Siden sin oprindelse i 1839 har nationen Nicaragua været præget af nordamerikansk indblanding. Fra 1909 til 33 invaderede USA med jævne mellemrum landet for at hjælpe de konservative til magten. I 1926 blev en fredsaftale etableret mellem Nicaraguas to stridende parter: de liberale og de konservative (Paige, 1997: 167), men den liberale Sandino ville ikke underskrive den og indledte en guerillakrig mod USA’s besættelse (Walker, 1997: 2); en guerillakrig med stor symbolsk betydning for eftertiden. Som led i fredsaftalen skabte USA en nationalgarde (Paige, 1997: 168), der, ledet af den USA-venlige Anastacio Somoza, overtog kontrollen i landet og bekæmpelsen af Sandino. Da USA forlod landet i 1933, nedlagde Sandino våbnene, men blev alligevel skudt af Nationalgarden (ibid.: 174).

Med indsættelsen af Somoza i spidsen for Nationalgarden var en ny epoke og tyran født i Nicaragua. Somoza udråbte i 1937 sig selv til præsident (ibid.: 174) og brugte Nationalgarden som sit private instrument til at fastholde sin magt og opbygge et økonomisk imperium. USA’s holdning udtrykkes bedst med Roosevelts berømte citat: "Yes, he’s a son of a bitch, but he’s our son of a bitch" (Lohmann, 1995: 15). Da Somoza i 1956 blev myrdet, ejede familien 60% af landets økonomiske værdier, og Somoza alene besad 10% af landbrugsjorden. Men med diktatorens fald var diktaturet ikke forbi. Det fortsatte som et dynasti regeret efter tur af Somozas to sønner. Alle tre diktatorer var korrupte (Walker, 1997: 4) ligesom deres National-garde, hvis loyalitet de fastholdt ved at ansætte slægtninge i de ledende stillinger og tillade officerernes berigelse via mafiavirksomhed, der involverede prostitution, smugleri og bestikkelse (Morley, 1994: 36). Især den sidste Somoza var ubehersket grådig og magtsyg. Det blev klart for enhver, da et jordskælv i 1972 lagde hovedstaden, Managua, øde og kostede mindst 10.000 mennesker livet og 100.000 deres hjem (ibid.: 56). Somoza inddrog den omfattende nødhjælp fra udlandet (ibid.: 57) og profiterede yderligere ved at udleje de donerede telte og sælge tæpper og medicin, som de nødstedte selvsagt skulle have haft gratis. Topmålet blev, at landet året efter som noget nyt havde en stor eksport af medicin på budgettet! (Lohmann, 1995: 16).

Alt dette samt det faktum, at Somoza generelt brugte regeringen til at fremme sine egne virksomheder (Walker, 1997: 5), hvorfor familieformuen i midten af 70’erne var på 600 mio. US$ (Carnoy, 1990: 319), fik en bred opposition til at blusse op. Selv eliten begyndte at tage afstand fra regimet (Walker, 1997: 5). Sandino var blevet et centralt symbol i modstanden, og allerede i 1961 havde nogle studerende grundlagt Frente Sandinista de Liberación Nacional (FSLN). Den eneste uafhængige avis var La Prensa, hvis ejer, den borgerlige Pedro Joaquín Chamorro, brugte den til at kritisere regimets korrupte karakter (ibid.: 6). At Somoza i 1978 fik Chamorro myrdet, blev et uigenkaldeligt pust til den opblussende opposition (Morley, 1994: 57). En generalstrejke og en FSLN-aktion med gidseltagninger i parlamentet trængte Somoza op i en krog. Nationalgarden fortsatte med blodigt at nedkæmpe opstande (ibid.: 57), mens flere og flere lande tog afstand fra Somoza. Selv USA begyndte at bekymre sig om krænkelserne af menneskerettighederne, da de kunne se, at den folkelige opstand udgjorde en trussel mod deres allierede (ibid.: 85-6). FSLN og den borgerlige opposition dannede en provisorisk regering i Costa Rica, og 17. juli 1979 flygtede Somoza-familien til Paraguay – med statskassen (Lohmann, 1995: 18).

Dette blev starten på den sandinistiske revolution. Fra 1979 til 90 regerede FSLN i to tempi: 1979-85 var en transitions- og rekonstruktionsfase, og 1985-90 en konstitutionel periode (Walker, 1997: 8). FSLN inddrog to borgerlige Somoza-modstandere i den fempersonersjunta, der i første omgang skulle styre slagets gang: Violeta Chamorro, enken efter den dræbte redaktør på la Prensa, og Alfonso Robelo, lederen af Consejo Superior de la Empresa Privada (COSEP). Den lovgivende forsamling kom til at bestå af samtlige partier, der havde været imod Somoza (Paige, 1997: 40). FSLN fik dog mere og mere magt, og det varede ikke længe, før COSEP beskyldte FSLN for kommunisme og krænkelse af den private ejendomsret. I 1980 trak Chamorro og Robelo sig fra juntaen og 3 partier sig fra statsrådet (ibid.: 40).

FSLN overtog et aldeles ulige samfund, hvor 0,6% af landbefolkningen i midten af 1970’erne sad på 30,5% af jorden, mens 50,8% ejede sølle 3,4% (Morley, 1994: 52). Sandinisternes vision var et folkeligt demokrati via borgernes direkte deltagelse i masseorganisationer tilknyttet partiet (Walker, 1997: 46). De trak på en revolutionær rekonstruktionsdiskurs, der lagde vægt på at fremme social lighed først og fremmest vha. gratis grundskole (Carnoy, 1990: 336) og lægebehandling. På disse punkter nåede FSLN langt de første år (Walker, 1997: 9). Især var en alfabetiserings-kampagne i 1980 opsigtsvækkende. Ved hjælp af 30.000 studerendes frivillige undervisning af 400.000 borgere lykkedes det på 5 måneder angiveligt at reducere analfabetismen fra 50 til 13% (Carnoy, 1990: 336-7). En vis skepsis er på sin plads mht. hvor godt disse borgere lærte at læse på bare 5 måneder, men i hvert fald viste projektets omfang en vilje hos både regeringen og befolkningen.

