8. Talernes intertekstualitet og -diskursitivitet

Talernes stil er ofte svulstig og poetisk. Bl.a. den fragmenterede kohæsion giver teksterne et poetisk islæt med fare for – eller måske med det formål – at man mister tråden. Der bruges stærke ord som traición (2000: 233), infamia (1997: 59; 2000: 237), revanchismo (1997: 112; 2001: 78) og odio (fx 1997: 33; 2000: 21; 2001: 78), og særlige ting billedliggøres med en dramatiserende effekt: i 1997 trodser vælgerne vedholdende tørst, sult, kulde og hede for at nå frem til valgurnerne (og stemme på Alemán) (117-22), i 2000 stikker Honduras en kniv i ryggen på Nicaragua (247-50), og i 2001 iscenesættes demonstranterne som råbende og gestikulerende revolutionære (76-8). Disse stileffekter er med til at rive modtageren ind i Alemáns verden. Stilen varierer efter emne. Tales der fx om fattigdom, er der tendens til ikke at være løsningsorienteret, men at trække på et romantiserende følelsesregister med ord som sufrir, dolor og corazón (fx 1997: 56-61; 2000: 275-6; 2001: 172-5).

Talerne har det til fælles, at de grundlæggende trækker på samme diskurser, nemlig en liberal, en national, en forsonende, en om et slemt ’før’ og et bedre ’nu’ samt DDGR. Den antisandinistiske diskurs sættes i spil i 1997 og 2001, oftest vha. de øvrige diskurser. Som vi så i tekstanalysen, varierer brugen af diskurserne i omfang og karakter. Modsætningen før-nu er tonet ned i 2000, hvor forsoningsdiskursen samtidig er mest anvendt og udvikles til det, man i Nicaragua ville kalde en pagtdiskurs. Der er to modstridende tendenser i brugen af diskurserne: 1) Legitimering af PLC i modsætning til FSLN, som er fremherskende i 1997 og 2001. Antagonismen skabes med diskursen om et skidt før og et bedre nu, DDGR, den liberale og den nationale diskurs. 2) Legitimering af samarbejdet med FSLN, som er mest fremherskende i 2000, men allerede ses i 1997. Hertil bruges DDGR, den forsonende og den nationale diskurs.

Der er en tilbøjelighed til, at de mindst bestridte diskurser bruges i mindre omtågede sætninger, end vi ellers har set eksempler på. Det gælder især den nationale diskurs, der sammenlignet med den antisandinistiske, pakkes langt mindre ind (fx 1997: 101-3; 2000: 279-80; 2001: 168).

Brugen af negationer er omfattende – og interessant, fordi den viser, hvilke andre stemmer og meninger Alemán har i mente, når han taler. Især præpositionen sin bruges hyppigt og viser den faktiske eksistens af en række diskurser inden for den politiske diskursorden. Disse artikuleres ikke direkte, men deres potentielle modsigelser indregnes i talerne og tages højde for, ved at de med det samme afvises. Sådan annulleres fx det argument, at kommunevalget har ændret magtrelationerne (2001: 47-8), og at FSLN kan komme til magten igen (2001: 84-5), ligesom det afvises, at Alemán er påvirket af ideologi (1997: 127), og at hans retorik er ’opslidende ordkløveri’ (1997: 40-1). Andre steder bruges sin til at antyde eksistensen af noget negativt ’andet’, som Alemán stiller sin gode regering op imod, fx som et alternativ til vold (2001: 91-2) og ydmygende registrering af eksilnicaraguanere (1997: 258-9). Enkelte steder bruges negation mere direkte, fx i 2000 som et krav til donorerne om, at de skal stoppe den faktisk eksisterende konditionalitet (44-5), modsat i 1997, hvor Alemán brugte sin til at afvise, at han blandede sig i donorernes hensigter (375-6)³⁰. Der er således omfattende intertekstualitet i talerne, selvom de andre stemmer, tekster og diskurser sjældent markeres. Her vil jeg fremhæve nogle eksempler under hvert af de områder, der interesserer os: forholdet til oppositionen, samarbejdet og GR i øvrigt.

