Rejsebreve 2006
Rejsebrev 14 - 15 - 16 - 17 - 18 - 19 - 20 - 21 - 22 - 23
La Gomera er en helt vidunderlig ø, som vi varmt kan anbefale at besøge. Der er hoteller, men de er ikke dominerende i gadebilledet. Gomera er endnu ikke præget af turisme, så man får et godt indblik i de lokales hverdag. Her er heller ikke turistpriser - endnu! Hvis man bare vil besøge øen en enkelt dag, kan man tage færgen fra Tenerife. Een dag er dog alt for lidt. Det er da også meget sigende, at det er en af de få havne, hvor man ikke skal betale forud, for som havnefogden sagde, "når folk kommer, tror de at vil vil blive her i 2 dage, men det ender tit med at de bliver i 2 uger". Vi blev i 20 dage, og den eneste grund til at vi tog videre, var fordi vi fik besøg fra Danmark - på Gran Canaria.
Da vi kom tilbage til Pi efter at have kørt Gomera rundt, skulle Henrik have en velfortjent kold øl - troede han! For øllen var lunken selvom den havde ligget i køleskabet hele dagen. Det viste sig, at det var termostaten, der var i stykker. Det tog et par dage at fremskaffe en ny, men så var der kolde øl og sodavand igen.
Nytårsaften
Vi er 14 danskere, der har bestilt bord på en af de lokale restauranter. Vi får lækker mad og hygger os på behørig vis med fællessang og høj cigarføring. Efter kaffen bliver der uddelt små poser med 12 vindruer i hver. Man skal spise en vindrue pr slag kl. 24 (hvilket viste sig at være ganske svært, da der jo kun er et sekund mellem hvert slag). Vi fik også en pose hver med paphat, truthorn, serpentiner m.m. Derefter gik vi ned på torvet, hvor der var sat scene op. Der havde været lidt bekymring, for der var kun stillet Cola- og Pepsiboder op, men der var både øl og spiritus. De delte gratis champagne ud! Der var lidt stille da vi kom, men da klokken nærmede sig 24, brød det hele løs. Kæmpe festfyrværkeri og live-band. Der var 5 bands og de spillede lige til den lyse morgen, dvs. til kl. 8!! De lokale kom myldrende, gående eller i biler. Mændene i smoking og kvinderne i festskrud. Og så blev der ellers danset og festet.
Flygtninge
2-3 gange om ugen kan vi læse på Navtexen, at der er afrikanske flygtninge på vej til øerne. Sommetider viser de det på TV. Normalt plejer de at sejle til Fuerte Ventura, som er tættest på Afrika, men flygtningemafiaen synes nu, at der er for meget kontrol der, så nu sender de dem til de mere vestlige øer, bl.a. La Gomera. Mens vi er der, kommer der en mindre træbåd med 32 flygtninge, som straks bliver kørt væk af politiet. Tilbage står træbåden, og vi undrer os over hvordan der har kunnet være 32 personer i den. Bagefter undrer vi os over, hvad der mon sker med flygtningene.
Museer
Der skulle angiveligt ligge et Columbus Museum, men efter flere dages søgen må vi give op. Vi henvender os i turistinformationen, hvor de i baggården stadig har den brønd, hvor Columbus fik vand, inden han opdagede Amerika. Da vi endelig finder det rigtige Columbus Museum, viser det sig, at vi er gået forbi masser af gange, men der er bare ikke noget museum, for de er ved at restaurere bygningen.
I parken er der også et lille museum, som jeg kun een gang har oplevet holdt åbent. I den forbindelse tog jeg nogle billeder derinde af nogle gamle søkort fra 1600-tallet (jeg nåede lige at tage nogle billeder, inden jeg fik øje på skiltet med den røde streg hen over et kamera!) På et af søkortene er der en ø vest for Kanarieøerne, som ikke er på nutidens søkort, og det synes jeg jo er lidt spændende. Desværre blev billedet ikke så godt, så jeg ville gerne tage et nyt, men der var hele tiden lukket. Jeg gik derfor op til turistinformationen og spugte, hvornår der blev åbnet igen. Det kunne hun ikke svare på, for som hun sagde, "når det har været nytår, kan der godt gå 14 dage før folk kommer på arbejde igen!" Tænk hvis man kunne tage det lige så afslappet i Danmark!!
Sejlads til Puerto Mogan, Gran Canaria
Fredag den 6. januar forlader vi La Gomera kl. 5. Det er mørkt og koldt. Jeg har frosset de sidste par dage, for temperaturen er dalet, så den er under 26 grader! Som sædvanlig har vi vinden lige i snotten, så det bliver for motor - til at starte med ihvertfald. Lidt senere sætter Henrik sejl, og så giver han den fuld skrue for motoren, hvilket giver en meget ubehagelig sejlads i nogle elendige skodbølger, som kommer fra siden. Jeg prøver at lægge mig til at sove (og håber, at vi er i havn, når jeg vågner), men det er svært, for jeg bliver kastet fra side til side. Jeg står op igen, spiser det halve af en halv flute og drikker lidt appelsinjuice. Henrik forsøger at sove lidt.Da han står op, lægger jeg mig igen, for jeg fryser. Kort efter må jeg dog have en længere diskussion med mit maveindhold. Det bliver en lang indædt kamp, som jeg til sidst taber. Jeg må springe ud af køjen og når næsten at sætte et spænde i håret, inden håndvasken må stå for skud. Der var ikke tid til at komme helt udenfor. Bagefter havde jeg det nogenlunde, heldigvis, for der var lang vej endnu. Kl. 15.30 er vi tæt på havnen, så jeg kalder dem for at høre om der er plads. Vi må først komme ind kl. 18, for det eneste sted vi kan ligge, er der hvor færgerne ligger, og de sejler først kl. 18. Vi kan se Uffe og Anni står og vinker inde på kajen. Ole fra Thara kommer ud til os i gummibåd. Da vi endelig kommer ind og har fortøjet, skal der hilses på alle dem vi kender. Brightside og Carisma er der også. Det er bare så hyggeligt at komme i havn og blive mødt af en masse kendte ansigter! Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvornår jeg mon fik tid til at vaske bræk ud af håret!!
Besøg fra Danmark
Vi får at vide, at der ingen ledige pladser er i Mogan, men dagen efter finder de alligevel en plads til os. Heldigt nok, for vi får jo besøg af min søster, Heidi, hendes datter, Mille og Heidis kæreste, Lars. De bor på hotel i Puerto Rico (men den havn kunne vi slet ikke få plads i). De ankommer med færgen i Mogan lørdag og har rygsækken fuld af godter! Ugeblade, Ekstra Bladet, Ugeposten, et væld af krydsord, Mor Ingas hjemmelavede frikadeller og julekager, Momses hjemmelavede rødkål, chokoladeskildpadder, reservedele til vindroret, ny tidevandstabel, DVD-film m.m. Det er som var det juleaften. Vi hygger hele dagen.
Nogle dage efter skal vi sammen på marked i Arguineguin. Vi tager bussen til Puerto Rico, hvor vi mødes ved færgen til Arguineguin. Heidi, Lars og Mille nægter nemlig at køre bus igen. Da de tog bussen fra Mogan, troede de, at de skulle dø! Busserne hernede kører meget hurtigt i de skarpe sving - og der er langt ned - så det skal man lige vænne sig til! Men det ville de altså ikke udsætte Mille (eller sig selv) for igen. Altså tager vi fårgen. Desværre er der bare lige nogle gamle dønninger, som får færgen til at vippe, så der skal en god portion psykologi til at få Mille til at nyde sejlturen.
