig dækning, hvor mange fjendtlige enheder kan skjule sig sammen med deres tilhørende forsyningsenheder. Skovene kan være uigennemtrængelig og være en naturlig fort, hvor selv artillerigranater ikke rigtigt kan få ram på nogen, for træerne vil virke dæmpende på virkning, som granateksplosionerne har. Tæt på er de stadig farlige, men granatsplinterne rammer flere træer end soldater, så det kan være spild af granater at beskyde en skov.

Panserinfanterikompagniet skal nærme sig en skovbryn med forsigtighed, så der skal sendes opklaringsstyrker ind først. Hvis skoven ikke er besat og dermed befæstet, så kan man trænge dybere ind i skoven ved at sende patruljer dybt ind i skoven og et par patruljer langs skovbrynet. Dette gøres i stilhed, for kampvognsmotorer larmer jo som bekendt. Hvis der opdages en fjendtlig stilling, så skal man liste sig nærmere, mens der føres flere infanterigrupper op på flankerne.

Panserinfanterikompagniet skal indele skoven i sektorer. Hvis der er fjendtlige styrker i skoven, og de ikke har beskudt de udsendte infanteripatruljer, så skal de observeres, mens der bringes forstærkninger frem. Hvis PMV'ernes fremdriftssystem kan gøres endnu mere lydløst f.eks. med elmotorer, så kan de jo listes nærmere fjenden, og de kan deltage i infanteriangrebet på deres stillinger. Der skal som regel altid vælges et svagt punkt, som så angribes med en passende som regel tre gange så stor styrke, som så skal besætte den erobrede stilling.

Der angribes i formation med massiv ildkraft i form af granater og håndvåben, og det er op til kompagnichefen på stedet, om angrebet skal gennemføres med fuld styrke på begge flanker, så fjendens stillinger på flankerne rulles op, eller om der skal afventes forstærkninger fra de tilstødende enheder. Når skoven så er erobret, skal den befæstes, hvis den er eller bliver en vigtig del af frontlinien, ellers skal Infanterigruppen sidde op og køre hen til næste knudepunkt.

* Byer er med deres mange veje, jernbaner, vandløb, bygninger, fabrikker, kommunikationscentre og dermed skjulesteder et meget vigtigt knudepunkt, der skal tages eller generobres, hvis man vil fører sine styrker videre fra A til B. Man starter med at omringe fjendtlige byer, afskære deres forsyningslinier såsom vand, el, telefon, mad... etc. Dernæst låser man fjendens bevægelser med artilleri- og flyangreb, mens man finder et svagt indgangspunkt i udkanten af byen.

Imod dette punkt rettes et koncentreret artilleriangreb, mens Infanterigrupperne støttet af PMV'er og kampvogne går til angreb på bydelen. Panserinfanterikompagniet driver først en kile tværs igennem byen, mens de holder fjenden på afstand. Infanterigrupperne angriber de huse og boligblokke, der bedst giver dækning for angrebet. I sammenhængende boligblokke sprænges der vej igennem kældermurene fra nabohus til nabohus, mens Infanterigrupperne rydder lejlighederne rum for rum hele boligblokken rundt.

På den måde bliver husene i et boligkvarter til en fæstning med gaderne som en voldgrave, og hvorfra Infanterigrupperne kan angribe det næste kvarters boligblokke. Grunden til, at man sprænger vej igennem en masse kældermure er, at man derved får en overdækket forsynings- og evakueringsrute, som ikke kan generes særligt godt af fjendtlige enheder. Af andre mulige fremrykningsruter kan nævnes tage, baggårde, undergrundsbaner og større kloakledninger.

Højhuse prioriteres som knudepunkter, fordi man derfra kan observere og dermed kontrolere et større areal direkte eller inddirekte. Når Infanterigrupperne har kæmpet sig vej tværs igennem en by, så skal byens større kvarterer splittes op med nye kilefremstød for at dele byen op i mindre og mindre lommer, hvor fjenden kan have forskanset sig. Hver gang et bykvarter erobres, så skal gaderne i det barrikaderes og befæstes med antitankvåben, PMV'er og kampvogne.