8.1 Den sandinistiske opposition

8.1.1 Antisandinisme via subtil intertekstualitet i 1997

I 1997 ser vi en række interessante intertekstuelle referencer til FSLN, bl.a. i følgende uddrag, hvor negationerne indebærer den faktiske eksistens af den negerede diskurs om fortsatte stridigheder og hævn som forlængelse af fortiden:

33 Que la memoria histórica no sea pare (sic!) rumiar y recalentar odios, pasiones y venganzas con
34 temeraria insensatez. Que sea para reflexionar, rectificar los rumbos y proyectar el futuro.
35 Que no sea para enconar viejas heridas que tardan en cicatrizar. Que no sea para remover o
36 enturbiar "aguas que ya pasaron bajo el puente". Que sea para no volver al pasado y no
37 cometamos los mismos errores!. Digamos con el poeta - "Que los muertos entierren a los
38 muertos".

Ud over altså at antyde, at nogle ønsker at ’rippe op i de gamle sår’ frem for at starte på en frisk med den ny regering, er der i l. 37-8 manifest intertekstualitet. At der her bruges en bid fra en konkret tidligere tekst markeres eksplicit med "digamos con el poeta" og anførselstegn. Hvem el poeta er, forbliver derimod indforstået; den bestemte artikel tager det blot for givet, at alle – dvs. de subjekter, der ønskes positioneret – ved, hvilken digter der menes. At citatet stammer fra den nicaraguanske bohemedigter Carlos Martínez Rivas, vil ikke mange andre end nicaraguanerne være klar over, da Rivas eneste store værk La Insurrección Solitaria godt nok er udgivet i Spanien, men ellers ikke er kendt uden for Nicaragua (COPESA, 21.6.1998). Denne reference rummer en masse, idet den indgår i en kæde af citater. Rivas skriver i digtet Petición de Mano:

Digtet er et oprør mod borgerlige værdier, især ægteskab. Digtets stemme siger til sin elskede, at hun skal holde sig fra de gifte og ikke lytte til dette borgerskab, der indholdsudfyldes med en række negative ord, som vedrører død og fordærv. Nogle af disse genkender vi i Alemáns omtale af FSLN: oscuridad, noche, sepulcro, falso og pasado. Der skabes altså en parallel til den negative fortid hos Rivas, der kører rundt i det samme (enterrando, desenterrando, etc), og hans forandrede nutid. Men citatet er ikke ordret, da styrken er ændret fra konstatering til opfordring i Alemáns tekst. Samme ordlyd finder vi til gengæld i Bibelen, som Rivas har trukket intertekstuelt på. Her siger Jesus til en discipel, der vil hjem for at begrave sin far:

Alemán trækker altså på betydning fra hele denne intertekstuelle kæde og de paralleller, der opstår derved, er vigtige: Afsenderne er Jesus (refereret af Lukas), Rivas og Alemán, der repræsenterer tre helt forskellige diskurser; en kristen, en kulturoprørsk og en liberal. Alligevel henviser "los mismos errores" til FSLN, på samme måde som "son siempre los mismos" gør det til borgerskabet, og der laves en parallel mellem på den ene side FSLN, borgerskabet og de døde, der alle skal ’begrave deres døde’, og på den anden side PLC, der vil "rectificar los rumbos", oprøreren, der vil "volcar el matrimonio", og disciplen, der skal forkynde Guds rige. Alemán sidestiller sig med de andre to, der vil forandre status quo, hvilket indebærer, at han betragter sandinismen som udgangspunktet, også i 1997, og sig selv som ’revolutionær’ og ’frelser’. Alemán har altså tilegnet sig en bid af en andens tekst og vendt den på hoved til eget formål. Borgerskab forbindes ikke konventionelt med FSLN, og det har helt sikkert ikke været Rivas hensigt at støtte en liberal samfundsorden. Han levede selv i fattigdom (Cuadra, 18.7.2001) i udlandet og vendte først hjem, da FSLN kom til magten (Proyecto Filosofía en español), og de liberale gik i eksil! Alligevel lykkes det Alemán at inkorporere både den kristne og den oprørske diskurs i talen, så de legitimerer hans projekt. Rivas er et vigtigt nationalt symbol, hvilket er en af årsagerne til, at Alemán – i artikuleringen af en national diskurs – tilegner sig hans ord. Som opfølgning overrakte Alemán ham kort tid efter premio nacional de Humanidades (Cuadra, 18.7.2001), og da nationalikonet døde i 1998, dekreterede Alemán tre dages officiel sorg (COPESA, 21.6.1998).

