Indtryk fra Jolly Cup 99 i Roskilde -
Landsholdet mod pressens hold

Søndag d. 21. november 1999 havde længe haft et stort rødt kryds i min kalender. Endelig kom bold- og mediegudinderne til byen med det store omrejsende håndboldcirkus. Jeg var den første til at kaste mig over telefonen, da billetsalget åbnede i den tro, at der måtte være tusinder med samme intention som jeg (det viste sig senere ikke at være tilfældet).

Denne forestilling hed Jolly Cup og det var landsholdet mod Pressens Hold. Ingen bedre og mere passende modstander havde de kunne finde frem her op til VM og af en eller anden mærkelig (sikker økonomisk) grund, skulle der absolut stille 4 hold. Mærkeligt valg.

Selvom det ikke var en "rigtig" landskamp, men nærmere en træningskamp med tilskuere, så smagte det dog alligevel lidt af fisk...fugl (hverken fugl eller fisk). Jeg glædede mig som et lille barn.

Faktisk har gymnastik- og idrætshaller ikke det mest lyserøde skær i mine erindringer - det var nærmest et torturkammer. Men denne gang var det er en hel speciel oplevelse at træde ind Roskildehallen og finde sig selv midt i et univers, jeg ellers kun har set gennem en tv-skærm.

Og vinkelen var anderledes. Det gav et helt gib i mig, da jeg på vej mod min plads på første række kunne se lige ind i ansigterne på spillerne, der varmede op på banen. Det er så velkendte ansigter, fordi man efterhånden er kommet til at føle sig i familie med pigerne, som man har lidt og jublet med i årevis. Vi var lige ved at råbe hilsener ud til vores kampfæller derude på parketgulvet. "Hej Tonje, gamle svinger"..."Hej Bøtte, godt at se dig igen".. Men sådan er virkeligheden jo ikke - og selvfølgelig var der ingen reaktion at spore, da vi gik forbi - TV skærmens ruder er kun "en-vejs". De nationale ikoner var selvfølgeligt bare helt almindelige piger (Guud, er de ikke større, udbrød min sidekammerat). Fra mytisk størrelse ned på jorden, ak ja!

Der er også mange nye lyde, som man ellers ikke hører på tv: reklamebanderne der ruller rundt med brummen og mekanisk skramlen, gjaldende tilråb, den svuppende lyd af hænder, der slipper en harpiksindsyltet bold og de gungrende gulvbrædder hver gang spillerne skifter banehalvdel. Og så er der også den enerverende dille med at spille brudstykker af de samme tåbelige sange igen og igen på fuld hammer, som gør mig helt vanvittigt irriteret! Det er o.k. efter scoringer, mens spillerne får krammet færdig og vi kan klappe. Men under time-out brager f.eks. "Egon, jeg har en plan" ud over det hele, så hvis Pytlick har en plan er der ingen spillere, der kan høre den. Hva'ba?????

Salen var ikke ligefrem pakket med mennesker. Faktisk var det et ret ynkeligt frembud på sølle 700 tilskuere i en sal, hvor der var plads til tre gange så mange. Det forlyder endda at hovedparten var gratister på sponsorbilletter (hvor usportsligt). Grunden var nok landsholdets ringe modstander, magelighed (man har gode pladser hjemme ved fjernsynet) og den pebrede pris på 140 kr. per billet.

Det bovlamme publikum var der ikke megen gejst i, selvom vi var to, der prøvede at klappe og huje for en hel sal. Det viste sig hurtigt, at der heller ikke var specielt meget fut i landsholdet, især ikke i første halvleg, hvor forsvaret sov for meget og resten ikke var spor koncentrerede. Til gengæld gik det strygende for go'e gamle Bøtte på Pressens Hold (hvor ville det være fedt, hvis hun kom tilbage på landsholdet...) Pressens Hold var foran de første 18 minutter, før landsholdet fik udlignet til 10-10. Det var først da Bøttzau blev skiftet ud grundet en skade og Camilla kom ind på banen, at landsholdet kunne overhale igen. En positiv overraskelse var Louise Pedersen, der på fløjen fik det ene mål efter det andet i kassen, totalt uimponeret. I anden halvleg gik det lidt bedre, men det var tydeligt, at det var Camilla, Tonje og Mette der kørte spillet. Når man sidder så tæt på, bliver det mere tydeligt, hvor mange knubs og slag Tonje skal stå model til i forsvaret, selv i en venskabelig træningskamp som denne, hvor alle tog det stille og roligt. Meeeget stille og roligt.

