Siden her er en række spørgsmål og svar. Skriv din mening og send den ind med E-mail.
Home Baggrund Dansk forsvar Forkortelser Infanterigruppen Links Hvorfor er der brug for disse sider om dansk forsvar?
Det danske forsvars forskellige hjemmesider er af varierende kvalitet, oplysningerne er sparsomme, og det er ikke bare lige sådan at sætte sig ind i dansk forsvar.
Det er et problem, som jeg blev bidt af, og da jeg elsker at løse problemer, så gik jeg igang med at finde hoved og hale på de mange oplysninger på internettet. Det har taget en masse tid, kostet en masse kroner til udskrifter, og jeg har lært mig selv en masse om dansk forsvar samt en del andre landes forsvarstyrkers sammensætning, struktur og organisation.
Hvorfor skal vi have et dansk forsvar?
Fordi vi danskere skal kunne håndhæve vores ret til at bestemme over vores eget "lille" land. Det drejer sig i bund og grund om, hvem der skal bestemme over hvem og hvordan. Hvis vi ikke havde vores forsvar, så ville et stærkere naboland eller Europa for den sags skyld kunne opsluge os som et militærpolitisk protektorat.
De ville simpelt hen begynde at ignorerer vores ret til at bestemme over os selv, og de ville rulle ind med kampvogne, hvis vi gik imod deres "særinteresser". Den stærkeste ret gælder til enhver tid.
Der er flere folkeslag, som er kommet i klemme, fordi de ikke havde deres eget land med deres eget forsvar, eller fordi deres forsvar er blevt smadret. Palæstinenserne, kurderne, baskerne, sigøjnerne, jøderne, ect. ect. bare her i Europa. Fortidens synder trækker desværre lange skygger.
Et dansk forsvar er vores garanti for en dansk nation med plads til et dansk folk under dansk lov.
Hvad mener jeg om dansk forsvar her og nu?
Som civilist er jeg efterhånden af den mening, at forsvaret efter flere års tovtrækning imellem de skiftende flertaller er blevet så svækket, at man knapt nok kunne nå stable et effektivt forsvar på benene, hvis en fjende skulle finde på at angribe.
Ved at sammenligne det danske forsvar med især de amerikanske styrker, der er opstillet efter Air Land Battle 2000 konceptet og iøvrigt er verdens stærkeste, er vi i en sørgelig umoderne forfatning. Vi har ganske vist visse moderne våbensystemer til vores rådighed, men det er klart for enhver, at det danske forsvar har meget lidt i arsenalerne, der direkte virker afskrækkende på en fremtidig fjende. Vi kan vel slås organiseret i en dags tid, før vi bliver slået til plukfisk.
Det er derfor vi er medlem af NATO. Saefty in numbers you know.
Ganske vist er Warszawa pagten opløst, Berlinmuren faldet og den kolde krig er forbi. Alt er fredeligt. Sådan da. Men Golfkrigen, balkankrigene, World Trade Center, etc. har overbevist mig om, at der er for mange skøre kugler derude med løse aftrækkerfingre og røde denatorknapper til, at vi kan tro på vores nationale sikkerhed i fremtidens verden af potentielt farlige nationer.
Selv i Kina kan man knapt nok rynke på næsen uden at få en forbandet stor kampvogn i nakken. Det samme gælder nok også snart i Rusland, hvis Putin får magt, som han har agt. Bl.a. pga. det tjetenske problem. Før eller siden må russerne finde en permanent løsning på problemet, og det lyder ikke ret godt.
Krigsfaren vil derfor altid ligge og lure på de svage nationer, og der er millitaristiske nationer nok her i verdenen. Danmark er et for lille land til at udgøre en overvældende militær trussel imod andre nationer, men vi kan i fredens og FN's tjeneste være med til at skabe, bevare og genopbygge freden.
Vi var ganske vist i aktion på Balkan og med i Golfkrigen, men vi burde have sendt en større kampstyrke af sted med den opgave at nedkæmpe alle aggressive styrker i konfliktområderne.
