Florman, Marianne: En jernlady's lærdom, Nyt
Nordisk Forlag, 1996
(anmeldelse fortsat)
Sport er ikke kun resultatorienteret, konkluderer Marianne. Processen
er lige så vigtig, for her lærer man "af livet selv".
Blandt andet: "at sætte sig mål, fordybe sig, restituere sig,
lytte til sin krop, møde sine fjender, erkende styrker og svagheder,
samarbejde, overvinde kriser, give og tage kritik, at blive målt og
vejet, at vinde og tabe, bearbejde skuffelser, kende sig selv i stressede
situationer og ikke mindst at møde sin præstationsangst."
(Det lyder næsten som gruppearbejde på RUC!). På den måde har
hun lært at blive bedre til mange ting i hverdagen, som f.eks. eksamener,
jobsamtaler, at turde sige sin mening til andre m.m.
Vejen til landsholdet
Som barn spillede Marianne mest fodbold og red på heste - men
hun var også med på skoleholdet som målvogter i håndbold. Men så
gav hun sig selv et skæbnesvangert løfte: Hvis holdet vandt DM i
skolehåndbold, så ville hun begynde til håndbold i en klub! Og til
alles held, så ville håndbold-guderne hende det godt, og Marianne
kunne starte sin "rigtige" karriere som 16 årig. Hendes
første klub var Hjorten i Herlev. Senere skiftede hun til Rødovre
HK for at få de voksende sportslige ambitioner opfyldt.
Med Rødovre HK nåede hun i 1990 landsholdet som 26 årig. Hendes
plads var som venstre wing, oftest som afløser for Anette Hoffmann.
Samtidig skulle RUC studierne på Naturfaglig basisuddannelse passes.
Det kunne kun gå, fordi alle støttede hende, så hun kunne skrive
alene istedet for i en gruppe og derved opnå en større frihed til
at disponere over sin tid. Senere blev det til et skift til pædagogik
og filosofi, igen på RUC.
Men det var hårdt altid at være marginalspilleren, der oftest
kun fik et kvarters tid på banen og som aldrig vidste, om hun var
god nok eller ikke. Især var det svært at klare usikkerheden ved
aldrig helt at vide, hvorfor hun måtte sidde over på bænken
igen og igen. Det var Wilbek ikke god til at håndtere, men Marianne
var en sød pige, som ikke satte sig op mod træneren. Ulrik udtog
hende ikke i 1991. Det var selvfølgelig en skuffelse, men for at
lære mere skiftede hun igen klub til FIF, selvom hun blev udråbt
til forrædder af sine gamle klubkammerater. Men hun følte sig ikke
godt tilpas i den gamle klub. Hendes vurdering er, at klubber selv
skal skabe et klima, der giver spillerne selvtillid istedet for
nederlag, sammenhold istedet for den evige konkurrence om pladserne.
Senere kom Marianne tilbage som fast spiller på landsholdet og
oplevede mange store mesterskaber helt op til OL i Atlanta. Her
fik hun et personligt nederlag ved pludseligt at blive sat af finaleholdet,
ligesom alting gik så godt. Hun sad tilbage i bussen og græd skuffelsens
tårer. Hun måtte ringe hjem til idrætspsykolog Jens Hansen, og han
fik hende langsomt tilbage i troen på eget værd igen.
Da Marianne kom hjem fra OL skrev hun en kort kontrakt med det
japanske 1. divisionshold Chateraise. Men som så mange andre danske
sportsfolk har hun måtte indse, at de kulturelle forskelle var for
store. Det sidste og største smæk kom, da Ulrik valgte hende fra
til VM i Tyskland, ved simpelthen at ringe hende op og udslynge
dødsdommen uden yderligere forklaring. Den forklaring fik hun aldrig,
selvom hun skrev til ham for at få en uddybning af årsagerne. Efter
110 landskampe var døren for alvor lukket med ordene "Du er
ikke god nok".
