Rejsebreve 2005

nr. 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8 - 9 - 10 - 11 - 12 - 13

Rejsebreve - 2006

Rejsebrev 2

Mandag den 18. juli

Det tog lidt tid med lungebetændelsen, men de 24 juni forlod vi Grenå. Vi tilbragte et par dage i Korsør, hvor vi var sammen med de gæve gaster fra det gode skib Gaia, som nogle vil kunne huske fra Four Corners Race.

Derefter sejlede vi gennem Kielerkanalen. Her opdagede vi bl.a. at supermarkeder har lukket om søndagen og at en del af vores søkort er så gamle, at der ikke er datum på, hvilket betyder, at vi ikke kan sammenligne positionen med GPSen. Så måtte der gang i computeren. Det virkede fint.

Herefter skulle vi til at sætte os ind i tidevandstabeller, men det er en længere historie.

Den 3. juli ankom vi til Cuxhaven, hvor vi blev et par dage, da det blæste 17 til 19 sekundmeter i Tyskebugt. Der kom nogle svenskere, som ville købe Pi, men den er ikke til salg. Den ene afleverede sit visitkort og sagde, at han så ville købe den, når vi kom hjem igen. Det koster 20 euro pr døgn, at ligge i Cuxhaven, og det syntes vi var dyrt, så da vi skulle betale for den sidste nat, sagde jeg, at vi skulle af sted kl. 03, så jeg ville kun betale for en halv nat. Havnefogeden havde vist humor, for jeg slap med at betale 9 euro.

Den 6. juli sejlede vi til Borkum, som er en af de Nordfrisiske øer. Vi ankom sent, men næste formiddag kom havnefogeden og sagde "Godmorgen, Pi". Ja, han talte dansk, det var dejligt, for der er ingen af os der er særlig skrappe til tysk. Han talte iøvrigt også tysk, hollandsk, fransk, engelsk, flamsk og svensk.

Det her med tidevand er noget frygteligt noget, for nogle gange skal man af sted klokken kvalme, dvs kl. 0230. Det er uhyggeligt.

Den 8. juli ankom vi til Den Helder i Holland. Vi havde lige fortøjret og sad ovre hos nogle svenskere vi havde fulgtes med, da politiet kom. De var nu meget flinke, men da der lige havde været nogle terroraktioner i London, skulle vi tjekkes allesammen og papirer udfyldes.

Via Scheveningen tog vi til Oostende i Belgien. Dagen efter tog vi til Calais i Frankrig. Der blev vi nogle dage, da der var meget tåget. Vi lå rigtigt godt, hægtet på en bøje midt i havnebassinet, så der kom ingen havnefoged. Det er en meget stor havn med masser af færger. Der ligger også et gammelt fort. Den sidste dag, vi var der, kunne vi ikke forstå, at der var så mange mennesker, ja, der var nærmest folkevandring ud til fortet. Om eftermiddagen begyndte de at spille høj musik. Om aftenen var der det flotteste fyrværkeri. Et tjek på teksttv afslørede, at det var national festdag, Bastilledag. Men flot var det.

Den 15. juli tog vi over den engelske kanal, der har ry for at være et af de mest befærdede farvande i verden, så den tur havde jeg gruet noget for. Enten var det en stille dag, eller også er rygtet vildt overdrevet. Der er mere meget trafik ned gennem Øresund. Det tog ikke så lang tid at krydse kanalen, og da vejret var fint, valgte vi at fortsætte i stedet for at gå ind i Dover. Det gik da også mægtigt godt de første par timer, hvor vi havde medstrøm. Men da strømmen vendte, drejede vinden også så vi fik modvind. Samtidig blæste det op. Det blev en meget lang tur, hvor vi hverken kunne sejle for sejl eller motor, men måtte kombinere. Bølgerne blev bare større og større og væltede ind over båden og ind i båden.

Vi har haft lidt forskelligt vejr under vejs, men denne tur var den hidtil værste. Vi har et par gange før fået vand ind, fordi vi ikke har boltet vinduerne og lukket duraderne, men det havde vi, kloge af skade, husket denne gang. Men bølgerne var så store, at bølgerne stod ind over dækket og op over doghouset, dvs taget, og de durader, der sidder der, kan ikke lukkes. Vi var trætte, da vi endelig kom i havn i Sovereign kl. 2030. Vi blev nødt til at blive en dag ekstra, for at hvile ud, og det var ikke med vores gode vilje, for det kostede 32 engelske pund, cirka 350 kr, i døgnet.

Den 17. juli mente vi så, at vi var så udhvilede, at vi ville videre. Vi fik en rolig tur med meget lidt vind, så vi måtte køre med motoren det meste af vejen. Men solen skinnede det meste af tiden. På et tidspunkt kom der dog nogle meget tætte tågebanker, så der var vi glade for radaren.

Nu ligger vi så i Portsmouth. Her er det lidt billigere, 28 engelske pund i døgnet. Her ligger vi så blæst inde. Der er kraftige vinde de næste 3 dage, længere går vejrudsigten ikke. I dag er der alligevel nogle der er sejlet ud, så der har været mindst 3 Mayday og de 2 af bådene er sunket.

Men vi ligger trygt i havn et stykke tid endnu.

Det bliver ikke til så meget sightseeing, for når vi endelig er i havn, er vi enten trætte eller også bruger vi næsten al tiden på planlægning af næste etape, herunder finde de rigtige søkort frem, læse om tidevandstabeller og lære lodskudsrettelse.

Forside

Rejsebrev 3

Vi blev i Portsmouth i 5 dage, hvor vi fik ordnet en masse praktiske ting. Bl.a. fandt jeg en tandlæge, der kunne ordne min flækkede tand. Der er mangel på tandlæger i området, og de lokale må vente op til 4 år, for at få en tid. Jeg var heldig og fik en tid samme dag.

Henrik havde længe talt om, at vi skulle have en Aquagen. Det er en slæbegenerator som kan lave strøm. Vi fandt en forhandler i en nærliggende by, men de havde den ikke hjemme, så den skulle bestilles. Det gik der et par dage med. Da dagen oprandt og vi skulle hente det herlige klenodie, skulle vi først gå 20 minutter ned til en færge og derefter med toget i ca. en god halv times tid. Idet vi går ned mod færgen siger Henrik - Nå ja, jeg så forresten i fjernsynet, at der har været noget terror i London igen. Da vi kørte med toget var vi på et tidspunkt 8 stationer fra London. Ikke særlig betryggende. Flere afgange var aflyst. Men ellers mærkede vi ikke noget til det. Og få minutter efter vi var kommet tilbage til båden havde Henrik allerede monteret Aquagenen.

Vi møder mange søde mennesker og falder naturligvis tit i snak med dem, der skal samme vej. Det er hyggeligt, når vi så møder dem igen i en anden havn. Vi har mødt både svenskere og nordmænd, men kun en enkelt dansk båd. Den hedder Frigg og sejles af Ole. Vi mødte ham første gang, da vi var på vej til calais. Han sejler alene.

Fredag 22. juli sejler vi til Weymouth. Turen starter fint med stille vejr, sol, bikini og shorts, men langsomt bliver det koldere og mere blæsende, for at ende med to tykke trøjer og vindtæt frakke. Da vi når frem, er havnen overfyldt, bådene ligger i 6-7 lag, så vi tager afsted igen næste dag.

Lørdag 23. juli ankommer vi til Brixham efter en tur med regn og modvind. Det regner meget i England, og de engelske både har da heller ikke solfangere, men vindgeneratorer. På vej til Brixham skulle vi neden om pynten ved Portland. I søkortet var der tegnet nogle små bølger og i bøgerne advaredes der mod at sejle for tæt på. Men da det var en stor omvej at sejle udenom, besluttede at skyde genvej. Så farligt kune det vel heller ikke være!!!! Vi havde jo medstrøm og gik 6 knob!! Jo tættere vi kom, jo mere var det som om havet nærmest kogte og ind imellem var der nogle store runde, helt flade områder i vandet.Da vi kom ind i det gik farten ned til 2 knob og båden blev nærmest suget sidelæns. Det var meget vanskeligt at styre den. Heldigvis blev vi suget ud til havs og ikke ind mod klipperne, som vi senere har læst er sket for andre både, hvoraf nogle af dem er blevet knust. Det tog længere tid for os at sejle igennem, end det tog for de både, der sejlede udenom. Så det gør vi ALDRIG mere!!! Lige meget hvor langt vi skal sejle udenom!!

Hvis vi havde syntes, det var dyrt i de andre havne, så slog Brixham rekorden. Her kostede det 34,10 pund, omkring 375 kr pr døgn! Så vi tog af sted igen næste dag, selvom der skulle komme lidt rigeligt med vind, 6 Beaufort. Det blev en hård tur med masser af regn, store bølger, vinden foran for tværs, rebet genua og mesansejl, motoren til at støtte. Heldigvis havde vi medstrøm, ihvertfald de sidste 4 timer!! Vi var trætte, da vi kom til Plymouth.

Tirsdag 26. juli gik turen til den sidste engelske havn, Falmouth.Her mødte vi igen Ole i Frigg. Her var det så tid til at gøre status over søkort og alt muligt andet, så vi kunne være klar til at krydse Biscayen, når der kom en god vejrudsigt.

Vi finder sammen med andre både, der skal samme vej og udveksler erfaringer og synspunkter. Vi holder vejrmøder hver formiddag, når havnefogeden har printet den ud. Der er bare det, at der printes 2 forskellige ud, en engelsk og en tysk, og de to er ikke altid enige. Og hvilken skal man tro på? Nogle går på nettet og henter vejrudsigter fra andre steder og en englænder ringer til en meteorolog. Men jo flere oplysninger vi søger, jo flere forskellige udsigter får vi!

Een dag vil 3 af bådene tage af sted, for der ligger et flot højtryk over hele Biscayen. Vi beslutter, at så tager vi også af sted. Men så vi ser, at på det tidspunkt vi vil ankomme til Spanien, vil der der være et lavtryk, som giver vinde på 7-9 Beaufort. Ihvertfald ifølge den tyske vejrudsigt. Så vi ombestemmer os. Det gør de andre både også.

Dagen efter ser vejrudsigterne næsten ud som dagen før, bortset fra, at der nu er flere lavtryk på vej mod England. Vi afholder flere vejrmøder!! Englænderen beslutter at tage af sted, for som han siger - Hvis vi venter, får vi helt sikkert dårligt vejr i starten af turen, men hvis vi tager af sted nu, får vi i det mindste godt vejr de første 2-3 dage. Det tænker vi andre lidt over, og så tager vi fortøjningerne og drager af sted. Vi er 5 både, 2 danske, 1 engelsk, 1 norsk og 1 svensk.

Den engelske og den norske båd løber hurtigt fra os og den svenske sakker bagud. Vinden er ikke rigtigt som lovet, den skulle stå i nordvest, men det gør den ikke, så vi har vinden foran for tværs - igen!

Det blev en lang tur, sådan føltes det ihvertfald, over Biscayen. Vi fulgtes med Ole i Frigg hele vejen.

Efter efter 3 døgn og 8 timer ankom vi trætte til Spaniens nordkyst den 5. august . Her skinner solen og her er lunt og lækkert.

Mere om turen over Biscayen senere!