Hvorfor skal Danmark gå i krig?
For at bruge vores forsvar til at skabe freden. Forsvarsbudgettet skal jo bruges til noget fornuftigt alligevel.
Hvis der er krig et eller andet sted her i verden, så vil mindst en af parterne ikke have fred, og derfor skal Danmark kunne stille med hvad der svare til en tung fredsskabende kampstyrke, en fredsbevarende militærpolitistyrke og et fredsopbyggende humanitært civilforsvar til brug i nødsituationer. Sammen skal de tre styrker danne en dansk international division. DID i stedet for DIB.
Når der er krig i en region, så skal der hurtigst muligt skabes fred. Derfor skal alle de aggressive kampstyrker i området pacificeres med overvældende våbenmagt. De skal angribes af neutrale fredsskabende styrker, der er villige til at gå langt for at skabe fred, og det skal vores forsvars soldater være en del af.
Det ligger vores og andre landes soldaters primære og grundlæggende opgave. At skabe freden.
Dernæst sendes de fredsbevarende styrker ind for at sikre kampområdet, og for at dække de humanitære organisationers arbejde med at genoprette livsgrundlaget for de civile i selve kampområdet. Det burde være målet for enhver fredsskabende mission udført af et hvilket som helst forsvar.
Hvilke konsekvenser har krig?
Von Clausewich havde en del tanker om total krig. Det gik ud på at føre krig imod et lands militær, befolkning, krigsindustri, etc. etc. indtil fjendens moral og krigsførende evne var knust. Det er en meget omstændelig og kostbar proces. Vi har set det udført i praksis under 1. og 2. Verdenskrig.
Nutidens krigsførelse med især kirurgisk præcision er mere økonomisk både militært og civilt, selv om det er særdeles dyrt teknologisk set. Fjendens befolkning skal blot vide, at det ikke er sundt at opholde sig nær militære mål, og at de kun bliver ramt, hvis nogen på begge sider skyder forbi deres mål.
Kirurgisk krigsførelse indebærer også, at soldater bevist skal gå efter de fjendtlige mål, enheder og personel, der angriber eller blokere deres styrker. Det gælder om at infiltrerer fjendes linier, afbryde hans forsyninger og kommunikation, og tage fjendens militære ledelse til fange.
Alt, hvad der skyder på en dansk soldat, er pr. definition fjendtligt, og dermed et legitimt mål. Civile huse, personer og andre fredelige ting ignoreres, mens soldaterne søger efter fjendtlige enheder.
Den kirurgiske krig vil eller bør hindre flygtningestrømme på vejene, ophobning af flygtninge på strategiske steder, og opretningen af ressourcekrævende flygtningelejre i nabolandene. Problemet er, om fjendens militære og paramilitære styrker følger disse simple regler for krigsførsel, eller om de bevist skaber situationen med terrormidler for at hæmme de fredsskabende troppebevægelser.
Moderne styrker har ingen fordel ved at genere civile i et kampområde. Det er spild at krudt, energi og tid.
Målet er fjenden og kun fjenden. Dernæst freden, når fjenden er slået.
Hvorfor er der krig?
Krig er en kulturbestemt konflikt imellem to eller flere personer, regioner, folkeslag, stater og deres allierede. Når folk først bliver uenige, så skal der ikke meget til, førend en eller andens stolthed bliver såret, og en eller anden bliver dræbt. Og så ruller lavinen med kaos til følge.
Historisk set er næsten alle krige startet, fordi A ser en mulighed for at sætte B på plads. A føler sig stærkere og derfor overlegen i forhold til B, som behandles derefter, så derfor går A i kødet på B, eller omvendt hvis B føler sig presset af A. Japan og USA i 1941 er et militærpolitisk skoleeksempel på det forløb. Krige starter, fordi en nation bliver presset ind i et hjørne, som de ikke kan komme ud af uden at tabe al respekt.