Landsholdet vandt en magelig sejr som forventet på 31-26. Spillerne så ud til at være glade for at det hele var overstået, da vi nåede til præmieoverrækkelsen. Især Camilla og Tonje havde så travlt med at snakke og grine, at de dårligt havde tid til den der trivialitet med trofæet (hvor låget hele tiden faldt af). De har altid et dejligt smittende humør og tager det hele som en oplevelse. De to veteraner var også gode til at muntre de nye op og give dem selvtillid.

"Trætte og ukoncentrerede" sagde Pytlick til pressen bagefter. "Kampen i dag var lidt speciel, for vores modstander kendte alle vores spilsystemer, og jeg synes ikke, man skal lægge for meget i den. Jeg tror også, mange af spillerne var trætte og også bange for at blive skadede i dag og holdt sig derfor lidt tilbage." Camilla var lidt mere direkte, både i pressen og i sportsnyhederne hos Flora.. hun ku godt ha' undværet den kamp!

Men jeg var nu ganske tilfreds - tilfreds med bare at være tilstede og følge det hele på nært hold. Det var faktisk ret sjovt. Hvis det var muligt, ville jeg altid være der selv og undgå fjernsynet som mellemled.

Skulle man komme til at kede sig en smule indimellem, kunne man altid lade blikket vandre ud over salen. Det er den store fordel ved at være tilskuer og ikke blive styret af tvproducerens klipning. Man kunne for eksempel følge den interessante disciplin i synkron panorering med 3 tvkameraer. Eller få udsigten ødelagt af de mange "kravlenisser" med de enorme telelinser og drømmen om det perfekte billede.

Man kunne tillige studere publikum og deres varierende udvisning af entusiasme (jo ældre jo mindre tegn på liv overhovedet). Mange så ud som om de stadig sad og halvsov foran husalteret derhjemme. Og langsiden som var udenfor kameraernes rækkevidde gad næsten ikke klappe overhovedet. Til gengæld var der gang i de små autograf-hyæner under pauserne. I flokke kastede de sig over hver synlig spiller uden den mindste smule respekt eller hensyntagen. Selv stakkels Pytlick kunne ikke få lov til at studere den efterfølgende kamp i fred. Ungerne var bevæbnet med tykke notesbøger, og trofæerne blev sammenlignet bagefter som var det optælling af skalpe.

Udskiftningsbænke og træneres kommunikation er også et interresant studie. Hvordan skiftes der ud, hvem stikker hovederne sammen som fnisende skolepiger og hvem vil hellere sidde for sig selv på bænken? Der er virkelig gang i kropssproget og stresshormonerne hos trænerne, der paraderer langs sidelinjen som løver i bur. Der råbes også en hel del under en kamp. Både fra trænere og spillere på bænken men også markspillerne imellem. Til den efterfølgende kamp mellem Holland og Frankrig blev det til et veritabelt råbekor, der burde få arbejdstilsynet op på dupperne. De to trænere var et studie i temperament - den hollandske var så hysterisk og sur at det næsten var morsomt. Og så sagde han noget MEGET ubehøvlet på engelsk til dommeren - og fik gult kort som svar. I anden halvleg havde selvsamme træner givet op overfor sit umulige hollandske hold af kæmpekvinder, der bare kom længere og længere bagud og tabte flere og flere bold. Til sidst sad han bare med armene over kors og skulede. Ikke den bedste opmuntring. Men der var en tydelig tempoforskel fra danskernes kamp. Det var, som om nogen pludselig havde lukket op for en ventil og sat hastigheden op med et brag. Her var det en rigtig landskamp, hvor holdene gik til den og trykbølgerne stod ud mod bænkerækkerne. Her ville man noget. Jeg var glad for, at jeg blev for at overvære den også. Jeg kunne godt unde hollænderne sejren, men de der franskere er altså hårde - vi får vores sag for.