Home Forsvaret Infanteriet Infanteriet i det alternative danske forsvar er særdeles stærkt mekaniseret. Basisenheden i Hæren er infanterigruppen på 8 mand, der skal transporteres til kampzonen i enten en ODIN I IFV kampvogn eller med en Blackhawk transporthelikopter, dvs. en faldskærmsjægergruppe. Fællesnævneren for begge transportmuligheder er, at de skal yde støtte for infanterigruppen, når de først står af transportmidlet og går ind i nærkamp med fjenden.
Generelle kampopgaver
Infanterigruppen tæller 8 mand, hvor gruppelederen skal sørge for at lokalisere og positionere de fjendtlige enheder, antitankskytten skal med en Smasher sørge for infanterigruppens sikkerhed imod større fjendtlige kampvogne, to mand med Painkillers skal levere dækningsild imod store fjendtlige infanteristyrker og de sidste fire mand skal sørge for de øvriges sikkerhed med deres lyddæmpede snigskytterifler samt bære gruppens reserveammunition til de tunge våben.
Infanterigruppen kan opdeles i sektioner på 4 og 2 mand udstyret med en delopgave, der løses i samarbejde med resten af infanterigruppen. Opgaven er som regel en observations- og dækningsopgave, hvor to mand dels holder øje med og melder fjendtlige bevægelser, enheder, poster og til dels yder dækningsild for infanterigruppens øvrige stillinger, hvis disse kommer under fjendtligt infanteriangreb.
Kavaleriets tomandssektioner udfører den samme opgave, men de har ingen massiv ildkraft, så de holder sig mere i skjul som et opklarings- og snigskyttehold, der foretager kirugiske angreb imod de fjendtlige enheder. Information om fjendens bevægelser, stillinger og poster er mere vigtig end heltemodige soloangreb, hver gang man ser fjenden. Så derfor skal kavalerisektionen være mere stille og afventende, mens fjenden lusker rundt om krattet, de sidder i.
Kampvognsenheder kan beskydes på en sådan måde med lyddæmpede snigskytterifler, at de først mister deres antenner, så deres kommandører, hvis de kikker op for at se, hvad der sker, og så deres ammunitionslager eller deres kanonløb med panserbrydende ammunition. De amerikanske snigskytter træner i dette, og det kan vi også lærer, hvis vi da ikke allerede gør det i f.eks. Jægerkorpset og Frømandskorpset.
Frontliniedeployering
Infanterigruppen skal ved deployering fra IFV transportkampvognen bevæge sig på linie ud til siden med to mand forrest, så fire mand i midten og så to mand bagerst med 50 meters mellemrum i en patruljeformation. Det får den effekt, at gruppens forreste og bagerste led kan klare at løbe ind i større fjendtlige infanterienheder, som de selv beskyder, mens de andre støtter dem ved at gå omkring fjendens position for derved at komme til hjælp.
Når infanterigruppen når frem til deres stilling, så graver de sig ned i et skovbryn, et markskel, eller de går i dækning bag naturlige forhindringer eller diverse bygninger. Der vil de så afvente fjendes bevægelser og eventuelle angreb, som så skal modarbejdes enten direkte med deres håndvåben eller indirekte med deres radioer og positioneringsudstyr, så artilleriet, panservåbnet, kamphelikopterne og flyvevåbnet kan smadre fjendens enheder på stedet.
Infanterigruppen kan få til opgave at besætte et mindre område på en bakketop, hvorfra der er udsigt over fjendens operationsområder og dermed deres enheder. Så derfor skal stillingen sikres bedst muligt imod oprulning. Der skal udvælges tre stillinger, som kan dække hinanden og landskabet omkring bakketoppen, og den centrale firemandssektion skal vælge den stilling, hvor der er bedst udsigt, mens de to andre dækkes af tomandssektionerne.
Fjenden vil sende opklaringsstyrker op på toppen for at kikke eller oprette en lignende post, så når de kommer forbi, så skal der kæmpes om stillingen med alle midler. Alt skal sættes ind på at holde stillingen, for det kan let koster mere at miste den og endnu mere at skulle generobre den. Hvis fjenden allerede er der, så skal de naturligvis nedkæmpes, hvis det kan lade sig gøre. Det sikreste er at afvente situationen, og få et klart overblik inden man går til angreb.