Markedet i Arguineguin er stort, så Henrik og Lars finder hurtigt en "mande-parkering", hvilket de ser vældigt tilfredse ud med. Vi andre tjekker hver eneste bod for gode ting og sager.
Dagen efter skal vi i Sioux City, en turistpengemaskine, som stort set ikke er værd at skrive om. Vi tager bussen derud, selvom det vist ikke var nemt at overtale Mille. Vi ser nogle platte shows, der er meget amatøragtige. Restaurantpriserne er vildt høje. Der er også nogle dyr, man kan kigge på, bl.a. heste med store sår og 2 hængebugsvin, der dels har nogle store bylder/knuder på siden og nogle "negle", der er 5-15 cm lange, så de kan nåsten ikke gå. Vi forlader Sioux City inden alle showene er vist.
På vej hjem i bussen lyder der pludselig et højt brag, og derefter breder der sig hurtigt en tåge ned gennem bussen. Jeg hører nogen skrige. Bussen stopper og folk trænges i midtergangen for at komme ud. Tågen bliver tættere og tættere, og det bliver ubehageligt at trække vejret. Ude i grøften ligger en mand på maven. Det viser sig, at det er en pulverslukker, der tilsyneladende har fyret sig selv af. Ham, der ligger i grøften, havde fået det i hovedet. Stakkels Mille, hun er helt i panik og vil ikke ind i bussen igen, siger hun. Da pulveret har lagt sig, begynder folk så småt at stige ind i bussen igen. Chaufføren kører til nærmeste rasteplads, hvor der kort efter ankommer ambulance, 2 motorcykelbetjente og en ny bus. Det var ikke nemt at få Mille med, men det lykkedes.
Dagen efter foreslår Heidi, at vi kommer til Puerto Rico. (Jeg har hende mistænkt for ikke at have lyst til at køre bus mere!) Det gør vi så, for efter at have krydset den engelske kanal og Biscayen, kan en lille bustur ikke skræmme os! Efter en middag på kinesisk restaurant spiller vi mini-golf. Pludselig står min kusine uden for hegnet og råber "Hej Heidi!". Ja, verden er lille! Vi går alle hen og får en lille en, og så siger vi farvel til Heidi, Lars og Mille, for nu skal de hjem til det kolde Danmark. Vi tager bussen hjem til Mogan, en forholdsvis fredelig bustur - chaufføren kørte ganske vist ind i et busskur, men der skete kun minimal skade på skuret og sidespejlet.
Dagen efter får vi besøg af min kusine, Bolette, og hendes kæreste, Allan. Da de skal tilbage til Puerto Rico, tager de færgen (Bolette har ikke lyst til at køre med bus igen!!)
Hygge og afslapning
Vi bliver i Mogan i nogle dage, hvor vi hygger med de andre sejlere. Vi hjælper bl.a. hinanden med computerproblemer. Ole og Elin fra Thara har købt en autocamper, så de holder "mobilhousewarming". Om aftenen kører vi alle i camperen til Simon Spies' yndlingsrestaurant, Cueva Pirata, hvor vi får meget lækker mad.
De næste dage hygger vi med danske godter, ugeblade og krydsord.
Sejlads til Las Palmas
Fredag 20. januar forlader vi Mogan ved 10-tiden. Det er overskyet og der er ikke meget vind - heldigvis, for den er som sædvanlig lige i snotten. Der er ikke særlig store bølger, så det bliver en behagelig sejlads. Jeg ser på et tidspunkt ryggen af en stor hval, men inden Henrik kommer op i cockpittet, er den dykket. Senere ser Henrik en flyvefisk komme flyvende hen over havoverfladen.
Henrik har snøren ude, og pludselig er der bid. Vi sejler 6 knob (for motor), så jeg spørger om jeg skal tage farten af båden, mens han hiver fisken ind. Næh, nej, den er ikke særlig stor! Så den bliver halet ind under fuld fart med de bare næver, mens jeg finder gaf, spand og kamera frem. Fisken er for stor, den kan ikke være i spanden. Vi må konsultere "den store bog om fisk og skalddyr" for at artsbestemme den. Først tror vi det er en bonito pga. tegningerne/striberne, men det passer hverken med finner eller hale. Vi bliver så enige om at det (nok) er en tun. Den måler 70 cm (cirka, for Henrik når at skære hovedet af og smide det over bord, inden jeg finder tommestokken frem).
Fisken skæres op i 14-15 bøffer, og halen hænges op agter som trofæ. Derefter er der et større rengøringsarbejde. Da der endelig er orden i det hele, er der bid igen. Men denne gang er det heldigvis bare et stykke plastic!
Kl. 17.30 ankommer vi til Las Palmas. Det er planen, at vi bare skal være her i nogle dage, da byen har ry for altid at være regnfuld og overskyet. Ingen af delene kommer til at passe. I den første tid regner det en del, men fortrinsvis om natten, og derefter bliver det sommer og sol. Så det ender med at vi bliver her i flere måneder.
Rejsebrev 15
Dagen efter ankomsten til Las Palmas, skal vi have hjemmefangede tunbøffer. Jeg finder en opskrift, som ser tiltalende ud, og bøfferne bliver lagt i lage af hvidvin, citron og hvidløg. Men selvom de bliver lavet efter alle kogekunstens regler, må vi nok indrømme, at vi nok ikke er så meget til fisk, så resten af bøfferne bliver foræret væk! Næh, burgere fra MacDonalds, det ved man hvad er!!
Udsalg
Ellers går tiden med at tage på marked og shoppe i butikker, hvor der er udsalg. Hernede forstår de at holde holde udsalg - det starter i begyndelsen af januar og varer til en uge ind i marts. Henrik bliver dog hurtigt træt af at stå og vente udenfor butikkerne, så det ender med at jeg shopper og Henrik cykler rundt og kigger på gamle fiskekuttere, der ser ud som om de skal skrottes, men det skal de ikke, viser det sig - de skal repareres. På en af disse cykelture finder han en masse tøjbutikker, hvor det hele ligger i papkasser. Dem må jeg straks se. Det er vist her varerne på markedet bliver købt, for det er de samme ting - bare meget billigere! Det er altså temmelig irriterende at se et bælte, man møjsommeligt har pruttet ned fra 15 euro til 7 euro, til den nette sum af 3 euro!! Og alle de hårspænder som på markedet koster 1-2 euro, kan man købe her i pakker med 12 stk for 2 euro - men hvem har brug for 12 ens hårspænder?
Fuldmåne
Den 29. januar er det fuldmåne, og det betyder, at der er stor forskel på høj- og lavvande, og det kan stå på i flere dage. Det skal man lige tage højde for, når man justerer sine fortøjninger. Her, hvor vi ligger, har man forfortøjningerne fastgjort på broen, mens agterfortøjningen er en line, der går ned til en betonklods eller lignende på havbunden. Er sidstnævnte for stram, kan den trække båden ned ved højvande, hvilket en lokal motorbådsejer måtte sande den 30. januar. Det startede med at Henrik så en af havneassistenterne løbe! (Det har vi aldrig set før!) Og så bliver han selvfølgelig nysgerrig og skal se hvad der foregår. Lidt længere henne ad molen ligger motorbåden med bunden i vejret. Havneassistenten får forholdsvis hurtigt fat på en kranbil, ejerne og en dykker. De får fastgort nogle gjorde og hejser båden op, men da den stadig vender bunden i vejret kan de ikke sætte den af. Der kommer flere og flere "Kloge-Åger" til, men lige meget hjælper det - de kan ikke vende den i luften!
