|
Stemmerne forstummer ved indgangen. Folk finder hver sin plads. Mørket hviler grumset over hele det kølige kirkerum. Enkelte tællelys skaber blafrende huller i det sorte. Kun ganske langsomt vænner øjnene sig til mørket. Stilheden brydes af skraben af fødder mod stengulvet. En gammel kone hoster hult så det danner ekko oppe under hvælvingerne. Mit blik følger ekkoets vej op i vesthvælvets sydkappe og dér i halvmørket, mødes mine øjne med djævlens.
Messen begynder.
Jeg slår hastigt blikket ned.
Sognepræsten fylder rummet med latinske gloser. Han bruger mystiske ord som superbia, auaricia, luxuria, gula, acedia, ira og inuidia. Jeg ved ikke hvad det er han taler om, men jeg kan mærke hans blik, der hviler tungt på os alle. Jeg kan høre at hans stemme er anklagende.
Mit blik begynder igen at vandre.
Jeg finder atter djævlen i hvælvets halvmørke. Hans røde hoved skiller sig ud mod kalkens hvide baggrund. Djævlen bærer en kvinde over skulderen - han bærer hende ind i helvedes gab. I gabet ligger allerede mange syndere. Bag den første djævel kommer endnu én trækkende på en flok mennesker. Det isner i min krop. Hvilken gru. Dommens dag er kommet for dem deroppe i hvælvets mørke. De blev fundet for lette.
Hurtigt gør jeg korsets tegn.
Præsten raser mod os - så hans spyt løber ned over hans hage.
Jeg kommer i tanker om hvor mange gode grunde djævlen har for at trække af sted med mig ved dommens dag. Jeg må bede om tilgivelse.
Sveden bryder, på trods af den fugtige kulde, frem på min pande.
Præstens stemme stiger og stiger - truende rækker han sin krogede finger mod os.
Jeg kigger desperat rundt i kirkerummet. Jeg føler at alle væggens djævle kigger ondt på mig. Jeg føler at præstens finger er rettet mod mig alene.
"Åh, hellige Guds Moder hjælp mig dog" lige da jeg har tænkt disse ord møder mit blik hendes. Hun har hørt min bøn, for i hendes blik finder jeg igen roen.
Prædiken er til ende.
Vi rejser os.
Stemmerne stiger.
|
|