Forside

Rejsebrev 4

Her kommer så beretningen om Biscayen!
Vi var som tidligere nævnt 5 både, der tog af sted samtidig tirsdag 2. august kl. 10. Vejrudsigten havde lovet nordvestenvind og det passede jo fint til en halvvind. Virkeligheden skulle bare vise sig at være anderledes, for da vi kom ud paa åbent vand, var vinden mere vestsydvest og det betød vinden foran for tværs - igen!

Til dem der ikke er sejlvante kan jeg fortælle, at når man sejler med vinden foran for tværs, føles det som modvind, dvs. man får blæsten lige i hovedet, saa man faar haar i oejnene, naesen og munden og hvis man spiser pålægschokolademad med 2 stykker chokolade på, så flyver det øverste altså af!! Efter min mening er agten for tværs absolut den bedste sejlads, for så er det ligesom medvind, og det føles som om der er vindstille på båden - og der er ikke noget der flyver rundt!

Dagen forløber uden de store problemer, og da vi nærmer os en spids af Frankrig skal vi beslutte om vi skal sejle inden- eller uden om trafiksepareringen, hvor de store coastere sejler. Vindmæssigt vil det være bedst at gå indenom, men så kommer der en advarsel på Navtexen, at der ligger et fiskegarn og driver. Så vælger vi at sejle udenom. Vi skal så skifte retning og have sejlene over på den anden side. Det plejer heller ikke at være noget problem, men under vendingen sætter genoaen sig fast og vil ikke gå løs. Vi mister styrefarten og må i hast starte motoren for at komme tilbage på kursen. Da vi med motorens kraft tvinger båden til bagbord, slipper genoaen, dvs. det som genoaen sad fast i, bliver flået af!

Og her vil vi gerne advare andre sejlere mod at købe en smart lille plastic-sag, som man kan sætte på sallingen. Den hedder en faldafviser, og er for så vidt meget smart, når man skal bruge den til at holde faldene ude fra masten, men de to små kroge kan tilsyneladende få fat i syningen på genoaens agterlig! Det gjorde den ihvertfald for os, med det resultat, at syningen blev flænset cirka 1 meter.

Dette skete lige som det var ved at blive mørkt, og da der var rimelig vind, var der ikke så meget andet at gøre, end at rulle noget af sejlet ind og sejle videre. Og så begyndte det at regne! Og trafikken blev tættere og tættere. Det blev en mørk, kold og våd nat.

Om onsdagen er vi endelig kommet fri af trafiksepareringen og sejladsen bliver lidt mere afslappende. Solen skinner og pludselig kommer der en stor flok delfiner svømmende. Det er et fantastisk syn, de springer op af vandet og leger omkring båden, så frem med digitalkameraet! Nu er der bare det med digitalkameraer, at de ikke tager billedet lige når man trykker på knappen, men sådan cirka et lille sekund efter. Og så er der lige det der med tyngdekraften, der gør at delfiner, der hænger i luften, falder ned igen. Disse to faktorer er årsag til, at vi nu har rigtig mange billeder af havet, hvor der et splitsekund tidligere var delfiner i luften.

Henad aftentid kommer der en kulingvarsel for området. Vi skynder os at hive genoaen ned og reparere den med sejltape, da det vil tage for lang tid at sy. Og så gør vi os klar til kuling!

Nu er det jo sådan med vejrudsigter, at de ikke altid passer. Faktisk fik vi en nat med næsten vindstille, så vi måtte sejle for motor. Det var en meget flot nat fyldt med klare stjerner, masser af stjerneskud på himlen og morild i vandet.

To af de andre både fik garn i skruen. Det gjorde vi heldigvis ikke, men jøsses, hvor ligger der meget og flyder rundt derude, bl.a. europapaller.

Om torsdagen begynder det at blæse mere og mere op og varer ved hele natten, så vi får ikke så meget søvn. Der er problemer med at få vindroret til at virke, så der skal hele tiden holdes øje og justeres. Bølgerne er for voldsomme til, at vi kan sætte autopiloten til. Så det bliver en lang nat. Vi følges stadig med Ole, som sejler alene, og han er ved at blive godt træt. Vi tilbyder at holde øje med ham, mens han sover en time. Det går godt, så han får en time til. Vi kan holde øje med ham på radaren og så kan vi se hans lanterne, men det er som om hans lanterne forsvinder med jævne mellemrum.

Om fredagen, da det bliver lyst, kan vi rigtigt se hvor store boelgerne er! Og her er årsagen til, at Oles lanterne forsvandt - det var simpelthen bølgerne, der var så høje, at vi ikke kunne se ham.

Vi nærmer os nu Spanien og sejler lige ind i en stormende kuling. De store bølger vi har haft indtil nu, har godt nok været store, men de var også brede, så det føltes bare som om man kørte op og ned. De bølger, der kommer nu er anderledes, de er ikke så høje, men smalle, og da de kommer ind fra siden, får de båden til at krænge fra side til side, så man skal bruge tre hænder for at holde sig bare nogenlunde fast. Bølgerne kommer farende og klasker ind på siden og op over båden, så vi bliver drivvåde. En af bølgerne er så kraftig, at den flår syningen op på windbreakeren, så den hænger og flagrer.

Vi er nu meget trætte begge to, og det er ikke muligt at sove, da man hele tiden bliver slynget ud af køjen. Vindroret fungerer stadig dårligt, så der må håndstyres, og det er ret anstrengende, for så er der kun een hånd tilbage til at holde sig fast med, og det er nødvendigt med tre!!!

Kl. 18.30 ankom vi til Camarinas, totalt udmattede. Vi var helt enige om, at nu skulle båden sættes til salg! Den plan er dog blevet ændret siden.

Et par dage senere, da vi havde hvilet ud, opdagede Henrik årsagen til, at vindroret ikke fungerede ordentligt. Rorbladet var simpelthen gået løs på akslen, så det kunne sidde og dreje fra side til side. Det blev lavet midlertidigt med et par bolte tværs igennem.

På grund af træthed, tåge og kulingvarsler blev vi i havnen i en uge. Derefter tog vi til Portosin, hvor vi også lå en uge. Derfra tog vi til Vigo, Viana, Leixoes og nu er vi i Figueira da Foz, hvor vi ankom i går, den 25 august, efter en lang dags sejlads i tæt tåge.

Men mere om det senere!

Forside

Rejsebrev 5

Da vi ankom til Camarinas, var vi som nævnt meget trætte, men det skulle alligevel på en eller anden måde fejres, at vi havde krydset Biscayen. Men det skulle gå hurtigt inden vi faldt helt om. Sammen med Ole drak vi nogle øl og små grå, men det skulle hurtigt vise sig, at for hver tår vi tog, forsvandt der nogle bogstaver i vores ordforråd, og det blev til sidst umuligt at forstå, hvad vi sagde. Det er et syndrom vi tidligere har oplevet ved festlige lejligheder på Feddet i Gilleleje Havn! Da vi havde fået cirka 3 genstande hver, var der ikke flere bogstaver tilbage, så vi måtte nøjes med at grine. Og så var det tid til at finde køjerne!

Efter at have sovet ud i rigtig mange timer, gik vi op i byen og handlede, hvorefter vi fik et dejligt måltid mad. Blødkogte æg med bacon og pølser. Vi havde stort set ikke fået andet end kiks og chokolade de sidste døgn.

I Camarinas har de gratis internet til sejlerne, og det er jo herligt. Det virker bare ikke! Efter et par dage finder vi en internetcafe i byen. Men den er lukket pga. ombygning! Så finder jeg et uddannelsescenter for voksne, som har internet. Men der kan man ikke bruge memory-stick! Problemet løses dog ved at bruge CD-R, så det er da godt, at der er brænder i min PC. Og det er et generelt problem - der er internet næsten alle steder, men der er næsten altid et eller andet problem. Derfor går der somme tider noget tid før vi svarer på e-mails og opdaterer hjemmesiden.

Søndag den 7. august har jeg fødselsdag og Henrik laver lækker morgenmad, som bliver nydt i cockpittet i solskin. Der er en masse både i havnen, som er med i et Regatta, og de skal holde fest om aftenen. Ole går op til dem, og fortæller, at jeg har fødselsdag, hvorefter vi straks bliver inviteret med til festen.Om eftermiddagen bliver der tændt op i en stor grill. Forventningsfulde møder vi op kl. 20, nu skal vi smage lokale delikatesser!

Der er gratis øl og vin, og så er der to slags fade, en slags med brød og en slags med fisk, som vi bliver enige om må være sardiner. Disse sardiner er efter al sandsynlighed rullet salt og lagt på grillen. HELE! Dvs. med indvolde, hoved, hale og skæl! Nu skal det måske lige nævnes, at jeg ikke er vild med fisk, hvis der er ben i, så jeg kigger desperat rundt for at se, hvordan de lokale piller benene ud, for vi får ikke udleveret bestik. Til min rædsel ser jeg, at de lokale lægger hele fisken på et stykke brød og spiser den med hoved, hale, finner, skæl, rygrad og indvolde! Så spiser jeg et stykke brød! Heldigvis får jeg øje på nogle som piller skinnet af, så jeg følger deres eksempel og får smagt på noget af køddet, men undgår omhyggeligt indvoldene. Men efter det tredje fiskeben i ganen, går jeg over til brød igen. Den aften gik jeg sulten i seng. Og mine fingre lugtede af fisk i flere dage.

Dagen efter fortæller Ole, at fiskene havde stået i solen i 5 timer i kasser uden is! Og de var ikke grillet på kul, men på gammelt affaldsbrænde med maling på!

Det er tit tåget ude på havet, mens solen skinner inde i havnen. Der er flere både, der tager af sted, men kommer tilbage efter et par timer, enten fordi det er tåget eller fordi det blæser for meget derude. For at komme videre til næste havn, skal vi runde Kap Finisterre, der er berygtet for at være et meget blæsende og tåget omraade.

Da der er gået en uge, er der stadig ikke udsigt til, at vejret vil ændre sig, og da vi jo ikke kan blive liggende her i en evighed, beslutter vi at sejle videre, på trods af der loves stiv kuling ved Kap Finisterre.

Der er heldigvis ikke tåget og til at starte med er vinden meget tilpas, men vi har for en sikkerheds skyld rebet storen i 2. reb, så vi er klar til kulingen og alt er surret fast. Og så nærmer vi os det berygtede Kap! Men vi er klar, er vi! Og hvad sker der så? Vinden dør fuldstændig ud og sejlene står bare og slasker stille og roligt!! Så må vi starte motoren og får iøvrigt en fredelig tur til Portosin, hvor vi i indsejling af floden ser adskillige delfiner. Og her virker internettet - ihvertfald den første dag!

Det viser sig, at hele nordvestspanien er plaget af skovbrande, og vi kan konstant se røg fra 2-3 steder. Det er da også en af disse brande, der er årsag til at internetforbindelsen bliver afbrudt.

Da der hele tiden varsles kuling, bliver vi enige om, at vi bare skal hygge os, så vi nyder solen og går ture langs strandene. Efter "fyraften" går vi over til Ole og får en sundowner, mens solen går ned bag bjerget.

Hver dag flyver der vandflyvere og helikoptere hen over os i fast rutefart. De henter vand lige uden for havnen og flyver så hen hvor det brænder. Vi ser det også på TV. Een dag er der brand lige bag bjerget, hvor vi ligger. Ole var oppe i byen og så, at militæret kom med skovle og "klappere" til at slukke ild med. Om aftenen kommer Ole over til os, og vi får en sundowner, mens solen går ned bag en stor, grim motorbåd.