Efter cirka 4 timer og adskillige forsøg, er båden dog på rette køl igen, og vi kan se at lænsepropperne ikke har været sat i. Henrik har ikke været opmærksom på, at solen gik ned, så han har stået og blevet kold, med det resultat, at han er syg med feber og ondt i halsen de næste 2 uger.
Flygtningegåden løses
Et par dage efter møder vi en lokal kvinde, der taler dansk. Hun er dansk gift og har tidligere boet nogle år i Danmark. Vi får en masse tip om det kommende karneval og danske restauranter. Vi spørger hende, hvad der sker med alle de bådflygtninge, der kommer Kanarieøerne. Og svaret er ganske enkelt, at de bliver her. De har nemlig hverken pas eller papirer med, og de kan heller ikke huske hverken hvad de hedder eller hvilket land de kommer fra, derfor ved man ikke, hvor man skal sende dem hen. Og en rigtig smart fidus er, at hvis de begår en forbrydelse, f.eks. hugger min taske, ja, så ryger de i fængsel, men her får de så spanske papirer! Det er da smart - men det skaber en del utryghed i befolkningen, fortæller hun. Iøvrigt bliver de forsørget, mens de er her, så de lider ikke nød. Men fængslerne er propfulde.
Mere tandlæge
Jeg har 2 tænder, der er lavet midlertidigt, og da det nu efterhånden gør ondt i dem begge, beslutter jeg, at nu skal der gøres noget ved det. Jeg går over på havnekontoret og spørger om hun kender en god tandlæge. Hun ringer til sin egen tandlæge, som kan tale engelsk, men det kan sekretæren ikke. Jeg får en tid ugen efter. Jeg skal have 2 rodbehandlinger og en krone. Det skal vise sig at være en langvarig affære, for nu er der gået 2 mdr. og jeg venter stadig på at tandteknikeren får lavet kronen. Men det er billigt! 175 euro for rodbehandling inkl. bedøvelse og 240 euro for en krone.
Mail fra Caribien
Vi følger med i hvordan det går de andre både, vi har fulgtes med. Det gør vi bl.a. via e-mail. Ole, i båden Frigg, får vi jævnligt lange rejsebreve fra. Han sejlede videre over Atlanten og er nu i Caribien. Måske mødes vi på vej hjem.
Berndt alias Bernardo sejlende i Albertina, får vi også mail fra. Det var ham vi slæbte ind i havnen i Lissabon, da han fik motorproblemer. Han er også i Caribien. Han mailer til os og fortæller, at da han sejlede fra Trinidad til Isla Margarita, var der en fiskekutter, der fulgte efter ham. Det var han ikke tryg ved, så han ændrede kurs. Det gjorde fiskekutteren også! Lige meget hvilken kurs Albertina holdt, fulgte fiskekutteren efter - og den halede ind på den. Til sidst syntes Bernardo, at nu var den for tæt på, så han startede motoren og gik på skæring, for at få mere fart på. Så skød de efter ham!! Heldigvis var de ikke tæt nok på til at de kunne ramme, og Albertina løb fra dem.
Karneval
Karnevallet i Las Palmas er en større sag. Det varer fra den 8. februar til den 4. marts. Hver aften har sit program.
Der er mange flotte kostumer, men det foregår om aftenen, og blitzen på mit kamera er ikke verdens bedste. (Det er også enormt svært at få dem til at stå stille!) Men måske skal sådan noget også opleves i virkeligheden. Det kan varmt anbefales.
Besøg fra Danmark
Sidst i februar kommer Henriks forældre, Mor Inga og Svend Aage til Gran Canaria. Så er der forsyninger - mayonaise med K på, lakridser, Ekstra Bladet og hjemmebagte småkager. Det bliver til adkillige hyggelige stunder med sightseeing og god mad. En af dagene lejer vi bil og kører rundt på de snoede veje. Pga. den megen regn, der er faldet i vinter, er øen grøn som aldrig før. Selv de lokale valfarter op i bjergene for at se det. Det er fantastisk flot. Dagen afsluttes med stegt flæsk med persillesovs på Den Danske Kro i Playa del Ingles.
. 
Klik her for at se flere billeder fra Gran Canaria
Rejsebrev 16
Her er herligt i Las Palmas!
På et tidspunkt er vi 10 norske/danske både i havnen. Ud over Pi er det Carisma, Brightside, Thora to, Thara, Esperanca, Nessie, Pandion, Misali og Drivert. Vi hygger naturligvis og der bliver da osse tid til lidt venskabelig mobning.
Enhver mands drøm
Det starter med at Ole fra Thara finder svaret på enhver mands drøm. Han er meget stolt og der er fremvisning og "vidunderet" bliver beundret og rost i høje toner (af de andre mænd!). Ja, man(d) kan næsten ikke leve uden. Få dage efter har Leif fra Carisma givet efter og har anskaffet sig en model magen til. Igen er der fremvisning og beundrende blikke (dog ikke fra kvinderne, der bare sukker og ryster let på hovedet). Der opstår nu en form for prestige, hvor mænd deles op i "dem der har" og "dem der ikke har". Jeg kan mærke, at Henrik begynder at blive rastløs, og han kommer med små bemærkninger, der antyder, at han muligvis heller ikke kan leve uden. Ved førstgivne lejlighed giver han efter for mobningen, hvorefter han straks fører an i mobningen af Erling fra Thora to, der til at starte med modstår, men snart må give op over for det massive gruppepres.
Og hvad er det så, der er så uundværligt? Ja, det er såmænd en skruestik med sugekopper! Dels kan den drejes i forskellige vinkler og dels (og det er det, der er uundværligt!) kan man med de før omtalte sugekopper sætte den fast næsten alle steder! F.eks. på vinduet eller i loftet! Årh ja mand, hvor smart!! Tænk at man har kunnet leve uden!!
Landskamp Danmark-Norge
Få dage før Carisma forlader Las Palmas udfordrer de til bowlingkamp. Da Pia fra Thora to har ondt i ryggen og jeg har musearm, må vi lade mændene om at forsvare Danmark. Det danske hold kommer til at bestå af Henrik fra Pi, Erling fra Thora to og Peter fra Esperanca. Det norske hold består af Leif, Ingvild og datteren Nina fra Carisma.
Det aftales, at kampen skal have 3 spil (heat eller set eller hvad det nu kan hedde i bowling). Der er fine skærme med point, så man kan ikke snyde. Efter 1. spil fører Norge! Det er jo ikke så godt, men der er stadig to tilbage. Midt i 2. spil begynder vi at lægge mærke til, at Nina temmelig tit får en strike. Hun får for mange til at det kan være tilfældigt, så det kræver en nærmere undersøgelse. Adspurgt om hvorvidt hun har prøvet at bowle før, svarer hun kækt - "ja, jeg har bowlet i 8 år!" Det danske hold tager sig ganske alvorligt sammen og 2. spil ender uafgjort. "Nu-har-vi-dem-fornemmelsen" breder sig på danskesiden. I 3. og sidste spil bowler danskerne som aldrig før, mens "ryg og musearm" hepper, som var det et amerikansk valg. Nordmændene har ikke noget heppekor, hvilket formodentlig er så demotiverende for dem, at de taber 3. spil. Stillingen er nu lige, med en sejr til hver og en uafgjort. Præcis som i et amerikansk valg må der en fintælling til, for at kåre en vinder. Resultatet bliver at Danmark får en meget fin anden plads, mens Norge kommer ind som nummer næstsidst!