Hvis byen efter en erobring skal befæstes, sker det ved at grave en bred pansergrav rundt om byen i en ring. Alle veje til byen skal også graves op, der skal lægges foldebroer over, som skal kunne bortsprænges, hvis fjenden går til kraftigt modangreb. Bag pansergraven skal der graves en serie sammenhængende skyttegrave, som sammen med camouflerede maskingeværer, antitankvåben og nedgravede kampvogne skal beskytte pansergraven og især foldebroerne imod gennemtrængning.

Rundt om byen skal der oprettes en række perimeterposter, hvorfra Infanterigrupperne kan overvåge fjendens større troppebevægelser, mens de selv genere de mindre. I byens udkant laves endnu en forsvarslinie, hvor man fra udvalgte huse skal kunne beskyde terrænet omkring byen, gaderne til byen og de åbne områder i byen. Smalle befæstede rækker af huse skal med mellemrum stikke ud, og imellem dem skal Infanterigrupperne kunne lægges en krydsild til begge sider.

Infanterigruppernes stilling inde i husene skal sikres med sandsække, alle vinduer skal være åbne, og der skal skydes inde fra midten af rummet, så fjenden ikke kan bestemme fra hvilket vindue, der bliver skudt. Hver Infanterigruppe vil få tildelt en krydsildszone, som de skal kunne kontrolere sammen med andre Infanterigrupper i husene overfor og til den ene side, og de skal sammen kunne sikre, at fjenden ikke trænger igennem deres område uden maksimale tab.

I den indre bykerne kan Panserinfanteribataljonen eller brigaden oprette et hovedkvarter, lagre af ammunition og øvrige forsyninger samt et felthospital, og hvad der ellers er brug for. Derfra kan byen så forsvares indtil forstærkningerne kommer til undsætning, og enhederne kan tage videre. Hvis det drejer sig om generobringen af en dansk by, så vil Infanterigruppernes taktik kunne hjælpe til med at generobre byen hurtigere.

* Vejkryds og broer er andre vigtige knudepunkter. Her skal Infanterigruppen sikre det omkringliggende terræn, så fjenden ikke kan komme for tæt på og dermed tage knudepunktet. Kampen om f.eks. Bastogne under 2. Verdens krig handlede om netop et sådant knudepunkt, hvor ikke mindre end syv skovveje i Ardennerne mødtes, og derfor var knudepunktet vigtig for både tyskerne og især den hårdt prøvede og nedslidte amerikanske 101. faldskærmsdivision.

Af broer kan nævnes broen ved Remagen, hvor amerikanerne gik over Rhinen. Derved sikredes tyskernes sammenbrud hurtigere i vest. Så forsvaret af knudepunkter er særdeles vigtige i et overordnet strategisk sammenhæng. Det er en af grundene til, at alle fremtidige slag vil komme til at stå om netværket af motorveje, landeveje, floder, jernbaner og især i de knudepunkter, hvor de mødes. Den, der holder knudepunkterne, kan bruge eller hindre brugen af forbindelsesvejene imellem dem, og man kan især forhindre transporten imellem to af knudepunktets naboer.

Hvis vejene imellem dem er truede, så kan arealerne imellem vejene, floderne og jernbanerne rydes for fjendtlige styrker et efter et efter samme taktik, som bruges til at rydde en fjendtlig by. Det vil ikke tage lang tid, hvis der ikke er dækning på netop disse arealer, men hvis der er, så vil det med forsigtighed tage længere tid at rydde op. Tætte læhegn imellem smalle marker som i Normadiet kan give tilstrækkelig dækning for en forsvarsstyrke, så disse skal ryddes med stor forsigtighed.

Til slut kan det siges, at Infanterigruppen ikke har det letteste job i Forsvaret. De skal gøre det beskidte arbejde med at rydde op, fordi kampvognene er for store, for klodsede og for sårbare til det, og en Infanterigruppe kan lettere snige sig rundt i terrænet. Panservåbnet skaber gennembrudet, men det er Infanterigruppen, der holder landet, når kampen går i gang.