Den ny juntas første skridt var at opløse Nationalgarden, retsforfølge de af Somozas allierede, der var tilbage i landet, nationalisere den flygtede elites jord, fremme faglig organisering, indføre pressefrihed, rettigheder og personlige friheder for borgerne og en blandingsøkonomi baseret på en stærk statssektor (Lohmann, 1995: 22). Staten overtog banker, forsikringsselskaber, minedrift m.m. (Carnoy, 1990: 323), og el Ejercito Popular Sandinista (EPS) blev skabt.

Allerede i starten af 80’erne begyndte udarbejdelsen af en valg- og partilov med henblik på at afholde valg. Selvom valget i mange især amerikanske kilder mangler historisk anerkendelse, blev det en succes. Consejo Supremo Electoral (CSE) blev skabt og internationalt evalueret som yderst professionelt. Ved valget, der blev afholdt i 1985, stillede syv partier op, 75% af befolkningen afgav deres stemme, og valget var internationalt overvåget og lovprist. FSLN’s leder Daniel Ortega fik 67% af stemmerne (Walker, 1997: 10). Når valget af nogle alligevel ikke betragtes som demokratisk, skyldes det bl.a., at de borgerlige oppositionspartier samlet i Coordinadora Democrática Nicaragüense boykottede det (Carnoy, 1990: 325).

FSLN påtog sig gælden på 1,6 mia. US$ (Morley, 1994: 271), som Somoza havde efterladt, plejede forbindelserne til udlandet og formåede frem til 1983 at skabe en økonomisk fremgang (Walker, 1997: 9). Når det herefter gik helt galt, skyldes det ikke mindst den nye Reagan-administrations kritiske syn på revolutionen, som den i lyset af den kolde krig betragtede som Sovjetkommunisme (ibid.: 11). Ud over at suspendere USA’s bilaterale bistand til Nicaragua i 1981 (Britannica) og bruge sin indflydelse i Verdensbanken og Den Interamerikanske Udviklingsbank (BID) til at stoppe lån til Nicaragua (Walker, 1997: 9), trænede og finansierede USA en kontrarevolutionær hær bestående af tidligere nationalgardister, der var flygtet fra Nicaragua. Disse blev nu kendt som los contras og udførte sabotage eller frihedskamp – afhængigt af hvem man spørger – mod den sandinistiske regering, som i 1982 måtte indføre undtagelsestilstand (Lohmann, 1995: 25). På alle fronter bekæmpede Reagan revolutionen. Han førte en omfattende antisandinistisk kampagne for at påvirke valget i 1985 (Walker, 1997: 11) og indførte herefter embargo mod Nicaragua (Britannica, 4.12.1997). Dette skete på trods af, at FSLN fra 1983 begyndte at udvikle liberale demokratiske institutioner; staten blev opdelt i fire magter: den udøvende, som var stærkt præsidentialistisk; den lovgivende Asamblea Nacional (AN); den dømmende magt; og CSE (Walker, 1997: 46). I 1987 blev en grundlov godkendt. Og de sidste år så FSLN sig nødsaget til noget så ukommunistisk som at indføre neoliberalistiske strukturtilpasningsprogrammer. Antagonismerne i det nicaraguanske samfund og den internationale scene på dette tidspunkt afspejles i det faktum, at selv historiske kilder har tendens til at konstruere FSLN enten som de gode revolutionære, der reelt forsøgte at hjælpe de fattige og indføre demokrati, eller som en fortsættelse af det totalitære diktatur, nu i en kommunistisk afskygning.

Ved næste valg i 1990 havde USA ændret strategi fra at alliere sig med autoritære ledere til nu at trække på en demokratidiskurs (ibid.: 27). Stormagten opgav derfor planen om at genindsætte et autoritært regime vha. contra-krigen og begyndte i stedet at støtte den konservative oppositionskoalition UNO med henblik på at få eliten genindsat (ibid.: 29). Der var igen tale om et internationalt overvåget valg⁶. At FSLN tabte, kom uventet. Forventningerne til revolutionen var blevet afløst af en mæthed af krigens ødelæggelse, en konnotation, der stadig plager FSLN. Ud over nogen ranen fra ledernes side, siden hen kendt som la piñata, i forbindelse med den forhastede uddeling af rettigheder til den tidligere elites ejendomme, overdrog FSLN magten fredeligt og demokratisk til den ny præsident: Violeta Chamorro!

Doña Violeta kom til at lede en overgangsregering, som hun styrede med en moderlig forsoningsdiskurs (Kampwirth, 1996: 67). Det splittede samfund skulle lære at leve sammen. En af de vigtigste opgaver, hun gennemførte, var at reducere EPS fra 90.000 til 10.000 mand (Danida, 1997: 8) og få los contras til at nedlægge våbnene mod aldrig indfriede løfter om jord. Den forsonende kurs betød også, at hun måtte forhandle med FSLN, der stadig havde stor magt i civilsamfundet og ikke mindst over hæren. Den forsonende linie over for FSLN gjorde Violeta upopulær på højrefløjen af UNO (Walker, 1997: 49), og den konservative alliance faldt hurtigt fra hinanden. Efter stor uenighed mellem Chamorro og AN blev der i 1995 vedtaget en ny grundlov, hvori den vigtigste ændring var mindsket magt til den udøvende statsgren og øget magt til den lovgivende (ibid.: 54-5).

Chamorros demokratiforståelse var neoliberalistisk og indebar privatiseringer, nedskæring på staten (Everingham, 1998: 250) og afskedigelse af 100.000 offentligt ansatte (Danida, 1997: 8). USA bakkede op om ’sin’ kandidat og genoptog bistanden til Nicaragua, som blev den største i verden og bl.a. gik til udskiftning af skole-bøgerne, som nu blev brændt (Walker, 1997: 31-2) for én gang for alle at komme den sandinistiske politisering af civilsamfundet til livs. Jordprivatisering og handels-liberalisering øgede igen klasseskellene i Nicaragua (ibid.: 35).