Erling og pandekagerne
En dag Henrik var ovre på Thora to, bød Erling ham på en kold øl, og da det jo var en varm sommerdag, kunne Henrik jo ikke sige Næh! Han får øllen i hånden, kigger på den og siger til Erling - "Jamen, der står jo sin på den!" "Nåh ja, det hedder den vel," siger Erling. "Jamen, der står sin alcohol!" "nåh ja," siger Erling, der tilsyneladende ikke går så højt op i hvilket mærke han drikker. "Ved du hvad sin betyder?", spørger Henrik. Det ved Erling ikke. "Det betyder uden", konstaterer Henrik så. "Nåh!", siger Erling, der stadig ikke lige har opfattet, hvor Henrik vil hen med sin spanskundervisning. "Uden alkohol!", fortsætter Henrik stædigt. "NÅÅRRHH!!", kommer det fra Erling, der nu har fået fat i sammenhængen. Erling forsøger at redde æren, ved at sige, at alkoholfri øl er meget velegnet til at lave pandekager, men det skulle han ikke have sagt, for det forpligter! Og rygtet spreder sig, at Erling snart vil lave pandekager! Til at starte med griner han bare, men efter massiv mobning og et vink med en vognstang (Henrik laver pandekager og inviterer Erling og Pia), må han krybe til korset og sætte gang i en masseproduktion, som alle vi andre nyder godt af. Ja, sådan kan man lære lidt spansk i ny og næ.
Erling som dagens helt
Erling og Pia er i gang med at rive deres teakdæk af pga. utætheder (godt vi ikke har teakdæk!), så de er udendørs hele tiden. Pludselig råber Pia noget til mig, der lyder som "er det ikke jeres cykler, der står deroppe?" Da jeg ikke er helt sikker på hvad hun mener, råber jeg "Hvad?" tilbage. Så råber hun "var det ikke jeres cykler, der stod deroppe?" Jeg kigger op, hvor vi plejer at stille cyklerne, men de er der ikke. Jeg springer ned på broen og løber over til Pia, som fortæller, at der lige har stået 5 unge knægte med 3 cykler, som har "rodet" med vores cykler, og nu er de lige cyklet af sted alle 5. (De er tilsyneladende ikke klar over, at det er sejlere, de har med at gøre!) Mens hun fortæller dette, når Erling at hejse deres gangbro ned og låse deres egne cykler op. Han kan stadig se den bagerste, så de cykler begge efter dem, eller "ettersætter" som Erling siger på politijysk. En brasiliansk dame fra en dansk båd kommer løbende og spørger, hvad der sker. Hun har mobiltelefon i hånden og ringer straks til havnefogden, for at få ham til at stoppe dem, hvis de cykler forbi havnekontoret. Henrik, der indtil nu har været indisponibel, idet han har befundet sig det sted på båden, hvor der kun er plads til een, dukker nu op, kigger lidt på de overklippede wirelåse og låner Peters cykel - og så er han væk. Men tilbage til Erling, for han er lige i hælene på dem. Knægtene cykler temmelig hurtigt, men Erling hænger på. Pia derimod bliver hurtigt agterudcyklet og må standse op. Erling overvejer at råbe efter dem, men er bange for at de så bare sætter farten op. På et tidspunkt når de til noget vejarbejde, hvor de må tage farten af, og den ene har nogle problemer med cyklen (hvis det er min cykel, må man ikke bruge bagbremsen, for så sætter den sig fast!), og så er det at Erling får indhentet dem. Han siger vredt: "Hvad laver I med de cykler?" (på dansk). De bliver tilsyneladende så overraskede, at de bare stiger af, overlader vores cykler til ham og giver ham hånden, mens de siger et eller andet på spansk, som han ikke forstår. Og så står Erling der med ialt 3 cykler, som det jo ikke er nemt at køre med på een gang. Heldigvis er Pia lige i nærheden og kort efter bliver Henrik og jeg lykkeligt genforenet med de uundværlige cykler. Det siger sig selv, at vi naturligvis gav kolde øl - og for en ordens skyld skal det da lige nævnes at der ikke stod sin på dem.
Nordover
En efter en forsvinder de både, der skal nordover. Vi vil osse gerne af sted, men venter på at tandteknikeren får lavet kronen - og det giver han sig god tid til. Han har lovet den færdig i løbet af 10 dage, men efter 20 dage er der stadig ikke sket noget. Så må jeg skrue bissen på, og dagen efter er den klar. Den følgende dag sejler vi til Rubicon, Lanzarote, hvor vi kun bliver et par dage, for dels virker deres trådløse internet ikke, og dels vil vi gerne have så lang tid som muligt på Graciosa, som vi ankommer til den 11. april. Her vil vi tilbringe hele påsken og derefter vente på en god vejrudsigt, så vi kan komme til Madeira, hvor Brightside og Carisma venter på os. Vi har talt om at følges til Azorerne og derfra til Irland.
Begge sejladser (Las Palmas til Rubicon og Rubicon til Graciosa) er næsten ikke værd at skrive om - det var det sædvanlige - vinden lige i snotten, men heldigvis ikke så meget af den, men det blev endnu en gang motorsejlads.
Graciosa - igen
Nu ligger vi så på Graciosa og da det er påske, er her fyldt med canariere, der holder ferie. Vi får en enkelt dag med noget regn, men så kommer solen igen. Jeg får lokket Henrik med ud på en gåtur, selvom jeg tager kameraet med. Vi går næsten hele øen rundt.
Vi går ud til et hemmeligt sted, som kun de lokale kender, hvor der ved lavvande fremkommer små laguner, man kan sidde i.
Henrik i den lille lagune
Det sjove ved at sidde her er, at der hurtigt kommer en masse rejer og små fisk, som nipper en i fødderne. Måske spiser de de døde hudceller, de er ihvertfald meget interesserede i de vabler jeg har fået på hælene. Men nogle gange nipper de lidt hårdt, og så er man nødt til at sprælle for at få dem af. Det er dog kun rejerne vi "prøver", for Henrik kaster sten efter fiskene - han påstår, at de er farlige!
Her ser I rejerne
Vi går videre, mens vi nyder udsigten til Montana Clara, der er en ubeboet ø.
Montana Clara
Vi vandrer videre til en meget populær strand, Playa de las Conchas, men pga. påsken er der "mange" mennesker, så vi går videre - vi vil have en strand for os selv.
Playa de las Conchas
Det finder vi efter endnu en rask gåtur med væskende vabler.
Playa Lambra
Denne kilometerlange strand har vi helt for os selv og får en forfriskende dukkert. Og derefter er det kurs mod havnen, ca. 8 km humpende på vablerne.
Ialt har vi gået ca. 18 km - en lang (og smertefuld), men meget smuk tur. Så nu skal der hviles et par dage, men det passer fint med vejrudsigten, der lover masser af vind fra nord, så vi kommer ikke af sted de første par dage.
