På en skrænt tæt ved floden stod tapre ørn en høvding søn
på den anden bred nær ved floden stod en pige slank og skøn
Hvide due kaldes pigen sortfodsstammens dejlighed
Tapre ørn var mohikaner håbløs var den kærlighed
(Omkvæd:)
Tapre ørn elskede pigen som hans hjerte kaldte på
ja tapre ørn elskede pigen som han aldrig kunne få
Som en fos hvivlede strømmen den brede flod, den skilte dem ad
og forgæves hun måtte vente altid travlt og aldrig glad
Hvide due henover vandet sendte kys i måneskin
Tapre ørn fik hjertebanken når han så sin hjertenskær
Omkvæd
Tapre ørn sprang i floden, han dukkede op af en bølgekam
Hvide due hørte råbet og hun svømmede ud til ham
længe kæmped de imod strømmen før de mødtes mund mod mund
evigt var de nu forened, da de sank mod flodens bund
Omkvæd