Dette speciales analyse vil grundlæggende bygge på Norman Faircloughs forståelse af diskurs. Fairclough har en humanistisk baggrund, men udarbejder i sine værker om kritisk diskursanalyse en teoretisk og metodisk ramme, der integrerer lingvistik og pragmatik med samfundsanalytiske tilgange fra Gramsci, Althusser, Foucault, Habermas og Giddens (Fairclough, 1992: 1). Han mener, at sprog er nært forbundet med bredere sociale processer; at humaniora og samfundsvidenskab kan berige hinanden, og han vil især gerne overbevise samfundsfagene om det helt essentielle i at tage udgangspunkt i konkrete tekster for at kunne drage mere abstrakte konklusioner om sammenhænge i samfundet.

For Fairclough er tekst skrevet og talt sprog, mens diskurs (udetermineret form) er den skrevne og talte sprogbrug forstået i tre dimensioner: teksten selv, produktionen og fortolkningen heraf samt den sociale praksis, teksten er en del af (ibid.: 4&62). Med andre ord er diskurs social handlen i sig selv (ibid.: 63). En diskurs (determineret form) bruges om en bestemt måde at konstruere et emne på. Fx taler Fairclough om mediediskursen (ibid.: 113) og en kriminalitetsdiskurs (ibid.: 130).

Den kritiske diskursanalyse er socialkonstruktionistisk. Dvs. at den forholder sig kritisk til ’selvfølgelig viden’, som den opfatter som kontingent; som blot vores måde at kategorisere verden på alt efter vores kulturelle og historiske kontekst. Denne sociale konstruktion af verden gennem vores italesættelse af den har direkte konsekvenser for, hvordan vi i øvrigt agerer og indretter vores samfund. Helt central for teorien er dog Faircloughs forståelse af forholdet mellem struktur og praksis som gensidigt konstituerende (Fairclough, 1992: 45). Fra Foucault har han adopteret forestillingen om, at diskurs har et aktivt forhold til virkeligheden (ibid.: 42). Fairclough afviser imidlertid diskurs’ ensidige forrang og lægger vægt på, at der er et dialektisk forhold mellem diskurs og struktur, som gensidigt påvirker og begrænser hinanden (ibid.: 64). Han klapper endda de to poler sammen og forstår diskurs som både diskursive konventionsstrukturer og diskursive begivenheder (ibid.: 66). Også subjektet forstås dialektisk, idet det skabes af de diskursive praksiser, men også er i stand til at omstrukturere disse (ibid.: 45). Det kan både agere selvstændigt og er i en vis grad underlagt strukturelle begrænsninger for sin handlen (ibid.: 34&66). Selvom individet oftest ikke er bevidst om disse begrænsninger, stammer den diskursive konstruktion af samfundet altså ikke udelukkende fra folks frie ideer, men fra en social praksis, der er fast forankret i materielle og sociale strukturer (ibid.: 66). Denne dialektiske forståelse er for mig at se teoriens styrke, da det er eneste mulige udvej ud af de omsonste diskussioner om, hvordan struktur, agens og ikke mindst ændringer i disse opstår. I stedet for at forstå individers adfærd som enten determineret af struktur eller fuldstændig fri, foreslår Fairclough, at man må se på spændingerne mellem struktur og agens; det statiske og forandring; reproduktion og transformation (ibid.: 29). Denne dynamik kan skabe ændringer i struktur over tid, men giver samtidig kontinuitet. Struktur er derfor en kun midlertidigt, delvist og modsigende fikseret størrelse (ibid.: 66).

Figur 1 illustrerer min forståelse af Faircloughs position, hvad angår sammenhængen mellem struktur og praksis, det diskursive og det ikke-diskursive, strukturens komponenter og praksisens former. Selvom struktur ikke skal forstås som en underliggende basis, men som en integreret del af praksis, er de to sider af sagen kunstigt adskilt i illustrationen, ligesom det også vil være nødvendigt at gøre i en analyse for at vise, hvordan de to konstituerer hinanden.