I omtalen af jordproblematikken og bankkreditter (296-333) skabes den negative betydningstilskrivning til FSLN samt Alemáns egen identitet og legitimering i forhold hertil gennem en yderst spidsfindig intertekstuel reference:

300 No podemos aumentar la creación de trabajos y la producción con medidas estrangulantes y
301 acciones inhumanas de recuperación, como de la temible y despiadada "Cobra".

Cobra er den folkelige forkortelse for Banco Centrals inkassofirma Cobranzas Bancarias de Nicaragua S.A..(COBANICSA) (López, 24.8.2000). COBANICSA står for indkassering af lån og vedrører især kaffeplantageejerne (Alvarez, 14.3.2001) og de tidligere contras, der under Chamorro ikke fik indfriet løfterne om jord og fordelagtige lån (Somarriba, 29.4.1999). Konteksten og det indledende store bogstav indikerer, at Cobra er COBANICSA. Imidlertid udspecificeres det ikke, sådan som man kunne have forventet, fordi den brede nicaraguanske befolkning er adressat; fordi talens øvrige forkortelser uddybes³¹; og fordi Alemán forklarer forkortelsen i en senere tale (Alemán, 23.8.2000) til de forgældede landmænd, som ellers netop må forventes at kende den. Denne udeladelse af specifikation samt gåseøjnene, som ikke er normal ortografi ved andre navne på institutioner³², lader ordets flertydighed stå åben. Cobra betyder som bekendt også brilleslange. Det meningspotentiale fremhæves af sætningens slangerelaterede adjektiver, der underbygger, at dette på et underliggende niveau er en intertekstuel reference til Obando y Bravos slangehistorie inden valget. Indlæser man denne intertekstualitet, kritiseres FSLN’s jordreformer, som har ført til ejendomsstridigheder og forgældelse af jordejere, som siden er blevet presset af COBANICSA, hvilket hæmmer produktion og beskæftigelse. FSLN konstrueres altså indirekte som skyld i problemerne, og det er derfor dem, der er estrangulante, inhumana, temible og despiadada, sådan som kardinalen antydede.

I det følgende er hentydningen til FSLN tydeligere, om end stadig implicit:

225 Resulta incomprensible que algunos hermanos competidores al perder en la justa electoral,
226 pretendieron en autoerigirse en juez y parte, en una arrogante y parcial interpretación –
227 "que la democracia solo funciona y es buena cuando ellos ganan".

Diskursrepræsentationen i l. 227 er direkte, i den forstand at den repræsenterede stemme er markeret med de distancerende anførselstegn³³. Alemán identificerer sig tydeligvis ikke med den repræsenterede diskurs. Imidlertid er det ikke et citat, men en andens holdning formuleret fra Alemáns perspektiv. Det er usandsynligt, at FSLN’s ordlyd har været som refereret, da det var valgets uregelmæssighed, de protesterede mod. I modsætning til konstruktionen af FSLN som udemokratisk, fordi de ikke ukritisk accepterer valgresultatet, bruges DDGR i l. 231-2 i legitimeringen af PLC’s rolle i valget; "competidores cívicos" (modsat fx ’fjende’) og "se sujetó respetuosamente a lo estipulado en la ley" konstruerer Alemán som en demokratisk aktør. At han også omtaler FSLN som "hermanos competidores" i l. 225, understreger blot hans egen demokratiske forståelse af det politiske spil.

