Historiens største sejr i en VM-slutrunde

Eller: Kattens leg med musen!

2. december 1999 var så min første landskamp live. Og det blev som bekendt noget af en forestilling, da Danmark vandt 42-5 over et rystende svagt hold fra Argentina.

Sammen med 4 kolleger tog jeg turen fra Århus til Kolding for at se det meste af programmet denne 3. dag i VM-slutrunden 1999. Vi kom ca. midt i 1. halvleg af kampen Makedonien-Tyskland, og spillet i den kamp var ikke voldsomt skræmmende. Tempoet var moderat, og ud over den lange Grit Jurack fra Tyskland var der ikke rigtigt nogen, der lyste op. Hun lavede så til gengæld 12 mål og afgjorde nok stort set egenhændigt kampen til tyskerne, der vandt 23-18. Stemningen var yderst behersket, kan man roligt sige. Der var en lille gruppe fans fra hvert af de to nationer, men de gjorde ikke det store væsen af sig, og alle vi danskere gik lidt ud og ind af hallen og klappede sporadisk, når der skete noget, der lige kunne fange opmærksomheden.

Inden næste kamp fik vi lidt at spise og en øl eller to i forhallen. Drikkevarer måtte ikke tages med i hallen, da det er en kommunal hal, som en ølsælger sagde! Nå, det kunne vi leve med. Og lige da jeg skulle ind (hvor den næste kamp netop var gået i gang), kom Lene Rantala gående lige forbi mig! Hun var forbi, inden jeg nåede at reagere, og hun gik også og gemte sig lidt med træningsdragten trukket godt op om ansigtet - sikkert for at undgå horderne af autografjægere. Disse kunne til gengæld få nogle godbidder, idet der blev annonceret autografskrivning af Tonje og Camilla en times tid inden Danmarks kamp. Senere forstod vi jo udmærket det, da de slet ikke skulle spille den dag.

Den næste kamp var dagens mest spændende (dvs. jævnbyrdige). Vi havde jo set Angola og Japan mod Danmark de to foregående dage, og vi diskuterede noget, hvem af dem der var stærkest. Japan havde god opbakning af nogle tilskuere på langsiden, der lystigt heppede på deres hold, og det gik også udmærket i starten. Angola var lige som mod Danmark ikke rigtigt glade for den ultraoffensive 3-2-1 opdækning, og det gav nogle kontraangreb. I det etablerede spil var de ikke så meget værd, for de var vel 20 cm mindre end de store afrikanere og de forsøgte mest med hurtige kombinationer og skud rundt om kroppen. Ind imellem fik de straffekast, men det var vist kun mod Danmark, japanerne kunne score på dem. Efter pausen havde Angola fået mere styr på spillet, og deres større fysik gav dem overtaget. De kom foran med 2-3 mål, men mod slutningen smuldrede det, og de kunne ikke finde ud af at holde på bolden de sidste 30 sekunder, så japanerne fik et kontraangreb og udlignede med mindre end 5 sekunder tilbage! Stor jubel, og Angolas hold gik uden at hilse ud af hallen. Men basalt set var det småt med godt spil i den kamp - men spændende var den som sagt.

Endelig var det tid til aftenens hovedattraktion for os danskere. Jubelen var stor, da holdet kom ind til opvarmning, og vi kunne nu se, hvem der sad over. Uden at fornærme nogen kan man vist roligt sige, at det var de bærende kræfter, der fik et hvil, samtidig med at marginalspillerne fik chancen. På forhånd havde vi ikke ventet den helt store spillemæssige oplevelse. Randers-træner Morten Arvidsen havde udtalt, at Argentina måtte siges at være på niveau med dansk 2. division, og til at vurdere det havde vi en sagkyndig med: En af mine kolleger spiller faktisk pt. på Brabrands 2. divisionshold (damer, naturligvis). Hun var foruroliget allerede under sydamerikanernes opvarmning, for deres parvise kasteøvelser viste ikke mange kræfter. De blev bakket op af en lille gruppe argentinere, der havde det rigtige flag med (det var lidt pinligt, at der ikke var et korrekt flag blandt de øvrige i hallen) samt trompet og godt humør. De blev også høfligt modtaget af det danske publikum, men entusiasmen var naturligvis større, da danskerne blev præsenteret, bl.a. havde Rantala 150 kamps jubilæum.

Nå, men kampen gik i gang, og straks blev argentinernes niveau bekræftet. De kunne knapt gribe bolden, og de begik tekniske fejl på stribe. Og det udnyttede de rappe danskere naturligvis gang på gang, selv om der specielt i starten blev brændt en del oplagte forsøg af bl.a. Pernille og Lotte. Men det stod jo ret hurtigt 9-0, hvorpå argentinerne kom ind i en stime: De scorede 3 mål mod danskernes 2, men efter 11-8 var der lukket hos Dybmose i en halv time (hen over pausen). Næste gang de scorede, var det til 36-4! I anden halvleg lukkede danskerne for alvor op for sluserne, og publikum havde bare en folkefest. Christina, der kaster sig ind i feltet og afleverer tilbage til en fremstormende Kristine (der scorede); Lotte, der med en præcis aflevering helt nede fra forsvaret finder Merete på stregen i modsat ende (der scorede); og toppen da Louise trækker forsvaret over modsat, Kristine afleverer på tværs tilbage til en fremstormende Natasja (der scorede!).

Det sidste havde vi en fornemmelse af. Kort inden skød Kristine straffe (og scorede), men samtidig konspirerede Merete og Lotte med Jan og kaldte Natasja hen. Vi sagde til os selv, at nu skal der ske noget ekstraordinært, og ganske rigtigt. Næste gang bolden blev erobret, listede Natasja ud til bænken, men da Louise trak over, styrtede hun frem, og hendes mål sad helt præcist tæt ved stolpen. Jubelen hos hende og os ville ingen ende tage. Men det var også som at se Karsten Holm for Kolding for få år siden.

Mod slutningen dansede spillerne rundt på banen, og de var tydeligvis begejstrede for den festlige kulisse. Bagefter var spillerne ude og hilse til alle siderne, og et par af dem (bl.a. Christina) kastede sig på maven i bare begejstring.

Alt i alt en fin-fin aften. Men det var nu en større håndboldoplevelse at se Viborg-Györ i EC-finalen i foråret - der var ganske enkelt mere spænding og dramatik. Det kan jo komme i de følgende kampe. Det er svært at sige, hvordan det vil gå. Personligt tror jeg på, at de når mindst semifinalen, men derefter er jeg usikker.

Arne Møller Jensen

Du kan også skrive en historie (sand, selvfølgelig!) og jeg skal straks lægge den ud.