Siden tidernes morgen har den stærkeste ville hævde sig over den svageste. De mennesker, der føre et hårdt liv, bliver stærkere end dem, der føre et mageligt liv. De tidlige konflikter imellem bjerghyrder, nomaderne og de tidlige bondesamfund var regulære røvertogter. Senere udviklede krigen sig til regulære nedslagtninger med maskingeværer, og nu til en teknologisk kirurgisk krigsførsel, som kun de økonomisk stærkeste har råd til.
De svageste må kæmpe med de få midler, som de kan få fat i og bruge dem til deres fordel.
Der er to måder at føre krig på, den moderne front mod front, og det urgamle raid imod det svage punkt. Den første er den vestlige metode, som startedes af grækerne. De fandt ud af, at udiciplinerede fjendtlige styrker fra nabolandene enten kunne skræmmes væk eller smadres systematisk af ordnede ensartede troppestyrker.
Kort sagt, de døde fjender kom ikke tilbage for at plage dem, og de overlevende vendte ikke frivilligt tilbage efter sådan en oplevelse. Flokmentaliteten er en ulempe imod ordnede troppestyrker, og når frygten rammer de udiciplinerede angribere, så slog grækerne for alvor til. Fjenden blev demoraliseret og slagtet systematisk foran grækernes geleder, og hvis fjenden prøvede at flygte, så måtte de enten smide våbene eller slå deres egen ihjel for at komme væk så hurtigt som muligt.
Naboerne bliver jo klogere med tiden, så de bruger de samme metoder, og så er man lige vidt. Det er den numeriske stærkeste side, der vinder, så man må finde på noget nyt, og så er våbenkapløbet igang.
Den anden metode er den oprindelige metode, som stenalderjægeren bruger, når han udvælger og opspore et svagt ubevogtet bytte, som så bliver dræbt. Røverne bruger den imod rige rejsende. Kosakkerne brugte den imod efternølerne i Napoleons franske hær. Anarkisterne brugte den imod de kongelige op til 1. verdenskrig. Nu er det terroristernes tur til at bruge den og selvmordsbombere. Selv her er våbenkapløbet igang.
I dag kalder vi det for guerillataktik, hvis der er tale om anderkendte frihedskæmpere, men metoden bruges i dag hovedsageligt af terrorister, fordi der som regel bliver dræbt civilister. Det er den metode, som svagere krigsførende parter i undertal har mest held med. Læg på lur efter fjenden, nedslagt dem og demoraliser dem. Se bare Vietnam, Afghanistan og nu måske også Irak med over 500 døde amerikanske soldater.
Hvordan skal moderne krig føres?
Hvordan bekæmper man terrorstyrker, der gemmer sig blandt civile, der enten frivilligt af patrotisme eller ufrivilligt af frygt skjuler dem og støtter dem logistisk med mad, våben, penge, transport, skjulesteder...
Det er ikke let at svare på. En ting er sikkert. Civile uden våben kan og tør intet gøre for at standse dem, hvis terroristerne kommer forbi med deres bomber. Civile bliver derfor til får, der må lade sig klippe og misbruge. Det skaber spændinger, og det kan resultere i et senere blodige opgør, når den primære fjende er drevet bort, overvundet eller tilintetgjort. Se bare på udviklingen i Afghanistan efter russernes forsvinden.
I dag har fredsbevarende styrker det med at måle deres succes på, hvor mange våben de, får fat på. Det kan desvære gå hen op blive optakten til en tragedie, fordi når de fredsbevarende styrker køre ud af byen, så går de onde ind for at hente det, de kom efter, og nu kan ingen ubevæbnede lokale stå imod dem.
Dem med våben bestemmer, hvem der lever eller dør. Folk uden våben dør bare. Mæh.