Den 21. august sejler vi til Vigo. Også her er der brande. Om morgenen ligger der et fint lag aske på båden, så Pi bliver spulet hver dag. Om mandagen inviterer Ole paa STEGT FLÆSK MED PERSILLESOVS - og det kan vi ikke sige nej til.

Vi vil gerne hurtigt videre, men der kommer ingen vejrmelding paa navtexen. Den 23. er der stadig ikke kommet vejrmelding, men så sejler vi uden. Vi forlader Spanien og ankommer til Viana do Castelo, efter en fin sejlads med masser af sol, men også med masser af vager. Portugiserne har tilsyneladende specialiseret sig i at fange hummer, for der er ikke ret langt mellem hver, og da vi nødig vil have dem i skruen, skal der holdes skarpt udkig og sejles i zigzag.

De er noget mere strikse her i Portugal med at se papirer. De skal se både pas og skibspapirer, og det er ikke alle steder de er lige hurtige. I Viana tager det over en time inden alt er besvaret og tastet ind i computeren. Af en eller anden årsag vil computeren ikke acceptere Gilleleje som hjemhavn, så jeg bliver bedt om at "opfinde" en større by som hjemhavn. Jeg forsøger med Helsingør, men det vil den heller ikke acceptere. Så opgiver den rare mand, ryster på hovedet, hvorefter han selv "opfinder" en passende hjemhavn.

Dagen efter sejler vi videre til Leixoes. Her er lystbådehavnen lukket, så vi ligger for anker, og det koster heldigvis ikke noget. Til gengæld ser vi ikke byen, for vi gider ikke pakke gummibåden ud.

Da vi vågner næste morgen, er det tæt tåge. Meget optimistisk bliver vi enige om, at den nok snart letter, så vi hiver ankeret op og tager af sted. Ole i Frigg har ikke radar, men vil sejle lige bag os. I havnen ligger også en svensk solosejler, som vi tidligere har mødt, han har heller ikke radar, men vi tilbyder, at han kan følges med os, og så tager vi af sted. En italiensk båd forlader havnen samtidig.

Tågen letter en anelse, men det er en stakket frist, for kort efter bliver den tyk igen og vi skal sejle tæt for at se hinanden. Der går ikke ret lang tid, så kalder italieneren på VHFen og spørger med desperation i stemmen, om der er nogen af os der har radar, for det har han ikke. Vi får ham via positionsbestemmelse, kurs og radarudslag dirigeret hen bag den svenske båd, Albertina. Så nu har vi en convoy! Forrest er Pi, for det er den eneste med radar, bagved kommer Frigg, Albertina og til sidst italieneren. Og sådan sejler vi hele dagen i tæt tåge. Henrik sidder oppe i cockpittet og holder udkig efter vager, drivende garn og lignende, og jeg står nede i doghouset og stirrer ind i radaren og holder øje med, at vi ikke sejler ind i andre både samt om nogen falder ud af convoyen. Ind imellem kommunikerer vi sammen på VHFen. Der ligger også en dansk og en norsk båd få sømil fra os, men vi kan ikke se dem. Den danske har selv radar om bord, så de klarer sig selv, men vi er i kontakt med dem på VHFen.

Først de sidste par timer letter tågen så meget, at vi endelig kan se den portugisiske kyst. Alle 6 baade ankommer samtidig til Figueira da Foz, og den danske båd, Najaden, inviterer straks på øl.

Den 27. august sejler vi videre til Peniche, hvor vi tager en enkelt overnatning. Så sejler vi videre mod Lissabon. Albertina er taget af sted en halv times tid før os, men vi får hurtigt indhentet den. I mellemtiden er det blevet tåget igen, så vi laver convoy bestående af Pi, Frigg og Albertina. Der er ikke meget vind, så vi sejler for motor. Hen på eftermiddagen kalder Albertina, han har motorproblemer! Motoren er stoppet. Vi drejer rundt og ligger og venter, mens han undersøger sagen. Det viser sig at expansionsbeholderen til kølevandet er eksploderet! Der er stadig 3-4 timers sejlads til Lissabon, så vi får smidt en trosse over til ham og tager ham på slæb. Heldigvis begynder det at blæse op, så vi kan smide trossen og Albertina kan sejle for sejl helt ind til havneindløbet. Her binder vi bådene sammen langskibs og sejler ind. Frigg er sejlet i forvejen og har fundet plads til os.

Og her ligger vi så. I Lissabon. Her skinner solen hver dag, så det nyder vi.

Forside

Rejsebrev 6

I Lissabon fik vi masser af sol og varme. Der gik ikke lang tid før vi var nødt til at sætte solsejlet op. Da det er sol og varme vi er sejlet ud efter, beslutter vi at blive et stykke tid og holde ferie! Det passer meget fint med, at Ole vil en uge til Danmark, og så kan han tage reservedele med til os.

Vi spørger på havnekontoret, hvor nærmeste internet er, og de er meget hjælpsomme og tegner det på et kort. Det ser ud til at være lige i nærheden, så vi beslutter at gå. Der er flere kilometer - i bagende hede! Da vi endelig finder det, omme på bagsiden af en gammel bygning, nede i en kælder, er der en meget fin internetcafe med masser af computere. Desværre er de endnu ikke tilsluttet internettet, men vil blive det den 15. september! Det kan vi ikke vente på, så vi går tilbage - i bagende hede!

Dagen efter forsøger vi igen, men denne gang tager vi cyklerne, for nu skal vi endnu længere væk. Det skal ret hurtigt vise sig, at vejene i Lissabon IKKE er velegnede til at cykle på! Der er ufattelig mange brosten, som iøvrigt bærer præg af at være lagt for meget længe siden, idet jorden nedenunder henholdsvis er sunket eller hævet på en for cyklende meget uhensigtsmæssig måde! Når der endelig er et stykke med asfalt, ligger den nærmest i klumper - eller mangel på samme - så man kommer til at længes efter brostenene.

Her skal det måske lige indskydes, at her er temmelig mange myg. Vi ser dem aldrig, men de er aktive om natten. Efter at have fået 5-6 mygstik hver, satte vi myggenet for døre og vinduer. Det virkede på den måde, at ganske vist kom der ikke flere myg ind, men dem der allerede var inde, kunne ikke komme ud - så hver morgen var der nye mygstik. Til sidst måtte vi sætte separat myggenet over sengen. Det hjalp!

De myg der er hernede har en helt speciel evne. Inden de flyver ind i båden, tager de lige en runde og undersøger,hvad man har på dækket, og hvis der står cykler, ved de instinktivt lige hvor de skal stikke!!

Nå, tilbage til internetjagten. Vi skal ind til centrum af byen. Der er nogle meget stejle gader, så vi trækker cyklerne. Vi kommer gennem et slumagtigt kvarter, hvor der er mange tiggere. Nogle kontakter turisterne direkte, mens andre bare sidder eller står med en lille kop og stirrer tomt ud i luften. Een sidder i kørestol og fremviser sine fødder - eller rettere, det der er tilbage af dem.For mig ser det ud som om han er spedalsk. Senere får vi at vide, at de fleste af tiggerne kommer fra Kap Verde, fordi mulighederne er bedre i Portugal! Vi får også at vide, at der for år tilbage - måske i 80erne - var spedalskhed på Kap Verde.

Efter denne uhyggelige oplevelse finder vi hovedstrøget i byen med masser af tøjbutikker, MacDonalds og internetcafeer. Her vrimler det med politifolk. Her er der også tiggere, men de har et eller andet instrument, som de forsøger at få nogle toner ud af. De fleste har en lille hund siddende med en kurv eller en tallerken i munden.

Nogle er mere kreative, de har nedsat sig som skopudsere - og dem er der mange af. En enkelt sad og lavede tomme cola- og øldåser til askebægre, som han solgte.

Ellers går tiden med at ligge i hængekøjerne og slappe af - og det er herligt! Men så begynder jeg at få tandpine! Det føles fuldstændig som dengang jeg havde en tand, der skulle rodbehandles. Da Ole snart kommer tilbage, skal vi snart videre til Madeiraøerne, og jeg har ikke lyst til at starte en tandbehandling her i Lissabon, når jeg ikke ved om den kan fuldføres i næste havn. Jeg stiller diagnosen tandrodsbetændelse og starter en penicillinkur. Det hjælper i løbet af få dage. Problemet er udsat.

Den 5. september kommer Ole tilbage. Han har de bestilte reservedel med og en hel masse godter - faktisk har han for over 800 kr overvægt med. Men hvilke godter! Vi får fyldte chokolader, Stryhns leverpostej, saltkød, rullepølse og hjemmebagt rugbrød fra bageren. Og om aftenen laver Ole ribbenssteg med rødkål! Poul og Jette fra Lady Ship bliver også inviteret. Det viser sig i løbet af aftenen, at Pouls bedste ven, Torben, er en lærer Henrik har haft på efterskolen. Verden er alligevel lille!

Dagen efter laver Ole flæskesteg med rødkål. Ole har fundet en gast, David, så han spiser med. David er en frisk ung fyr, først i tyverne. Han har blaffet fra Danmark til Portugal, og har så fået den ide, at han vil sejle til USA. Ham får vi meget glæde af.

Onsdag den 7. september beslutter vi at tage videre til Porto Santo, vi skal bare lige proviantere først. Da vi kommer tilbage er der kulingvarsel på navtexen, så vi bliver en dag til. Da vi når midnat har Henrik fødselsdag og må give øl.

Næste morgen får han lov at vælge, hvad han vil have til morgenmad. Han vælger havregryn med mælk og sukker - så det slap jeg nemt over!

Om torsdagen kommer vi heller ikke af sted, idet marinepolitiet fraråder det pga et lokalt lavtryk.

Fredag tager vi så endelig af sted. Vi følges igen med Frigg, denne gang med Ole og David. Først går vi lige ind i en anden lille havn for at tanke, for det kunne jo være, at der var vindstille derude. Da vi går ud af havnen begynder det at regne og vinden er lige imod! Efter få timers sejlads med motor og sejl, kan vi se at Frigg har problemer. Ophalet til storsejlet er knækket. Kort tid efter at Ole har fikset ophalet midlertidigt, begynder David at lide af transportsyge!

Det blev en stille nat for sejl. På Pi skiftedes vi til at sove. På Frigg var Ole vågen, han var sygepasser. Når vi talte med ham på VHFen, kunne vi høre David råbe fra agterkøjen: "jeg er ved at dø!" Stakkel, turen var kun lige begyndt og forventedes at vare cirka 4 døgn! Vi håbede alle, at han snart blev frisk igen.

Om lørdagen har vi så et dødsfald - det er ikke David, som han fejlagtigt troede - han er allerede på højkant igen - men vinden! Så må der gang i motoren, igen! Henrik sætter snøren ud og fanger en guldmakrel. Men da vi ikke selv har lyst til at rense og tilberede den, bliver den sendt pr fenderpost til Frigg, hvor den modtages med begejstring.

Det bliver endnu en stille nat, for motor. Jeg ser en havskildpadde, 40-50 cm i diameter. Den ligger og vinker med den ene forpote.

Søndag bliver en solrig dag, men hen på eftermiddagen kommer der nogle skyer bag os, som trækker sammen og bliver sorte. Ole spår en hård nat med torden og masser af vind. Vi får 2 små byger og en anelse mere vind, men stadig ikke nok til at kunne sejle for sejl.

Mandag sejler vi igen for motor. Vi underholder hinanden via VHF, hvor vi bl.a. leger Giro 413 og spiller sømandssange.

