Som barn spillede Marianne mest fodbold og red på heste - men hun var også med på skoleholdet som målvogter i håndbold. Men så gav hun sig selv et skæbnesvangert løfte: Hvis holdet vandt DM i skolehåndbold, så ville hun begynde til håndbold i en klub! Og til alles held, så ville håndbold-guderne hende det godt, og Marianne kunne starte sin "rigtige" karriere som 16 årig. Hendes første klub var Hjorten i Herlev. Senere skiftede hun til Rødovre HK for at få de voksende sportslige ambitioner opfyldt.

Med Rødovre HK nåede hun i 1990 landsholdet som 26 årig. Hendes plads var som venstre wing, oftest som afløser for Anette Hoffmann. Samtidig skulle RUC studierne på Naturfaglig basisuddannelse passes. Det kunne kun gå, fordi alle støttede hende, så hun kunne skrive alene istedet for i en gruppe og derved opnå en større frihed til at disponere over sin tid. Senere blev det til et skift til pædagogik og filosofi, igen på RUC.

Men det var hårdt altid at være marginalspilleren, der oftest kun fik et kvarters tid på banen og som aldrig vidste, om hun var god nok eller ikke. Især var det svært at klare usikkerheden ved aldrig helt at vide, hvorfor hun måtte sidde over på bænken igen og igen. Det var Wilbek ikke god til at håndtere, men Marianne var en sød pige, som ikke satte sig op mod træneren. Ulrik udtog hende ikke i 1991. Det var selvfølgelig en skuffelse, men for at lære mere skiftede hun igen klub til FIF, selvom hun blev udråbt til forrædder af sine gamle klubkammerater. Men hun følte sig ikke godt tilpas i den gamle klub. Hendes vurdering er, at klubber selv skal skabe et klima, der giver spillerne selvtillid istedet for nederlag, sammenhold istedet for den evige konkurrence om pladserne.

Senere kom Marianne tilbage som fast spiller på landsholdet og oplevede mange store mesterskaber helt op til OL i Atlanta. Her fik hun et personligt nederlag ved pludseligt at blive sat af finaleholdet, ligesom alting gik så godt. Hun sad tilbage i bussen og græd skuffelsens tårer. Hun måtte ringe hjem til idrætspsykolog Jens Hansen, og han fik hende langsomt tilbage i troen på eget værd igen.

Da Marianne kom hjem fra OL skrev hun en kort kontrakt med det japanske 1. divisionshold Chateraise. Men som så mange andre danske sportsfolk har hun måtte indse, at de kulturelle forskelle var for store. Det sidste og største smæk kom, da Ulrik valgte hende fra til VM i Tyskland, ved simpelthen at ringe hende op og udslynge dødsdommen uden yderligere forklaring. Den forklaring fik hun aldrig, selvom hun skrev til ham for at få en uddybning af årsagerne. Efter 110 landskampe var døren for alvor lukket med ordene "Du er ikke god nok".

Som hun også har nævnt i et senere tv program, så stammer usikkerheden helt tilbage fra forholdet til hendes mor og dennes alt for høje ambitioner på datterens vegne. Ligegyldigt hvor hårdt Marianne trænede, og hvor mange kampe hun end vandt, så følte hun aldrig, at moderen syntes, det var godt nok. Angsten bed sig fast og selvværdet var nede på nul. Hendes præstationer på banen led under denne evige understøm af usikkerhed, indtil hun besluttede sig til at konfrontere uhyret (usikkerheden, altså!).

• Erkend skuffelsen og bearbejd den
• Opfyld først dine egne krav til dig selv
• Tro på dig selv
• Vær realistisk
• Vær ikke bange for at bede om hjælp
• Find andre værdier end success
• Opbyg et liv udenfor idrætten; find andre aktiviteter og venner udenfor sporten mv.

Man skal "tage en snak med sin indre dommer" (har du hørt det med, Anja?). Det vil sige, at man konfronterer sig med sit over-ego (hil Freud), der som en fordømmende instans hele tiden stiller høje krav og rakker ned. Kravene skal man selv stille og istedet konfrontere sine ydre autoriteter (i hendes tilfælde Ulrik og mor). Marianne vandt kampen og kunne nu indrømme over for sig selv og andre, at hun var bange for at vise svaghed i et miljø, hvor alle skal være superstærke hele tiden. Men endemålet var, da hun kunne fortælle sig selv, at hun var god nok, som hun var. Hun fandt frem til, at hun skulle give sig selv en anden rolle i de tilfælde, hvor hun ikke skulle spille så meget. Hvilke rolle det er, viser denne bog også tydeligt: rollen som den "sociale snakketante" (hende egen betegnelse), der giver andre gode råd. En kamp er ikke kun vundet via teknik, systemer eller store bøffer. Psyken er ligeså vigtig, som en psykologi/filosofi studerende også ved.

De 2 ankeloperationer har også bidraget til hendes selvudvikling. Genoptræningen gav hende bl.a. selvdisciplin og evnen til at sætte sig selv mål og delmål.

Bogen er opbygget af små korte afsnit med en enkelt pointe til hver. Stilen gør bogen let at læse, men også en smule rodet. Det vigtigste for hende er at formidle de råd, hun er nået frem til på en tydelig måde - lige fra mentaltræning til ernæringsvejledning. Sproget er afslappet, flydende og helt nede på jorden. Hun husker hele tiden sine læsere og fortaber sig ikke i halvprivate anekdoter om landsholdet eller eget privatliv. Leder man efter sladder fra omklædningsrummet og store afsløringer af holdkammeraterne, så leder man forgæves i denne bog.

Senere blev Marianne Florman spillende træner på 2. divisionsholdet Ydun. Hun spurgte sig selv, om hun efter karrierens slut stadig kunne undvære rampelyset og den identitet, det giver stadig at blive husket i den nationale (korttids)hukommelse. Som vi så en overgang på tv, så holdt hun fast i os lidt endnu, og heldigvis for det! Jobbet som sportskommentator for DR reddede hende fra glemslen for en stund og det var en god træning i at turde "være på". Det er hun også, når hun er ude at holde foredrag. Engang havde vi også den fornøjelsen at se hende til Roskildes 1000 års jubilæum, hvor hun deltog i marathon oplæsningen af James Joyce's Ulysses med et enkelt kapitel. Hun er altid en fryd for øjet og øret, og det er fandeme dejligt at se en sportskvinde, der både kan svinge en bold og samtidig have intellektuelle samt menneskelige kvaliteter over det sædvanlige. Hun er heller ikke bange for at tale mod EU og at udtale sig om andre ømtålelige emner.

Nu er det moderskabet, som er hende nye karriere og håndbolden er lagt på hylden - måske for altid?