Rejsebrev 17
Efter den lange vabelfremkaldende gåtur kommer der et omskift i vejret. Der kommer en langvarig kraftig nordenvind, som betyder at vi bliver på Graciosa ialt i 3 uger. Lidt surt, fordi Carisma og Brightside venter på os på Madeira, men på den anden side kan jeg ikke få nok af Graciosa - ikke mindst at tage fotos. Yderligere får vablerne tid til at læges (jeg fik 11 og Henrik fik kun een!
Lokalbefolkningen
Sidst vi var her, mødte vi norske Åsa, som kommer her fast hvert år. De lokale kan ikke udtale hendes navn, så her hedder hun Rosa. Hun fortalte os en del om øen og dens befolkning og præsenterede os for sin gode ven, Manolin, der straks inviterede os ind og se hans hjem. Det var meget flot - helt nyt, nærmest som en luxuslejlighed.
På en af mine små gåture møder jeg Manolin. Jeg spørger efter Rosa, men hun er hjemme i Norge. Manolin fortæller, at han og Rosa har forlovet sig og viser stolt den gyldne ring frem. Og det må fejres, så Manolin byder på champagne og viser alle billederne fra forlovelsesdagen.
Jeg vil så gerne tage en masse billeder af de lokale, men det er ikke alle, der er lige begejstrede for det, så jeg er lidt forsigtig. En dag stod jeg og tog billeder af nogle Landrovere, da der kom en kone og jagede mig væk! Jeg måtte ikke fotografere bilerne, sagde hun.
En anden dag ser jeg nogle "Morliller", der sidder i skyggen og hygger sig. De ser simpelthen så søde ud med deres tørklæder og stråhatte, at jeg bare er nødt til at have et billede, men jeg ved ikke om de vil synes om det. Jeg stiller mig lige i nærheden og tager nogle billeder ud over havet, da den ene pludselig kalder på mig. Hun spørger om jeg ikke kan tage et billede af dem! Jo da, siger jeg, og knipser løs. Hun spørger om jeg vil sende et billede til hende, når jeg kommer hjem. Det lover jeg. Tilbage på båden printer jeg billederne ud og sætter dem i nogle små rammer, jeg finder i gemmerne. Dagen efter går jeg ud for at finde Morlillerne. De bliver vældig glade for billederne og den ene inviterer mig indenfor. Her oplever jeg så et originalt Graciosa-hjem. Der er ingen vinduer, så hun tænder det elektriske lys. Stuen er ca. 2 x 3 meter, og der er lige plads til en lille sofa, 2 stole og et TV. Hun viser mig alle sine billeder af niecer, nevøer m.m. og fortæller en hel masse, som jeg desværre ikke forstår så meget af. Jeg er ikke så skrap til spansk, men jeg fornemmer, at de har en særlig dialekt på Graciosa. Men det forhindrer os ikke i at snakke løs. Da jeg bryder op, giver hun mig 2 kager.
De fleste lokale lever af havet, og en af specialiteterne, som vi ikke har haft lyst til at smage, er jareado, som betyder soltørret. Det er nogle små fisk på 7-8 cm, som lige efter de er fanget bliver spredt ud på jorden for at tørre i solen. Her ligger de så en dags tid eller 2. Men flot ser det ud, når de ligger der. Det synes mågerne osse!
Vi må videre - troede vi!
Der er svært at få en god vejrudsigt, men onsdag den 26. april er vi klar til at tage mod Porto Santo. Vi har tanket vand, handlet, e-mailet og gjort båden sejlklar. Så op kl.7 og af sted kl. 8. Det er overskyet, koldt og blæsende. Da vi runder øen har vi modvind, modstrøm og moddønninger. Det orker vi simpelthen ikke i 2 døgn, så vi vender om og er tilbage på Graciosa kl. 11! Og så bliver det tåget!!
Computerproblem og løsning
Men der er ikke noget der er så galt, uden at det er godt for noget. Vi møder det svenske par Monika og Clas fra båden Tesla, og Clas har lige løsningen på det problem jeg har med at tilslutte GPS nr.2 til computeren.
Vi har 2 GPSer, hvoraf den ene hele tiden har været tilsluttet computeren og det har ellers virket fint nok, men hernede på Kanarieøerne, har GPSen det med at falde ud med jævne mellemrum, og så kan vi ikke se, hvor vi er på de elektroniske søkort. Den anden GPS virker derimod upåklageligt. Derfor havde Henrik lavet et stik til den til computeren. Men når jeg satte den til, flaksede cursoren rundt på skærmen og højreklikkede tilfældige steder - meget uhensigtsmæssigt! Løsningen er at vente med at sætte stikket i til man har åbnet søkortprogrammet - så nu virker det bare.
Videre til Porto Santo
Den 1. maj sejler vi fra Graciosa - igen. Vi følges med den svenske båd, Corona. Carisma og Brightside er i mellemtiden sejlet videre til Azorerne, så dem møder vi ikke lige foreløbig.
Der er forventet modvind, men ikke lige så meget som sidst - så vi går for motor - hele vejen! Til gengæld kommer der masser af delfiner og vi ser osse havskildpadder. Delfinerne er dog vanskelige at tage billeder, for de har en mægtig fart på, det er lidt nemmere med skildpadderne.
Dagen efter bliver motoren for varm, så vi må sejle for lavere omdrejninger resten af vejen og så må vi forsøge at løse problemet, når vi kommer frem.
Vi ankommer til Porto Santo den 3. maj ved 12-tiden. Her er masser af ledige pladser.
Motorproblemer og løsning
Vi har haft god tid inden ankomsten til at overveje, hvad problemet kan være. Henrik mener, at det skyldes for lidt kølevandskapacitet og går straks på jagt efter en ekstra køler. Han finder en brugt Bowmankøler, men den er dels for stor til at sidde i motorrummet og dels er dens dimensioner for store, så det vil kræve en del ombygning at tilpasse den, så den bliver leveret tilbage.
Aftenen går med at slå op i "klogebøger" og manualer samt koge termostat i æggegryde med termometer for at teste åbningstemperatur. Vi har osse nogle lange diskussioner om hvad der kan være galt, og her er det professionel versus amatør eller erfaring versus teori. Meget spændende diskussion!
Henrik vil prøve at skaffe en ny termostat, der åbner lidt tidligere, evt. kigge på følerne og som sidste alternativ evt. lave systemet om til saltvandskølet.
Jeg (amatør, teoretiker) slår op i min klogebog , Motorlære til duelighedsprøve motorpasning, som giver 3 muligheder hvis kølevandets temperatur er for høj:
1. For ringe kølevandscirkulationsmængde pga. defekt kølevandspumpe
2. Tilstoppet bundsi
3. Defekt termostat
Da det er meget besværligt at lave systemet om til saltvandskølet, går vi i gang med de nemmere (og billigere) løsningsforsøg først. Impelleren bliver skiftet, selv om den ikke fejlede noget, og bundsien renses. Der var en del slim på den. Og her kommer min amatørlogik straks op. Jeg foreslår, at der måske osse er slim eller slam i køleren, men det afviser den erfarne professionelle. Køleren er nemlig renset for 1 år siden og kan ikke slamme til så hurtigt! På fiskebåde kan en køler sidde i 30 år uden at blive renset. Jeg fastholder dog hårdnakket min teori uden at kunne forklare, hvor dette slam skulle komme fra (for det ved jeg jo ikke noget om!)
Dagen efter cykler vi op til byen. Henrik vil prøve at skaffe en ny termostat og jeg går på internetcafe og shopping. Da jeg kommer tilbage til båden er Henrik i gang med at rense køleren - den var slammet helt til, så der næsten ikke kunne løbe vand igennem. Og nu er det problem løst!