I frontlinien forventes det, at infanterigruppen samarbejder med deres kampvognssektion først, inden de tilkalder yderligere støtte, men denne støtte kan leveres alligevel på basis af de indsendte måldata fra infanterigruppen. G2 Stabskompagniet skal samle og evaluere alle oplysninger om fjendens bevægelser, og de skal levere dem til de ledende officerer, som så kan tage de fornødne skridt til, at fjendens enheder bliver angrebet og tilintetgjort.
Kamp om vigtige knudepunkter
Infanterigruppen skal som led i Panserinfanterikompagniet deltage i kampe om vigtige mål, der skal forhindre eller genere fjendens bevægelser. Disse mål kaldes knudepunkter, hvorfra man kan beherske det lokale område og kontrolere de tilstødende veje. Skove, bakker, læhegn, vejkryds, broer, gårde, landsbyer, villakvarterer, boligkarrérer, fabrikker, højhuse, bykerner.... etc. er alle naturlige mål for et Panserinfanterikompagni.
* Skoven har en naturlig dækning, hvor mange fjendtlige enheder kan skjule sig sammen med deres tilhørende forsyningsenheder. Skovene kan være uigennemtrængelig og være en naturlig fort, hvor selv artillerigranater ikke rigtigt kan få ram på nogen, for træerne vil virke dæmpende på virkning, som granateksplosionerne har. Tæt på er de stadig farlige, men granatsplinterne rammer flere træer end soldater, så det kan være spild af granater at beskyde en skov.
Kompagniet skal nærme sig en skovbryn med forsigtighed, så der skal sendes opklaringsstyrker ind først. Hvis skoven ikke er besat og dermed befæstet, så kan man trænge dybere ind i skoven ved at sende patruljer dybt ind i skoven og et par patruljer langs skovbrynet. Dette gøres i stilhed, for kampvognsmotorer larmer jo som bekendt. Hvis der opdages en fjendtlig stilling, så skal man liste sig nærmere, mens der føres flere infanterigrupper op på flankerne.
Infanterikompagniet skal indele skoven i sektorer, og hvis der er fjendtlige styrker i skoven, og de ikke har beskudt patruljerne, så skal de observeres, mens der bringes forstærkninger frem. Hvis kampvognene fremdriftssystem kan gøres elektrisk, så kan de jo listes nærmere fjenden, og de kan deltage i infanteriangrebet på deres stillinger. Der skal vælges et svagt punkt, som så angribes med en passende styrke, som så skal besætte den erobrede stilling.
Der angribes i kileformation med bomber, granater og håndvåben, og det er op til officeren på stedet, om angrebet skal gennemføres med fuld styrke på begge flanker, så fjendens stillinger på flankerne rulles op, eller om der skal afventes forstærkninger fra de tilstødende enheder. Når skoven så er erobret, skal den befæstes, hvis den er eller bliver en vigtig del af frontlinien, ellers skal infanteriet sidde op og køre hen til næste knudepunkt.
* Byer er med deres mange veje, jernbaner, vandløb, bygninger, fabrikker, kommunikationscentre og dermed skjulesteder et meget vigtigt knudepunkt, der skal tages eller generobres, hvis man vil fører sine styrker videre fra A til B. Man starter med at omringe fjendtlige byer, afskære deres forsyningslinier såsom vand, el, telefon, mad... etc. Dernæst låser man fjendens bevægelser med artilleri- og flyangreb, mens man finder et svagt punkt i udkanten af byen.
Imod dette punkt rettes et koncentreret artilleriangreb, mens infanteriet støttet af kampvogne går til angreb på bydelen. Infanteriet driver først en kile tværs igennem byen, mens de holder fjenden på afstand. Infanteriet angriber de huse og boligblokke, der bedst giver dækning for angrebet. I sammenhængende boligblokke sprænges der vej igennem kældermurene fra nabohus til nabohus, mens infanterigrupperne rydder lejlighederne rum for rum hele boligblokken rundt.
På den måde bliver husene i et kvarter til en fæstning med gaderne som en adskilning, og hvorfra man kan angribe det næste kvarters boligblokke. Grunden til, at man sprænger vej igennem en masse kældermure er, at man derved får en overdækket forsynings- og evakueringsrute, som ikke kan generes særligt godt af fjendtlige enheder. Af andre mulige fremrykningsruter kan nævnes tage, baggårde, undergrundsbaner og større kloakledninger.
