Ti dage senere ankom jeg til pr�ve kl. 9 om formiddagen, og alle de andre var der ogs�. Dette var meget us�dvanligt for studiemusikere, som normalt f�rst dukkede op 20 minuter f�r m�detid, og hvor prioriteringen var f�rst en kop kaffe, s� en sludder om fodboldkampen dagen f�r og m�ske om tidligere studieoptagelser. Her sad de en time f�r den officielle start og varmede op, samtidig med de kastede stj�lne blikke mod d�ren. Der var en intens sp�nding i luften.
Bill Miller, pianist og musikalsk leder, uddelte noderne og kl. 10 begyndte vi at spille denne forbl�ffende musik. Musik vi aldrig havde spillet f�r, skrevet af nogle af verdens st�rste komponister og arrang�rer. Billy svingede taktstokken og af sted gik det med The Lady Is A Tramp. Alle kiggede smilende til hinanden p� denne selvtilfredse m�de, som n�r man er med i noget specielt, i dette tilf�lde med en viden om, hvor god musikken var.
Efter en halv time holdt vi en kaffepause, og jeg listede over til Irv Cottler, Frank's trommeslager tilbage fra perioden med Tommy Dorsey, for at h�re om Sinatra ville dukke op i dag. Irv fortalte, at han aldrig viste sig under pr�verne, han lod gutterne g�re, hvad de skulle. Hans holdning var, at han de bedste musikere, s� de skulle have fred og ro til at f� tingene p� plads.
Vi sluttede den f�rste pr�vedag, stadig i v�ldigt hum�r, tog hjem og m�dte op igen n�ste morgen med hum�ret intakt. Vi gik i gang, og det k�rte, som det skulle, da pludselig stemningen i lokalet �ndrede sig dramatisk. Jeg kiggede op fra noderne og d�r, ved saxofongruppen, stod han. Alle holdt op med at spillede og kiggede.
"Hej, gutter!" sagde han, drejede rundt p� h�lene og gik. Det var det hele. En hilsen og et vink med h�nden var hans bidrag til pr�verne.
Ved koncerten 16. november var alle Frank's venner til stede: Gregory Peck, Roger Moore, Kirk Douglas osv. De sad allesammen p� de f�rste r�kker - de bedste skue-spillere i verden, og de var alle opsatte p� at opleve denne historiske koncert.
Lyset d�mpede og ind tr�dte Hendes H�jhed Grace Kelly. D�n Grace Kelly fra High Society og alle de store Hitchcock film, Sinatra's ven gennem mange �r. Hun stod i projekt�rlyset og fortalte historien om den gang Frank Sinatra bes�gte filmholdet under optagelsen af Mogambo i Vestafrika med Clark Gable og Ava Gardner. 1. juledag dukkede Frank ud af junglen med en kage i den ene h�nd og en flaske champagne i den anden, mens han sang White Christmas for at opmuntre holdet. Han var taget til Vest-afrika for at v�re t�t p� Ava Gardner. Det var den gang amorinerne sv�rmede.
Grace Kelly afsluttede sin historie, foretog introduktionen, og d�r var han - sm�l�bende op p� scenen, mens orkestret sparkede You Make Me Feel So Young i gang. Atmosf�ren blev elektrisk, og begejstringen, der str�mmede fra orkestret, var fantastisk. Efter f�rste sang, satte han sig p� en h�j stol lige foran strygersektionen. Ved at sidde d�r blev publikums opm�rksomhed rettet mod strygerne, mens de spillede I Get Along Without You Very Well. Frank s�rgede p� denne m�de for, at publikum, selv de mest toned�ve, kunne f�lge samspillet mellem sangeren og f�rsteviolinen i dette meget smukke Nelson Riddle arrangement.
Da messingbl�ser ikke deltog, l�nede jeg mig tilbage og kiggede efter, hvad der egentlig skabte denne specielle Sinatra-magi. Det var hans tilstedev�relse, hans karisma og hans timing og forst�else af lyrikken. Det var virkelig magisk. Efter I Get Along gled han over i Didn't We og One For My Baby, den sidste �n af hans favoritter. Han kaldte den for en saloon sang, og udf�rte den altid med en cigaret i den h�jre h�nd og et glas whiskey i den venstre, men det var kun rekvisitter. Han sippede kun lidt til whiskeyen og t�ndte cigaretten for effektens skyld. Jeg s� ham aldrig drikke p� scenen. Aldrig.
Han fortsatte med I Will Drink The Wine og p� nuv�rende tidspunkt var b�de musikerne og publikum helt oppe p� dupperne. Han havde fuldst�ndig nedbrudt vores eventuelle forbehold.
Efter f�rste afdeling gik vi i baren. Bill Miller var i Frank's omkl�dningsrum for at h�re, om der var nogle �ndringer. Jeg fandt Irv Cottler, og vi begyndte at snakke om gamle dage. Han fortalte, at Bill Miller startede hos Sinatra i 1951, lige midt i hans karrieres lavpunkt, og de havde v�ret sammen lige siden. De var t�tte venner, meget t�tte venner.
Irv fortalte ogs� om en ulykke, Bill og hans kone havde v�ret ude for. De var ude for et forf�rdeligt mudderskrev i Los Angeles. Bill's kone overlevede ikke. Han selv kom slemt til skade, og var indlagt p� hospitalet i flere m�neder. Sinatra bes�gte ham tit og betalte diskret alle medicin- og hospitalsregningerne. Dette forbl�ffede mig, for jeg havde ikke h�rt eller l�st om det f�r. S�dan var Sinatra. Han hjalp i det stille.
Irv Cottler forlod Tommy Dorsey's orkester i 1955 for at med Frank. Da han startede i sin tid hos Dorsey, var han Buddy Rich's afl�ser, og Buddy fortalte en del om tiden, da Frank var hos Dorsey. Rich kunne ikke forst�, hvorfor Frank var s� popul�r hos det kvindelige publikum, for han var jo bare en ganske almindelig, j�vn sanger. En af hans m�der at genere Sinatra p�, og det gjorde han tit, var at spille meget h�jt p� sine trommer. Resultatet var altid, at de to blev uvenner og sk�ldte hinanden huden fuld efter koncerter. Det mest under lige var, da Buddy Rich, efter at have dannet sig eget orkester, l�b ind i en masse problemer af b�de finansiel og anden art, var Sinatra den f�rste til at komme til unds�tning. �r senere, da Rich fik et hjerteanfald med f�lgende depression og overbevisning om, at han aldrig kom til at spille igen, dukkede Sinatra op og blev ved hans side i flere dage. Han hersede med Rich, fik ham ud af sengen og ignorerede beklagel-serne. Denne hersen, som var blandet med varme og k�rlighed, fik Rich p� fode igen.