Udvikling blev i 1979 anerkendt af FN som en menneskeret (Nanda, 1993: 43). Imidlertid findes der forskellige udviklingsdiskurser. Siden starten af 1980’erne har Verdensbanken og den Internationale Valutafond (IMF) gjort strukturtilpasnings-programmer til en bistandskonditionalitet (Escobar, 1995: 176). Tanken er, at skatteforhøjelser, kreditstramninger og nedskæring på statens ansatte og andre udgifter skal løse de økonomiske problemer (Nanda, 1993: 18-9) – forstået som forvredne priser, almene subsidier, ineffektive virksomheder, inflation m.m. Denne makroøkonomiske udviklingsdiskurs varer ved i dag, men efter at have erfaret de bratte neoliberale indgrebs forøgelse af fattigdommen, ikke mindst i Latinamerika, er det blevet en udbredt mening, at strukturtilpasningerne skal kombineres med kompensationsprogrammer, der kan afbøde indvirkningen på de fattigstes situation (ibid.: 19). Samtidig er der opstået en diskurs om menneskelig udvikling, som forstår udvikling som "en proces, der gør folks valgmuligheder større ved at udvide menneskelige funktioner og evner" (UNDP, 2000: 18). I stedet for som tidligere at vægte investering i fysisk kapital, dvs. infrastruktur o.l., indregner donorer som Danida nu også omkostninger i naturlig kapital, når udviklingen belaster miljøet, og fortjenesten ved investering i menneskelig kapital, dvs. viden og kundskaber, som bedst opnås med støtte til uddannelse, sundhed og ernæring (Griffin, 1994: 2-5).

I 1996 lancerede Verdensbanken og IMF HIPC-initiativet¹ pga. den uholdbare situation i lande som Nicaragua, hvor afbetalingen på gæld blokerer for økonomisk vækst. Initiativets mål er, at alle kreditorerne skal reducere deres tilgodehavender hos i øjeblikket 36 udvalgte lande. Kravet til disse lande er, at de frigivne midler investeres i sundhed, uddannelse og fattigdomsbekæmpelse (Danida, 2000g: 17). Det sidste årti har generelt været kendetegnet af en ny tendens hos donorlandene til ikke kun at blande sig i økonomi, men også i ulandenes politik. Bl.a. OECD har slået fast, at udvikling også har politiske forudsætninger (hos Danida, 1993: 32). Donorerne mener nu, at regeringsformen og forholdet mellem regering og regerede har direkte betydning for, hvordan samfundet i øvrigt indretter og udvikler sig.

Danida trækker især på diskursen om menneskelig udvikling og forstår udvikling som "processen ud af fattigdom" (Danida, 2000e²: 12). Det er et af Danidas tre ufravigelige hensyn, nemlig demokratiseringsaspektet³, der har interesse for dette speciale. Aspektet omfatter folkelig deltagelse, demokratisering, menneske-rettigheder og god regeringsførelse; delmængder, der er så tæt sammenknyttet, at de oftest behandles samlet (Danida, 2000g: 48). Danida er opmærksom på, at støtten til demokratiseringsaspektet er særligt ømtålelig, da den udfordrer ulandets politiske, sociale og økonomiske strukturer (Danida, 2000e: 4-5). Danida ser den politiske vilje som afgørende og vurderer, at presset mod regeringerne de seneste år er steget, dels fordi donorerne nu sammenkæder politiske krav med økonomisk udvikling, dels fordi mediernes dækning af uretfærdige forhold efterfølges af krav fra de stadig stærkere civilsamfund og donorerne (ibid.: 10).

Også bl.a. EU og Verdensbanken er begyndt at fokusere på demokrati og god regeringsførelse (herefter DGR), og Danida prioriterer det multilaterale samarbejde højt, da det giver "særdeles stor legitimitet til donorpres i den løbende politiske dialog med modtagerlandene" (ibid.: 18).