Så nu venter vi bare på en god vejrudsigt, så vi kan sejle til Sao Miguel, Azorerne.
Rejsebrev 18
Mens det ene lavtryk efter det andet suser hen over Azorerne og laver en masse vind, bliver vi på Porto Santo og hygger os. Her er det nemlig sol og sommer. Her er gang i en masse hotelbyggeri, men endnu er øen ikke spoleret af turisme - men det kommer jo nok.
Sidst vi var her, tog vi med en sightseeing-bus og så øen, men dengang havde jeg glemt at tage kameraet med. Denne gang lejer vi en scooter og kører øen rundt. Jeg tager en masse billeder og har lyst til at vise jer alle 168 (plus de 4-500 andre fra Porto Santo), men det bliver vist for meget, men smukt er her.
Porto Santo havn og stranden
Her er 6,5 km lang hvid sandstrand
Udsigt over byen med havnen i baggrunden
En af de få turistattraktioner
Udsigt til klipper og hav
Udsigt til en af de mange klippeøer
Små søde gopler
Som sagt hygger vi os og det bliver varmere og varmere for hver dag. Badevandstemperaturen ligger omkring 20-21 grader, så Henrik hopper i havnen for at tjekke skruen og se om han kan finde det spilhåndtag han tabte sidst vi var her (han finder det ikke). Mens han svømmer rundt får jeg øje på en lille sød gople på 8-10 cm i flotte rødbrune farver. For en sikkerheds skyld dirigerer jeg Henrik udenom. Senere ser jeg et par stykker til. Dagen efter, da vi skal bade på stranden, er der pålandsvind. og der har åbenbart bragt en masse af disse gopler tæt på kysten, for der er rigtig mange. Jeg kaster mig ud i bølgerne og svømmer i zigzag mellem dem (de er jo ikke så store), mens Henrik er mere forsigtig. Han når da osse kun ud hvor det går ham til knæene, da han konstaterer, at det er brandmænd! Så kan det nok lige være at jeg får travlt med at komme ind igen. Og så er det slut med at bade!
En af de små "søde" gopler
Efterhånden bliver det så varmt, at vi må have solsejl op i cockpittet (35 grader) og så er det surt, at man ikke kan bade. Men vi skal jo snart videre - det er bare lige det med den vejrudsigt!
Sejlads til Sao Miguel, Azorerne
Efter 13 herlige dage i Porto Santo sætter vi kurs mod Azorerne. Ikke fordi der er en perfekt vejrudsigt, for så skal man vist vente længe, men det ser da nogenlunde ud, hvis vi ikke er for længe om det. Næste lavtryk er allerede på vej.
Den 16 maj stævner vi ud af havnen i flot solskin og blide vinde. Senere bliver det overskyet. Da vi passerer Madeira kommer der nogle frygtelig irriterende bølger og dønninger fra alle retninger. Bølgerne vælter ind over både dæk og doghouse og alt i cockpittet bliver vådt, os selv inklusive. Det begynder osse at blæse op, dog kun fra een retning - imod! Det står på i timevis og jeg bliver helt dårlig af det og må til sidst lægge mig. Og der bliver jeg stort set liggende hele turen (550 sømil!). Jeg står kun op når Henrik skal sove.
På SSB-radioen taler vi med en meteorolog, som fortæller, at det næste lavtryk vil komme hen over Azorerne eller lige nord for samt at det vil blive fuld storm! Ikke særligt fedt, når vi har vinden lige imod og jeg er dårlig. Vi sætter fulde omdrejninger på motoren (godt køleren er nyrenset!) for at nå i havn hurtigst muligt.
Efter 3 døgn og 15,5 time (for motor hele vejen) ankommer vi til Ponta Delgada på Sao Miguel kl. 01.30 lokal tid. De sidste 50 sømil har vi med jævne mellemrum forsøgt at kalde Carisma, for at høre om der er ledige pladser, men de har ikke svaret. Vi har lige sat den sidste fortøjning, da Carisma kalder på VHFen. De spørger hvor langt vi er nået. Stor er deres overraskelse, da vi svarer at vi ligger i havnen, for de har lige kigget for 5 minutter siden.
Efter nogle timers søvn, går vi over på havnekontoret for at indklarere. De vil meget gerne vide hvordan pokker vi er kommet ind uden at vagten har opdaget os. De fik først øje på os her til morgen. Tja, enten har vagten været uopmærksom eller osse er vi bare hurtige.
Ponta Delgada
Ponta Delgada er hovedbyen på Azorerne og vi er ankommet hertil lige som de helt store festligheder starter. Den 5. søndag efter påske udgår den årlige Santo Cristo-procession fra pladsen foran Convento de Nossa Senhora da Esperanca (kirke). Festens midtpunkt er en kristusfigur, Senhor Santo Cristo dos Milagres, som klostrets nonner fik af pave Paul 3. i 1530. Figuren er smykket med ædelstensglorie og diamantbesat brystsmykke og står til daglig i kirken bag et gitter.
Under festlighederne bliver den taget ud og båret rundt i gaderne, der er belagt med en slags gran og en masse farvet savsmuld lagt ovenpå i flotte mønstre. Bag figuren kommer så hele processionen - bisper, præster, kordrenge,borgmestre, universitetsstuderende, skoler, spejdere, hornorkestre og meget mere. Hvis man står stille og kigger på at de går forbi, tager det 6 timer!
Festen varer hele ugen og der er alverdens arrangementer og en hulens bunke mennesker. Det er årets største fest.
Vi når kun at være sammen med Carisma og Brightside i 2 dage, så tager de videre mod Irland. Det var meningen vi skulle følges med dem, men vi vil se et par af øerne, nu vi er her.
Sao Miguel rundt
Efter at have deltaget mere eller mindre i festlighederne, hviler vi lige ud et par dage. Derefter lejer vi en bil (det er svinedyrt, 60 euro pr dag), så vi kan se resten af øen. Vi så kratersøer, udsigter, kilder, varme kilder, kilder med brus, vandfald, optog og meget mere. Det er svært at beskrive, det skal ses.
Rejsebrev 19
Sao Miguel er den største af øerne. Den er 65 km lang og 8-16 km bred, så det er ikke nemt at se det hele på een dag. Vi suser i hæsblæsende tempo og når det meste.
Nu skal I jo ikke snydes for billeder af Sao Miguel, det er bare vanskeligt at vælge nogle få.
Kratersøer
Sao Miguel kaldes osse den grønne ø
En af de boblende kilder
Vandfald
Vi sejler videre til Terceira
Onsdag den 31. maj forlader vi Sao Miguel. I butikkerne har vi set videofilm fra Terceira, hvor de har tyreløb i gaderne - og det må vi bare opleve. Der er usædvanligt mange lavtryk over Azorerne, og det næste er allerede på vej med kuling som vil vare en uges tid. Heldigvis er der kun cirka 90 sømil. Der var dinglesøer og masser af vind, da vi rundede vestsiden af øen, og for en gangs skyld kunne vi slukke motoren og sejle for sejl - i et par timer, så lagde vinden sig og det blev motor resten af turen. Henrik havde kraftig hovedpine, så jeg holdt vagt det meste af tiden.
