Vi sluttede den anden koncert kl. 02 og gik tilbage til vores garderobe - fuldst�ndig tappet for al energi. Vi havde v�ret igennem en utrolig oplevelse, der ville tage lang tid at komme over.
I 1975 fik jeg igen en opringning fra Frank. Det handlede om f�lgende: To �vedage i London, derefter velg�renhedskoncert i Monte Carlo for R�de Kors arrangeret af prinsesse Grace Kelly, Paris i tre dage, Wien, M�nchen, Frankfurt, Berlin, tilbage til London til en r�kke koncerter i Royal Albert Hall og til sidste Bruxelles og Amsterdam. P� denne tur kom jeg endnu t�ttere p� Irv Cottler og Bill Miller.
En af de behagelige ting ved denne tur, var kvaliteten af den praktiske hj�lp vi fik. Ankommet til lufthavnen afleverede vi vores instrumenter, og s� dem kun ved koncerterne, indtil vi kom hjem. P� hotellerne var bagagen afleveret p� vores v�relser - og altid ene-v�relser. P� scenen stod instrumenterne klar ved vores pladser, og n�r vi var f�rdige, kom der en og fjernede dem. Ved check ud af v�relserne, satte vi vores kufferter uden for d�ren, og fik dem igen ved det n�ste hotel i en anden by.
Der var fuldst�ndig styr p� det. Sinatra s�rgede for at alt fungerede tilfredsstillende for musikerne. Han vidste nemlig, at tilfredse musikere gav gode koncerter.
En anden ting vi bem�rkede var, at Frank havde stor respekt for os. Men han havde ogs� en lille s�rhed. N�r vi sad ved baren og fik en drink, var stolen til h�jre for ham altid tom. Hans agtelse for komponister og arrang�rere var s� stor, at der altid skulle v�re plads, hvis en dukkede op. Var man impressario, og ville snakke forretning, henvendte man sig fra venstre side. Ved koncerter n�vnte han altid komponisten og arrang�rens navne, n�r han pr�senterede en sang. Jeg har aldrig oplevet andre g�re d�t, og jeg har arbejdet med mange.
Den 20. november var vi tilbage i London Palladium. Derefter skulle vi til Iran for at spille for shahen og en koncert mere, som stadig var p� planl�gnings stadiet. Nu bestod orkestret udelukkende af amerikanske musikere undtagen engl�nderen Vic Ash og jeg selv.
Der var givet besked til de iranske myndigheder om visa til 56 amerikanere, men glemte at n�vne �n irl�nder - mig! Vi landede i lufthavnen og gik gennem paskontrollen. Da de s� mit irske pas, blev jeg hevet til side og f�rt ind i et lille, snusket lokale med et bord, en stol og en n�gen p�re i loftet. Store, kraftige politifolk r�bte mig ind i ansigtet p� et sprog, jeg ikke forstod. I mellemtiden ventede chauff�ren og orkestret uden for. Politiet troede, jeg var en terrorist, der var ude efter at k�be v�ben.
Til sidst dukkede min roadmanager op - en stor, sort fyr p� n�sten to meter - og trak mig v�k. De r�bte og pegede p� mig, og han r�bte og pegede p� dem og sagde noget med shahen og paladset. Det bragte hurtigt tingene p� plads. Jeg fik mit stempel i passet, og v�k var vi. Puha!
Koncertsalen var fantastisk flot, holdt i en dyb bl� og gylden farve med glitrende stjerner i loftet. Det var det mest overd�dige, jeg havde set. Foruden shahen og hans kone, var et lille publikum med. Charmerende og elegant.
N�ste dag blev vi l�sset ind i en bus og k�rt 30 km ud i �rkenen til en stor sportsbygning med bl.a. en indend�rs v�ddel�bsbane, der rummede 24.000 tilskuere. En stor scene var bygget i midten, s� Frank havde publikum hele vejen rundt, og inde p� midten af scenen var orkestret placeret. Det var imponerende.
Vi tog til Jerusalem og i hotellets bar m�dte jeg Irv Cottler. Jeg spurgte hvor sprutten, og kvinderne, var henne. Jeg havde endnu ikke set nogle vilde fester eller skandal�s optr�den. Irv svarede, at Frank ikke ville have den slags. Han fortalte om en af Frank's n�re venner, som eksperimenterede med kokain. Han fik beskeden, at hvis ikke han holdt op, kunne han ikke l�ngere kalde sig Sinatra's ven. Han stoppede med det samme, for venskabet bet�d mere.
En sjov ting skete i Israel. Nogle af musikerne havde ops�gt hotellets bar og forsynet sig rigeligt med de v�de varer. Da selskabet br�d op, spurgte tjeneren, hvem der skulle underskrive regningen. En, ved navn Butch, sagde han skulle. Han underskrev den Frank Sinatra. N�ste dag tog barens kass�r regningen og begyndte at l�gge tallene sammen. Historien l�b hurtigt om hvilken fantastisk mand, Sinatra var. I l�bet af aftenen og natten havde han konsumeret 12 dobbelte whiskey, seks store vodka, tre matinier, 28 flasker �l og adskillige flasker vin. Til alles lettelse syntes Frank selv, det var morsomt og betalte regningen.
September 1979 m�dtes vi igen i Cairo. En fantastisk koncert blev afholdt i �rkenen for pr�sidentparret Sadat. De f�lgende �r m�dtes vi j�vnligt, og i 1988 startede Sinatra p� The Summit, en koncertturn� med Dean Martin og Sammy Davis. �ret f�r havde Dean mistet sin s�n, Dino, ved et flystyrt og blev aldrig rigtig sig selv igen. Han meldte sig syg og blev erstattet af Liza Minnelli.
1989 var han igen i Europa og hyrede trommeslageren Jack Parnell og mig til at spille med The Nice Symphony Orchestra. En dag, pr�verne var overst�et, l�b jeg ind i Frank's n�re ven Jilly Rizzo. Jeg spurgte ham lidt ud om Sinatra's mafiaforbindelser. Jilly fortalte, at det alt sammen var rygter, men Frank brugte rygterne til at opbygge et sk�r af mystik omkring sin person.
I de 20 �r jeg arbejdede med ham, s� jeg aldrig noget, der bare mindede om mafiakontakt. Derimod var han meget gavmild, n�r det gjaldt ganske almindelige mennesker. Han gav tusindvis af velg�renhedskoncerter, og i starten af sin karriere tog han tit til mindre byer, ops�gte fattige mennesker og stak dem en konvolut med penge til at betale deres regninger. det samme gjorde han med mange af sine kollegaer, der var kommet i �konomisk uf�re, bl.a. Buddy Rich.
For mig vil der aldrig v�re nogen anden som Frank Sinatra. Han var en �ner p� sit felt - lige som Louis Armstrong, men d�t er en anden historie.
Tilbage til forsiden