Figur 1:
 

Som det fremgår af figuren, kan den sociale praksis være diskursiv, ikke-diskursiv eller en blanding heraf. Derudover har den fire orienteringer; den kan være økonomisk, politisk, ideologisk og kulturel. Fairclough koncentrerer sig om politisk og ideologisk social praksis (Fairclough, 1992: 66-7). Politisk praksis etablerer, opretholder og ændrer magtrelationer, mens den ideologiske praksis er underordnet den politiske, idet den også naturliggør verdens betydninger set fra forskellige positioner i disse magtrelationer (ibid.: 67). Mere om dette i afsnit 2.3.3.

Fairclough opfatter altså subjektet som delvis begrænset og delvis i stand til at handle selvstændigt. Selvom dets udfoldelse er begrænset af, hvilke diskurser det har til rådighed, behøver det ikke at bruge disse konventionelt, men kan sammenkoble dem kreativt. Fairclough taler om diskurs-strategier (Fairclough, 1995: 202), men forsøger ikke at forklare, hvorfor et givet individ i en given situation vælger at investere i nogle diskurser frem for i andre. Det spørgsmål undgår han ved at forbinde kreativitet med "sociale forhold" frem for med individets egenskaber (Jørgensen, 1999: 84. Se også Fairclough, 1992: 91). Det mener jeg, er en svaghed, da det ikke er i tråd med grundprincippet om gensidig konstituering. Jeg vil derfor supplere teorien med dele fra diskurspsykologien. Diskurspsykologerne betragter diskurserne som et repertoire af ressourcer, som agenter selektivt og strategisk kan bruge til at konstruere bestemte versioner af virkeligheden og dermed opnå noget bestemt. Disse versioner konstrueres, så de ligner Sandheden. De har ideologiske virkninger, idet de er med til at legitimere og opretholde bestemte sociale mønstre og fremme nogle gruppers interesser på bekostning af andres (Jørgensen, 1999: 124-5). Men heller ikke diskurspsykologien ser selvet som en isoleret agent med egen essens, men som en social agent, hvis holdninger og fleksible identiteter skabes diskursivt (ibid.: 114-5). Dette socialkonstruktionistiske grundlag, der ikke tror på universelle træk, men på kontingens, gør det vanskeligt at forklare, hvor individets motivation til at vælge noget bestemt kommer fra. Samfundsteoretikeren Michael Billig løser dette ved at sammenkoble psykoanalyse og diskurspsykologi i det, han kalder det dialogiske ubevidste (ibid.: 118). Dette begreb indebærer, at det ubevidste – det vi fortrænger – ikke opstår internt, sådan som Freud mente, men derimod i dialogen med den sociale verden (ibid.: 119). Vores ytringer udtrykker ikke bare noget, men er med til at fortrænge. Det hænger fint sammen med Faircloughs præmis om gensidig konstituering, idet jeg forstår det sådan, at det, vi siger, ikke kun konstitueres af det, vi ønsker at udtrykke, men i sig selv er med til at konstituere, hvad der fremover er muligt og umuligt at sige. Vi taler os med andre ord frem til nogle bestemte versioner af os selv og verden og udelukker i samme håndevending andre. Det er selve denne tabuisering, der får subjektet til at vælge fra repertoiret af diskurser. Fortrængning har ideologiske konsekvenser (ibid.: 119), og det er derfor interessant at analysere tavshederne! Billig overser dog, at ikke alt usagt er tavsheder. Kun det, der i den historiske kontekst er muligt at sige, men forties, er tavsheder (ibid.: 119). Hvordan de to ting kan adskilles, kommer jeg tilbage til i afsnit 2.3.2.

Fairclough kombinerer tre analysetraditioner: tekstanalyse, mikro- og makrosociologisk analyse (Fairclough, 1992: 72). For at visualisere sin forståelse af diskurs har han opstillet en model, der viser, hvordan enhver kommunikativ begivenhed på én gang er et stykke tekst, et tilfælde af diskursiv og social praksis.

De tre dimensioner viser, hvordan teksten er en del af noget bredere. Dels af en diskursiv praksis, der også inkluderer forholdet til andre tekster og diskurser i produktionen og forståelsen af teksten, dels af en social praksis, der også kan bestå af ikke-diskursiv praksis og have de fire orienteringer, vi så i figur 1.