I et land i krig bør alle have våben, og de bør især have en vis ide om, hvordan, hvornår og hvorfor de skal bruge deres våben og imod hvem. Fredsbevarende styrker bør oprette våbenskoler, hvor lokalbefolkningen kan lære om våbenbrug og især om grunden til brugen af våbnene. En civilbefolkning uddannet i brugen og især om faren ved våben, vil måske tænke sig om to gange, før de åbner ild.
Der kan samtidigt skabes et sundt grundlag for en fremtidig politi- og militærstyrke i landet.
Det vil også skabe en gensidig respekt i kampområdet imellem de civile, de fredsbevarende styrker og en vis frygt hos terroristerne, hvis der er risiko for, at den lokale befolkning blander sig imod deres terroraktioner, der nu er nødt til kun at være rettet imod de fredsbevarende styrker. Det vil tynde ud i antallet af vilkårlige angreb, men sandsynligvis optrappe styrken i angrebene.
Fredsbevarende soldater og især politikere frygter vel, at det skaber endnu mere kaos end fred. Tænk på, at et land i krig er oversvømmet med våben i forvejen. De er nemme at få fat på, billige i pris, og at alle og enhver kan og vil bruge dem alligevel, hvis lortet brænder på. Tænk også på, at våben ikke er lydløse, vore fredsbevarende styrker kan jo følge efter lyden af "kanonerne", som Custer sagde under borgerkrigen.
Start med at fjerne de tunge våben. Kampvogne, PMV'er, kanoner, antiluftmissiler, antitankraketter, maskingeværer, sprængstofferne, denatorene, ammunitionerne.... Saml dem i kasernerne. Dernæst registrer dem, der ejer de lette håndvåben, tag prøver af kugler og hylstre, plant eventuelt sporingsudstyr på dem, og efterforsk brugen af våbene, som man vil gøre i en kriminalsag.
Det er manden, der vil bruge våben, der er farlig, og ikke hans våben. Dem får han fat på alligevel.
Hvad er en hær egentlig?
Hæren er en svært bevæbnet styrke, der har til opgave at håndhæve landets love og magthavernes vilje med alle midler. Det kan betyde en masse blod, sved og tårer for hærens soldater, civile fanget i kampområdet, og især for de fjentlige styrker, der kæmper imod hærens soldater.
Dybest set er hæren en politistyrke. Den skal opretholde loven med ekstrem styrke. De fleste fredsbevarende missioner er en slags politiopgave. Dog kun for politiets specialstyrker og antiterrorkorps.
Hvordan skabes freden?
Ved at føre konventionel krig med alle midler indtil skyderierne standser af sig selv.
Som sagt før. Når der er krig i en region, så skal der hurtigst muligt skabes fred. Alle aggressive kampstyrker i området skal pacificeres helst med en overvældende våbenmagt. De skal angribes af neutrale fredsskabende styrker, og de skal være villige til at gå langt for at skabe fred.
Nabokrigen, borgerkrigen eller terrorkrigen skaber intet godt. De ødelægger kun, hvad freden har bygget op, og derfor er de et onde, som skal standses med alle midler primært våbenmagt. Mentalt set er en krigsførende nation, en statsmagt eller en terrorgruppe lidt for langt ude, og de vil i deres magtberuselse gøre ting, som ikke kan gøre andet end fortræd imod de uskyldige.
Kravet til fredsskabende nationer er blot, at man ikke selv bliver som sine fjender, selv Kofi Anan fik jo sig en lærestreg i Somalia, da han og amerikanerne mistede overblikket i Mogadisiu og førte krig, selv om de begge og især Kofi Anan og FN var på en fredsbevarende/opbyggende mission.
Jeg kunne forestille mig, at man i FN regi delte verdens lande op i fredsskabende regioner, der skulle holde øje med et centralt land i regionen, som så skulle være mål for en fremtidig fredsskabende mission. Dvs. et slags globalt naboværn, hvor nabolandene til et par krigsførende lande eller et borgerkrigshærget land skulle gøre sig kampklare hurtigst muligt og rykke ind langs frontlinien.