Tidligt næste morgen ankom vi til havnen i Praia da Vitoria. Endelig en mindre ø (29 x 17 km) med en mindre by med mindre støj. Vi sov et par timer og vågnede op til en masse hvinende børn. Det viste sig at være international børnedag som blev afholdt lige her inde ved stranden.
Praia da Vitoria
Her er en meget fin havn, og så koster det kun lige under 7,5 euro i døgnet inkl. strøm og vand. Skal man bruge deres badefaciliteter koster 1,53 euro, men så får man osse udleveret håndklæde og sæbe! Her er et lokale med 2 computere med gratis adgang til internet (de lukkes dog når det er helligdag!)
Selve byen er overskuelig. Her er 2 store supermarkeder, fin gågade med masser af butikker med tøj, sko og tasker (og så er jeg glad) og i udkanten af byen er der et stort værktøjsmagasin (og så er Henrik glad).
Tyreløb
En dag jeg er oppe i supermarkedet finder jeg en liste over hvor og hvornår der afholdes touradas a corda (tyreløb i snor). Jeg kommer i snak med en af de lokale og han udpeger det der er nærmest. Jeg spørger ham, om det ikke er farligt og om der er nogle sikre steder man kan stå, for jeg synes det ser ret vildt ud på videofilmene. Jo, svarer han, der er sikre steder og det er ikke farligt - der er ikke ret mange der dør!
Jeg går hjem og viser listen til Henrik, som straks bliver opsat på at vi tager af sted samme dag. Vi tager en taxi derop.
Der er 4 løb i alt. Når der affyres een raket betyder det at tyren er løs, 2 raketter betyder at tyren er inde i kassen igen. Tyren har en lang snor om halsen og nogle mænd i hvide skjorter og sorte hatte forsøger at holde lidt styr på tyren ved at trække i snoren. Tyren har messingkugler på hornene for at skåne de unge (og halvgamle) mænd, der viser deres mod ved at løbe ud foran tyren og tirre den.
Da vi ankommer, vil jeg helst være et sikkert sted, så vi finder en lille cafe, der har en smal, stejl trappe op til taget, hvor der er en lille terrasse med stole. Her kommer vi i snak med en amerikaner, Warren, som for 23 år siden var udstationeret på den amerikanske base, der ligger lige på den anden side af gaden. Her forelskede han sig i en af de lokale piger og giftede sig med hende. De er nu på besøg. Han fortæller en masse om tyreløb og om hvor det ikke er sikkert at stå. Vi står et meget sikkert sted.
Så affyres der en raket og tyren kommer ud. De unge mænd kan godt nok løbe hurtigt - men det kan tyren osse. Det ser spændende ud og der råbes og hujes bag afspærringerne.
Da første løb er færdigt, synes Henrik at vi står et dårligt sted, der er mere action i den anden ende af gaden - han vil tættere på! Vi finder et sted, hvor der er banket et 1,40 m hegn op i dagens anledning. (På video har jeg altså set tyre springe over hegn, der var højere!) Men pludselig affyres der en raket, og så er tyren løs. Jeg står klar med kameraet og de unge mænd står klar til at tirre tyren. Den kommer farende ud af kassen og sigter direkte mod de unge mænd, der får benene på nakken og løber lige over mod os. Det viser sig, at vi har stillet os på et af tilflugtsstederne, så de unge mænd hopper over hegnet og nærmest lige ned i favnen på mig. Jeg når slet ikke at tage et billede. Denne tyr er mere aggressiv end den første og den stanger løs på hegnet, som heldigvis holder.
Warren fortæller, at sidste år døde en amerikansk kvinde, fordi hun troede, at hun stod et sikkert sted. Warrens kone fortæller, at tidligere har tyre væltet hegnet ind til den amerikanske base. En af tyrene væltede porten, hvor bl.a. hendes nevø hang.
Den 3. tyr er fnysende arrig og de unge mænd springer for livet. De springer op i hegnet ind til basen og klamrer sig fast så højt som muligt. En enkelt når ikke hegnet og må kravle op i en lygtepæl. Resten løber ned langs gaden eller hopper over, der hvor vi står. På et tidspunkt lader det til at tyren har besluttet sig for at vælte det hegn vi står ved.
Den ser helt vild ud i øjnene og brøler mens den stanger hårdt til hegnet. Da Warrens kone står lige ved siden af mig, holder jeg øje med hende, for hun er jo opvokset her og ved (går jeg ud fra) hvornår det bliver farligt. Tyren stanger igen og igen og hegnet giver sig en smule. Pludselig løber både Warrens kone og hendes veninde - og så løber jeg osse. Der er bare ingen steder at løbe hen, medmindre man kan springe op ad en husmur der er 4 m høj. Heldigvis kommer tyren ikke ind og Warrens kone griner. Det gør Henrik osse!
Desværre når vi ikke at se 4. løb, for vi har en aftale med taxien. Men det var sjovt at opleve - det vil vi prøve igen!!
Rejsebrev 20
Gensyn med Frigg
Mens vi ligger her på Terceira, får vi mail fra Ole i båden Frigg, som vi tidligere har fulgtes med. Han er nu ankommet til en af de andre øer, Faial, på Azorerne. Vi gør hvad vi kan for at lokke ham til at sejle herover, men til at starte med er han ikke meget for det, for han har alvorlige motorproblemer og tør ikke sejle videre til England før det er ordnet. Han har heller ingen gaster, og det skulle være nemmere at finde på Faial.
Vi bliver kontaktet af en tysk dame, der søger gasteplads til Europa, så vi ringer til Ole og siger, at nu har vi en gast til ham, Henrik kan sandsynligvis fixe hans motorproblemer og så fortæller vi om tyreløbet. Og så kommer Frigg!
Der er ikke så langt (ca. 80 sømil), men vejret er ret voldsomt, så Frigg må gå ind til Sao Jorge på halvvejen. Dagen efter, 7. juni, er vejret lige så barskt, derfor vi regner ikke med at han kommer. Hen på eftermiddagen tænder vi dog VHFen og kort efter kalder Frigg. Det blæser en hel pelikan derude og der er store bølger. Da han runder øen, får han modvind og må krydse. Vi guider ham ind via VHF-radioen. Gensynsglæden er stor, da Frigg og Pi endelig ligger side om side igen.
Dagen efter går Henrik straks i motorrummet på Frigg og finder fejlen(e), og så er det bare med at få bestilt reservedele fra Danmark. Vi tager osse bussen til Angra do Heroismo, for at se om de har nogle reservedele, men det er ret sparsomt.
Ole glæder sig meget til at opleve tyreløb og har store planer om at "slås med tyren", hvilket vi kraftigt advarer imod.
Slaget ved Salga
Nogle mener, at der her med tyreløb stammer helt tilbage til slaget ved Salga i 1581, hvor Portugals fastland var besat af spanierne, og spanske skibe angreb den genstridige Terceira-ø. 1000 spaniere gik i land og plyndrede og brændte huse, bl.a. den unge, smukke Brianda Perreiras hus. Hun og andre blide quinder forvandledes fluks til en flok amazoner, der gik til modangreb. Slaget bølgede frem og tilbage, indtil augustinermunken broder Pedro fik den geniale ide at drive øens kvæg mod fjenden. Ved hjælp af råb og musketerskud drev de over 1000 okser mod de rædselsslagne spaniere, der på vej tilbage til deres skibe røg lige lukt i havet - og druknede! (Der gik dog kun 2 år, så kom der en større spansk flåde, der sejrede i slaget ved Lepanto).