8.1.2 Konstruktion af FSLN som udemokratisk i 2001

I 2000 ser vi ikke den type brug af intertekstuelle referencer til artikulering af den antisandinistiske diskurs. I 2001 er der til gengæld en implicit opfølgning på Rivas citatet, idet det igen nævnes, at FSLN er de samme og vil gentage det, de har gjort tidligere (86-7). Ligeledes forbindes det kvælende igen med FSLN, idet skadeserstatningerne til dem, der har fået frataget deres jord, siges at udgøre "asfixiantes gravámenes provenientes del pasado" (160-2). Sandinisterne indholdsudfyldes også med negativ betydning ved at blive modstillet til DDGR:

60 Fueron cuestionables las pretensiones aisladas e irresponsables, con matices de amenazas y
61 llamados a la ruptura del orden que hicieron algunos sectores radicales. Al pretender
62 imponer por el terror, la violencia y la fuerza sus intereses partidarios o personalistas sobre
63 la voluntad popular. Afortunadamente la firmeza y tolerancia evitaron que el proceso se
64 saliese del cauce legal. Cualquier empañamiento que pudo haber ocurrido sería imputable
65 exclusivamente a dichos caracterizados elementos, agrupadas en unidades de aparente
66 nomenclatura paramilitar, que, bajo el pretexto de una supuesta "defensa del voto", en
67 diversas ocasiones reportadas, pretendieron "arrebatarlo no defenderlo", entorpeciendo el
68 normal funcionamiento de las Juntas Receptoras.

Her ækvivaleres demonstranterne ved kommunevalget bl.a. med violencia, irresponsables og intereses partidarios y personalistas, der både her og i DDGR står i modsætning til momenter som voluntad popular og tolerancia. I de sidste linier bruges metadiskurs, idet både pretexto, supuesta og citationstegnene viser afstand til FSLN’s formulering af, hvorfor de demonstrerede under stemmeoptællingen. Interessant er det, at også den opponerende stemme er sat i gåseøjne. Den fremlægges, som om den ikke er Alemáns egen vurdering, men tilhører nogle andre, tilsyneladende dem, der har rapporteret hændelserne. Hermed fremstiller Alemán sig selv som neutral og FSLN’s udemokratiske hensigter som en sandhed.

8.2 Samarbejdet med oppositionen

8.2.1 Hegemonisk indordning forbinder antagonisme og forsoning i 1997

Allerede i 1997 er grundlovsreformerne på tale. I l. 205 bruges metadiskurs til at gøre PLC til blot et eco af en udefineret autoritet, der siger, at det er en god ide at ændre grundloven. Denne intertekstuelle reference kvalificeres, ved at den upræciserede kilde gives status som muy calificadas. Igen får Alemán altså sit udsagn til at fremstå som sandheden ved at tillægge det til andre end sig selv.

Allerede i denne første tale, Alemán holder som præsident, er der optræk til en cocktail af DDGR, den nationale og den forsonende diskurs med henblik på at udviske antagonismen mellem PLC og FSLN. Det ses i l. 132-6, hvor Alemán trækker på forsoningsdiskursen ("abrí los brazos, la mente y mi corazón, extendiendo la mano hermana, abierta", "soluciones conjuntas"), på DDGR ("pare (sic!) invitar a dialogar a nuestros competidores políticos") og på den nationale diskurs ("conjuntas", "problemática nacional"). Passagen afslører dog en snert af den antisandinistiske diskurs ("FSLN, que fue el más cercano, aunque distante en mas (sic!) de 13 puntos porcentuales de la ALIANZA LIBERAL").

Der findes spor efter eksistensen af en kritisk antipagtdiskurs allerede på dette tidspunkt, bl.a. i negationen "sin agenda ni condiciones". Også indskuddet públicamente røber, at den modsatte mulighed findes; at dialogen skulle foregå i hemmelighed. Det tyder på, at Alemán anticiperer pressens modtagelse af det samarbejde, regeringen barsler med to år senere, og som netop kritiseres for at være foregået bag lukkede døre uden inddragelse af folket.

Alligevel er denne tale i langt højere grad end de andre præget af konstruktionen af en ny orden med muligheder, ro og forsoning over for en mørk, smertefuld og fejlagtig fortid. Den liberale diskurs artikuleres også mest omfattende i 1997 (jf. bilag 14.4). Der findes derfor to umiddelbart modstridende diskurser i talen, en forsonenende og en antagonistisk. Resultatet af dette diskurssammenstød er en tendens til at indordne oppositionen hegemonisk. I det følgende ser vi fx, hvordan Alemán med kategorisk modalitet forsøger at overbevise om sin upartiskhed.

