Lige et lille pip her fra Belem, som sikkert bliver langt alligevel, hvis jeg kender mig selv ret. Det var skoent at komme til en lidt stoerre og livlig by efter laengere tid "off the beaten track". Belem er rigtig hyggelig by med sine tydelige spor efter den portugisiske kolonialisering: hoeje slanke huse med 4m hoeje flot dekorerede doere og lige saa store vinduer. Somme tider med en aeldre dame glanende ud ad vinduet for at se, hvad der sker nede paa gaden. Mangotraeerne haenger ud over gaden og overalt saelges der kokosnoedder for en krone. Og hvis man kniber oejnene lidt sammen, kan man nemt forestille sig, hvordan her saa ud, foer husene begyndte at forfalde... Charmen er dog ikke desto mindre stadig til stede, og vi har virkelig nydt at vaere her indtil nu. Byen, altsaa, for min rejsemave paa 2. og 3. dagen her var ikke saa spandende!
Den foerste nat sov vi i det billigste hotel, vi kunne finde, og faldt i snak med nogle af de mange rejsende, der boede der. Det var hyggeligt, men bad og toilet paa gangen, saa naeste dag, da jeg begyndte at skrante, besluttede vi at rykke tre doere laengere ned ad gaden til et vaerelse med A/C og eget bad og toilet: pyha....!!!
Jeg var lidt mat i sokkerne, selvom jeg var paa benene igen, saa de naeste dage vandrede vi bare lidt rundt til fods og saa paa byen. Her er en rigtig flot og meget velholdt havn med gamle kraner staaende paa skinner og dyre restauranter i baggrunden, og en charmerende gammel bydel, hvor sporvognssporene stadig kravler op og ned ad bakke.
Igaar tog vi til Ilha de Cotijuba, en lille oe i naerheden, som ifoelge vores nyindkoebte guidebog over Amazonas skulle vaere et naturmaessigt Paradis. Oeen var dog temmelig medtaget af menneskets gang her, og forholdsvist taet bebygget, saa endnu engang maatte vi erkende, at det vi saa i Suriname, nok desvaerre er noget helt unikt. Alligevel var det nu en dejlig tur, og stranden der var virkelig laekker med hvidt sand og klart vand (vi taler her relativt, da der stadig er tale om flodvand, men vi kunne da ikke skaere i det. Desuden er vi nok temmelig forkaelede efter Thailand...). Vi tog en tur med hestevogn til den anden ende af oeen, hvor endnu en lang flot strand tilboed afkoeling til vores foedder, og en drink foran udsigten var uovertruffen. "Chauffoeren" og hans lillebror, som ogsaa var med paa vognen, syntes vi var sjove, naar vi flippede ud over vandboeflerne rundt omkring, og begyndte at udpege dem og alt andet krae paa vejen. Hoensene var jo ikke saa spaendende, og da jeg efter at have fotograferet en kaempe krabbe paa stranden blev vinket med af den 8-aarige gut, var jeg sikker paa, der ville komme en kat i sigte eller saadan noget. Men stor var min begejstring, da jeg fik oeje paa et lille dovendyr i palmen! I traeet ved siden af sad en stoerre artsfaelle, og ovenfor en groen papagoeje. Papaegoejen drillede dovendyret, og man kunne ikke lade vaere med at grine af det langsomme dyrs forsoeg paa at jage den langt hurtigere papegoeje af banen. Neeeeeeej, hvor var det sooooedt!!!!!!!!!!!!!!
Vi har haft nogle gode dage her, men nu er det ogsaa tid til at komme videre. Vi har besluttet os for at tage et fly til Manaus, i stedet for den fem dage lange og efter sigende kedelige tur op ad Amazon-floden. Prisen er den samme, og vi vil hellere bruge tiden ved begyndelsen af floden. Saa iaften flyver vi, og saa er planen at tage mere eller mindre direkte til en nationalpark nordpaa, der hedder noget med Presidente et-eller-andet. Maaske kan vi endda komme i biografen og se en engelsktalende film i Manaus. Indtil nu har tv paa vaerelset kun tilbudt daarlige game shows, brasilianske soaps, amerikanske B-film, brasilianske soaps, fodbold og sidst med ikke mindst den nationale passion: brasilianske soaps - alt sammen paa portugisisk, selvfoelgelig. Engelske blade er ikke at opstoeve, men vi har hoert, at engelske film koerer i Manaus, saa vi er spaendte.
Som afslutning vil vi foelge den brasilianske tradition og stikke tommelfingeren i vejret, knus Rob og Berit