Selvom der i realiteten er tale om komplekse forhold imellem de tre dimensioner, kan modellen bidrage til en metodisk fremgangsmåde. Når man lokaliserer en problematik i den sociale praksis’ dimension, som i dette speciales tilfælde teoretisk omfatter politologi og historie, kan man altså ifølge Fairclough afdække den ved at tage udgangspunkt i en analyse på tekstniveauet (ibid.: 226). I de følgende afsnit vil jeg komme nærmere ind på de tre dimensioner og præsentere de analyseredskaber, der vil blive brugt i dette speciale.

For at kunne tale om teksterne finder jeg det hensigtsmæssigt her at introducere nogle termer fra de politiske teoretikere Laclau og Mouffes diskursteori. Alle tegnene i en diskurs kalder de momenter. Inden for diskursen er disse tegns betydning holdt midlertidigt fast, ved at de er forskellige fra hinanden på en bestemt måde (Jørgensen, 1999: 36). Blandt disse momenter findes der en række nodalpunkter, som er privilegerede "tegn, som de andre tegn ordnes omkring og får deres betydning i forhold til" (ibid.: 37). Disse er i sig selv tomme, men indholdsudfyldes ved hjælp af ækvivalenskæder, der knytter bestemte tegn sammen, så der etableres en relationel betydning (ibid.: 55). Tegn, der ikke har en fastlagt betydning inden for diskursen, men ’svømmer rundt’ udenfor som potentielt fremtidige momenter, kaldes elementer (ibid.: 38). Endelig er elementer, som er særligt åbne for forskellige betydningstilskrivninger, flydende betegnere; det er de tegn, som flere diskurser kæmper om at udfylde med forskelligt indhold (ibid.: 39).

Når mennesker kommunikerer, træffer de valg omkring sætningsdesignet. Disse valg på tekst- og produktionsniveau har betydning for konstruktionen af identiteter, relationer og videnssystemer, også i den bredere sociale praksis (Fairclough, 1992: 76). Ifølge Fairclough er der ideologiske spor i en tekst, som man ikke vil bemærke ved en almindelig gennemlæsning, men kan afdække gennem en tekstnær analyse af forskellige aspekter. De tre områder, jeg vil se på i dette speciale, er vokabular, grammatik og kohæsion.

Det er altid et valg, hvordan vi bruger et ord og omvendt, hvilket ord vi sætter på en betydning. Det er derfor relevant at undersøge en teksts vokabular. For det første har ethvert ord et meningspotentiale, dvs. en række betydninger, det konventionelt forbindes med. Man kan vælge at give én af betydningerne forrang. Men meningspotentialet kan også udnyttes strategisk, og kreative tekster er derfor karakteriseret af ordspil og flertydighed (ibid.: 185-8). Analyse af ækvivalenskæder viser, hvilken mening der fyldes i ord, og dvs. hvilket meningspotentiale der fremhæves. For det andet kan den samme erfaring formuleres forskelligt og fortolkes dermed altid fra et bestemt perspektiv af den, der vælger ordet. I tilfælde hvor mange ord bruges for det samme, taler Fairclough om overformulering, som er et tegn på intens opmærksomhed (ibid.: 193). Endelig er også metaforvalg et udtryk for ideologisk konstruktion af verden. At vælge én metafor frem for en anden er med til at strukturere både vores handlinger og måde at tænke på (ibid.: 194).

En fysisk proces kan refereres med en lingvistisk proces, men der er ingen direkte sammenhæng mellem dem. En og samme fysiske proces kan nemlig tillægges betydning på en række måder, som man altid må vælge imellem, alt efter hvilken man fortolker, er tættest på den virkelige proces. En analyse af en teksts grammatiske opbygning kan derfor sige noget om dens ideologiske bestemmelse (ibid.: 179). Her er det især vigtigt at se på transitivitet, dvs. hvordan begivenheder og processer forbindes eller ikke forbindes til subjekter og objekter. Vælger den talende aktive sætninger eller passiv-konstruktioner? Fravalg af agens ved passiv-konstruktioner kan være en måde at fjerne ansvar (ibid.: 76). Hvem der gøres til subjekt og objekt for hvilke handlinger, har derfor stor betydning for konstruktionen af verden og magtforholdene. Vælger man at lægge vægt på effekterne i stedet for handlingerne, fratages ansvar, og det skete fremstår som et naturfænomen. Fairclough nævner fire procestyper, man kan vælge: handling (som kan være rettet eller ikke rettet mod noget), begivenhed, relationel og mental proces (Fairclough, 1992: 180). At en proces beskrives som en begivenhed betyder, at tingene tilsyneladende sker af sig selv. Alternativt kan man vælge en handlingsproces, der viser, at x’s intentioner ligger bag det, der sker med y. Disse valg kan have ideologisk betydning ligesom også nominalisering, der på samme måde som begivenhedsprocesser sætter handlingen i baggrunden og gør det skete abstrakt frem for konkret (ibid.: 179&182).