Danidas definition af god regeringsførelse (herefter GR) stammer fra Verdens-banken og OECD. Mens ’regeringsførelse’ forklares som "kontrollen med og forvaltningen af samfundets ressourcer, til brug for social og økonomisk udvikling" (Danida, 2000e: 7) er ’god regeringsførelse’ i denne internationale diskurs:

Forholdet til civilsamfundet, inddragelse af befolkningen og mediernes arbejdsforhold er områder, hvor de nævnte komponenter skal gøre sig gældende, før man kan tale om GR (ibid.: 7). Danida uddyber definitionen med momenterne: større ansvarlighed, gennemsigtighed og effektivitet i den offentlige sektor, retssikkerhed (Danida, 1993: 6), adgang til folkelig deltagelse på nationalt og lokalt niveau samt mindretalsrettigheder (Danida, 2000g: 51).

Også EU tilslutter sig den internationale definition, og i en resolution fra november 1991, som Danmark har tiltrådt, står, at mens

Af dette citat fremgår det for det første, at der er et sammenstød mellem den hidtidige suverænitetsdiskurs, dvs. princippet om ikke-indblanding i fremmede stater (de to første linier), og de industrialiserede landes bistandsdiskurs og ønske om at ’hjælpe’ ulandene til det, de mener, er en ’retfærdig udvikling’. For det andet springer det i øjnene, at donorlandene – her EU – tildeler sig selv en hegemonisk position: dels er det tydeligvis EU, der gemmer sig bag det passive "iagttages"; dels indeholder beskrivelsen af de antageligt universelle regeringsprincipper et antal flydende betegnere, som angiveligt skal indholdsudfyldes af denne iagttager (sunde, passende m.fl.); og endelig omtales retsstatsprincippet, menneskerettighederne og presse- og ytringsfriheden i bestemt form på en så naturlig måde, at muligheden for alternative diskurser herom udelukkes.

Disse er altså internationale forsøg på at fastholde betydningen af den flydende betegner GR. De er accepteret af både bi- og multilaterale donorer og andre stater, der har været med til at udvikle begreberne og har underskrevet internationale aftaler, herunder både Danmark og Nicaragua (Danida, 2000e: 4). Danmarks holdning til GR adskiller sig kun ved, at Danida ikke omtaler de "markedsvenlige vilkår" – altså GR’s tilknytning til et bestemt økonomisk system – men til gengæld inkluderer mindretalsrettigheder i definitionen.

Diskursen om demokrati og god regeringsførelse (herefter DDGR) er i den grad blevet globaliseret, at alternative samfundsindretninger i dag har svært ved at opnå accept. Men opfattelsen af GR, demokrati, korruption og disses betydning for udvikling er kontingent, og forestillingen om det optimale samfund har i andre tider og kontekster været helt anderledes.

Som vi har set forstås GR i dag som et overordnet begreb, der blandt en del andet omfatter komponenterne demokrati og korruptionsbekæmpelse. Selvom GR er det overordnede begreb, samler også demokrati nogle af de andre koncepter i sig.

Konceptet demokrati er helt uomgængeligt i dagens globale politiske diskursorden. Som politolog og sociolog David Held skriver, så har demokrati tilsyneladende udkonkurreret alternative former for regering, og "nearly everyone today professes to be a democrat" (Held, 1995: 3). Netop i ordvalget professes to be ligger sagens kerne for dette speciale. For hvad er demokrati? Og er man demokrat, blot man siger det? Ordet demokrati er ikke nyt, men det har gennemgået en århundredelang kamp om indholdsudfyldelse. Jeg vil her meget kort gennemgå de vigtigste nutidige demokratidiskurser samt de begreber, der er givtige for specialets analyse.

’Demokrati’ er en flydende betegner, som investeres med forskelligt indhold af forskellige diskurser. Den dominerende forståelse er baseret på en liberal tankegang. Især politologen Robert Dahl er talsmand for den teori, at markedsøkonomi fremmer demokrati (Dahl, 1998: 166), selvom han i dag indrømmer, at kun de faktisk eksisterende "polyarchal democracies" favoriseres af markedskapitalisme, mens et ideelt demokrati med politisk lighed skades heraf (ibid.: 178). I den social-demokratiske diskurs er det tvivlsomt, om et demokrati uden lighed overhovedet er et demokrati! Ifølge Latinamerikaforskeren Laurence Whitehead er det teoretisk set muligt at konsolidere et socialt demokrati, der springer neoliberalismens ulighed over, men det er i Latinamerika endnu ikke lykkedes i praksis (Whitehead, 1993: 322). Et sådant projekt er ifølge den liberale demokratidiskurs håbløst optimistisk, den svage produktionsbasis og svimlende ulighed taget i betragtning (ibid.: 323).