Nicaraguas økonomiske situation er trøstesløs. Trods store naturressourcer er det det fattigste land i Mellemamerika (Danida, 1999b: 68) med et BNP pr. indbygger, der var faldende fra 1960 frem til 90, hvor det lå på 448 US$ og var væsentligt lavere end regionens gennemsnit på 815 (PCP, 1995a). De tre vigtigste historiske årsager til dette er Somozas tyveri af statskassen, contra-krigens 40-50.000 dødsofre, 100.000 invaliderede, ødelæggelse af produktionsapparatet og infrastrukturen (Lohmann, 1995: 21) samt diverse naturkatastrofer. Disse faktorer har tilsammen skabt Nicaraguas to store økonomiske problemer: gæld og manglende investeringslyst. Landet har i 80’erne og 90’erne årligt modtaget 500 mio. US$ i bistand (Danida, 1997: 20) og er dybt afhængig af donorerne, der udgør landets største indtægtskilde. Udlandsgælden var i 1990 på 11 mia. US$ (ibid.: 7) og i 1999 på 7 mia. US$, efter at flere bilaterale donorer havde eftergivet gæld. Det skal sammenholdes med et BNP på kun 10 mia. US$ i 1999 (Udviklingstal, 2001). Et særligt handikap for demokrati-seringen i Latinamerika er den ekstreme ulighed, som er større end noget andet sted i verden (Whitehead, 1993: 324). I Nicaragua levede 50% af de 4.9 mio. indbyggere i 1999 under fattigdomsgrænsen (CIA: 7).

I 1996 var der igen valg i Nicaragua, og flerpartisystemets ekstreme udfald var hele 21 præsidentkandidater (Walker, 1997: 305). Arnoldo Alemán, lederen af PLC, stillede op for koalitionen Alianza Liberal. Han havde allerede som borgmester i Managua fra 1990 til 95 arbejdet på sit folkelige image ved at konstruere springvand og andre synlige monumenter for sin velvilje. Kampen kom til at stå mellem ham og Ortega, og Alemán lagde ikke skjul på sit had til den gamle revolutionsleder, som han kaldte for løgner og kommunist (Serrill, 14.10.1996). I El Consejo de las Américas omtalte han FSLN som "los enemigos de la democracia" og deres ’påståede’ demokrati som zombie og vampiro (Alemán, 5.8.1996). USA støttede Alemán, ligesom også den katolske kirke gav ham en håndsrækning ved at afholde en ceremoni til ære for Violeta, ved hvilken landets indflydelsesrige kardinal Miguel Obando y Bravo, der senere hen er trofast til stede ved mange af Alemáns taler⁷, velsignede PLC-lederen og lod ham læse op fra Bibelen. Kardinalen var iklædt en rød og hvid kåbe, PLC’s farver, selvom han ifølge de religiøse forskrifter skulle bære en grøn. Ved samme lejlighed fortalte han – antageligt med hhv. vælgerne og FSLN i tankerne – om en rejsende, der tager en døende slange ind til sit bryst for at varme den, men selv må lade livet, da slangen kommer til live og bider ham (Walker, 1997: 307). I bibelsk forstand er slangen det lokkende, der bringer det uskyldige i fordærv, og denne metafor blev ført videre både under og efter valget. På valgdagen modtog alle abonnenter på NICANETs personsøgerservice meddelelsen "dræb slangen", og efter valgsejren sagde Alemán på tv, at "slangen var død" (ibid.).

Valget blev en mindre succes end de to tidligere. I et forsøg på at afpartisere CSE fik man udskiftet de erfarne sandinister med inkompetente folk. CSE’s håndtering af valget var derfor ikke så jævn som håbet, der blev meldt om uregelmæssigheder under optællingen, og FSLN talte decideret om svindel (ibid.: 308-9). Men valget fik den internationale velsignelse, og det var i sig selv imponerende, at 86% af folket havde stemt (ibid.: 305).

Ortega måtte nøjes med 37,7% af stemmerne, mens den 50-årige jurist og godsejer Arnoldo Alemán fik 51% (Elections around the world, 2001). PLC er stiftet af udbrydere fra Somozas liberale parti (Everingham, 1998: 251), og Alemán betragtes som et tilbageskridt i retning af somozisme (Saéz, 1999: 266). Fra 1983 til 90 var han formand for Asociación Nacional de Cafetaleros de Managua og siden et aktivt medlem af COSEP. Hans far døde i Miami (Presidencia de la República, 2000), hvor mange af Alemáns tro støtter, eksilsomozisterne, også er havnet – nu som amerikanske statsborgere. I 1979 arbejdede han for Banco Nicaragüense de Industria y Comercio, som de revolutionære nationaliserede (Walker, 1997: 305), og i 1989 blev han arresteret og fik sin ejendom konfiskeret (Everingham, 1998: 251). Herfra stammer hans udprægede had til FSLN, som han i sin tid som borgmester udlevede ved at destruere sandinistiske mindesmærker. Op til valget nedtonede han sin antisandinistiske diskurs for at kunne favne bredere (Walker, 1997: 306).

Alemán er kendt som en højrepopulist, der lover forskellige ting til forskellige grupper (ibid.). Han gør meget ud af at bevise sin respekt for civilsamfundet især vha. Consejo Nacional de Planificación Económica Social (CONPES), som er et rådgivende råd, hvori civilsamfundet har mulighed for at deltage i politik. CONPES er fx blevet spurgt til råds i forbindelse med udarbejdelsen af en fattigdomsstrategi og af finansloven (Alemán, 28.11.2000). CONPES er dog ikke Alemáns opfindelse, da grundlovens §150 punkt 13 pålægger ham at skabe et sådant råd (PDBA, 1995). Alemáns erklærede mål er at bekæmpe fattigdom og arbejdsløshed og fremme borgersikkerhed og skattelighed (Presidencia de la República, 2000). I regeringens rekonstruktionsprogram for 1999-2003 fremgår det dog, at infrastruktur prioriteres allerhøjst i budgettet. Alene bygning af veje og broer udgør 46,8% af budgettet, mens sundhedsministeriet kun disponerer over 10,8% af ressourcerne (IMF, 1999: 38). Det hænger sammen med, at Alemáns fattigdomslogik er udpræget liberalistisk: God infrastruktur – såvel som politi og beskyttelse af ejendomsretten – fremmer investeringerne, som skaber beskæftigelse, hvilket menes at være lig med fattigdomsbekæmpelse (se Alemán, 4.1.2000&13.12.2000).