Også en teksts modalitet, dvs. afsenderens grad af affinitet med udsagnet, har konsekvens for virkelighedskonstruktionen. Sætninger kan være kategoriske, som fremlagde de Sandheden, eller markere, at der er tale om mulighed eller mening. Den talende kan desuden gøre afstanden til det sagte subjektiv (’jeg tror…’) eller objektiv (’sandsynligvis’), så det er uklart, hvis perspektiv, der er tale om (ibid.: 158-62).

Endelig har den type sammenhæng, den talende vælger at skabe mellem sætningerne, ideologisk betydning, idet den siger noget om tekstens rationalitet og argumentation (ibid.: 174). Denne sammenhæng kalder Fairclough kohæsion. Man kan bl.a. sammenkæde teksten med ord, der henviser (fx relative pronomener) eller leksikalt ved at gentage ord, bruge synonymer eller ord, der tilhører det samme semantiske felt. Vælger man at strukturere teksten i hensigts- og årsagsbisætninger, giver det fx indtryk af forsikring. Når afsenderen således sætter bestemte kohæsionsmarkører op, forsøger han at interpellere modtageren til en bestemt subjektposition og til at forstå teksten på en bestemt måde (ibid.: 176-7).

På dette niveau illustreres forholdet mellem struktur og praksis med såkaldte diskursordner. En diskursorden er den strukturelle baggrund, de diskursive begivenheder foregår på (Fairclough, 1992: 68), men er også selve summen af og forholdet mellem de diskursive praksiser inden for en institution eller et samfund (ibid.: 43). Den er en diskursiv facet af det ustabile ækvilibrium, der udgør et hegemoni (ibid.: 93). I en diskursorden findes altså de faktisk brugte diskurser, dvs. dem, som det i en bestemt historisk og social sammenhæng er muligt at trække på. Grænserne mellem diskurser og diskursordner er åbne for omstrukturering (ibid.: 124), og der kan være mere eller mindre kamp mellem diskurser om at opnå en dominerende position. Det er denne teoretiske afgrænsning af en diskursorden med relevans for ens undersøgelse, som Jørgensen og Philips foreslår, kan bruges til at skelne mellem, hvad der er tavsheder, og hvad det simpelthen ikke giver mening at sige i en given kontekst (Jørgensen, 1999: 119). Alt det, som det aldrig ville falde nogen ind at sige, ligger uden for diskursordnen. Diskursordnerne udgør en vigtig forbindelse til den sociale praksis, idet reproduktion eller omstrukturering af diskursordner virker konstituerende på den sociale praksis og orden, der således tilsvarende søges reproduceret eller omstruktureret.

Inden for denne stukturerende ramme trækker tekster altid simpelt eller komplekst på tidligere tekster (Fairclough, 1992: 39) og er derfor mere eller mindre heterogene (ibid.: 35). Denne heterogenitet er det, Fairclough kalder intertekstualitet. Han skelner mellem to typer: manifest intertekstualitet, hvor der trækkes på andre specifikke tekster (ibid.: 117), og interdiskursivitet, der er artikuleringen af forskellige diskurser (ibid.: 47). Disse bidder af andre tekster og diskurser kan være markeret eller smeltet ind i teksten; de kan assimileres eller modsiges; og de kan følge efter hinanden, indlejres i hinanden eller blandes.

Eksempler på manifest intertekstualitet er diskursrepræsentation, der er et mere eller mindre markeret referat af, hvad andre har sagt (ibid.: 105&119), negationer, der indebærer en antagelse om, at andre har sagt den positive sætning, der afvises (ibid.: 121), og metadiskurs, hvori forfatteren adskiller flere niveauer i sin tekst og distancerer sig fra et af dem, som var det en ekstern tekst, fx med en mod-identifikation, der tager afstand uden at foreslå et alternativ (ibid.: 32&122).