Højhuse prioriteres som knudepunkter, fordi man derfra kan observere og dermed kontrolere et større areal direkte eller inddirekte. Når infanteriet har kæmpet sig vej tværs igennem en by, så skal byens større kvarterer splittes op med nye kilefremstød for at dele byen op i mindre og mindre lommer, hvor fjenden kan have forskanset sig. Hver gang et bykvarter erobres, så skal gaderne i det barrikaderes og befæstes med antitankvåben og kampvogne.
Byen skal efter en erobring befæstes, og det sker ved at grave en bred pansergrav rundt om byen i en ring. Alle veje til byen skal også graves op, og der skal lægges foldebroer over, som skal kunne bortsprænges, hvis fjenden går til kraftigt modangreb. Bag pansergraven skal der graves en serie sammenhængende skyttegrave, som sammen med camouflerede maskingeværer, antitankvåben og nedgravede kampvogne skal beskytte pansergraven imod gennemtrængning.
Rundt om byen skal der oprettes en række perimeterposter, hvorfra infanteristerne kan overvåge fjendens større troppebevægelser, mens de selv genere de mindre. I byens udkant laves endnu en forsvarslinie, der fra udvalgte huse skal kunne beskyde terrænet omkring byen, gaderne til byen og de åbne områder i byen. Smalle befæstede rækker af huse skal med mellemrum stikke ud, og imellem dem skal infanteriet kunne lægges en krydsild til begge sider.
Infanteristernes stilling inde i husene skal sikres med sandsække, alle vinduer skal være åbne, og der skal skydes inde fra midten af rummet, så fjenden ikke kan bestemme fra hvilket vindue, der bliver skudt. Hver infanterigruppe vil få tildelt en krydsildszone, som de skal kunne kontrolere sammen med andre grupper i husene overfor og til den ene side, og de skal sammen kunne sikre, at fjenden ikke trænger igennem deres område uden maksimale tab.
I den indre bykerne kan Panserinfanteribataljonen eller brigaden oprette et hovedkvarter, lagre af ammunition og øvrige forsyninger samt et felthospital, og hvad der ellers er brug for. Derfra kan byen så forsvares indtil forstærkningerne kommer til undsætning, og enhederne kan tage videre. Hvis det drejer sig om generobringen af en dansk by, så vil byforsvarets udstyr kunne hjælpe til med at generobre byen hurtigere eller i det mindste holde byen længe nok.
* Vejkryds og broer er andre vigtige knudepunkter. Her skal infanteriet sikre det omkringliggende terræn, så fjenden ikke kan komme for tæt på og dermed tage knudepunktet. Kampen om f.eks. Bastogne under anden verdens krig handlede om netop et sådant knudepunkt, hvor ikke mindre end syv små skovveje i Ardennerne mødtes, og derfor var knudepunktet vigtig for både tyskerne og den amerikanske 101. faldskærmsdivision.
Af broer kan nævnes broen ved Remagen, hvor amerikanerne gik over Rhinen. Derved sikredes tyskernes sammenbrud meget hurtigere i vest. Så forsvaret af knudepunkter er særdeles vigtige i et overordnet strategisk sammenhæng. Det er en af grundene til, at kampene vil komme til at stå om hele Europas netværk af motorveje, landeveje, floder, jernbaner især i de knudepunkter, hvor de mødes. Den, der har knudepunkterne, kan bruge vejene imellem dem.
Hvis vejene imellem dem er truede, så kan arealerne imellem vejene, floderne og jernbanerne rydes for fjendtlige styrker et efter et efter samme taktik, som bruges til at rydde en fjendtlig by. Det vil ikke tage lang tid, hvis der ikke er dækning på netop disse arealer, men hvis der er, så vil det med forsigtighed tage længere tid at rydde op. Tætte læhegn imellem smalle marker kan give tilstrækkelig dækning for en forsvarsstyrke, så disse skal også ryddes med forsigtighed.
Til slut kan det siges, at infanteriet ikke har det letteste job i forsvaret. De skal gøre det beskidte arbejde med at rydde op, fordi kampvognene er for store, for klodsede og for sårbare til det, og en infanterigruppe lettere kan snige sig rundt i terrænet. Panservåbnet skaber gennembrudet, men det er infanteriet, der holder landet, når kampen går i gang.
Home Forsvaret Infanteriet