Tirsdag kl. 01.30 ankommer vi til Porto Santo i mørke efter at have tilbagelagt cirka 500 sømil. Det var dejligt at se land igen!

Om morgenen ser vi, at dem vi fulgtes med fra Falmouth ud i Biscayen, er her allesammen. Onsdag tager vi en sightseeingtur med bus om eftermiddagen, hvor Henrik fra et af udsigtspunkterne får øje på en gokartbane! Om aftenen er der beach-party med grill.

Torsdag er store badedag. Her er en lang strand lige ved siden af havnen og vandet er 24 grader varmt. Det går de næste dage med. Handle, svømme og snorkle. Vi ser fisk i flotte farver, søpindsvin og hårelastikker.

Henrik og David har været henne og køre gokart. De kørte om kap. Jeg kan desværre ikke berette hvem der vandt, for Henrik har givet mig påbud om at lave om på resultatet OG JEG VIL IKKE LYVE!!

I dag er det tirsdag den 20. september, og vi er ikke kommet videre, her er simpelthen så skønt. Frigg tog af sted i går, så nu er her så stille.

Forside

Rejsebrev 7

Vi besluttede at forlade den skønne ø Porto Santo den 21. september. Aftenen inden skulle vi lige ud at gå en lille tur. Vi havde nemlig ikke været ude af den lille sti, der går østpå. Og for første gang huskede jeg at tage kameraet med! (Det havde jeg bl.a. glemt, da vi tog på sightseeingtur). Vi havde ikke gået ret langt før der var de flotteste klippeformationer i alverdens flotte farver. Og der var den ene flotte udsigt efter den anden. Og en tunnel hugget ud i klippen. Jeg var helt euforisk - endelig skulle jeg tage nogle flotte billeder! Frem med kameraet, få Henrik til at stille sig op som forgrund og så tænde kameraet, som er et af de her nymodens digitalapparater - smart skal det jo være! Og hvad sker der så? Det virker ikke! Jeg kigger på displayet, hvor der står:"Please charge battery", og så gik det i sort!! Men flot var der, I skulle selv rejse ned og se det!!

Da vi næste dag forlader øen, er det overskyet. Da vi har sejlet 4 sømil begynder det at regne. På med regntøjet - igen! Så vender vinden, så vi har den lige i snotten. Ned med sejlene og starte motoren.

Først nu går det op for os, hvad det vil sige at sejle langt: vi har grebet det helt forkert an fra starten. Vi har installeret alverdens instrumenter, vi har GPS, kompas, elektroniske søkort og papirsøkort og alt muligt andet. Det behøver man slet ikke! For at følge vores rute skal man simpelthen bare sejle ud af havnen og den vej vinden kommer fra (gerne hen mod de mørkeste af skyerne), så er man på rette vej!!! (Men husk regntøj!)

Nu er der heldigvis ikke så langt fra Porto Santo til Madeira, så der ankom vi efter 9 timers sejlads. Og siden har det ikke regnet - ihvertfald ikke hvor vi har været.

Dagen efter blev der ordnet forskellige ting, bl.a. fandt vi endelig et sted, hvor vi kunne få gas og Henrik brugte det meste af en dag på at finde en ny termostat, som det viste sig, at han ikke skulle bruge alligevel. Han havde syntes, at motoren blev lidt for varm. Pga. den stigende havtemperatur kunne kølevandet ikke køle motoren. Han har nu besluttet helt at pille termostaten af i stedet.

Om aftenen skal vi så smage Portugals nationalfisk, espada preta. Det er en umådelig grim fisk, over en meter lang, sølvsort med munden fuld af sylespidse tænder og så har den udstående øjne. Den lever på 1200-2000 meters dybde. Når den fanges, dør den på vej op pga. vandtrykforskellen,øjnene presses ud og den mister sine strålende farver. Den findes hovedsagelig i havene omkring Madeira og Japan og kan tilberedes på flere end 100 måder. Det gode ved den er, at der ikke er ret mange ben i! Vi fik den paneret med stegte bananer på. Det smagte herligt!

Ellers går der umådelig meget tid med computeren hernede, især da vi fandt ud af, at her er gratis internet i havnen, hvis man har en trådløs. Så der er blevet surfet på nettet og downloadet programmer. Desværre er forbindelsen ret ustabil, men det må man bare indrette sig efter, så nogle gange er det blevet sent inden vi kom i seng.

Den 24. september lejede vi en bil sammen med Ole og David og kørte det meste af øen rundt. (Denne gang huskede jeg kameraet og havde sat nye batterier i!) Madeira er en fantastisk grøn og frodig ø, som vi kun kan anbefale. Klimaet hernede er en drøm, her er 19 grader om vinteren og 25 grader om sommeren, står der i bøgerne. Vi har endnu ikke oplevet en dag, hvor det var under 30 grader.

Ellers går tiden med at dovne i hængekøjen, rode med computer, grille på stranden med de andre skandinavere, udveksle erfaringer og drømme og hygge. Een aften var der arrangeret beach-volley, hvor de små norske piger på 6 år var klædt ud som heppepiger. Ole var klædt ud som en mellemting mellem en samaritter og en viking. Han uddelte nordsøolie til de tilskadekomne (og dem var der mange af!)

I morgen, mandag den 3. oktober er det planen, at vi forlader denne smukke ø og sejler til de kanariske øer. Vejrudsigten siger næsten ingen vind, så måske bliver det endnu en tur for motor. Men mere om det senere.

Forside

Rejsebrev 8

Mandag den 3. oktober forlod vi smukke Madeira kl. 12, efter at have vasket båden, provianteret, udklareret, betalt havnepenge og tanket. Vi var 9 både der tog af sted i løbet af dagen. Vi fulgtes igen med Frigg. Vi får en fin sejlads for sejl hele dagen og natten, hvor vi skiftes til at sove.

Tirsdag morgen dør vinden ud, så vi må starte motoren et par timer, men den kommer igen. Senere tiltager den, og vi skyder en mægtig fart, men er nødt til at rebe, da vi ellers vil ankomme, når det er mørkt, og det frarådes i "klogebogen". Det skulle vi ikke have gjort, for vinden forsvandt, og så måtte vi starte motoren igen.

Onsdag den 5. oktober kl.11 ankommer vi til den kanariske ø, Graciosa, der ligger nord for Lanzarote. Najaden havde ligget 14-15 sømil foran os og kom ind først. De havde taget den sidste ledige plads. Da vi nærmede os øen, meldte Najaden over VHF-radioen, at der nu var 2 ledige pladser. De passede lige til Frigg og Pi. Der lå mange for anker udenfor, og netop som vi passerer ankerbugten, er der en af bådene, der sætter kurs mod havnen! Vi beslutter, at den skal bare ikke ind før os, så vi speeder motoren op på 2500 omdrejninger. Vi får overhalet den, og kan se at Frigg forsøger det samme. Men så begynder vores motortemperatur at stige!! Den stiger og stiger!! Henrik styrer og jeg står nede i båden og holder øje dels med temperaturen, dels med kurs - der er et meget lavt område vi absolut skal udenom - og dels holder jeg øje med Frigg, som kun har oversejlingskort. Temperaturen stiger op til 97 grader og Frigg styrer direkte mod det lave område i sin kamp for at overhale. Jeg kalder Frigg, som straks ændrer kurs, for ikke at gå på grund. Jeg råber op til Henrik hvad den aktuelle temperatur er, men han holder bare på. Vi fik de ledige pladser, men Henrik skal vist i motorrummet en af de nærmeste dage!!

Vi holdt meget af Madeira, men da vi ser Graciosa, bliver vi nærmest forelskede i øen. Her er helt vidunderligt!

Jeg vil forsøge at lægge nogle billeder ind, så I selv kan se det. Hidtil har jeg haft store problemer med at få lagt billeder ind, men har nu fået uvurderlig hjælp af Anders fra Najaden, som hermed skal have en STOR TAK!

Så klik over på Billeder nu!

Forside

Rejsebrev 9

Pi er nu til salg

Vi har nu sat Pi til salg!

Vi synes stadig Pi er verdens bedste båd, både at bo i og at sejle langt i.

MEN ...

• det er dyrere end vi havde regnet med
• det er hårdt kun at være to på de lange stræk, og vi har ikke lyst til at være flere

Vi er altså ikke blevet uvenner eller er ved at gå fra hinanden - vi er helt enige.

Vores plan er nu at sejle hjem til foråret, hvis ikke vi får solgt båden inden. Indtil da vil vi sejle lidt rundt på de Kanariske øer og nyde den milde vinter hernede.

Livet på Graciosa

Men nok om det, nu skal I høre lidt om Graciosa. Vi har nu været her i 5 uger, og det har været herligt, for det er en helt speciel ø.

Vi ankom onsdag den 5. oktober. Det første vi bemærker, er at der ikke er asfalt nogen steder, men sand, sand og atter sand - så alle kører i Landrover. Her er helt wild-west-agtigt og vi forventer hvert øjeblik at se Clint Eastwood komme om hjørnet. Havnefogden er der ikke, men det forlyder, at han måske kommer på fredag!

Her er fine el-standere og vandudtag på flydebroerne, men ingen af delene er tilsluttet. Sådan har det vist været siden 2003. Så er det godt at vi har solceller og vindgeneratorer. Vand kan man hente i dunke på herretoilettet (hvor der er 1 bad!) eller man kan få åbnet et skab med en vandslange, når havnefogden er der. Der er iøvrigt ikke lys på herretoilettet og dametoilettet er altid aflåst.

Torsdag d. 6. tager jeg en masse billeder af denne fascinerende by. Nogle af dem har I allerede set. Om aftenen griller vi på stranden sammen med besætningerne fra Frigg og Najaden og Anders spiller guitar. Hyggeligt.

Næste dag er havnefogden på arbejde og jeg klarer hele samtalen på spansk (han er meget tålmodig og ikke så skrap til engelsk). Stor overraskelse: det koster kun 5,64 euro i døgnet. Det er den hidtil billigste havn, så vi beslutter straks at blive her et stykke tid.

Herefter går der meget tid med at ligge i hængekøjerne, og vi må have solsejlet op, for der er 38 grader midt på dagen. Kl. 21 er den dog faldet til 28 grader. Vi går også på stranden og bader, vandet er 24-25 grader.