Det skal dog også nævnes, at Alemán har haft begrænset handlefrihed, da hans regeringsperiode har været stærkt præget af orkanen Mitch i oktober 1998 og dens eftermæle, der både kom til at betyde ødelæggelse, international opmærksomhed, nye muligheder, men også eksterne krav til den politiske linie. I december 1998 var regeringen til møde i Washington med el Grupo Consultivo (GC), som blev stiftet af BID og består af diverse bi- og multilaterale donorer og NGO’er. Ved mødet fik Mellemamerika over 6 mia. US$ af donorerne til genopbygning og "transformation" efter orkanen. Der blev allerede ved dette møde lagt stor vægt på transparens i administrationen af midlerne for at undgå en gentagelse af korruptionsskandalen efter jordskælvet i 1972 (Fonseca, 13.-19.12.1998). Alemán har i løbet af sin præsidentperiode løbende skullet stå til regnskab over for GC først i maj 1999 i Stockholm og siden ved et møde i Washington, som Alemán udskød fra februar til maj 2000, efter al sandsynlighed pga. den uheldige opmærksomhed, der var om landet og hans politik i starten af 2000 (Chamorro, 30.1.-5.2.2000). Ikke mindst de multilaterale donorer har haft indflydelse på Alemáns muligheder og regeringen har holdt møder med IMF og Verdensbanken for at diskutere bistandens betingelser. Fra september 1999 overvejede de to organisationer at anbefale Nicaragua til HIPC-initiativet (Rasmussen, 1999b), men beslutningen blev flere gange udskudt grundet den stigende bekymring hos civilsamfund, presse og donorer.

Der har fra pressen og civilsamfundet været konstante beskyldninger om korruption mod Alemán. Mange af disse sager er kommet frem i lyset i forbindelse med Alemáns årelange disput med Augustín Jarquín, som nogle mener, allerede startede i 1990, da begge stillede op som borgmesterkandidater i Managua (Turck, 31.3.1999). Jarquín blev i 1996 landets rigsrevisor og en indædt kamp for hhv. at afdække og afvise præsidentens korruption startede. La Contraloría General de la República (CGR) forsøgte vedholdende at undersøge Alemáns formueforøgelser og rygterne om korruption. Til gengæld startede regeringen i 1998 noget, pressen tolkede som en decideret kampagne mod rigsrevisoren. Tilbage i 1996 havde CGR modtaget et antageligt ulovligt lån (La Prensa, 6.7.1998), samt donationer fra bl.a. FN, Den Danske Ambassade, det nationale telefonselskab (ENITEL) og BID. Alemán mente, det var bestikkelse, da ENITEL, der selv var i en svær økonomisk situation, var under rigsrevisionens lup på det pågældende tidspunkt (Bodán, 6.-12.9.1998).

I januar 1999 besluttede Jarquín at undersøge rygterne om, at Alemán skulle være i færd med at bygge på private grunde for offentlige midler og uden at melde det til CGR skulle have opkøbt attraktive grunde ved kysten og langs nye veje finansieret med Mitch-midlerne. Alemán benægtede dette og offentliggjorde, at hans formue var på 1 mio. US$ (Fonseca, 24.-30.1.1999) ligesom i 1997, hvor den var vokset med 900% i hans tid som borgmester. Dette viste sig imidlertid at være ukorrekt, da Confidencial fandt frem til tre konti, som han havde omgået i sin rapport. Først i februar indrømmede Alemán at have opkøbt jord efter Mitch og påpegede, at det var for at hjælpe de utrænede bønder, der efter orkanen ikke anede, hvad de skulle stille op med den jord, de i sin tid havde fået tildelt af FSLN. Samtidig afsløredes det, at Alemáns svigersøn havde fået en vejkonstruktionsopgave til 1,8 mio. US$, uden at den var blevet udbudt i licitation (Turck, 31.3.1999).

Alemán besluttede nu at sagsøge Jarquín for sagen fra 1996, og i marts 1999 begyndte han for alvor at lede efter ulovligheder i Jarquíns arbejde. Skandalerne fortsatte, da Confidencial skrev om, hvordan Alemán havde fået Ministeriet for Transport og Infrastruktur til at konstruere 18 km asfalteret og overfladebehandlet luksusvej mellem nogle af hans ejendomme for midler fra bl.a. Mitch-donationerne i et område, der slet ikke var påvirket af orkanen og ikke havde anden biltrafik end præsidentens (Bodán, 7.-13.3.1999).

I Nicaragua findes Ley de Integridad Moral de los Funcionarios Públicos, som er et redskab til at opretholde transparens i de offentligt ansattes formueforøgelser. Ifølge denne lov skal man ikke blot offentliggøre sin formue ved til- og fratrædelse fra en post, sådan som grundloven fastslår, men også på CGR’s anmodning og ved køb og salg for over 10.000 córdobas (svarende p.t. til 6.000 kr.) (Sandoval, 25.1.2000b). Der har været en del tovtrækkeri mellem Alemán og Jarquín om denne lov, og i marts 1999 var der diskussion om, hvorvidt den gælder, når grundlovens §148 samtidig giver præsidenten immunitet (PDBA, 1995). Det blev slået fast, at Alemán var og blev immun og ikke behøvede at oplyse noget til CGR førend ved sin fratrædelse (Chamorro, 26.3.1999). I maj 1999 krævede Jarquín alligevel transparens i overførslerne af 2 mio. US$ foretaget siden 1997 fra Instituto Nicaragüense de Seguros y Reseguros til en privat konto i præsidentregi (Somarriba, 14.5.1999). Alemáns kampagne mod Jarquín greb om sig, og da den officielle Radio Nicaragua, ledet af Alemáns svoger, afviste at sende CGR’s redegørelse for de påståede ulovlige donationer fra 1996, men gerne ville sende Alemáns spots mod CGR, påpegede vicerigsrevisor Frixione, at der var tale om unødvendig censur og krænkelse af ytringsfriheden, grundloven og internationale aftaler (Somarriba, 19.5.1999).