I Danidas terminologi har demokrati både at gøre med institutioner og kultur. Førstnævnte kan variere fra land til land, men bør omfatte flertalsafgørelser, valg, universel stemmeret og magtadskillelse. Den demokratiske kulturs fundament er til gengæld tolerance, kompromisvillighed, adskillelse af offentlige erhverv og privat kapacitet samt respekt for mindretal (Danida, 2000e: 7). Også folkelig deltagelse anses for et "mål i sig selv som led i den demokratiske udvikling" (ibid.: 8) ligesom ytringsfriheden, den fri presse (Danida, 2000g: 52) og det at arbejde for fred og forhindre vold (Danida, 1993: 21). Danida trækker altså ikke på den liberale diskurs om ejendomsret og markedsøkonomi i sin definition, men lægger stor vægt på institutionalisering, respekten for mindretal og herunder undgåelsen af flertalsdiktatur (Danida, 2000e: 7).

Demokrati anses af Danida som en forudsætning for udvikling. Imidlertid er det omvendte synspunkt almindeligt i den liberale diskurs; nemlig at demokratisering finder sted, når et land er tilstrækkeligt udviklet. Et af argumenterne for dette er, at økonomisk vækst gør det muligt at tilfredsstille alle parter, mens et faldende BNP indebærer, at parterne er tilbøjelige til at betragte hinanden som antagonister, som det ville være dumt at gå på kompromis med (Dahl, 1995: 25). Denne teori kan imidlertid ikke forklare de tilfælde, hvor lande har opnået enten udvikling eller demokrati, uden at det har medført den anden del af den påståede symbiose (Bagchi, 1995: xvii). I stedet mener økonom Amiya Bagchi, at demokrati og udvikling bør hænge sådan sammen, at den demokratiske proces, forstået som samtlige aktørers deltagelse i beslutningsprocesserne, sikrer, at udvikling ikke kommer til at betyde berigelse af nogle få personer baseret på manglende respekt for miljøets bæredygtighed og dermed det påvirkede lokale flertals velvære (ibid.: xxvii-xxviii).

Danida har også dette fokus på bæredygtig udvikling og fattigdoms-bekæmpelse for øje og mener, at deltagelse "i beslutningsprocesser, som påvirker ens eget liv og landets fremtid, er ligeledes en integreret del af menneskelig udvikling" (Danida, 2000f: 31). Dvs. at demokrati kan fremme de fattiges interesser i udviklingsprocessen. Yderligere påpeger Danida, at demokratisering også kan bidrage til økonomisk udvikling, eftersom private investorer tiltrækkes af den politiske og sociale stabilitet, der følger med en velfungerende retsstat, en demokratisk lovgivningsproces og gennemsigtig forvaltning (Danida, 2000e: 13).

I Nicaragua trækkes der omfattende på den liberale demokratidiskurs, men jeg mener, at det for at forstå landets motivation til en liberal demokratisering er vigtigt at se på processens årsager, som i høj grad synes at være eksterne. Så længe Somoza havde USA’s og de udenlandske investorers opbakning, bestod diktaturet. Støtten til autoritære regimer stoppede i 1980’erne (Whitehead, 1993: 314), men i lyset af den kolde krig udviste USA ingen tolerance over for sandinisternes alternative demokratiprojekt, der tenderede mod det marxistiske (jf. kap. 5). Derimod er der i 90’erne kommet en enorm støtte udefra til det liberale demokratiprojekt, hvis umiddelbare formål er at sikre de udenlandske investorer gennem en styrkelse af markedsøkonomien. Disse faktorer giver tilsammen billedet af, at liberal demokratisering på godt og på ondt er implementeret af og til fordel for eksterne aktører. Der er derfor god grund til at betvivle projektets ægte konsolidering.