Til tyreløb med Ole
Lørdag 10. juni er der tyreløb her i byen. Jeg går op i byen om eftermiddagen, dels for at finde ud af hvor det skal foregå og dels for at udse mig en "sikker" plads. Jeg finder gaden og ser, at de alle er i gang med at sætte brædder for vinduer og døre. Da jeg ikke synes der er nogle gode steder at stå, spørger jeg en af de lokale. Hun svarer, at der kun er sikkert i hjemmene!
Det starter kl. 18.30, for det står der i loven!! Tidligere kunne det afholdes tidligere på dagen, men det resulterede i, at folk ikke kom på arbejde, så derfor var man nødt til at lovgive at tyreløb ikke må starte før kl. 18.30.
Alle generationer deltager
Vi (os og Ole samt hans nye gast, Hella) går derop i god tid, for at få en god plads. Henrik finder et sted, han mener vi kan stå. Det er en lille gyde, hvor der er indkørsel til en garage samt en trappe op. Der er så sat to træplader for indkørslen. Den ene sidder fast, den anden står helt løs. Sidstnævnte har 2 huller, der meget vel kunne stamme fra tyrehorn. Jeg lægger mærke til at de døre og vinduer, der er i gyden, er dækket med træplader og store papstykker. Det, synes jeg, tyder på at tyrene har for vane at komme derind, og jeg begynder at kigge mig om efter et bedre sted. Ved siden af mig står en lokal mand, og jeg spørger ham til råds. Han siger, at hvis man står i gyden, skal man være klar til at løbe op ad trappen - og man skal ikke være den sidste! Hvis jeg vil stå et sikkert sted, skal jeg gå over til ham, der bor lige overfor, han har en stor tagterrasse. Det gør jeg så, og han er vældig flink og lukker mig straks ind. Oppe på terrassen har Hella og jeg fin udsigt til gyden, hvor Henrik og Ole insisterer på at blive. De får bl.a. selskab af et norsk par, der osse ligger i havnen. Og så starter festlighederne!
Her er Henrik i gyden. Bemærk afdækning, trappe og huller i pladen.
Den 1. tyr var lidt tam (de gemmer den ondeste til sidst!). Den 2. tyr var lidt mere actionpræget, men havde kun et horn. Den forsøgte at vælte træpladen, hvor Henrik stod. På et tidspunkt fik den sit eneste horn ind i et af hullerne i den løse plade og løb med den. Den 3. var mere aggressiv, den tog ikke bare den løse plade, men rev osse den faste plade af! Inde i gyden stangede den betonrækværket ved trappen, så det slog revner. I pausen blev pladen sat fast igen. Hver gang tyren kom, løb de allesammen op ad trappen - men når de, der kom først følte sig sikre, blev de stående på trappen, så de sidste ikke kunne komme op! En af gangen var Henrik en af de sidste og måtte springe op og holde sig fast i betonrækværket over garageporten.
Her har tyren fjernet den løse plade
.
Sådan ser det ud inden og når tyren kommer ind i gyden.
Nu sker der et eller andet med en, når man står der tæt på og det er nemt at blive grebet af stemningen. Henrik, ole og Erik (nordmanden) var ellers blevet gode til at være blandt de første, der løb op ad trapperne, men de kunne jo ikke rigtigt se noget, når de løb. Da 4. og sidste tyr (den ondeste) bliver lukket ud, er det tydeligt, at den har prøvet det før. Den ved lige hvor de svage steder er - og et af dem er i gyden. Da tyren styrer direkte mod løber de fleste op ad trappen. Henrik og Erik er nogle af de sidste, men Ole har rigtig fået blod på tanden og bliver stående og banker med hånden på den faste træplade. Tyren går ret gennem begge plader, der flyver op i luften - og så løber Ole, kun for at opdage, at han ikke kan komme op ad trappen, for der er fyldt med mennesker. Han forsøger at mase sig op og tyren (som er meget hjælpsom) skubber på, så Ole bliver mast ind i Erik, som vælter ned over Henrik, der nu ligger nederst. Nu tyren alligevel er der, vælter den lige betonrækværket.
Ole får mast sit ene ben mellem trappen og tyren. Skinneben og fod får sår og anklen hæver op. Erik får skrabet sin ene fod til blods og trykket nogle ribben. Henrik får trykket nogle ribben. Men de er nogle fandens karle bagefter og vil gerne til tyreløb igen! De går rundt med store smil på i flere dage og synes selv de stod et spændende sted!
Terceira rundt
Efter nogle dage med reservedelsjagt og hjemmelavet stegt flæsk med persillesovs lejer vi bil for at se resten af øen. Det skal jo ikke handle om tyreløb det hele - eller hvad?
14. juni tager vi af sted fra morgenstunden udstyret med kort over øen, Turen går til Azorerne og nogle gode tip fra Erik. Vejret er fint. Vi ser flotte klippeformationer, fine badesteder i klipperne, vandfald, udsigter, dampende svovlhuller, 90 meter dyb kæmpestor vulkangrotte med drypstenshuler med en sø nede i bunden.
På den vestlige del af øen er det meget småt med busser, så der møder man folk ridende på hest eller æsel. Man kan osse se markarbejde, hvor det foregår med hestekraft. Mange vejkanter er fyldt med vilde blomstrende hortensia. Vi kommer forbi en lille idylisk skovsø, hvor de små nyudklækkede ænder svømmer rundt i kanten.
Vi kører op i bjergene, for vi har hørt fra Warren, som vi mødte ved det 1. tyreløb, at det er her tyrene går. Han fortalte, at det er vældigt festligt når de henter tyrene, men han vil ikke fortælle hvor det er, for så vil de lokale slå ham ihjel! Det her med tyreløb er nemlig ikke en turistting, men en lokal tradition, som kun udøves her på Terceira.
Vi er heldige og finder stedet helt tilfældigt (måske fordi vi kører forkert hele tiden!). Midt i ingenting er der nogle murede indhegninger og her er der gang i den. Her er opstillet boder med mad og drikke og fuld drøn på musikken. Vi kommer lige som de unge får lov til at øve sig med tyrekalve - og det er en oplevelse.
Mere tyreløb
Er I ved at få tyreløb nok? Det er vi ikke, for den 17. juni er der tyreløb på stranden lige her hvor vi ligger i havnen. Her kommer jeg i snak med Pedro, som fortæller:
Fra maj til oktober er der 200 tyreløb. Tyreløbene i landsbyerne financieres ved at de går fra dør til dør og samler penge ind til leje af tyre. Prisen varierer alt efter hvor berømt tyren er. Alle tyre har et nummer, men er den særlig berømt får den et navn. Pedro forærer mig et billede han selv har taget af en meget berømt tyr, nr. 52. Den døde for nylig. Tyreløb er en social ting og uden dem ville øen dø!
Da jeg senere viser billedet til Erik, siger han at nr. 52 var den berømte "Killer-Bull", som de sidste 2 år har dræbt 2 mennesker. Det sagde Pedro ikke noget om, men de lokale er ikke meget for at tale om alvorlige skader og dødsfald. På den amerikanske base er der for de ansatte udstedt forbud mod at deltage aktivt pga. for mange skader.
Jeg skal spare jer for alle detaljerne og bare vise et enkelt foto fra strandløbet (og der var ingen der kom til skade!)
Den røde båd i baggrunden er Pi
Det er forresten ALDRIG sket, at en tyr er kommet alvorligt til skade eller har mistet livet under festlighederne!!