De gensidige beskyldninger mellem Alemán og Jarquín kulminerede i juli 1999, da Jarquín og Frixione blev beskyldt for falskneri, fordi tv-vært Danilo Lacayo, der i øvrigt var en af de dommere, der fængslede Alemán i sandinisttiden (Alianza Liberal), var blevet ansat som rådgiver under falsk navn. Jarquín og Frixione valgte at afgive deres immunitet⁸ frivilligt ved en domstol, for at beskyldningerne mod dem kunne overstås hurtigst muligt og skade rigsrevisions-institutionen mindst muligt (Somarriba, 28.7.1999). I november 1999 blev Jarquín og Danilo Lacayo anholdt for svindel, underslæb, dokumentfalskneri og navnemisbrug. Dette udløste et enormt pres fra alle sider. Danmark, EU og flere andre donorer opfattede fængslingen af Jarquín som politisk og truede Nicaragua med økonomiske sanktioner, hvis ikke han blev løsladt (Sørensen, 24.11.1999). Pressen citerede Alemán for at have forklaret fængslingen af Jarquín således:

I december 1999 kom Jarquín for appeldomstolen. Pludselig den 24. december blev han løsladt med definitivt tiltalefrafald (Martínez, 26.12.1999).

Samtidig gik regeringen og puslede med store beslutninger. Allerede siden starten af året havde PLC forhandlet med den ellers historiske modstander FSLN om valg- og grundlovsreformer. Med PLC’s 42 mandater og FSLN’s 37 ud af AN’s i alt 93 (Elections around the world, 2001) betød samarbejdet, at de to havde de nødvendige to tredjedele af stemmerne til at vedtage, hvad end de kunne blive enige om. Grundlovsreformerne blev således vedtaget indledningsvist i december 1999 og endeligt i januar 2000, hvor også en ny valglov trådte i kraft.

Aftalerne mellem de to partier og deres ledere er blevet voldsomt kritiseret for at have karakter af ’pagt’ i ordets mest negative forstand. Ændringen af grundloven vakte stor opsigt og bekymring, fordi den synes at gavne ’pagtmagerne’ mere end folket. For det første får præsidenten og den kandidat, der har fået næstflest stemmer ved det foregående valg, automatisk en plads i AN i den næste regeringsperiode (PLC, 2000: §133). Dvs. at Alemán har sikret sig fortsat indflydelse og immunitet 5 år efter den periode, han er valgt til, mens Ortega til gengæld også får lov at komme uvalgt i parlamentet fra 2002 og dermed får den tiltrængte immunitet, der kan beskytte ham mod steddatterens beskyldninger om seksuelt misbrug⁹ (La Prensa, 4.3.1998). For det andet skal der ifølge den reformerede grundlov to tredjedele af AN til for at annullere præsidentens immunitet. Tidligere var det kun det absolutte flertal, sådan som det fortsat gælder for andre, der har immunitet (PLC, 2000: §130, VIII, 4). For det tredje ændredes CGR fra at bestå af én rigsrevisor og én vicerigsrevisor til at være et femmandsråd (PLC, 2000: §154). Alemán har dermed fået taget magt fra sin plageånd Jarquín. Ligesom tidligere er det AN, der vælger medlemmerne af CGR, men samarbejdet mellem de to store partier betød, at de kunne dele de fem pladser mellem sig. Samme problematik gør sig gældende for Højesteret (CS) og CSE, som desuden blev udvidet med hhv. fire og to dommere (PLC, 2000: §§163& 170). Endelig har de reformer, der vedrører valg, samt reformeringen af valgloven betydet, at de små partier får sværere ved dels at stille op til valg pga. et krav om underskrifter fra 3% af befolkningen (AN, 19.1.2000), dels at komme i parlamentet, da spærregrænsen nu er ved hele 4% af de gyldige stemmer (PLC, 2000: §173, 12). Samtidig er det blevet gjort lettere for de store partier, altså PLC og FSLN, at vinde præsidentvalget i første runde, da man nu kun skal have 40% af stemmerne i stedet for de tidligere 45%. Man kan endda nøjes med 35%, hvis man fører med 5% over den kandidat, der har fået næstflest stemmer (PLC, 2000: §147, 1).

Regeringen forklarede samarbejdet med FSLN og de grundlovsændringer, der vedrører valg, med, at det var et forsøg på at gøre samfundet mindre fragmenteret (Christensen, 16.2.2000) og kontrollere det ekstreme flerpartisystem. Den evaluerede reformerne som en styrkelse snarere end en svækkelse af institutionerne:

Daværende udenrigsminister Eduardo Montealegre mente desuden, at reformerne gjorde institutionerne mere repræsentative (Rizo, 22.1.2000). Over for IMF har regeringen begrundet samarbejdet med, at en bred politisk konsensus var nødvendig for at kunne implementere det program, der var aftalt med IMF. For voldsom en opposition ville forhale vedtagelsen af de nødvendige love, og derfor valgte man altså at arbejde sammen med FSLN (IMF, 1999: 8&68).

Internt i FSLN var der stor uenighed om makkerskabet med PLC. Ortega forklarede det som en mulighed for at få indflydelse, styrke partiets organisation, genvinde institutionelle pladser i CS, CSE og CGR og puste nyt liv i udsigterne til at komme til magten via valg. Særligt interessant er det, at han så samarbejdet som en strategi til at aflive den antisandinistiske diskurs, idet regeringen nu var nødt til at tækkes sandinisterne (Ortega, 24.-25.2.2001: 4). Forsoningen varede dog kort. Allerede i februar hævdede Alemán sig igen over for FSLN (La Noticia, 2.2.2000).