En sådan fredsskabende mission kan jo få begge eller det ene land til at bakke ud af krigen, og hvis det ene eller begge lande er aggressive dvs. offencive, så skal der slås hårdt ned. Når boksedommeren i form af FN siger break, så mener han BREAK!
Dette vil hjælpe på freden imellem de små lande. Problemet er de store lande, og hvad gør man, hvis det er et af de rigtigt store lande med masser af mennesker, resourser, våben og politisk vilje bag sig går i krig uden tilladelse fra FN imod en mindre nation eller folkeslag.
Så må en større international styrke stables på benene eller f.eks. kunne et land som f.eks. USA få til opgave at banke landet på plads med alle midler. De besætter så landet indtil der er stablet en stor international fredsbevarende styrke på benene, som kan afløse den fredsskabende styrke, og de kan tage hjem igen.
Hvorfor skulle man ellers acceptere verdens eneste supermagts militære overlegenhed, hvis ikke det var fordi, at den skulle bruges til at skabe fred på den hårde måde. Hvis amerikanerene ikke vil bruge deres tropper på at skabe fred, så må de trappe deres styrker ned til en mere normal størrelse, og dertil holde dem hjemme på en mere permanent basis. Fredsskabende missioner er US Armys eksistensgrundlag i FN's øjne.
Det er fredsskabende soldaters primære opgave. At skabe freden hurtigst muligt.
Hvordan bevares freden?
Fredsbevarende missioner udføres nok bedst af vores opklaringsstyrker, som alligevel skal liste sig frem på jagt efter fjentlige styrker, positioner og andet, der kan være med til at skade fjenden. Fjenden udgøres af den eller de personer, der ønsker at fortsætte krigen, og som vil bruge våbenmagt for at gøre det.
Chekpoints skal oprettes for at begrænse fjendtlige bevægelser. Observationsposter skal oprettes for at lokalisere fjendtlige bevægelser og dermed også deres baser. Og endelig skal opklaringsstyrkerne sammen med lokale politistyrker optrævle de celler af modstandsfolk eller terrorister, der opererer inden for området.
Hvis man skal sammenligne den fredsbevarende opgave med en anden lignenede opgave, som politiet har, så er det optrevlingen af den organiserede narkokriminatitet. Begge grupper arbejder i det skjulte, de kan begge bruge frygt som magtmiddel til at få folk til at makke ret, begge grupper kan financierer deres aktiviteter med kriminalitet, og begge grupper har og ønsker mere adgang til våben. Mens den ene gruppe udelukkende focusere på våbenanskaffelse og brug af dem, så fokusere den anden gruppe på narkosalg.
Hvad enten en fredsbevarende militærstyrke leder efter våben og især sprængstoffer, eller en politigruppe af kriminalfolk leder efter narkotika og smuglere, så er der en anden fællesnævner. Narko og sprængstof lugter, og da man har narkohunde i politiet, så hvorfor har man ikke flere bombehunde, der kan lugte sig frem til et eller flere lagre af illegal sprængstoffer.
Efterretningsmæssigt vil den nemmeste måde at optrevle en fjendtlig gruppe være at afsløre deres våbenlagre, overvåge dem intensivt, og dermed kan man optrevle gruppens organisation. Forskellen på frihedskæmpere og terrorister er deres mål, militært eller civilt?
Man kan faktisk forestille sig, at vore efterretningsfolk kunne placerer sporingsudstyr i flere våben, de sælger disse våben, som så kunne spores, hvorved terroristen uvidende afsløre sig selv, sine kammerater, sine baser og sine våbenlagre. Dvs. at et illegalt våbenmarked kan infiltreres, lagrene spores og køberne opsnappes af efterretningsfolkene i tæt samarbejde med de fredsbevarende styrker.
Denne strategi vil efter min mening snart tynde ud i de irregulærer fjendtlige styrker.
Hvordan genopbygges freden?
Det ved jeg ikke. Spørg DANIDA.
Home Baggrund Dansk forsvar Forkortelser Infanterigruppen Links