Laurence Whitehead ser to mulige alternativer til et fuldt konsolideret og effektivt liberalt demokrati: på den ene side et eksplicit ’antidemokratisk’ styre, der åbent kritiserer den liberale demokratiopfattelse⁴. Dette var fx tilfældet med kommunismen (og til dels sandinismen), der gav et sammenhængende bud på en alternativ politisk og social orden. På den anden side findes det, som Whitehead kalder facadedemokratier. Disse består i en hyldest til det liberale demokrati i ord, men ikke i gerning. Nogle mener, at sådanne facadedemokratier med tiden automatisk vil blive til virkelige demokratier, idet en tilvænningsproces starter, så snart en regering begynder at tale de liberale demokrater efter munden og acceptere de liberale institutioners teoretiske hegemoni (ibid.: 316). Dette svarer til at sige, at diskursen vil konstituere virkeligheden. Det er en interessant tanke, men jeg mener her, det er vigtigt ikke at glemme, at samfundets struktur har en vis genstridighed, og at virkeligheden – og herunder aktørernes sociale, politiske og økonomiske situation, behov og ambitioner – også har en konstituerende effekt på diskurserne. Modsat et oprigtigt liberalt demokrati, der ifølge Whitehead i det mindste kan skabe stabilitet, er facadedemokrati det, der skader de fattigste mest, trods retorikken i de fattiges favør (ibid.: 320). Facadedemokratiets formål er at skabe et pluralistisk image udadtil uden at forstyrre de traditionelle magtrelationer (ibid.: 325). Dets centrale træk er altså uoverensstemmelsen mellem den diskursive og den øvrige sociale praksis.

Hvor demokratisk en regering forholder sig til hhv. civilsamfundet og den politiske opposition er af stor betydning. Det er bredt anerkendt, at noget af det mest basale i et demokrati er frie valg, hvor folket afgør, hvem der skal regere landet. Der er imidlertid eksempler på, at fokus på valg er blevet så altoverskyggende, at det er det eneste demokratiske ved en regering. Danida forstår valg som den mest synlige manifestation af demokrati (Danida, 1993: 14), men understreger, at:

Med andre ord er det øjeblik, folket afgiver deres stemme, ikke det eneste, der skal være demokratisk, for at man kan tale om et reelt demokrati. Det er vigtigt at være opmærksom på, om det, der retfærdiggøres med at være folkets vilje, rent faktisk er det. Hvis der udelukkende fokuseres på, at valgene skal være retfærdige, risikerer man, at demokrati forveksles med det, professor i offentlig forvaltning og bedrageri Alan Doig kalder elektoralisme. Det indebærer, at politikere betragter valget som legitimation for at gøre hvad som helst efter valget inklusive at udnytte deres status som demokratisk valgt til privat berigelse (Doig, 1999: 29-30).

Lederen af Stanford Universitets Latinamerikacenter Terry Lynn Karl snakker om fire typer demokratisk transition, som jeg mener, er nyttige til at analysere politiske fremgangsmåder generelt. Modellen har to dimensioner: aktørernes relative styrke og den anvendte strategi.

Formålet med pagt er at gøre et givet forløb mere forudsigeligt ved at inkludere de aktører, der ellers ville kunne sabotere processen (Nissen, 1998: 21). Det at oppositionen inkluderes i forhandlinger, kan medføre stabilitet, og ifølge Danida er kompromisvillighed netop en af pillerne i et demokrati. Til gengæld er pagter elitedominerede, hvilket vil sige, at den folkelige deltagelse, som Danida også betragter som et nøglepunkt i et demokrati, er begrænset eller helt fraværende.

Et særligt omdiskuteret aspekt ved demokrati i Latinamerika er, hvorvidt præsidentialisme har en negativ indvirkning. Forskellene mellem præsidentialisme og parlamentarisme er for det første, at den øverste udøvende myndighed ved parlamentarisme er en premierminister, der er valgt af parlamentet, sådan som vi kender det i Danmark, mens det ved præsidentialisme er en præsident, der er valgt af folket, sådan som det foregår i fx USA. For det andet er præsidenten og parlamentet i et præsidentialsystem valgt separat og til faste perioder, hvorimod regeringsperioden i et parlamentarisk system afhænger af parlamentsflertallets tillid. I et parlamentarisk system kan den udøvende og den lovgivende magt gensidigt afkorte hinandens perioder. Dette er ikke tilfældet ved præsidentialisme (Mainwaring, 1997: 14-15).

