05-02-2005 Paramaribo
Hej folkens!
Saa er vi landet i Paramaribo (Parbo, som de lokale kalder det), efter en luksusflyvetur med business class! Hold da op � saeder, der kunne ligge vandret, laekker mad og omkring ti film, man kunne vaelge imellem � chique! Indflyvningen over Parbo var helt surrealistisk. Man flyver over taet mangroveskov gennemskaaret af farverige floder og en enkelt hytte er at oejne her og der. Pludselig dukker der en stribe bart land op af det bare ingenting, og her lander den store Boing 747 saa. Den faldefaerdige nationale lufthavn er en charme i sig selv, og man kan naesten ikke lade vaere med at traekke paa smilebaandet over tolderne, der sidder i et lille traeskur og beder om passene. Vi fik vores tasker og kom med en minibus til Parbo city, en tur paa omkring en time, hvor man tages igennem et landskab der minder meget om det flade og frodige Mekongdelta, men med huse, der baerer praeg af hhv. asiatisk, afrikansk og arabisk arkitektur. Det er en stemning, der holder ved her i byen, hvor befolkningen er en stor blandning af alt muligt, men primaert bestaar af folk af afrikansk herkomst. Det er en saer foelelse at taenke paa, at stort set alle disse mennesker afstammer fra slaver, som kolonisterne (bla. hollaenderne � som pga. guldet i tidernes morgen byttede sig til Suriname for en lille flaekke kaldet New York, forresten�) sejlede hertil som arbejdskraft paa plantagerne. Vi var inde og se Fort Zeelandia, som var bygget under hollaenderne, og som havde en udstilling med en skrap kvindelig plantageejers egendele, samt en masse historier, som beskrev tilstandene paa plantagen � ikke lutter lagkage, skal jeg lige hilse og sige!
Igaar havde vi begge en smule jetlag, saa der brugte vi det maeste af vores energi paa at vandre rundt som zombier for at holde os vaagne. Folk her synes tydeligvis, at min maddikehvide hud er flot, hvilket der ikke bliver lagt skjul paa. Det er dog ikke paa den paatraengene maade, som Stine og jeg oplevede i Tunesien, men naermere et kompliment, som man kan tage imod eller lade vaere. Jeg synes til gengaeld, at den helt kulsorte farve, man ser hos nogle af menneskene her er utrolig flot, og de store runde numser, der selvbevidst svinger omkring kan ikke lade vaere med at goere een i godt humoer � ikke nogen �we don�t have big size!� som i Asien! Desuden er det vildt sjovt, at vi kan kommunikere paa hollandsk, hvilket foerer til sjove situationer, naar folk hoerer mig tale og forsoeger at indskatte, hvor jeg kommer fra.
Arkitekturen her er ret spaendende, da der er tydelige tegn fra kolonitiden overalt, i mere eller mindre god stand, men saa er der et typisk asiatisk hus her, en moske der og lige ved siden af en synagoge, de to levende i harmonisk naboskab� Forresten er der i mange af de store kolonibygninger ministerier for stort set alt, bl.a ministeriet for skatter paa underholdning (?!), andre skatter, politi osv.
Idag har der vaeret rigtigt varmt og solrigt, men igaar kunne vi godt maerke, at vi er i slutningen af regntiden - et tropisk regnskyld er i en klasse for sig! Heldigvis varer de ikke saa laenge, saa det er ikke noget problem at faa noget ud af dagen alligevel. Faktisk er det ikke saa daarligt at det regner, for imorgen tager vi til Brownsberg, et bjerg med fantastiske udsigter og masser af vandfald. De er jo selvfoelgelig flottere, naar der er masser af vand. Vi har selv arrangeret vores tur, da selskaberne kraever aagerpris for dem, selv for europaeiske standarder. Saa nu koerer vi med lokal bus derhen og overnatter i vores nyindkoebte haengekoejer, hviket skulle vaere mere bekvent end det umiddelbart lyder. Ogsaa hostellerne er ret dyre, saa vi tager nok mere eller mindre direkte videre til Fransk Guyana, naar vi kommer tilbage til Parbo. Heldigvis er maden ikke saa dyr her, men til gengaeld helt utroligt laekker. Rejsebogen skriver meget rammende �det anbefales at spise saa ofte og meget, som muligt�. Luften her minder mig meget om Asien, den der tykke soedlige lugt, og fugtprocenten, der ligger meget hoejere end hjemme. Noget andet, der bringer mig direkte tilbage til Mies og min tur er lugten af Nivea solcreme og myggebalsam � her er masser af myg, og de er sultne! Rob har selvfoelgelig ikke faaet et eneste imod mine tyve, og naar jeg tilbyder ham myggebalsom, siger han bare �Nej tak, skat, jeg har jo dig!� Aegte kaerlighed�
Vi har det bare supergodt her, og vi er allerede godt inde i backpackerfornemmelserne, selvom vi er en sjaelden sag her. Stort set alle andre turister (og her er ikke ret mange!) er hollaendere paa pakketure eller familiebesoeg, saa vi lyser op i gadebilledet med vores store rygsaekke. Sjovt at opleve!
Haaber I alle har det godt!
Knus, Berit og Rob