For at kortlægge Alemáns ikke-diskursive sociale praksis har jeg anvendt dels historieskrivningen, dels forskellige primære kilder, da der er tale om en så nylig og stadig igangværende historie. Det drejer sig for det første om dokumenter, der har karakter af love og budgetter, og som i kraft af at være udarbejdet af regeringen er institutionaliserede retningslinier for den ønskede politiske praksis. For det andet støtter jeg mig til statistiske oversigter over valgresultater, demografiske data o.l. Og for det tredje bruger jeg forskellige aktørers udlægninger af præsidentens sociale praksis. Især pressens dækning af de politiske begivenheder under Alemáns regering er en omfattende kilde i dette speciale. Aviserne er vigtige og interessante kilder, da de hidtil er de eneste, der har beskæftiget sig indgående med emnet og samtidig er meningsdannende og med til at påvirke de hegemoniske kampe i Nicaragua. Jeg har forholdt mig kritisk til udlægningerne ved at lægge vægt på bredde i udvalget af medier og inddrage samtlige primære aktørers meninger.

Min bearbejdning af disse kilder vil danne baggrund for den sociale praksis, der analyseres i kapitel 5.

For at få et nuanceret billede af begivenhedernes gang har jeg fulgt debatten over en fireårig periode i fire nicaraguanske dagblade: La Prensa, El Nuevo Diario, La Tribuna og La Noticia samt i ugeavisen Confidencial, som alle er tilgængelige på Internettet⁵. De mest omtalte begivenheder har jeg også kunnet læse om i andre latinamerikanske, danske og engelsksprogede aviser og tidsskrifter.

Nicaraguansk presse har i 90’erne undergået store forandringer i et forsøg på at professionalisere sig og blive politisk uafhængig (Walker, 1997: 281&286). La Prensa ejes af Violeta Chamorro. Den har traditionelt været en oppositionsavis, og da Chamorro blev præsident i 1990, havde den derfor en identitetskrise. Udfaldet blev, at Violeta blev fjernet fra bestyrelsen og hendes datter, der var redaktør, fyret, så avisen kunne blive mere uafhængig og bevare sin oppositionsholdning. Der er en antisandinistisk holdning blandt de ansatte (ibid.: 288-9). La Prensa udkommer dagligt i 35.000 eksemplarer. El Nuevo Diario er større med et dagligt oplag på 45-50.000 eksemplarer (Norory, 19.7.2001). Den er et arbejder-ejet kooperativ, der politisk sympatiserer med MRS (Movimiento de Renovación Sandinista), men udelukkende finansieres af annoncer og salg. La Tribuna startede først i 1993 og ejes af Haroldo Montealegre, der er medlem af det nuværende regeringsparti Partido Liberal Constitucionalista (PLC). Fra begyndelsen erklærede avisen sig uafhængig, men viste sig alligevel at være præget af ejerens politiske synspunkter (Walker, 1997: 289). La Noticia opstod i 1999 på initiativ af en gruppe liberale aktivister, der ønskede et skriftligt medie til at gøre PLC’s og Alemáns bedrifter synlige og til at opveje La Prensa og El Nuevo Diario, som de betegner som oppositionsaviser med deres "campaña abierta en contra de la administración liberal" (Castaño, 13.7.2001). Confidencial startede i juli 1996 og er et politisk pluralt blad, der ikke er nyheds-orienteret, men baseret på baggrundshistorier. Det er rettet til og læses af forretningsfolk, politikere og diplomater. Internetudgaven har hver uge 2000 læsere (Norory, 13.7.2001), mens der trykkes aviser til 1000 abonnenter (Norory, 19.7.2001). Samlet kan pressen betegnes som yderst fri og kritisk. Aviserne er uafhængige, men de fleste har alligevel en bestemt politisk orientering.

For at få et grundigt indblik i Alemáns diskursive praksis har jeg læst 71 af hans taler fordelt over perioden fra november 1995 til marts 2001, hvilket har givet mig indblik i de generelle tendenser i hans artikulering af diskurser over tid og afhængigt af fora og emner. Selvom jeg kun vil analysere de tre valgte taler, er kendskabet til de andre – ligesom til hele den nicaraguanske kontekst i øvrigt – afgørende for på den diskursive praksis’ niveau at kunne analysere brugen af intertekstualitet. Og som Fairclough siger, så er det kun muligt at vælge den relevante empiri, hvis man har kendskab til hele ’arkivet’ og den samlede diskursorden (Fairclough, 1992: 226-7). Man må afdække strukturen, før man kan afgøre, om konkrete kommunikative begivenheder reproducerer eller ændrer den.

De tre udvalgte taler er Alemáns åbningstale fra 10. januar 1997, hvor han tiltrådte; den årlige præsentation af årsberetningen i parlamentet 10. januar 2000; og en tilsvarende tale i forbindelse med den fjerde årsberetning, der fremlagdes 10. januar 2001. Disse taler er sammenlignelige, da de er de eneste af de 71, jeg har til rådighed, som er rettet til parlamentet, og som er en grundig gennemgang af det politiske program. De berører politiske emner, DGR og er relativt lange sammenlignet med Alemáns ofte meget korte taler i forbindelse med indvielser af offentlige bygninger o.l. De er vigtige taler, dels fordi Alemán med dem skal stå til regnskab over for befolkningen og den lovgivende magt, dels fordi de repræsenterer tre nøglepunkter: I 1997 har Alemán forholdsvis frie tøjler, talen fra januar 2000 finder sted på det allermest omstridte tidspunkt, som evalueres i bakspejlet i 2001. Derfor er de tre taler udtryk for et før-, et under- og et efterstadie og kan vise en eventuel udvikling og forandring i den diskursive strategi. Alemáns politiske praksis tager, som vi skal se, drastiske vendinger over denne årrække, og netop disse taler viser, hvordan han diskursivt forklarer og konstruerer de forskellige handlinger.

Jeg vil forsøge analytisk at adskille de områder, som Fairclough opererer med. Dog vil der nødvendigvis være visse overlapninger, da adskillelsen ikke findes i virkeligheden og derfor kan være svær at opretholde i analysen. Jeg vil starte med i kapitel 5 at rekonstruere den relevante sociale praksis og orden og forholde den til DGR-begrebet. I kapitel 6 bevæger jeg mig ind i den midterste dimension af Faircloughs model (jf. s. 10), idet jeg analyserer produktionen og distributionen af de tre taler. Disse vil derefter blive analyseret tekstnært i kapitel 7, som svarer til den inderste ramme i diskursmodellen. Så vender jeg tilbage til den diskursive praksis ved at se på intertekstualitet i kapitel 8 og kohærens og konsumering i kapitel 9. Endelig vil analysen slutte i den sociale praksis i kapitel 10, der sætter fokus på hegemoni og antagonisme.