125 Dije y repito con sinceridad que no hubo vencedores ni vencidos! Que quien triunfo (sic!) fue
126 Nicaragua! Que pensaré, sentiré y actuaré como Presidente de todos mis conciudadanos, con
127 absoluta imparcialidad, sin ser afectado por ideologías ni partidismos. Dentro de esa línea de
128 conducta, pare (sic!) asegurar esa filosofía y vocación de servicio, hace unas semanas, al darse a
129 conocer oficialmente el resultado final de las elecciones, renuncié al distinguido cargo de
130 Presidente de mi Partido, el Liberal Constitucionalista

Alemán sender umiddelbart et signal om, at han ikke er triumferende. Men når han påstår, at det er Nicaragua, der har sejret, udvisker han samtidig antagonismen til FSLN og gør sig selv til en ubestridt præsident uden opposition. At valget af ham som præsident er en sejr for Nicaragua, betyder, at han identificerer sig med hele nationen og udpeger sin regering som den eneste gode herfor. Med den nationale og forsonende diskurs legitimerer han valgets udfald og negligerer FSLN’s eksistens og betydning. Han er præsident for alle, og der er ikke brug for andre ledere.

8.2.2 Kreativ legitimering af samarbejdet i 2000

I 2000 bruges kombinationen af DDGR, den nationale og den forsonende diskurs for alvor kreativt til at fremstille samarbejdet med FSLN som legitimt, fx i det følgende:

286 Depongamos con flexibilidad, sensatez y tolerancia las diferencias que nos desunen,
287 ¡ juntémonos en un sólo y solidario abrazo fraterno, con un sincero y profundo
288 amor patriótico por Nicaragua ! perdonémonos a nosotros mismos, para encontrar un
289 sólo camino, una sola gran avenida que nos conduzca sin escollos, traspiés, laberintos ni
290 atajos a la superación integral, sostenida, creciente y con justicia social de todos los
291 miembros de la gran familia nicaragüense.
292 Entremos con paso firme, con fe y optimismo al futuro, para afrontar con éxitos los
293 retos y aprovechar las grandes oportunidades que se nos abren en una nueva centuria y
294 milenio. ¡ Todos juntos y unidos saldremos adelante !

Her bruges DDGR (flexibilidad, tolerancia, m.fl.) i kombination med den nationale diskurs (juntémonos, amor patriótico por Nicaragua, m.fl.) og forsoningsdiskursen (perdonémonos a nosotros mismos, un sólo camino, m.fl.) med det formål at udjævne de historiske forskelligheder (depongamos las diferencias que nos desunen) og dermed legitimere den nyopståede enhed mellem FSLN og PLC.

I omtalen af grundlovsændringerne skinner eksistensen af en antipagtdiskurs igennem i følgende negation:

216 Aquí no ha habido, como en el pasado, oscuros, repudiables y vergonzantes
217 "Pactos Secretos", "Protocolos de Transición", "Kupia Kumi" mi (sic!) una aberante (sic!),
218 antijurídica e inconstitucional "Ley Marco"

Samtidig dækker overformuleringen af samarbejdet over en indforstået intertekstuel referencer til tidligere statsledere, der, ifølge Alemán, modsat ham selv er skyldig i pagtanklagerne. Det er mest sandsynligt, at han med Protocolos de Transición tænker på Chamorro, da han jo andre steder ikke betragter FSLN’s regeringstid som overgangen til demokrati, men som blot en fortsættelse af diktaturet. Det er altså her Chamorros hensyn til FSLN i sin forsonende diskursive og politiske praksis, der tænkes på. Med Kupia Kumi inkorporerer talen mediediskursen. Kupia Kumi er miskito og betyder oversat til spansk "en un sólo corazón". Udtrykket blev i 1971 brugt despektivt af La Prensa om en aftale mellem Somoza og PCN’s formand Fernando Agüero (Martínez, 14.6.1999). Efter 1999 bruges udtrykket i pressen om pagten mellem FSLN og PCL, side om side med betegnelsen nueva piñata (Rivas, 14.11.2000). Negationen kæmper altså imod mediediskursens negative betydnings-tilskrivning til regeringen og pagten. I 2001 er samarbejdet blevet til en tavshed.