I produktionen af en tekst kan det være forskellige mennesker, der udfylder rollerne som animator, dvs. den, der sætter tegnene eller laver lydene, forfatter, som er ansvarlig for ordlyden, og principal, som er den, hvis position repræsenteres af ordene (ibid.: 78). I sofistikerede institutioner tages der i produktionen højde for den forventede distribution, transformation og konsumering, ved at flere publikumer indbygges i teksten. Ud over at have en adressat designes teksten også til tilhørere og overhørere (ibid.: 79). Et sådant forsøg på at forudse og gardere sig mod modtagernes reaktioner medfører typisk udpræget heterogenitet og ambivalens (ibid.: 131). En af de tendenser, Fairclough ser i dagens diskursive forandring, er det, han kalder teknologisering af diskurs (ibid.: 215). Herved forstår han dominerende kræfters strategiske og bevidste intervention i de diskursive praksiser med det formål at kontrollere konstruktionen af social forandring (Fairclough, 1995: 3&91). Hvor tvang ikke kan bruges, bliver diskurserne et særligt afgørende middel til at reproducere den sociale orden (Fairclough, 1992: 219). Viden om sprog er derfor tæt forbundet med magt. Teknologisering er altså det, at man i tekstproduktionen forudser effekterne af selv det mindste lingvistiske valg (ibid.: 216).

Distributionen af teksten kan være simpel eller kompleks. Kompleks distribution kan betragtes som et netværk, der går på tværs af institutioner med hver deres form for konsumering. Det fortolkende arbejde i konsumeringen kan være mere eller mindre koncentreret afhængigt af konteksten og af, om teksten er forbigående eller registreret til tilbagevendende granskning (ibid.: 79). I konsumeringen inddrager fortolkeren ikke kun den pågældende tekst, men også de andre tekster og diskurser, han kender. Herved skabes det, som Fairclough kalder kohærens. Kohærens er – til forskel fra den eksplicit markerede kohæsion – den implicitte sammenhæng, som det i høj grad er op til modtageren at skabe (ibid.: 232). Man interpelleres af teksten, hvis man er i stand til at forstå dens forbindende logik og de underforståede antagelser, der placerer en i tekstens subjektpositioner. Man kan dog også stritte imod positionerne eller kæmpe om forskellige læsninger (ibid.: 84).

Den tredje dimension – den sociale praksis – forstås af Fairclough som en diskursiv begivenheds sociale vilkår og effekter i den omgivende situation, institution og samfund (Fairclough, 1992: 56). Hvilke teorier, det er relevant at inddrage i denne del af analysen, afhænger af analyseobjektet. Her vil jeg kort gennemgå de af Faircloughs og Laclau & Mouffes begreber, der er relevante for min analyse.

For det første snakker Fairclough om ideologi. Særligt ved hans forståelse er, at ikke al diskurs nødvendigvis er ideologisk, men blot kan investeres ideologisk (ibid.: 91). Diskursive praksiser er ideologisk investeret, hvis de bidrager til at opretholde eller omstrukturere magtrelationer. Folk er ikke altid opmærksomme på de ideologiske dimensioner af egen eller andres praksis, da ideologier kan være indlejret i konventioner. Det er netop, når ideologierne således er naturliggjorte og automatiserede, at de er mest effektive (ibid.: 87&90). Det minder om det, Laclau og Mouffe kalder objektivitet, nemlig det at kontingensen og de alternative muligheder skjules, så det sagte fremstår som givet, uforanderligt, og som om det ikke fik sin betydning ved at være forskelligt fra noget (Jørgensen, 1999: 48).

For det andet tager Fairclough Gramscis forståelse af hegemoni til sig (Fairclough, 1992: 67). Hegemoni er den magt, der kan opnås over samfundet, om end kun midlertidigt og delvist. Det drejer sig ikke kun om at dominere, men om at integrere de andre under sig ved at danne alliancer og vinde deres samtykke, fx gennem indrømmelser (ibid.: 92). Idet produktion, distribution og konsumering af tekst bidrager til at reproducere eller omstrukturere diskursordner, påvirker de tilsvarende de eksisterende alliancer og magtrelationer (ibid.: 92-3). Artikulationer af diskursordnen forstås derfor som indsatser i den hegemoniske kamp.