I 2000 rullede korruptionsskandalerne og krigen med Jarquín videre. Knap var den populære rigsrevisor trådt ud af appelretten, før han begyndte at tale om muligheden af en folkeafstemning, så folket på demokratisk vis kunne tage stilling til reformerne. I januar forsøgte NGO’er at indsamle de 50.000 underskrifter, der skulle til for at kunne foreslå en sådan. Alemán afviste dog blankt Jarquíns snak om folkeafstemning med, at det var en ’fremmed’ (peregrina) ide! (La Prensa, 6.1.2000) Lige inden vedtagelsen af grundlovsreformerne åbnede Jarquín en sag mod Alemán, som én gang åbnet skulle behandles færdig af CGR, selvom han selv ophørte som rigsrevisor og blot fortsatte som leder af institutionen. PLC begyndte nu at overveje at aflyse valget i 2001 og nedsætte en grundlovgivende forsamling, der skulle udarbejde en helt ny grundlov. Pressen og nogle parlamentarikere forstod dette som Alemáns forsøg på at åbne muligheden for at blive genvalgt (Salinas, 25.1.2000).

Da Alemán i januar indviede en lufthavn, som hans svoger havde bygget, beskyldtes han igen for nepotisme. Alemán forsøgte at neutralisere relevansen af disse beskyldninger ved at svare igen med, at det bare var et af pressens mange forsøg på at skade præsidentfamilien, og at Chamorro i øvrigt havde haft mange flere familiemedlemmer i vigtige poster (Vergara, 31.1.2000)! Samtidig havde Alemán indsat en ekstern revision af Jarquíns administration af CGR (Sandoval, 25.1.2000a), som Jarquín og CENIDH (Centro Nicaragüense de Derechos Humanos) mente, dels var partiske, dels en fortsat forfølgelse af Jarquíns person.

I februar 2000 blev Jarquín degraderet til rådgiver i CGR (Galeano, 9.2.2000), og Alemán ophævede den tidligere rigsrevisors politibeskyttelse, hvilket fik CENIDH til at frygte, at han skulle blive slået ihjel af "fanatiske liberalister" (Merlo, 10.2.2000). I marts konkluderede det ny CGR, at sagen mod Alemán skulle lukkes grundet præsidentens immunitet (Ibarra, 28.3.2000). Fra april begyndte Alemán at komme i dårligt lys også i egne rækker. Parlamentarikere – også fra PLC – forsøgte at ændre loven, så Alemáns immunitet kunne hæves og han retsforfølges for korruption (Maryknoll, april 2000).

I juni 2000 suspenderede appeldomstolen revisionen af Jarquíns arbejde og i juli trådte Jarquín helt ud af CGR. I oktober ønskede medlemmer af AN at få Alemán, der beskyldtes for alkoholisme og anormal adfærd, mentalundersøgt, efter at han havde overfaldet to journalister (Barberena, 29.10.2000). Alemán fortsatte imidlertid som hidtil. I november gjorde han den afgående mexicanske præsident Zedillo den tjeneste at give asyl til dennes velgører, der var eftersøgt i Mexico for underslæb for 45 mio. US$ (López, 10.12.2000). Derimod krævede han den 70-årige Dorotea Granados fra USA udvist. Dorotea, der arbejdede som frivillig på en klinik i det afsides Mulukukú for den internationalt støttede NGO Cooperativa de Mujeres María Luisa Ortiz (MLO), gik under jorden beskyttet af CENIDH (Galeano, 11.12.2000). Ifølge Confidencial beskyldte Alemán fejlagtigt klinikken for kun at behandle sandinister (Arróliga, 10.-16.12.2000). La Noticia retfærdiggjorde udvisningen med, at der blev praktiseret abort på klinikken (Rivas, 11.1.2001).

I december nedlagde Alemán veto mod CGR’s forslag om en reform af Ley de Integridad, som skulle give bedre mulighed for at kontrollere og retsforfølge korruption (Barberena, 8.12.2000). El Nuevo Diario var optaget af, at deres journalist Eloísa Ibarra var blevet korporligt forulempet af Alemán som nr. syv i rækken (Lara, 6.12.2000). I februar 2001 blev det afsløret, at Alemán fortsat havde forøget sin formue i al hemmelighed ved opkøb af store ejendomme i San Juan del Norte¹⁰.

Den 5. november 2000 var der kommunevalg i Nicaragua, hvor resultatet af den ny valglov blev, at kun to partier ud over PLC og FSLN kunne stille op (PCN og CCN) (Nielsen, december 2000). CSE’s langsommelige optælling udløste rygter om svindel og ved flere optællingssteder var der store sandinistiske demonstrationer (Lorío, 8.11.2000). Den verbale krig mellem Alemán og Ortega blev genoptaget ved lejligheden, da Alemán i radioen henvendt til Ortega sagde:

Men faktum er, at FSLN stadig i dag er en stærk aktør i Nicaragua. Det blev ikke mindst synligt ved kommunevalget, hvor sandinisterne vandt i Managua og flere andre vigtige kommuner, som tidligere havde liberale borgmestre. Valgkampen op til næste præsidentvalg i november 2001 er kørt i position.

Forholdet til civilsamfundet har været tiltagende kritisk. Især pressen og CENIDH har fremstillet Alemáns regering som så korrupt og inkompetent, at han har givet udtryk for, at han føler, der er tale om personlig forfølgelse. I juli 2000 beskyldte CENIDHs direktør ham direkte for diktatoriske tendenser pga. eksklusionen af de små partier (Lara, 6.7.2000). Også Confidencial skriver, at FSLN og PLC’s bestræbelser på at sikre et topartisystem afslører "la vocación autoritaria compartida por los caudillos de ambos partidos" (Chamorro, 23.-29.1.2000).

Instituto de Estudios Nicaragüenses (IEN) lavede efter reformerne en stor spørgeundersøgelse om landets regeringsførelse. Den viste, at det er en udbredt opfattelse hos befolkningen, at alle fire statsmagter er korrupte, især præsidenten, som hele 88% af de adspurgte betegnede som korrupt. Nicaraguanerne oplever, at korruptionen kommer til udtryk i prangende livsstil, hurtig forøgelse af ejendomme, høje lønninger i US$ og brug af indflydelse (IEN, 2000a).