Den kritik, der rejses mod præsidentialisme, er bl.a., at den faste præsident-periode mindsker fleksibiliteten. Et kup er umiddelbart eneste mulighed for at afsætte en inkompetent præsident. Omvendt er det også blevet kritiseret, at populære og dygtige præsidenter som regel ikke kan genvælges til en periode mere. Endvidere er det blevet påpeget, at præsidentialisme er udemokratisk, idet den har en "winner-takes-it-all"-logik, til forskel fra et parlamentarisk system, hvori forhandlinger mellem en række partier normalt er nødvendige for at få opbakning fra et flertal.

Præsidentialisme er især almindelig i Latinamerika, og mange giver dette regeringssystem skylden for de mislykkede demokratier på kontinentet (ibid.: 18). Politologerne Mainwaring og Shugart mener dog ikke, at denne sammenhæng er bevist, da hidtidige undersøgelser ikke har kunnet tage højde for andre særtræk ved de latinamerikanske samfund, som fx den ekstreme socioøkonomiske ulighed (ibid.: 27), netop fordi der ikke findes parlamentariske eksempler fra Latinamerika til sammenligning (ibid.: 19). De to peger i stedet på variationerne af præsidentialisme som afgørende faktorer for, om et demokrati kan trives. Der er to typer magt, der tilsammen afgør, hvor stor styrke en præsident har til at gennemføre sin politik: den konstitutionelle magt og partimagten (ibid.: 40). Det er afgørende for præsidentens handlemuligheder, at han har mindst en af de to typer magt. Den konstitutionelle magt er den, der tillægges præsidentembedet i grundloven. De to vigtigste variabler er her, om præsidenten har reaktiv vetoret og proaktiv dekretmagt (ibid.: 41). Den anden mulighed, præsidenten har for at få styrke, er at have omfattende partimagt. Dette indebærer, dels at han har kontrol med sit eget parti, dels at partiet har kontrol over flertallet af pladserne i parlamentet (ibid.: 40). Også anden form for ikke-konstitutionel magt kan gøre sig gældende. Mainwaring og Shugart nævner fx magt til at lave aftaler, til at overtale samt privilegeret adgang til massemedierne (ibid.: 51). Det er sådanne magtvariabler de to mener, skal analyseres for at afgøre, om præsidentialisme påvirker demokratiet i de enkelte lande og kontekster.

En anden variabel i et lands politiske ledelse er, hvilket partisystem det har. De umiddelbare muligheder er et-, to- og flerpartisystemer, men også disse kan have forskellig karakter. Vigtigst for specialets analyse er for det første, at der i et topartisystem kan være flere partier, men kun to relevante og oftest midtsøgende partier, som skiftes til at vinde magten, og for det andet, at der i politologien skelnes mellem moderat pluralisme, som er et flerpartisystem med 3-5 partier og polariseret pluralisme, når der er mere end 5 partier (Knudsen, 2000: 109).

Forskellen for vælgerne er, at de i et flerpartisystem har god mulighed for at stemme på et parti, der har nogenlunde samme standpunkt som dem selv. Flerpartisystemer afspejler derfor i højere grad befolkningens spredning og fremmer repræsentation. Til gengæld kan det ved et sådant system være svært for vælgerne at vide, hvilken regering deres stemme rent faktisk fører til, og hvem der skal holdes ansvarlig for de politiske beslutninger, eftersom partierne må forhandle sig frem hen ad vejen. I et topartisystem fremmes ansvarligheden, netop fordi vælgerne ved, hvilken regering de stemmer på, og hvem der alene skal holdes ansvarlig. Samtidig er systemet moderations- og stabilitetsfremmende, idet de to partier søger mod midten for at få flest vælgere (ibid.: 110). Partisystemet har også betydning for, hvordan vælgerne stemmer. I et topartisystem går ens stemme ’tabt’, hvis man stemmer på et af de små ’irrelevante’ partier, hvorfor der er en tendens til, at man vælger det af de to relevante partier, man er mindst uenig med.