Udflugt til Pedro Barba

Søndag d. 9. er vi klar til udflugt. Der ligger en lille by på nordspidsen af Graciosa, og den vil vi se. Vi tog 1 liter vand med. Vi gik ud af "Strandvejen", dvs vej var der ikke, men man kunne se i sandet, hvor Landroverne havde kørt. Vi gik og gik og gik .... På et tidspunkt drejede vejen ind i landet, hen mod den højeste vulkan (266 m), og det så ud som en stor omvej, så vi fandt en lille sti. Her gik det op og ned, men der var meget smalt visse steder. Da vi kom til et meget stejlt sted, blev stien endnu smallere, cirka 20-30 cm, og så var der vel 30/40 meter ned. Det var ikke fast klippe, men løst grus og sandalerne gled hele tiden. Da vi havde forceret dette 100-200 m kunne jeg se, at resten af vejen var lige sådan eller værre - og der var langt endnu. Da der ikke er bjergged i mine gener og jeg i øvrigt aldeles ikke bryder mig om højder, måtte vi vende om og tage vejen, selvom det var en omvej. Først gik det opad, så gik det stejlere opad og så var vi ved vulkanens fod og så var det bare videre. Vi gik og gik og gik ... Sandet i sandalerne begyndte at gnave som sandpapir.
Til sidst nåede vi da frem, og jeg tror, at den motiverende faktor var tanken om noget koldt at drikke. Det vand vi havde med var efterhånden varmere end kropstemperaturen. Vi kommer ind i "byen", der hedder Pedro Barba, hvilket kan oversættes til Peter Skæg på dansk. Der er 12-15 fine huse og alle har masser af grønne planter i haven. Der er også en lille fiskerihavn, som nærmest bare er en lille mole man ikke kan fortøje til, samt en lille sandstrand. Derudover er der absolut ingenting! Ingen restaurant eller cafe, ingen lille købmand eller isbod. Intet. Kun husene. Vi ser heller ingen vandpost nogen steder - og vi har ca. 2 dl varmt vand tilbage. Der er langt hjem - i bagende hede og vabler på fødderne. Under hele gåturen derud har jeg tænkt på filmen "Den gode, den onde og den grusomme".
Nu skal det lige indskydes, at der ikke er busser eller taxier på øen overhovedet. Men pludselig kommer der en Landrover, der står Safari på. Den kører rundture på øen med de få turister her er. Heldigvis havde han kun to med, så vi fik lov at komme med for 10 euro - og DET betalte vi gerne. Det blev en rigtig "rystetur", hvor et nyrebælte ville have været rart at have.

Straks vi ankom til havnen, gik vi ind på baren og bestilte adskillige kolde colaer. Vi var temmelig dehydrerede. Da vi kom forbi Najaden, fik vi melon og det var herligt. Tilbage på båden drak vi masser af vand, det var som om vi ikke kunne få nok.
Derefter gik vi på stranden og gik i vandet, og efter et langt skyl under ferskvandsbruseren var det bare at humpe hjem på vablerne.
Vi behøver ikke at se Pedro Barba igen!
Om aftenen er der grill på stranden.

Hvad får vi tiden til at gå med?

Herefter bruger vi mange dage i hængekøjerne, hvor vi ligger og planlægger hvad vi skal lave, hvis/når temperaturen en dag skulle komme under 30 grader. Henrik planlægger bl.a. at han vil flytte gummibåden fra bagbord over på styrbord side! Jeg planlægger at skrive rejsebrev og lægge billeder på hjemmesiden.

Midt i oktober har Frigg og Najaden forladt Graciosa. Dagene begynder at flyde sammen og vi kommer ind i denne herlige mañana-stemning, der præger øen. Sommetider må vi tjekke på tekst-TV for at se hvad dag det er. Vi står op ved 10-tiden, tusser lidt rundt, drikker kaffe og te. Lidt senere spiser morgenmad, og så skal vi lige slå maver i hængekøjerne. Og så er det pludselig for varmt til at lave noget og hele byen holder siesta (undtagen barerne). Når så temperaturen falder lidt, skal vi lige lade op til at handle og evt. gå på internettet. Hjem igen, lave aftensmad, spise, vaske op, lave kaffe/te og hygge i cockpittet i petroleumlampens skær - og så er den dag gået!

Motorproblemer

Tirsdag den 18. oktober starter Henrik motoren for at lave varmt vand til bad. Efter et stykke tid hører han, at der ikke kommer noget kølevand ud. Han konstaterer hurtigt, at der er tale om et tilstoppet indtag og ifører sig svømmebriller og snorkel, hvorefter han hopper i havnen for at undersøge sagen. Og så er det han opdager en helt ny måde at fange fisk på! Der er simpelthen en fisk, der er blevet suget ind i vandindtaget og stopper hullet!! Han kan ikke trække den ud med hænderne og må have en gaffel, som han stikker i fisken (den er formentlig allerede død, for den spræller ikke). Så kom den ud. Jeg nåede lige at tage et par billeder inden den stolte (drivvåde) jæger gik på moleræs med fisken på gaflen for at vise fangsten frem.

Og så kørte motoren upåklageligt igen!

Nyresmerter

Natten mellem mandag og tirsdag d. 18., kunne jag næsten ikke sove. Jeg havde ondt i nyrerne. Det føltes som jeg var blevet tævet med et baseball-bat. Næste dag var der ikke noget, men om natten tog det til igen. Bare værre! De næste døgn bliver det værre og værre og begynder også at gøre ondt om dagen. Jeg slår op i alle de lægebøger vi har, men der er ikke rigtigt nogen af diagnoserne der passer Og der er hverken læge eller sygehus på øen.
Her ligger en dansk båd, Thara, som Henrik hjælper med noget generatorinstallation (han hjælper dem også med at drikke deres øl). Han nævner så mine smerter, og konen, Elin, mener at det kan være muskelspændinger. Hun kan noget med dybdemassage og tilbyder mig en behandling.
Den får jeg så den 22. og pist-væk er smerterne! Hun mener, at muskelspændingerne er kommet af at sejle (jeg var helt bange for, at hun skulle sige, det var kommet af at ligge for meget i hængekøje!)

Tysk båd går på grund

Lørdag d. 22. blev en tysk båd slæbt ind i havnen og lagt på beddingen. Det var ikke umiddelbart til at se hvorfor. Vi gik over og talte med ham. Han var kommet sejlende for motor, da han var faldet i søvn og fik en brat opvågning, da båden sejlede på grund. Han sejlede alene. Da båden et par dage senere bliver taget på land med travel-lift, kan vi se hvorfor. Det er nok nemmere at sætte billeder ind end at forklare det, men godt så den ikke ud. Han skulle sejle den herned for nogle som havde planlagt at sejle over Atlanten, men det bliver ihvertfald ikke i år!

Beach-party

Lørdag den 29. er der (igen) beach-party, hvor vi griller på stranden. Vi har fundet en svinemørbrad, som vi griller sammen med nogle majskolber, flutes og kartofler. Desværre bliver det tidligt mørkt hernede, så inden maden er klar er det så mørkt, at vi ikke kan se hvad vi spiser - men det smager pragtfuld, og det der knaser, det er bare sand.

Tyske Sylvia har guitar med og spiller og synger de 2 smukkeste sange, jeg nogensinde har hørt. Jeg bliver straks interesseret og spørger om hun vil lære mig dem. Det vil hun gerne. Hun vil også gerne lære nye sange, så jeg spiller lidt for hende. Hun falder for 2 svenske (!) sange. Vi aftaler at mødes næste dag.

Snakken går livligt, og bl.a. fortæller vi, at vi skulle have haft vores vaccinationer for 2 dage siden. Det er meningen, at vi skal give hinanden en sprøjte, og vi har da også øvet os hjemmefra. Der har vi stukket i flæskesteg, men det er jo længe siden, så vi ledte med lys og lygte efter en læge eller sygeplejerske. Det viste sig at en af nordmændene er noget der svarer til sygeplejerske, og han var villig til at give os dem dagen efter.

Vaccination

Dagen efter skal vi så stikkes. Det er vi rimeligt trygge ved, selvom han sagde i går, at han ikke kan lide at give sprøjter. Vi går over til båden medbringende sprøjter og vaccine. Nu fortæller han, at han ikke er vant til at give sprøjter i skulderen, så han skal først lige ringe til en ven! (Gad vide hvor mange livliner han skal bruge - er det Jeopardy?).

Jeg lader ham stikke Henrik først (bare for en sikkerheds skyld!)

Og det gik fint, så han får også lov til at stikke mig og så må der skåles!

Forside

Rejsebrev 10

Først vil vi gerne sige tak for alle de e-mails vi har fået, det er bare væltet ind, siden vi satte båden til salg! Lad dette være et tip til andre sejlere langt hjemmefra; hvis I synes I får for lidt e-mails hjemmefra, skal I bare sætte båden til salg på hjemmesiden, så finder I ud af hvor mange venner og bekendte I har!!

Vi vil besvare jeres e-mail, så hurtigt vi kan, men der var altså mange!

Og så skal der lige rettes nogle misforståelser - nogle tror fejlagtigt, at det er synd for os og at det er en drøm der brast, men sådan er det på ingen måde. Vores drøm har hele tiden været at gøre hvad vi har lyst til - og det er det vi gør!

Nok om det, nu skal I høre mere om, hvad det er vi går og hygger os med.

Sang og musik

Efter sidste beach-party, hvor Sylvia sang de smukke sange, kommer hun med sin guitar og vi sidder i cockpittet og spiller. Og det gør vi den ene aften efter den anden. Jeg indspiller også hendes sange på min lille diktafon, så jeg kan lære dem selv. Jeg øver og øver. Især den ene sang er svær, for teksten er quechua, et gammelt indiansk sprog, så når jeg ikke synger, øver jeg mig i at sige POREPECHISMALE. Nu er det jo aldrig sjovt at høre på at andre øver sig, og Henrik mener da også til sidst, at nu må jeg da snart have lært det, for han kan sangene udenad nu, siger han. Men han nægter dog at synge dem for mig!

Og så en gang lak

Mens jeg øver, går Henrik rundt og laver lidt småreparationer på båden. Bl.a. går han rundt med en bøtte lak og småklatter hist og pist. På et tidspunkt er han i gang i soveværelset, da jeg pludselig hører en mængde uartikulerede lyde, der er uegnede for mindre børn. Tonefaldet var heller ikke til at tage fejl af - min tilstedeværelse var påkrævet aldeles omgående. Jeg smider straks guitaren og iler til assistance. Og hvad ser jeg? Henrik har lakeret den ene dyne, og den har fået et ordentligt lag! Han har også lakeret lagenet! Men han ser overhovedet ikke tilfreds ud, især ikke da jeg gør opmærksom på, at det er hans egen dyne! Nå, der er ikke andet at gøre, end at forsøge at rense det af med mineralsk terpentin og så vaske dynen. Det går der jo lidt tid med, men så slipper han da for at høre mig synge så længe!

Tandpine

I starten af november begynder jeg at få tandpine. Igen. Sidst slog jeg det ned med penicillin. Der er ingen tandlæger på Graciosa. Det bliver gradvist værre og værre og til sidst bliver det rigtigt slemt. Sidst kunne jeg ikke se noget hul, og mente derfor, at det var betændelse i roden. Ved et nærmere eftersyn, viser det sig, at der nu er et stort hul, men det sidder nærmest mellem to tænder, så det er lidt svært at se. Natten til den lørdag 5. november lukker jeg ikke et øje, men ligger og vender og vrider mig, så jeg til sidst lægger mig op i skipperkøjen, for at Henrik kan få lidt nattero. Smertestillende piller hjælper ikke en pind! Kl. 04.30 kan Han ikke holde ud at høre mere, så han tager førstehjælpskassen frem og erklærer, at han nu er tandlæge om bord. Jeg er først ikke meget for det - måske skyldes det den store rørtang, han lagde frem på kortbordet dagen før - men da smerterne er meget stærke, og nærmeste tandlæge er på Lanzarote og nok først åbner om mandagen, ja, så må jeg overgive mig. Heldigvis har vi noget tandkit med fra tandlægen i Danmark, og det går Henrik så igang med. Jeg ser nok ikke helt tryg ud, for han forsøger at berolige mig med ordene: "Det er da godt, at jeg har spartlet mange skærmkanter på gamle biler!"

Det må siges, at hans tandlægearbejde er meget flot udført. Smerterne forsvandt med det samme, og indtil nu har det holdt i 14 dage.

