Min helt private ode til Anja ved hendes spillerkarrieres slutning

Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle skrive om Anja, nu da hun ikke spiller mere..
Det er jo ikke hvem som helst på landsholdet, men netop ANJA. En (medie-)person, der har betydet meget for håndbolden, for kvindesporten, for Danmark (og Norge) samt mig personligt, selvom jeg aldrig har mødt hende. Så derfor vil det ikke blive en 100% håndbold-teknisk hyldest, men nærmere noget så ujournalistisk som en følelsesbetonet og meget subjektiv beskrivelse. De overfladiske kan passende stå af her.

For det første: Uden Anja ville jeg aldrig ha' gidet se en hel kvindehåndboldkamp til ende. Før hendes medvirken var kvindehåndbold jo lig en keeedelig og gumpetung husmoderforening, der lige tog en omgang bold for lissom at hygge sig lidt før aftenkaffen. Hovedpersonen for denne side kaldte dem selv for "strikkeklubben".

Nationalfølelsen plejede at klæbe til herreholdet, så det var en hel ny fornemmelse at kunne dyrke et hold piger på ens egen alder, der tilmed virkede meget mere "menneskelige" og vedkommende end mændene (sorry, guys!). Til og med kunne man faktisk nå at nyde bevægelserne og de tekniske detaljer, da spillet nu mere lignede en sportsdyst end den mandlige rugbykamp og "tyr-en-bold-med-200km-i-timen". Hver af pigerne trådte ud af det fælles hold med deres unikke personlighed, så vi til sidst smeltede sammen med deres væsen og stræben og følte, at de var personlige bekendte.

Anjas kamp blev også en kvindekamp, en kamp for vores ret til at være hele mennesker, som både vil have lov til at vise "fine og ufine" følelser og leve sig ud i nuet. Holdet har vist, at kvinder kan spille for at vinde, være taktiske, fysiske, frådende og vilde - ikke kun se smukke ud og smile med blikket rettet ud mod mændene for at høste anerkendelse for hvert lille dukkeskridt. Det havde mange glemt, og det skabte usikkerhed.

I starten så jeg kun én spiller materialisere sig i min stue - Anja. Min puls var langt over det normale, når jeg enten jublede eller bandede over hendes indfald. Hold kæft, hvor var hun stærk og hold kæft, hvor var hun selvdestruktiv. Ofte havde jeg lyst til at tage fat i pigebarnet og ryste hende, mens jeg talte dunder - og derefter skulle hun have det kram, hun i virkeligheden trængte til, når verden gik imod hende og udløste den sorteste fortvivlelse. De fleste nåede aldrig til andet end skideballen og de letkøbte mærkater "hysterisk" eller "egoistisk". I guder, hvor har jeg ofte skændtes med folk, når jeg følte, jeg skulle forsvare Anja. Jeg begyndte at se et mere detaljeret billede af hende, som tiden gik, og det passede slet ikke til, hvad medierne beskrev (bare mediedækningen og forsidernes idioti var til at skrive et helt speciale om). Jeg kunne fornemme noget mere, noget banebrydende genialt med en tydelig logik, selv midt i kaos.

Og hvad kan man så bruge det til i den virkelige verden? Tja, ikke så meget, da man jo aldrig får mulighed for at møde tøsen på det plan, som man selv har opbygget. Men med sin fantasi kan man højest suge lidt af den symbolske kraft og som tak sende lidt af sin bedste energi tilbage. Og dog... noget kan jeg få ud af det: Bare det at genkende sin egen lille umulige kamp med omverdenen i en større skala, i et andet forum, det kan også give inspiration. At tænke: når hun har kræfter til at gå videre, kan jeg også. Når hun kan ignorere andres hån og fordomme, kan jeg også. Så længe vi selv ved, hvem vi egentlig er, kan ingen røre os. Vi ved med os selv, at vi aldrig vil falde så dybt som til at behande vores medmennesker, som de behandler os. Dermed kan vi gå vores egne veje med stolthed istedet for med mindreværd. Som Anja skriver, så skal vi have lov til at være unikke og acceptere alle andres forskellighed fra os selv, uden at fordømme dem eller prøve at lave dem om i eget billede. Sådan burde det være i den ideelle verden.

Mange andre unge mennesker må have tænkt det samme som jeg, så på den måde har Anja betydet en masse. Og det uden at hun har gjort noget specielt for det andet end at være sig selv og gøre det, hun mest havde lyst til.

Hvad jeg ikke har, og som jeg misunder hende mest for, er det at have et bestemt mål at gå efter, lysende enkelt og klart, samt talentet for at nå derhen. En livsmission, om I vil. Vis mig vejen jeg skal gå og giv mig styrken til at betræde den, lyder en gammel besværgelse, som jeg tit har sagt op mod søster måne en klar nat. Tænk, at have sin hobby som sit arbejde og glæde sig til hver ny dag (nåja, næsten da). Tænk, at kunne revolutionere sit felt og skabe noget helt nyt og legende, som kommer efterfølgerne til gode og bliver den nye standard.

Alt det gjorde Anja, og kvindehåndbold vil ikke længere være ligeså glædesløs, standardiseret og formet af mandsdominerede værdier som før. Men der er stadig meget at kæmpe for men hun har bevist, at det kan lade sig gøre.