Om præstationsangsten
Den vigtigste
kamp i hendes liv var den stadige indre kamp mod angsten for
ikke at være god nok. |
Som hun også har nævnt i et senere tv program, så stammer usikkerheden
helt tilbage fra forholdet til hendes mor og dennes alt for høje
ambitioner på datterens vegne. Ligegyldigt hvor hårdt Marianne trænede,
og hvor mange kampe hun end vandt, så følte hun aldrig, at moderen
syntes, det var godt nok. Angsten bed sig fast og selvværdet var
nede på nul. Hendes præstationer på banen led under denne evige
understøm af usikkerhed, indtil hun besluttede sig til at konfrontere
uhyret (usikkerheden, altså!).
Hendes råd er:
- Erkend skuffelsen og bearbejd den
- Opfyld først dine egne krav til dig selv
- Tro på dig selv
- Vær realistisk
- Vær ikke bange for at bede om hjælp
- Find andre værdier end success
- Opbyg et liv udenfor idrætten; find andre aktiviteter og venner
udenfor sporten mv.
Man skal "tage en snak med sin indre dommer" (har du
hørt det med, Anja?). Det vil sige, at man konfronterer sig med
sit over-ego (hil Freud), der som en fordømmende instans hele tiden
stiller høje krav og rakker ned. Kravene skal man selv stille og
istedet konfrontere sine ydre autoriteter (i hendes tilfælde Ulrik
og mor). Marianne vandt kampen og kunne nu indrømme over for sig
selv og andre, at hun var bange for at vise svaghed i et miljø,
hvor alle skal være superstærke hele tiden. Men endemålet var, da
hun kunne fortælle sig selv, at hun var god nok, som hun var. Hun
fandt frem til, at hun skulle give sig selv en anden rolle i de
tilfælde, hvor hun ikke skulle spille så meget. Hvilke rolle det
er, viser denne bog også tydeligt: rollen som den "sociale
snakketante" (hende egen betegnelse), der giver andre gode
råd. En kamp er ikke kun vundet via teknik, systemer eller store
bøffer. Psyken er ligeså vigtig, som en psykologi/filosofi studerende
også ved.
De 2 ankeloperationer har også bidraget til hendes selvudvikling.
Genoptræningen gav hende bl.a. selvdisciplin og evnen til at sætte
sig selv mål og delmål.
Bogen er opbygget af små korte afsnit med en enkelt pointe til
hver. Stilen gør bogen let at læse, men også en smule rodet. Det
vigtigste for hende er at formidle de råd, hun er nået frem til
på en tydelig måde - lige fra mentaltræning til ernæringsvejledning.
Sproget er afslappet, flydende og helt nede på jorden. Hun husker
hele tiden sine læsere og fortaber sig ikke i halvprivate anekdoter
om landsholdet eller eget privatliv. Leder man efter sladder fra
omklædningsrummet og store afsløringer af holdkammeraterne, så leder
man forgæves i denne bog.
Epilog
Senere blev Marianne Florman spillende træner på 2. divisionsholdet
Ydun. Hun spurgte sig selv, om hun efter karrierens slut stadig
kunne undvære rampelyset og den identitet, det giver stadig at blive
husket i den nationale (korttids)hukommelse. Som vi så en
overgang på tv, så holdt hun fast i os lidt endnu, og heldigvis
for det! Jobbet som sportskommentator for DR reddede hende fra glemslen
for en stund og det var en god træning i at turde "være på".
Det er hun også, når hun er ude at holde foredrag. Engang havde
vi også den fornøjelsen at se hende til Roskildes 1000 års jubilæum,
hvor hun deltog i marathon oplæsningen af James Joyce's Ulysses
med et enkelt kapitel. Hun er altid en fryd for øjet og øret, og
det er fandeme dejligt at se en sportskvinde, der både kan svinge
en bold og samtidig have intellektuelle samt menneskelige kvaliteter
over det sædvanlige. Hun er heller ikke bange for at tale mod EU
og at udtale sig om andre ømtålelige emner.
Nu er det moderskabet, som er hende nye karriere og håndbolden
er lagt på hylden - måske for altid?
|