Blæsevejr

Den næste uges tid blæser omkring 7-8 Beaufort næsten hele tiden. Det viser sig, at dette sandsynligvis vil fortsætte til hen i april måned, dog vil februar og marts være lidt værre. Det passer os egentlig meget godt, for så kan vi få tid til at få lavet en til-salg-side til hjemmesiden og ordnet andre småting inden vi skal videre til næste ø. Jeg overvejer at lave en side der kun handler om Graciosa, men det ville blive en hel roman, så det bliver ikke i denne omgang. Selv om der ingenting er og ingenting sker, så er der alligevel meget at skrive. Måske får I det på et senere tidspunkt.

Lanzarote

Mandag den 14. november forlader vi Graciosa. Der er store dønninger fra de sidste dages blæsevejr, men vind er der ikke meget af, så vi får en dingletur for motor. Vi lægger os for anker (der er ikke andre muligheder) i havnen ved Arrecife, der er hovedbyen på øen. Det er noget af et kulturchok. Vi tager gummibåden ind til land og finder et stort supermarked. Det er det rene slaraffenland, her kan man få alt! På Graciosa var der ikke ret meget at vælge imellem, så vi er helt overvældede. Vi stopper alle mulige lækkerier ned i indkøbskurven.

Ikke for de sarte!

Det næste der sker, er ikke for sarte sjæle, så hvis du er en af disse, skal du springe dette afsnit over!

Mens vi går rundt i supermarkedet, får jeg ondt i maven og bliver dårlig. Da jeg begynder at svede koldsved, ved jeg godt hvad klokken er slået! Jeg skal finde et toilet - og det skal være nu!! Heldigvis har Henrik observeret, at der er et henne ved udgangen, og jeg haster derover. Der er 3 toiletter. Det første er fyldt med l..., det andet er optaget og det tredje er fyldt med papir og l...! Rengøringskonen kommer i det samme og går i gang med det ene. Mens jeg laver "knibeøvelser", giver rengøringskonen sig god tid. Meget god tid! Jeg konstaterer i mit stille sind, at hun ikke er på akkord. Jeg begynder også at se ulemperne ved denne mañana-stemning, som jeg ellers har været så fascineret af. Jeg begynder så småt at overveje at tage toilet nummer 3, selv om der er top på, da lykken pludselig står mig bi - det optagede toilet bliver ledigt. Jeg skynder mig derind, krænger bukserne ned og sætter mig i "skovskiderstilling" (der er ikke noget bræt!), da jeg opdager, at der ikke er noget toiletpapir! Så kommer jeg i tanke om, at rengøringsdamen satte nogle ruller på bordet ved håndvasken. Op med bukserne, låse døren op, åbne døren, nappe en rulle på bordet, tilbage igen, lukke døren, låse døren, ned med bukserne og i stilling. Endelig!

Da jeg kommer ud, har Henrik handlet færdig. Han morer sig vældigt over min situation, som jeg ikke er sikker på er helt overstået endnu. Vi går ned mod havnen og der kommer vi lige forbi den gade, hvor der ligger flere bådudstyrsforretninger, som Henrik gerne lige vil kigge lidt nærmere på. Han er på udkig efter nye skødetov, da de gamle har udvidet sig og ødelægger spillene. Jeg vil egentligt helst hurtigst muligt tilbage til båden, men beslutter at hvis det ikke tager for lang tid, kan vi da godt lige kigge. Vi kigger så lidt, men ser ikke noget tovværk. Vi går ned til gummibåden og slæber den ud i vandet.

Henrik begynder at ro, mens han siger: "Den ligger godt nok langt ude - jeg skal skide!" (Han har til tider en meget direkte udtryksform). Jeg tilbyder at ro, men nej. Han ror og ror og kigger hele tiden, hvor langt der er tilbage. "Bare jeg nu når det", siger han. Jeg tilbyder igen at ro, men nej, det tager vist for lang tid for ham, hvis vi skal bytte plads. Jeg sidder lige så stille og kæmper med at undertrykke en lettere fnisningstendens. Imens fortsætter Henrik med at ro og kigge ud mod Pi, som overhovedet ikke synes at komme spor nærmere. Pludselig slipper han årerne, mens han siger: "Nej, det går ikke det her", og så kravler han om til hækken, krænger bukserne ned og sætter den agterste legemsdel ud over kanten. Heldigvis bliver det tidligt mørkt hernede, men helt mørkt var det nu ikke. Her er vi så midt i havnen, der er fyldt med ankerliggere og min fnisen kan ikke længere undertrykkes, men jeg tager diskret årerne og begynder lige så stille at ro, som om det er helt normalt. Desværre havde jeg ikke kameraet med.

Tilbage på båden skiftes vi til at sidde på toilettet. Vi ved ikke, hvad det var vi havde spist eller drukket, men jeg mistænker drikkevandet, hvorimod Henrik tror, det er spegepølsen vi købte på Graciosa. Vi har også spist nogle småkager, men dem plejer man da ikke at blive syg af - kun tyk. Både spegepølsen og vandet blev smidt ud, og siden har der ikke været noget. Ja, vi har mange spøjse oplevelser.

Og så må vi vist videre

Dagen efter må vi vist se at komme videre. Lige inden vi hiver ankeret op, kommer der en stor havskildpadde svømmende lige ved siden af Pi. Den er omkring 1 meter i diameter. Men det er en af den tarvelige slags, for den dykker, mens jeg henter mit kamera.

Vi sejler til Puerto Calero, en af de dyreste havne på Kanarieøerne. Herfra tager vi en taxi til Puerto del Carmen, hvor vi tidligere har været på charterferie. Derfor ved vi, at her ligger verdens bedste McDonalds, som har verdens bedste burgere - McRoyal de Luxe. Vi kommer også forbi en masse internetcafeer og skal lige tjekke e-mail. Det er så her vi bliver overraskede over hvor mange der pludselig er. Vi kan ikke nå at svare på dem alle, det må vente til vi kommer til Rubicon, hvor der er trådløs internet. Så skal vi chatte og maile.

Trådløs internet

Den 17. sejler vi til Rubicon. Det er en stor, ny og meget fin havn med alverdens faciliteter og service. Det koster 5 euro i døgnet at være på internettet og det er bare så smart, at man kan sidde på båden og ordne alting. Hvis altså det virker! Og det gør det ikke!! Så til jer, der venter på mail - hav tålmodighed! Mañana!!

Imens nyder vi det gode vejr!

Forside

Rejsebrev 11

Hvor er livet dog blevet nemmere efter computeren og internettet er opfundet - eller er det?

I Rubicon havde jeg betalt 5 euro for et døgn på nettet, men jeg kunne ikke få det til at virke. Jeg prøvede på alle måder jeg kendte. Nu var jeg lige indstillet på at sidde det halve af natten og maile mm. I "klogebogen" står der, at havnen kan kaldes 24 timer i døgnet på kanal 9, og så var det jeg tænkte, at jeg lige kunne kalde dem og spørge, hvordan jeg skulle gøre. Som tænkt, så gjort. Jeg kalder havnen, men ingen svarer. Jeg venter lidt og kalder igen, stadig intet svar. Så er der pludselig en der hoster på broen. Der står 2 vagtmænd. De spørger, om det er mig, der har kaldt og om jeg har problemer. Jeg er noget overrasket over at se de to uniformerede securitasmænd, men må indrømme, at det er mig, der har kaldt - og at mit problem ikke er sikkerhedsmæssigt, men at jeg bare ikke kan komme på internettet. Jeg synes selv det er lidt pinligt, men de tager det i stiv arm og henviser til havnekontorets åbningstid, som er 9-21. Jeg kigger på uret og ser at klokken er over midnat! Så synes jeg det er endnu mere pinligt - at jeg har tilkaldt 2 sikkerhedsvagter midt om natten, fordi jeg ikke kan finde ud af at bruge en computer!! De er dog meget hjælpsomme, de fortæller, at de ikke ved noget om hvordan man kommer på nettet og den ene ringer endda til en ven, for at få hjælp. Desværre kan vennen heller ikke hjælpe. De beklager, ønsker mig en god nat og forlader broen. (Der skal godt nok gå lang tid før jeg kalder et havnekontor på VHF'en igen, når jeg ligger i havn - og inden da vil jeg lige se hvad klokken er!!)

Dagen efter pakker jeg computeren og trasker over til havnekontoret. Receptionisten siger, at der ikke er noget galt med forbindelsen til internettet, så enten er der noget galt med min computer eller også er det mig, der gør noget forkert! Og så tilføjer hun lige, at alle de andre sejlere kan godt finde ud af det!! Jeg spørger, om hun vil vise mig hvordan man gør, på min computer, men det har hun ikke forstand på, siger hun.

Så må jeg traske hele vejen tilbage (og der er ret langt!) med uforrettet sag. På vejen udvælger jeg en tilfældig engelsk båd, og går hen og spørger, om de kan komme på internettet. Det kunne de klokken halv fire om morgenen, men fortæller, at der har været problemer med det de sidste 3 dage! Senere taler jeg med en amerikansk dame, hun siger, at de har opgivet at komme på nettet!

Dagen efter må havnekontoret indrømme, at der er problemer. De tilkalder en ekspert. Efter yderligere nogle dage finder de ud af, at der er en sejler, der sidder og downloader en masse ulovligt med nogle piratprogrammer, som gør at hele nettet i havnen bryder sammen. Da der bliver sat en stopper for det, virker internettet - men så er det snart på tide vi skal videre! Typisk! Jeg når dog at opdatere hjemmesiden, maile og opdatere computeren. Jeg opdateret den med SP2 - og det vil jeg gerne advare imod! Jeg har haft meget bøvl lige siden. Computeren er begyndt at gå i sort og kan finde på at genstarte af sig selv mens jeg er midt i noget. Den kommer også med en masse fejlmeldinger. Når jeg sender fejlrapport til Microsoft, får jeg til svar, at jeg skal downloade et program. Når jeg så finder frem til dette program, skal man først læse en fuldstændig uforståelig instruktion og derefter installere. Når jeg så forsøger at installere, kommer der alverdens advarsler frem på skærmen, og så tør jeg altså ikke. Så er der nogen der læser dette, der har et godt råd, vil jeg meget gerne høre det!!!

Ind imellem computer- og internetproblemerne nyder vi det gode vejr, kigger på byen og butikkerne og tager til stranden og bader.

Torsdag den 24. november kl. 11.30 forlader vi Rubicon og sejler mod Gran Canaria. Vi vil til hovedstaden Las Palmas. Der er 95 sømil og vejrudsigten siger meget lidt vind, 2-3 Beaufort, så vi forbereder os på en 19-20 timers tur for motor. Vi har hørt og læst, at der mellem øerne er nogle accelerationszoner, hvor der kan være kraftig vind, men det betyder ikke så meget, når man sejler for motor.

Vi kommer lige ud af havnehullet og mærker, at vinden bare er perfekt til at sejle for sejl. Det klør i Henriks fingre for at sætte dem. Vi venter dog lige til vi kommer ud til accelerationszonen, før vi beslutter, hvad vi vil. Det viser sig, at der overhovedet ingen forskel er, så alle sejl bliver sat og så går det lystigt deruda'. Vinden er et sted mellem halvvind og en smule agten for tværs og solen skinner. Ih, hvor vi nyder det! Autopiloten er sat på vindroret og vi sidder bare og slapper af. Sådan går det hele eftermiddagen. Ved 18-tiden går solen ned og vi reber ned til natten inden det bliver mørkt. Kurs og fart bliver tjekket og der regnes ud hvad tid vi kan være fremme. Det viser sig, at vi sejler alt for stærkt. Vi vil være fremme mens det er bælgravende mørkt! Det duer ikke, så der må rebes yderligere. Mesansejlet tages ned, storen er allerede rebet, så genuaen må rulles lidt ind. Og sådan fortsætter det hele natten - Pi er ikke til at holde tilbage. Hver gang jeg har vagt, regner jeg ud hvor langsomt vi skal sejle, og når Henrik har vagt, reber han. Det er den omvendte verden. Endelig får vi godt sejlvejr, og så er vi nødt til at rebe! Til sidt er genuaen rullet helt ind og vi sejler kun på rebet storsejl.