Også uden for Nicaragua er Alemáns regering blevet fulgt med bekymring. Samarbejdet med FSLN blev forstået som en udemokratisk deling af magten mellem de to store ledere, og reformerne af grundloven og valgloven som et skridt på vejen mod et topartisystem, som nogle donorer, herunder Danmark, der har tradition for parlamentarisme og polariseret pluralisme, frygter vil indebære en udemokratisk undertrykkelse af folkets mening. Også udeblivelsen af den fattigdomsbekæmpelse, som er grundlag for fx Danmarks bilaterale bistandshjælp, bekymrer. Selvom der fra 1994 til 99 har været en økonomisk vækst på 1-2% pr. indbygger (Danida, 1999b: 68), viser IEN’s undersøgelse fra 2000, at ca. 90% af nicaraguanerne i dag lever i fattigdom, og at 86,1% føler, at forskellen mellem rig og fattig er blevet større – en følelse, der i IEN’s undersøgelser har gjort sig gældende siden 1996. I 2000 var 14,3% af nicaraguanerne arbejdsløse, 41% var underbeskæftigede, og 52,3% havde ikke permanent arbejde (IEN, 2000b). Samtidig var analfabetismen i 1998 igen oppe på 37% (Danida, 1999b: 68).

I Europa var det især fængslingen af Jarquín og ændringen af CGR, der forårsagede en reaktion. Allerede i november 1999 udsendte EU en deklaration med et meget klart budskab. Heri står bl.a., at EU er:

Danmark, Sverige, Norge og Finland, der siden 1996 havde støttet CGRs opbygning, afbrød øjeblikkeligt samarbejdet, da indgrebene frygtedes at hindre institutionens virke. Kun 2 af de afsatte 5,2 mio. US$ nåede at blive udbetalt (Danidavisen, april 2000). Den 19.-21. januar 2000 var Danmark den første bilaterale donor, der havde årsforhandlinger med Nicaragua efter reformerne. Den danske delegation udtrykte en vis bekymring både ved mødet, i en efterfølgende pressemeddelelse og i et interview med delegationsleder Christian Oldenburg i La Prensa. Oldenburg udtalte:

Danida tog altså nicaraguansk presse alvorligt og valgte at indtage en afventende position for at se, hvilke konsekvenser reformerne ville få. Danida fortsatte det hidtidige programsamarbejde, men aflyste den planlagte stigning i bistanden (Embajada Real de Dinamarca, 21.1.2000). Dagen efter mødet med Danmark forsikrede Alemán i La Noticia, at ingen donorlande havde suspenderet bistanden (Moncada, 22.1.2000). Men under indvielsen af den nye lufthavn den 27. januar 2000 benyttede Alemán lejligheden – sandsynligvis med mødet med Danmark ugen før i tankerne – til at skælde donorerne ud. Han bad dem i hårde vendinger om at blande sig uden om hans regering og Nicaraguas interne anliggender:

Nogle dage efter tilføjede den liberale borgmesterkandidat i Managua, at donorerne "son un grupo de ciegos que no ven más allá de sus pies" (Tórrez, 31.1.2000). Flere andre europæiske donorer markerede sig, og i juli trak EU donationen til de Mitch-ramte lande tilbage og omdirigere pengene til Kosovo (Narvaez, 21.7.2000).

For Nicaragua, der er dybt afhængig af bistanden, var sammenstødet med donorerne fatal. Især blev Alemán upopulær hos de øvrige nicaraguanske aktører, da hans regeringsførelse medførte en international modvilje mod at anbefale Nicaragua til HIPC-initiativet. Nicaragua levede op til adgangskravene, som er et BNI pr. indbygger på under 895 US$¹¹, udarbejdelsen af fattigdomsstrategier og evnen til at gennemføre Verdensbankens og IMF’s strukturtilpasningsprogrammer (ESAF) (Danida, 1999b: 31-2). Det, der alligevel forhindrede optagelsen, var mistilliden til regeringens transparens og ærlighed. Ifølge Transparency Internationals korruptions-indeks er Nicaragua faldet stødt på listen fra en 61. plads i 1998 (TI, 1998) til en 77. plads i 2001¹² (TI, 2001). Alligevel godkendte IMF og Verdensbanken endelig optagelsen i HIPC i december 2000.

Dette historiske scenarium af social praksis og interaktion udgør det, Fairclough kalder en diskursorden. Vi kan kalde den Nicaraguas politiske diskursorden. Tidligere artikulationer af diskurser er aflejret i en strukturerende ramme, som Alemán, Ortega, Jarquín og de andre aktører interagerer indenfor. Særligt for denne diskursorden er, at flere diskursers indhold udelukkende er defineret negativt; de er imod noget, som fx antisandinisme og antipagt-diskurs. I figur 3 ses en illustration af ordenens vigtigste diskurser. Det er vanskeligt at illustrere disses indbyrdes forhold, da det er komplekst og jo netop varierer alt efter, hvordan de artikuleres i forskellige kommunikative begivenheder. I figuren er derfor blot de almindeligste sammenstød og sammenblandinger illustreret med hhv. tilgrænsning og overlapning. At disse diskurser har fået rodfæste i diskursordnen skyldes bl.a. deres materielle og institutionelle forankring i partier, organisationer og andre enheder med hver deres fysiske bygning, institutionaliserede retningslinier og skilt på døren. I figur 4 ses en illustration af denne materielle forankring. Det er vigtigt at huske, at illustrationerne kun er øjebliksbilleder. Nok er ændringer i strukturen træge, men de finder alligevel sted i takt med forandring i de diskursive begivenheder, der trækker på diskurserne.

 
Figur 3: Den politiske diskursorden i Nicaragua

Figur 4: Den politiske diskursordens materielle og institutionelle forankring ¹³

Med lovændringerne bevæger Nicaragua sig fra polariseret pluralisme mod moderat pluralisme eller sandsynligvis mod et reelt topartisystem, da det forventes, at kun PLC eller FSLN kan vinde præsidentvalget. Den hidtidige høje grad af repræsen-tativitet afløses dermed af større ansvarlighed i den forstand, at det nu kun er et af de to store partier, der vil have indflydelse efter valget. Teoretisk set er det ene partisystem ikke mere demokratisk end det andet. Til gengæld gør det en forskel i forhold til Danidas definition af DGR, da denne lægger stor vægt på mindretals-rettigheder og pluralisme, som ikke fremmes af et topartisystem.