8.3 Alemáns gode regeringsførelse

At DDGR er blevet globaliseret, og dvs. spredt i omfattende intertekstuelle kæder, fremgår tydeligt af de tre taler. Som vi har set, artikuleres præcis de samme momenter, som Danida fastlægger i sin definition. Hvor disse intertekstuelle kæder er opstået, er et selvstændigt studium værd. Her skal jeg blot give nogle eksempler på, hvordan Alemán bruger diskursen.

8.3.1 God regeringsførelse i 1997

Allerede i 1997 er DDGR aktuel i Alemáns tale, hvor den blandes med andre diskurser. Vigtigst er det, at den blandes med den liberale diskurs som her:

Navegando bajo el soplo progresista de revitalizantes ideas liberales, humanistas, sensibles, de economía de mercado, con responsabilidad, solidaridad y justicia social (23-5).

Koblingen til det kapitalistiske system svarer til den, vi så i EU’s definition af GR.

Opsigtsvækkende er det, at GR ofte defineres negativt som negeret korruption:

"nadie desea acciones inmaduras o que provoquen reacciones negativas de inestabilidad y violencia. Tampoco se trata de legitimar lo ilegitimo. Ni propiciar indebidos aprovechamientos. (327-9)

Denne negation implicerer, at Alemán mener, at andre ønsker ustabilitet, eller at andre beskylder PLC herfor. Hvis ikke en diskurs om ustabilitetsfremmende personer eksisterede, ville det ikke være relevant eller muligt at benægte den. Vigtigere er det, at ulovlig udbytning må finde sted, før det giver mening at benægte det. Ligeledes implicerer l. 202-4, at nogle beskylder regeringen for at sætte demokratiet over styr med dens uansvarlighed og egne interesser, og l. 29-31 at privilegier, immunitet og straffrihed er begreber, der rent faktisk eksisterer i Nicaraguas politiske diskursorden.

Disse negationer er indikatorer på, at der er kamp om at indholdsudfylde Alemáns regering og, i 1997, primært hans tid som borgmester. Ved at afvise den negative betydningstillæggelse forsøger han at opretholde sin version af virkeligheden. Disse kampe om at udfylde én og samme ting på så forskellige og direkte antagonistiske måder giver indtryk af, at GR i Nicaragua kun er et spørgsmål om diskurs. DDGR’s betydning synes forholdsvis fastlagt, da der er enighed om de fleste af momenterne. Alligevel er regeringen så flydende en betegner, at den både indholdsudfyldes med korruption og af Alemán med GR. At leve op til princippet om DGR er derfor mere blevet en kamp om diskursiv hegemoni end om politisk praksis. Også Alemáns tilbagevendende indlemmelse af momentet imagen i DDGR (1997: 324; 2000: 166-7) giver indtryk af, at GR for ham har mere at gøre med diskursivt at vise et godt ansigt udadtil end i praksis at handle efter nogle principielle værdier.

8.3.2 God regeringsførelse i 2000

I 2000 trækkes der i højere grad på DDGR end i de andre taler. I en metadiskurs diskuterer Alemán ligefrem GR fra et hævet plan for at gøre konceptet universelt og tilegne sig det, så det er Nicaraguas snarere end donorernes. Kohæsionsmarkøren sin embargo viser uviljen mod donorernes dominans over nodalpunktet GR:

168 El conocido, debatido y tan antiguo término de "la gobernabilidad", ha venido a ser
169 inusitadamente insertado, como una moderna herramienta de aparente reinvención
170 reciente, en ciertas Agendas sui generis de algunos países y organismos internacionales
(…)
176 sin embargo, deseamos expresar nuestra interpretación,
177 apreciación o conceptualización acerca de la gobernabilidad, dentro de la sencillez de los
178 cánones tradicionales de nuestra incipiente pero muy autóctona cultura política