Ellers får vi en fin stjerneklar nat og allerede 60 sømil fra Gran Canaria kan vi se lyset fra Las Palmas som et rødligt skær på himlen. Det kan forklare at havnen tidligere hed Puerto de la Luz (Lysets by). Der er ikke meget anden trafik, så det er ren afslapning. Gid alle natsejladser var sådan!

Da vi er cirka 10 sømil fra Las Palmas havn, begynder det at myldre med store færger og containerskibe. Dem der kommer forfra, dukker pludselig op, for deres lanterne blander sig med lyset fra byen, så vi ser dem ikke før de er tæt på. Dem der kommer bagfra, ser vi tydeligt, men ser de os? Forsvinder vores agterlys i storbyens lyshav? Det virker ihvertfald sådan, for de kommer meget tæt på. Især een. En stor passagerfærge. Det er mig der er på vagt, og jeg holder øje med den hele tiden. Den har kurs direkte mod os. Men den skal jo også ind ad samme havneindløb som os. Han kommer tættere og tættere på. Jeg vækker Henrik (for en sikkerheds skyld) samtidig med at jeg kalder færgen på VHF-radioen. Færgen svarer ikke. Jeg kalder igen. Stadig intet svar. Henrik gør den store søgelygte klar og jeg kalder endnu en gang. Endelig kommer der svar - på meget dårligt engelsk. Jeg forklarer (på engelsk, for jeg tør ikke give mig i kast med det spanske, han er alt for tæt på, til at der er tid til misforståelser, og så god er jeg heller ikke til spansk), at vi er en lille sejlbåd, der ligger lige foran ham. Han svarer, at vi bare kan passere ham bagom. Det svar er jeg ikke tilfreds med, for hvordan fanden passerer man en færge bagom, når man selv er forrest? Jeg kalder ham derfor igen og forsøger at få ham til at forstå, at vi ligger lige foran ham. Der bliver en lang pause (alt imens den kommer nærmere), så spørger han, om vi ikke er den passagerbåd, der ligger bag ham til bagbord. Nej, nej, nærmest råber jeg ind i mikrofonen, vi er den lille sejlbåd, der ligger lige foran dig! Der kommer nu en pause, der for mig føles så lang, at jeg tror, at han enten er faldet i søvn eller faldet død om. Da han endelig kalder mig igen, siger han: "Har du ikke lys på?" Jeg råber ud til Henrik: "Lys på sejlene, for helvede!" Derefter griber jeg mikrofonen og fortæller, at vi HAR lys i lanternen, men at vi nu også lyser på sejlene. Dette må jeg gentage flere gange. Endelig ser han os. Da han ændrer kurs, synes jeg at han kun er ganske få meter fra os, men hvis I spørger Henrik, vil han nok svare, at der var lidt længere!

Da vi nærmer os havneindløbet, er det midt i den værste myldretid. Vi er nærmest omringet af færger og store containerskibe. Nogle bakker, nogle sejler frem, andre sejler lidt rundt og resten ligger tilsyneladende stille. Da der ikke er plads til mere adrenalin i mine blodbaner, overlader jeg roret til Henrik, der (efter mine "kloge-Åge-råd) får manøvreret os trygt ind i havnen. Her får vi en plads lige skråt over for den svenske båd, Albertina, som vi har mødt flere gange før. Herligt med et kendt ansigt.

Berndt, alias Bernardo, fra Albertina fortæller, at ARC'en tog af sted i søndags. ARC står for Atlantic Rally for Cruisers, og er noget man kan melde sig til, og betale 6-10.000 kr for, og så kan man følges over Atlanten. Da de tog af sted havde de modvind, så flere vendte om. Han fortalte videre, at der hvor de lå nu, var der et lavtryk, der havde udviklet sig til en tropisk storm. Godt vi ikke er med der!! Bernardo ville selv have været af sted et par dage før, men udsatte det pga. lavtrykket.

Lørdag den 26. får vi besøg af David, der var gast på Frigg. Vi har ikke set ham siden vi var på Madeira. Nu skal han med Frigg igen, denne gang over Atlanten. Vi får også besøg af Sylvia, som jeg spillede guitar med på Graciosa. Henrik bliver helt nervøs for, at vi skal begynde at spille igen. Det gør vi dog ikke.

Søndag kommer der melding på navtexen om, at den tropiske storm, Delta, kommer til kanarieøerne søndag. Den plads vi ligger på er ikke så god, bl.a. er havnens mooring-line, som vi bruger som agterfortøjning, knækket, hvorefter den er bundet sammen med noget der ligner en mellemting mellem en kællingeknude og en orientalsk bodegaknude. Vi er ikke sikre på, at den kan holde til en storm. Derfor flytter vi båden over på den anden side af broen. Der ligger vi også bedre i forhold til vindretningen.

Om eftermiddagen får vi dansk besøg. Det er Uffe og Anni hjemme fra Gilleleje. De har selv sejlet jorden rundt, så de ved lige hvad sådan nogle som os har brug for. De har taget en dansk smørkage med fra den danske bager nede på sydkysten. Og det er slet ikke så tosset. Vi hygger i cockpit'et hele eftermiddagen. Pludselig kommer der en dansk båd ind. Det er Nessie, som vi har mødt flere gange. De ligger nu lige ved siden af os.

Mandag den 28. vågner jeg kl. 7, og så er jeg stormklar. Solen begynder at stå op, og jeg går ud på molen for at tage nogle billeder. Himlen bliver rød.

"A red sky in the morning is a sailorman's warning!"

Kl. 9 begynder det at blæse op, og der bliver livlig aktivitet på broerne. Der sættes ekstra fortøjninger på, strammes op, løse genstande fjernes og flere ankerliggere kommer ind.

Nu er vi rigtig glade for, at vi flyttede båden. Vi er også rigtig glade for, at vi ligger i havn! Hele dagen veksler vinden mellem at aftage og tiltage. Det ene øjeblik er det næsten vindstille og i næste øjeblik kommer der en vældig vind susende med sand og grus. Dønningerne vokser, og dem der stadig ligger for anker får sig en ordentlig dingletur. Det ser helt vildt ud.

Senere tiltager vinden for alvor og der kommer nogle gevaldige vindstød. Vi bliver inviteret over på Nessie, og da den ligger lige ved siden af, kan vi hele tiden holde øje med Pi. Vinden drejer næsten hele vejen rundt, men derudover sker der ikke så meget. Nessies vindmåler viser omkring 22 sekundmeter i vindstødene - en enkelt gang 25, så vi synes egentlig ikke det er noget særligt, så kl. 01.30 går vi i seng og sover til den lyse morgen.

Dagen efter forlyder det, at 4-6 personer er døde på kanarieøerne og at det vist har været ret slemt. Vi beslutter, at sende besked hjem til Danmark om, at vi er ok, i tilfælde af, at de skulle have set noget på TV og være blevet bekymrede. Og godt vi gjorde det, for de havde da godt nok været bekymrede! Det så vi på vores e-mails, da vi senere kom forbi en internetcafe.

På vej hjem købte vi nogle lokale aviser for at se, hvor slemt det havde været. Palmer var knækket, store el-master var nærmest krøllet sammen, veje blev afspærret, juledekorationer i gaderne blæste ned, el-ledninger blæste ned, så store områder var uden strøm og en af turistattraktionerne, Dedo de Dios (Guds finger), en stor klippe ved vestkysten, blæste i havet.

Den ø, der var sluppet billigst var Gran Canaria, som "kun" fik storm. Nogle af de andre øer fik vind med orkanstyrke. La Palma fik 45,8 sekundmeter og Izana (hvor det så end er) fik 60 sekundmeter.

Vi er altså i god behold - hvis nogen skulle være i tvivl!

Forside

\

Rejsebrev 12

Onsdag den 30. november, 2 dage efter orkanan Delta, er det stille vejr, så Henrik benytter lejligheden til at tage genoaen ned, så den kan komme til sejlmageren. Den flænge den fik da vi sejlede over Biscayen, skal laves. Vi afleverer sejlet kl. 9, og allerede kl. 14 kan vi hente det igen. Der er ikke noget mañana her! I mellemtiden går vi en tur i den gamle bydel og finder et frugtmarked, med alverdens frugter og grøntsager i flotte farver.

Afsked med Frigg og Albertina

Torsdag får vi besøg af Ole fra Frigg. Han har to af sine gaster med. Den ene kender vi, det er David, der tidligere har sejlet med Frigg. Frigg ligger nede på sydkysten, men da Ole alligevel har skaffet en bil, for at hente den 4. gast i lufthavnen, kommer de lige forbi for at sige farvel. De tager over Atlanten en af de nærmeste dage. Det er lidt vemodigt. Albertina er også lige taget af sted. David har sin helt egen måde at udtrykke følelser på, så da de går, måner han os lige så stille hele vejen hen ad molen. (Desværre er det ved at være mørkt, og jeg har ikke fundet ud af hvordan man bruger blitzen i kameraet - endnu).

En kortvarig duo

Fredag står på afslapning, bortset fra tøjvask (vi savner godt nok Mor Ingas vaskemaskine!) Senere går vi i El Corte Ingles, der vel nogenlunde svarer til Magasin eller Illum. Alting er dyrt her, men det er meget sjovt at gå rundt og kigge - ikke mindst da jeg får øje på 2 klaverer! Der er godt nok et stort skilt på det ene, hvor der (måske) står på spansk, at man ikke må spille på det, men hvem siger, at jeg kan spansk? For en sikkerheds skyld sætter jeg mig ved det uden skilt. Og så begynder jeg at spille. Uh, hvor er det dejligt! Jeg beslutter, at det første jeg skal have, når vi flytter i hus, er et klaver. Så må seng og alt det andet vente. Jeg spiller og spiller og har slet ikke lyst til at stoppe, da en lille spansk dreng på omkring 5 år sniger sig hen og kigger. Jeg spiller lidt forskelligt, og på et tidspunkt er jeg i gang med noget 4-hændigt, men jeg har jo kun 2 hænder. Så sniger den lille dreng sig hen til det andet klaver og spiller med! Vi nyder det begge to - lige til hans mor kommer farende og brutalt hiver ham væk. Og så var den duo opløst! Jeg håber ikke hun skældte ham ud.

Kulde og havnepladser

Lørdag er det møg-koldt! Vi må have lange bukser på. Der er ikke så varmt på den nordlige del af øen. Det er ved at være vinter hernede, og når temperaturen kommer under 26 grader, begynder jeg at fryse. Ellers går dagen med at maile og ringe, for vi får besøg af min søster til januar, og så skulle vi jo gerne ligge i en havn i nærheden af hotellet. Men det er ikke så ligetil. Havnepladser skal bestilles i god tid, og alligevel er det ikke sikkert der er plads. Vi vil gerne ligge i Puerto Rico. Den består af 2 havne - en til turistbådene og en til lystbådene. Den til turistbådene skal repareres, og derfor skal alle bådene derfra flyttes over i den anden. Det betyder, at alle gæstebåde bliver smidt ud. Defor er der heller ikke plads til os. Vi forsøger så med Puerto Mogan, men her kan de ikke love, at der er plads. Det er et generelt problem hernede. Det kan ende med at vi må ligge for anker. Nu må vi se.

