6. Produktion og distribution af talerne
Produktionen af de tre valgte taler har involveret en større gruppe mennesker. Alemán er principal, da det er hans position, der repræsenteres af ordene. Til tider udvides positionen til at omfatte regeringen (se 1. pers. plur. i 199714: 164; 2000: 157; 2001: 27). Det fremstår, som om Alemán også er eneforfatter af talerne; det er hans hhv. discurso (1997: 2) og mensaje (2000&2001: 1). Kun i tiltrædelsestalen markeres "Presidencia de la República" i l. 1 og "Gobierno Arnoldo Alemán" i l. 301 som medafsender af talen, men disse linier udgør manuskriptets overskrift og signatur, som formentlig ikke har været oplæst i AN. Imidlertid har Alemán kun en mindre rolle som forfatter, idet talerne er udformet af et hold rådgivere (Hernández, 28.5.2001). Det er Alemáns personlige rådgiver Adolfo Miranda Sáenz, der normalt er ansvarlig for præsidentens taler (Mayorga, 17.3.2001), og på mange af især de kortere taler står der ligefrem initialerne AMS under præsidentens signatur15. Alemán er animator ved oplæsningen, mens det må formodes at være en sekretær, der har skrevet papiret, han står med.
De to præsentationer af årsberetninger har lingvistisk indbygget det fysisk tilstedeværende publikum i AN som adressat: "concurro respetuoso ante la Asamblea Nacional" (2000: 6-7), "Reciben Señoras y Señores Diputados" (2000: 10), "Honorable Representantes" (2000: 238) (og tilsvarende i 2001: 5-6, 8, 193). I talen fra 2000 omformuleres adressaten i l. 279 til "Hermanos y hermanas nicaragüenses:", som kan forstås som en variant af tiltalen til parlamentarikerne eller som inklusion af hele befolkningen. I åbningstalen er det primært folket, der fremstår som adressat, mens parlamentet er tilhørere. I l. 144 ses det af brugen af deiksis, at talen har fundet sted i AN ("Que esta nueva Asamblea Nacional sea el digno foro"), men talen rettes til hele folket: "Hermanas y Hermanos nicaragüenses: Ciudadanos sin distingos, de adentro y afuera de esta amada tierra" (1997: 7-8, se også 562).
Det er imidlertid tydeligt, at der er indtænkt andre tilhørere og overhørere i talerne. Først og fremmest er det nicaraguanske folk forudset at være tilhørere til fremlæggelserne af årsberetningerne. Dette sås ikke mindst på Alemáns reaktion på pressens dårlige dækning af talen i 2000. Samtlige tv-stationer havde valgt ikke at dække begivenheden, og den statslige Radio Nicaraguas transmission var ifølge Alemán for afbrudt. En seriøs mexicansk avis citerer Alemán for i vrede at have sagt:
Det er interessant, hvordan Alemán her konstruerer medierne som udemokratiske og vender DDGR på hovedet; i Danidas termer ville det at true med få en tv-station til at desaparecer, fordi den ikke er talerør for regeringen, snarere være et brud på de demokratiske spilleregler, hvilket Alemán tydeligvis også er opmærksom på.
Der er diplomater til stede som tilhørere i salen, og der er uden tvivl også taget et vist hensyn til internationale overhørere. Især er der noget, der tyder på, at donorerne er indtænkt i 2000. I sin tale til GC i Washington (Alemán, 23.5.2000) nogle måneder senere refererer Alemán nemlig eksplicit og omfattende til sin redegørelse for begrebet GR i fremlæggelsen af sin tredje årsberetning og citerer det, der svarer til l. 181-7. Andre steder er der intertekstualitet mellem de to taler uden at dette markeres, fx ved brug af ordet satanizaciones om pressen. At de to taler har så stor intertekstualitet skyldes bl.a., at produktionen af dem har fundet sted ca. samtidig, eftersom mødet med GC oprindeligt skulle have været i februar.
Indbygningen af forskellige publikumer har at gøre med det, Fairclough kalder, diskurs-teknologisering. Sammenholdt med Alemáns tidligere diskursartikulationer er det tydeligt, at de tre valgte taler er gennemarbejdede og skrevet efter alle kunstens regler. De er støvsuget for de vanlige direkte beskyldninger og fornærmelser mod FSLN, affiniteten er lavere end tidligere, og – som vi skal se – bruges forskellige lingvistiske midler til at opbløde den tidligere så direkte antisandinistiske diskurs. Først i dekonstruktionen af talerne bliver disse underliggende holdninger synlige.
Trods mediernes boykot af 2000-talen, har de tre taler haft en kompleks distribution. De blev holdt i AN, transmitteret på tv og/eller i radioen (Hernández, 16.5.2001) og er citeret omfattende i pressen. De har varig karakter, da de er skrevet til at blive talt, og der derfor foreligger manuskripter til yderligere distribution. Det har muliggjort, at åbningstalen er lagt ud på Præsidentkontorets hjemmeside. Talerne er altså kommet ud til forskellige institutioner med hver deres form for konsumering.