Ligheden mellem donorernes ’moderne’ brug af konceptet og det ’ældgamle’ regeringsprincip, man kender i Nicaragua, må i sandhed siges at være slående! Alemáns opremsende definition i l. 181-92 omfatter samme momenter, som Danida fylder i DDGR: fx justicia, desarrollo económico, equidad social, pluralismo, estado de derecho, transparencia, voluntad popular og paz. Dog lægger Alemáns definition, som han hæver til at være Nicaraguas, større vægt på de stabiliserende momenter (estabilidad, tranquilidad sostenida, ley, orden, convivencia armónica). Og til forskel fra Danida beskrives GR via sin eksisterende modsætning:

197 A lo que aspiramos es precisamente a todo lo contrario de los que significan:
198 ingorbernabilidad, caos, violencia, destrucción, inseguridad, temor, intransigencia,
199 retroceso, inestabilidad, impunidad, desempleo, miseria y anarquía.

Alemán er altså i 2000 meget bevidst om DDGR, men bruger den også på en mindre åbenlys måde til at profilere sin ærlige regering over for det udemokratiske Honduras (273-8) og den upatriotiske og korrupte presse (223-37), som jo ellers i 1997 konstrueredes som en demokratisk observatør. Mens han selv er en demokratisk beskytter af pressefriheden, forsøger pressen at skjule den ’uskjulelige sandhed’, at Alemán har opnået en masse (88-90). Medierne konstrueres som DDGR’s modpol; et fordækt, fejlinformerende familieforetagende:

223 Este diálogo político (pagten, red.) fue satanizado a priori, de manera irracional y furibunda, por
224 irrelevantes minorías e intereses familiares monopólicos incrustados en el negocio de
225 la comunicación social, que además de beneficiarse de cuestionables privilegios fiscales,
226 otorgadas en la pasada Administración, se aprovechan para lucrarse de la más irrestricta
227 libertad de prensa que protege mi Gobierno. Para algunos mercantilistas de esta actividad
228 parecieran no existir valores, respeto alguno ni ¡patriotismo!

Det ses her, at DDGR bruges på præmisser, der er i strid med Danidas forståelse af DGR. Alene det faktum at pressen konstrueres som uretmæssig, er i uoverens-stemmelse med Danidas forståelse, som fremhæver pluralisme – dvs. det legitime i, at der eksisterer flere aktører med evt. modstridende meninger – som en vigtig delmængde af GR. Mens Danida ligefrem betragter en fri presse som korruptions-bekæmpende, kobler Alemán pressen med korruption og antyder med aprovecharse og lucrarse, at pressen har brugt pressefriheden uretmæssigt. Men pressefrihed betyder jo netop, at alle har lov til at mene, hvad de vil og formidle, hvad de mener. Når Alemán antyder, at pressen har misbrugt denne ret, indsnævres den, så man ikke kan mene andet end det, han selv mener, og ikke må være imod pagten. Selvom afsnittet umiddelbart udtrykker, at Alemán er for fri presse, er det konstrueret på censurerende præmisser. Det fremgår også af konteksten, at valores er lig med Alemáns værdier. Mener man noget andet, er det altså ’værdiløst’. Det er i Danidas forstand en udemokratisk holdning. Det samme gælder ’respekt’. Hvis pressens arbejde skal bygge på respekt for præsidenten, er den så fri? At Alemán bruger diskursen kreativt ses desuden i l. 224, hvor han omtaler pressen som "irrelevantes minorías". Denne kobling indebærer en selvmodsigelse i forhold til Danidas forståelse, som anser respekten for minoriteter for en vigtig del af GR (Det gjorde Alemán også selv i 1997: 444-5). Det at betegne minoriteter som irrelevante eller betydningsløse må opfattes som noget nær det modsatte af respekt.