Mainwaring og Shugarts opgørelse fra 1997 over konstitutionelle magt-beføjelser viser, at den præsidentielle magt over lovgivningen i Nicaragua er svag (Mainwaring, 1997: 49). Der er ingen bestemmelse i grundloven om dekretmagt, og præsidentens veto kan underkendes alene af det absolutte flertal i parlamentet (ibid.: 454). Netop derfor afhænger Alemáns styrke af hans partimagt og andre nonkonstitutionelle typer magt. Det er i det lys jeg mener, man skal se samarbejdet med oppositionen. Aftalerne med FSLN var den eneste måde, Alemán kunne få kontrol over det absolutte flertal i parlamentet. På den ene side var denne styrke nødvendig for at kunne gennemføre, det han ville, og forliget mellem de to partier var en demokratisk fremgangsmåde, da den viste en pludselig krompromisvillighed. Men på den anden side havde dette forlig karakter af pagt og dvs. af elitedomineret forhandling. Det skabte stabilitet, da de stærkeste aktører var indregnet i kompromiset, men indeholdt samtidig et udemokratisk element i forhold til Danidas forståelse, nemlig manglen på folkelig deltagelse.

Selvom hverken topartisystemet eller præsidentialismen i sig selv er skadelige for demokratiet, har vi set en række eksempler på, at grundprincipperne i Danidas forståelse af DGR brydes. Alemáns forhold til civilsamfundet er kritisk. Ganske vist inddrages befolkningen i de nationale beslutninger via CONPES, men reelt er der tale om en hegemonisk inkorporering af civilsamfundet, idet organet ikke fungerer på egne præmisser, men på regeringens. Desuden er rådet grundlovsbestemt og altså ikke udtryk for Alemáns åbenhed over for folkelig deltagelse. NGO’er som fx MLO respekteres ikke.

Små partier, der repræsenterer mindretal, forhindres i at opstille til valg. De, der kan samle de nødvendige underskrifter, holdes derefter ude fra AN af en ualmindelig høj spærregrænse. De små partier, der var i AN inden reformerne, mistede deres indflydelse, da FSLN og PLC gik sammen. Både pluralismen og mindretalsrettighederne er derfor blevet svækket med pagten og lovændringerne.

Samtidig tyder det på, at Alemán krænker menneskerettighederne. I hvert fald er han, som vi har set, i unåde hos CENIDH bl.a. pga. fængslingen af Jarquín, fratagelsen af dennes politibeskyttelse, udvisningen af Dorotea og de tilbage-vendende tilfælde af aggressivitet mod pressefolk. Selvom den offentlige debat må siges at være fri, respekteres den ikke af Alemán, der med udemokratiske midler forsøger at forhindre landets journalister i deres arbejde. Præsidenten kan derfor ikke betegnes som tolerant. Hverken over for pressen eller CGR, og før pagten heller ikke over for oppositionen. Af CENIDH og Jarquín (Confidencial, 27.8.-2.9.2000) er han ligefrem blevet beskyldt for diktatoriske tendenser. Og kravet om flertalsafgørelser er da også det eneste, han helt lever op til. Det betyder, at det snarere er elektoralisme end demokrati, han støtter. Alle har stemmeret i Nicaragua og valgene respekteres, trods Alemáns overvejelser om en grundlovgivende forsamling som alternativ til valget i 2001.

Den obligatoriske magtadskillelse blev svækket med pagten, da den udøvende og lovgivende magt fik større indflydelse i den dømmende magt og CSE. Det kan også diskuteres om retsstatsprincippet er overholdt, dels pga. delingen mellem PLC og FSLN af højesteretsdommerne, dels pga. Alemáns udnyttelse af sin immunitet og modstand mod CGRs håndhævelse af loven.

Yderligere er beskyldningerne – ikke bare fra oppositionen, men også fra Alemáns egne partifæller – om psykiske og alkoholiske problemer tegn på, at hans forvaltning ikke er kompetent. Den er heller ikke specielt gennemsigtig, eftersom grundlovsreformerne blev udarbejdet i hemmelighed og statens kontrolorgan svækket med den lovgivende og udøvende magts indtog i CGR.

Samtidig har vi set en lang række tilfælde af det, Danida og andre donorer kalder korruption og uansvarlighed. For det første er det korruption, når Alemán bruger lovændringen ikke til folkets gavn, men til egen fordel til at slippe af med Jarquín og dermed dennes beskyldninger; til at udrydde modstandere via eksklusionen af de små partier; og til at undgå retsforfølgelse ved forøgelsen af egen immunitet. For det andet er det korruption, når Alemán bruger bistandsmidlerne til egen fordel og ikke til samfundets velfærd ved bygning af veje, der fører til egne ejendomme og ved brug af offentlige midler på privat grund. Også de altruistiske intentioner bag opkøbet af grunde fra nødstedte bønder efter Mitch kan betvivles. For det tredje betragtes det som nepotisme, når Alemán har slægtninge i vigtige positioner og giver offentlige opgaver som vejbygning til familiemedlemmer, uden at de har været udbudt i licitation. Endelig tyder Alemáns formueforøgelse og hemmelige konti på, at han også er involveret i anden ukendt korruption. At han forsøger at skjule forholdene ved at nægte at oplyse sin formue til CGR, lyve om sine konti og få højesteret til at tage stilling til gyldigheden af Ley de Integridad, er ifølge Perry den adfærd, der bekræfter, at der ikke kun er tale om inkompetence, men om intentionel prioritering af egen vinding over folkets. I det lys er beklagelserne over personlig forfølgelse og angrebene på Jarquíns arbejde en neutraliseringsteknik.

Heller ikke sidste punkt i Danidas definition af GR – bæredygtig økonomisk udvikling – er overholdt, idet fattigdommen og forskellene er vokset trods økonomisk vækst og opfyldelse af ESAF.