Endelig vil jeg fremhæve et begreb fra Laclau og Mouffe, nemlig politisk antagonisme, som er den konflikt, der opstår, når forskellige diskurser støder sammen, og identiteter udelukker hinanden. Den kan opløses via en hegemonisk intervention, der skaber objektivitet (Jørgensen, 1999: 60-1). Antagonisme er uundgåelig i politik. Normalt defineres den som "en relation, hvori den ene pol ikke anerkender den andens eksistensberettigelse eller eksistens overhovedet" (Jensen, 1997: 182). Men hvis antagonisme-begrebet skal dække et demokratisk samfund, nytter det ikke at betragte det som et ønske om at tilintetgøre en fjende (Torfing, 1999: 121). Mouffe ændrer derfor forståelsen af antagonisme, så en antagonist ikke nødvendigvis er en fjende, men kan være en modstander. At skabe og opretholde et pluralistisk demokrati kræver, at den politiske opponent betragtes som en modstander "whose existence is legitimate and must be tolerated. We will fight against his ideas but we will not question his right to defend them" (Mouffe hos Torfing, 1999: 121).

Socialkonstruktionismens mest kontroversielle implikation er, at analytikeren nødvendigvis også må forholde sig til sin egen udlægning af virkeligheden som både kontingent og konstituerende, og dvs. som et bidrag til kampene og udformningen af virkeligheden. Det rejser spørgsmålet om, hvad forskningen så er værd. Bliver man imidlertid i den socialkonstruktionistiske tankegang, må netop opmærksomheden om dette forhold siges at være en styrke i forhold til andre videnskabelige teorier, der fremstiller sig selv som den endelige sandhed. Desuden mener jeg, det er vigtigt at holde fast i, at en kritisk diskursanalyses formål er at afdække objektiviteter og hegemonier snarere end at skabe dem. Med et udtryk fra Laclau og Mouffe vil det sige, at analysen er en dekonstruktion, der viser kontingensen, til forskel fra en hegemonisk intervention, der skjuler den (Jørgensen, 1999: 61). Fairclough lægger ikke skjul på, at hans kritiske diskursanalyse hjælper den svage part i kampene netop ved at afdække de hegemoniske forhold (Fairclough, 1992: 9). Det er det, der er det kritiske ved metoden. Den kan vise de sammenhænge, der ikke er transparente for de involverede, eftersom en vellykket hegemoni er skjult. I dette speciales perspektiv er det Alemán, der sidder med de bedste kort på hånden, og den fattige befolkning, der har noget at tabe, ligesom Danida og andre donorer efter min vurdering står dårligere end Alemán, pga. de manglende midler til at evaluere og påvise, om Alemán handler i den nicaraguanske befolknings eller i sin egen interesse.

Den grundlæggende fordel ved det socialkonstruktionistiske udgangspunkt er for nærværende analyse, at det giver os redskaber til at forstå de meget forskellige udlægninger af én og samme ting. Styrken ved Faircloughs teori er sammen-koblingen af tekst og samfund, der kan forklare ikke bare årsagerne til, men også de sociale effekter af de forskellige italesættelser. Den kritiske diskursanalyse er særligt egnet til dette speciales formål, da opfattelsen af subjekt og struktur, diskursive begivenheder og diskursordner som gensidigt konstituerende kan forklare aktørernes kreativitet og begrænsning og de præsidentielle talers effekter og forankring. Desuden kan fokus på interdiskursivitet og diskursordner forklare den internationalt udbredte snak om demokrati og god regeringsførelse og vise, hvordan denne diskurs bruges som en ressource i de hegemoniske kampe i første omgang internt i Nicaragua, men i et bredere perspektiv også internationalt.

Jeg har her skitseret en række redskaber, der betragter analysefeltet 1) lingvistisk, 2) ud fra interdiskursivitet i produktion og modtagelse og 3) som ideologi, hegemoni og antagonisme i samfundet. Men Fairclough lægger vægt på, at feltet også kan analyseres fra andre relevante faglige vinkler. I næste kapitel vil jeg derfor præsentere de vigtigste begreber fra udviklingsteori, korruptionsteori og politologi, som betragter feltet som politiske handlinger og institutioner.