Mere generelt bruges heller ikke momenterne flexibilidad og tolerancia til at acceptere eksistensen af politiske modstandere, men til at slette de politiske forskelle:

"Unidos y en paz, superando con altura y tolerancia nuestras diferencias" (20)
"Depongamos con flexibilidad, sensatez y tolerancia las diferencias que nos desunen" (286)

8.3.3 God regeringsførelse i 2001

I 2001 gør Alemán stadig noget ud af eksplicit at understrege, at han fører det, man kalder god regering, sådan som vi så i l.169-71 på side 78 (jf. også l. 176-80&185-6). Alligevel viser talens heftige negationer, at der eksisterer anti-alemanistiske tekster med beskyldninger mod Alemán om brud på DGR:

181 Con orgullo y satisfacción proclamo que durante mi Gobierno liberal no ha habido ¡ni habrá
182 jamás! un sólo preso político, ni jamás se irrespetará ni limitará ni un sólo ápice la más
183 absoluta e irrestricta libertad de prensa, como tampoco dejarán de respetarse ¡ni por un sólo
184 instante! todas las libertades, derechos humanos y ciudadanos de los nicaragüenses.

Vi ved, at det bl.a. er Danmark, der har opfattet Jarquíns fængsling som politisk. At beskyldningen fra både nationale og internationale aktører har tyngde, ses på den insisterende karakter af disse negationer. Den kategoriske benægtelse giver kun mening, fordi diskursen om Alemán som udemokratisk eksisterer. Det er utænkeligt at noget lignende kunne være sagt fx i den danske statsminsters nytårstale samme år.

8.4 Delkonklusion

Dette kapitel har for det første vist, at Alemán i 1997 og 2001 trækker skjult, men stadig aggressivt på den antisandinistiske diskurs via subtil intertekstualitet, og at han bruger DDGR til at legitimere sig selv og konstruere FSLN som udemokratisk. Han bygger altså sin selvforståelse op om kombinationen af den legitimerende DDGR og den identitetsgivende antisandinisme. For det andet har vi set, at to modstridende tendenser i 1997, antisandinisme og forsoning, forenes vha. en begyndende hegemonisk indordning. Denne er ikke en virkelig forsoning, da den foregår alene på Alemáns præmisser og gennem en negligering af oppositionen. For det tredje kan vi konkludere, at Alemán i 2000 afviger fra sin vanlige diskursartikulering for med ny og kreativ interdiskursivitet at dække den kløft, der er opstået mellem den hidtidige antisandinistiske diskursive og politiske praksis og den seneste regeringsførelse. Den nye legitimationsstrategi består i, at den antisandinistiske diskurs udgår og afløses dels af tavshed om antagonismen til fortiden, dels af en kreativ kombination af DDGR, den nationale og den forsonende diskurs, der konstruerer pagten som en dialog med den demokratiske opposition til alle nicaraguaneres fælles bedste. Alligevel har vi for det fjerde set, at selvlegitimeringen i 2000 grundlæggende opnås efter samme formel som de andre år: DDGR og antagonisme. Blot bruges DDGR nu til at legitimere regeringen i modsætning til nye antagonister; bl.a. pressen. Modsætninger er altså stadig nødvendige for præsidentens identitetstilskrivning, og DDGR er så afgørende et redskab i selvlegitimeringen, at Alemán i 2000 eksplicit forholder sig til den, tager den ud af donorernes hænder og gør den til sin egen.

Vi kan altså drage en række konklusioner om Alemáns strategiske brug af intertekstualitet og -diskursivitet. Men analysen af den diskursive praksis har også blottet en del af selve krænkelsen af DGR. For det første er de præmisser, DDGR artikuleres på, til tider i strid med begrebet selv. Det ses især i 2000, hvor diskursen bruges til at slette de politiske modstandere og konstruere pressen som en korrupt og ’irrelevant minoritet’. For det andet viser de mange negationer dels præsident-institutionens diskurs-teknologisering, der indregner de forventede reaktioner fra forskellige publikumer, dels muligheden af, at de negerede udsagn har noget på sig: At forhandlingerne med FSLN foregik uden folkelig deltagelse, at den er magtdeling (kupia kumi), at Alemán ’legitimerer det illegitime’, har taget en politisk fange, og at ’utilbørlig udnyttelse’, privilegier, straffrihed, krænkelse af pressefrihed og menneskerettigheder kendetegner regeringen. I alt fald må fænomenerne eksistere i den politiske diskursorden, før det giver mening at benægte dem.