Fænomenet korruption er særdeles vigtigt for dette studie, dels fordi det opfattes som den primære modsætning til GR (OECD, 1996: 29), dels fordi det er så aktuelt i den nicaraguanske debat. Korruption er et nyt fokus inden for økonomi og udviklings-teori og har siden 1996 fået stor opmærksomhed fra Verdensbanken, Danida og de fleste andre donorer, der nu betragter fænomenet som et af hovedproblemerne i ulandene (Kpundeh, 1999: 1). Korruption defineres af Verdensbanken som beslutninger, der inden for den offentlige sfære tages ud fra overvejelser om privat vinding i stedet for om, hvad der er til samfundets bedste (ibid.: 4). Korruption behøver ikke direkte at involvere penge, men kan være alt fra klientelisme (Hjort, 1997), nepotisme og udveksling af gaver (Kpundeh, 1999: 3) til bestikkelse og misbrug af politisk magt til at erhverve sig økonomiske goder (Jain, 1998: 1) og påvirke retssystemet eller valg (Gronbeck, 1990: 174).

Korruption kan finde sted på forskellige niveauer og have forskellige årsager. Det er korruption, når en lavtlønnet funktionær for at kunne forsørge sin familie tager en provision for at udstede tilladelser, som burde gives alene ud fra andre fastsatte normer. Men det er også korruption, når statsledere som Somoza stjæler fra staten i stor stil. For dette speciale er det korruption på præsidentniveau, som ikke kan forklares som kompensation for dårlig løn, der vil være relevant.

Når bi- og multilaterale donorer er begyndt at betragte korruption som et problem, er det ikke kun, fordi de er bekymrede for administrationen af bistands-midlerne, men også, fordi de mener, at korruption underminerer demokratiske institutioner, international handel og investeringsrelationer (OECD, 1996: 5). Desuden vurderer Verdensbanken, at korruption kan øge gæld og fattigdom (Kpundeh, 1999: 4). Danida ser den som en hæmsko for virksomheder, beskæftigelse og udjævning af ulighed pga. den ineffektive anvendelse af ressourcerne, uigennemsigtigheden og de dårlige vilkår for fattige erhvervsdrivende (Danida, 2000g: 54). Men Danida påpeger, at der ikke kun er tale om økonomiske konsekvenser; korruption undergraver "tilliden til og legitimiteten af den politiske ledelse og dermed de spirende demokratier" (Danida, 2000e: 7).

Der findes imidlertid ingen effektiv kur mod korruption, da dens bekæmpelse afhænger af politisk vilje i de enkelte lande (Kpundeh, 1999: 6). En sådan vilje synes utopisk, da det netop er den politiske elite, der nyder udbytte af korruptionen og de udemokratiske forhold. Danida forsøger via bistandskonditionaliteten at bidrage til korruptionsbekæmpelse ved at stille krav om og give støtte til uafhængige kontrolinstanser og effektivitet i den offentlige administration (Danida, 1993: 14-5). Ifølge Verdensbanken er korruptionsbekæmpelsen et spørgsmål om at ændre på både holdninger og adfærd og statsinstitutioner (Kpundeh, 1999: 8). Et af bankens forslag til bekæmpelse af korruption er en kapacitetsopbygning, som kan styrke de institutioner, der hæver den offentlige opmærksomhed om korruptionens følger, fx parlamentet og retssystemet (ibid.: 5). Særligt afgørende er eksistensen af et stærkt civilsamfund og medier, der vogter over landets politik (ibid.: 7).

Nogle drager begrebet kulturrelativisme ind i debatten og siger, at det er forkert uden videre at betragte korruption som et onde. Cost-benefitanalytikere har forsøgt at se både det gode og det dårlige ved korruption og har opstillet en lang række mulige fordele. Hvor økonomen Arvind Jain fx mener, at Somozas korruption skadede Nicaraguas udvikling og velfærd (Jain, 1998: 2-3), bruger andre Somoza som eksempel på, at statsledere, der føler, deres position er sikker, kan investere deres akkumulerede formuer i landet til fordel for den økonomiske vækst og udvikling (Nye, 1990: 974). Cost-benefitanalytikere påpeger, at korruption er en negativt ladet betegnelse, og at det derfor er etnocentrisk at bruge den om adfærd som fx gaveudveksling og nepotisme, som i nogle lande er forventede snarere end fordømte gerninger (Bayley, 1990: 937).