Marked

Søndag er der marked. Her handles med alt mellem himmel og jord. Her er masser af Gucci-kopier, så jeg får solbriller, taske og bælte. Henrik finder en bar, og så henter jeg ham der, når jeg er færdig med at powershoppe.

Operation kokosnød

Mandag bliver det varmt igen, så hængekøjerne kommer frem. Der kommer en kokosnød flydende i havnen. Den må have ligget længe i vandet, for den er begyndt at spire og sætte rødder. Det kan vi ikke stå for, så Henrik henter den i gummibåden. Vi er nødt til at tage den til os - den er helt alene i verden. Den bor nu i den spand, der ellers skulle sørge for, at den rustne malerbøtte ikke lækker ud i kistebænken. Så nu må vi håbe at den overlever (og at malerbøtten ikke lækker!)

Videre til Tenerife

Tirsdag den 6. december forlader vi Las Palmas. Der er gang i en ny hurricane syd for Azorerne, og vi vil gerne videre inden den evt. kommer denne vej. Der er for koldt i Las Palmas, så der vil vi ikke blæse inde. Det viser sig dog senere, at den ikke kommer, men lige så stille dør ud. Vi sejler nord om Gran Canaria, og til at starte med vidste vinden vist ikke lige hvad den ville, så det blev motorsejlads. Da vi rundede nordspidsen, var der for lidt vind! Senere kunne vi dog sejle for sejl. Solen skinnede og det var lunt. Og for en gangs skyld, stod solen på en måde så sejlene ikke skyggede i cockpittet. Vi vidste ikke om der var plads i havnen, men tog chancen. En times tid før vi var fremme kaldte jeg havnen på VHFen, for at høre, hvor vi kunne ligge. Det står der i klogebogen, at man skal. Hende, der svarede, forstod desværre ikke så meget engelsk, så hver gang der var et ord hun ikke forstod, så gentog hun bare ordet og så var der ellers dyb tavshed. Så svarede hun ikke mere. Så måtte jeg starte hele opkaldsproceduren igen. Da jeg havde gjort det 5 gange, uden at få at vide, hvor vi kunne ligge, opgav jeg. Så sejlede vi bare ind i havnen. Der var masser af pladser, så vi tog bare den der lå nærmest. Det skulle senere vise sig at være den eneste ledige plads med hele pullerter. De andre var flået af under orkanen.

Skader efter orkanen Delta

Godt vi ikke lå her da Delta rasede. Den bro vi ligger ved, er revet helt skæv. Næsten 30 'fingre' fra flydebroerne har revet sig løs og ligger på land. De 'fingre', der er tilbage, er næsten vredet af. Pullerter er flået af, og mangler stort set på alle ledige pladser. Palmer inde på land er knækkede, store træer er væltet. I havnen havde det været kaos med broer og både, der rev sig løse, både, der kastede anker, både der ramlede sammen, solpaneler, der blev smadret.

Måske vil billeder være mere sigende.

Tandlæge og bynavne

Torsdag den 8. december falder noget af fyldningen ud af den tand Henrik lavede på Graciosa. Så må han i gang igen. Heldigvis havde jeg bestilt tid hos en tandlæge her på øen, men han havde først tid mandag. Jeg havde fundet tandlægen på www.avmintand.dk som er en hjemmeside, hvor man angiveligt kan spare mange penge ved at få lavet sine tænder i udlandet. Jeg kendte siden i forvejen, og vidste at man bl.a. i Ungarn kan få lavet kroner for 1.200 kr. På Mallorca koster en krone 2.000 kr. Her på Kanarieøerne, var der kun een tandlæge, der var godkendt (der tjekkes hygiejne m.m.) og det var ham, jeg havde bestilt tid hos. Jeg havde planer om, at han skulle lave flere af mine tænder, som skal have krone på.

Et par dage inden vil jeg dog lige tjekke, hvor klinikken ligger, for jeg skal allerede være der kl. 9. Det viser sig, at den slet ikke ligger her i Santa Cruz, men i en by der hedder Puerto de la Cruz - og der er 40 km derhen! Og det er så her, det med navnene kommer ind. Santa Cruz ligger på østsiden af Tenerife og må ikke forveksles med Puerto de la Cruz, også kaldet Puerto Cruz. Der ligger også en by der hedder Santa Cruz på øen La Palma. Denne ø skal man heller ikke forveksle med hovedstaden på Gran Canaria, der hedder Las Palmas, men udtales La Palma af de lokale.

Vi lejer en bil (det ville vi have gjort under alle omstændigheder, vi har aldrig været her før, så vi vil se hele øen), og om mandagen kommer jeg så til tandlægen. Den er helt gal med tanden, den skal rodbehandles og der skal krone på. Det havde jeg godt på fornemmelsen. Inden han går i gang, vil jeg dog gerne lige vide, hvad det kommer til at koste. Det vil blive 840 euro! Ottehundredefyrre euro!! Det svarer til 6.300 danske kroner! Træt af at være en tursist, der bare skal plukkes, bliver jeg stædig. Jeg går derfra 125 euro fattigere og en tand, der bare er plomberet. Hvis den bliver ved med at gøre ondt, finder jeg en lokal tandlæge med lokale priser og ellers venter jeg til vi kommer til Danmark, så tager jeg en uge til Ungarn!

Biltour

Søndag, mandag og tirsdag kører vi på opdagelse på Tenerife. Da I nok har været her allesammen på charterferie, er der ikke så meget at skrive om. Henrik har dog glædet sig meget til at køre bil igen, selv om han, som han siger, "har holdt køreegenskaberne vedlige". Det har han gjort, når jeg er på internettet. Hernede er internetcafeerne integreret i spillehaller, hvor man også kan "køre racerløb i Ferrari".

Vi henter bilen, en lille Seat Ibiza. Det første Henrik bemærker, da han begynder at køre, er, at "der fanneme ikke er meget optræk i den møghakker". (Vi kører altså op ad stejle bjergskråninger). Jeg synes, at han tager svingene lidt hurtigt, men det er han ikke enig i - han er jo bedre vant. Ferrarien i spillehallen kan komme op på 320 km/timen. Møghakkeren kan "kun" komme op på 120. Jeg gør ham opmærksom på, at det ikke er en Ferrari og at han ikke er i en spillehal - hvorefter han spørger, "har jeg så heller ikke ubegrænset antal liv?" Og jeg svarer, "Nej, mig bekendt har vi kun et liv hver!" Derefter får vi en (for mig) mere behagelig køretur.

Næste stop Gomera

Vi er nu ved at være trætte af storbyer, så vi har bestilt havneplads på Gomera. Vi tager af sted her i weekenden og bliver nok derovre et par uger, dvs jul og nytåret over.

I ønskes alle en god jul og et godt nytår!

Forside

Rejsebrev 13

Den 17. december forlader vi Tenerife. Vi får en blandet tur med først ingen vind, så for lidt vind og til sidst plat læns, så det ender med at Henrik må håndstyre. Undervejs ser vi hvaler, delfiner og et flydende køleskab. Især den sidste flok delfiner vi ser er imponerende, for de springer højt op i luften og falder ned med nogle kæmpe plask. Desværre er de for langt væk til at de er med på billederne, så jeg ønsker mig et kamera med optisk zoom. Kl. 19 ankommer vi til La Gomera, og da er det blevet mørkt.

Næste dag er det nærmest bagende varmt, så vi går på stranden og bader i det 21 grader varme havvand. Få dage efter får vi regnvejr! Det render ned ad bjergene og fylder gaderne, så de ligner brune floder. De lokale har sat skodder i dørene, slanger pumper vand ud af husene og andre fejer vand og mudder ud. Man skal passe på når man går over gaden, for nogle af brønddækslerne er trykket op og ligger længere henne af vejen. Men dagen efter bliver det godt vejr igen, så hængekøjerne bliver sat op.

Her ligger Pi i San Sebastian havn, La Gomera

Jul på La Gomera

Forberedelserne til julen starter nogle dage i forvejen, hvor jeg gennemgår alle butikkerne for at finde grødris. Men det viser sig at være håbløst - det har de ikke på Gomera! Heldigvis ligger der andre danske både og Najaden donerer en pose. Så langt så godt! Frisk mælk og fløde er heller ikke noget de har, så det bliver langtidsholdbare produkter (som ikke smager særlig godt). Vaniljesukker er vi løbet tør for - Henrik har brugt det til pandekager - men det kan man heldigvis godt få, det smager bare lidt anderledes. Det sidste der mangler er mandler, og vi tager de sidste 2 poser på hylden. Da jeg hakker mandlerne breder der sig en lugt af løg - brættet har vist ikke været vasket ordentligt af, så nu smager mandlerne af løg! Og da jeg skal koge risene (på det nye komfur) kan jeg ikke skrue nok ned for blusset, så det koger for meget, med det resultat, at da der næsten ingen væske er tilbage, er risene stadig lidt rå indeni! Den langtidsholdbare fløde er så tyk, at det næsten ikke er nødvendigt at piske den. Men den 24. om formiddagen er risalamanden klar, og jeg prøvesmager lige en enkelt teskefuld. Føj for den lede!

Vejret er så godt, at vi er nødt til at tage på stranden, så de sidste indkøb må vente. Vi er ude og bade flere gange og det er lidt underligt at ligge der og svømme rundt med udsigt til Teide på Tenerife, som har sne på toppen. Henrik snorkler og ser en masse flotte fisk og en blæksprutte.

Efter en herlig badedag på stranden, skal vi lige handle de sidste ting, og mens vi går rundt i supermarkedet, begynder den enkelte teskefuld "ris-lavement" at virke. Heldigvis var der (for en gangs skyld) en lille smule toiletpapir på toilettet!

Der vokser appelsintræer i gaderne

Til julemiddag får vi Brugsens (Gilleleje) hjemmelavede, varme leverpostej med bacon og champignoner. Og DET er bare lækkert! Jeg købte den rå derhjemme og henkogte den. Efter en halv time i ovnen i en bageform, var den simpelthen perfekt. Det bliver et herligt måltid, men desserten er der ikke den store interesse for.

Gomera rundt i bil

Vejret svinger meget, enten styrter det ned eller osse er det sol og skyfri himmel. Den 27., hvor vi har lejet bil er det fuldstændig skyfrit og vi får den ene flotte naturplevelse efter den anden.

Øen er meget grøn og frodig. Som alternativ til de meget turistede Tenerife og Gran Canaria, kan vi varmt anbefale La Gomera, der endnu er uspoleret. Her er vidunderligt!

Udsigt til Teide, Tenerife.

Da jeg er ramt af musearm for tiden, bliver dette brev lidt kort, men vender tilbage straks armen er klar igen!

Vi ligger pt (23/3) i Las Palmas (det har vi gjort i 2 mdr.), og her er vejret herligt. Sommeren er kommet, og vi ligger og sveder i cockpittet, hvor der er 30-32 grader.

Mange mailer og vil vide hvad vi laver! Ja, se her:

.

Rygtet siger, at der er kommet en del sne i Danmark!

Klik her for at se "stemningsbilleder fra La Gomera"

Forside