På den ene side skal vi altså passe på ikke at trække noget ned over hovedet på ulandene, som måske blot er udtryk for ’vores’ værdier og systemstrukturer, men på den anden side mener jeg, det er lige så etnocentrisk at gøre korruptionsdiskursen til vores alene og antage, at ulandene lever lykkeligt med deres korruption og ikke fordømmer magthaveres udbytning af borgerne.

Whitehead påpeger, at kulturelle forskelle er mindre aktuelle ved præsidentiel korruption, hvor det kun er præsidenten og hans nærmeste, der profiterer. Nok er regeringskorruption udbredt i Latinamerika, og man får ofte det indtryk, at folk ikke forventer bedre af deres ledere. Men Whitehead mener, at enhver vil tage afstand fra en regents ulovlige privilegier (Whitehead, 1990: 782). Med udgangspunkt i konkrete eksempler svækker han teorien om, at der skulle være politiske og økonomiske fordele ved præsidentiel korruption i Latinamerika (ibid.: 791-5).

Korruption er også en problematisk størrelse, fordi den er svær at bevise. Vellykket korruption er uopdaget korruption! (Perry, 1997: 4). Dataindsamling er vanskelig og ikke ufarlig, og forskere er ofte afhængige af især journalisters modige arbejde. Det betyder også, at beviserne mange gange stammer fra rygter (ibid.: 4). Men er korruptionsforskning så andet end anekdoter og journalistisk polemik? spørger Whitehead (Whitehead, 1990: 781). Netop når man taler om politik og præsidentiel adfærd, er der mangfoldige motiver til både at overdrive og nedtone omfanget af korruptionen. Der er også risiko for, at beskyldningerne er det rene opspind fra et oppositionspartis side (ibid.: 782). Professor i strafferet Dionysios Spinellis påpeger imidlertid, at lige såvel som at oppositionen ofte vil forsøge at udnytte enhver relevant beskyldning, vil den anklagede, hans parti og støtter påstå, at han er offer for politisk forfølgelse (OECD, 1996: 22). Den korrupte vil bruge en såkaldt neutraliseringsteknik til at retfærdiggøre sin handlinger. En sådan teknik er ikke nødvendigvis kun udtryk for ’bortforklaringer’, men kan – i tråd med diskurs-psykologiens fortrængning – være den korruptes overbevisning om, hvordan tingene virkelig forholder sig. Politikeren kan fx neutralisere sine gerninger ved at sige, at han tænkte på det fælles bedste set ud fra et bredere perspektiv, at opponenter benytter sig af illegale praksiser i højere grad end han selv osv. (OECD, 1996: 27).

Centralt for korruption er løgne, hemmelighedskræmmeri, falskhed og påskud. Derfor er den så vanskelig at bevise. Men den politiske geograf John Perry mener, at netop disse træk gør det muligt at skelne mellem intention om egen vinding på bekostning af befolkningen og ren og skær inkompetence (Perry, 1997: 5).

I forbindelse med afdækningen af korruption mener jeg ikke, man skal undervurdere pressen som kilde, hvis der vel at mærke er tale om uafhængige medier. Dels er den fri presses kontrolfunktion anerkendt af donorlandene, dels må det kunne antages, at den risiko, der er forbundet med den efterforskende journalistik i et miljø, hvor pressefrihed er noget forholdsvist nyt, reducerer upålideligheden i de historier, journalisterne vælger at stå frem med.

Med en lang række tilfælde fra Latinamerika som bevisførelse viser Whitehead, at præsidentiel korruption er et udbredt fænomen, at korruptionen ikke kun finder sted i diktaturer (Whitehead, 1990: 790), og at der i tilfælde af bevist ulovlig berigelse er tale om beløb, der ofte er større end de pågældende landes udlandsgæld (ibid.: 785)! Ifølge Whitehead er der eksempler på, at personlig berigelse har været det primære formål med den politiske aktivitet (ibid.: 783), og i en opgørelse over de beviste tilfælde af præsidentiel korruption i årene 1932, 1952 og 1972 går Nicaragua som det eneste land igen alle tre år (ibid.: 784). Selv i de mest udviklede latinamerikanske lande er de institutioner, der skal beskytte mod korruption på højt plan, svage, og traditionen for at koncentrere så meget magt og ansvar omkring præsidenten gør det passende at sætte ham i fokus for en analyse (ibid.: 783).